Forside

Rejseoplevelser

Billedserier

Her var vi

Under udarbejdelse

Rejseoplevelser i de tyske vinbjerge - juli 2009

En landsdel fyldt med smukke panoramaer, floder, stejle skråninger med vinmarker og borge, bjergbyer med få kilometers afstand og byer med imponerende domkirker.

Af Hanne Thoms

Sydtyskland er balsam for øjet og ganen

Min yngste lillesøster bor midt i de tyske vinbjerge, et område vi ønskede at udforske og kombinere med et familiebesøg. En køre-selv-ferie og hvad vi kunne nå at se og opleve hver dag. Området er fyldt med spændende seværdigheder, mere end man kan nå i løbet af en uge. Et væld af borge, vingodser og domkirker krydret med den storslåede natur og de velsmagende vine & retter var en sand fornøjelse.

Vi valgte en borgrute langs Neckar, Den tyske Vinrute ved Bad Dürkheim, en ædelstensmine i Idar-Oberstein, byerne Worms og Trier, en sejltur på Rhinen og en køretur langs Mosel.

Hver dag var fyldt med dejlige overraskelser

Både med og uden landkort kørte vi ofte forkert, fordi de tyske afkørsler kommer tæt efter hinanden, er meget korte og ikke altid skiltet med netop de bynavne, vi søgte efter. Og har man først placeret sig i én bane, er det ikke altid muligt at skifte retning i sidste øjeblik, det er trafikken for tæt til. Så det var med at kende geografien, hvad hed alle byerne lidt længere væk, og bedst af alt var når vi så skiltet "Alle Richtungen" (alle retninger), så kunne vi fint finde vej. Konsekvensen var ofte, at vi kørte en anden vej end planlagt fra morgenstunden, med det resultat at vi kom forbi de mest storslåede panoramaer, ofte på smalle og snoede bjergveje. Områder vi slet ikke ville ha' set, hvis vi ikke var kørt "forkert". Jo, vi havde GPS'en med, men rigtig mange steder var der intet signal, så vi droppede den, og nød de steder vi mere eller mindre tilfældigt kom forbi.

Der er vejarbejde overalt i Tyskland

Både på motorvejene og de mindre veje var der enormt meget vejarbejde. Ofte var den ene kørebane spærret, og trafikken i begge retninger blev afviklet i det andet spor. Vi oplevede dog ikke at holde i kø, det gled som regel fremad med 60-80 km/t på de større veje, men det tog længere tid at køre de forskellige strækninger. Af og til var afkørslerne også lukket, så vi måtte en omvej for at nå målet. Mellem Bremen og Hamburg var der på hjemvejen skiftevis ca. 7 km vejarbejde og 7 km motorvej, enormt frustrerende og langsommeligt.

Hjemmefra bookede vi hoteller via internet

Det kan godt betale sig at bruge god tid på at søge efter billige hoteller hjemmefra, for der findes mange i prisklassen 35-40 Euro (for 2 voksne) pr. overnatning incl. morgenmad. Vi boede først 6 dage i Frankenthal, ikke det smukkeste sted i verden, til gengæld et dejligt og billigt hotel med morgenmadsbuffet, ro og gratis parkeringskælder, centralt beliggende i forhold til vores udflugter. Et Achat-hotel som varmt kan anbefales. Derefter 2 dage i St. Goar ved Rhinen med en vidunderlig udsigt fra altanen, men noget dyrere, og meget larm om natten. Godstogene kører hele tiden, dvs. ca. hver 5. minut døgnet rundt. Begge steder havde vi gratis internetopkobling og værelse for rygere, dvs. i St. Goar måtte vi kun ryge på altanen. Og dér slap vi for regn.

Vi undgik heldigvis et alvorligt trafikuheld

Ved 9-tiden var vi klar til den 800 km lange tur sydpå, og jeg havde et stort ønske om at køre hele vejen. Jeg har aldrig været særlig vild med at køre i den tætte tyske trafik, men nu ville jeg udfordre mig selv, og ved ankomsten var jeg glad og stolt over at ha' gennemført turen på 9½ time incl. 2½ times pauser undervejs.

Og ikke mindst uden uheld, for på et tidspunkt syd for Kassel bakkerne, hvor der var fire baner, kunne det være endt gruelig galt. Jeg kørte 130 km/t i den næstyderste bane, de hurtige yderst, lastbilerne i de to inderste baner.

Pludselig overhalede en ung tysker og snittede ind foran mig og fortsatte videre over de to inderste baner (for at nå en afkørsel). Ikke noget med at bremse, det vidste jeg intuitivt (så ville de bagvedkørende ramme mig), men jeg havde godt nok travlt med at lette foden fra pedalen og kigge i spejlene, dreje lidt til højre for at undgå et sammenstød. En yderst skræmmende oplevelse, der nemt kunne være endt galt!

Tre pauser undervejs

Undervejs holdt vi tre pauser, først ½ time ved 11-tiden, dernæst 1 times frokostpause nord for Hannover, hvor vi nød den medbragte frokostkurv. Det viste sig, at den mayonnaise, jeg havde købt, i virkeligheden var remoulade, øv.. Senere kaffepause en times tid i Göttingen.

Frankenthal

Omkring kl. 18.30 ankom vi til Achat-hotellet i Frankenthal. Efter indkvartering og siesta skulle vi finde et sted at spise aftensmad, det kunne man ikke på hotellet. Jeg skrev en sms til min lillesøster, at vi var vel ankommet og på vej ud for at finde et spisested. Hun skrev tilbage, at der var et nyt italiensk pizzeria i nærheden, ca. 500 m fra hotellet. Vi skulle først gå til højre, forbi et lille slot, dernæst til højre, forbi Rudolf Steiner skolen, så til venstre.

Slottet fandt vi aldrig, det var også begyndt at regne, så vi gik tilbage til hotellet, ville ta' en taxa. Inden skulle jeg dog lige på toilet. Undervejs ud igen hørte jeg Jens snakke dansk med nogen, det viste sig at være min lillesøster Linda, som var på vej hjem fra Mannheim efter finsk kursus. Hun ville se, om vi havde fundet spisestedet, ih hvor blev jeg glad for at se hende, bare så'n :-)

Vi havde faktisk været på rette vej, men slottet var gemt mellem træer, der hvor vi vendte om. Linda kørte os til og fra pizzeriaet, hvor vi spiste aftensmad, hun fik en cappuccino imens. Sikke en dejlig overraskelse, og en rigtig god begyndelse på vores uge i det sydtyske. Og remouladen var eftertragtet af min niece!

Morgenmadsbuffeten var meget smagfuldt indrettet i kælderen, og der var et velsmagende, varieret udbud. Dog var deres brød ikke det bedste, jeg har smagt, lidt sejt at tygge. Morgenmaden på hotellet var ikke inkluderet i prisen, og selv om det kostede 14 Euro pr. person pr. dag, var det stadig et meget billigt hotel, fordi værelsesprisen kun var 17 Euro pr. person pr. overnatning. 

Vi havde planer om at køre en tur langs floden Neckar, måske få tid til at se lidt i Heidelberg, i hvert fald spise frokost på Hirschhorn slot, og gerne besøge borgen Guttenberg.

Men allerførst skulle vi finde til Mannheim, det tog lidt tid uden kort eller GPS (intet signal). På vej ud af Frankenthal kom vi ind på en lille vej, der endte blindt. Tilbage igen, kom bl.a. forbi et lille kapel midt på et gadehjørne. Fandt så motorvejen til Mannheim. Her så vi godt nok skiltet mod Heidelberg, men lå i den forkerte bane, måtte følge den tætte trafik, og en ekstra runde gennem byen. Alligevel sjovt, for nu kunne vi genkende bygninger, gader, broer etc.

I Heidelberg søgte vi efter et sted at parkere i den gamle bydel, fandt en parkeringskælder, hvor jeg ikke ville ned, og inden vi så os om, var vi på vej ud af byen mod Hirschhorn.

Neckar er en biflod til Rhinen

Neckar er ca. 370 km lang og har sit udspring ved byen Schwenningen i Schwarzwald og munder ud i Rhinen ved Mannheim. Herfra og til Esslingen kan der sejle pramme op til 2700 t, og højdeforskellen på 156 m overvindes vha. 24 sluser, der er bygget 1920-39 og 1950-60, men floden spiller ikke længere den store rolle for varetransporten.

Vandføringen varierer meget året igennem. Den er mindst i efteråret og størst i foråret, hvor der jævnligt er oversvømmelser især ved Neckars nedre løb.

Borgvejen

Fra Heilbronn til Heidelberg løber Neckar i en meget snæver dal, og på mange af bjergtoppene ligger der gamle slotte og borge. Denne strækning er en lille del af Burgenstrasse (Borgvejen), som er en ca. 1000 km lang afmærket borgvej fra Mannheim til Prag. På denne rute kommer man forbi alle seværdige borge, slotte og byer, og vi valgte strækningen mellem Heidelberg og indtil lidt syd for Mosbach.

I dag er Hirschhorn et slotshotel

Det er en del af et velbevaret middelalderslot fra det 12. årh., hvor dynastiet af de fremtrædende riddere "von und zu Hirschhorn" levede og arbejdede i mere end 400 år.

I dag er her hotel, en restaurant og en terrasse med en fantastisk udsigt over Neckar. Desuden er det muligt at blive gift på selve slottet.

For foden af bjerget kan man stadig se rester af fæstninger og bymur, og nogle af husene er bygget på resterne af bymuren, enkelte rager ud over.

Da vi kom ved 12-tiden var der mange ledige pladser lige ud til det storslåede panorama. Jeg valgte at ha' udsyn til bjergene og floden, så kunne Jens sidde og kigge på slusen, hvilket han var meget begejstret for. Vi fulgte lystsejlernes og flodprammenes ture igennem slusen, og jeg fik en masse at vide om proceduren.

Maden var en udsøgt fornøjelse, kronvildt med kantareller, varm pære med rønnebær, serviettenknödel og en skål med rødkål. Meget velsmagende og lækkert. I det øjeblik vi rejste os for at fortsætte vores tur langs Neckar, var de næste klar til at overtage vores plads.

Borgen Guttenberg

Borgen Guttenberg blev bygget i det 12. årh. og er en af de få velbevarede middelalderborge, som stadig er beboet. Den ligger på et bjerg ved Neckar Mühlbachtal, og på lang afstand kan man se det mægtige tårn, de gamle mure og den nuværende beboelse. Borgen er et populært udflugtsmål i Neckar dalen. Udover en rundtur i borg-museet er der daglige opvisninger med ørne, ugler og gribbe.

Adelsfamilien Staufer byggede borgen Guttenberg for at sikre kejserens pfalz (et af hans opholdssteder) i Bad Wimpfen. De havde herredømmet indtil 1449, hvor Hans von Gemmingen "den rige" købte borgen for 6000 rhinske gylden. I dag bor 17. generation af Gemmingen slægten på borgen.

Hver dag er der opvisning med ugler, ørne og gribbe. Og vi nåede lige akkurat opvisningen kl. 15. Man sidder på bænke, og opvisningen varer en times tid. En guide fortæller meget grundigt om de forskellige fugle, deres særpræg og levemåde, og ind imellem flyver fuglene lavt hen over tilskuernes hoveder, så "man må dukke sig". En spændende og meget informativ oplevelse.

I tårnet var der indrettet museum. På hver etage var der spændende ting og sager fra middelalderen. Ret højt oppe fandtes den tids toilet, som var bygget ud over muren, frit fald fra hullet, og man kunne se lige ned i naturen...

Aftensmad i Heidelberg

Efter besøget på Guttenberg forlod vi borgvejen og fulgte de meget små veje mod nordvest. Byerne lå med få kilometers afstand, men vi vidste ikke i hvilken retning, vi skulle køre, når der kom et vejkryds, for Heidelberg var ikke nævnt. Vi kom bl.a. igennem en by, hvor der var en købmandsforretning. Her kunne vi købe vand og cigaretter, men et landkort havde de ikke. Heldigvis var der en informationstavle (med et dejligt landkort) i udkanten af byen. Nu vidste vi, hvor vi var, og hvilke vej der førte til Heidelberg.

I Heidelberg var vi heldige. Ved den gamle bro var der en fortovsrestaurant og en fri parkeringsplads lige ved siden af. Nemmere kunne det ikke være.

Mens vi ventede på maden, var jeg en tur ude på broen. Herfra kunne man se slottet. Man kan fint bruge en hel dag i Heidelberg, der er meget at opleve, men jeg var der i 1992, så det var ikke så vigtigt for mig nu. Vores mål var at nyde aftensmaden i smukke omgivelser, og det lykkedes, endda med tørvejr og solskin.

Efter aftensmaden var jeg en tur rundt i gågaden, ledte stadig efter et tysk landkort, men alt handlede om Heidelberg, og det var ikke mit fokus. Og så kom regnen, signalet til at tage tilbage til vores hotel i Frankenthal.

På vej hjem kom vi ind igennem Mannheim, en by med både et rædselsfuldt og smukt udseende. Det smukke så vi på hjemvejen, de mange gamle og flotte bygninger i centrum.

I Frankenthal var vi inde på en tankstation, og endelig lykkedes det mig at købe et landkort, en stor hjælp på resten af turen!

Ved hotellet i Frankenthal var alle de udendørs p-pladser optaget, men heldigvis havde hotellet en gratis parkeringskælder til deres gæster, med adgang til hotellet fra p-kælderen. Vi skulle bruge kortet på værelses-nøglen til at åbne bommene og derefter komme ind på hotellet. Nemt og en dejlig service.

Efter morgenmaden ved 9-tiden kørte vi til Bad Dürkheim. Som det første ville vi finde ud af, hvornår vi kunne komme på tur med Cabrio dobbeltdækkerbussen, som kører rundt mellem Bockenheim, Bad Dürkheim og Deidesheim. Informationstavle og stoppested var lige præcis ved Dürkheimer Riesenfass, hvor der også er en kæmpe parkeringsplads. Men turene foregik kun lørdag, søndag og helligdage, og da havde vi andre planer.

Dürkheimer Riesenfass

Det mægtige vinfad har en diameter på 13,5 m og en volumen svarende til 1,7 mill. liter og er dermed det største i verden. Det bliver dog ikke brugt til opbevaring af vin, her gemmer sig en restaurant. I september er der hvert år pølsemarked (Dürkheimer Wurstmarkt), som med over 600.000 besøgende regnes for den største vinfest i verden. Det er kun ved denne fest og særlige arrangementer, at den indendørs restaurant er åben, ellers beværtes man udenfor. Vinfadet af træ blev bygget i 1934 af bødker og vingodsejer Fritz Keller. Hermed var det store vinfad (221.726 liter) på Heidelberg slot kun det næststørste i verden.

Limburg klosterruin

Lidt vest for Bad Dürkheim ligger ruinerne fra et kloster, som blev påbegyndt i det 9. årh. Vejen op til klostret er lang, smal og med serpentinersving igennem et skovområde. Ved klostret er der en storslået udsigt ind over Bad Dürkheim.

I starten fungerede Limburg som en borg, først for hertugerne i Worms, senere overtog Hardenburg i nærheden disse beskyttelsesfunktioner. 1024 blev Limburg bygget om til et benediktinerkloster med en basilika. Det blev indviet af kejser Konrad 2. i 1035. Omtrent samtidig med at domkirken i Speyer blev bygget. Mellem 1034 og 1065 blev rigets hellige værdier opbevaret i klostret. Det var også på Limburg, at advents-søndagene blev grundlagt.

Da dronning Gunhild af Danmark døde i Italien i 1038 (hun var gift med kejser Heinrich 3.), blev hendes lig fragtet over alperne, og hun blev begravet i klostret, hvor hendes jordiske rester stadig hviler i kirkeskibet.

I 1200-tallet blev grever af Leininger slægten indsat til at beskytte omgivelserne. Stridigheder mellem fyrsterne i Worms, Mainz og Speyer i 1367 forårsagede store ødelæggelser på Limburg. 1449 valgte abbeden på det genopbyggede kloster at etablere en offentlig kirke-markeds-fest for Dürkheim, således grundlagde han på en måde pølsemarkedet i Dürkheim (Dürkheimer Wurstmarkt). 1470/71 erobrede kurfyrste Friedrich der Siegreiche Dürkheim og Limburg. 30. august 1504 blev klostret brændt ned af greven af Leiningen-Hardenburg, som boede i nærheden. Herefter blev det aldrig genopbygget, men blev i starten brugt som stenbrud.

I 1843 købte Dürkheim klosterruinerne, som i dag er offentligt tilgængelige uden entré. I sakristiet i den tidligere klosterkirke er der nu restaurant, og i den tidligere krypt foretages der vielser. Om sommeren bruges stedet også til koncerter og teaterforestillinger.

Deutsche Weinstrasse

Inden vi tog fat på den tyske vinrute, ville vi gerne spise frokost på borgen Hardenburg, som ligger i nærheden af Limburg klosterruiner. Borgen er en af de mægtigste i Pfalz, grundlagt i 1205 af greven af Leiningen. Mange søgte tilflugt her under 30 årskrigen. Efter en lang årrække i Leiningernes besiddelse blev borgen i 1794 brændt ned af franske revolutionister.

Da vi kom til borgen ved middagstid, måtte vi affinde os med, at restauranten holdt ferie i 3 uger, underligt i højsæsonen og ærgerligt. Der var til gengæld mulighed for at komme ind og se selve borgen, men det var ikke det, vi kom for. Vi havde lige betalt for at holde på p-pladsen, den billet gav Jens til nogle turister, som netop kom, da vi ville køre videre.

Römervilla Weilberg var et romersk vingods

Vi vidste, at Römervilla Weilberg lå i området Ungstein ved Bad Dürkheim. Ruinerne af et romersk vingods, hvor romerne trådte druer. Det ville vi gerne se. På trods af rimelig god skiltning lykkedes det os ikke at finde stedet, kun de tilhørende vinmarker, så vi opgav og tog "Deutsche Weinstrasse". Måske vi kunne forene frokost, vinsmagning og indkøb.

Den afmærkede "Deutsche Weinstrasse" var en større vej, som førte uden om alle de små tyske vinbyer. Vi tog en afstikker ind til Neustadt, og herefter de små veje fra by til by i vinlandet. Der var betagende smukt, og vi holdt godt øje med spisemuligheder (som vi tilfældigt kom forbi). Der var masser af dem, nogle steder var der kun åbent sidst på ugen og i weekenden, alle andre steder var køkkenet lukket. Vi havde ikke lige tænkt på, at vi var så langt sydpå, at man holder siesta mellem kl. 14 og 17. Og kl. 14 i et køkken starter åbenbart længe før lukketid.

Således endte vi i Landau ved kaffetid. Her var der p-hus tæt ved gågaden, og gevinst! Vi fandt en dejlig fortovscafé og nød den gode mad, solen og siesta. Jeg nåede også en lille strøgtur. Lagde mærke til at tøjet kostede det samme i Euro, som herhjemme i danske kroner.

Vi havde ikke opgivet det med vinsmagning og indkøb, men om ikke andet kunne det vente til om fredagen, hvor vi skulle besøge min søster, som bor midt i de tyske vinbjerge. Derfor besluttede vi at køre over Speyer hjem. Der ville vi gerne se domkirken.

Vinsmagning i Geinsheim

Undervejs kom vi ganske tilfældigt forbi "Weingut Nett" i Geinsheim. De havde en gårdbutik lige ud til vejen. Rigtig spændende at smage forskellige rød- og hvidvine og handle.

Ekspedienten var lidt bekymret pga. vejret, for med 30 grader i skyggen ville det være skidt at have vinflaskerne liggende i bilen alt for længe, proppen kunne springe af. Det skete nu ikke! Som tak for en god handel fik vi en flaske rød druesaft, den skulle være en gave til min søster.

Domkirken i Speyer var spændende

Speyer ligger med sine ca. 50.000 indbyggere ved Rhinen i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Byen havde stor betydning i middelalderen og er i dag kendt for sin domkirke, som er på UNESCO's verdensarvsliste. Domkirken er den største velbevarede romanske kirke i verden.

Kort før Kristi fødsel blev der bygget en romersk militærlejr "Noviomagus" i Speyer, men der findes også spor efter keltiske bosættelser. Den første biskop blev udnævnt i 346, og 150 år senere optrådte navnet Spira. I 1000-tallet spredtes speyerske mønter helt til Færøerne, og i 1030 startede byggeriet af domkirken under kejser Konrad 2.

I 1294 tabte biskoppen sin magt, og Speyer blev en fri rigsstad. Mellem 1527 og 1689 lå rigskammer-domstolen i byen. De evangeliske rigsstænder protesterede i 1529 mod religiøs tvang, men på rigsdagen i Speyer i 1529 blev det vedtaget at iværksætte Wormser-ediktet (fordømmelse af Luther og hans tilhængere).

Speyer blev i 1689 besat af franske tropper i en kort periode og næsten ødelagt, ca. 100 år senere igen erobret af Frankrig, som havde magten indtil 1814. Et par år senere blev Speyer hovedstad i Pfalz, og i 1933 blev den første bro over Rhinen bygget her. I 1990 fejrede byen sit 2000 års jubilæum med besøg af bl.a. George Bush og Michail Gorbatjov.

En legende beretter, at kejser Konrad 2., efter at ha' lagt grundstenen til klostret Limburg, red videre til Speyer sammen med sin kone Gisela og sit følge for at lægge grundstenene til katedralen i Speyer og klostret i St. John. For at kunne skaffe de nødvendige mængder af sten og træ, blev der bygget en ekstra kanal mellem Rhinen og Pfalzer-skoven.

Hverken Konrad 2. eller hans søn Heinrich 3. oplevede, at domkirken blev færdig, den blev først indviet i 1061 under Heinrich 4. (Konrad 2.'s barnebarn). Til gengæld byggede han kirken om 20 år senere. Da dette arbejde var fuldført, samme år som han døde, var kirken med sin længde på 134 m og bredde på 43 m en af datidens største bygninger. På det tidspunkt boede der kun ca. 500 indbyggere i Speyer, og det er forunderligt, at den romerske magt tillod den tyske kejser at opføre et så imponerende bygningsværk. Efterfølgende kom dog en konflikt mellem kejseren og pave Gregor 7.

Under den pfalziske arvefølgekrig anbragte borgerne i Speyer deres møbler og husgeråd i domkirken, i håb om at det her var beskyttet imod de franske tropper. 31. maj 1689 stormede soldaterne kirken, plyndrede kejsergravstederne og satte ild til både kirken og de opmagasinerede møbler. Hvælvingen i vestdelen styrtede sammen, mens østdelen holdt. Under den franske revolution var domkirken igen i politisk søgelys, og alle altre blev ødelagt. I 1806 var planen at rive domkirken ned og bruge den som stenbrud, men det forhindrede Joseph Ludwig Colmar (biskop i Mainz). Under Napoleon Bonaparte brugte de franske tropper domkirken som stald, foder- og materialelager. Efter Napoleons nederlag blev kirken restaureret og indviet igen. Mellem 1846 og 1853 producerede maleren Johann von Schraudolph freskoer i nazarener-stil på foranledning af Ludwig 1. af Bayern. Det har jeg desværre ikke fotos fra, for mit kamera løb tør for strøm.

Den nuværende vestbygning er fra 1854-58. I 1960'erne renoverede man domkirken og fjernede mange af udsmykningerne, hvilket man så siden 1996 har brugt millioner af Euro på at genoprette, et arbejde som forventes færdigt i 2015.

Aftensmad på det italienske pizzeria i Frankenthal

Efter Speyer ville vi gerne hjemad, og så blev det til aftensmad på pizzeriaet i Frankenthal. Et rigtig dejligt sted, som varmt kan anbefales. De har mange andre retter end pizza! Vi nød aftensolen, at sidde udendørs og den gode mad.

Ved 10-tiden var vi klar til den ca. 1½ time lange køretur (120 km) til Idar-Oberstein, hvor der findes en ædelstensmine. Vi tog først motorvej A6 mod Saarbrücken. I Landstuhl (vest for Kaiserslautern) A62 mod Trier. Omkring Freisen forlod vi motorvejen og tog landevejen ind til Idar-Oberstein. Et storslået bjergområde med byer i dalene, men også op ad bjergskråningerne.

Idar-Oberstein kaldes ædelstensbyen

Idar-Oberstein ved floden Nahe i den tyske delstat Rheinland-Pfalz har godt 32.000 indbyggere. Byen ligger i den vestlige del af bjergene Hunsrück i 200-450 meters højde over havet. Her findes agat, ametyst, bjergkrystal og jaspis. Det er disse mineraler, der er årsag til byens opvækst. Man begyndte brydningen efter agat i 1454, og omkring 100 år senere byggede man virksomheder, som sleb mineralerne.

Pga. hungersnød i Hunsrück udvandrede mange håndværkere i 1800-tallet til Brasilien og slog sig ned som ædelstensarbejdere der. I 1827 gjorde de i Rio Grande do Sul verdens hidtil største fund af ædelstenen agat. Importen af rå-ædelsten herfra begyndte i 1834, hvorefter de blev slebet i Idar-Oberstein. En overgang fremstillede man også guld- og sølvsmykker.

I dag er al brydning omkring Idar-Oberstein ophørt, og alle råvarer importeres. En af agatminerne er indrettet som besøgsmine (Steinkaulenberg). I 1974 åbnede den tyske nationale ædelstensbørs i byen. Den er en af 25 diamantbørser globalt og var verdens første børs for omsætning af smykkeædelstene, da den blev åbnet. Byen har også flere skoler for håndværk og design i tilknytning til smykkeindustrien.

Idar-Oberstein er også militær garnisonsby

I næsten 200 år har skiftevis franske og tyske militærafdelinger været stationeret her, og siden 1956 det tyske forsvars artilleriskole (Artillerieschule).

Slottet Schloss Oberstein er fra 1325, og byen var et vigtigt militært støttepunkt på denne tid. I senmiddelalderen blev den berømte Felsenkirche bygget ind i bjergsiden over byen på resterne af en ældre borg fra 1482.

Den amerikanske skuespiller Bruce Willis er æresborger og specialambassadør for Idar-Oberstein.

Ædelstensminen i Steinkaulenberg

Efter lidt søgen og køren rundt i området fandt vi vejen til ædelstensminen, som ligger lidt nord for Idar-Oberstein. På p-pladsen spiste vi den medbragte frokost, så var der tanket op til gåturen på ca. 1,2 km ind til selve minen. En meget idyllisk skovtur på en lille asfalteret sti, i et ret kuperet terræn, og med bænke hver ca. 200 m.

Langs stien var der opstillet store, vidt forskellige sten med tilhørende geologiske forklaringer, et sandt eldorado for den, som elsker sten! Der var også en lysning med et tingsted og en galge, som stammede fra middelalderen.

Ædelstensminen i Steinkaulenberg er den eneste ædelstensmine i Europa, som er åben for publikum. Man bliver sammen med en guide lukket ind i hold på ca. 20, og man skal ha' en gul beskyttelseshjelm på, guidens hjelm er hvid. Når man har købt billetten kan man sidde og vente ved borde og bænke udenfor, indtil man bliver kaldt ind.

Som det første blev der taget et gruppefoto, som man kunne købe bagefter, men det var dyrt. Jeg købte ikke et. Selve turen rundt i minen varede en lille times tid og foregik på jævnt underlag i et stille og roligt tempo. Der var mange stop undervejs, hvor guiden fortalte om de smukke agater, de glinsende bjergkrystaller, de violette ametyster, jaspis, røgkvarts, kalkspat og andre mineraler, og vi så dem i deres oprindelige modersten!

Jens var desværre ikke med derinde. Ruten var ca. 400 m lang, og vi vidste ikke, om der var jævnt eller mange trapper. Så i sidste øjeblik fik han kolde fødder, det fortrød han dog bagefter, da jeg fortalte, at han sagtens kunne ha' været med rundt, trods hans næsten stive, højre fodled og smerter ved gang. For vi holdt pause "hele tiden", mens guiden fortalte, og jeg ved, det havde hans helt store interesse. Til gengæld gik de sidste 100 m udenfor stejlt op ad (indgang og udgang var ikke samme sted), og der ventede en lang gåtur tilbage til p-pladsen.

Find selv ædelsten og geoder

I forbindelse med besøgsminerne har man også anlagt ædelstensmarker, som dagligt forsynes med ædelsten og mineraler fra hele verden. Her kan man grave efter glitrende sten, som man selv må beholde.

Der er også en ædelstenslejr, hvor man kan finde forskellige former for geoder. Lejren stiller økser, kiler og spader til rådighed, men man skal selv medbringe småværktøj (hammer og mejsel) samt handsker og beskyttelsesbriller.

Vandsliberiet

Fra det 15. årh. blev ædelstenene bearbejdet og slebet i såkaldte slibemøller, som blev drevet med vandkraft. Weiherschleife var indtil 1945 den sidste af slibemøllerne ved Idarbach, der stadig var i brug. Den var ved at forfalde, men blev så restaureret af kommunen Idar-Oberstein i årene 1953-54 og blev derefter drevet privat. Igen i 1996/97 måtte den delvis fornyes og renoveres, hvorefter den blev overtaget af fonden Steinkaulenberg-Weiherschleife og blev åbnet for besøgende.

Ædelstensmuseet i Idar-Oberstein

I Idar-Oberstein findes verdens mest omfattende ædelstenssamling. Her kan man se det farvestrålende resultat af de forarbejdede og slebne ædelsten, men også krystaller og rå-sten fra hele verden. De mere end 10.000 genstande er fordelt på 3 etager, med en samlet vitrinelængde på 280 m.

Midt i 1800-tallet indrettede man en hal på Alexanderplatz i Isar, hvor industriprodukter blev udstillet. Her viste man også produkter fra ædelsten-industrien frem, uden at disse var til salg.

Efter mere end 75 år blev hallen lukket, og den nybyggede "Diamant og Ædelstensbørs" blev flyttet, og i 1973 blev bygningen derefter åbnet som "Deutsches Edelsteinmuseum, Idar-Oberstein. I 1996 blev det muligt at købe den smukke villa "Pupers Schlösschen" (kun 100 m derfra), som siden har dannet ramme om den verdensberømte samling.

Siden 1973 har museet haft mere end 4 millioner besøgende, og driftsomkostningerne bliver stort set dækket via indtægterne fra entré. Udvidelser bliver fra tid til anden finansieret gennem statsstøtte.

De små veje hjem med panoramaer

Sidst på eftermiddagen var tiden inde til at vende kursen hjemad. I første omgang kom vi "forkert" ud af byen og kørte mod nordvest. Fik langt om længe vendt om, orienteret os på kortet, og tog så alle "de små veje" ned mod Kaiserslautern. Kom forbi det ene smukke panorama efter det andet.

I Kaiserslautern ville vi ha' været med motorvejen til Frankenthal. Der var enormt meget vejarbejde og omkørsel, så pludselig befandt vi os på landevejen til Bad Dürkheim, og valgte at fortsætte. Dér kunne vi sikkert finde et godt sted at spise aftensmad.

Ved Riesenfass i Bad Dürkheim er der en meget stor p-plads, og en del fortovscaféer i nærheden. Efter en lille rundtur, kigge på menukort og priser, valgte vi Bitburger. Dejlig og velsmagende aftensmad, dertil vand og rødvin, og underholdning. For pludselig var der brandøvelse i gågaden, hvor vi sad. Ret spændende at sidde og kigge på.

Om formiddagen ville vi gerne en tur til Worms, inden vi skulle på familiebesøg i Weisenheim am Berg. Først og fremmest se domkirken, og hvad der ellers måtte dukke op, som vi ikke vidste noget om på forhånd.

Worms ligger ved Rhinen mellem Mannheim og Mainz og var allerede under romerriget en betydningsfuld by. I det 5. årh. fik burgunderne (de kom fra det tysk-polske område ved floden Oder) tilladelse til at slå sig ned omkring Worms. Da hunnerne (de kom fra det centrale Asien) angreb dem i 436, led burgunderne et alvorligt nederlag. Disse begivenheder er beskrevet i sagnene om Nibelungerne. I middelalderen og indtil det 16. årh. blev der i Worms afholdt rigsdage for det Tysk-Romerske-Rige. Mest berømt var rigsdagen i 1521, hvor Martin Luther blev erklæret fredløs.

Nibelungen Bro i Worms

Vi tog først et par runder i Worms. Undervejs kom vi forbi Luther Denkmal, en tur langs havnen og en tur over Nibelungen Bro, som er den eneste vejbro over Rhinen mellem Mannheim og Mainz. Den er opkaldt efter sagnene om Nibelungerne, og tårnet på broen er en af seværdighederne i byen.

Den første permanente bro over Rhinen var Ernst-Ludwig-broen fra 1900 til 1945. Indtil sidst i 1920'erne opkrævede man bropenge, og der var indrettet betalingssted i tårnet. Før 2. verdenskrig fjernede man kuplerne over trappen og erstattede dem med betonplatforme for at kunne forsvare broen under krig. Den 20. marts 1945 blev broen sprængt af den tyske værnemagt under deres tilbagetrækning. Broen blev genbygget mellem 1951 og 1953, nu under navnet Nibelungenbrücke. På grund af øget trafik og behov for renovering byggede man i 2005-08 en ny bro parallelt med den gamle. Indtil renoveringen er færdig i 2011-12, er den gamle bro lukket. Herefter er det meningen, at de to vejbaner på den gamle bro skal føre ind i byen, og de to vejbaner på den nye bro skal føre ud af byen. Der er fodgænger- og cykelstier på begge broerne.

Tårnet på broen er 53 m højt og blev oprindeligt brugt til beboelse. Siden 1976 tjener det som hostel for spejdere, og 5 af de i alt 8 etager over vejbanen er i brug. I de tre etager under vejbanen findes Worms Rheingütestation. Tårnet har et forgyldt ur på begge sider, og på den østlige side findes byens våbenskjold over uret.

Domkirken St. Peter i Worms

Domkirken i Worms er en katolsk sognekirke og et af den romanske arkitekturs hovedværker. I det 11. årh. grundlagde biskop Burchard en basilika på det højeste sted i byen, og på fundamenterne af denne blev den nuværende domkirke bygget omkring 100 år senere. I år 2000 fejrede man biskop Burchards 1000 års jubilæum. Domkirken har en basilika med dobbeltkor, to centraltårne og fire mindre, runde tårne. Den er rigt smykket med skulpturer og højalteret er udført af Johann Balthasar Neumann.

Større begivenheder i forbindelse med domkirken var bl.a. valget af pave Leo IX i 1048,  konkordatet i Worms 1122, hvor paven og den tysk-romerske kejser afsluttede investiturstriden (en strid om retten til at udnævne personer til høje kirkelige embeder, fx biskopper og abbeder, hvor forliget styrkede pavemagten) og rigsdagen i 1521, hvor Martin Luther blev erklæret fredløs, fordi han brød med den katolske tro (reformationen). Under 30-årskrigen besatte svenske soldater Worms fra 1632-1635, og der blev holdt protestantiske gudstjenester i kirken.

I den pfalziske arvefølgekrig hærgede franske tropper både Heidelberg, Mannheim, Speyer og Worms. Domkirken i Worms blev plyndret, forsøget på at sprænge den mislykkedes, men den brændte fuldstændig ud. Biskop Franz Ludwig von Pfalz-Neuburg sørgede i 1698 for, at domkirken blev genopbygget. Her kom der nogle barokke islæt, fx vinduet ved sølvsalen og højalteret.

Under den franske revolution blev genopbygningen af domkirken afbrudt, de franske tropper brugte domkirken som hestestald og lagerplads. I 1886 begyndte en gennemgribende renovering, som først sluttede i 1935, men sidst i 2. verdenskrig blev domkirken atter beskadiget, denne gang udvendigt under et luftangreb. I Mariekapellet kom der efter krigen farvede glasvinduer og andre udsmykninger af Heinz Hindorf, som gengiver det historiske forløb.

Der er et 1000 år gammelt gravkammer

Konrad 2.'s familie og slægtninge ligger begravet i domkirken. Man opfordres til at betale 10 cent (euro) for at gå ned i krypten, hvor der findes 8 stenkister og en oversigt over, hvem der ligger begravet her fra det 10. og 11. årh. Der lugter klamt og indelukket, ikke et sted jeg var ret længe!

En usmagelig frokost i Worms

I nærheden af kirken var der masser af spisemuligheder og fortovscaféer, men vi var lidt sent på den, skulle på familiebesøg ved kaffetid. Så vi valgte den billige og hurtige løsning, en tortilla med laks, og det smagte rædselsfuldt. Kørte med de små veje til Grünstadt, derefter stik sydpå til Weisenheim am Berg. Undervejs kom vi forbi Neuleiningen, en by i terrasser. Den må vi se og opleve en anden gang.

Weisenheim am Berg

Min søster bor faktisk midt i de tyske vinbjerge (ved Haardt bjergene og Deutsche Weinstrasse). Her ligger landsbyerne med få kilometers afstand og er adskilt af enorme vinmarker. Et utrolig flot landskab der ind imellem stadig giver dem følelsen af at være på ferie, selv om de nu har boet her i over ti år.

Byen omtales første gang i 771 som "Wizzinheim" og var indtil ca. 990 i besiddelse af klosteret Weissenburg, hvorefter det blev ekspropieret af hertug Otto. Formodentlig blev byen i 1250 solgt til klosteret Murbach i Alsace, som lejede den ud til Leiningen greverne indtil 1793. Der var en borg i Weisenheim, som formodes ødelagt under 30 års krigen.

I dag er der ca. 1800 indbyggere i Weisenheim am Berg, som også har en protestantisk kirke, hvis historie går helt tilbage til 1283. Den katolske kirke i nærheden blev først bygget i 1933. Kirkens arkitektur og byggematerialer gør, at kirken passer ind i det tidligere historiske landsbybillede.

Et perfekt sted at trave

Selv om det regnede sidst på eftermiddagen, var vi ude at gå en tur. Ca. 100 m fra min søsters hjem lå vinmarkerne forbundet med meget smalle, asfalterede veje til vinbønderne. Ellers kun et sted man kunne færdes til fods eller på cykel. Så langt øjet rakte var der vinmarker, de næste landsbyer og bjergene. Virkelig balsam for krop og sjæl.

Familiehygge og samvær, masser af god mad. Især de tyske pølser smagte himmelsk!

Det tager ca. 1½ time med motorvejen fra Frankenthal til Trier, så vi tog allerede hjemmefra omkring 9:30. Vores første mål var at finde byporten Porta Nigra, en p-plads i nærheden, og så ellers ta' det derfra. Der var godt skiltet, så vi fandt hurtigt en parkeringskælder tæt på byporten. Her var der også gågade og turistinformation, hvor vi hentede en masse brochurer. Det viste sig, at hver halve time kørte CitySightseeing bussen "hop on - hop off", en super måde at komme rundt på. Inden turen fik vi en dejlig frokost.

Trier er Tysklands ældste by

Trier ligger ved floden Mosel, ikke langt fra Luxemburg. Intet andet sted i Tyskland findes så mange gamle romerske ruiner, som her. Byen er især kendt for Porta Nigra (den bedst bevarede byport nord for Alperne), et amfiteater, ruiner af romerske bade, og den store basilika (den romerske kejser Konstantin 1.s tronsal, som i dag er en luthersk kirke). Og så var det i Trier, at filosoffen Karl Marx blev født.

Trier er også det ældste bispesæde i Tyskland. I middelalderen var ærkebiskoppen af Trier en betydningsfuld fyrste, der kontrollerede landområder fra den franske grænse til Rhinen. Han var en af de syv kurfyrster, som kårede kejsere af det tysk-romerske rige.

I dag bor der ca. 100.000 i Trier, som nu også er en universitetsby.
 

Triers 2000 år lange historie er spændende

Da Julius Cæsar mellem 58 og 50 f.Kr erobrede Gallien og gjorde Rhinen til romerrigets østlige grænse måtte trevererne (en keltisk stamme) også underkaste sig. De var af germansk afstamning og holdt til mellem Rhinen og Maas.

I år 16 f.Kr besluttede den romerske kejser Augustus, at treverer-bosættelsen ved Mosel skulle være provinshovedstad, og han kaldte den Augusta Treverorum. 60 år senere omtalte romerske historieskrivere Trier som en meget rig og velhavende by.

Efter at trevererne nogle gange forgæves havde forsøgt at genvinde deres frihed, var der fredeligt i de næste 200 år, og byen fik en betydningsfuld opblomstring. Ruinerne af amfiteatret (som havde plads til 30.000 tilskuere) og de store badepladser i nærheden af Mosel vidner om et pulserende liv i det romerske Trier i det 1. årh. e.Kr. Disse wellnes- og forlystelsessteder afsluttede den store pragtgade, som gik tværs igennem den skakbrætlignende romerske byplan. I centrum har man fundet resterne af Forum (det romerske rådhus). Med et areal på 285 hektar var Trier næsten tre gange så stor som det romerske Köln.

Trier var sæde for statholderne og skatteopkræverne i den belgiske provins. Derfor boede der rigtig mange embedsmænd i byen. Her var også det landbrugsmæssige centrum vest for Rhinen, med veje i alle retninger. Som samle- og handelsplads for landbruget og lagerplads for de romerske handelsvarer oplevede byen en stor blomstring, hvor de lokale og romerske købmænd havde lige vilkår. Tørklæder og kogegrej var berømte varer, og vinavlen blomstrede også.

Den første blomstringstid blev pludselig afbrudt af frankernes indtrængen i 275. De forcerede den romerske grænsevold og efterlod byen i murbrokker og aske. Denne katastrofe gav dog anledning en ny, endnu mere blomstrende periode. For at kunne beskytte den vestlige del af romerriget endnu bedre, blev riget delt, og Trier blev hovedstad i det vestromerske rige, som Gallien, Spanien og England hørte under.

Trier bliver til "Rom 2."

Fra at være provinshovedstad blev Trier nu politisk og militært centrum i de næste 100 år, og kejseren havde bopæl i byen. Trier blev "Rom 2." - amfiteatret og badeanstalterne blev genopbygget, og man byggede kejserpaladset i centrum (den nuværende basilika) med sin pragtfulde tronsal, en bygning som ragede højt op over byen.

Af sikkerhedsmæssige grunde byggede man en 6 m høj mur rundt om Trier, med forsvarstårne og 4 byporte. Den nordlige byport (Porta Nigra) er den eneste, som er bevaret. At den ikke faldt i stenhuggernes hænder, skyldes at denne bygning også blev brugt til kirkelige handlinger.

Trier bliver centrum for kristendommen

Kejsernes glanstid i Trier medførte også en blomstring indenfor kristendommen, som siden trevererne var nået til området. Legenden fortæller, at den hellige Peters udsendinge Eucharius og Valerius har bygget den første kristne kirke og nuværende St. Matthias Basilika. Kejser Konstantin, som i 313 tillod kristendommen (udøvelsen af hans tro), og hans mor den hellige Helena havde stor betydning for den kristne menighed i Trier. Nyere udgravninger har vist, at domkirken i Trier er bygget ovenpå en tidligere katedral, som lå i nærheden af kejserens palads.

Pga. de mere og mere truende angreb fra germanerne så den romerske kejser sig omkring år 400 nødsaget til at flytte sin residens til Arles (Sydfrankrig). I de første årtier i det 5. årh. erobrede frankerne byen fire gange og brændte den ned. Trier kom herefter under frankernes greve-herredømme. Kirken bevarede sin betydning og blev sæde for ærkebiskopperne.

I løbet af de næste århundreder blev der bygget en del klostre, og det gejstlige liv fik et opsving. Trier blev angrebet af normannerne i 882 og igen offer for flammerne. Samtidig voksede byen som vesteuropæisk midtpunkt.

Ærkebiskopperne fik mere og mere magt og blev rigsfyrster med kongelige rettigheder over mønt og marked, og de fik også domsretten. De viste sig at være den bedste støtte for det tyske kejserdømme og fik stor indflydelse på rigets historie. I det 13. årh. havde de opnået den højeste værdighed og var med til at vælge den tyske kejser. Ærkebispedømmet blev kurstat, og ærkebiskop Balduin grundlagde kurstaten Trier.

I begyndelsen af det 11. årh. udvidede ærkebiskop Poppo domkirken med det romanske vestkor, og 150 år senere kom østkoret til. Porta Nigra blev (under Poppo) forvandlet til to kirker. Kun det senromanske østapsis er bevaret med søjlegalleri. Det var også i middelalderen, at Liebfrauen-kirken blev bygget, den første tyske bygning inden for den tidlige gotiske byggestil.

Borgerne styrkes i middelalderen

Triers kulturelle opsving var også en periode, hvor borgene blev styrket. I midten af det 12. årh. fik Trier en byret, hvor velhavende borgere var domsmænd. Lidt senere tilkæmpede håndværkerne (som var organiseret i lav) sig retten til at også at deltage i byens forvaltning. Byrådet bestod herefter af håndværkere, domsmænd og 2 borgmestre.

Nye krige og ødelæggelser

Reformationstiden forløb uden større indflydelse og ødelæggelser i Trier. Til gengæld bragte 30-årskrigen megen nød, elendighed og død. Spanske og franske tropper belejrede, erobrede og ødelagde byen. Knap var byens indbyggere kommet sig, da Ludvig 14.'s krige bragte ny skræk og elendighed, ind imellem også adskillelse fra riget. Kurfyrsten havde flyttet sin residens til Ehrenbreitstein (ved Koblenz).

Opblomstring under baroktiden i det 18. årh.

Moselbroen og bymuren blev genopbygget. Kurfyrsten vendte tilbage til Trier, og lod Johannes Seitz udvide sit palads med en sydfløj. Paulinus kirken (som blev ødelagt under krigene) blev genopbygget af den berømte tyske bygherre Balthasar Neumann, og er en af Tysklands pragtfulde, barokke bygninger. Andre pragtfulde bygninger fra denne tid pryder stadig Trier, fx Kesselstattsche Palais, universitetsbygningen, Königsburg (nuværende posthus) samt private huse.

Trier bliver preussisk

Den franske revolution i 1789 resulterede i en brat afslutning, hvor kurstaten blev opløst. Trier og Koblenz blev tumleplads for emigranter, der forberedte en mod-revolution. I 1792 sluttede de sig til felttoget, hvor Østrig og Preussen kæmpede mod Frankrig. Men de franske tropper rykkede frem til Rhinen, og Trier blev i 20 år hovedstad for det franske Saar-Departement, indtil general Blüchers tropper erobrede området vest for Rhinen tilbage.

Under Wiener-kongressen i 1815 blev Trier ikke kurstat igen. Byen kom sammen med Köln til at høre under Preussen, som dannede Rhinprovinsen. Trier blev sæde for en distrikts-regering og preussisk garnison. Selv om glansen fra kurfyrste-tiden er forsvundet, er Trier stadig centrum for et vidtgående kirkeligt og kulturelt liv.

Forudsætningerne for stor-industri mangler

Trier er stadig midtpunkt for vinavl og vinhandel. Efter at der i 1870'erne blev etableret jernbaneforbindelser til Köln, Koblenz og Saarbrücken, var der adgang til industriområderne ved Ruhr og Saar, så man kunne udvikle små-industrie, fx garverier, jernstøberier, klæde-og tobaksfabrikker.

Porta Nigra er den nordligste byport

Porta Nigra er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Det latinske navn stammer fra middelalderen og betyder "Den Sorte Port". Byggematerialet var af lokalt lyst sandsten, som har fået en sortgrå farve pga. vejr og vind.

Bygningen er vildt STOR, imponerende og betagende, og det er det første sus man får, når man træder op på fortovet fra parkeringskælderen i nærheden. Her er fuldt af turister, og man bliver lille bitte på ethvert foto. Jeg lagde mærke til, at man kunne gå rundt deroppe, noget jeg også gerne ville, og heldigvis nåede inden lukketid kl. 18.

Porta Nigra blev bygget mellem 180 og 200 e.Kr. og var i romertiden en del af bymuren med fire byporte omkring den rektangulære by Trier. I den tidlige middelalder blev byportene ikke længere brugt i deres oprindelige funktion, og stenene blev genbrugt til andre bygninger. Dette kan stadig ses på den nordlige side af Porta Nigra.

Efter 1028 valgte den hellige Simeon af Syrakus at bruge det østligste porttårn til eneboercelle. Efter hans død og helliggørelse i 1035 blev stedet omdannet til et kloster. Og senere til en kirke for at bevare bygningen. En indvendig ombygning fandt sted, så der kom kirkerum, en øverste etage til munkene og en nederste til den almene befolkning. Stueetagen med de store porte blev lukket, og en stor udvendig trappe blev bygget på sydsiden op til den nederste etage af kirken. En lille trappe førte videre op til den øverste etage. Kirkens rum var tilgængelige gennem nyetablerede døre i tidligere vinduer i det vestlige tårn af Porta Nigra (kan stadig ses). Den øverste etage i den vestlige del af tårnet blev brugt som kirketårn, det østlige tårn blev jævnet med jorden, og en apsis blev tilføjet på den østlige side. En yderligere byport (den langt mindre Simeon Port) blev bygget øst for Porta Nigra og blev brugt som byport i middelalderen.

De fleste af Triers kirker og klostre, også kirken i Porta Nigra, blev opløst af Napoleon Bonaparte i 1802. Under et besøg i Trier i 1804 besluttede han dog, at Porta Nigra burde konverteres tilbage til sin romerske form. Man bevarede apsis, men den østlige del af tårnet blev ikke genopbygget i sin oprindelige højde. Nogle siger, at Napoleon oprindeligt ville nedbryde hele kirken, og at lokalbefolkningen overbeviste ham om, at den faktisk havde været en gallisk festsal, før den blev en kirke. Andre siger, at man blot fortalte ham om den romerske oprindelse. Uanset forklaringen blev bygningen bevaret i sin oprindelige form.

Det blæste vildt i Porta Nigra

Efter vores tur rundt i Trier nåede jeg lige i sidste sekund at komme ind i og op i Porta Nigra. "Du har ½ time, så lukker vi", sagde de ved skranken. Der var ikke tid til højdeskræk og turde faktisk ikke. Og bemærkede straks, at jeg var den eneste i hele bygningen.

En vindeltrappe førte op ad, der var godt nok åbent til alle sider, og blæsten var kraftig, med at holde fast i gelænderet. Tænkte på, om det var i det tidligere store kirkerum, at trappen nu var, mere end højt til loftet.

Udsigten fra etagerne var fantastisk, ikke kun byen og gågaden, også de lange søjlegange, store rum, gallerier, og det blæste lige igennem. Med at holde balancen og nyde det storslåede for en kort stund.

Bedst som jeg var ved at forlige mig med det svimlende, skulle jeg skifte fotokort. Ikke tabe, ikke blæse væk, men det lykkedes. Ikke med rolig hånd, adrenalinen piskede rundt i kroppen. For mig var det et kick af de helt store at stå øverst i Porta Nigra. Det havde jeg ikke troet, at Tyskland havde at byde på. Vel nede igen skulle jeg bruge lidt tid på at holde op med at ryste, men det var det hele værd!

Zurlaubener flodbred

Første stop med Sightseeing bussen var Zurlaubener, flodbredden ved Mosel tæt på Kaiser Wilhelm Broen. Her var tidligere en fiskerlandsby fra 1800-tallet. I dag er fiskerhusene bygget om til hyggelige ølstuer og restauranter, og man har bevaret de originale særpræg. På dette sted findes også anlægspladsen for sejlture til fx Köln og Koblenz, og fra bussen nød vi den fantastiske udsigt over Mosel og den modsatte bred.

Romerbroen

Romerbroen over floden Mosel i Trier er den ældste romerske bro nord for Alperne. Den blev bygget allerede i det 2. årh. De mægtige stensøjler af basalt har overlevet både krige og højvande. Der har formodentlig været en pragtfuld portal, hvor broen starter. I hvertfald omtalte man i middelalderen "Den berømte Port" (Porta Inclyta). Indtil middelalderen havde broen en vejbane af træ. Hvælvingerne på broen blev iværksat af ærkebiskop Balduin i det 14. årh., men sprængt i stykker af Ludvig 14. i 1689. Først i 1717-19 blev genopbygningen afsluttet. I 1930'erne blev vejbanen udvidet.

Barbarathermen

Tæt ved Romerbroen ligger ruinerne af den største badeanstalt udenfor Rom, opkaldt efter den middelalderlige forstad St. Barbara. De store, symmetrisk anlagte bade fra midten af det 2. årh. fyldte til at begynde med et areal på 240 x 172 m. I dag kan man se ca. 1/4 af det oprindelige areal.

Midt i badeanstalten fra nord til syd lå de tre vigtigste bade ved siden af hinanden, nemlig det kolde bad (frigidarium), det lunkne bad (tepidarium) og det varme bad (caldarium). Mod øst lå et af de opvarmede svømmebade. Alle rum havde hvælvinger og vidner om de romerske arkitekters tekniske evner. Indvendigt var der søjler med relieffer af marmor og stuk. I badenes kældre var der kanaler og betjeningsgange til varmtvands-anlæggene. Gulvene og ind imellem også væggene blev varmet op. Man kan stadig se talrige ildsteder.

Det vigtigste fund er en torso af en amazone (i dag på landsmuseet), en romersk kopi af en statue lavet af den berømte, græske kunstner Phidias. Badene var i brug indtil det 5. årh. I middelalderen blev nogle af de forfaldne bade brugt som beboelse. Formodentlig blev der i det 8. årh. bygget et kapel på stedet, men det blev ødelagt i 1674. Stedet blev også tidligt brugt som stenbrud. Mellem 1877 og 1885 blev badene udgravet, som de kan ses i dag.

Amfiteatret

Bussen kørte i første omgang lige forbi Amfiteatret, op ad en stejl serpentinervej og stoppede på Petrisberg. Her stod vi af for at nyde udsigten i ½ time. Det blæste temmelig meget, men der var en storslået udsigt ind over Trier, Mosel og de mange vinmarker på skråningerne rundt om byen.

Det var en stor oplevelse at gå rundt i amfiteatret bagefter. Jeg var slet ikke klar over, at man kunne sidde højt oppe på tilskuerpladserne og ganske klart høre, hvad der blev sagt nede i arenaen. Vel at mærke uden at hæve stemmen eller bruge mikrofon og højtaler. Også imponerende at se rummene, hvor dyr og gladiatorer har opholdt sig, inden de blev lukket ind i arenaen.

Amfiteatret i Trier blev bygget ca. 160 e.Kr. samtidig med bymuren, og var også en slags byport. Porten mod syd var den egentlige byport, porten mod nord indgangen til byen. Den romerske bymur var bygget på skråningerne og sikret med tre tårne.

Som oftest i de nordvestlige provinser blev amfiteatret ikke opført i sten, men jord. Støttemure forhindrede jordskred. Seks gange førte i sin tid direkte op til til arenaen. Der var plads til ca. 20.000 tilskuere, og der har været en tribune til kejseren og andre prominente personer.

Amfiteatret blev også brugt som stenbrud i middelalderen, siden 1816 til arkæologiske undersøgelser.

Vi var der i ca. ½ time, passede lige med næste bus og stop ved basilikaen, som ligger tæt på domkirken.

Kaiserthermen

Var en romersk badeanstalt med underjordisk labyrint. Påbegyndt i det 3. årh. Blev dog aldrig benyttet til bade, men som kaserne. Anlægget blev bygget til ære for kejser Constantius Chlorus og hans søn Konstantin.

I dag kan man komme ind i de underjordiske gange, men det valgte vi fra. Ville meget hellere bruge tid på basilikaen og domkirken, og startede med et stop og en kop kaffe i nærheden, et super sted til siesta. Virkelig dejligt bare at sidde og glo og drikke kaffe..

Konstantin Basilika

Konstantin Basilika var oprindeligt et romersk palads og har i dag det største indvendige rum fra antikkens tid (67 meter lang, 27,2 meter bred og 33 meter høj). I 1856 blev basilikaen "for evigt" overgivet til den evangeliske kirke og bliver brugt som en kirke.

Basilikaen blev bygget i begyndelsen af det 4. årh., og blev brugt som kejser Konstantins tronsal. Indvendig var den beklædt med marmor, og i nicherne stod der statuer af marmor. Opførelsen af bygningen ikke kan fastlægges præcist, men man ved, at basilikaen blev bygget på ældre bygninger, og at der var flere bygninger, som var en del af det kejserlige palads. Resterne af tilføjelser blev udgravet i 1980'erne, og kan ses. Tidligere var murstensbygningen pudset, og dele af denne gamle puds samt stuk er bevaret i et område omkring vinduerne.

Gulvet og væggene var opvarmet

Under det dobbelte gulv var der 5 brændeovne, hvorfra varm luft strømmede ud både mellem de to etager og et ekstra monteret panel. Således var det ikke kun gulvet, der blev opvarmet. Den opvarmede luft i panelet varmede også de udvendige vægge op, og tjente som en slags radiator.

I middelalderen styrtede taget sandsynligvis sammen, men allerede i 1008 blev murene brugt som borg. Senere blev hele komplekset brugt som residens for ærkebiskopperne af Trier, og apsis blev bygget om til et boligtårn. Ærkebiskop Lothar von Metternich opførte i starten af det 17. årh. et kurfyrste-palads (Electoral Palace) ved siden af basilikaen. Man fjernede den østlige og sydlige væg, og integrerede resten i det nye palads. Under kong Friederich Wilhelm 4. blev basilikaen ført tilbage i sin oprindelige romerske form.

I slutningen af det 19. årh. lavede billedhugger Gustav Kaupert fra Frankfurt fem marmorskulpturer til basilikaen. De forestiller Jesus og de fire evangelister. Kun statuernes hoveder er bevaret i dag. Under 2. verdenskrig krig brændte bygningen helt ud i 1944, men blev genopbygget efter krigen.

Domkirken i Trier

Domkirken i Trier er Tysklands ældste kirke, som har været i brug i ca. 1700 år. Også sæde for de tyske ærkebiskopper. Alle europæiske kunstarter og byggestile findes i kirken. Ved siden af domkirken står Tysklands tidligste gotiske kirke, Liebfrauenkirche, der blev bygget i 1200-tallet.

Efter kejser Konstantins sidste ophold i Trier 328/329 blev paladset nedlagt, og antikkens største, kristne kirke blev i 330 bygget ovenpå paladset. Den var ca. fire gange så stor, som den nuværende domkirke.

I dag indeholder domkirken en romersk kerne med originale op til 25,88 m høje mure. De mægtige fragmenter af en granitsøjle ved siden af indgangen vidner om romersk oprindelse. Efter ødelæggelser i det 5. og 9. årh. blev domkirken udvidet i romansk byggestil.

Omkring år 1200 blev den sydlige del af kirken revet ned og erstattet af Liebfrauenkirche. Under gulvet har man fundet romerske rester, som dog ikke er offentligt tilgængelige. Fx er de gotiske søjler bygget på fundamenterne af de romerske.

Middelalderkirken fulgte ikke længere grundplanen med den lange treskibs basilika, men var en rund bygning med krydshvælvinger med fire tilsvarende portaler, som udvides igennem otte afrundede alter-nicher. Hermed lignede det en rose med tolv blade, et symbol på den mystiske rose, men også Israels tolv stammer og de tolv apostle. Apostlene, men også de tolv apostolske trosartikler er malet på de bærende søjler.

Der er ufattelig smukt og storslået inde i domkirken

Der er så mange udsmykninger og forgyldte skatte, at det tager pusten fra én. Hvis man skal sætte sig ind i hver eneste detalje, så skal man bruge flere dage. Hvis du er interesseret i at vide mere, så klik på Trier domkirke. Pladsen udenfor og gaden hen til kirken var lige så fyldt med historiske minder, virkelig et sted, som er værd at opleve. Jeg kunne godt ha' brugt en hel uge i Trier, så meget er der at se.

Karl Marx

Vi kørte forbi hans fødehjem, men jeg missede at ta' et foto. Fandt aldrig ud af, hvor det lige var. Ifølge busplanen skulle vi være stoppet ved hans fødehjem, men det gjorde vi ikke. Måske der bare ikke var nogen, som var interesserede på det tidspunkt?

Karl Marx blev født i Trier d. 5. maj 1818 og døde d. 14. marts 1883. Ligger begravet i London. Han var af jødisk afstamning, og voksede op i Trier. Pga. antisemitismens voldsomme vækst i Tyskland, skiftede familien til protestantismen.

Hans liv var præget af politiske aktiviteter og studier af den moderne kapitalisme. Flere gange var han politisk flygtning. Fra 1849 og til sin død boede han i London som statsløs, politisk flygtning. Her levede han under yderst fattige forhold og med et dårligt helbred, som flere gange forhindrede ham i at færdiggøre sine omfattende studier af kapitalismen.

I 1836 begyndte Marx at studere jura ved universitetet i Bonn, men rejste videre til Berlin for at læse filosofi. Her kom han ind i gruppen af unghegelianere omkring Bruno Bauer. De kritiserede Tyskland for ikke at være en fornuftig stat. I 1841 skrev Marx en afhandling om antik materialisme og fik doktorgraden ved universitetet i Jena. I årene efter blev han først journalist, derefter redaktør på avisen Rheinische Zeitung, hvor hans artikler udtrykker en abstrakt liberal holdning, fjernt fra tanken om grundlæggende samfundsforandringer. Avisen gik ned efter pres fra zar Nikolaj I, som ikke brød sig om en kritisk artikel om Rusland.

Marx blev i 1843 gift med Jenny von Westphalen, og de fik seks børn. Samme år skrev Marx en lang analyse af Hegels "Retsfilosofi" og en kritik af Bauers pjece om de tyske jøders emancipation (frigørelse). Marx diskuterer her sammenhængen mellem menneske-rettigheder, statsborgerskab og emancipation. Sidst i 1843 skrev han artiklen "Kritik af Hegels Retsfilosofi", det er her man finder formuleringen "Religion er opium for folket". Herefter rejste Marx til Paris, hvor han bl.a. studerede nationaløkonomi og historie, og arbejdede politisk i den revolutionære bevægelse "De retfærdiges forbund". Det var i denne periode, han skrev "Pariser-manuskripterne", som først blev offentlige i vort årh. I 1845 skrev Marx sammen med Engels smædeskriftet "Den hellige familie" (et opgør med ungheligianerne) og "Den tyske ideologi" kom i 1845-46. Efter pres fra den prøjsiske regering blev Marx udvist fra Paris i februar 1845, og flyttede derpå til Bruxelles, hvor han blev til marts 1848. Her brugte han tiden på politisk arbejde, og hans hovedarbejde i denne periode var "Filosofiens Elendighed".

I 1847 var Marx sammen med Engel med til at stifte den hemmelige organisation "Det kommunistiske Forbund", og i 1848 blev "Det kommunistiske Manifest" udgivet i London. Herefter boede Marx et års tid i Køln, hvor han var redaktør for Neue Rheinische Zeitung. I 1849 flyttede han og familien til London. Indtil sin død i 1883 skrev Marx på sit hovedværk "Das Kapital", hvor han analyserede og kritiserede kapitalismen. Kommunismen bygger på disse grundelementer.

Aftensmad i Trier

I en af de små gågader fandt vi et dejligt, hyggeligt og roligt sted. Jens fik tre slags grillkød, jeg fik fisk, dertil salater og brød, og et godt glas rødvin. Vi nød maden, solen og hyggen i en times tid, og omkring 19.30 var det tid at tage tilbage til Frankenthal.

Vi kunne ikke finde indgangen til p-kælderen. Dér hvor vi var kommet ud, kunne man ikke komme ind. Så vi måtte rundt om bygningen, ned ad en trappe og en etage ned. Kl. var efterhånden 19.50, og vi kunne læse, at p-kælderen lukkede kl. 20. Jeg blev noget febrilsk, for vi skulle først betale i automaten. Jens tog det til gengæld helt roligt, og vi nåede ud.

Hjemturen kom til at vare 2½ time

På vej ud af Trier kørte vi forkert, i retning mod Konz. Vi ville ha' været med motorvejen, og det var den stik modsatte retning. I stedet for at vende om, fandt vi kortet frem og kørte med de små veje mod sydøst. På et tidspunkt ville vi så komme ud til motorvejen. Turen førte os gennem de smukkeste landskaber og op over et bjerg på 708 m. Det kunne man bare ikke se, fordi her var skov.

Vel ude på motorvejen holdt vi øje med benzintanke. Der er gerne skiltet, hvor langt der er til næste tank. Men bare ikke lige her. Da vi kørte forbi Freisen, så jeg, at dér kunne vi med fordel ha' taget en afkørsel, for der var en tank, men for sent. Derfor tog næste afkørsel ind til Kusel, de måtte da ha' en benzinstation i sådan "en stor by", og det havde de! Ikke billigt, men nødvendigt, hvis vi ikke ville køre tør. Tja, med alle "de forhindringer" var vi først på hotellet hen ad 22.30, og skulle tilmed tidligt op næste dag.

Vi var tidligt oppe, morgenmad, pakke og checke ud i Frankenthal ved 9-tiden. Skulle videre til St. Goar nogen dage, men allerførst sejle på Rhinen fra Bingen til St. Goarshausen og tilbage. Der var en times kørsel fra Frankenthal til Bingen, motorvej det meste af vejen, men afkørslen til Bingen var spærret pga. vejarbejde, så vi måtte en omvej. I Bingen skulle vi finde ud af, hvor færgerne sejlede fra. Vidste at der ved 11-tiden sejlede en båd mod St. Goarshausen.

Det viste sig, at der var flere selskaber, som sejlede disse ture. Ret tilfældigt at det lige blev KD Köln-Düsseldorfer, vi kom med. På det tidspunkt, hvor vi kom til billetlugen, var der faktisk kun 5 min., til der sejlede en båd, men vi ville hellere vente til 11.30, hvor den næste kom. Så havde vi lidt tid til at kigge os omkring og få en kop formiddagskaffe.

Sejlturen på Rhinen var fantastisk

Turen fra Bingen til St. Goarshausen (ned ad Rhinen) tog 1½ time. Derefter 1 times ophold med frokost i St. Goarshausen, hvor vi havde udsigt til vores hotel på den anden side af Rhinen i St. Goar. Tilbageturen (op ad Rhinen) tog knap 3 timer. Hver gang vi sejlede forbi en borg (og det gjorde vi hele tiden) eller en by, blev der informeret i højtalerne. Jeg ville godt ha' haft et kort at følge med på, men var for nærig til at købe ét, fordi der kun var tegninger og stednavne, ikke nærmere informationer.

Vejret var meget omskifteligt

Ved middagstid begyndte det at regne, men der var heldigvis overdækket, hvor vi sad. I St. Goarshausen skinnede solen, og hvor var det en sand fornøjelse at ta' solbad, imens vi nød frokosten udenfor. På tilbageturen kunne vi også sidde på dækket og nyde kaffe og sol, imens det hele kom forbi af sig selv. ½ times tid før Bingen kom regnen dog igen for en kort stund.

Lidt om Bingen

Bingen ligger på Rhinens vestlige bred (overfor Rüdesheim), dér hvor floden Nahe har sin udmunding i Rhinen. Byen "Bingium" blev grundlagt af kelterne i jernalderen (måske et keltisk ord for "hul i klippen", det lavvandede område bag Musetårnet, kendt som Binger Loch). I dag bor her ca. 25.000. I det første årh. e.Kr. befæstede romerne byen med en garnison, og en træbro over Rhinen blev bygget i 77 e.Kr. Bingen var også udgangspunktet for en romersk militærvej til Trier (Via Ausonia).

Gennem kirkeforstanderen Aetherius von Bingen blev der fra 335-360 grundlagt et solidt kristent samfund, ledet af præster. I det 5. årh. overgik byen til det frankiske kongerige, i 983 til ærkebiskoppen af Mainz. I Bingen stræbte man konstant efter uafhængighed, hvilket førte til ødelæggelser i 1165 pga. tvister mellem ærkebiskoppen af Mainz og kejseren. I det 13. årh. var Bingen medlem af den rhinske liga af byer, og borgen Klopp blev bygget. Fra 1400-tallet til slutningen af 1700-tallet var byen under administration af Mainz. I denne periode led mange byer i Bingendalen under krige og brande. 1792-1813 var byen under fransk herredømme. Efter wienerkongressen i 1816 hørte Bingen til Storhertugdømmet Hessen-Darmstadt, som var en del af kongeriget Preussen. Dermed var Bingen en grænseby indtil dannelsen af Det tyske Rige i 1871.

Bingen er bl.a. kendt for sit Musetårn

Binger Mäuseturm er et tidligere forsvarstårn, i hvilket det siges, at biskoppen Hatto af Mainz blev ædt af mus. Navnet er afledt af enten det højtyske muta, som betyder betalingsvej, eller mûsen, som betyder lure, kigge. Tårnet blev bygget i begyndelsen af det 14. årh. som et told-tårn, men blev ødelagt under 30-årskrigen (1618-48) og i 1689. Den preussiske kong Friedrich Wilhelm 4. lod fra 1856-1858 tårnet genopbygge som preussisk grænse i nygotisk stil. Fra 1850-1974 var Musetårnet et signaltårn for skibsfarten på Rhinen. Med udvidelsen af sejlrenden ophørte denne funktion.

Legenden om Hatto

Legenden fortæller, at Hatto byggede Musetårnet i det 10. årh. På det tidspunkt var der hungersnød i landet, og den hårdhjertede biskop nægtede at dele ud af sine fyldte kornkamre. Da indbyggerne blev ved med at tigge, spærrede han dem inde i en lade, som blev antændt af hans bødler. Han hånede de døendes skrig med ordene "Kan I høre de små kornmus pibe?" I dette øjeblik kom tusinder af mus frem fra alle hjørner og vrimlede hen over bordet og ind i biskoppens gemakker. Undervejs overmandede musene tjenestefolkene, og Hatto flygtede til Musetårnet, hvor han følte sig sikker. Men da han havde låst sig inde her, blev han ædt op af musene.

Niederwalddenkmal ved Rüdesheim

Mindesmærket på østbredden af Rhinen ved Rüdesheim blev opført i forbindelse med Tysklands genforening i 1871. Indviet d. 28. september 1883.

Borgen Klopp i Bingen

Selv om borgen hører til de ældste er der næsten intet bevaret fra middelalderen. I 1100-tallet var borgen i besiddelse af ærkebiskopperne fra Mainz, og siden det 15. årh. under Mainz domkapitel (forsamlingen af præster ved en katolsk domkirke). I 30-årskrigen blev borgen ødelagt, 1653 genopbygget, og igen ødelagt i 1689. Mellem 1711 og 1713 blev borgen sprængt for at de franske modstandere ikke skulle kunne have gavn af den. I slutningen af 1800-tallet blev borgen delvist genopbygget, og siden 1897 har den kommunale administration været her.

Borgruinen Ehrenfels

Ligger på Rhinens østbred mellem Rüdesheim og Assmannshausen, et af tysklands bedste vinområder. Blev opført i 1210 af ærkebiskopperne i Mainz for at sikre angreb fra nord. I starten af 1300-tallet var her toldsted, først i kongens navn, siden ærkebisperne i Mainz. Senere hørte borgen under Mainz domkapitel. Under 30-årskrigen blev borgen belejret flere gange.

Der findes to teorier om borgens ødelæggelse. Den ene siger, at ærkebiskop Anselm Casimir Wambolt von Umstadt brændte borgen ned i 1636 for at forhindre, at borgen blev brugt som skjulested. Mere sikkert er det dog, at borgen i 1689 under den pfalziske arvefølgekrig blev ødelagt af franskmændene, hvorefter de ydre borganlæg blev fjernet, da man anlagde flere vinmarker på skråningen. Nu kan man 1. søndag i juli hvert år se "Rhinen i flammer" her.

Borgen Rheinstein

Borgen Rheinstein ligger på en stejl klippe på Rhinens vestbred overfor Assmannshausen. Den blev også bygget i det 13. årh. som toldsted og beskyttelse for Mainz domkapitel. Efter en blomstringstid mellem det 13. og 16. årh. forfaldt borgen i ruiner i det 17. årh. I 1823 overtog prins Friedrich Wilhelm af Preussen de velbevarede ruiner, og lod borgen genopbygge i Rhinromantisk stil. Hermed opstod også den første romantiske borghave på en borg ved det midterste af Rhinen.

Indtil 1975 har borgen været i Hohenzollernes arv. Herefter købte operasangeren Hermann Hecher borgen. Han har ved hjælp af økonomisk støtte fra Rheinland-Pfalz og de mange interesserede besøgende formået at gøre borgen til et levende kulturminde. Der er i dag mulighed for både en tur rundt på borgen, at spise, overnatte på borgen og blive viet i romantiske omgivelser.

Borgen Reichenstein

Ligger i nærheden af Trechtingshausen på Rhinens vestbred. I dag er der indrettet borgmuseum med mange velbevarede kunstskatte, hotel og ferielejligheder, mange forskellige restauranter og en have, hvor man kan nyde udsigten over Rhinen.

Reichenstein blev opført i begyndelsen af det 11. årh. og tilhørte Kornelimünster klosteret ved Aachen. Her har kejsere, kurfyrster, biskopper og riddere spillet en stor rolle igennem tiden. Borgen blev ødelagt flere gange, men genopbygget igen og igen. I det 13. årh. tilhørte borgen de berygtede rov-riddere, derfor blev kong Rudolf af Habsburg tilkaldt for at hjælpe. Efter 4 års belejring lykkedes det ham at udsulte borgen i 1282 og overmande rov-ridderne.

Sagnet om manden uden hoved

Selv om historieforskerne er enige om, at Rudolf af Habsburg i 1282 lod rov-ridderne hænge i træerne, så undslap deres anfører Dietrich von Hohenfels. Ikke desto mindre fortæller et sagn, at den sidste rov-ridder Dietrich von Hohenfels bad kongen om at skåne hans liv eller i det mindste hans ni sønners liv, for de var uskyldige. Det var ham, der var røveren og morderen. Kongen ville statuere et eksempel til skræk og advarsel for alle røvere og afviste hans bøn. Men han var også villig til at lade Guds vilje ske. Så Dietrich blev ført til retterstedet, der hvor Clemens kapellet ligger i dag. Her blev hans ni sønner også blev stillet op på rad og række. "Se nu, du morder, der står dine ni sønner. Snart ruller dit hoved i sandet. Men jeg vil skænke livet til hver af dem, du kan løbe forbi bagefter", sagde kongen. Dietrich kiggede sine sønner dybt i øjnene, kiggede derefter stiltiende på vejen foran sønnerne og i næste sekund faldt hans hoved til jorden i et eneste hug. Nu skete det ufattelige, som gav alle tilstedeværende gåsehud. Den blodige krop faldt ikke om, vaklede ganske kort og tog så kurs mod sønnerne og løb forbi dem alle ni, én efter én. Først herefter styrtede den berygtede rov-ridder omkuld, hvorefter blodet fossede ud af hans hals og sprøjtede på tilskuerne. Rudolf af Habsburg blev kridhvid i ansigtet, men skænkede sønnerne livet og forlod stedet, så hurtigt han kunne.

Assmannshausen

Byen ligger på Rhinens østbred og er berømt for sine rødvine (Assmannshäuser), som bliver fremstillet af Pinot noir druer, på tysk kaldet Spätburgunder. Minder om røde Bourgogne vine. Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach har deres vingods Assmannshäuser Höllenberg på 23,1 ha på bjergskråningerne. Fra Assmannshausen er der en lift til jagtslottet Niederwald, herfra er der ½ times vandring til Niederwalddenkmal.

Borgen Sooneck

Ligger på Rhinens vestbred i nærheden af Niederheimbach. Borgen stammer fra 1271, og tilhørte også Kornelimünster klosteret ved Aachen. Kong Rudolf af Habsburg belejrede borgen i 1282, og hans tropper ødelagde borgen. Kongen forbød en genopbygning, som først blev ophævet af kejser Karl 4. i 1349. Ridderen Johann Marchall zu Waldeck overtog borgen og genopbyggede den. Efter hans død arvede fire familiemedlemmer borgen, men de kunne ikke enes, og der måtte tit mægles imellem dem. Da slægten uddøde i 1553, tilfaldt Sooneck adelsfamilien Breidbach zu Bürresheim, og da denne slægt også uddøde forfaldt borgen. Under den pfalsiske arvefølgekrig blev Sooneck (ligesom alle de andre borge på vestbredden) i 1689 ødelagt af Ludwig 14.'s tropper. I 1774 gav Mainz domkapitel ruinerne til fire indbyggere fra Trechtingshausen, som anlagde vinbjerge her. Disse kom senere til at tilhøre Niederheimbach. I 1834 købte den daværende preussiske kronprins Friedrich Wilhelm 4. og hans brødre borgen Sooneck. Mellem 1843 og 1861 genopbyggede de borgen som jagtslot, hvilket den dog aldrig blev brugt som, pga. af familiestridigheder og følgerne af martsrevolutionen i 1848. Efter 1. verdenskrig blev Sooneck statseje, efter 2. verdenskrig under Rheinland-Pfalz, og fra 1948 under slotsforvaltningen.

Borgen Heimburg

Ligger på Rhinens vestbred ved Niederheimbach. Ærkebiskopperne fra Mainz byggede borgen sidst i det 13. årh. for at forsvare sig mod Pfalz-greverne. Trods mange krige og belejringer blev borgen først ødelagt i 1689 af Ludwig 14.'s tropper. Efter mange forskellige ejere købte Hugo Stinnes borgen i det 19. årh., genopbyggede den og brugte den som sommerresidens. Heimburg er stadig i familien Stinnes eje og ikke åben for offentligheden.

Lorch

Ligger på Rhinens østbred ved foden af Rheingaubjergene. I Rhinen nær Lorch ligger øen og naturområdet Lörcher Werth. Der dyrkes meget vin ved Lorch. De forskellige vinmarker er Schlossberg (53 ha), Kapellenberg (58 ha), Krone (13 ha), Pfaffenwies (35 ha) og Bodental-Steinberg (23 ha). Den dominerende druesort er Riesling, men Pinot noir bruges også mere og mere. Der produceres også Edelbrände og Sekt af vinen. Vinmarkerne ligger på bjergskråningerne, som består af varmelagrende skifer og kvarts. Rhinens enorme vandflade reflekterer solens stråler, som hermed styrker og giver en god temperatur til vinavl.

Området blev først beboet af kelterne, siden de første kristne, hvorefter romerne kom i det 1. årh. Romerne blev efterfulgt af alemannierne og frankerne. I byens ældste dokument fra 1085 nævnes, at Mainz domkapitel bl.a. donerede et hus og vinmarker til Lorch. I middelalderen var Lorch ærkebispernes (af Mainz) nordlige bastion ved Rheingau. Under krigene i 1460, 1631, 1794 og 2. verdenskrig blev byen ødelagt rigtig meget.

I starten af 1960'erne fik den tyske værnemagt med Flugabwehrregiment 5 en base i Lorch. Man byggede en kaserne (Ranselberg) til soldaterne og deres familie, og kasernen blev en vigtig, økonomisk faktor for Lorch. Mange lokale fik arbejde på kasernen, det medfølgende posthus, ammunitionsdepotet og det sanitære depot. Pga. en reform i den tyske værnemagt, blev kasernen lukket i 1993, og mange mistede deres job. Siden er der oprettet mange forskellige butikker og virksomheder i militærets tidligere bygninger, og delvist kompenseret for militærets tilbagetrækning.

Borgruinen Fürstenberg

Ligger på Rhinens vestbred ved Bacharach. Blev bygget som forsvarsborg i 1200-tallet, og var senere et toldsted. Under 30-årskrigen og senere den pfalziske arvefølgekrig blev borgen ødelagt, og har siden ligget i ruiner.

I 1993 købte Gernot Stelter ruinerne, og det var hans drøm at levendegøre og restaurere borgen. Mange anså ham for tosset, men han lod sig ikke gå på af det. Han vidste, hvad han ville og så for sit indre borgen genopbygget i sin fulde pragt, ikke beboet af riddere, men besøgt af turister. Restaureringen er ikke færdig endnu, fordi han gerne vil sikre den rette placering for hver eneste sten, og det tager tid.

Bacharach

Ligger på Rhinens vestbred, og det oprindelige navn Baccaracus tyder på keltisk oprindelse. To af byens smukke vartegn er Wernerkapellet og borgen Stahleck. Formodentlig fik biskop Kunibert af Köln (623-663) stedet foræret af kong Dagobert 2. Fra det 11. årh. blev området ledet af Pfalzgrever under ærkebiskopperne fra Köln. I 1314 var det i Bacharach, at man besluttede at vælge Ludwig af Bayern som den næste tyske konge. Bacharach havde også den vigtigste havn for vinhandlen, fordi vintønder fra små skibe, der som de eneste kunne passere gennem Binger Loch, kunne blive ladet over på større skibe her. Deraf navnet en Bacharacher (vin). Byen blomstrede også gennem handel med tømmer fra Hunsrück, og fik byrettigheder i 1356. I sidste halvdel af 1300-tallet blev bymuren bygget.

I 1545 blev området protestantisk under pfalzgreve Friedrich 2. Under 30-årskrigen blev Bacharach plyndret flere gange og udsat for ødelæggende bybrande, og under den pfalziske arvefølgekrig sprængte franske tropper i 1689 borgen Stahleck og fire af bymurens tårne. I 1794 besatte franske revolutionstropper Rhinens vestbred, og i 1802 blev Bacharach midlertidig fransk. Nytårsnat 1813/14 (under Napoleonskrigene) var den preussiske feltmarskal Blücher og hans styrker på vej mod Frankrig. De drog igennem Bacharach og Steeg dalen, efter at have passeret Rhinen ved Kaub. Efter Wienerkongressen kom byen i 1815 under preussisk herredømme. Havnen sandede efterhånden til, og byen fik status som et romantisk Rhinområde. I dag lever byen af turisme og vinhandel. Siden Binger Loch blev udvidet i det 20. årh. har større skibe kunnet sejle igennem og igen lægge til i Bacharach.

Legenden om et jødisk ritualmord

Legenden fortæller, at skærtorsdag 1287 blev den 16-årige Werner af Oberwesel myrdet af nogle jødiske medborgere, fordi de skulle bruge hans blod til den jødiske påskefest. Det påståede ritualmord resulterede i antisemitisme, som ødelagde jødiske menigheder ved Mittelrhein, Mosel og det nedre Rhin-område. Den kristne Wernerkult opstod herefter og blev først streget i kalenderen i 1963 af biskoppen fra Trier.

Borgen Stahleck

Ligger i Bacharach på Rhinens vestbred. Stammer fra det 12. årh. og blev bygget af ærkebiskopperne fra Köln. I dag bliver borgen brugt som ungdomsherberg.

Igennem århundreder tilhørte borgen rigets vigtigste familier. Fra det 13. årh. skulle der betales Rhintold til borgen, hvilket gjorde det særdeles lukrativt. I 1135 blev borgen opkaldt efter Goswin af Stahleck. Under den pfalziske arvefølgekrig blev Stahleck sprængt i stykker af de franske tropper i 1689, og murbrokker beskadigede Wernerkapellet.

I 1800-tallet blev der ryddet op i murbrokkerne, da den preussiske kronprins Friedrich Wilhelm og hans kone ville besigtige området. Kronprinsen havde i 1829 foræret ruinerne til sin kone, med henblik på genopbygning. Men hun blev åbenbart så skuffet over at se ruinerne, at dette ikke skete. Mellem 1925 og 1927 opstod det nuværende ungdomsherberg på de gamle fundamenter. Forholdene i Det 3. Rige spillede en uhyggelig rolle, da nationalsocialisterne indrettede et "ungdomslager" på Stahleck, hvor tvangsrekrutterede unge fra Luxemburg kunne forberedes til deres indsats på Østfronten.

Pfalzgrafenstein

Er en tidligere toldbygning på en meget, meget lille ø ud for Kaub. Det hele startede i 1326/27 med en strid om tolden imellem pave Johannes 22. og kejser Ludwig af Bayern. Ludwig forlangte for høje toldpriser i Kaub, og tre gange forlangte paven, at ærkebiskopperne i Köln, Trier og Mainz stoppede ham, men uden held. I stedet for byggede kejseren et tårn midt i Rhinen på klippeøen Falkenau. På denne måde kunne han kontrollere farvandet. Efter modernisering i 1600-tallet og yderligere ombygninger i 1700-tallet er det femkantede tårn omgivet af en lang sekskantet mur. Indgangen mod nordøst har et faldgitter. De barokke rød-hvide farver stammer fra 1970/71.

Kaub

Ligger på Rhinens østbred, og gravfund viser, at her allerede var beboet  500 f.Kr., men den skr. historie er kun ca. 1000 år gammel. Den 14. juni 983 meddeler kejser Otto 2., at Mainz har indflydelse op til Kaub (ad cubam villulam). Navnet "Cuba" kan tolkes på flere måder. Gravfundene kunne tyde på det keltiske "Cabi", som betyder små huse. Det latinske "cubare", som betyder lager, kunne tyde på romerske forposter eller skibslager. En tredje mulighed er, at navnet kommer af Kufe (vintønde). Legenden fortæller nemlig, at den hellige Theonest efter sin stening blev puttet i en hullet vintønde og drev ned ad Rhinen, men blev reddet af lokalbefolkningen.

Fra det 13. årh. skulle der betales Rhintold i Kaub. I 1277 overtog Ludwig 2. rettighederne. I 1326 byggede Ludwig af Bayern Pfalzgrafenstein som toldbygning, og denne har siden været Kaub's vartegn. Det er bemærkelsesværdigt, at en skole i Kaub allerede bliver omtalt i 1479, for de fleste steder begyndte man først at undervise børnene efter reformationen. Under den bayerske-pfalziske arvefølgekrig blev både byen og borgen Gutenfels i 1504 belejret i 39 dage uden at bukke under. Der var både epidemier og hungersnød under 30-årskrigen, og skiftende herredømme. En brand ødelagde i 1635 bl.a. rådhuset, skolen og præstegården. Efter krigen var der kun 66 boliger og 198 indbyggere i Kaub.

Borgen Gutenfels

Ligger på Rhinens østbred ved Kaub. Rigsministrene fra Falkenstein byggede i 1220 borgen Cube. Fra 1277 overtog pfalzgreverne borgen og udvidede den i det 14. årh. Da borgen i 1504 blev belejret i 39 dage under den bayerske-pfalziske arvefølgekrig og holdt stand fik den navnet Gutenfels.

I 1620 blev Kaub besat af den spanske general Spinola, hvilket den spanske kirkegård på Gutenfels vidner om. I 1631 blev Gutensfels igen overfaldet, men overgav sig. 1635 blev borgen besat af kejseren og tropper fra Hessen og Darmstadt, men fortrængt i 1645/46 af Frankrig. I 1647 lykkedes igen enheder fra Hessen og Kassel under general Mortagni at få magten. Det siges, at Gustav Adolf fra Sverige også var her!

1793 overgav Gutenfels sig til Frankrig. Borgen blev herefter sat på auktion, først inventaret i 1805, træværket i 1807 og i 1813 murene. Borgruinerne blev i 1833 erhvervet og reddet af arkivaren Friedrich Habel. I 1889-92 under arkitekten Gustav Walter fra Köln, som udvidede. I 1952-54 blev Gutenfels et sted til rekreation. I dag fungerer borgen som slotshotel.

Borgen Schönburg

Ligger på Rhinens vestbred syd for Oberwesel. Borgen var i 1149 i besiddelse af Hermanns af Stahleck og en tid også rigsborg. I 1400-tallet blev borgen familieeje, ødelagt af de franske tropper i 1689, genopbygget siden 1885. Borgen har en af de mest betydningsfulde beskyttelsesmure. I dag er borgen restaureret som borghotel og delvist ungdomsherberg.

Loreley klippen

Loreley er en 132 m høj klippe på Rhinens østbred mellem Kaub og St. Goarshausen. Her er Rhinen kun 113 m bred, og de mange klipper og strømhvirvler gjorde det tidligere farligt at sejle forbi. Den smalle sejlrende blev udbedret i 1800-tallet og gjort bredere i 1970'erne af hensyn til flodprammene.

Sagnet om Loreley

Sagnet fortæller, at en ung pige blev svigtet af sin elskede og kastede sig ud fra klippen. Hendes ånd har siden lokket søfarende i døden. Hun synger så smukt, imens huns reder sit blonde hår med en gylden kam, at skibe styrer direkte mod klippen og forliser. Heinrich Heines sang fra 1823 "Ich weiss nicht was soll es bedeuten", blev spillet, mens vi sejlede forbi.

St. Goarshausen

Ligger på Rhinens østbred lige nord for Loreley. De første spor af bosættelse stammer fra det 6. årh., da den hellige Goar (en præst som ca. 550 grundlagde et kristent herberg for fattige og rejsende) slog sig ned på den modsatte side. I 1284 skiftede St. Goarshausen fra at være len under Trier til at være len under greverne af Katzenelnbogen. I 1324 fik St. Goarshausen byrettigheder af kong Ludwig af Bayern. På dette tidspunkt blev byen sikret med en bymur og de to bytårne, som stadig er bevaret.

Borgen Katz

Katz ligger på Rhinens østbred ved St. Goarshausen. Borgen blev bygget i 1393 af grev Johann 3. af Katzenelnbogen, deraf det kortere navn Katz. Formålet var at skabe et fælles bolværk i forbindelse med at opkræve told og styrke borgen Rheinfels på den modsatte side af Rhinen. Bemandingen på Katz var netop medvirkende til at afværge de franske tropper under den pfalziske arvefølgekrig, men borgen blev sprængt af Napoleons tropper i 1806. Sidst i 1800-tallet blev Katz genopbygget uden særlig hensyntagen til middelalderens præg. I dag er borgen privatejet og ikke offentlig tilgængelig.

Borgen Maus

Ligger på Rhinens østbred nord for St. Goarshausen. Borgen blev i 1356 grundlagt af ærkebiskopperne i Trier som residens for kirkefyrsterne. Pga. greverne af Katzenelnbogens stærke magtposition døbte man borgen "Maus". Borgen er i dag privatejet, og den nuværende ejer opdrætter ørne og falke og har opvisninger om sommeren.

St. Goar

Det tog ½ times tid at køre langs Rhinen fra Bingen til St. Goar. En meget smuk tur. Nemt at finde hotel Rheinfels, for vi havde jo set det på sejlturen. Hotellet havde ikke sin egen p-plads, der var kun offentlige p-pladser langs med havnen (overfor hotellet), men til gengæld gratis mellem kl. 18 og 09. Vi checkede in 17.45, et kvarter før deadline, så det passede jo fint. Fik et værelse med en fantastisk udsigt over Rhinen, og her var også en altan til rygere. I nærheden lå en meget lille gågade, hvor vi valgte at spise aftensmad på den hyggelige fortovscafé Loreley. De havde også deres egen vinbutik, og vi aftalte at købe vin med hjem, for den vi fik til maden var rigtig god. Men det skulle vente indtil sidste dag.

Aftenhygge på altanen - med Rhin-trafik

Der var det flotteste panorama, man kan forestille sig. Men der var bestemt ikke stille. Togene kørte forbi hver 5. minut døgnet rundt (og det larmede), færgen sejlede hver 5. minut, flodpramme sejlede langsomt op og hurtigt ned ad floden. Der var konstant noget spændende at kigge på. Borgene Katz og Maus var belyste. Fantastisk at sidde på altanen og nyde den gode vin og "alt kom sejlende" forbi.

Lidt af St. Goars historie

St. Goar ligger på Rhinens vestbred, lige overfor St. Goarshausen. Gravfund viser, at St. Goar var beboet i romertiden. Skibsfarten havde brug for hjælp til at komme uden om revene ved Loreley, og formodentlig var der allerede dengang en færge, som forbandt de romerske veje på hver side af Rhinen.

Navnet stammer fra den hellige Goar

Goar var en præst som ca. 550 bosatte sig her og grundlagde et kristent herberg for fattige og rejsende. Hans grav udviklede sig til et meget besøgt valfartssted. Over den hellige Goars kapel byggede abbed Asur af Prüm en ny kirke, som i slutningen af det 11. årh. blev erstattet af en ny. Det er omkring denne kirke, at byen er vokset op.

Fra 1190 fik greverne af Katzenelnbogen retten over byen, klostret og Rhintolden, og St. Goar blev en fæstningsby, der ofte blev indblandet i krige. For at sikre Rhintolden bedre blev borgen Rheinfels bygget i 1245. Allerede 10 år senere forsøgte 9000 bevæbnede fra det rhinske forbund at indtage borgen, fordi tolden var blevet sat op. Men efter 40 mislykkede angreb og et års belejring, måtte tropperne trække sig tilbage med uforrettet sag. Da de franske revolutionstropper angreb i 1794 overgav Rheinfels sig uden modstand, og St. Goar hørte under Frankrig indtil 1813. Efter Wienerkongressen i 1815 kom byen under Preussen.

Morgenmadsbuffeten var ikke nær så indbydende som i Frankenthal. Udvalget var lille, og brødet var sejt. Vi savnede scrambled egg og de lækre små pølser, de mange forskellige oste og frugter. Udsigten var dog helt perfekt fra vores vinduesplads.

Vi vidste, at der i Boppard (mellem St. Goar og Koblenz) var et udsigtspunkt, og at man kunne tage en lift derop. Det ville vi gerne prøve. Efter en smuk køretur langs Rhinen kom vi automatisk til Boppard. Først kørte vi lidt rundt i byen for at finde stedet, kom igennem gamle, smalle gader med vindrueranker hen over gaden og spor af den gamle romerske bymur. Men da jeg så lifterne, skulle jeg ikke nyde noget. Heldigvis kunne man også køre til Gedeons Eck. En stejl serpentinervej førte op til stedet, som lå i en skov med stejle skrænter ned til Rhinen.

Gedeons Eck bød på en storslået udsigt

På dette sted slår Rhinen en sløjfe, og der er uendelig meget at kigge på. Der var restaurant og udendørs borde, så vi købte en kande kaffe og nød det smukke panorama, de mange flodpramme og turistbåde som hele tiden sejlede forbi. De mange godstog, som kørte på begge bredder. Her kunne man også rigtig se, hvor stor forskel der er på at sejle op eller ned ad Rhinen. Det flød nedad og gik langsomt opad.

Deutsches Eck i Koblenz

Stedet hvor Mosel løber ud i Rhinen. I 1216 kaldte ærkebiskop Theoderich af Wied ridderne af Den tyske Orden til Koblenz og forærede dem en del af Kastorkirkens område samt det tilhørende St. Nikolaus sygehus. Ved Mosels udmunding i Rhinen rejste ordenen kort efter Deutschherrenhaus, som blev sæde for forvaltningen i Koblenz. Herefter blev mundingen først kaldt Deutshcer ordt, senere Deutsches Eck.

Vi var længe om at finde stedet, kørte forkert nogle gange, men fik så set lidt af Koblenz by og omegn. Fra p-pladsen var der et stykke vej at gå langs Mosel floden, før vi kom til det berømte sted. Egentlig ville vi ha' frokost her, men fandt ikke et tiltalende sted. Der var mest fast food at få, og det ville vi ikke ha'.

Vandet i Rhinen var meget brunt og plumret, mens Mosel havde en klarere, mørkeblå farve

Kejser Wilhelm 1. monumentet

Ved Deutsches Eck blev der i 1897 rejst et monument med en rytterstatue af kejser Wilhelm 1. Man ville gerne takke og ære ham for hans indsats i de tre krige i 1864, 1866 og 1871, som resulterede i Tysklands genforening. Monumentet er 37 m højt, selve rytterstatuen er 14 m.

Køretur langs Mosel

På vej ud af Koblenz holdt vi øje med spisesteder, hvor vi kunne parkere lige ved, men dem var der ingen af på vores rute. Vi ville gerne køre en tur langs Mosel, og ved et tilfælde blev det langs den nordlige bred, en utrolig smuk rute langs den snoede flod. Et sted førte vejen "igennem" et hus, aner ikke navnet eller hvad det var, men meget særpræget.

Frokost og siesta i Cochem

Undervejs kiggede vi stadig efter spisesteder. I farten kørte vi forbi en del, men fortsatte, og pludselig var det kaffetid. Vi var da nået til Cochem, og her var der både p-pladser og masser af fortovscaféer. Faktisk også temmelig fyldt med turister. Endelig kunne vi holde siesta og nyde en dejlig frokost. Jens ville så gerne, at jeg skulle smage rigtig italiensk is, desværre var jeg igen for mæt, ligesom i Landau. Inden vi forlod byen ville Jens finde en bank, så han kunne hæve penge, og tilfældigvis kom vi lige forbi en udendørs automat, hvor vi også kunne parkere.

Vi valgte at køre langs Mosels sydlige bred et stykke af hjemvejen, men her var udsynet fra vejen skjult af buske langs bredden. Så i stedet for kørte vi tværs ind over med de små veje til St. Goar. På bakkerne var der en fantastisk smukt så langt øjet rakte.

Rheinfels havde lukket

I St. Goar kom vi forbi indkørslen til borgen Rheinfels kl. 17.30, måske vi kunne nå en runde her, for de lukkede først kl. 18. Det viste sig, at ingen blev lukket ind efter kl. 17, fordi man skulle bruge en time rundt i borgen. Restauranten havde åben, og dér kunne man sidde udenfor og spise på en terrasse med udsigt over Rhinen. Men Jens ville hellere spise på Loreley igen, vi skulle jo også ha' vin med hjem, og vidste de holdt lukket om tirsdagen. Aftalte en tur rundt på Rheinfels, inden vi tog hjem tirsdag. Undervejs ned (og det gik virkelig nedad og rundt) holdt vi for at fotografere stigningen, et dumt sted til gene for de andre trafikanter, men taxaen ventede tålmodigt på, at jeg fik taget mit foto.

Aftensmad og hygge i St. Goar

Da vi var færdige med at spise faldt vi i snak med det tyske ægtepar, som spiste ved samme bord som os. De havde en ferielejlighed på hotel Loreley, det var forresten meget billigere end vores hotel. En skam vi først mødte dem nu, for vi havde det dejligt sammen. De havde også været i Boppard på Gedeons Eck, men havde taget turen med liften. Og så fortalte de, at på borgen Rheinfels skulle man helst ha' en lommelygte med, for en af minegangene var kulsort med ujævnt gulv. De havde kun haft en lighter til at lyse lidt.

Resten af aftenen hygge på altanen med god vin og den storslåede udsigt.

Efter morgenmaden checkede vi ud ved 9.30 tiden. Ville en tur rundt på borgen Rheinfels om formiddagen.

Rheinfels var den vigtigste fæstning ved Rhinen

Rheinfels blev bygget i 1245 af Dieter 5. af Katzenelnbogen og blev i de næste århundreder den vigtigste fæstning ved Rhinen. Når man i dag går rundt i Rheinfels bliver man meget overrasket over omfanget af ruinerne, de militære labyrinter og underjordiske minegange, som stadig er tilgængelige.

Selv om Dieter 5. var medlem af "Det rhinske Byforbund" forhøjede han i 1255 Rhintolden i St. Goar. Herefter måtte Rheinfels bestå sin første store forsvarsprøve. 26 byer med en hær på 8000 fodsoldater og 1000 riddere, understøttet af 50 skibe, belejrede borgen i 1 år og 14 uger. Til sidst måtte de trække sig tilbage uden at ha' opnået noget. Siden blev borgen anset for umulig at indtage.

I 1527 indførte Philipp 1. reformationen. I 1600-tallet byggede hans søn Philipp 2. borgen om til et renæssanceslot. Dette var forbundet med store omkostninger, men han var kendt for sine geniale og overdådige holdninger. Under den franske revolution overgav Rheinfels sig i 1794 uden kamp og blev derefter ødelagt. Hørte under Frankrig indtil 1813. Kom under Preussen i 1815. Ruinerne blev en overgang brugt som stenbrud, bl.a. til genopbygning af Ehrenbreitstein. Et totalt forfald blev forhindret, da prinsen af Preussen i 1843 købte Rheinfels. Indtil 1925 tilhørte ruinerne Hohenzollerne, derefter byen St. Goar.

Rheinfels er en blanding af gammelt og nyt

I dag er der hotel og restaurant på Rheinfels samt et borgmuseum, og så kan man ta' en tur rundt i alle ruinerne. Det tager mindst en times tid at komme hele vejen rundt!

Fra parkeringspladsen (for besøgende) fører en træbro ind til slotsgården, hvor øjet skuer alle stilarter. Til venstre troner de gamle fæstningsruiner, et nutidigt rødt og hvidt telt er parkeringshus for hotellets overnattende gæster. Der er kiosk med masser af souvenirs og selve hotellet opført med gamle sten og moderne vinduer og tag. Alt sammen bygget i forlængelse af de gamle fæstningsmure. Går man igennem restauranten, kommer man ud på en terrasse-restaurant, hvor der er en kanon udsigt over Rhinen og St. Goar.

Middelalderborgen Rheinfels er STOR

Ved indgangen får man udleveret et A4 ark med vejviser og information om alt det, man kommer forbi. Først en tur i middelalderborgen (den indre borg), dernæst den ydre og delvist underjordiske med minegangene (fæstningsanlæggene).

Man kommer ind i den gamle middelalderborg gennem en stor træport i klokketårnet. Og allerede her begynder det at gå op for én, hvor STOR borgen er, de mange forskellige gange og rum med hver sin funktion, de mange fæstningsanlæg og skydehuller. En god idé at studere vejviseren grundigt og derefter følge den anbefalede rute fra nr. 1-16. Alle vigtige steder er der sat skilte op med nr. og information.

Når man kigger lige ud fra indgangsporten, er der længere fremme endnu en port (i dag kun åbningen tilbage), som fører ind til den toldborg, som grev Dieter 5. af Katzenelnbogen byggede midt i 1200-tallet. Over porten er der en tavle til minde om belejringen i 1692.

Kigger man til højre er der en storslået udsigt over Rhinen og ned til ruinerne af slagtehuset.

Til venstre lidt længere fremme fører en trappe ned til den store kælder, hvor man opbevarede vin og proviant. Murene her er 4 m tykke. I 1587 byggede man en enorm vintønde, som rummede 200.000 l vin til de udstationerede soldater på borgen.

Efter den 2. port ligger Darmstädter Baus, som Philipp 2. af Hessen-Rheinfels byggede om i renæssancestil. De mægtige ruiner var på det tidspunkt 3 etager højere. Gavlen var af bindingsværk. Rundt om døre og vinduer var der muret med røde sandsten, og i dag kan man se resterne heraf. Bygningen var hvidpudset med mørkt skifertag og lyste op i Rhinlandskabet som et af de smukkeste slotte.

Gennem den 3. port kommer man ind i indergården. Til højre ligger nordbygningen med trappetårnet. I stueetagen var der bl.a. et kapel og et sakristi, som i dag er indrettet som museum. I de 4 etager oven over var der i sin tid borgstuer og sovekamre.

I indergården lå forskellige virksomhedsbygninger, tøjhuset og køkkenet. Ruinerne af borgens mægtige mure står stadig, og det kan være svært at orientere sig, for der er rigtig meget spændende at kigge på. Her var et apotek og kernetårnet på borgen, som var 41 m højt.

Endnu en port førte videre ud i endnu en gård, hvor der var bryggeri, vaskehus og lager. Herfra er der en storslået udsigt ud over landskabet Gründelbachtal og fæstningsanlæggene fra det 16. og 17. årh. Denne side af borgen var det farligste sted, men en voldgrav gav god beskyttelse.

Lige i nærheden lå den 70 m dybe brønd fra det 15. årh. og stedet med halsjernene fra Hansenordenen. En orden fra det 13. årh. hvor enhver fremmed, som besøgte St. Goar markedet, blev optaget og dermed døbt i vand og vin, en tradition som stadig eksisterer.

Til venstre på den store åbne plads er indgangen til en kasematte, et beskyttelsesrum. Gennem dette rum kommer man videre til "Det høje Batteri", en beskyttelsesmur med brede skydehuller. Herfra fører en trappe op på muren, og man kan gå hen ad denne og op på platformen på klokketårnet, hvorfra der er en kanon udsigt ud over Rhinen.

Fæstningsanlæggene

Rundt om toldborgen var der et kæmpe fæstningsanlæg med vægtergange, skydehuller, kasematter og minegange. I nogle af vægtergangene ligger skydehullerne meget tæt ved siden af hinanden. I det nordvestlige område er der en storslået udsigt ind over bjergene og dalen.

Mod vest fører en trappe ned til nogle minegange, og indgangen er sikret med et gitter. Den knap 1 m høje minegang forgrener sig og fører op til vægtergangen igen. Det anbefales at medbringe en lommelygte her!

Går man herefter til venstre kommer man via trapper ud i de gamle voldgrave, hvor indgangen til den store, mørke minegang ligger. Først skal man op ad 6 trappetrin, dernæst er der bare så mørkt, at man intet kan se. Jeg havde ingen lommelygte, kun en lighter med, og brugte den flittigt. Det gik lige ud, og alligevel følte jeg mig fortabt. Da jeg var nået halvvejs igennem, valgte jeg at stå stille i mørket og vente, indtil der kom nogle turister at følges med.

En meget mørk vægtergang førte først til bøssemagertårnet, og via endnu en mørk vægtergang kom man til salthuset, hvor man opbevarede salpeter. Kulstof, svovl og salpeter var bestanddelene i krudt. Via en vindeltrappe kom man ud i voldgraven og hen til fængslet. Herfra rundt om klokketårnet til slagtehuset og igennem den store vinkælder op til udgangen.

En langsommelig hjemtur

Hjemturen startede ved 11.30 tiden. Motorvejen til Koblenz, derefter Köln, Bremen, Hamburg, Christiansfeld. Nord for Koblenz var der et udsigtspunkt over Mosel-dalen, men det kørte vi forbi, var for tidligt til frokost og var lige inde i en god kørerytme. Frokost og pause på en motorvejscafé syd for Bremen. Fra 100 km før Bremen og indtil Hamburg var der enormt meget vejarbejde, skiftevis ca. 7 km vejarbejde og 7 km motorvej, det gik dog langsomt fremad uden kødannelser. Og et smut i en grænsebutik syd for Kruså. Sen aftensmad i Åbenrå på Caféplanet og først hjemme ved 23.30 tiden.

Der var meget mere spændende at se og opleve i Tyskland, end jeg nogensinde havde troet. Bestemt et land, jeg gerne vil udforske noget mere en anden gang!