Lidt om Pinetown

Pinetown ligger i de ca. 300 m høje bjerge nordvest for Durban. Byen er opkaldt efter guvernøren af Natal, Sir Benjamin Pine og blev grundlagt i 1850 rundt om Wayside Hotel, som blev bygget året før langs jernbanen mellem Durban og Pietermaritzburg.

Under den 2. boerkrig byggede briterne en koncentrationslejr i Pinetown til at huse boernes kvinder og børn. Pinetown Cricket Club, som nu findes i Lahee Park, blev grundlagt i 1873, og klubben er den ældste i KwaZulu-Natal og blandt de længst eksisterende i Sydafrika.

Det nære miljø

Ud over at spise morgenmad sammen med Gugu, Angelina og Søren og være sammen havde vi ikke andre planer for dagen. Det blev ved en tur i KwikSpar (½ km at gå hver vej), tunsalat til frokost og afslapning i gårdhaven om eftermiddagen.

Vi brugte også meget tid på at finde indslaget i TVSyd med Marko og cirkus, sponsoreret af Arla. En udsendelse fra sidst i februar, lige efter at Søren var rejst til Sydafrika. Marko er Sørens søsters søn på 7 år. Gugu lavede aftensmaden, vi spiste her alle sammen. Fik salat, makaroni og stærk kødsovs.

Søren foreslog os at ta' til Heritage Market i Hillcrest, som ligger ca. 10 km vest for Pinetown. Dave (Sørens taxaven) skulle køre os ad to omgange. Vi kunne ikke alle være i bilen på én gang. Kl. 9.30 tog Gugu, Angelina, Jens og mig af sted. Klaus og Søren kom ½ times tid senere.

Heritage Market er mange forretninger

Alle bygninger var opført i røde mursten med grønt tag. Der var rigtig mange forskellige forretninger, også restauranter og et stort supermarked. Her kom både sorte og hvide, og jeg var især glad for, at her var det sikkert at ta' fotografier alle steder. Dejligt ikke at skulle spekulere på sikkerhed, alt føltes yderst sikkert og afslappende.

Gugu arbejder på Heritage Market

Mens vi ventede på, at Klaus og Søren kom, besøgte vi Gugus arbejdsplads. Hun arbejder i en forretning på Heritage Market, hvor de bl.a. sælger tøj, tasker, bælter og punge. Her mødte vi også to af hendes arbejdskolleger, Lisa og Geraldine.

Geraldine, en kvinde på ca. 40 år, var et energibundt, rigtig sjov og skør. Hun havde evnen til at holde en samtale i gang, var meget lattermild og nem at snakke med. Lige i starten var jeg noget usikker på, hvem hun var, måske Gugus mor? For hun tog Angelina til sig, som var det hendes egen, og Angelina lignede én, der virkelig kendte hende og følte sig fortrolig med. Så der var kun ét at gøre, nemlig at spørge om, hvem hun var. Gugu fortalte, at Geraldine var en arbejdskollega, som betød meget for hende, ligesom en slags mor.

Gugu arbejder i forretningen to dage om ugen, onsdag og torsdag. Hun skal hjemmefra om morgenen og er først hjemme igen hen ad kl. 18. Lønnen for 2 dage pr. uge er ca. 1300 rand om måneden (ca. 800 kr.). Der er i øvrigt store lønforskelle på sort og hvid. Lisa, som er hvid og udfører det samme arbejde som Gugu, får mere i løn.

Gugu kommer frem og tilbage med taxa, en lille minibus man kan stige på. Turen koster 3 rand hver vej (ca. 1,85 kr.). Vi besluttede at gi' hende alle vores småpenge hver dag, så havde hun til taxaen. Når hun er på arbejde er Angelina i dagpleje 5 min. fra deres bopæl i Pinetown. Det koster 40 rand pr. dag (ca. 25 kr.) at ha’ Angelina i dagpleje. Her er 2 voksne til at passe 10-20 børn. Dagplejen lukker kl. 17.30, så det er altid Søren, som henter Angelina ved 17-tiden.

Frokost på Bangkok Wok

En rigtig god restaurant hvor vi kunne sidde udendørs på 1. sal. Noget køligt og blæsende, faktisk halvkoldt. Vi havde ikke noget tæppe med til Angelina, så mens hun tog sig en lur, var hun pakket godt ind i min trøje. Alle bestilte forskellige retter, som hver for sig var en dejlig kulinarisk oplevelse, og anrettet på smukkeste vis. Store velsmagende portioner, god betjening, det kan varmt anbefales at spise her. Angelina sov under måltidet, men vågnede da vi var færdige. Og så var det hendes tur til at spise, mens vi holdt siesta og rygepause ud mod det åbne landskab.

Danmark er verdens lykkeligste land

Sådan stod der i ugeavisen i Hillcrest. Undersøgelser viser, at Danmark med demokrati, social ligestilling og fredelig atmosfære er verdens lykkeligste land. Zimbabwe præget af politisk og social strid er det mindst lykkelige, mens verdens rigeste land USA er på en 16. plads. En artikel der giver stof til eftertanke, for i Danmark klager vi meget og er generelt fokuseret på velstand, materielle goder, arbejdslivet og hvordan går det!

"Hvordan har du det?", spørger sydafrikanerne

Jeg synes, det er mere lykkeligt at opleve den sydafrikanske kultur, hvor ethvert møde starter med "How are you?" Uanset hvem man møder, så er det indledningen til et goddag eller en samtale. Man kan svare "fint" eller "okay". Også vælge at gå i dybden. Det væsentlige er at spørge til folks velbefindende. Og så foregår alt i slowmotion, man går langsomt og giver sig tid.

Mens Søren, Gugu og Angelina kørte tilbage til Pinetown ved 15-tiden fik Jens og jeg en god snak med Geraldine. Hun lagde mærke til, at Jens haltede. Havde et forslag til løsning. Han skulle ha' en stok, så han kunne hvile den dårlige fod ind imellem. Hun hentede også en stol til ham, så han kunne sidde ned og hvile sin fod.

En datter er guld værd

Geraldine fortalte om den pris brudgommen betaler for at blive gift. I hendes familie kostede det 11.000 rand (godt 7000 kr.), hvis bruden ikke har børn. Prisen faldt, hvis bruden har et barn, måske til 10.000 rand (6000 kr.). Hun havde selv en datter, som havde fået et barn for nylig uden at være gift. Det var hun ked af, for så faldt prisen. Døtre sikrer deres forældre bedst ved at blive gift, inden de sætter børn i verden.

Vi leder efter en udflugt med guide

Vi vil gerne på nogle flere ture i KwaZulu-Natal, og snakkede med Søren om, hvordan det bedst kunne lade sig gøre. I Sydafrika er der venstrekørsel, meget trafik, og de kører hurtigt, så vi havde ikke mod på at leje en bil og selv køre rundt. Han anbefalede os at søge på nettet og sende en forespørgsel vedr. de ture, vi ønskede. Vi havde vore bærbare computere med, og var koblet trådløst på internettet, som viste sig at være hurtigere i weekenden, hvor Peter ikke arbejder. I øvrigt gratis at benytte internet, som var en del af huslejen. Efter aftensmaden brugte jeg flere timer på at undersøge priser og finde lokale rejseselskaber, der udbyder ture til Hluhluwe, Drakensbjergene og zuluernes land. Der var masser af muligheder. Vi valgte at sende en forespørgsel til Amatikulu Tours vedr. mandagstur til "Durban city & Valley of the 1000 Hills".

Der er meget stille om søndagen

Man kan godt mærke, det er søndag. Næsten ingen trafikstøj og os (vi boede ud til en meget trafikeret gade). Solen skinner fra en skyfri himmel, det er dejlig varmt.

Følelsen af at være fængslet bundfælder sig

Levevilkårene i dette område begynder at sætte sine spor. Klaus og jeg savner friheden, det føles som et åbent fængsel at leve bag hegn og tremmer. Følelsen af ikke at kunne bevæge sig frit rundt udenfor og slet ikke, når det er mørkt. Dvs. i egen gårdhave kan man sagtens sidde ude.

Tid til vasketøj

Selv om vi havde adgang til både vaskemaskine og tørretumbler, besluttede vi os for at vaske lidt tøj i hånden. I gårdhaven var der et tørrestativ, og tøjet ville tørre hurtigt i det gode vejr. Jeg måtte dog først en tur i KwikSpar for at købe vaskepulver. I øvrigt noget som vaskede renere, end det vi kender.

Alle de sikkerhedshegn gør indtryk

I løbet af dagen var Klaus flere gange ude at gå en lille tur, ud at se lidt i Pinetown. Jeg oplevede det også ganske fredfyldt og uproblematisk at gå den halve km alene til købmanden. Jeg mødte mange på gaden, både sorte og hvide mennesker, som gik i slowmotion. Hos købmanden var der også en blanding af sorte og hvide. Og alle smilede og så ganske harmløse ud. Det føltes malplaceret at være bange for overfald, samtidig med at det var meget konfronterende at gå forbi det ene sikkerhedshegn efter det andet, en stor kontrast til de danske hække.

Ved middagstid kom Gugus kusine på besøg

Hun var træt efter at ha’ været til bryllup i går. Vielsen foregik i 4 timer i kirken, hvor man dansede og festede.

Senere fik vi også besøg af Mfana, han er Geraldines lillebror og meget stille og genert i forhold til sin søster. Søren og Mfana lærer hinanden deres sprog (dansk og zulu). Begge er vist lige lærenemme!

Søren lavede popcorn, og vi fik te, kaffe og juice. Nød samværet og solen i vores gårdhave. Og så var det min tur til at lave dansk mad, som Gugu skulle smage. Lasagne som Søren godt kan li' den.

Lidt om Durban

Durban har næsten 3.500.000 indbyggere og er den største by i KwaZulu-Natal, og den tredjestørste by i Sydafrika. Pga. det behagelige klima året rundt og de mange hoteller og gode strande er byen også én af de mest populære feriebyer i Sydafrika. Her er op til 32 grader om sommeren og ned til 20 grader om vinteren, sådan cirka. Da skiltene med "kun for hvide" blev fjernet i 1990'erne, blev området et populært turiststed for både sorte og hvide.

1/3 af indbyggerne i Durban er indere

Inderne er overvejende hinduer og ankom i 1860'erne, da briterne grundlagde sukkerindustrien. Gårdejerne havde svært ved at skaffe arbejdskraft blandt zuluerne, så den britiske regering hentede indiske gæstearbejdere i Indien og gav dem arbejdskontrakter for 4-5 år ad gangen. Inderne blev i Durban og har siden formået at fastholde deres sprog, religion, påklædning og kastesystem.
 

Zuluerne kalder Durban for eThekwini

Det betyder et sted ved havet. Et af de første steder i Sydafrika, som europæerne fik kendskab til, da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama under sin søgen efter søvejen til Indien gik i land juledag i 1497 og gav området navnet Natal, som betyder jul på portugisisk. Havnen i Durban er i dag den største og vigtigste i Sydafrika. 

I 1824 ankom en delegation på 25 mænd til Durban fra Cape kolonien. De var under den britiske løjtnant F. G. Farewell og grundlagde en by på den nordlige kyst ved Natal-bugten (i nærheden af Farewell Square). En af Farewells ledsagere var Henry Francis Fynn, som hjalp zulukongen Shaka med at komme til kræfter efter at været såret i et slag. Som tak gav Shaka ham 25 mil af kysten og 100 mil i dybden.

Under et møde i 1835 besluttede man at bygge en hovedstad i Fynns område og navngive den efter Sir Benjamin D'Urban (guvernør for den britiske Cape koloni). Tre år senere grundlagde the Afrikaans (boerne) republikken Natalia nord for Durban med Pietermaritzburg som hovedstad. Men voldsomme konflikter med zuluerne førte til en evakuering af Durban, og under militært pres accepterede de at komme under britisk styre. En britisk guvernør blev sendt til området, og mange emigrerede til Durban fra Europa og Cape kolonien.

Vi ville gerne til Victoria Street Market

Der var ingen respons på vores forespørgsel om udflugt, så vi bad Søren hyre Dave til at køre os til Durban. Vi ville gerne til Victoria Street Market og købe krydderier hos inderne. Vi spurgte Dave, om han havde nogle gode tips til udflugter, og han anbefalede, at vi først kørte til turistkontoret i Durban, hvor vi kunne få hjælp til at arrangere nogle udflugter. Ikke nogen god ide selv at gå fra Victoria Street til turistkontoret, selv om der ikke var ret langt. 

Jeg fik kolde fødder

"Nu er vi i det mest kriminelle område i Durban", sagde Dave og låste bildørene. Det var lige der omkring, hvor vi kørte forbi Victoria Street, og så fik jeg kolde fødder. På gaderne var der kun sorte, masser af sorte mennesker. Her ville jeg være én af de få hvide og ligne en rig turist, der var værd at plyndre. Ikke noget jeg ønskede at afprøve, heller ikke et sted jeg ønskede at tilbringe mange timer uden en kendt guide. Jeg følte mig mest tryg i Daves bil. Turde heller ikke fotografere inde fra bilen, det var tydeligt at mærke på Dave, at han ikke brød sig om at køre her! Men et par fotos måtte jeg dog ha'!

Victoria Street Market kunne ikke anbefales

Vi spurgte Dave, om det var sikkert at besøge Victoria Street Market. "Ja", sagde han. Så spurgte vi, om han ville anbefale det. "Nej, ikke et sted han ville sætte sine ben. Man var også holdt op med at arrangere ture dertil for voluntørerne, fordi der skete for mange tyverier og overfald. I stedet for kunne han anbefale Ushaka Marine World. Der kunne vi se hajer, delfiner, slanger og andre fisk. Gå tur langs stranden, der var butikker og restauranter. Et sikkert område for turister.

Turistkontoret er i den gamle stationsbygning

På turistkontoret havde de masser af tid, de var meget venlige og imødekommende, der var masser af brochurer, og jeg skulle bare give mig tid til at udvælge, hvad jeg gerne ville ha'. Frit valg på alle hylder. Men ellers ingen direkte hjælp at hente. Jeg havde forventet, de kunne hjælpe med at arrangere nogle ture, men det skulle jeg selv finde frem til via brochurerne. Så jeg opgav at bruge dem.

En dejlig dag i Ushaka Marine World

Ushaka Marine World ligger ud til stranden i det sydlige Durban og er et stort område med bygninger i zulustil, vandland, et enormt stort akvarium, slanger, hajer, delfiner og pingviner. Et væld af butikker og restauranter. Midt i det hele ligger et kæmpestort, gammelt skibsvrag. Flere gange om dagen er der delfinshow.

Det var dejligt at vandre rundt blandt de mange turister, uden at skulle tænke specielt på sikkerhed. Alle gik rundt med deres kameraer, og der var en meget afslappet atmosfære. Netop som vi kom, optrådte zuluerne med deres traditionelle danse, det var spændende at opleve.

Ushaka Sea World er spændende

Efter en tur gennem butiksgaderne kom vi ned til stranden. Her var indgangen til Ushaka Sea World, hvor man skulle betale entré for at komme ind.

Delfinshowet startede kl. 13.30, det ville vi gerne se, noget som Jens ikke havde oplevet før. På storskærmen kunne man bl.a. følgerne tilskuerne, inden showet begyndte. Senere blev der zoomet ind på delfinerne.

Akvariet er det største, jeg nogensinde har set

Den ene farvestrålende fisk efter den anden. Masser af hajer og slanger. Udenfor var der også mulighed for at krybe ned i et bur og iagttage hajerne under vandet, ikke noget der fristede mig.

Frokosten fik vi først omkring kaffetid, da vi fandt et rigtig godt sted. Den eneste ulempe var, at her var forstyrrende bier, noget vi ikke oplevede siden hen på turen.

Trafikmylder forsinkede Dave

Vi havde aftalt med Dave, at han skulle hente os kl. 16 ved udgangen, men han kom først 16.45 pga. myldretid og lange køer. Lige inden han kom, mente Jens, at han godt kunne nå at gå tilbage til Ushaka for at købe postkort og souvenirs (en elefant og et næsehorn). Kort efter kom Dave, og det var ikke så velset, at han holdt på taxaernes holdeplads, fordi han havde sin egen private taxa. Vagterne ville helst ha' haft, at han forlod området straks.

I Pinetown blev vi sat af ved KwikSpar, hvor vi handlede ind. Der var ikke nogen problemer med at gå hjem i mørke.

En dejlig aften med zulumad

Søren og Gugu lavede aftensmaden, traditionel zulumad som smagte rigtig godt. Dertil dessert med en vin der smagte lidt som Bailey. Gugu viste os, hvordan man så nemt som ingenting bærer en skål på hovedet. Hun kunne også gå hurtigt med en flaske cola på hovedet uden at tabe den.

Gugu skulle på arbejde, fordi Geraldine havde influenza. Derfor kunne Søren tage med på en tur i dag, og han ville gerne til Pavillion, som er et indkøbscenter i Westville (mellem Pinetown og Durban). Dave kunne køre os, han havde forresten fødselsdag, blev 37 år.

Indkøbscentret Pavillion var enormt stort

Der var fire etager og rullende trapper. Ved indgangen stod der flere vagter, som tjekkede alle for våben. Overalt i Pavillion var der også masser af vagter, både i gaderne og i butikkerne. Når man skulle ind i en butik, blev man tjekket, ligeså når man skulle ud igen, samtidig med et smil og det klassiske "How are you?" og "Have a nice day". Alle ekspedienter og vagter var sorte mennesker, jeg så ikke én eneste hvid ansat.

Allerførst fulgtes vi ad, og som det første købte Jens en pande til at lave omeletter i. Siden kunne Gugu få den. Derefter var vi i en enormt stor boghandel, én Søren ofte kommer i. Her købte han en lille ordbog: 'zulu-engelsk'. Geraldine har forresten givet Søren et zulunavn, Bongo som betyder stor dreng. Søren kan godt lide styrketræning og muskler...

Så blev det frokosttid

Søren kendte en rigtig god restaurant. Her var der endda en rygerafdeling, hvor man også kunne sidde og spise. Fint nok, men faktisk var der alt for varmt og tæt i lokalet. Her havde Klaus ikke lyst til at sidde, han satte sig lige udenfor på den anden side af glasruden. I restauranten var der flere, som sad over en kop kaffe med deres bærbare computere. Måske de havde frokostpause?

Vi ville gerne smage den lokale øl

Først bestilte Jens og Søren, og jeg sagde "the same for me". Blev noget skuffet da ekspedienten hældte en Cider op til mig. Hun havde åbenbart hørt forkert. Herefter fik vi en fantastisk lakseret med salat, smukt anrettet og meget velsmagende. Sluttede med at aftale, at vi mødtes ved udgangen kl. 16, så kunne enhver shoppe i eget tempo. Noget jeg som eneste kvinde i selskabet var rigtig glad for.

Tøj er meget, meget billigt i Sydafrika

Noget med 25 % af prisen eller mindre. Det vidste jeg godt hjemmefra, så jeg havde ikke så meget tøj med, der skulle være plads i kufferten, så jeg kunne købe en masse nyt. Derfor gik jeg fra den ene forretning til den anden og prøvede på, men købte kun én bluse, for jeg kunne ikke rigtig finde ud af det med størrelserne i starten, de har andre numre, end vi kender. Kollektionerne var også mest vintertøj, jeg var på udkig efter sommertøj. Ved indgangen til prøverummene stod der også vagter. De talte hvor mange stykker tøj, man havde med, hvorefter man fik et skilt med dette antal. Herefter kunne man frit vælge rum og prøve alt det tøj, man ville.

På hjemvejen blev vi igen sat af ved købmanden, hvor vi handlede ind. Ved enhver kasse bliver varerne pakket i poser, og alting foregår i slowmotion. Der er stor tålmodighed, når man står i kø.

Børnene lærte tryllenumre

Inden aftensmaden var Nikita, Ayla, Donovan og Michael på et lille besøg sammen med Penny. Ayla er Pennys datter på ca. 12 år, Nikita og Donovan deres adoptivbørn i 7 års alderen. Michael bor i nabolaget. Besøget startede med at børnene legede ovre hos dem selv og kastede med sten ind til os, derfor inviterede vi dem ind, de måtte gerne besøge os. Vi havde det rigtig sjovt med bl.a. tryllenumre, som Jens kunne lære dem.

Penny og Peters børn går i hjemmeskole

Børnene har damp, er medicineret, og skolen vil ikke ha’ dem, fordi de forstyrrer de andre børn. Derfor har Penny og Peter sat et lille træhus op ude i deres have, og her underviser Penny børnene hver dag. Nikita er et livstykke uden lige, meget aktiv og med sine egne meninger, hvorimod Donovan virker mere stille og usikker på sig selv.

Vi tjekker muligheder for udflugter

Jeg snakkede lidt med Peter om, at vi gerne ville på nogle udflugter til Hluhluwe, Shakaland, Drakensbjergene og Valley of the 1000 Hills, også gerne rundt i Durban, og spurgte om han kunne hjælpe med at arrangere noget, om han kendte nogle gode rejseselskaber i området. Han foreslog, at de kunne køre os rundt i weekenden. Han skulle nok arrangere noget, hvilket vi glæder os vildt til.

Amatikulu svarede på min forespørgsel om udflugten til Durban og Valley of the 1000 Hills. De kunne torsdag, d. 10. juli. Vi sendte en ny mail for at høre, om de kunne hente og bringe os.

Jeg vågnede med snue og lidt feber, følte mig sløj fra morgenstunden. Op ad dagen blev det meget værre, så om eftermiddagen måtte jeg gå i seng et par timer. Klaus gik en tur i indkøbscentret for at købe sko og jakke. Han var allerede gået, da Søren kom med sin havregrød for at spise morgenmad sammen med os. Han fortalte, at Gugu ikke kunne komme på arbejde. Busser og taxaer strejkede pga. de høje benzinpriser. Butikkerne var dog åbne.

Amatikulu svarede tilbage, at vi kunne blive hentet og bragt. Aftalen var først bindende, når de havde modtaget betaling. Jeg vidste af erfaring, at en overførsel af penge via netbank ville ta' ca. 1 uge, men jeg kunne sende dem en kvittering pr. mail. Følte mig bare ikke frisk nok til at tænke på en tur, så vi aflyste. Kunne ellers ha' været spændende.

Sydafrika kaldes også for regnbuenationen

Der er mange forskellige nationaliteter i Sydafrika. En stor del af dem nedstammer fra indvandrere, som i løbet af de sidste 1000 år er kommet til landet. Befolkningen repræsenterer således både mange folkeslag og alle farver, fra de mørkeste sorte til de lyseste hvide. Ni sorte folkeslag udgør over 75 % af indbyggertallet i Sydafrika. De to største grupper er xhosaerne i det vestlige og østlige Cape samt zuluerne i KwaZulu-Natal. Resten af befolkningen stammer især fra England, Holland og Indien.

Der er 11 officielle sprog

Alle de mennesker vi mødte, kunne snakke engelsk. Uanset hvor og hvem foregik det hele på engelsk. De mange forskellige befolkningsgrupper har hver især deres eget sprog. 23 % taler zulu, 21 % taler xhosa og 16 % taler afrikaans. Gugu taler både engelsk og zulu, et sprog som Søren øver sig i at lære og kan forstå en del af. Penny og Peter, som stammer fra Johannesburg, taler udover engelsk også afrikaans, et sprog der minder meget om hollandsk.

De har mange religioner

Langt de fleste sydafrikanere er kristne, men der er også hinduer, muslimer og jøder. Det er meget brugt at gå til gudstjeneste om søndagen, og det foregår ikke nødvendigvis i en kirke. En forsamling med en præst kan sagtens holde gudstjeneste hvor som helst i det fri. Mange praktiserer også en kristen og en traditionel afrikansk religion samtidigt.

Sydafrika er en blanding af et rigt industriland og et fattigt uland

Guldminer, diamanter, ædelstene, platin og kul danner grundlaget for landets økonomi. Der er også et omfattende landbrug, hvor der produceres majs, korn, appelsiner, æbler, druer, vin, tobak, sukker og bomuld.

Indtægter og levestandard er dog meget skævt fordelt, forskellen på rig og fattig er voksende, trods apartheids afskaffelse. Mellemklassen og de rige bor i villakvarterer bag sikkerhedshegn, og de fattigste bor i slumlignende områder, som kaldes townships (områder som det hvide regime henviste dem til under apartheid). En stor del af de sorte bor sammen med deres familie ude på landet, hvor de har deres egne huse og jord. De har elektricitet og rindende vand, men betaler for strøm med forbrugskort (ligesom taletidskort).

Lønningerne er meget lave. Fx arbejder Gugus mor i et gartneri, hvor hun tjener 3000 rand (ca. 1900 kr.) pr. mdr. Der er også rigtig mange arbejdsløse (28 %) i Sydafrika. Udenfor vores hus kom der hver dag en kvinde med en kuffert. Hun pakkede sine varer ud og satte sig under det store træ med sin lille kiosk. Klaus var bl.a. ude og købe en pose chips ved hende. Hver aften pakkede hun sammen og gik, hvor hen ved jeg ikke. Fra mit sovekammervindue kunne jeg ud gennem tremmerne delvist følge hendes aktiviteter. Det var tankevækkende den morgenstund, hun havde følgeskab af en mand, som samlede små kviste op rundt om træet, hvorefter de tændte et bål, som de stod og varmede sig ved.

Sydafrikas største problem er aids

Ca. 6.500.000 ud af knap 45.000.000 er hivpositive, og mange børn er blevet forældreløse. Søren rejste for 1½ år siden til Durban i 3 mdr. som volontør på et hospital for aidspatienter. Selv om der efter apartheid blev undervisningspligt for alle, er der mangel på både skoler og lærere. Det er almindeligt, at der i en klasse er over 30 børn, fortalte Penny.

En stor gruppe sorte har aldrig fået en uddannelse, hvilket har øget arbejdsløsheden. 14 % kan ikke læse eller skrive. Vi oplevede i Pick'n Pay, at ekspedienten i tobaksafdelingen ikke kunne finde den vare, vi bad om. "I can't read", sagde hun, og så måtte vi beskrive pakkens farver og placering på hylden, det fungerede fint.

Gugu lavede aftensmad, som smagte rigtig godt. En sammenkogt ret, baked beans, salat, og frugtsalat til dessert, med et glas dessertvin til. Jens sad med Angelina, de to hyggede vældigt.

Har ikke rigtig sovet i nat, dog hvilet. Drak 1 liter vand i løbet af natten, det hjalp meget, også at ligge ned under en varm dyne. Føler mig bedre tilpas i dag, fryser lidt, men har bedre energi. Startede med at vaske op, det blev ikke gjort i går, efter jeg var gået til ro.

Vi skulle ha’ været på tur til Durban og Valley of the 1000 hills i dag, men måtte aflyse pga. min feber. I stedet for gik vi i indkøbscentret Pine Crest, som ligger 1 km herfra. Her købte jeg tre bluser, en jakke og et par cowboybukser for 720 rand, det er ca. 450 kr. i alt. Vi mødte Søren derinde, han havde først været inde i træningscentret, siden handlet ind.

De er rigtig mange om at udføre arbejdet

I supermarkedet Pick’n Pay var der mange vagter. Vi fik også klistret indkøbsposerne (fra tøjbutikkerne) til. Rundt omkring i supermarkedet gik der vagter, rengøringsdamer fejede og tørrede gulv. Ved kassen var der både en pakkedame og en vagt. P-vagter uden for, vagter ved prøverummene.

På tankstationen ved siden af supermarkedet var der fire om at fylde benzin på. De ansatte er i øvrigt bange for røveri. De høje benzinpriser bevirker, at der er risiko for at blive skudt, hvorefter bilisten flygter med fyldt tank. Der var også flere om at vaske biler pr. håndkraft.

Uden chauffør ingen udflugt i morgen

Jeg havde fundet en brochure om PheZulu safaripark på Botha’s hill i nærheden af Hillcrest, hvor man kan se dyr, krokodiller og slanger, zuludans mm. Gugu skal arbejde fredag, så Søren ville gerne med (der har han ikke været). Men Dave skulle på weekend, og Aron var syg, så ingen chauffør. Gugu kendte ellers stedet, hun har været der med skolen.

Jeg lavede farsbrød til aftensmad, vi købte en foliebakke til ovnen. Mens vi spiste kom Penny, men ville ikke forstyrre.

Her til morgen snakkede vi med Penny og Peter. De kan køre ture lørdag og søndag. Bliver spændende, hvad vi får at se. Internettet er meget ustabilt og langsomt. Det er uforudsigeligt, hvornår det virker. Allerede kl. 8 kom Søren til morgenmad. Nyder sin proteinrige omelet med masser af pasta og kødrester fra i går. Han ville være sikker på, at Klaus ikke var gået sin morgentur.

Der snakkes meget om VM i fodbold 2010

I 2010 skal Sydafrika være værter ved VM i fodbold. Noget de ser meget frem til. I Durban lufthavn er der en stor udsmykning med 'Countdown'. Lufthavnen har kun indenrigs flyvninger, og man arbejder på at få den omdannet til en international lufthavn, så turister kan flyve direkte hertil uden mellemlanding i enten Johannesburg eller Cape Town. Turisme er nemlig en væsentlig indtægtskilde. Det skaber også mange nye jobs at bygge stadion, men de mange penge kunne også være brugt til at bygge huse til alle dem, som mangler et sted at bo.

En lang snak om Sydafrika

Jens lavede en rigtig dejlig kyllingeret i Gugus wok, som vi havde lånt. Vi fik både ris og kartofler til, og Gugu var specielt glad for kartoflerne. Lige efter aftensmaden kom Penny og Peter på besøg. I morgen kl. 7 skal vi til Hluhluwe, på søndag lokalområderne. Det glæder vi os meget til. Vi fik også en lang snak om Sydafrikas historie med fokus på apartheid og kriminalitet.

Sydafrikas historie

I 1994 havde Sydafrika de første demokratiske valg, hvor Nelson Mandela blev valgt som landets første sorte præsident. Siden 1999 har Thabo Mbeki været præsident. Man fik en ny grundlov i 1997, og det er en af de mest demokratiske i verden. Den indeholder en række bestemmelser, som skal sikre de grundlæggende menneskerettigheder. Parlamentet er sammensat af to kamre, som har den lovgivende magt. Nationalforsamlingen på 400 medlemmer vælges ved direkte valg, og Nationalrådet for Provinserne (90 medlemmer) udpeges af ni provinsparlamenter. Hver af landets ni provinser har overvejende selvstyre med egen lovgivende forsamling, regering og regeringschef. Antallet af medlemmer i provinsparlamenterne afhænger af indbyggerantallet. Retsvæsenet afhænger hverken af regering eller parlament. I Johannesburg findes en forfatningsdomstol, som skal sørge for, at grundloven overholdes.

Urbefolkningen i Sydafrika var buskmænd og hottentotter

Mange steder i Sydafrika og Lesotho findes der hulemalerier, som er lavet af buskmænd og hottentotter. Man kalder dem også for san og khoikhoi. Nordfra kom de første sorte bantu-folk inden år 1000. Man formoder, at der var mellem 1 og 2.000.000 sorte i det østlige Sydafrika, da de første hvide kom i 1497. Men man ved faktisk ikke rigtig noget om Sydafrikas historie før den tid, fordi intet er nedskrevet.

Portugiserne var de første europæere i Sydafrika

Den portugisiske opdagelsesrejsende Bartholomeu Dias tog hjemmefra i 1487 for at finde søvejen til Indien. Han sejlede langs Afrikas vestkyst. Undervejs kom han til Mossel Bay (Muslingebugten). I 1488 nåede han til det sydligste punkt, som fik navnet "Kap det Gode Håb". Herefter sejlede han lidt op ad østkysten, hvorefter han vendte hjem til Portugal med beskeden om, at der kunne findes en søvej til Indien. I 1497 forsøgte kollegaen Vasco da Gama at sejle hele vejen syd om Afrika til Indien, og det lykkedes ham at nå Indien året efter. I julen 1497 ankrede Vasco da Gama sit skib ud for det nuværende Durban. Han kaldte området for Natal (som betyder jul på portugisisk).

Hollænderne (boerne) slog sig ned omkring Cape Town

Interessen for søvejen til Østen udviklede sig, og hollænderne anlagde en forsyningsstation ved Taffelbugten. Her kunne man få frisk vand og kød fra de lokale. De gav stedet navnet Cape Town (Kapstaden). Et naturskønt område med et dejligt klima, hvor hollænderne i 1657 fik lov til at slå sig ned og starte egne landbrug uden for byen. Efterhånden bredte de sig mod øst, og kaldtes for boere (bønder). Ved floden Great Fish River i Det Østlige Cape mødte hollænderne xhosaerne. Selv om parterne aftalte, at floden var grænse imellem dem, førte kvægtyverier og grænseoverskridelser til mange blodige konflikter i ca. 100 år.

Englænderne kom til Sydafrika i 1795

Da Frankrig i 1795 erobrede Holland, flygtede den hollandske konge til England, hvor han bad om hjælp til at beskytte de hollandske kolonier. Englænderne erobrede Cape Town samme år, men boerne havde svært ved at indpasse sig under det engelske styre, som forbød handel med slaver. Resultatet blev i 1820 en større engelsk udvandring til Sydafrika. Ca. 5000 englændere bosatte sig i området omkring Grahamstown for at styrke de engelske interesser.

Det Store Trek

I 1834 blev slaveriet helt afskaffet, og de frigivne slaver blev ligestillet med deres herrer. Noget som boerne bestemt ikke brød sig om. Derfor rejste ca. 14000 boere nordpå i de følgende år. De forlod deres frugtbare land i oksekærrer, og om natten stillede de vognene i en cirkel (laager). Senere er oksekærrerne blevet et symbol for boernes forsvarsvilje.

Boerne indtager zuluernes land

Sidst i 1830'erne ankom boerne til zuluernes land (det nuværende KwaZulu-Natal). Her blev de i 1838 lokket i et baghold, hvor over 300 boere blev dræbt. Da 10.000 zuluer senere samme år ved floden Ncome angreb en laager (vognborg) med 470 boere, blev 3000 zuluer dræbt af boerlederen Andries Pretorius og hans folk. Boerne havde skydevåben, mens zuluerne kæmpede med spyd. Blood River (Blodfloden) er kendt for dette slag, hvor mange sårede zuluer kastede sig i floden, så den blev rød af blod. Hvert år d. 16. december fejrer boerne denne sejr.

Englænderne overtager Natal

I første omgang udnævnte boerne landet til republikken Natalia, men i 1843 kom republikken under engelsk styre, som sendte ca. 5000 engelske indvandrere til området, som derefter blev mest engelsktalende. I 1860'erne var det svært at få lokal arbejdskraft til sukker- og bomuldsplantagerne. Derfor hentede man indiske gæstearbejdere og gav dem arbejdskontrakter for 4-5 år ad gangen.

Boerkrigene

I 1850'erne oprettede boerne to republikker længere mod nordvest. Transvaal (det nuværende Gauteng, Mpumalanga, Limpopo og North West) og Oranje-fristaten (Fristaten). Transvaal blev indlemmet af englænderne i 1877, og det medførte 1. Boerkrig (1880-81), hvor englænderne tabte slaget ved Majuba Hill. Den 2. Boerkrig (1899-1902) opstod, fordi englænderne samtidigt drømte om et stort imperium, og man havde fundet diamant- og guldminer i Kimberley og Johannesburg. Krigen udviklede sig til en guerillakrig, hvor boerne skiftevis passede deres arbejde på gårdene og deltog i bagholdsangreb på de engelske styrker, som aldrig kunne føle sig sikre. Englænderne brændte boernes gårde og anbragte kvinder og børn i koncentrationslejre, hvor 26.000 døde.

Den Sydafrikanske Union dannes

I 1910 blev Den Sydafrikanske Union dannet på grundlag af fredstraktaten fra 1902. Boerne havde sikret sig, at kun hvide i deres to tidligere republikker fik stemmeret. I de engelske kolonier blev økonomiske kriterier afgørende for at kunne stemme. Begge dele medførte, at de fleste sorte og farvede ikke opfyldte betingelserne. Således fik fredstraktaten stor indflydelse på den senere apartheidpolitik. Regeringen fik sæde i Pretoria, parlamentet i Cape Town og domstolene i Bloemfontein. Det første valg blev vundet af boerne, som dannede regering.

I 1912 blev der dannet en organisation (det senere ANC) som reaktion på den manglende stemmeret. Året efter blev den første jordlov vedtaget. De ikke hvide fik nu kun del i 13 % af jorden, og de kunne heller ikke købe jord uden for reservaterne. Hvis de fik arbejde uden for reservaterne, måtte de ikke medbringe deres familie.

Apartheid betyder adskilthed på Afrikaans

I 1948 fik Nationalistpartiet kun 39 % af stemmerne, men havde mandatflertallet pga. valglovens fordeling af stemmer i de tyndt befolkede områder. Sejren medførte en masse nye love i form af et raceadskillelsesprogram. Som det første blev ægteskaber og sex mellem racerne forbudt. Dernæst skulle alle registreres som enten sort, hvid, farvet eller asiatisk. Love bestemte, hvor de forskellige racer måtte bo. Sorte og farvede skulle have ID på sig 24 timer i døgnet. Alt blev opdelt, så hvide og sorte var adskilt, og det, der var tilgængeligt for de sorte, var generelt dårligere. Mange millioner mennesker blev tvangsforflyttet, mens lige så mange blev fængslet for at ha' overtrådt en eller anden lov.

De sorte skulle bo i hjemlande

Ifølge ’Hjertet i apartheid’ (en lov fra 1950), skulle forskellige racegrupper deles op i forskellige beboelsesområder, og regeringen kunne lovligt nedrive sorte slumkvarterer uden varsel eller kompensation. En anden lov tvang hvide til at betale for ordentlige boliger til sorte, som arbejdede i byerne. Fattige sorte kunne nu få job og bo i byerne, men det forstærkede de hvides had til de sorte, at de nu skulle betale mere i skat.

I en større lov blev det i 1958 vedtaget at skabe nogle territorier til sorte (de såkaldte hjemlande), med de sortes egen regering. 80 % af befolkningen i Sydafrika var sorte, som fik tildelt 10 % af Sydafrika. Målet var, at disse hjemlande på et tidspunkt skulle være selvstændige stater. De sorte fik tildelt en separat regering, som ikke kunne vedtage eller ændre nogen love, heller ikke foretage andre ændringer. Den sydafrikanske regering fortsatte med at regere over dem. Man sendte penge til hjemlandene i håb om at skabe arbejdspladser og bedre vilkår, men pengene faldt i de rige hvides hænder. For at tilskynde de sorte til at flytte til hjemlandene flyttede regeringen industriel udvikling i hvide byer til områder tæt på hjemlandene.

I 1970 ændredes status for de sorte i hjemlandene, så de officielt ikke længere var sydafrikanske statsborgere. Uden sydafrikansk statsborgerskab kunne de ikke få et pas. Noget som ikke blev accepteret af resten af verden, internationalt blev de stadig anset for en del af Sydafrika.

Pasloven

Sorte måtte ikke bo eller arbejde i de hvides områder uden et pas. Et pas gjaldt kun for ét distrikt, som ca. var på størrelse med en bydel. Mange hvide ansatte sorte husholdere, som boede i små skure udenfor familiens grund. I de hvide områder patruljerede politiet for at fange illegale sorte (sorte uden et gyldigt pas), og deportere dem til et hjemland. Dette skadede økonomien ved at forhindre sorte i at arbejde på hvide arbejdspladser med mangel på arbejdskraft. Sorte måtte heller ikke ansætte hvide mennesker.

Apartheid blev værre og værre

År efter år blev der tilføjet nye racistiske love. Sydafrikanske Kommunist Parti (SKP) og alle andre partier, som regeringen fandt kommunistiske, blev ulovlige. Medlemskab kunne straffes med op til ti års fængsel.

Alt fra a-z, fx biblioteker, fodgængerfelter, biografer, kirkegårde, parker og offentlige toiletter blev raceopdelte. De eksisterende faciliteter blev tildelt de hvide. Overtrædelse af loven blev straffet med flere års fængsel. Racistisk diskriminering på arbejdspladser blev lovlig. De sorte fik dårligere arbejdsforhold, en lavere løn og racistiske kommentarer.

Sorte måtte kun gå på skoler, som regeringen ejede. Universiteterne blev delt op mellem hvide, farvede og indere. Et hvidt barn fik tildelt ti gange så mange penge til undervisning. Sorte blev kun undervist i de mest grundlæggende ting, før de blev sendt ud på arbejdsmarkedet.

De sortes busser skulle stoppe ved de sortes stoppesteder, og omvendt. Første- og andenklasses togkupéer var for hvide, tredjeklasses for sorte. Taxaer var også raceopdelte. Hospitaler og ambulancer var delte. Hvide hospitaler var af god standard med veluddannede læger. Sortes hospitaler var ofte underbemandede med dårligt uddannede læger. Sorte betjente måtte ikke arrestere hvide mennesker uden særlig tilladelse. En hvid kunne således udføre kriminalitet for øjnene af en sort betjent, uden at der skete noget.

Sorte måtte ikke købe vin eller spiritus med en alkoholprocent over 12 %. Hvide blikkenslagere og elektrikere måtte ikke installere ledningsnet og vandrør i sortes huse, som derfor tit var uden strøm og vand. De sorte måtte ikke være med til de hvides gudstjenester. Afrikansk kultur skulle undertrykkes i medierne, det betød ingen afrikansk folkemusik i radioen, ingen afrikanske programmer i TV.

Nelson Mandela (1918 - ) og ANC

Nelson Mandela blev født i det østlige Cape d. 18. juli 1918. Han var søn af en høvding af den kongelige Thembu-slægt i Mveso, Transkei. På universitetet i Fort Hare involverede han sig i politik, og mødte Oliver Tambo (1917 - 1993). De blev begge smidt ud fra Fort Hare pga. deres politiske virke. Senere flyttede de uafhængigt af hinanden til Johannesburg. Mandela mødte Sisulu (1912 - 2003), og sammen med Tambo startede de ANC's ungdomsafdeling i 1943. Her brugte de mange kræfter på at få ANC til at etablere Kampagnen for Modstand (1952) mod apartheid. Mandela blev uddannet jurist, og i 1952 åbnede han det første sorte sagførerkontor i Johannesburg sammen med Tambo. Mandela var gift med Evelyn Ntoko Mase i 13 år, de fik to sønner og to døtre. Efter deres skilsmisse blev han gift med socialrådgiveren Winnie Madikizela. De fik to døtre.

ANC og andre oppositionsgrupper blev forbudt i 1960. Hermed sluttede de fredelige protester. Mandela gik under jorden og grundlagde Umkhonto we Siswe (Nationens spyd, kendt som MK) og organiserede sabotager. Han trænede som guerillasoldat i Algeriet, og besøgte England og mange afrikanske stater for at søge støtte. Da Sisulu i 1959 blev idømt 5 års husarrest af regeringen, sendte ANC Oliver Tambo til Zambia (her levede han i eksil i over 30 år) for at mobilisere international modstand mod apartheid. I 1962 blev Mandela fanget i en politifælde og blev i første omgang anklaget for at ha' forladt landet uden tilladelse. Dette blev han idømt 5 års fængsel for. I 1963 fandt politiet beviser på Mandelas rolle i ANC, og året efter blev han og bl.a. Sisulu fundet skyldige i højforræderi og sabotage. De blev idømt livsvarigt fængsel på Robben Island.

Apartheid blev afskaffet i 1991

Mandela og Sisulu blev løsladt i 1990, da præsident De Klerk var en af hovedmændene bag afskaffelsen af apartheid. ANC blev tilladt, og alle eksisterende apartheidlove blev ophævet i 1991. De Klerk og Mandela fik Nobels fredspris i 1993, og endelig i 1994 kunne Sydafrika afholde de første frie valg, hvor ANC fik 62 % af stemmerne, og Mandela blev valgt som den første sorte præsident (1994-99). I 1996 blev Mandela skilt fra sin kone Winnie, og to år senere gift med Graca Machel, som var enke efter en præsident i Mozambique.

Nu bor Mandela i Quno i Transkei, hvor han fejrede sin 90 års fødselsdag d. 18. juli i år (2008). I denne forbindelse er der netop udgivet 'the Mandela 90th birthday 5R coin'. Søren tog i banken for at købe nogle af disse mønter (hver kunde kunne højest købe fire), og han forærede mig én. Jeg er meget glad for denne gave, har altid beundret Mandelas indsats.

Mange hvide føler omvendt apartheid i dag

Vi havde en lang snak med Peter om apartheid. Søren deltog aktivt i debatten, han er hurtig og god til engelsk. Peter fortalte, at mange hvide nu føler det som omvendt apartheid, fordi der skal ansættes flere sorte end hvide. Det betyder ofte, at der ansættes mange sorte med manglende kvalifikationer (fordi de ikke fik tilstrækkelig uddannelse under apartheid). Samtidig flygter mange velkvalificerede fra virksomhederne for at undgå samarbejdet med ukvalificerede.

Vi mærkede ikke, at der er meget vold og kriminalitet i Sydafrika

Alene i Pinetown bliver der myrdet ca. 50 hvert år, kunne vi læse i avisen dernede. For hvert område var der en statistik over, hvor mange der var blevet myrdet, overfaldet, voldtaget, kidnappet mm. i løbet af det sidste år, og i statistikken figurerede Pinetown med høje tal. En aften hørte vi skud i nabolaget, men ellers mærkede vi ikke noget.

Årsagen til den høje kriminalitet er, at ca. 28 % af befolkningen er arbejdsløse. Peter fortalte, at hvis nogen fx ønskede ens bil, så var det lige meget, om man gav dem bilen eller ikke, for de skød dig under alle omstændigheder. De fattige føler, de intet har at tabe. En fængselsstraf vil indebære både kost og logi, hvilket er bedre end at leve på gaden og sulte. Derfor overvejes dødsstraf igen.

De høje benzinpriser gør, at nogen kører fra tankstationen med fyldt tank uden at betale. Andre skyder de ansatte og flygter i bilen. En liter benzin koster i øvrigt ca. 6,50 kr. i Sydafrika.

En lang og spændende udflugt

Vi havde aftalt med Penny og Peter, at vi skulle af sted ved 7-tiden. Planerne var at køre over Richards Bay til Hluhluwe, hvor vi skulle på safari. Dernæst over Ulundi og Melmoth til Shakaland, hvor vi skulle besøge en zulu landsby, se zuludans og spise aftensmad.

Penny og Peter havde campingbord, stole og en picnic-kurv med. Vi betalte selvfølgelig alle udgifterne for turen. Penny og Peters børn var ikke med, de blev passet af nogle venner. Vi kunne lige akkurat være i bilen, der var lidt trangt på bagsædet, hvor jeg sad i midten. Til gengæld en super udsigt. Det regnede lidt mellem Durban og Richards Bay, siden klarede det op og blev solskinsvejr. Køreturen fra Pinetown til Hluhluwe tog tre timer, det var godt med et ophold og pause i Richards Bay på udturen. Ligeledes dejligt med ophold og aftensmad i Shakaland (i nærheden af Eshowe) på hjemvejen.

KwaZulu-Natal er en provins i Sydafrika

KwaZulu-Natal (også kaldet KZN) blev dannet d. 27. april 1994, da de første frie valg i Sydafrika fandt sted. Navnet er en forening af, at Natal provinsen og det ikke selvstændige hjemland KwaZulu blev lagt sammen til én provins. Provinsen arvede to hovedstæder. Pietermaritzburg var hovedstad i Natal-republikken, og regeringen i KwaZulu havde sæde i Ulundi. Først i juli 2002 afgjorde et valg, at hovedstaden i KwaZulu-Natal skulle være Pietermaritzburg. 

KwaZulu-Natal er den eneste provins i Sydafrika, som har sit største etniske folk i navnet. På zulu betyder Kwa et sted eller land, og udtales 'ghwa'. KwaZulu betyder således Zululand, og da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama under sin søgen efter søvejen til Indien gik i land her juledag i 1497, gav han området navnet Natal, som betyder jul på portugisisk. KwaZulu-Natal er den eneste provins i Sydafrika, som konstant har indlemmet nye landområder siden 1843, da Natal blev besat af britiske styrker. I første omgang blev Natal indlemmet i Cape kolonien i 1844, men i 1856 blev den en selvstændig koloni. I 1897 blev Zululand en del af Natal. I 1970'erne blev Natal dog for eneste gang mindre, da Kwazulu under apartheid fik sin egen regering og var effektivt adskilt (dog ikke formelt) fra Natal.

Zulu er hovedsproget

Der bor godt 10 millioner i KwaZulu-Natal (2007), hvoraf 85,3 % er sorte, 8,5 % er asiatere, 4,7 % er hvide og 1,5 % er farvede. Generelt er zulu hovedsproget (80 %), men de fleste taler også engelsk. Afrikaans er det overvejende sprog i den nordvestlige del af provinsen (1,5 %). Og så er der også mange folkeslag med hver deres egne sprog. Vi oplevede dagligt, at befolkningen talte engelsk til os, og zulu indbyrdes.

I KwaZulu-Natal er der tre forskellige geografiske områder

Lavlandet ligger langs kysten mod øst ud til Det Indiske Ocean. Midtlandet har et meget bakket terræn. De 3000 m høje Drakensbjerge mod vest ligger tæt ved grænsen til Lesotho, og bjergene i Lebombo mod nord er lige før Swaziland.

Klimaet er behageligt året rundt

Årstiderne er modsat Danmarks. Den koldeste måned er juli, hvor der er ca. 23 grader om dagen og 11 grader om natten. Om sommeren (december) er temperaturen omkring de 30 om dagen og 20 om natten. Inde i landet er det lidt koldere, og i Drakensbjergene kan der godt falde sne.

Sådan præsenterer KwaZulu-Natal sig

Løven og gnuen er symbolet på, at de to områder, som sammen danner KwaZulu-Natal, skal støtte hinanden med respekt.

Zig-zag striberne repræsenterer Drakensbjergene.

Stjernen fortæller om både kysten, som fik navnet 'Natal' af Vasco da Gama, og zuluernes myte om at de er himlens folk.

Blomsten på skjoldet symboliserer provinsens skønhed.

Spyddet og kastekøllen repræsenterer fred og beskyttelse.

Kronen, som er en rund hytte i zulustil, viser de gamle zuluers visdom og fuldkommenhed.

Mottoet er "Masisukume Sakhe", som betyder "Lad os rejse os og bygge op".

Richards Bay

Richards Bay ligger ved floden Mhlatuzes udmunding. Byen har en af de største havne i Sydafrika, herfra udskibes enorme mængder kul fra minerne i Witbank, som ligger inde på højsletten. Under 1. Boerkrig oprettede Sir Frederick Richards (kommandør i Cape) en nødhjælpshavn på dette sted, og byen er opkaldt efter ham. I 1976 blev havnen lavet om til en dybvandshavn med jernbane og en olie/benzin pipeline til Johannesburg.

Kulterminalen i Richards Bay har verdens største kul-eksport faciliteter med en planlagt kapacitet på 91 millioner tons pr. år i 2009, mod 66,12 millioner tons i 2007. Jernmalm, titaniumoxid og zircon bliver udvundet fra klitterne tæt ved lagunen i Richards Bay. Lokalt eksporteres kul, aluminium, titanium og andre tunge mineraler, granit, jernkrom, papirmasse, træspåner og fosforsyre.

Midt på formiddagen ankom vi til Richards Bay. Her kom Penny ofte som barn, og hun ville gerne vise os stedet. Lige før parkeringspladserne ved stranden var der mange aber. På det store græsareal inden stranden var der mange overdækkede spisepladser. Her holdt vi pause med cola og muffins. Penny havde købt ind og fortalte, at hun havde en sød tand, det har jeg ikke. Jeg ville hellere ha' haft noget frugt, salat, kiks eller brød med ost. Et af de tidspunkter, hvor jeg længtes efter de danske ostemadder. Jeg var en tur helt nede ved stranden og kigge. På molen stod der enormt mange og fiskede. Og så var der gang i surferne.

Mellem Richards Bay og Hluhluwe er der mange store skove, og her var skovarbejderne i fuld sving med at læsse træstammer på lastbiler. Træet bruges til fremstilling af papir. Da vi nærmede os Hluhluwe, var der mange køer på vejen. De gik både i vejkanten og midt på vejen, der var ingen indhegninger. Uanset om det er små veje eller motorvejen, så kan man tit møde køer på afveje.

Safari i Hluhluwe-iMfolozi Park

Hluhluwe-iMfolozi Park er et indhegnet vildtreservat i hjertet af Zululand, hvor gamle veje fører gennem bushen og langs store floder. Parken blev oprettet sidst i 1890'erne og er den ældste i Sydafrika. Engang var dette område Kong Shakas jagtområde.

I dag kan man enten køre rundt i parken i sin egen bil, eller komme med på en guidet tur, der foregår i en åben jeep. Der er åbent mellem 6 og 18 om vinteren, og mellem 5 og 19 om sommeren. Der findes tre porte, Memorialgate ved Hluhluwe mod nord (her startede vi), Nyalazi Gate ligger midtvejs, og Cengeni Gate mod syd (her sluttede vi). Parken er et lav-risiko område mht. malaria.

Udover The Big Five (de fem store), nemlig løven, elefanten, leoparden, bøffelen og næsehornet findes der bl.a. også blå gnuer, zebraer, giraffer, impalaer, vandbukke, rørbukke, springbukke, nyalaer, kuduer, skriftantiloper, dværgantiloper, vortesvin, geparder, aber, bavianer, vilde hunde og hyæner samt over 300 forskellige fuglearter.

I Hluhluwe (udtales susjlui) mod nord er der grønne bakker og floder, mens iMfolozi mod syd er åbent savanneområde. Oprindeligt var det to adskilte parker, men i 1989 forbandt man dem med en korridor under landevejen. Tilsammen udgør de et areal på ca. 1000 km2, der administreres af KZN Wildlife, som har næsehornet som symbol.

Parken er kendt for at ha' været med til at redde det hvide næsehorn fra udryddelse. I begyndelsen af 1930'erne var der kun ca. 150 hvide næsehorn tilbage i det sydlige Afrika. Resten var blevet skudt. Et yngleprogram øgede bestanden til over 1000.

Det hvide næsehorn har fået sit navn efter det hollandske ord weit (som betyder bred), fordi det har brede, firkantede overlæber, som bruges til at nappe græs af. Ordet weit lyder som det engelske white (hvid). Det sorte næsehorn er lidt mindre end det hvide og har en kraftig overlæbe, der bruges til at samle føde fra træer og buske. Men ellers har de faktisk samme farve.

I parken findes en restaurant på Hilltop. Her er der også 20 runde hytter (rondaveller) med fælles køkken og bad. Rundt om i bushen findes der yderligere lodges, hvor man kan overnatte. I områderne omkring Hluhluwe dyrkes der i øvrigt mange ananas.

Håndlavede ting i zulustil sælges overalt

Ved siden af parkeringspladsen (Memorialgate) var der en stor, rund forretning i zulustil. Der var ikke den håndlavede ting, man ikke kunne købe. Udvalget var enormt, fascinerende og priserne høje, synes jeg. Der var alt lige fra perlekæder, hatte, fade, krukker, skeer, tasker, trommer og til spyd.

Midt i det hele sad to kvinder og syede perlehalskæder, som minder meget om de grønlandske. Et arbejde som tager rigtig lang tid og kræver stor tålmodighed. Vi snakkede lidt med kvinderne, som fortalte, at en sektion (vist nok 5 cm) tog en times tid. Jeg købte ikke noget, for så "ville jeg ha' haft lidt af det hele", og det rakte hverken min penge eller kuffertplads til.

Vi kørte selv rundt i parken

Vi ankom først ved 11-tiden, og derfor var det ikke muligt at komme med på en guidet tur. De starter nemlig kl. 10. Ikke noget problem, fordi man selv kan køre rundt i egen bil, i eget tempo og den vej man ønsker. Al energi blev nu brugt på at spejde efter dyr, og vi kørte langsomt og med åbne vinduer, så vi bedre kunne fotografere undervejs.

Mellem Memorialgate og Hilltop fik vi øje på nogle giraffer ganske tæt på. Selvfølgelig måtte vi holde stille, beundre og ta' fotos. På denne strækning så vi ind imellem nogle dyr i det fjerne, og vi spejdede selvfølgelig især efter The Big Five (uden held). På et tidspunkt kom vi til at køre lige efter en safari jeep, og så længe den kørte uden stop, var der ikke nogen dyr i nærheden, konkluderede vi.

På Hilltop holdt vi pause og picnic med den flotteste udsigt, man kan tænke sig. Området var indhegnet, så det var ganske ufarligt og meget afslappende at sidde herude midt i bushen og nyde lidt mad og drikke.

De næste tre timer kørte vi rundt i Hluhluwe-iMfolozi Park, som er et stort område, og vi så det ene pragtfulde dyr efter det andet. Nogle gange nåede Peter at stoppe, så vi kunne kigge på dyrene og fotografere, andre gange var dyrene på vej ind i bushen, inden han fik bakket, når vi råbte stop.

Midt i det hele var der sket et trafikuheld, og vejen var spærret. Der var kun lidt materiel skade i form af skrammer og små buler på siden af bilerne, og den ene bilist var i gang med at skifte hjul. Vi formoder, at de begge har kigget mere efter dyr end kørsel, og dermed har strejfet hinanden.

Vi var så heldige at se mange næsehorn tæt på og bøfler i det fjerne (for langt væk til at kunne zoome ind på og fotografere). Peter havde det med at holde stille i lang tid, der hvor næsehornene gik bare 5-10 meter inde, og så kaldte han på dem. Vi var aldeles ikke interesserede i, at de skulle komme nærmere, men Peter hyggede sig med det. Nær Cengeni Gate stod der lige pludselig et næsehorn midt på vejen ca. 7 m fremme. Det kiggede på bilen, og forsvandt hurtigt ind i bushen.

Det sidste stykke før Cengeni Gate foregik på grusveje, som GPS'en ikke kunne finde. Retningen var god nok (mod Ulundi), men det føltes endeløst med de kringlede og snoede grusveje. Vi kom igennem flere vejkryds med skilte, uden rigtig at kende navnene (her havde et kort over parken været godt at ha' med). Da vi nærmede os kl. 16, tænkte jeg lidt på, om Peter nu også kunne finde en vej ud, inden det blev mørkt. Han virkede meget rolig, selv om det var tydeligt, at han ikke vidste, hvor vi var. Langt om længe viste et vejskilt heldigvis mod Cengeni Gate.

Den tidligere hovedstad Ulundi

Ulundi ligger på en bakketop ved White Mfolozi River.  I dag er der ca. 16.000 indbyggere i Ulundi, som har en indenrigs lufthavn, enkelte museer og relativt få fabrikker, som bearbejder lokale afgrøder, tobak og tømmer. Ellers er ikke rigtig noget erhvervsliv, og der er ingen udvikling i byen.

Da Cetshwayo blev zuluernes konge i 1873 etablerede han sin kongelige landsby (kraal) nordøst for den nuværende by og kaldte stedet uluNdi (det høje sted). I 1879 erobrede den britiske hær den kongelige kraal. 1500 zuluer og 13 briter blev dræbt. Dette sidste slag i zulukrigen endte med, at briterne nedbrændte byen. Til minde om slaget er der på dette sted bygget et stentempel med en kuppel af sølv.

Under apartheid byggede man i 1970'erne en ny hovedstad i Ulundi, hvor regeringen skulle have sæde for hjemlandet KwaZulu.

Regeringen har bygget rigtig mange (ens) huse, fortalte Peter, som engang arbejdede som it-medarbejder for regeringen i Ulundi. Da apartheid blev afskaffet, og Peters kontrakt dermed udløb over en 3-årig periode, havde han ikke længere mulighed for at få arbejde ved regeringen, fordi de sorte ifølge den nye forfatning stod først i køen. Derfor startede han sin egen it virksomhed i Pinetown, hvor han nu har 11 ansatte (både velkvalificerede sorte og hvide). Vi kørte også forbi Melmoth (syd for Ulundi), hvor Penny og Peter boede i en årrække, mens han arbejdede for regeringen.

Zuluernes historie

Zuluerne er den største etniske gruppe i Sydafrika. Der er ca. 11 millioner zuluer, hvoraf hovedparten bor i KwaZulu-Natal, mindre grupper i Zimbabwe, Zambia og Mozambique. Zuluernes kongerige spillede en stor rolle i Sydafrika i 1800- og 1900-tallet. Under apartheid blev zuluerne erklæret for tredjerangsborgere og led meget under de diskriminationer, staten foranledigede. I dag har de samme rettigheder som alle andre sydafrikanere. Oprindeligt var zuluerne en stor klan, som blev grundlagt ca. 1709 af Zulu kaNtombhela i det nuværende nordlige KwaZulu-Natal. Her boede på det tidspunkt mange fra Nguni'erne, et folk som i årtusinder var udvandret og flyttet ned langs Afrikas østkyst. På deres sprog betyder iZulu/iliZulu/liTulu himmel.

Den gamle zulukultur er i opbrud

I dag lever zuluerne med en blanding af vestlig livsstil og de gamle traditioner. De er både kristne og dyrker de gamle religioner og ritualer, hvor de snakker med de døde, bruger sangomaer (heksedoktorer), og så betales der lobola (brudepris). Først når gommen har betalt lobola til brudens familie, får han lov til at besøge dem. Det er stadig tilladt at ha' flere koner, men disse ekstra omkostninger er der ikke mange, der har råd til. Flere generationer bor almindeligvis sammen og ernærer sig ved landbrug. De har et stykke jord med flere huse og lever i et fællesskab, hvor mandens familie danner grundlaget. Landbruget giver dog for lidt, og mange unge flytter nu til byerne.

Shaka anses for at være en af de største Zulukonger

Shaka blev født i nærheden af Melmoth i 1780'erne. Hans mor Nandi kom fra eLangeni-stammen og hans far Senzangakhona var høvding for zuluerne. Shakas forældres ægteskab var mislykket, og Nandi blev tvunget til at flygte til Mthetwa stammen. Her tog den magtfulde leder Dingiswayo sig af Shaka, som viste sig som en lovende ung soldat. Befolkningen levede af landbrug, og det var kvindernes ansvar at dyrke afgrøder som majs, durra, græskar og bønner, mens mændene flettede de karakteristiske bikubehytter af træ og græs. Deres vigtigste opgave var at passe kvægflokkene, som forsynede dem med kød og mælk.

Da Dingiswayo døde i 1816, blev Shaka konge og oprettede sin hovedstad i kwaBulawayo. Han pålagde straks sine tropper en streng disciplin og udviklede nye angrebsformationer og våben (nærkampspyddet assegai). Det siges, at Shakas mænd kunne gå over 80 km på under 24 timer uden mad og kun med lidt vand at drikke, og herefter stadig slås for fuld kraft. Allerede i 1819 havde Shaka vundet over næsten alle stammerne i området mellem uThukela og uPhongolo floderne og vundet stor magt. Nogle modstandere blev tvunget på flugt, andre nedslagtet, mens flere og flere indgik i Zulu klanen og kaldte sig selv for zuluer. Man formoder, at kampene kostede omkring en million mennesker livet. Da britiske bosættere i 1824 etablerede en base i Durban (Port Natal), gav Shaka dem beskyttelse, så de kunne handle med zuluerne og jage elfenben. I 1827 flyttede Shaka sin hovedstad til kwaDukuza for at øge sin indflydelse syd for uThukela. Samme år døde hans mor Nandi af dysenteri, og den efterfølgende periode var præget af sorg, og mange tusinde mennesker blev rapporteret dræbt. Modstand mod Shakas regler udviklede sig inden for den kongelige familie, og i 1828 blev Shaka snigmyrdet af sine to halvbrødre Dingane og Mhlangana.

Zulukongen Dingane kæmpede mod boerne

Dingane etablerede sin hovedstad i uMgungundlovu. For at sikre sin position forpligtede han sig til at gå i gang med en omfattende udrensning af de landsbyoverhoveder, som var tilhængere af Shaka. I 1837 ankom de første boere til den vestlige del af Zuluriget, og det medførte en masse små slag. Under de følgende forhandlinger om landindrømmelser blev boernes leder Piet Retief og over 300 af hans ledsagere dræbt i 1838 ved uMgungundlovu. Da 10.000 zuluer senere samme år angreb en laager (vognborg) med 470 boere ved floden Ncome, blev 3000 zuluer dræbt af boerlederen Andries Pretorius og hans folk. Boerne havde skydevåben, mens zuluerne kæmpede med spyd. Blood River (Blodfloden) er kendt for dette slag, hvor mange sårede zuluer kastede sig i floden, så den blev rød af blod. Boerne hjalp i 1840 Mpande (Dinganes halvbror) med et vellykket oprør mod Dingane, som blev tvunget til at søge tilflugt nord for uPhongolo floden (i nærheden af den nuværende grænse til Swaziland). Her blev Dingane myrdet af medlemmer af den lokale Nyawo klan.

Mpande åbnede Zululand for de kristne missionærer

Mpande blev udnævnt til konge i 1850 og etablerede sin kongelige residens i kwaNodwengu på Mahlabathini sletten. Mpande åbnede Zululand for de kristne missionærer og tillod den norske missionær Hans Schreuder at etablere en base i nærheden af uMhlatuse flodens munding. Zuluriget blev herefter truet af borgerkrig pga. spørgsmålet om arverækkefølgen. Mpandes sønner havde i 1856 et sammenstød i det blodige slag ved Ndondakusuka på bredden af Thukela floden. Cetshawayo sejrede, men tusinder (heraf seks af kongens sønner) blev nedslagtet eller druknede. Historikere betragter dette, som det blodigste slag, der nogensinde er udkæmpet på sydafrikansk jord. Samme år blev Natal en britisk koloni med uThukela floden som grænse til Zululand. I 1861 var Mpande en gammel og skrantende mand, som var ude af stand til at gå. Derfor udnævnte han sin søn Cetshwayo til tronfølger. Cetshwayo fik stadig større kontrol over Zulu Kongeriget og udnævnte John Dunn som sin hvide chef i kystregionen mellem uThukela og uMhlatuze floderne.

Cetshwayo kæmpede mod briterne

Mpande døde i 1872 i en alder af 74 år, hvorefter Cetshwayo blev udnævnt som den nye konge. Han flyttede sin hovedstad til uluNdi (det nuværende Ulundi). På grund af tvister om jorden opstod der spændinger i forhold til boerne langs den vestlige grænse. Da briterne indlemmede Transvaal Boer Republikken i Natal, opstod der alvorlige grænsestridigheder mellem boerne og zuluerne. Dette endte med, at Cetshwayo i 1878 fik stillet et ultimatum af briterne med krav om opløsning af zuluhæren og underkastelse af zulukongen til briterne. Samtidigt forlod John Dunn Cetshwayo og søgte tilflugt i Natal.

Zuluerne forberedte sig nu på krig. Cetshwayo ignorerede briternes deadline, hvorefter britiske styrker invaderede zuluerne. Et af de første slag endte med zuluernes sejr ved Isandlwana, hvor ca. 1300 briter blev slagtet. Få timer efter forsvarede en lille gruppe på  100 britiske soldater et missionærhospital. De holdt stand i 12 timer mod ca. 4000 zulukrigere. Krigen mellem zuluerne og briterne varede i 6 måneder, inden Cetshwayo blev besejret i Slaget ved Ulundi. Cetshwayos hovedstad og andre kongelige hjemsteder i området blev brændt til jorden, og zuluernes hær blev spredt ud over området. Det lykkedes Cetshwayo at flygte, men han blev fanget i Ngome skov og bragt til Cape Town som krigsfange. Briterne opdelte Zulu Kongeriget i 13 uafhængige områder med britisk ledelse. John Dunn blev atter chef for kystregionen nord for uThukela.

I 1882 fik Cetshwayo tilladelse til audiens hos Dronning Victoria i England. Han forelagde sin sag, og vendte herefter tilbage til Zululand som konge med begrænset magt. I 1883 var der sammenstød mellem Cetshwayos tilhængere og de uafhængige landsbyoverhoveder, hvilket førte til borgerkrig. Rivaliserende landsbyoverhoveder angreb hans hovedstad, og under flugten blev han såret i låret af et spyd. Han skjulte sig i Nkandla skov for at søge tilflugt i Eshowe. Cetshwayo kollapsede pludselig efter at ha' spist en middag, og døde. Man fandt aldrig ud af dødsårsagen. Han ligger begravet i uThekela-dalen nedenfor Nkandla skov.

Dinuzulu og nye tider

Cetshwayos 15-årige søn Dinuzulu blev udnævnt til konge. Han hentede hjælp fra boerne for at bekæmpe de interne stridigheder. Dinuzulus største rivaler blev jaget på flugt under slaget ved Tshaneni ved uMkhuze floden, men som belønning for hjælpen krævede boerne en stor del af det nordlige Zululand, herunder adgang til havet ved St. Lucia. I 1887 indlemmede briterne store dele af Zululand under den britiske koloni med Eshowe som hovedstad. Det blev nu pålagt alle zuluer at betale hytte-skat, som skulle bruges til administration af den nye koloni. Dinuzulu nægtede at anerkende ændringerne, men som modtræk indsatte briterne hans ærkerival Zibhebhu som førende leder. Dette medførte fornyet uro mellem briterne og zuluerne. I 1889 blev hele Zululand indlemmet i Natal, og Dinuzulu blev fundet skyldig i højforræderi og forvist til øen St. Helena. Dinuzulu vendte tilbage som leder i 1898, men ikke som konge. De hvide bosættere fik i 1903 bevilliget adgang til 40 % af landbrugsjorden, og i 1910 blev Natal en provins i Sydafrika. 

Shakaland er en traditionel zululandsby

Shakaland ligger nord for Eshowe på det sted, hvor Shakas fars kraal (landsby) lå. Den blev rekonstrueret i forbindelse med optagelsen af filmen "Shaka Zulu" midt i 1980'erne. Der er mulighed for at få en guidet tur rundt i landsbyen, hvor høvding Malinga og hans familie bor. Under turen fortælles om zuluernes levemåde, deres ritualer, kostumer og ornamenter, og hvad det betyder. Deres kampteknikker og mange forskellige håndværk demonstreres. Man kan også opleve de traditionelle zuludanse, besøge en inyanga (traditionel healer), smage zuluøl & zulumad og overnatte i en (moderniseret) zuluhytte.

Der var meget, meget stille og helt mørkt, da vi ankom lidt før kl. 18. Hvor ville jeg gerne ha' set det hele i dagslys, for det var temmelig svært at orientere sig i mørket. En underlig fornemmelse at befinde sig langt ude i bushen, uden at kunne se noget.

En sti (uden lys) førte forbi en masse små bikubehytter ind til en stor bikubehytte, hvor der var indrettet moderne reception med lys, internet og det hele. Ved siden af var der bar og restaurant, en bålplads i det fri, og overfor stod der nogle kæmpestore xylofoner. Dem skulle jeg naturligvis prøve sammen med Peter. God lyd må jeg sige, og en skam han hverken kendte "Lille Peter Edderkop" eller "Jeg vil sjunge om en helt", men det var dem jeg lige kunne udenad.

Der var zuludans kl. 19 med spisen bagefter. Ventetiden brugte vi i den udendørs bar, hvor vi sad rundt om et træstamme-bord med hver sin drink. Efterhånden kom der flere turister, og der var en helt speciel atmosfære her i mørket. Stilheden, en blanding af zulustil og alt det moderne, men uden sikkerhedshegn og tremmer. Det føltes bare super!

Da jeg skulle på toilet, kom jeg forbi restauranten, hvor personalet havde travlt med at gøre maden klar. Lige under loftet var der smukt dekoreret hele vejen rundt med friser, der viste zuluernes kampe og sejre. En af serveringsdamerne kom gående med tre store skåle, én på hovedet og én i hver hånd, det måtte jeg selvfølgelig ha' et foto af, spurgte og fik lov.

Zuludansene startede ved bålpladsen med både musik og introduktion. Zuluerne havde tændt fakler, gik forrest og så fulgte vi alle bagefter, indtil vi kom til en stor bikubehytte, hvor de optrådte. Hver eneste dans blev introduceret og forklaret, efterfulgt af høje, monotone lyde fra trommerne. Ind imellem sang zuluerne under dansen eller kom med kampråb. Mændene og kvinderne skiftedes til at danse. Det høje kick-spark (man sparker så højt over hovedet, man kan) var meget karakteristisk.

Efter dansene var det høvdingen, som skulle smage først på maden, godkende den, og først herefter var der ta' selv bord for de fremmødte turister. Maden var en velsmagende blanding af traditionelle zuluretter og vores stil, og der var mange retter! Alle tænkelige salater i hver sin skål, ris, pasta, flere slags mos, mange slags kød, frugter og kager. Mere end man kunne spise, selv om vi var godt sultne efter en lang dag uden andet end muffins og chips siden morgenmaden.

Køreturen hjem fra Shakaland tog et par timer. Jeg havde svært ved at holde mig vågen, blundede vist flere gange, mæt og træt efter de mange spændende oplevelser. Da vi kom til udkanten af Pinetown ved 23-tiden, kunne jeg se, at byen var meget større, end jeg troede. Så langt øjet rakte var der blålige og gullige lys på bjergskråningerne, et fascinerende syn.

Søndagsturen sammen med Penny og Peter startede ved 10 tiden og foregik i lokalområdet, hvor vi først var på loppemarked i Durban, derefter på Botha's Hill hvor vi købte gaver i en lille butik, som solgte håndlavede ting. Frokost på en af de små kroer i Valley of the 1000 Hills, med en storslået udsigt, og til sidst en tur i Natal Lion Park.

Mens vi kørte igennem Durban, fortalte Peter om de broer, som aldrig var blevet bygget færdige. Flere steder var man for 20 år siden begyndt på at bygge en bro over en vej, men arbejdet var aldrig blevet fuldført. Midt inde i Durban låste Peter bildørene og sagde: "Jeg ved ikke hvorfor, jeg kørte denne her vej, det er ikke så godt." Vi var i det mest kriminelle kvarter, og han kunne ha' valgt at køre en anden vej ned til stranden. I øvrigt i samme kvarter at Dave låste bildørene. I nærheden af havnen var en store skare forsamlet, og Penny fortalte, at de holdt gudstjeneste i det fri.

Loppemarkedet lå ved South Beach

Loppemarkedet mindede meget om et dansk kræmmermarked. Man kunne købe masser af billigt tøj, sko, køkkengrej osv., men også rigtig mange traditionelle, håndlavede zuluting.

På den store græsplæne mellem de høje, flotte hoteller og strandboulevarden var der et væld af malerier med afrikanske motiver. Her købte Klaus og Jens nogle malerier på kanvas, jeg købte et billede lavet af diverse materialer som strå og træ. Der var faste priser på varerne, men da Peter spurgte "What's your best price?", faldt beløbet til langt under det halve. Der var mange ting, jeg gerne vil ha' købt, men jeg vidste også, at der ikke var ubegrænset plads i min kuffert.

På strandboulevarden var en del ude at gå tur, cykle, skate o. lign. Folk i alle farver og dragter. Penny fortalte, at om sommeren var her fyldt med mennesker. Midt i det hele sad en tigger på jorden, og der var også flere optrædende, bl.a. tre mænd, som bevægede sig, når der faldt en skilling i skålen og en mand som spillede på et meget originalt instrument.

I en af de mange boder, som solgte eksotiske frugter og grøntsager, købte Peter en bakke ananas-skiver med karry drys. Det smagte himmelsk og ret stærkt.

Botha's Hill er en lille by tæt på Hillcrest
Botha's Hill er opkaldt efter Cornelius Botha, som i ca. 1849 åbnede en landevejskro (Botha's Halfway House) til de mange trætte kuske, som rejste ind i Durbans bagland. Fra Botha's Hill er der en storslået udsigt over Valley of the 1000 Hills.

Botha's Hill og maratonløb

Botha's Hill er kendt i forbindelse med Comrades Marathon, som er verdens hårdeste og længste maratonløb. Der løbes 90 km mellem Durban og Pietermaritzburg. Hver andet år løber man op til Pietermaritzburg, og hvert andet år ned til Durban. Den vanskelige og meget anstrengende rute beskrives også som "The Big Five", fordi deltagerne skal forcere 5 meget stejle bjerge undervejs, heraf er det ene Botha's Hill. Deltagerne har 12 timer til at gennemføre løbet, og der uddeles mange medaljer, bl.a. guldmedaljer til de 10 bedste mænd og de 10 bedste kvinder.

Comrades Marathon blev startet af Vic Clapham (krigsveteran fra 1. verdenskrig) til minde om de sydafrikanske soldater, der mistede livet under 1. verdenskrig. Clapham havde udholdt en 2.700 km lang march gennem det hede Tyske Østafrika, og han ønskede, at løbet skulle være være en unik test af deltagernes fysiske udholdenhed. Rutens udformning viser, at et af det vigtigste mål er at fejre menneskehedens kraft under modgang. Løbet fandt sted for første gang d. 24. maj 1921, og bortset fra en pause under 2. verdenskrig har der været Comrades Marathon hvert år, enten i maj eller juni.

I Wood Magic sælges zulu kunsthåndværk

Penny og Peter viste os den lille butik Wood Magic, som solgte håndlavet zulu kunsthåndværk. Specielt var der mange tredimensionelle puslespil i træ med motiver af både Afrika og dyr. Og der var kun ét eksemplar af hver ting i butikken. Her købte vi gaver til børnebørnene og fik en lille snak med indehaveren.

Ved siden af butikken ligger "1000 Hills Backpackers", en samling små træhytter bag et stort pigtrådshegn, og i nabolaget er der et lille kvarter med nye, helt ens parcelhuse. Området ligger på en bakketop med en flot udsigt. Nede i dalen findes den gamle jernbane, som blev bygget sidst i 1800 tallet. Den er en af de ældste jernbaner, som stadig er i brug. Her kan man køre med damptog fra Kloof til Inchanga den sidste søndag hver måned.

Valley of the 1000 Hills

Det storslåede landskab Valley of the 1000 Hills er en dyb erosionsdal, der gennemskæres af Umgeni River og ligger mellem Durban og Pietermaritzburg. Et grønt, meget bakket område med kløfter, skove (akacietræer), floder og mange små landsbyer på bjergskråningerne.

Der er 6 forskellige ruter, som er fyldt med udsigts-punkter, caféer (tea gardens), hoteller og kroer. Et område med mange butikker med zulu kunst-håndværk, og der er også bygget flere traditionelle zululandsbyer, hvor turister kan opleve zuluernes oprindelige livsstil (fx PheZulu Safari Park).

Et eller andet sted nær Botha's Hill holdt vi siesta på caféen Momoco (tea garden). Her var en utrættelig, fascinerende og betagende udsigt. Noget af det smukkeste landskab man kan forestille sig. Der boede rigtig mange på skråningerne. Vi kunne også se, at nogle havde flere huse på deres grunde end andre. Små grusveje førte frem til hver parcel, hvor der både var parkerede biler og el-ledninger at se. Peter fortalte os, at der opstod problemer, når floderne oversvømmede områderne i dalen. Folk blev konstant opfordret til at bosætte sig længere oppe, men mange ville helst leve helt nede ved floden, hvor de kunne få vand og vaske deres tøj.

Løverne i Natal Lion Park

I nærheden af Cato Ridge forandrede landskabet sig, det blev mere vidtstrakt og fyldt med mange, store kyllingefarme med tre eller flere længer. Penny og Peter ville gerne vise os løverne i Natal Lion Park (det ligger ikke så langt fra Cato Ridge).

I første omgang kørte vi forkert ud ad en smuk grusvej med en vidunderlig udsigt. Efter GPS'ens anvisninger skulle vi dreje til venstre, men der var ingen vej, kun en låge ind til en mark. Så måtte vi tilbage til motorvejen og fandt frem lige før lukketid.

Lige inden for det indhegnede område var alle løverne forsamlet, og de hyggede sig med parring. Noget af en oplevelse må jeg sige, for det gik hurtigt! Efter 5 minutter mente Peter, at nu havde vi set det, vi skulle, så han vendte tilbage til parkeringspladsen, hvor vi fik lov til at holde picnic.

Penny havde købt flere slags sydafrikansk tørret kød, oste, kiks og vin. Det var vidunderligt at sidde ved et veldækket campingbord midt ude i bushen lige før mørkets frembrud, og med udsigt til det 1000 m høje Table Mountain, et højt plateau der rager op over det hele. Et bjerg som Gugu kan se på sin venstre side fra sin mors hus på Botha's Hill.

På vej hjem stoppede Peter ved et supermarked i Pinetown, så vi kunne handle ind. Søren og Gugu havde lavet aftensmad til os, det smagte rigtig godt!! Og så fik vi ellers en lang snak om weekendens oplevelser, og vi glæder os rigtig meget til at møde Gugus mor i morgen.

Vi møder Gugus mor Doris

Gugus mor kom sidst på formiddagen, og jeg gik over til Sørens lejlighed for at hilse på hende. Her sad hun med Angelina, som var meget interesseret i at lege med hendes flotte halskæde. Senere kom de alle over til os, hvor vi fik frokost i gårdhaven, nød hinanden og det varme vejr.

Gugus mor bor i bjergene ved Botha's Hill

Vi fik hende til at vise os på Google Earth, hvor hun bor. Det tog lidt tid at finde stedet, når man skal se veje og huse fra luften, så allerførst skulle hun beskrive turen fra Pinetown til sit hjem. Hun fortalte, at taxaen stoppede ved en tankstation i Botha's Hill. Derefter skulle hun gå ca. 20 minutter ad en lille grusvej. Til sidst fandt vi familiens bopæl, som ligger på en bakke. Her har de tilsammen 5 huse, med strøm og vand. I det ene hus bor Gugus mor Doris, Gugus lillebror og Doris’ brors datter.

De eneste farlige dyr i området er slanger

Der er bl.a. mambaer og kobraer. Mambaen kravler i træerne, så man skal passe på ikke at blive bidt i hovedet, når man går under et træ. Doris fortalte, at ca. en gang om måneden så de en slange. Så tog hun en kæp og slog den ihjel, hvorefter hun smed den væk eller begravede den i et hul.

Gugu havde byttet arbejdsdage, så hun i denne uge skulle arbejde tirsdag og torsdag. Hun ville gerne være hjemme vores sidste dag, i morgen onsdag.

Vi ville en tur i Pinecrest centret

Lige før vi var klar til at ta' af sted, gik Penny, Nikita og Donovan forbi i vores gårdhave. Penny spurgte til vores planer for dagen, og da hun hørte, vi var på vej til Pinecrest tilbød hun os et lift, så Jens ikke skulle gå så langt. Der er 1 km hver vej.

Tøj er enormt billigt

I centret købte Klaus en ekstra kuffert til alt det nye tøj, han har købt i Sydafrika. Jeg købte tøj til børnebørnene. Det var enormt billigt, 330 rand (ca. 205 kr.) for bukser og langærmet bluse til Luna (str. 0-3 mdr.), 1 kjole, en nederdel og en bluse til Angelina (str. 9-12 mdr.), bluser til Emma, Maria, Emilia, Maria og Sofia og 1 skjorte til Marko.

Frokost på Mugg & Bean

Bagefter sad vi udenfor på Mugg & Bean, en restaurant som har både en indendørs og en udendørs afdeling. Her fik Klaus steak og salat, vi fik røget kylling med salat. Det smagte simpelthen pragtfuldt. En skam vi først prøvede denne restaurant den sidste dag.

Suppe, kylling og vinrand

Til sidst handlede vi stort ind i Pick’n Pay, som ligger i Pinecrest centret. Jens ville lave en tre retters menu til aftensmad. Suppe, kylling og vinrand. Det smagte rigtig dejligt. Gugu fik sin fødselsdagsgave på forskud (hun fylder 22 år d. 9. august). Vi gav hende penge, og det blev hun rigtig glad for. Herefter hyggede vi rigtig længe på vores sidste aften sammen. Sluttede med at gøre klar til at brænde en dvd til Søren og Doris. Med alle vores fotos og video.

Hele morgenstunden gik med at pakke kufferten igen og igen, for det var svært at få plads til det hele. Men til sidst lykkedes det mig at få klemt alt ned.

Vi havde aftalt at spise morgenmad sammen ved halv elleve tiden, og her gjaldt det om at lægge bunden, så vi kunne klare os indtil sidst på eftermiddagen. Jens lavede en omelet til hver, og ellers var det noget med, at alt hvad der var i køleskabet kom på bordet. Det vi ikke spiste, skulle Søren og Gugu ha’. Også pandekage-panden, som Jens havde købt i Pavillion. Gugu og Søren hjalp med at sortere madvarer og vaske op mm. Imens passede Jens Angelina.

Penny gav besked om, at vi ikke behøvede at gøre rent, men hun ville gerne ha', at vi var ude af lejligheden senest kl. 13, så hun kunne gøre rent og klar til næste hold, som skulle komme ved 14 tiden. Da vi var færdige, sad vi og hyggede i gårdhaven. Mens Søren og Gugu var et smut i Kwik Spar, tog Angelina sig en lur i min favn. Den sidste times tid tilbragte vi hos Søren og Gugu, og det var svært at skulle sige farvel, ikke mindst til Angelina!

Kl. 14.45 kom Dave og kørte os til Durban lufthavn. Det var dejligt at være i god tid til in-check, og vi var glade for, at vi først skulle ha' vore kufferter i Billund, så skulle vi ikke tænke på dem undervejs, når vi skulle skifte fly i Cape Town og Amsterdam.

Der var god tid til at se os om i lufthavnen, som faktisk er ret lille, fordi der kun er indenrigs flyvning. Der var en boghandel og en butik med masser af dyre souvenirs, men heldigvis også en restaurant, der solgte nogenlunde fornuftig mad. Her fik vi friturestegt kylling, salat og en lokal øl kl. 16.30. Rygerummet var udenfor, og det var der også masser af tid til, for vi skulle først flyve 18.30. Da skulle vi i øvrigt selv gå helt ud til flyet.

Flyveturen fra Durban til Cape Town var noget turbulent. Piloten meddelte undervejs, at han gik ned i 7000 meters højde for at forsøge at undgå turbulens. Jeg synes, det rystede jævnt hen hele vejen, men ikke alvorligt eller bekymrende. Personalet serverede aftensmad og drikkevarer med et stort smil, så jeg tog det ganske roligt.

I Cape Town var der tre timers ventetid inden afgang kl. 23.30. Det var Jens og jeg glade for. Så kunne vi nå at komme helt udenfor og ryge. Efter sikkerhedstjekket var der en rigtig spændende butik med masser af traditionelle zuluting og andre sydafrikanske varer. Godt nok dyrt, men her formøblede jeg mine sidste rand. Pludselig lød alarmen, og den toldfrie butik ved siden af blev lukket. Strømmen i hele Cape Town var gået, det var bælgmørkt udenfor. Nødstrømmen i lufthavnen blev tændt, det gav lidt svagere belysning, og det medførte også, at man ikke kunne købe toldfrie varer, fordi der ikke kunne betales, når strømmen var gået.

En lang nat uden søvn

Jeg var mæt og søvnig, og jeg ønskede bare at sove, selv om det er enormt frustrerende og trættende at skulle sidde op og sove. Men hver time mellem kl. 24 og 04 blev vi forstyrret af uddeling af mad og drikke. Jeg takkede nej hver gang, ville hellere ha' ro, vente med mad og drikke til morgenstunden. Til sidst blundede jeg et par timer, vågnede ved syvtiden og gjorde mig klar til morgenmad. Men der havde jeg fejl-disponeret. Personalet sov til hen ad kl. 9, og morgenmaden blev først serveret 9.30. Det var jeg sur over.

Schiphol lufthavn er svær at finde rundt i

Endelig nåede vi til Amsterdam kl. 10.40. Jens og jeg var fast besluttede på at finde udgangen for at få en smøg. Vi vidste, vi sagtens kunne nå det, og det lykkedes ret hurtigt. Schiphol lufthavn er dog enormt stor og svær at finde rundt i, selv om der er skiltet. Der mangler flere informationstavler, så man kan se, hvor man befinder sig. Vi landede ved gate F, og skulle boarde ved gate B. En gåtur på ca. ½ time, hvor rullefortovene ikke virkede alle steder.

Amsterdam - Billund tager under en time i fly

Det var en omvæltning at flyve det sidste stykke hjem i en lille bitte KLM cityhopper. Ikke så behageligt, til gengæld var der god benplads. Flyveturen fra Amsterdam til Billund tog kun 50 minutter. Vi blev 20 min. forsinket, fordi kufferterne var kørt til en forkert gate. Heldigvis blev det opdaget før afgang. I Billund fik vi alle vores kufferter, men de havde fået en hård behandling. Jens’ var gået i stykker i håndtaget og hjulene kunne ikke dreje ordentlig rundt.

Det føltes varmt at komme til DK, trods de kun 17 grader i skyggen. Solen skinnede fra en overskyet himmel, men den varmer meget mere end i Sydafrika, hvor det er vinter nu.

Hjemme igen var jeg nødt til at skifte til dansk sommertøj, det var for varmt med lange bukser og langærmet bluse.