Rejseoplevelser i Skotland

Skotland har en ubeskrivelig smuk natur og en spændende neolitisk historie, det skal opleves! - Vi var en lille gruppe på 15, som på 5-dages turen til Orkneyøerne fik et tæt sammenhold, og det er et værdifuldt minde for livet.

Af Hanne Thoms

Sol og sommer i Skotland er usædvanligt

I løbet af 14 dage oplevede vi kun regnvejr 1 time en af de første dage, en dag med heldagsregn og en aften med regn. Skotterne kaldte det for ganske usædvanligt, og vi nød det varme og solrige vejr.

Naturen er bjergtagende smuk

Højlandet med de mange bjerge og søer er smukt, men nordkysten er endnu smukkere! Længst mod nordvest er der øde med smukke panoramaer hele tiden. SKAL opleves. Hovedvejen i det nordvestlige Skotland er en meget trafikeret og smal, asfalteret vej med mange vigepladser, og der er konstant får på vejen, rundt omkring på bjergskråningerne og i grøftekanterne.

Skotterne er ærlige mennesker

Jeg glemte min pung i en butik i Bettyhill på Nordkysten. Et postkontor, som også fungerede som butik. Her købte jeg frugt og en is, lagde pungen på disken, mens jeg fjernede is-papiret og puttede frugterne i tasken.

To timer senere opdagede jeg, at min pung var væk. Vores guide Richard hjalp med at ringe til postkontoret, de havde min pung. Aftalte at den skulle sendes med Express post til vores kommende hotel i Edinburgh, og at de skulle tage penge fra pungen til regningen. I Edinburgh fik jeg min pung serveret til morgenmaden, med alt i behold og regning vedlagt.

Rabbies og Timberbush kan varmt anbefales

Hjemmefra havde vi bestilt en 3 dages tur til Isle of Skye med Timberbush og en 5 dages tur til det nordligste Skotland og Orkneyøerne med Rabbies Trail Burners. Begge tilbød ture for mindre grupper. Vi vidste, at vi skulle opleve den samme strækning fra Edinburgh til Fort Augustus på begge turene, og glædede os meget til gensynsglæden. 

Gensyn blev der, men det gode var, at de to rejseselskaber ikke havde samme program og prioritering. Timberbush tilbød sejltur på Loch Ness, standsede ved Commando Memorial og holdt kaffepause i Pitlochry. Rabbies tilbød lift-tur i Glencoe og holdt kaffepause i Dunkeld.

Rabbies var mest velorganiseret, Timberbush guiden mest fyldt med begejstring, spontane ideer og fleksibilitet (vi havde indflydelse på programmet). Begge guider var velvidende og dygtige. Uanset om man er til det planlagte eller spontane, kan jeg varmt anbefale begge.

Vi skulle ikke bevise vores alder

Rigtig mange steder var der rabat til seniorer, dvs. over 60 år. Ikke på noget tidspunkt oplevede vi at skulle bevise vores alder. Det synes jeg er imponerende troværdigt. På Edinburgh Castle studsede de dog, da Jens bestilte en senior audio-guide, men det var nok at fortælle, at han var over 60.

Hvor kommer alle de mennesker fra

Sådan tænkte jeg ofte i Edinburgh, for dér var virkelig mange mennesker i Princes Street og på Waverley Bridge, vel at mærke inden festivalen i august. Fra tidlig morgen til sent om aftenen var der et mylder i alle retninger, busser og taxaer, folk med kufferter, rygsæk eller håndtasker. Måske fordi det er byens centrum og knudepunkt, i hvert fald en livlig bydel.

Det tager kun 1 time og et kvarter at flyve fra Billund til Edinburgh, og den eneste direkte linje er med Ryan Air. Vi tog af sted 10.20 fra Billund, men måtte kredse i ca. 20 min. over Edinburgh før landingstilladelse, fordi der var noget reparationsarbejde i gang i lufthavnen.

Efter en lidt hård landing (det kan gøres blidere!), lidt frisk luft og stille mobilerne til ny tid var vi klar til Airlink bussen ind til Edinburgh, en tur på ½ times tid. Vi valgte at stå af en station før Waverley Bridge og nød gåturen på Princes Street. Kom forbi en Clark skoforretning, der ville Jens købe nye sko én af dagene. Spiste frokost på den kinesiske restaurant Saigon, en sidegade 50 m fra vores hotel Royal British Hotel.

Royal British Hotel ligger centralt

Et rigtig dejligt hotel på Princes Street lige overfor Waverley Bridge og kort at gå til Royal Mile og rigtig mange af seværdighederne. Personalet var meget imødekommende og servicemindede, vi følte os rigtig godt tilpas. Hotellet var gammelt med store, rummelige værelser, men bygningen med rygerafdeling var godt nedslidt, gamle slidte tæpper og vinduer, der trængte til udskiftning. Mange kringelkrogede gange at finde rundt i, og bestemt ikke brandsikret alle steder, for der var luft under døren ind til vores værelse. Rengøringen var også mangelfuld, der blev ikke støvsuget, mens vi var der, tandglas blev ikke skyllet, og det kneb med opfyldning af kaffebreve. Og alligevel et hotel vi nød at bo på, og til hver en tid vil vælge igen en anden gang.

Sightseeing City Tour i Edinburgh

Vi brugte resten af eftermiddagen på en audio-guidet rundtur i Edinburgh med den røde bus. Alle busser kører fra Waverley Bridge, næsten hele tiden. Sådan en rundtur giver et godt indblik i, hvad man gerne vil fordybe sig mere i, ud over det man har planlagt hjemmefra.

Også noget om afstande og beliggenhed, hvor kunne vi fint gå til, eller behøvede en bus/taxa. Hvor var der spændende spisesteder, fortovscaféer?

Endte med at vi valgte at spise på en indisk restaurant i High Street på Royal Mile. Sad udenfor, - jo - det var lidt småkoldt - men herligt at følge gågadens liv. Lige uden for var der tre gamle, røde telefonbokse. Gad vide, om de nogensinde bliver brugt nu om dage.

Se Edinburgh Castle om formiddagen

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Castlehill, hvor Edinburgh Castle ligger gemt bag den store tattoo plads og tribunerne. Jeg havde læst noget om, at det var en fordel at tage hertil tidligt på dagen, inden der kom alt for mange, og at det også var en fordel at købe billetter via internet, så man slap for at stå i kø. Det holdt stik.

Ved middagstid, da jeg gik ind for at se kronjuvelerne, var der ingen kø. Jeg blev meget overrasket, da jeg kom ud, for da var der ca. 20 m kø på slotspladsen.

Der er RIGTIG MEGET at se på Edinburgh Castle

Edinburgh Castle er et meget stort område med rigtig mange interessante bygninger og udstillinger rundt omkring. Jeg anbefaler at afsætte mindst tre timer til besøget, gerne mere hvis man kan koncentrere sig så længe. For der er rigtig meget at se og opleve.

Man får udleveret en god visuel guide, og der er også mulighed for at købe sig til en audio-guide. Undervejs ser / læser / hører man historierne om slotsportene, de lange trapper, Argyle Battery, One o'Clock Gun, det nationale krigsmuseum, guvernørernes hus, de nye barakker, nogle skotske museer, Foog's Port, St. Margarets Chapel, Mons Meg (en kæmpe kanon), en hundekirkegård, Argyle Tower, Forewall Battery, Half Moon Battery, Davids Tower, Royale Palace, kronjuvelerne og 'The Stone of Destiny', Great Hall, Scottish National War Memorial, krigsfanger, Dury's Battery, det militære fængsel og forsvar mod vest.

Ved siden af One o'Clock Gun er der er godt cafeteria med gode indendørs- og udendørs spisemuligheder.

Jeg har valgt kun at skrive om One o'Clock Gun og den overordnede historie om Edinburgh Castle. Resten må du selv opleve. - Det er overvældende!

One o'Clock Gun

Mens vi efter rundturen sad og spiste frokost udenfor, stimlede folk sammen foran den kanon, hvorfra der affyres et skud hver dag kl. 13, undtagen søndag. Skotterne er sparsommelige og mener, at det er nok med ét skud til at præsentere tiden. Derfor kl. 13 i stedet for kl. 12. Ingen grund til at fyre tolv skud af.

Traditionen var oprindelig et visuelt signal fra Nelson Monumentet på Calton Hill til søfolkene i Leith havn, så de kunne stille skibets ur, når de kom hjem fra langfart. John Hewitt fra Edinburgh foreslog at tilføje et auditivt signal, han havde nemlig set en 'tids-kanon' i Paris i 1846. Han blev hørt, og i 1861 lød det første One o'Clock skud fra Edinburgh Castle. Sådan har det været lige siden, undtagen under 1. og 2. verdenskrig. Den nuværende kanon blev sat op i 2001 og er en 105mm field gun.

Edinburgh Castle har en lang historie

Edinburgh Castle ligger på en 135 m høj klippe, og 3000 års historie gemmer sig på dette sted, som har haft besøg af romerne, anglerne, saksiske prinsesser, normanniske riddere, engelske angribere, caribiske pirater og krigsfanger fra Frankrig, Spanien, Holland og Amerika.

Klippen, som kaldes Castle Rock, blev dannet for 340 mil. år siden i en periode med vulkansk aktivitet, og senere formet af istiderne. Det tidligste bevis for bosættelse her er dateret til bronzealderen, ca. 900 f. Kr., hvor der har været store runde huse på stedet.

Romerne og anglerne har herredømmet

Da romerne kom omkring ca. 78 e. Kr. kaldte de stedet for Votadini. Med tiden blev romerne kendt som The Gododdin, og omkring år 600 e. Kr. kaldtes beboelsen på Castle Rock for Din Eidyn, Eidyn's fæstning. Hvem Eidyn var, forbliver et mysterium, selv om legenden fortæller om en kæmpe ved navn Ret Etin.

Et digt Y Gododdin omtaler et stort slag i Yorkshire mellem 'The Gododdin' og anglerne, som indtog fæstningen Din Eidyn i 638 e. Kr. De ændrede navnet til Edinburgh.

Skotterne får magten

Omkring 843 blev befolkningen nord for Forth forenet. De kaldte deres land for Scotland. I de kommende år trængte skotterne sydpå, og i 1018 besejrede de englænderne (som anglerne nu kaldte sig) ved Carham, 80 km syd for Edinburgh.

1093 omtales et kongeligt slot 'Castle of Maidens'. Hvorfor det havde navnet jomfruslottet, ved man ikke rigtig, selv om et sagn fortæller, at man holdt jomfruer her. November samme år opholdt dronning Margaret sig på slottet, mens hendes mand Malcolm Canmore (Malcolm 3.) deltog i et slag ved Northumberland. Her blev han dræbt sammen med den ældste søn i nærheden af Alnwick. Da Margaret modtog disse triste nyheder, gik hun i seng og døde.

Hun blev ophøjet til helgen i 1251.

Hendes søn David 1. (konge 1142-53) byggede St Margarets Chapel, og dette er bevaret på Edinburgh Castle. I hans regeringstid blev Edinburgh Castle en stor royal fæstning. Kongens vagt havde ansvaret for at forsvare fæstningen, og med årene blev vagten kendt som guvernøren.

I 1989 fandt arkæologer resterne af en gammel sti, som førte mod vest væk fra slottet. Måske blev denne rute brugt, da dronning Margarets kiste blev smuglet ud fra slottet i 1093.

Krig mellem skotterne og englænderne

Efter kun 3 dages bombardementer indtog englænderne Edinburgh Castle i 1296. De holdt stillingen i de næste 18 år.

Om aftenen d. 14. marts 1314 lykkedes det skotterne at angribe og vinde slottet tilbage. Under kong Robert the Bruce (1306-29), blev angrebet ledet af William Francis, som havde boet på slottet som dreng. Han kendte en vej, som han havde brugt, da han som ung havde været på hemmelige kærestebesøg ude i byen. Tilmed var vejret gunstigt den martsaften, og mens de engelske vagter blev distraheret af optøjer ved hovedindgangen, lykkedes det resten at komme ind fra nordsiden, hvor der ikke var nogen vagter til stede.

Slottet blev nu ødelagt for at forhindre englænderne i at bruge det. Efter tre måneder vandt skotterne over englænderne under et stort slag ved Bannockburn, men der opstod nye kampe i 1329, da Bruce døde, og fra 1335 var slottet igen på engelske hænder.

William Douglas stod i spidsen for et nyt skotsk angreb. I april 1341 ankom et skib med forsyninger til englænderne til Leith havn. Om bord var der 200 skotter klædt ud som sømænd. Næste dag begav de sig på vej til Edinburgh Castle med forsyningerne. Englænderne på Edinburgh Castle opdagede intet mistænkeligt og lukkede dem ind.

Så snart alle skotter var inden for porten, smed de deres tønder og sække, så porten ikke kunne lukkes. Douglas og hans mænd stormede frem fra deres skjul i nærheden, hvorefter de vandt over de forskrækkede englændere. Der var ingen nåde, over 100 englændere, bl.a. 60 bueskyttere, fik halsen skåret over og blev smidt ud fra klippetoppen.

Kort tid efter vendte Bruce's søn David 2. tilbage til Scotland. Han genopbyggede Edinburgh Castle og tilføjede David's Tower. Han døde i februar 1371.

Et royalt slot

Efter David 2.'s død overtog Stewart'erne tronen, og Edinburgh Castle oplevede højdepunktet som royalt slot. James 3. (1460-88) boede på slottet hele tiden, og i de kommende år blev der bygget en ny gårdsplads, Crown Square. Under hans søn James 4. (1488-1513) blev Great Hall bygget.

De kongelige Stewart'er følte dog ikke i længden, at Edinburgh Castle var et rart sted at bo. Det blæste bl.a. for meget, derfor foretrak de Holyrood for enden af Royal Mile. Edinburgh Castle skulle være et tilflugtssted.

Det blev der brug for i 1566, da dronning Mary blev gravid, fordi hun ventede en søn, der var både tronarving til Scotland og England (James 6. af Skotland og James 1. af England).

Den lange belejring

6. maj 1567 besøgte dronning Mary af Scotland Edinburgh Castle for sidste gang. Hun havde sin tilkommende (Earl of Bothwell) med og ni dage senere blev de gift. Herefter gjorde adelen oprør, satte Mary i fængsel i Lochleven Castle (i nærheden af Kinross), hvor hun blev tvunget til at abdicere og overlade tronen til sin søn. James 6. Ti måneder senere lykkedes det hende at flygte i sikkerhed til hendes kusine, dronning Elisabeth 1. af England. Men i stedet for at få hjælp blev hun fængslet og sad indespærret i 19 år i London, før hun blev henrettet. 

Bl.a. William Kirkcaldy of Grange, guvernør på Edinburgh Castle, fortsatte med at støtte Mary. I sommeren 1571 havde han stadig held med at forsvare slottet, men et år efter bad de belejrede dronning Elisabeth om hjælp. Hun lånte dem 20 kanoner, og et par dage efter at bombardementet begyndte, var det meste af østsiden ødelagt, også David's Tower. William undslap i første omgang, men blev fanget på Royal Mile og dræbt. Hans hoved blev udstillet på de klippemure, han havde forsvaret.

På det sted hvor David's Tower oprindeligt lå, blev Half-Moon Battery bygget. Slottet var nu ubeboet i 42 år, indtil James 6. satte sving i rekonstruktionen og herefter kunne fejre sit 50 års jubilæum som Scotlands konge i 1617. Han var konge fra 1567-1625.

Da Elisabeth 1. døde i 1603 uden en tronarving, blev James 6. (som var hendes grandnevø) konge af England under navnet James 1. Dette lagde dog ikke en dæmper på stridighederne. Skotland var stadig præget af oprør og på kanten af borgerkrig.

Militær fæstning

I 1633 overnattede Charles 1. på Edinburgh Castle natten før hans skotske kroning. Han blev dræbt i 1649, og herefter overtog Oliver Cromwell styret. De fleste bygninger på Edinburgh Castle stammer fra denne tid.

Jacobitterne gjorde opgør

I januar 1707 vedtog det skotske parlament en Unionsaftale med England med 110 stemmer mod 69. Trods unionen kæmpede jacobitterne (opkaldt efter James 7. - på latin Jacob) fortsat mod pagten med England.

Det første Jacobitter-oprør fandt sted i 1715, hvor de forsøgte at genvinde Edinburgh Castle. Planen var at forcere den stejle klippe og bryde ind gennem Sallyport på vestsiden. I starten gik alt, som det skulle. En sergent og to private blev bestukket, og under ledelse af Lord Drummond klatrede jacobitterne i ly af mørket op ad den stejle klippe og nåede til slotsmuren. De troede de havde en tilstrækkelig lang rebstige med, så de kunne komme op over den høje mur. Uheldigvis manglede der en sektion af stigen, men de besluttede alligevel at fortsætte med hjælp fra de to private.

Vagten på Edinburgh Castle gik denne nat sin runde tidligere end ellers og opdagede, hvad der foregik. For at redde deres eget skind smed de to private rebstigerne ud over muren, så jacobitterne blev dræbt, da de ramte klippen.

Herefter blev forsvarsværkerne mod nord og vest genopbygget, stort set som de ser ud i dag. De skulle stå deres prøve under et nyt angreb i 1745, men prins Charles Edward Stuart havde ikke den fornødne oprustning til at gennemføre et alvorligt angreb. Dette blev det sidste slag om Edinburgh Castle.

Our Dynamic Earth

Tæt på Holyroodhouse ligger et planetarium "Vores Dynamiske Jord". Udstillingen holder til i en stor teltlignende dome, og her kan man opleve, hvordan jorden er opstået og livet har udviklet sig. Det var lige noget for Jens.

Interessant at prøve jordrystelser, godt der var noget at holde fast i. Også spændende at se en film om astronauter og deres uddannelse & hvad deres arbejde indebærer.

Jeg havde mere kig på scenariet udenfor. En stor klippe med vandresti til toppen. Der skulle være den smukkeste udsigt, især ved solopgang og solnedgang. Tiden havde vi, men vejret var ikke lige det mest lovende, en regnbyge på vej, så jeg tænkte "måske en anden dag" - noget jeg stadig har til gode!

I stedet for tog vi den røde bus tilbage til centrum og senere en taxa til Grasmarket, hvor vi spiste fransk aftensmad på en fortovsrestaurant. Her faldt jeg i snak med en ung mand, som kørte cykel taxa. Et job der gav mest, når turisterne ud på aftenen blev fulde.

Hjemmefra havde vi booket en sejltur på Forth. Bussen til havnen i Hawes Pier kørte fra Waverley Bridge kl. 10.30, og busturen dertil tog ½ times tid. Sejlturen ud til og rundt om Inchcolm Island varede ca. 1½ time.

Vi vidste, at der var mulighed for at gå i land på Inchcolm Island, se et gammelt kloster og derefter ta' den næste færge tilbage (billetterne kunne købes ombord). Vi vidste også, at der ikke var nogen butik på øen, men troede at der var mulighed for at købe en madpakke enten i Hawes Pier eller ombord på færgen. Da vi fandt ud af, at man kun kunne købe snacks og noget at drikke, blev vi enige om at nyde sejlturen uden at gå i land på denne lille ø.

Vejret var fantastisk, solen skinnede, en dejlig oplevelse. Undervejs blev der spottet sæler, og færgen sejlede ganske tæt på, så alle kunne få lov at opleve dette scenarie.

Forth Rail Bridge

Forth Bridge er en jernbanebro over Firth of Forth i det østlige Skotland, 14 km vest for Edinburgh. Den blev indviet den 4. marts 1890.

Broen er bygget af stål, og er den første større konstruktion af stål i Storbritannien. Den 2,5 km lange bro (hvis konstruktion også kaldes cantilever) betragtes stadigvæk som et teknisk vidunder. I den bærende del af broen er der trykstænger forneden og trækstænger foroven. Og imellem alle disse stænger er der et gitter, som overfører kræfterne.

Dobbeltsporet er hævet 45 m over højvande, og broen vejer 11.754 tons. Under opførelsen var der ansat ca. 4600, hvoraf 450 arbejdere blev såret og 98 blev dræbt.

Frokost på kinesisk restaurant

På Waverley Bridge, lige overfor alle turistbusserne, ligger en dejlig kinesisk restaurant. Her var der stort ta' selv bord, og mange spændende retter at smage. Nogle meget stærke, så det brændte i munden bagefter, andre mere behagelige. Kan varmt anbefales at spise her og prøve sig frem. Det gode ved de kinesiske restauranter er, at man ikke får 'tung mad'. Selv om man spiser meget, og mere end man behøver, så føler man sig vel tilpas efter måltidet.

Jeg ville allerhelst ha' siddet udenfor og spise, nyde solen og det varme, strålende vejr og så lige en irsk kaffe til dessert, men det lod sig ikke gøre. Så efter frokosten listede vi videre til den næste seværdighed.

Scott Monument i Edinburgh

Scott Monumentet er et victoriansk, gotisk monument til minde om den skotske forfatter Walter Scott (1771-1832). Det 61,11 m høje sandstens monument ligger i Princes Street Gardens i Edinburgh i nærheden af Waverley Station.

Efter Scotts død vandt arkitekten George Meikle Kemp i 1938 en konkurrence om at designe et monument til minde om Scott. Byggeriet startede i 1840 og varede ca. fire år. Kemp nåede dog ikke at se sit værk færdigt. En tåget aften på vej hjem faldt han i The Union Canal og druknede.

Der er 287 trin til toppen, og undervejs op er der mange platforme, hvorfra man kan nyde udsigten over Edinburgh. Vindeltrapperne bliver smallere og smallere, jo længere man kommer op.

De første ca. 87 trin var rimelig brede og ukomplicerede med et reb (gelænder) at holde fast i, og førte til op 1. platform. Her var der en spændende udstilling om forfatteren, en god udsigt og set med mine øjne ’langt ned’.

Jeg var opsat på at fortsætte turen op, og fik også startet på de næste tyve trin. Men der var meget smalt, ingen reb (gelænder) at klamre sig til, og jeg vidste ikke hvor mange trin, der var op til næste platform. Om det kun var en opgang? Der var i hvert fald ikke plads til, at man kunne komme forbi hinanden, hvis nogen var på vej ned. Jeg havde kondien og nysgerrigheden, men modet svigtede. Så jeg gik slukøret ned igen. Måske jeg får en ny chance en anden gang?

Walter Scott (1771-1832) var en skotsk forfatter, som var den første engelsksprogede forfatter, der fik en international karriere. Mange i Europa, Australien og Nord Amerika læste hans bøger. I Danmark kender vi ham nok mest for Ivanhoe.

Han blev født i Edinburgh, hvor han først studerede og senere kom i lære på sin fars sagførerkontor. Blev med tiden jurist og dommer med interesse for litteratur og folkeminder.

Efter at ha’ skrevet ballader en tid, koncentrerede han sig fra 1814 om at skrive historiske romaner. Blandt de mest kendte er Waverley, Guy Mannering, Rob Roy, Røde Robin, The Antiquary, Oldgranskeren, the Heart of Midlothian, Midlothians Hjerte og Ivanhoe. Disse blev efterfølgende også oversat til dansk.

De fleste af de tidlige romaner handler om nyere skotsk historie og foregår ret tæt på hans egen tid. Karakteristisk er konflikten mellem Skotland og England. Han bruger et stort persongalleri med repræsentanter fra alle samfundslag og naturen som baggrund for handlingen, ofte krydret med en symbolsk betydning som fx i Waverley, hvor en af de skotske Stuart-tilhængere vil skyde en ørn for at vise, hvad han vil gøre ved englænderne, men rammer forbi. Andre, mere underholdningsprægede, er henlagt til middelalderen som fx Ivanhoe eller eksotiske himmelstrøg som korstogsskildringen The Talisman.

Siesta i Princes Street Gardens

Princes Street Gardens er en stor park ved Scott Monument, og her var der rigtig mange mennesker, som nød solen denne lørdag eftermiddag. Der var også en udendørs café. Alt optaget, men med lidt tålmodighed blev der et ledigt bord. Her sad vi længe og nød en cappuccino.

Bagefter var jeg et smut på turistkontoret, som lå lige overfor vores hotel. Ville gerne vide, hvor det nærmeste supermarked lå. Det lå lige i nærheden i en sidegade til Princes Street overfor Scott Monument. Hed Sainsbury's og havde åbent til kl. 21. Dejligt, så kunne vi købe juice, brød, ost mm., så vi havde til morgenmad på værelset næste morgen, inden vi skulle tidligt af sted på 3-dages tur til Isle of Skye.

Aftensmad på Royal Mile

Ved 20-tiden gik vi via North Bridge op til High Street på Royal Mile. Undervejs en storslået udsigt til Calton Hill og Waverley området. Spiste udenfor på italiensk restaurant og nød den lune aften.

Efter morgenmaden på værelset tog vi en taxa til Timberbush opsamlingssted på Castlehill. I alt 30 skulle med på denne 3-dages tur til Isle of Skye. De sidste 11 skulle hentes i Skotlands største by Glasgow. Så kunne vi også lige se denne egn af Skotland.

Chaufføren John D kom fra Glasgow, og som skotsk guide havde han selvfølgelig kilt på. Han var alle tiders, havde en stor viden, og så mindede han mig lidt om Hugh Grant, sådan hans måde at være på, lidt distræt, men også fyldt med initiativer, sjove overraskelser og godt humør.

William Wallace er en berømt skotsk frihedskæmper

Undervejs nord for Glasgow fortalte John D historien om den skotske godsejer og frihedskæmper Sir William Wallace, som levede fra ca. 1272 - 23.8.1305, hvor han blev henrettet af englænderne. Vi kom forbi det sted, hvor han blev lokket i et baghold og taget til fange. William Wallace er nok mest kendt fra filmen Braveheart med Mel Gibson i hovedrollen.

Da den skotske konge i 1286 døde uden arvinger, gjorde den engelske kong Edward 1. krav på den skotske trone. De skotske adelsmænd ville dog ikke have ham som konge, og der opstod krig mellem England og Skotland. I slaget ved Dunbar i 1296 blev den skotske hær besejret, og herefter udråbte Edward 1. sig som Skotlands nye konge.

Under ledelse af William Wallace vandt de skotske frihedskæmpere i 1297 et slag ved Stirling Bridge, men året efter tabte skotterne i slaget ved Falkirk, hvor det viste sig, at Wallace var blevet forrådt af flere skotske adelsmænd. Han fortsatte frihedskampen, men blev 5. august 1305 lokket i en fælde og fanget i landsbyen Robroyston i nærhede4n af Glasgow. Herefter blev han ført til London og anklaget for højforrædderi. Inden han blev halshugget, blev han tortureret. Bagefter blev hans indvolde taget ud, og han blev parteret.

William Wallaces sværd, Alba, er bevaret og kan ses på museet "New National Wallace Monument" i Stirling. Sværdet er 168 cm langt, selve bladet er 132 cm.

Højlandsgrænsen

Nord for Glasgow og skråt op mod nordøst ligger højlandsgrænsen. Landskabet forandrer sig markant, der bliver mere øde og den smukkeste natur man kan forestille sig. Søer og bjerge i én sand forening.

Loch Lomond

Første stop var ved Loch Lomond, som er en ferskvands-sø nord for Glasgow ved højlandsgrænsen. Søen er 39 km lang og mellem 1,21 km og 8 km bred. Gennemsnitsdybden er 37 m, med 190 m på det dybeste sted.

Så langt øjet rakte, var vi omgivet af en storslået natur, et fantastisk sted at drikke formiddagskaffe, vandre en tur, bare nyde det.

Rannoch Moor er et stort mose-område

Mellem Loch Lomond og Fort William ligger Rannoch Moor, et 130 km2 stort område med mange sumpede moser. Betagende smukt.

Det var også på disse kanter, at John D fortalte krigshistorier om, hvordan skotterne havde bygget underjordiske bunkere med et periskop, så de kunne følge tyskernes fly.

Three Sisters of Glencoe

Undervejs til Fort William var der et par stop, hvor vi kunne nyde udsigten og fotografere, bl.a. ved The Three Sisters of Glencoe. Bjergkæden blev dannet under vulkansk aktivitet for 380 mill. år siden.

I området er der rigtig mange vandrestier, og vi så adskillige vandrere på vej med fuld oppakning i det øde og meget smukke terræn. Afstandene er enormt store, der er stort set ingen beboelse, kun bjerge, søer, moser, floder - og så den moderne, asfalterede hovedvej midt igennem hele scenariet. Ubeskrivelig smukt!

Frokost i Fort William

Fort William ligger ved Loch Linnhe og er den næststørste by i højlandet. Med Glencoe mod syd, Aonach Mór mod nord, Glenfinnan mod vest og tæt på Ben Nevis (det højeste bjerg i Skotland) er byen et vigtigt turistcenter for vandring og klatring.

Vi så ikke ret meget af byen, kun det vi kørte forbi ind til spisestedet, som lå i et indkøbscenter. Her kunne man købe Fast Food. Ikke de store kulinariske valgmuligheder, så vi blev enige om at smage 'fish & chips' - for første gang vel at mærke. Også sidste gang.

Glenfinnan ligger mellem Fort William og Mallaig

Glenfinnan ligger ved nordbredden af Loch Shiel, og her blev The Glenfinnan Monument rejst i 1815 til minde om det sted, hvor prins Charles Edward Stuart ("Bonnie Prins Charlie") tog sit udgangspunkt i 1745 sammen med jakobitterne.

Da prins Charles ankom til Glenfinnan blev han mødt af nogle få fra klanen MacDonalds. I flere dage ventede han på, at flere dukkede op. Da han skønnede, at nu var støtten stor nok (Camerons, McPhees og MacDonalds) klatrede han op på bjerget d. 19. august 1745 og gjorde krav på den skotske og engelske trone. Sådan begyndte oprøret, som endte med det fatale slag ved Culloden i april 1746, hvor skotterne tabte.

Viadukten i Glenfinnan blev bygget i 1897-1901 af ingeniøren Robert McAlpine. Den har 21 buer og er 30 m høj. Den er især kendt fra Harry Potter filmene.

Fra P-pladsen, hvor vi holdt, var der en kringlet, stejl sti op til et storslået udsigtspunkt. Det var umagen værd at "klatre" op, - ikke fordi man skulle klatre, men der var meget ujævnt, glat og mudret undervejs, trods den varme, solrige dag. Guiden John tog en genvej igennem buskadset, men han havde også vandrestøvler på og kendte terrænet. Sådan ét af de sjove og overraskende øjeblikke, hvor han var langt bagud, og pludselig forrest.

Vi soppede på stranden lige før Mallaig

Lige før Mallaig, hvorfra vi skulle sejle til Isle of Skye, var der tid til en lille strand-pause. Sandet var meget grov-kornet, som at gå i fint grus. Vejret solrigt og yderst blæsende, og herligt at soppe i Atlanterhavet. Igen var det John D, som førte an, smed sko og strømper og med sin iver og begejstring fik os andre til også at soppe i det lune Atlanterhavs-vand.

En meget blæsende sejltur

Det blæste temmelig meget i Mallaig, så vi besluttede os for at sidde indenfor under færgeoverfarten. Her sad vi sammen med et tysk par, som vi var faldet i snak med, mens vi ventede på færgen.

Sejlturen var John D's forslag. Han spurgte os allerede i Glasgow, men kravet var alle eller ingen. Hvis ja, ville han booke billetter, hvilket kostede 6 £ pr. person. Vi var glade for både at opleve strækningen fra Fort William til Mallaig og sejlturen, trods den ekstra udgift.

Portree, den største by på Isle of Skye

På Isle of Skye tog det ca. 1½ time at køre fra havnen til Portree, hvor vi skulle bo. Portree er øens hovedstad med ca. 2000 indbyggere. Først fik vi en rundvisning i byen og anbefalet gode spisesteder. Dernæst blev vi sat af mange forskellige steder (på B & B). Fik også at vide, at nogle af vores B & B's lå langt fra centrum, men så kunne vi bede værten om et lift ind til byen og ta' en taxa tilbage.

Vi var nogle af de sidste, der blev sat af, tilmed længst væk. Ankom til B & B Viewmount kl. 20.30. Det var for sent, følte vi. Især fordi vi havde fået at vide, at restauranterne serverede aftensmad indtil kl. 21. Det føltes stressende at skulle indlogeres i en fart og skynde sig ud at spise aftensmad.

Værten på vores B & B var meget venlig og ville gerne køre os ind til Portree. Han kendte et rigtig godt og billigt sted at spise. Og viste os også, hvor taxaerne holdt på torvet lige rundt om hjørnet.

Vi nød at spise på den restaurant, han havde anbefalet. Maden var rigtig god, og vi havde bestemt ikke behøvet at skynde os så meget, for de lukkede ikke for servering kl. 21.

Bagefter gik vi en lille tur i byens centrum (som er meget lille) og nød den lune aften og udsigten over bugten. Det var meget længe lyst, tusmørket begyndte først ved 22.30 tiden.

Da vi kom til torvet og taxaernes holdeplads, var der ingen taxaer at se, og der kom heller ikke nogen. Efter at ha' ventet ½ times tid, gik jeg over til dørmændene på det diskotek, som lå ud for holdepladsen. Spurgte om hjælp. De sagde, at om søndagen efter kl. 22 skulle man ringe efter en taxa. Heldigvis ville de gerne hjælpe os med det.

I mellemtiden var et andet par dukket op, de skulle også bruge en taxa, og da den ankom, foreslog taxachaufføren, at vi delte turen. Alle ind i taxaen, først køre de andre til campingpladsen, dernæst os til vores B & B. Og kun betale for egen strækning. Synes taxaen kørte meget hurtigt, men det blev det kun billigere af.

Vi fik morgenmaden serveret i husets køkken - og dér boede husets hund. Den var meget sød, men ikke lige noget for mig med en hund. Hvordan forklarer man en nysgerrig hund, at man er allergisk? At den skal holde sig på afstand, helst helt væk. Og ikke en oplevelse jeg havde forventet på et overnatningssted.

Talisker og i svoger Jans fodspor

Dagens første seværdighed var Talisker destilleriet. Min søster Kirsten og hendes mand Jan var her i august 2009, og netop Talisker var blandt Jans foretrukne. Jan døde desværre af kræft i efteråret 2010, så denne formiddag blev i høj grad tilegnet hans minde. Efter rundvisning og prøvesmagning ville vi gerne købe den helt specielle Talisker 57 North 57 %, som Jan elskede. Den var desværre udsolgt!

Talisker destilleriet producerer skotsk single malt whisky. Mærket har i mange år været blandt de mest kendte, og fik endnu et kommercielt løft, da standardproduktet (10 years Old) i 1998 blev markedsført som en af de seks klassiske single malt's. I dag går en stor del af produktionen også til blandede whiskyer.

Talisker blev grundlagt i 1830 af Hugh og Kenneth MacAskill og var det første lovlige destilleri på Skye, et led i myndighedernes kamp mod de mange små ulovlige spritproducenter. Her var der også rent kildevand, selv om byggen skulle importeres fra Inverness.

Dun Beag er et jernalder fort

Ligger på en bakketop ved Bracadale på vestkysten af Isle of Skye, langs hovedvejen til Dunvegan. Ligner mest af alt en bakketop med nogle sten på toppen. Ved nærmere eftersyn kan man godt se, at her har været et strategisk sted for forsvar med overblik og udsyn over bugten Loch Bracadale.

Dun Beag er en Broch, som er en skotsk betegnelse for en rund tårn lignende bygning med dobbelte vægge.  Det har en indvendig diameter på 10,6 m og er omgivet af 4,3 m tykke mure. Man mener, det engang var 30 m højt. Indgangen ligger mod øst, og der er rester af et hemmeligt rum og trapper til øverste etage.

Dun Beag er gælisk og betyder "lille fort". Stedet blev udgravet fra 1914-20, og er dateret til ca. 100 f. Kr., men blev også brugt i middelalderen.

Jens blev på p-pladsen, mens jeg gik op på bakken. Det mest tankevækkende er, at da jeg kom ned igen, fortalte han mig, hvad jeg havde sagt og snakket om på toppen. Lyden virkede denne dag som i et romersk amfiteater. Hvordan det var i jernalderen, ved vi ikke noget om.

Neist Point Lighthouse

Inden vi kørte helt ud til vestkysten på Isle of Skye var der et kaffestop i Glendale, en lille by med en café.

Neist Point Lighthouse ligger længst mod vest på Isle of Skye. En stejl trappe og derefter en lang vej fører ud til fyrtårnet (fra 1909), hvorfra der er en storslået udsigt. Basalten på dette sted er lige som ved Giant's Causeway i Nord Irland.

Det er et godt sted at kigge efter hvaler, delfiner, marsvin og hajer, men også mange forskellige fugle og sjældne planter. Fyrtårnet er i dag privatejet, og her kan man overnatte.

John D tog ruten i fuldt firspring, sidste mand af sted og en af de første tilbage, god kondi!

Dunvegan Castle & Gardens

Inden vi gik rundt på slottet og i haverne fik vi en dejlig, udendørs frokost i cafeteriet ved P-pladsen. Det var ret sent, allerede kaffetid, så vi var godt sultne.

Dunvegan Castle har huset MacLeod klanen i ca. 800 år, og er således det ældste kontinuerligt beboede slot i Skotland. Det blev oprindelig designet til at holde folk ude, men blev åbnet for besøgende i 1933.

Siden har Dunvegan Castle været en af de førende turistattraktioner, og gennem tiderne har bl.a. Sir Walter Scott, dronning Elisabeth 2. og den japanske kejser Akihito besøgt slottet.

På Dunvegan Castle findes en masse vigtige klan relikvier, bl.a. Dunvegan flaget, Dunvegan Cup og Sir Rory Mor's Horn.

Ud over en rundtur i slottet og haverne er der også mulighed for at nyde en bådtur på Loch Dunvegan og se sæler og fugle, fiske og campere ved foden af bjergkæden Cuillin.

Kilt Rock & Man of the Stor ligger mod nord

Fra Dunvegan kørte vi østpå, tværs over Isle of Skye og på meget smalle veje, nærmest kun ét spor. Der var vigepladser for hver ca. 200 m - og mange får langs vejen. I havnebyen Uik var der en fantastisk udsigt og bjergkørsel "for alle pengene". Nord for Uik var der et endnu smukkere udsigtspunkt, hvor vi holdt en kort foto-pause.

Kilt Rock er en ca. 60 m høj klippeformation, som ligger ud til vandet på Nordøstkysten. Klipperne har sit navn efter den klippe-struktur, som mest af alt ligner et skotskternet mønster. Et vandfald brager ned i havet, og udsigten på dette sted er helt fantastisk.

The old Man of the Stor er en 55 m høj basaltstøtte, som rager op i landskabet lidt syd for Kilt Rock.

På dette tidspunkt var vores chauffør og guide John D meget træt. Nu ville han gerne hurtigst muligt til Portree og holde fri. Det kunne vi godt forstå!

Aftensmad i Portree

Ved 19-tiden blev vi alle sat af på torvet i Portree, så skulle vi ikke bøvle med at komme ind til byen og spise. På havnen lå der en meget spændende fiskerestaurant The Lower Deck, dér ville vi gerne ha' aftensmad. Man kunne ikke gå ind og bestille plads, men skulle vente i køen udenfor. Der blev ikke lukket flere ind, end at man kunne få et bord for sig selv, selv om der var tomme pladser.

Maden smagte fantastisk, det var virkelig værd at vente på. Sjovt nok blev der god plads senere på aftenen, mens vi stadig sad der, men da var deres forsyninger sluppet op, så folk gik forgæves.

Vi fik restauranten til at ringe efter en taxa, da vi ville hjem til vores B & B Viewmount, og her havde vi "whisky & smoking time" på fortovet uden for, mig i nattøj og ulden trøje.

 

TIRSDAG 26. JULI 2011 - Isle of Skye & Loch Ness

Vi fik igen køkkenpladsen til morgenmaden, og familiens hund ville hele tiden snakke, snuse, som om den opfattede os som hørende til familien. Værten gav den besked på at blive liggende i sin kurv, men det adlød den kun, indtil han var ude af syne.

Undervejs sydpå kom vi forbi en meget idyllisk campinplads. Den lå i en dal for enden af en fjord. Om det var ved Loch Sligachan eller Loch Ainort ved jeg ikke, glemte at spørge og kigge på vejskilte, men nåede at fotografere.

I Kyleakin holdt vi en kort pause, og her kunne vi se broen Skye Bridge, der forbinder Skye med fastlandet og byen på den anden side, Kyle of Lochalsh. Broen er fra 1995, og indtil da var her færgeoverfart.

Eilean Donan Castle

Eilean Donan er en meget lille ø i Loch Duich i det vestlige højland. En bro fører ud til slottet, som har ry for at være det mest fotograferede i verden. Og man må sige, at her er et uovertruffent, smukt scenarie.

Eilean Donan betyder Donans ø, og øen er sandsynligvis opkaldt efter den irske helgen Saint Donan, som kom til Skotland omkring 580. Det siges, at han eller andre kristne rejste en kirke på stedet, men man har ikke fundet rester af den.

Et andet sagn fortæller, at øen er opkaldt efter det gæliske Cu-Donn, som betyder otter (brun hund). Otter-kongen var kendt for sin dragt af det pureste sølv, som ved hans død blev begravet på dette sted.

Selv om Eilean Donan er omgivet af saltvand, var der en kilde med ferskvand på øen, som har været beboet siden jernalderen.

Slottet blev grundlagt af nordiske keltere i det 13. årh., sandsynligvis som beskyttelse mod vikingerne. Senere blev det erobret af klanen MacKenzi, som etablerede en fæstning her og byggede til. I 1511 overtog klanen MacRae slottet.

Efter jakobitternes fejlslagne oprør i 1715, søgte de støtte fra Spanien. I april 1719 ankom spanske soldater til Loch Duich, og de besatte Eilean Donan Castle. Det forventede oprør i Højlandet skete ikke, og resten af den spanske hær ankom aldrig.

I starten af maj 1719 sendte englænderne skibe til området. Den 10. maj 1719 blev der åbnet ild, og efter kort tid var spanierne slået, og slottet blev ødelagt.

De nuværende bygninger er resultatet af restaureringer fra 1912-32, og slottet tilhører nu MacRae klanen. I 2001 boede der én på slottet!

Rundvisning på slottet

Man kan selv gå rundt på Eilean Donan Castle, eller blive guidet (hvilket er en kombination af begge dele). På 1. og 2. etage starter guiden sit foredrag i den store stue, når det formnodes, at alle er til stede. Herefter kan man frit kigge sig omkring i de tilstødende værelser. Det var desværre forbudt at fotografere indenfor.

Meget er velbevaret, og man får en fin fornemmelse af, hvordan livet på slottet var. Lige fra de store stuer med tidssvarende interiør, til køkkenafdelingen som mere er indrettet som et museum med plastikmad og -modeller.

Der er bygget et besøgscenter ved siden af P-pladsen, og her kan gangbesværede og kørestolsbrugere få en elektronisk guidet tur rundt i slottet.

Fort Augustus

Fort Augustus ligger ved syd-mundingen af Loch Ness, midt imellem Fort William og Inverness ved Caledonian Canal, og på The Great Glen Way, som blev åbnet i 2002 og har øget byens turisme, fordi vandrere og cyklister ynder at gøre ophold her.

Byen, som i dag har ca. 650 indbyggere, hed oprindeligt Cill Chuimein, men blev i det 17. årh. kendt for det fort, som general Wade byggede og kaldte Fort Augustus (opkaldt efter kong George's 2. søn).

Caledonian Canal

Floden Oich løber gennem byen, og den 60 mil lange Caledonian Canal, som blev bygget af Thomas Telford i starten af 1800-tallet, gør det muligt at sejle fra Fort William til Inverness. Kanalen er undervejs forbundet af en række naturlige søer. I Fort Augustus er der bygget 5 lochs (sluser), som gør det muligt at forcere højdeforskellen mellem Fort Augustus og Loch Ness.

Sejltur på Loch Ness

Loch Ness er 37 km lang og når næsten op til Inverness. Det sorte dybe vand i Loch Ness ligger 20 m over havets overflade, og alligevel med en dybde op til 230 m.

Planen var, at vi skulle spise frokost i Fort Augustus og derefter sejle en tur på Loch Ness fra kl. 13-14. Vores guide John D havde efter aftale bestilt plads på forhånd.

Vi ankom dog først til Fort Augustus kl. 12.40 og kunne ikke nå en frokost på land. John D anbefalede os at købe 'take away' i et supermarked, der lå mellem P-pladsen og det sted færgen sejlede fra, og det nåede vi heldigvis.

Trods den stressende start, var sejlturen på Loch Ness en rigtig dejlig og afslappende oplevelse med masser af tid til at spise og nyde den smukke natur. Dog køligt og vildt blæsende, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel. Godt med en jakke.

Det med sø-uhyret er vist en saga blot. Vi så intet til den berømte Nessie. Jeg tænkte også, at dette sted ikke var noget særligt, sammenlignet med de unikke steder, vi havde set i Højlandet og på Skye.

Commando Memorial ved Ben Nevis

Commando Memorial ligger ca. 1,6 km nordvest for byen Spean Bridge og er et mindesmærke, som er tilegnet de britiske soldater, som døde under 2. verdenskrig.

Stedet blev valgt, fordi det var i dette område, at den britiske Commando havde øvelsesterræn fra 1942 (Achnacarry Castle). Mindesmærket blev indviet i 1952 af Elisabeth 2.'s mor (Queen Mother).

I dag er Commando Memorial også kendt for sin beliggenhed med en fantastisk udsigt til Skotlands højeste bjerg Ben Nevis. En skive viser, hvad man ser, når man kigger i de forskellige retninger.

På stedet findes også en cirkelformet plads til minde om faldne soldater efter 2. verdenskrig, bl.a. fra Falklandskrigen, Irak og Afghanistan. Her kan man se fotografier af de afdøde og læse ganske kort om deres skæbner. Der er pyntet med blomster og kors.

Da jeg gik rundt i dette område, fyldtes jeg med ære og respekt for alle dem, som har kæmpet for frihed! 

Pitlochry er en victoriansk by

Pitlochry ligger ved floden Tummel nord for Perth, og byen har ca. 2500 indbyggere. Det er en victoriansk by, som fik gang i turismen, da dronning Victoria besøgte området i 1842, og jernbanen blev bygget i 1863. Byen er omgivet af bjerge som Ben Vrackie og Schiehallion og er derfor et populært sted for vandrere.

I 2009 deltog Pitlochry i Britain Bloom (Storbritanien blomstrer) og vandt en guldmedalje i kategorien for mindre byer.

Pausen var balsam for ganen og sjælen 

Vi havde ca. 45 min. til rådighed (mellem kl. 16 og 17), kunne gå på sightseeing i byen, eller sætte os og nyde solen & noget til ganen. Vi valgte den første fortovscafé, vi så på hovedgaden. Der var både eftermiddagssol og ledige pladser.

Selv om det var en Macdonalds Restaurant & Guest House havde de et yderst tiltalende menukort. Vi var ikke spor i tvivl. Salat, hvidløgsbrød m/ost og en gælisk kaffe (svarer til irsk kaffe). Man skulle bestille og betale indenfor, derefter blev herlighederne serveret udenfor.

Jeg mindes stadig denne siesta som himmelsk timing! Det var ferie, afslapning, hygge, god mad, den meget velsmagende gæliske kaffe. Kigge på hovedgadens liv, bare nyde og nyde....

Tilbage i Edinburgh, samme hotel, samme værelse

Turen sluttede på Waverley Bridge ved 19-tiden, og der var korte farvel til hinanden, men egentlig blev turens deltagere ikke rystet sammen. Der var en familie på fire fra Hongkong, som vi snakkede en del med under turen, og er spændte på, om vi nogensinde hører fra dem igen.

Da vi bagefter bookede ind på Royal British Hotel, var det med et smil og stort velkommen igen - og samme værelse. Det var vi godt tilfredse med. Sluttede aftenen med en bøf med ananas på den kinesiske restaurant "lige om hjørnet".

De næste to dage ville vi gerne bruge til at besøge Royal Botanic Garden, Royal Yacht Britannia og Palace of Holyroodhouse. Vi købte en 2-dages busbillet, så var der sørget for transporten. Billetten kunne bruges på alle tour-busserne i Edinburgh. Men det var først om aftenen, vi fandt ud af, at Holyroodhouse var lukket i nogle dage pga. kongeligt bryllup.

Efter morgenmaden var vi et smut på turistkontoret, som lå overfor vores hotel. Der købte vi et kort over Skotland, så vi kunne tegne vores rejseruter ind.

Royal Botanic Garden

Royal Botanic Garden er først og fremmest en videnskabelig institution, tilegnet opdagelsen og beskrivelsen af planter og deres relationer, udvikling og biologi.

Den botaniske have i Edinburgh blev grundlagt i 1670 på et område i St Anne's Yard (del af Holyrood Palace), som ikke var større end en tennisbane. De første planter var helseplanter. Trods de næste århundreders turbulens og krige lykkedes det at udvikle en af Storbritanniens første botaniske haver.

Robert Sibbald og Andrew Balfour var blandt de første, som var med til at importere fremmede planter. Samlingen af planter udviklede sig i takt med det britiske imperium, og i 1820 blev den endelige placering flyttet til Inverleith.

Mellem 1905 og 1932 introducerede plantejægeren George Forrest over 10.000 forskellige planter. I dag kan man se over 15.000 forskellige planter i Royal Botanic Garden.

Der er smukt og mange planter at kigge på

Den botaniske have er større, end man forestiller sig. Asfalterede gange snor sig rundt i haven, hvor der er afstikkere til mange forskellige bede. Midt inde i det hele er et drivhus med alverdens planter (Glasshouse). Her skal man betale ekstra for at komme ind, men det valgte vi fra.

Man kan bl.a. også se Storbritanniens største plantefossil (et 320 millioner gammel

Frokostt træ, som ligger udstrakt og føles som sten), de majestætiske træer fra Arboretum, Queen Mother's mindehave og den verdensberømte Rock Garden. Ved indgangen er der en stor hall med udstillinger.

Royal Yacht Britannia

Indgangen til Royal Yacht Britannia er på 2. sal i indkøbscentret Ocean Terminal. I dette indkøbscenter er der også gode spisemuligheder. Vi fandt en restaurant på 1. sal med udendørs siddepladser, et perfekt sted at spise frokost og holde siesta.

En måge var meget nysgerrig, opholdt sig på gelænderet, og Jens forsøgte at lokke med madrester. Selv om jeg var klar med kameraet, gik det for hurtigt, da mågen snuppede maden.

Fra 1953-1997 blev Royal Yacht Britannia brugt af den engelske kongefamilie til 968 officielle rejser. En audio-rundvisning på skibet fortæller historien om både indretning, mandskab og livet om bord.

De kongelige havde overdådige forhold, mandskabet trange forhold. Jeg synes ikke, det er okay, men måske du har en anden mening?

Guinness og solskin på Waverley

Da vi kom tilbage til Waverley Bridge, nød vi en Guinness & solen. Herefter siesta på værelset - og sluttede aftenen med at spise kinesisk igen.

Udfordringen var at finde gode oplevelser i centrum eller på bus-ruten, forenet med en regnvejrsdag. Vi havde købt busbilletter dagen før og planlagt Holyroodhouse, men det var lukket pga. kongeligt bryllup (Elisabeth 2.'s barnebarn Zara Phillips og Mike Tindall), så vi skulle finde på noget andet, og det blev Gladstone's land og St. Giles Cathedral.

Gladstone's Land

Gladstone's Land er et seks etager højt hus, som ligger i Lawnmarket (på Royal Mile mellem Edinburgh Castle og Holyroodhouse). Huset stammer fra 1550 og er nu moderniseret af the National Trust for Scotland.

I 1617 blev ejendommen købt af den velstående købmand Thomas Gledstanes, som herefter udvidede huset. Pga. parcellens størrelse var det kun muligt at udvide i dybden eller højden, derfor blev huset udvidet til 6 etager. Gledstanes og hans familie boede i to af lejlighederne, mens resten var lejet ud til en anden købmand, en minister, en ridder og en officer. Udenfor bygningen hænger et skilt dateret 1617 og en forgyldt høg med udstrakte vinger.  

Vi hørte historien om, hvordan de skulle op og ned ad de smalle, mørke trapper uden lys, rigtig mange beboere skulle passere hinanden. Dengang skulle alt vand bæres op. Nemmere når brugt vand og affald skulle skaffes af vejen. Det blev kort og godt smidt ud af vinduet.

Der var mulighed for at se rummenes indretning på de tre første etager. Nogle stuer og soveværelser var med smukke malerier på væggene og på loftsbjælkerne. Andre rum var meget små og mørke. Især køkkenet var trangt, overfyldt og meget mørkt. Her var der både kogeplads, børnepasning og tjenestefolkenes soveplads. Kvinderne havde nogle overtræks-sko af jern og træ (pattens), som var skabt til at forcere mudderet i gaderne.

Formiddagskaffe under en parasol

Lige overfor St. Giles Cathedral fandt vi en "overdækket" fortovscafé. Der var en parasol, så vi kunne sidde i tørvejr og nyde en kop kaffe, en smøg og udsigten. Tjeneren smilede og rystede på hovedet, men vi fandt det rigtig hyggeligt og afslappende. 

St. Giles Cathedral

Den nuværende kirke stammer fra det 14. årh. Den er tilegnet St. Giles, som var en meget populær helgen i middelalderen og Edinburghs beskyttende helgen. Han fejres hvert år d. 1. september.

Den ældste del af kirken er fire massive søjler, som måske stammer fra 1124. På det tidspunkt ønskede den skotske kongelige familie at udbrede den katolske tro.

I 1385 brændte kirken og blev efterfølgende genopbygget. Det meste af det nuværende interiør i kirken stammer fra denne periode. I de næste 150 år blev kirken udvidet med mange kapeller, altre og et tårn.

Under den skotske reformation, som begyndte i 1560, blev klokken (Mary-Bell) og messinglysestagerne smeltet og brugt til kanoner. St. Giles relikvie (armen med en diamant fingerring) og andre skatte blev solgt.

Lederen af den skotske reformation var John Knox (1505-72) fra Edinburgh. Under et fransk angreb på St. Andrew slot blev han i 1547 taget til fange, men frigivet igen i 1549. Han opholdt sig i eksil i England og Geneva indtil 1555. Fra 1559-1572 var han leder af St. Giles.

Reformationen delte menigheden i St. Giles, og i de næste 300 år blev bygningerne også brugt som politistation, brandstation, skole og kul-lager. Den skotske guillotine The Maiden havde hjemme i kirken, og i et hjørne var der et fængsel. Kirken blev brugt som det samlingssted, hvor byen rådslog sig.

I mere end hundrede år efter reformationen blev kirken forstyrret af religiøse uoverensstemmelser. I 1633 blev Charles 1. udnævnt som Skotlands biskop, og i 1635 blev William Forbes den første biskop i det nye stift i Edinburgh med St. Giles som kirke.

Indendørs oplevelser

Den vedvarende og silende regn bragte os indendørs til frokost, dejlig mad og siesta. Bagefter var jeg på indkøb i H&M på Princes Street, og aftenen sluttede på vores kinesiske restaurant tæt på hotellet. Kom ved en fejl til at bestille én menu (til 2), det VAR billigt, - og vi blev mætte.

Efter morgenmaden tog vi en taxa til Rabbies opsamlingssted i High Street. Chaufføren hed Richard, og i alt 15 skulle med på 5-dages turen til Orkneyøerne og det nordlige Skotland.

Mens vi ventede på bussen, faldt vi i snak med Per fra Århus. Han lagde mærke til, at Jens og jeg snakkede dansk med hinanden. Med på turen var også Margaret og Geoff fra London, Virginia fra Ohio, Julie og John fra Georgia, Gail og Reg fra Canada, Leigh Thomas og hans kone fra Brisbane, Stephanie Mohr fra Wien, Ruby og Cecilia fra Malaysia.

På vej til højlandet hørte vi igen om William Wallace og Walter Scott, men også den skotske læge, missionær og opdagelsesrejsende David Livingstone fra Glasgow, som forsøgte at finde Nilens kilder. Han levede fra 1813 - 1873.

Formiddagspause i Callander

Callander ligger ved højlandsgrænsen og var i år vært for Highland Games. Byen er et populært stoppested for turister, som er på vej frem eller tilbage fra højlandet. Vi holdt en god pause her, hvor der var tid til at kigge sig omkring, masser af butikker og caféer på hovedgaden, men et kedeligt sted, synes jeg.

Turen fortsatte nordpå. Første stop var ved en lille sø, hvor der også var campister langs bredden. Et rigtigt smukt område. Derefter videre til Rannock Moor og Three Sisters, dejligt gensyn.

Glencoe Ski Centre

Her var der frokostpause og mulighed for at ta' skiliften op til toppen. Glencoe Ski Centre har Skotlands længste lodrette skilift, hvor man bliver løftet ca. 800 m op. Vi tog turen til første plateau, som ligger omkring 300 m oppe, en tur på ca. 10 min. hver vej. Undervejs er der en fantastisk udsigt.

Nu er det bare lige sådan, at jeg aldeles ikke er til den slags oplevelser, sidde frit svævende i luften, og 10 min. er meget længe for mig. Jeg ville dog gerne op, og så var der ikke andre muligheder end at overskride egne grænser.

Det var noget af en oplevelse at komme på skiliften, stå parat og sætte sig på plads i farten. Skubbe sikkerhedsbøjlen ned. Uden at vide noget om, hvordan man så kom af, for liften kørte konstant og ventede ikke på nybegyndere som mig. Heldigvis var der en hjælper både ved start og slut, så det gik rimeligt nemt med at komme på plads og hoppe af i farten til den rigtige side.

Der var meget stille og smukt på turen op og ned. Både spændende og skræmmende at kigge direkte ned, den ujævne bjergskråning fyldt med sten, planter, små vandløb og klippefremspring. Og på første plateau, hvor vi stoppede, var der en helt fantastisk udsigt ned over Glencoe dalen.

Inden vi tog skiliften, havde vi bestilt frokost i caféen, så maden var klar, når vi kom ned. Det fungerede bare ikke pga. for lidt personale. Vi (og alle de andre) måtte vente en halv time på servering, og hele turen blev derfor forsinket. Noget som Rabbies ville påtale, ikke var i orden.

Vi sad til bords sammen med danske Per og Julie og John (fra Georgia). Per fortalte, at først midtvejs opdagede han, at han sad med dinglende fødder og uden sikkerhedsbøjlen nede. Han havde siddet og undret sig over, at alle andre havde noget at sætte fødderne på og noget at holde fast i.

Kaffepause i Fort Augustus

Lige før vi kom til Fort Augustus, tog Richard 'bagvejen' ind til byen, så vi kunne holde på et smukt udsigtspunkt og kigge på Loch Ness. Efter en rundtur langs kanalen i Fort Augustus og med info om stedet, var der kaffepause her. Sluserne havde vi set på hjemturen fra Isle of Skye, så vi valgte at nyde solen og en cappuccino.

Uruquart Castle ved Loch Ness

Slotsruinerne ligger på en halvø midt imellem Fort Augustus og Inverness. Her var der et kort fotostop. Uruquart Castle blev ødelagt i 1692 for at forebygge, at jakobitterne kunne bruge stedet som fæstning.

Inverness er den største by i det skotske højland

Inverness har ca. 50.000 indbyggere og ligger tæt på to berømte slagmarker. Slaget i Aird mod nordmændene i det 11. årh. og slaget mellem jakobitter og englændere ved Culloden i det 18. årh.

Vi ankom til Inverness ved 18 tiden og efter en rundvisning i byen, blev vi sat af på forskellige B & B's. Alle i gåafstand til centrum. Vi boede på sydsiden af floden Ness. Her var gadebilledet præget af den ene B & B efter den anden, mens restauranterne og caféerne lå langs Riverside på nordsiden.

Efter en lille pause slentrede vi mod centrum, nød udsigten langs floden, som var meget lavvandet denne aften. Ville gerne finde en fortovscafé i solen, men alle pladser var optaget. I det hele taget svært at finde ledige pladser en fredag aften til spisetid. Men til sidst lykkedes det os at få en indendørs plads, tilmed med udsigt til floden, og go' mad!

Da vi kom tilbage til vores B & B, nød vi den lune aften, en kaffekop m/whisky & en smøg på gaden, hvor vi sad på stendiget ud til fortovet. Man må kun ryge udendørs, og kun drikke spiritus indendørs, derfor kaffekoppen som camouflage. På et tidspunkt kørte politiet forbi, ganske hyggeligt at sidde dér med koppen og smile. 

Efter morgenmaden og opsamling stoppede bussen ved et supermarked i Inverness, hvor vi kunne købe en billig madpakke til sejlturen til Orkneyøerne, fordsi man kun kunne købe snacks ombord. Chaufføren Richard kom fra Inverness og var meget stedkendt.

Der var korte foto-stops undervejs nordpå, bl.a. ved Conon Bridge.

Helmsdale er en by på nordøst kysten

Her var der en længere formiddagspause ved floden i Helmsdale. Et rigtig idyllisk sted. Vores mission var at nyde udsigten og en kop kaffe - det blev sammen med Per, da han kom tilbage efter en lille sightseeing tur rundt i området.

Ved siden af cafeteriet var der en 'Far North' udstilling.

Efter romernes, vikingernes og frankernes indblanding, blev det gamle slot i Helmsdale i 1970'erne rømmet for at gi' plads til byggeriet af den nye hovedvej A9, men den oprindelige bro er stadig bevaret.

I 1800-tallet blev byen angrebet af guldfeberen, da der i 1818 blev fundet en enkelt klump guld tæt ved Suisgill og Kildonan.

Under 2. verdenskrig byggede Royal Air Force en radarstation sydvest for Helmsdale, og der var også en RAF radarstation nordøst for Helmsdale. Under den efterfølgende kolde krig var der en sammensat signal organisation her.

Inden sejlturen til Orkneyøerne var der stop ved "John o'Groats", som kaldes det nordligste sted på Skotlands fastland. Men sandheden er, at det nordligste sted er Dunnet Head.

Med katamaranfærge til Orkneyøerne

Vi sejlede fra Gills (fastlandet) til St. Margaret's Hope (øen South Ronaldsay). Overfarten varede en times tid, og imens nød vi den medbragte madpakke.

Selv om det var koldt og blæste rigtig meget, valgte vi at sidde udenfor, og vi havde den varme trøje på under jakken. Det var meget spændende at sejle forbi de mange, små klippeøer i nærheden af fastlandet. Ruinerne vidner om, at her har der engang boet mennesker, som har levet af fåreavl. På nogle af de ubeboede øer gik der stadig får.

Efter ca. 10 minutters sejlads gyngede det ret meget, og dette fik bilerne på dækket til at gi' tude-koncert, når deres alarmer gik i gang. Lød meget morsomt.

Orkneyøerne består af 70 øer

Orkneyøerne ligger 16 km fra Skotlands nordspids og består af 70 øer, hvoraf de 20 er beboede. Øerne ligger mellem Atlanterhavet og Nordsøen og har et udsat klima, hvor vejret er meget omskifteligt, så man sagtens kan opleve alle årstider på den samme dag.

Den største ø Orkney har givet navn til øgruppen. Vi fik at vide, at man siger Orkney Mainland, hvis det er hovedøen Orkney, man mener, og Orkney Islands når det er øgruppen, man mener.

Fra færgelejet i St. Margaret's Hope på øen South Ronaldsay er der en god og velholdt vej nordpå til Orkney Mainland. Undervejs er der bygget dæmninger fra ø til ø, så man har en fornemmelse af, at disse små øer 'hænger sammen'. Dæmningerne stammer fra 2. verdenskrig og blev bygget for at beskytte flåden mod angreb, i dag fungerer de som veje. Ved lavvande kan man se mange forliste tyske krigsskibe her.

Den forhistoriske bosættelse Skara Brae viser, at der har boet mennesker på Orkneyøerne i mere end 5.500 år. Orkneyøerne har også haft tætte forbindelser til de nordiske vikinger, især Norge som erobrede øerne i 875. Godt 100 år senere blev øerne kristnet af Olav Trygvasson.

Da den 13-årige Margrethe (datter af kong Chr. 1. af Danmark og Norge) i 1469 blev gift med den skotske konge James 3. fik de Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant som medgift. Christian 1. kunne dog ikke betale den lovede medgift, og derfor overtog skotterne øerne i 1472. I de efterfølgende godt 100 år forsøgte de dansk-norske regeringer at forhandle øerne tilbage, men uden held.

Omkring år 1800 oplevede Orkneyøerne ca. 50 år med velstand. De producerede 'kelp', som er aske af afbrændt tang. Denne aske er meget fin og var både velegnet og efterspurgt til produktion af glas og sæbe.

I dag er det mest turisme, de to whisky-destillerier Highland Park og Scapa samt landbruget med højlandskvæg og mælk, som giver arbejde til befolkningen.

Det italienske kapel

Under 2. verdenskrig var italienske krigsfanger udkommanderet til Orkneyøerne, hvor de arbejdede med at anlægge Churchill Causeway øst for Scapa Flow. Dæmningerne havde til formål at beskytte flåden imod angreb. I dag fungerer de som veje.

Krigsfangerne havde også tid til at bygge et lille kapel på Lamb Holm (en lille ø lige syd for Orkney Mainland) og udsmykke kapellet med fresker. De nåede ikke at blive helt færdige, så i 1960'erne og 1990'erne blev kapellet restaureret og er i dag en populær turistattraktion.

Kirkwall ligger på Orkney Mainland

Kirkwall er hovedstaden på Orkney Mainland og har ca. 7000 indbyggere, som mest lever af turisme. Her skulle vi overnatte 2 dage.

Inden vi blev sat af på vores B & B var der først en tur til et bjerg uden for Kirkwall, hvorfra der var en storslået udsigt. Vejen gik gennem/forbi en landejendom, hvor en af de andre deltagere så en nyfødt kalv og bad chaufføren om at stoppe. Dette måtte beundres. Derefter et kort ophold ved stranden og til sidst en tur rundt i Kirkwall centrum, hvor vi blev orienteret om gode spisesteder og taxaernes holdeplads.

Vi skulle bo temmelig spredt og vidt forskellige steder, nogle tæt på centrum, andre langt fra. Derfor blev alle først sat af på deres logi og derefter hentet ½ time senere af vores chauffør og guide Richard, som kørte os til centrum i Kirkwall, så vi kunne mødes og spise sammen.

En af dem, som skulle bo i centrum, havde i mellemtiden undersøgt, hvor vi kunne spise, og valget var The Shore. En restaurant ved havnen og lige over for taxaernes holdeplads. 11 ud af 15 mødte op, og vi havde en sjov og dejlig aften sammen.

I rygepausen udenfor mødte jeg de to piger fra Malaysia, og der var stor gensynsglæde indenfor, da de gik med ind for at hilse. Udenfor faldt jeg også i snak med en rygende tjener. Han fortalte, at han havde studeret i Edinburgh, og var vendt tilbage til Kirkwall, fordi han som nygift følte, det var det bedste sted at stifte familie og lade børn vokse op.

Taxaen til vores B & B Royal Oak var billig (50 kr.), og i baggården havde de en dejlig parkeringsplads med et bord og bænke, så vi kunne sidde og nyde den lune og tørre aften, igen med vores kaffekop med whisky i.

Efter morgenmaden og opsamling skulle vi rundt omkring på Orkney Mainland. Jeg vil kalde det 'i fortidens fodspor'. Urgamle bopladser, et gravkammer og stensætninger i ring.

The Brochs of Gurness

På nordkysten af Orkney Mainland kan man se de udgravede rester af en bosættelse fra jernalderen, ca. 100-200 f. Kr. Den blev opdaget af Robert Rendall i 1929, og måske har der været en endnu tidligere bosættelse her?

Det oprindelige 8 meter høje og 20 m runde tårn var nemt at forsvare. Skotterne kalder sådan et forsvarstårn for en broch. Rundt om tårnet var der 14 stenboliger, tre ydre forsvarsvolde og tre grøfter. Man formoder, at her har boet et samfund med op til 40 familier. Husene havde ingen vinduer, men der var indendørs toiletter.

Da de norske vikinger ankom, var stedet forladt. Man har fundet ét vikinge-gravsted her, så måske området har haft betydning som begravelsesplads for de norske vikinger?

Masser af spørgsmålstegn, og jeg tænker meget over, hvordan de første mennesker kom til dette meget afsides beliggende sted? Jeg er fuld af beundring, når jeg ser, hvor organiserede de har været i fortiden.

Palace Birsay

Birsay ligger i det nordvestlige hjørne på Orkney Mainland. Efter formiddagskaffe på en café i udkanten af den lille by så vi Palace Birsay.

Slottet blev bygget af Robert Stewart, den første jarl af Orkney (1533-1593). Han var uægte søn af James 5. og Euphemia Elphinstone.

Byggeriet blev påbegyndt i 1570'erne og derefter udvidet 10 år senere. Det fungerede både som forsvarsværk og bolig. I dag er der kun ruiner tilbage.

I 1614 spillede Palace Birsay en vigtig rolle under et oprør mod James 6. Robert Stewarts sønnesøn Robert var hjernen bag og blev støttet af sin far Patrick. Bygningerne blev erobret som forsvar mod Kirkwall's sherif og hans mænd. Både far og søn blev året efter henrettet for landsforræderi.

Senere jarler brugte kun slottet lejlighedsvis, og omkring år 1700 var slottet gået i forfald.

Skara Brae

I 1850 var der om vinteren en voldsom storm på Orkneyøerne. Mange steder forsvandt sandklitterne og græslaget. I Skaill bugten på vestkysten af Orkney Mainland dukkede et velbevaret stenaldersamfund frem, i dag kendt som Skara Brae.

Skara Brae var beboet, inden de egyptiske pyramider blev bygget, og byen blomstrede før Stonehenge blev bygget. Den ca. 5000 år gamle by består af 10 huse, og det er den bedst bevarede stenalderby i Nordeuropa. Hvert hus har ét rum på ca. 36 m2, og langs væggene er der bygget skabe, senge og ildsteder af sten.

I dag er der ikke mange træer på Orkneyøerne, det var der heller ikke dengang. Til gengæld er naturen her fuld af flade sten. Derfor brugte de stenene til møbler, og den sparsomme mængde træ til tagkonstruktioner og både.

Ildstedet lå midt i rummet. Der er mange gisninger om, hvad de brugte som brænde. Tørv fandtes ikke den gang, og træ var sparsomt. Man formoder, at de brugte en blanding af møg fra dyrene, tørret tang, lyng, bregner og knogler fra havpattedyr (fx hvalknogler, som er rig på olie).

Husene havde små celler, som havde forskellige størrelser. Nogle blev brugt til opbevaring af værdigenstande, andre som depot. I hvert hus var der også en celle med dræn, hvilket tyder på et indendørs toilet.

Dørene var lavet af sten- eller træplader, som var store nok til at udfylde døråbningen. De blev holdt på plads af en stang, som var lavet af hvalknogler eller træ.

Udgravninger har vist, at beboerne levede af fisk, kvæg, får og grise. De gik også på jagt efter hjorte og andet vildt.

Skaill House

Skaill House blev bygget til biskop George Graham i 1620. Han var biskop på Orkney fra 1615-38. Igennem årene er der tilføjet flere bygninger, og husets sydfløj ligger ovenpå en tidligere norsk begravelsesplads. Navnet 'Skaill' stammer fra norsk og betyder hall.

Biskop Graham var gift og havde 9 børn. Han var generøs overfor de fattige, og blev anklaget for at være for mild overfor hekse og slap ved utroskab og incest. Disse omstændigheder tvang ham til at træde tilbage i 1638, men han beholdt sin ejendom.

Biskop Grahams søn var den første Laird på Skaill House, som siden har været beboet af den samme familie i 12 generationer. En Laird er et skotsk begreb, der betyder Herre. Titlen som Laird arves, en Laird er medlem af landadelen og har rang under en Baron.

I 1991 arvede Major Malcolm Macrae Skaill House. Han er den 12. Laird af Breckness. Efter 6 års restaurering blev Skaill House åbnet for offentligheden i 1997. Man kan gå rundt i de forskellige rum og se, hvordan der var indrettet i 1950'erne. Et af højdepunkterne er biskop Grahams soveværelse.

I besøgscentret var der et lille cafeteria. Her fik frokost sammen med Per.

Stones of Stenness

Mellem og syd for søerne Loch of Stenness og Loch of Harray på Orkney Mainland ligger et antikt ceremonielt center. Her kan man se jættestuen Maes Howe og to enestående henge-anlæg, på dansk stenkredse (Stones of Stenness & Ring of Brodgar), som ligger 1500 m fra hinanden.

Henge-anlæg kendes kun i Storbritannien

Stones of Stenness er dateret til ca. 3000 f. Kr. og dermed på alder med de ældste henger i Sydengland, og ældre end de fleste engelske henge anlæg. Så i stenalderen har de været langt fremme i udviklingen på Orkneyøerne, og måske det bredte sig sydpå? Og ikke omvendt, som man hidtil har troet.

I området findes også en del monolitter (høje, slanke oprejste sten). Hvad formålet med dem var, ved man ikke.

Stones of Stenness havde også vold og voldgrav

Stenkredsen har en diameter på ca. 44 m og kun én indgang, som vendte mod nord og var ca. 8 m bred. Indenfor volden (som i dag er næsten forsvundet pga. erosion og pløjning) var der en 7 m bred og ca. 2,3 m dyb voldgrav. Den er også svær at få øje på. Udgravninger i 1906 har vist, at det nederste af voldgraven var mejslet ud af klippegrunden.

Oprindelig var der 12 sten i kredsen, i dag er der 4 tilbage. Den højeste af dem er 5,7 m. Under udgravningerne fandt man også fire aflange sten, der var sat i en firkant på 2,1 m gange 1,9 m, og hvor stenes overflade flugtede med jordens overflade. Man ved ikke, hvad det blev brugt til.

En forpagters dilemma

Selv om man på Orkneyøerne altid har sat en ære i at passe på fortidsminder, blev det for meget for en forpagter i 1814. Hans forpagtede jord lå på helligpladsen Stones of Stenness, og han var godt og grundig træt af hele tiden at skulle pløje uden om de gamle sten. Derfor gik han i gang med at vælte stenene. Han nåede at vælte to sten og knuse den ene, inden egnens befolkning reagerede og truede med retssag. Forpagteren fortrød og beklagede sin tankeløse adfærd. Den ubeskadigede sten blev genrejst ved en restaurering ca. 100 år senere.

Jættestuen Maes Howe

Maes Howe er en jættestue fra ca. 2800 f. Kr. og ligger ca. 1 km øst for stenkredsen Stones of Stenness. Højen, som jættestuen gemmer sig under, er bygget af sten og ler. Oprindelig var den ca. 8 m høj og 32 m i diameter. Byggematerialet er sandsten, som er forholdsvis let at bryde og lader sig tilpasse i de længder, bredder og tykkelser, man skal bruge.

Maes Howe er omgivet af en lille grav og en lille vold. Udgravninger har vist, at volden er blevet repareret og genopbygget i det 9. århundrede e. Kr.

Indgangen er 11 m lang og så lav, at man skal gå krumbøjet ind, men inde i jættestuen er der højt til loft, ca. 4,50 m. Stuen er næsten kvadratisk med en side på ca. 4,70 m.

I alle hjørner er der en høj sten, som støtter det hvælvede loft. I endevæggen og hver af sidevæggene er der en lille niche. På gulvet foran nicherne ligger der store stenblokke, som har været brugt til forsegling. Man formoder, at nicherne har været brugt til begravelser.

Norske runeindskrifter

De norske vikinger brød ind i Maes Howe i det 12. årh. og efterlod en masse runeindskrifter, hvor de fortæller om deres bedrifter. Fx "Disse runer blev indhugget af det vestlige havs mest kyndige runerister med den økse, som dræbte Gaukr Trankills søn i det sydlige Island."  og "Haakon fjernede egenhændigt skatte fra denne grav."

Guiden fortalte også, at der under en storm havde overnattet 100 norske vikinger i dette rum, noget jeg har svært ved at forestille mig. Så meget plads var der nu heller ikke.

Vintersolhverv

Ligesom Newgrange i Irland er Maes Howe orienteret efter vintersolhvervet, Maes Howe efter den nedgående sol, hvis stråler passerer gennem gangen og belyser stuens bagvæg nogle minutter hver dag i ugerne på begge sider af vintersolhvervet (21. december).

The Barnhouse Stone er en 3,20 m høj monolit ca. 800 m sydvest for Maes Howe. Når solen går ned på årets korteste dag, sendes solstrålerne gennem gangen og ind i jættestuens gravkammer, og samtidig passerer solstrålerne hen over toppen på The Barnhouse Stone.

Kaffepause i Stromness

Stromness ligger på Orkney Mainland og er den næststørste by på Orkneyøerne. Her bor ca. 2.200 mennesker. Byen ligger omkring hovedgaden, og fra havnen er der færge til øen Hoy og Thurso på fastlandet.

Det var ret interessant at gå tur på hovedgaden, hvor der var mange særprægede butiksvinduer, og nedslidte bygninger. Et butiksvindue reklamerede med 3. bedste pris for vinduesudsmykning. "Jo", tænkte jeg, for så flot var det nu ikke. I bedemands-forretningens vindue kunne man læse dødsannoncer og se, hvornår der var begravelse.

Vi fandt en udendørs café ved havnen, hvor vi gerne ville nyde en irsk kaffe. Men de havde ikke licens til at sælge udendørs alkohol, så det blev til en almindelig kop kaffe.

Ring of Brodgar

Ring of Brodgar er en del af det antikke ceremonielle center på Orkney Mainland og var i brug i ca. 1500 år.

Man formoder, at Ring of Brodgar er bygget omkring 2500 f. Kr. Den cirkelrunde voldgrav er gennem årtusinder fyldt op med aflejret materiale, men er alligevel stadig meget synlig. Voldgraven er mejslet ud af klippegrunden, og den har en omkreds på ca. 350 m, er 10 m bred foroven og op til 3,40 m dyb.

Oprindelig har der stået 60 sten i en cirkel, som har en diameter på godt 100 m. I dag er der 29 tilbage, og den største sten er 4,20 m høj. Stenene er sandsten, som er mejslet ud af voldgraven eller hentet længere væk.

De 60 sten blev placeret med præcis 6 graders intervaller (målt fra midten af den ene sten til midten af den næste), og stenene er også placeret efter verdenshjørnerne.

En af stenene blev flækket af et lynnedslag 5.6. 1980. Dette kan også være sket i tidligere tider, og er måske medvirkende til, at så mange af stenene blev ødelagt.

Monolitten The Comet Stone

137 m mod sydøst står en monolit, The Comet Stone, som måske har haft en sammenhæng med Ring of Brodgar. Monolitten står på en cirkulær platform, hvis diameter er 13 m, og her er der også stumper af to yderligere sten. Disse tre sten var rejst, så de dannede en trekant, der åbnede sig mod Ring of Brodgar.

Var Ring of Brodgar også et måneobservatorium?

Inden for en afstand af 250 m er Ring of Brodgar omgivet af 13 gravhøje, de fleste mod syd og sydøst. Man formoder, at der har været endnu flere. Den skotske ingeniør Alexander Thom (1894-1985) havde en teori om, at Ring of Brodgar også blev brugt som måneobservatorium. Han mente, at hengen og gravhøjene var sigtelinjer, der pegede mod de punkter i horisonten, hvor månen stod op eller gik ned ved solhvervene.

Aftensmad og samvær i Kirkwall

Vi blev igen sat af i centrum i Kirkwall, og halvdelen af os valgte at spise sammen på restauranten Helgi's. Efter nogle hyggelige timer tog vi en taxa til vores B & B, og pudsigt nok var det med den samme chauffør.

Aftenen sluttede med en rigtig sjov oplevelse. Vi sad igen ude i gården og nød en kop whisky. Ved 22-tiden kom værten hjem, og kom over og hilste på os. Først bød han på en øl, derefter også whiskysmagning.

Han fortalte, at hans afdøde mor kom fra Danmark, og pludselig forsvandt han ind i sin garage. Der søgte han uden held efter et foto eller nogle papirer. Han spurgte også om, hvad vi havde betalt for en Highland Park, og sagde at han kunne sælge dem billigere, om vi ville købe en flaske. Det ville vi gerne.

Om formiddagen havde vi knap 2 timer til rådighed i Kirkwall, inden vi skulle med katamaranfærgen tilbage til fastlandet. Først så vi katedralen St. Magnus, derefter jarlens og biskoppens paladser (ruiner).

Der var også tid til en tur på gågaden, hvor vi købte madpakker i en lille bagerbutik. Og ikke mindst at nyde en kop kaffe på fortovscaféen the reel, hvor Stephanie og Per også slog sig ned.

St. Magnus Cathedral

Katedralen blev grundlagt i 1137 af vikingekongen Rognvald (døde 1158), også jarl af Orkney, men byggeriet tog mere end 300 år. Katedralen var tilegnet hans onkel St. Magnus, hvis relikvier er stedt til hvile her.

Fra 1152 - 1472 hørte Orkney under biskoppen af Trondheim. Herefter kom Orkney under Skotland, og i 1486 overdrog James 3. katedralen til befolkningen i Kirkwall.

I det store kirkerum er der mange gravpladser. Her er bl.a. St. Magnus og hans nevø Rognvald begravet, men også Orkneys arktiske opdagelsesrejsende John Rae og flere digtere.

St. Magnus har en rigtig spændende historie

Historien om Magnus Erlendsson (Orkneys St. Magnus) tager sin begyndelse i 1098, hvor Orkneys jarle-dømme blev delt mellem brødrene og jarlerne Paul og Erlend. Magnus var ældste søn af jarl Erlend, mens hans fætter Hakon var søn af jarl Paul.

I 1098 kom den norske kong Magnus "Barelegs" pludselig til Orkney. Han afsatte jarlerne og gjorde sin uægte søn Sigurd til hersker. Jarlerne Paul og Erlend blev beordret til at tage til Norge, hvor de begge døde inden vinterens udgang.

Plyndringstogter langs Skotlands vestkyst

Med Sigurd som 'konge' af Orkney tog kong Magnus på plyndringstogt langs Skotlands vestkyst. De kom helt ned til Anglesey, en ø ud for Wales. Han tog Hakon og den 18 årige Magnus Erlendsson med sig.

Ifølge sagaerne ville den unge Magnus ikke være med til overfald. Når vikingerne angreb de walisiske herskere i Anglesey, nægtede han at deltage. Det siges, at han valgte at blive på skibet og synge salmer. En åbenlys kristen adfærd, der ikke behagede den norske konge, som i forvejen betragtede Magnus som en kujon.

Denne episode og dette perfekte, hellige billede af Magnus kan skyldes flere forklaringer. Måske det er en senere tilføjelse for at understrege hans fromhed. Måske hans adfærd havde politiske grunde. Historikeren William Thomson påpeger i New History of Orkney, at Magnus havde et overraskende og hyppigt engagement i walisiske anliggender. Uanset sandheden fortæller Orkneyinga Saga, at Magnus en nat undslap kongens skib og svømmede ind til Skotlands kyst, hvor han "forsvandt", indtil Kong Magnus døde i Irland i 1102.

Magnus vendte tilbage til Orkney

Da Sigurd Magnusson vendte tilbage til Norge for at blive fælles regent, overlod han jarle-dømmet til Magnus' fætter Hakon. Et par år senere fik Magnus tildelt sit jarle-dømme. I første omgang var der et godt forhold mellem de to jarler. Deres regeringstid fra 1105-1114 siges at ha' været både retfærdig og behagelig.

Fjendskab mellem Magnus og Hakon

Fjendskabet endte med, at de blev sat hinanden stævne på Egilsay (en lille ø nord for Orkney Mainland), hvor Magnus blev taget til fange og dømt til døden. Det blev Hakons kok Lifolf, som grædende kløvede Magnus' kranie. Forinden havde Magnus tilgivet ham den handling, han blev pålagt at udføre, fortæller sagaen. Man ved ikke, hvilket år drabet fandt sted, sandsynligvis mellem 1115 og 1118, men datoen var 14. april.

Magnus blev af jarl Hakon nægtet en kristen begravelse

Han blev begravet, hvor han faldt. Kort tid efter begyndte miraklerne, for det stenede og tilgroede område, hvor Magnus døde, forvandlede sig til en grøn mark. Magnus' mor, Thora, bønfaldt Hakon om en kristen begravelse, og til sidst gav Hakon efter. Magnus' lig blev hentet og overført til Christchurch i Birsay, en kirke som hans bedstefar Thorfinn Sigurdsson havde bygget.

Mirakuløse oplevelser ved Magnus' grav

Da Magnus blev stedt til hvile her, var der et himmelsk lys og en himmelsk duft over hans grav, fortæller sagaen videre. Der fortælles også om alle de mirakuløse helbredelser, der fandt sted, når man besøgte Magnus' hvilested, bl.a. fik biskop William synet igen.

Magnus blev ophøjet til helgen

Magnus' lig blev igen gravet op, vasket og afprøvet i indviet ild. Hans hellighed blev bekræftet, og han blev ophøjet til helgen. Hans jordiske rester blev nedfældet over alteret i kirken i Birsay, og lå der i lang tid, indtil Magnus viste sig i en drøm for en mand, der hed Gunni. Magnus bad Gunni fortælle biskop William, at han ønskede at forlade Birsay og flytte østpå til den voksende by Kirkwall.

Forskerne er i tvivl

I marts 1919 blev en trækasse med et kranium og knogler fundet under omfattende renovering i St. Magnus katedralen. Kraniet, som viste tydelige tegn på skade, blev udråbt som den St. Magnus og martyr, der blev dræbt i påsken mellem 1115 og 1118. Nærmere undersøgelser i 1925 bekræftede sandsynligheden for, at knoglerne var fra Magnus.

Knoglerne blev senere begravet igen i St. Magnus katedralen, hvor de fortsat ligger i dag. Men forskerne er stadig uenige og i tvivl, er det den rigtige Magnus eller?

The Bishop's Palace

Biskoppens palads er det ældste af to slotsruiner ved siden St. Magnus Cathedral i Kirkwall. Slottet blev bygget til biskop William Den Gamle midt i det 12. årh. Slottet havde oprindeligt til formål at sørge for indkvartering til biskoppen og hans omgangskreds. Men da katedralen i Kirkwall blev påbegyndt, flyttede biskoppen fra sit gamle magtcentrum i Birsay og ind på slottet.

Det er sandsynligt, at der på dette tidspunkt var tale om en kombination af et kongeligt norsk palads, bestående af en hal til underholdning og et tårn til biskoppens private bolig.

Den første bemærkelsesværdige begivenhed i slottets historie fandt sted i 1263, mere end 100 år efter opførelsen. Den norske konge, Håkon den Gamle, brugte på det tidspunkt Kirkwall som base for at opretholde det nordiske herredømme over de vestlige øer. Efter et knusende nederlag i Slaget ved Largs, vendte han tilbage til Kirkwall, hvor han blev syg. Han døde på slottet d. 15. december 1263.

Omkring 1320 var slottet forfaldet til ruiner, men i 1526 kom det i William Sinclairs hænder. Hans ejerskab varede meget kortvarigt, fordi han blev beordret til at returnere ejendommen til Orkneys biskop.

Slottet vendte i 1540 tilbage til sin fremtrædende plads, da James 5. af Skotland ankom til Kirkwall og lod sine tropper indkvartere på slottet. Kort efter startede en omfattende restaurering og genopbygning, ledet af biskop Robert Reid (grundlæggeren af universitetet i Edinburgh). Han tilføjede også det stærke runde tårn mod nord-vest, Moosie Toor.

The Earl's Palace

I 1568 overtog jarl Robert Stewart ejerskabet. Planerne var, at hans søn Patrick Stewart skulle udvide med et palads til jarlen. Dette blev aldrig realiseret, da Patrick druknede i gæld.

I 1614 blev begge paladser beslaglagt af Patricks søn, Robert Stewart. Han startede et oprør, da hans far blev fængslet for forræderi. Patrick blev fundet skyldig og halshugget året efter. Traditionen siger, at hans henrettelse blev et år forsinket for at give ham tid til at lære Fadervor.

Stridighederne resulterede i en militær belejring, men om omstændighederne var med til at ødelægge bispegården, er ukendt. I dag er der kun ruinerne af hovedbygningen og Moosie Toor, men de viser på ingen måde det fulde omfang af slottets storhedstid.

Med katamaran færge til fastlandet

Vejret viste sig fra den gode side, lunt og ikke ret meget vind. Så det blev en dejlig overfart, hvor vi nød at sidde udenfor, spise madpakke, snakke med de andre og bare nyde udsigten. Undervejs så vi en hel del sæler.

Dunnet Bay

Dunnet Bay ligger på nordkysten, ½ times kørsel fra havnen i Gills. Her var der en kort pause. Et rigtig smukt område som er kendt for den hvide sandstrand.

Jeg synes nu mere, at der var fyldt med masser af små sandsten. Et sted hvor man kunne gå og fordybe sig i egne tanker og bare nyde naturen og alle dens sten.

Da vi fortsatte langs nordkysten mod vest var der af til tågebanker, og ind imellem regnbyger. Også et meget øde område at færdes i, hvor jeg havde følelsen af at være langt væk, Far North, som de kalder det.

Jeg glemmer aldrig Bettyhill

Midt på Skotlands nordkyst ligger den lille by Bettyhill. Her var der et fantastisk scenarie langs stranden, men inden vi kom dertil var der mulighed for toiletbesøg og bagefter shopping på postkontoret, som også fungerer som butik.

Jeg købte en blomme, en pære og en is. Da jeg betalte, lagde jeg min pung på disken og fandt mønt-pungen i min taske, dér skulle vekslepengene i. Tænkte, at jeg skulle huske min pung! Men i samme øjeblik fik jeg mine varer, og ville lige fjerne ispapiret, og så gik jeg.

Der gik to timer, inden jeg opdagede, at jeg manglede min pung. I mellemtiden havde vi nydt stranden i Bettyhill og kørt op og ned og rundt om bjerge, fantastiske udsigter og landskaber.

Smoo Cave i Durness

Chaufføren / guiden Richard blev ved med at sige, at skotterne er ærlige! Og ved næste stop i Durness, ringede han til sit kontor og fik nummeret på postkontoret i Bettyhill, dér lå min pung. De ville sende den til Edinburgh med ekspres post, så jeg fik den inden afrejse fra Skotland. Og selvfølgelig ta' betalt for. Det var bare okay.

Smoo Cave er en hule, der er dannet af erosion fra havet og en indre underjordisk strøm. Inde i hulen er der også et 20 m højt vandfald.

Jeg kunne dog ikke koncentrere mig om at gå ned og se Smoo Cave, selv om Richard sagde, at han nok skulle ordne og sørge for. Mine tanker kredsede hele tiden om "hvad nu hvis og hvordan så".

Hovedvejen sydpå var smal

Da vi kørte sydpå, spurgte vi om vejen var en bivej, men fik at vide, at det var en hovedvej. Vejen var både smal, og med mange får og vigepladser. Det tog lang tid at køre her.

Aftensmad i Kylesku

I Kylesku spiste vi aftensmad. Et idyllisk sted ud til en sø, hvor der var mange mitter (bitte små insekter, der bider). Det var meningen, at vi alle 15 skulle sidde sammen, men det lykkedes ikke, så vi sad i to forskellige afdelinger. Humøret var højt, og jeg blev drillet med, at Jens betalte, fordi jeg havde mistet min pung. Fint nok, men det nagede mig meget!

Efter maden var jeg udenfor et smut, det var guiden Richard også. Jeg spurgte om postvæsnets procedure, og nævnte mine bekymringer, hvad, nu, hvis, ikke.... Det blev ham for meget, og med ordene "konversation over" gik han. Det havde jeg det skidt med, for jeg ville bare vide, hvordan postvæsenet fungerede i Skotland.

I Ullapool regnede det

Vi kom til at bo på et fantastisk dejligt hotel, lige ned til stranden og centrum i byen. Men desværre regnede det vildt denne aften, så vi foretrak at blive på hotellet.

Her var der en udendørs, overdækket bar, hvor vi nød at sidde. Jeg var stadig dybt bekymret vedr. min pung. Ikke om noget manglede, men om jeg nåede at få den, inden vi skulle hjem til Danmark. Det lindrede lidt at sidde her og nyde havudsigten, trods alt.

Fra morgenstunden skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og der var ubeskrivelig smukt (og varmt) i Ullapool. Efter morgenmaden var jeg ude at gå en lille tur langs havnen, bare nyde udsigten og det gode vejr.

Ullapool har kun ca. 1300 indbyggere, og alligevel er det den største by i miles omkreds. Byen er også et stort turistmål i Skotland. Golfstrømmen passerer forbi Ullapool og giver moderate temperaturer, således dyrkes der et par små palmer her.

Ullapool blev grundlagt som en sildehavn i 1788 på østbredden af Loch Broom. Havnen er stadig en fiskerihavn, men bruges nu også til sejlsport, og der går en færge til Stormoway, Ydre Hebrider.

Vi var i alt 8, som overnattede på The Royal Hotel, og vi var enige om, at dette var det bedste hotel på denne tur. Det lå både centralt og idyllisk, og der var komfort.

Mens vi ventede på at blive hentet, tog vi gruppefotos. Desværre var Virginia ikke kommet endnu.

Corrieshalloch Gorge

20 km syd for Ullapool ligger kløften Corrieshalloch Gorge. Kløften er 1,5 km lang og 60 m dyb. Den er dannet i slutningen af sidste istid ved hurtig erosion forårsaget af smeltevand. 

Fra parkeringspladsen er der en sti på ca. 300 m, som fører ned til en hængebro, der fører over kløften. Herfra kan man se det 46 m høje vandfald Falls of Measach.

Broen blev lukket for offentligheden i 2010 pga. slitage. Efter midlertidig reparation blev den åbnet igen i januar 2011. Et skilt fortalte, at der højst måtte være 6 på broen ad gangen. I vinteren 2011/12 forventes broen igen lukket for at gennemgå flere reparationer.

Det koster 1 britisk pund at gå over hængebroen. Betalingen foregår via en boks på parkeringspladsen, hvor der dog ikke er nogen kontrol. 

Der var ufattelig mange mitter på dette sted. Nogle af de andre besøgende beskyttede sig med et net over hovedet. Det kunne jeg godt ha' brugt, for jeg blev bidt rigtig meget, især i ansigtet. Man mærker det først, når det klør vildt bagefter. 

Culloden slagmark ligger øst for Inverness 

Her fandt det sidste slag mellem jakobitter og englændere sted d. 16. april 1746. Året før havde der været en jakobitter opstand, ledet af Bonnie Prince Charles. Han ville overtage den engelske trone. Efter at ha' taget magten i Edinburgh, begyndte han sit felttog mod London.

Han måtte dog flygte til Skotland, og flugten endte på den flade og åbne hede i Culloden. I dette åbne landskab var jakobitterne et let bytte for de engelske tropper. 700 jakobitter blev på få minutter dræbt ved dette slag. Nederlaget betød, at Stuart-klanen opgav drømmen om at overtage kongetronen.

Det lykkedes Bonnie Prince Charles at finde ly og beskyttelse i højlandet på den anden side af Inverness. Senere flygtede han til Frankrig.

Ved siden af slagmarken blev der i 2007 åbnet et stort besøgscenter, hvor der både er et cafeteria, udstillinger og vises dramatiske film. Der er også mulighed for at gå rundt ude på slagmarken, hvor røde og blå flag viser stillingerne, og der er mange mindesmærker over de forskellige faldne klaner.

Filmene i lokalet med de 4 store lærreder var meget voldsomme og drabelige. Så vi fik hurtigt nok af at kigge på alt dette krigs-halløjsa, og havde derfor god tid til at spise frokost.

Balnuaran of Clava

Balruanan of Clava ligger lige øst for Inverness, tæt ved floden Nairn og Culloden slagmark. Det er en neolitisk kirkegård med cirkulære gravkamre fra bronzealderen. Der findes omkring 30 gravkamre af denne type, som kun findes i området ved Inverness.

Gravkamrene er omgivet af en bred stencirkel, og er placeret i en lige linje fra syd-vest til nord-øst. Rundt om gravkamrene er der oprejste sten.

I dette område kom vi også fordi en gammel viadukt, men jeg nåede ikke at ta' et ordentlig foto af den.

Tiden var nu inde til siesta i bussen. Gail havde en cd med Runrig og ville gerne høre nummeret "Loch Lomond". Ih, hvor blev der sunget og klappet med i bussen. Richard nød også den glade stemning, og vi fik lov at høre mange af de øvrige numre også.

Klik her, hvis du også vil høre sangen (denne udgave er fra youtube):

Runrig - Loch Lomond

Højlandskvæg

Seværdigheden var Ruthven Barraks, som blev bygget efter jakobitternes opstand i 1715. Det er den mindste af fire kaserner, som blev bygget i 1719, men Ruthven Barracks er den bedst bevarede.

Vi fandt det dog meget mere spændende at kigge på højlandskvæg. På en mark tæt ved parkeringspladsen gik der både sort og brunt højlandskvæg.

Køerne var meget godmodige, rolige og nysgerrige. De kom helt tæt på, og lod sig snakke med, fotografere og beundre.

Kaffepause i Dunkeld

Richard anbefalede at holde kaffepause i Dunkeld i stedet for Pitlochry, for der var en lille kirke, man kunne se. Der var desværre ingen fortovscaféer i Dunkeld, så vi gik en lille tur langs hovedgaden.

Vi var inde i en lille whiskybutik, hvor der var gratis smagsprøver hver dag. Her kunne man bl.a. også købe punge. Jeg måtte simpelthen ha' en pung som souvenir. En størrelse, der passede til min lille taske, og så skulle der også kunne være mønter i den. Jeg fandt en blød og lækker sag!

Afsked i Edinburgh

Vi var tilbage i Edinburgh ved 19-tiden. Både trætte, mætte og glade for en vellykket tur. Men det var også svært at sige farvel til hinanden. Især englænderne Margaret og Geoff & canadierne Gail og Reg havde fået et tæt forhold til hinanden. Vi skulle med samme fly hjem som Per, så ham ville vi få at se igen.

Vi boede på Royal British Hotel igen. Aftenen tilbragte vi på værelset, som var et nyt denne gang, men også det mindste af dem alle. Det første, vi havde, var noget bedre og større. Vi orkede ikke at gå ud og spise, så det blev til noget take-away, som vi nød på værelset.

Denne morgen sov vi længe og havde god tid. Planerne var Palace of Holyroodhouse, men i et ikke forceret tempo. Vi følte os mætte af oplevelser og indtryk, trængte til en stille og afslappende dag.

Min pung kom under morgenmaden

Jeg var meget spændt på, hvornår min pung ville blive leveret til hotellet. De var orienteret om, at jeg ventede en postpakke denne dag. Under morgenmaden kl. lidt i ti kom tjeneren med en brun pakke, adresseret til mig. Jeg blev helt rørt, for alt var i behold. Så virkede det med A-express, endda hurtigere end jeg havde forventet.

Stor gensynsglæde

Ved middagstid, da vi besøgte Holyroodhouse, skulle jeg tilbage på toilettet, inden vi skulle se haverne. På den store slotsplads så jeg, at Margaret og Geoff omfavnede Gail og Reg. Det var ganske tilfældigt, at de mødtes her. Stor var deres overraskelse, da jeg også dukkede op. Senere mødte vi Margaret og Geoff igen, denne gang på Royal Mile. Det var definitivt farvel, for de var på vej hjem til London nu.

Palace of Holyroodhouse

Holyroodhouse ligger for enden af Royal Mile, modsat Edinburgh Castle, og det er den officielle residens for dronning Elisabeth, når hun er i Edinburgh. De kongelige gemakker er åbne for offentligheden, når der ikke er kongeligt besøg. Men det er ikke tilladt at fotografere indenfor.

Paladset har en lang og dramatisk historie. Det har fungeret som hovedbopæl for skotske konger og dronninger siden det 15. årh.

Det var her den højgravide skotske dronning Mary var vidne til, at at fire adelsmænd myrdede hendes sekretær David Rizzio. Senere brugte dronning Victoria stedet til at hvile ud, når hun tog fra London op til Balmoral slot i det skotske højland.

Bag paladset ligger ruinerne af den augustinske klosterkirke Holyrood Abbey. Klostret blev grundlagt af den skotske kong David 1. i 1128.

Foran paladset ligger bygningen Queen's Gallery. Her er der skiftende udstillinger. I sommers var det over 100 værker af nordeuropæiske kunstnere fra renæssancen, fx Albrecht Dürer og Hans Holbein

Royal Mile

Vi valgte at gå fra Holyroodhouse til gågaden på Royal Mile. Der var enormt mange mennesker i gaderne, fordi Edinburgh Festival startede d. 5. august.

Jeg stod på lur ved en fortovscafé, hvor vi gerne ville ha' sen frokost. Det var med at være hurtig, da et bord blev tomt. Kl. blev 16.30, inden vi fik maden serveret, til gengæld sprang vi aftensmaden over. 

Der var SÅ enormt dejligt i solen, vi sad der i flere timer. Slentrede derefter hjem til hotellet og gik tidligt i seng.

Vi skulle allerede op kl. 3 og med Airlink bussen ved 5-tiden. Det var drøjt. I lufthavnen mødte vi som forventet Per og fik den sidste hyggesnak.

Under hele flyveturen hjem, var der et barn, som konstant skreg, så det skar i øret. Meget ubehageligt.

Jeg åndede lettet op, da vi landede i Billund 9.45.

En FANTASTISK OG OPLEVELSESRIG rejse var slut, og vi kom hjem med mange nye indtryk og store minder.