Forsiden

Søtunge

Rejseoplevelser i Algarve & Lissabon - og et smut til Sevilla

Algarve og ikke mindst Lissabon og Sevilla er fyldt med historie, og Sevilla var sjovest og mest udfordrende på grund af den ekstreme varme.

Af Hanne Thoms

En gammel drøm gik i opfyldelse

I 2002 havde jeg et stort ønske om at komme til Lissabon en skønne dag, - det ønske lod sig realisere i år. Mest fordi en af mine sønner er rejseleder og denne sommersæson er i Portugal, og således kunne det kombineres at besøge ham og komme med på en guidet tur til Lissabon.

Portugal er et moderne og farverigt land

Jeg blev temmelig overrasket over, hvor moderne og rent landet er. Bedre motorveje end i Danmark (dér hvor jeg færdedes), bedre rengøring og mere service end jeg kender herhjemme, ren luft indenfor og rygemuligheder ethvert udendørs sted.

De hvide huse med minareter som skorstene, den rød-brune jord, de mange sydlanske træer og blomster prægede landskabet. Noget af det første jeg lagde mærke til var, at lokalbefolkningen gik klædt i meget stærke og sprudlende farver. De gule, grønne, røde og blå farver var ikke kun at finde i Portugals flag, enhver butik solgte de flotteste farvestrålende tekstiler, såvel tøj som fx håndklæder.

Et land med et behageligt klima og god mad

Man vænner sig lynhurtigt til varmen og de lune aftener, at spise morgen, eftermiddag og sen aften. Vand er en tro følgesvend dagen igennem, hen på eftermiddagen er tapas eller salater et rigtig godt måltid, og om aftenen går der meget tid med at finde en "ny" restaurant (billig og med spændende retter - fisk eller kød), for så at sætte sig godt tilrette og nyde mad og vin. Retterne indeholder meget olivenolie i velsmagende salatdressinger, dertil kartoffelchips i mange varianter og ikke mindst tomater. Ganske automatisk bliver man tilbudt diverse brød som forret, og vil man ikke ha' det, skal man takke nej, ellers kommer man til at betale for det.

Siesta  og en afstressende døgnrytme

Midt på dagen gælder det om at lave så lidt som muligt og finde skyggen. Dér er mange butikker også lukkede i et par timer. De udenlandske turister er mest at finde på stranden, ved poolen på hotellerne eller i en eller anden guide-bus, hvor man ser mest muligt fra bussen, med korte stop ved seværdigheder. En del turister lejer en bil og kører selv rundt. Om aftenen efter kl. 20 kan man derimod møde enormt mange mennesker på gaden og på spisestederne, og butikkerne har som regel åbent til 21.30. Går man i byen, fx på diskoteker, sker det ret sent, dvs. henad kl. 2.

Kork, appelsiner, citroner, oliven og tomater

Jeg anede ikke, at Portugal har så stor en produktion af kork, de står for over 50 % af verdensproduktionen. Både i Algarve og Alentejo så vi enormt mange kork-ege (mens vi kørte i bus). På kork-museet i Silves kunne man købe lampeskærme, tasker, hatte, mapper, punge mm. lavet af kork. Appelsin-, og citrontræer så vi mange steder i haverne. Oliventræerne så jeg ikke på nært hold. Men deres olivendressinger og appelsiner var særdeles velsmagende. Citroner skulle være godt imod infektioner, det vidste jeg ikke. Vi så ikke tomat-planterne, men deres store velsmagende tomater var fast tilbehør til ethvert måltid.

En turbulent flyvetur fra Hamburg til Faro

Vi valgte at flyve fra Hamburg, så kunne vi spare bropengene over Storebælt, og der var også lidt kortere at køre. Flyveturen var meget urolig og ubehagelig, konstante rystelser, mange skyer og følelsen af "shit", - men alt gik okay, selv om vi landede i Faro med et hårdt bump. Godt det ikke var min første flyvetur, for så havde jeg nok ikke turdet flyve igen lige med det samme.

170 km/t på motorvejen

I ankomsthallen ventede en tysk guide fra Alltours (som var vores rejseselskab, fordi StarTour havde udsolgt på det tidspunkt, vi gerne ville rejse), og Alltours havde stillet en privatchauffør til rådighed. Han skulle køre os de 55 km fra Faro til Monte Gordo, og det foregik sikkert, og mere end hurtigt, som om flyveturen ikke havde været spænding nok. Under hele køreturen (170/180 km/t) følte jeg angstens sved, tænkte på at bede chaufføren om at sætte farten ned, skiltene sagde max. 120, men jeg turde ikke sige noget, hvis nu det ville distrahere ham. Nær Monte Gordo begyndte chaufføren at fortælle på gebrokkent engelsk, han boede i nabobyen, og fortalte om de formidable strande i området.

Værelse på Alcazar med havudsigt

Der var en skøn udsigt fra 3. sal. Rigelig med plads, alt hvad vi behøvede, en god balkon med en vidunderlig udsigt, - lige tilpas i forhold til min højdeskræk (man kunne osse bo på 9. etage). På fotografierne kan man ikke se havet, men det kunne vi godt i virkeligheden.

På hotellet var der indrettet et lille internet-hjørne, hvor man for 1 euro kunne bruge internet i 10 min.

De forskellige rejseselskaber havde også informationsmapper liggende her, så man selv kunne orientere sig om udflugtsmuligheder, hjemrejse tidspunkt og kørsel til Faro mm.

I kælderen var der restaurant, udenfor ved poolen en bar, men ikke rigtig et sted hvor jeg sådan umiddelbart kunne få lyst til at sidde og bare slappe af.

John kom hen til hotellet kort efter vores ankomst sidst på eftermiddagen, og vi aftalte at mødes, når han fik fri fra arbejde kl. 19. Så skulle vi ud at spise og se VM fodbold, Portugal skulle spille semifinale mod Frankrig.

Monte Gordo

Monte Gordo er mest af alt en turistby, et populært feriested med masser af hoteller og restauranter og en utrolig fin badestrand, som er den største i det østlige Algarve. I byen findes også et kasino. Byen ligger kun 3 km fra den spanske grænse.

Stranden i Monte Gordo

I ventetiden ville vi en tur til stranden og lidt rundt i Monte Gordo. Der var rigtig mange mennesker på stranden, nogle lå på drømmesenge under parasollerne, andre stod og snakkede i vandkanten, men jeg syntes ikke, at der var så mange i vandet (som jeg havde forventet). Vi nøjedes med at soppe, havde ikke taget badetøjet med, fordi vi ville videre op i byen bagefter. Her osede vi rundt en times tid.

Et væld af spisesteder

På strandpromenaden og i gågaderne var der et væld af restauranter og caféer. De fleste havde store menukort stående udenfor, på mange forskellige sprog - så vi havde en chance for at læse os til, hvad retterne bestod af. Efter mange runder frem og tilbage for at sammenligne priser og de forskellige tilbud af retter, valgte vi at få noget at spise på "Ed & Willem", der var det ikke så dyrt. Til gengæld viste det sig, at maden var friturestegt og ikke særlig velsmagende, - så lærte vi det!

På "Ed & Willem" var der fjernsyn udenfor, så vi blev siddende. Efterhånden kom der flere og flere, også en del portugisere. Det var ret festligt med alle de røde og grønne trøjer og deres bannere. John kom også, mente vi lige så godt kunne blive siddende, nu vi havde en god plads, selv om det ikke var hans foretrukne 'fodboldbar'. Pudsigt nok frøs jeg denne aften, det var lidt varmere i Danmark, da vi rejste hjemmefra, og her i Monte Gordo blæste det temmelig meget. Jeg fortrød i hvertfald, at jeg ikke havde taget lange bukser på om aftenen. Ærgerligt at Portugal tabte kampen, stemningen var lidt tam til sidst.

Morgenmaden på Alcazar var lidt af en skuffelse

Udvalget var ikke ret stort (vi var nok for godt vante fra vores Egypten-tur). På Alcazar var der toast og boller, pålæg og ost, pølser, røræg, musli og frugter. Dertil mælk, juice og flere slags kaffe. Den sorte kaffe smagte ikke ret godt, jeg savnede virkelig den danske kaffe at vågne på, og så var det lidt underligt at sidde indenfor og spise morgenmad, - mig der havde glædet mig til at nyde morgenmåltidet udenfor i sydens sol og varme.

StarTour havde servicekontor på hotel Dunamar

Dunamar lå 2 minutters gang fra Alcazar, og John skulle være på kontoret om formiddagen, og derefter rundt til forskellige hoteller i Algarve om eftermiddagen. Det var dejligt at få et indblik i hans arbejde.

Han foreslog os at ta' med bus til Vila Real de San Antonio og derfra med færgen over Guadiana floden til den spanske by Ayamonte. Jeg spurgte, om vi kunne nå det på en dag, og John mente, at et par timer rakte.

Monte Gordo - Vila Real de San Antonio

Bussen skulle køre 10.45. Den kom til tiden, men kørte først videre efter et kvarter. Det kostede 1,64 euro hver vej, og de 3 km mellem Monte Gordo og Vila Real de San Antonio var tilbagelagt på 10 min. Imellem byerne var der cykel- og gangsti, man kunne sagtens gå, hvis ikke det havde været så varmt.

Pinjeskoven er anlagt af Pombal

Vejen mellem Monte Gordo og Vila Real de San Antonio fører gennem en stor pinjeskov, som blev anlagt af Marquês de Pombal i slutningen af 1700-tallet. Pombal (1699-1782) var en fremtrædende minister, som er kendt for at stå i spidsen for genopbygningen af Lissabon efter jordskælvet i 1755 og Vila Real de San Antonio efter tidevandsbølgen i 1774.

Busstationen i Vila Real de San Antonio var på havnen ved siden af billetkontoret til færgen, som sejlede hver halve time. Overfarten kostede 1,60 euro fra Portugal, og 1,40 euro fra Spanien. Det skulle vise sig, at alting var billigere i Spanien.

John havde fortalt os, at Spanien var en time foran Portugal, floden Guadiana var skillelinje. Vigtigt at vide mht. sejltider og siesta i Spanien.

Ayamonte i Spanien

Sjovt nok var ét af fornumrene til fugleshowet at gå på stylter iklædt en rigtig flot dragt, hvilket fik mig til at tænke på landsstævnet i Haderslev 2006.

Selve showet var flot, veldresserede fugle, med et præg af underholdning og timing, fx kunne tilskuerne melde sig frivilligt til at komme ud på græsset og fotografere fuglene på nært hold, og én af dem faldt i vandet med kamera og det hele - godt tilrettelagt og et sjovt indslag, for det var selvfølgelig en af de ansatte.

Delfinerne var dygtige, der var rigtig mange tilskuere, en fin oplevelse som kan betage enhver ung som gammel for en stund.

Senere så vi søløve-show bygget op omkring Peter Pan, og til sidst et show med tropiske fugle som var dresserede.

Vi var en tur i 4D biffen (sejt) - der var rutschebane, pariserhjul, robåde, krokodiller og skildpadder, vandland mm.

Caféer og en restaurant, is og læskedrikke - alt hvad tænkes kan.

Jeg er helt sikker på, at John nu har de bedste forudsætninger for at informere om, hvad man alt kan opleve i ZooMarine.

En restaurant med dansk menukort

Under vores aftenvandring i Monte Gordo og kiggen på menukort og restauranter i gågaden fandt vi et menukort, som også var på dansk. Alene det var nok til at vi valgte dette spisested.

Maden var super, søtungen smagte rigtig godt. Hans ville hellere ha' omelet, faktisk bestilte vi forskellige retter hver dag, også en måde at få et godt indblik i den portugisiske kulinariske verden. Man kan jo smage hinandens mad.

Vi skulle rigtigt tidligt op denne morgen. Bussen startede 4:50 i Monte Gordo, hvorefter der var opsamling i Tavira og Albufeira. Således blev det en bustur på ca. 5 timer for at komme til Lissabon, hvor vi skulle på rundtur i 3 timer og havde 3 timer på egen hånd.

Ved 8-tiden var der morgenmads-stop, hvor vi kunne købe både kaffe, diverse boller og sandwich.

Turen mod Lissabon fortsatte med informationer om Alentejo og Portugals historie, jeg tror vi hørte om "hele kongerækken" - det var rigtig spændende at få så meget at vide.

Alentejo - landet mellem Algarve og Lissabon

Kaldes også landet uden skygge. Hovedstaden i Alentejo hedder Évora (dér var vi ikke). Alentejo dækker næsten en tredjedel af Portugals areal, men kun 10 % af landets befolkning bor her.

I Alentejo er der mange korkplantager, olivenlunde, store kornmarker, hvidkalkede landsbyer og store godser (latifúndios), som kan føres tilbage til romerne og maurerne.

Vi så mange storke på markerne, men det lykkedes mig ikke at fotografere dem i farten.

De mange borganlæg, klostre og fæstninger i Alentejo er et levn fra romere, maurere og kristne, som på skift har kæmpet om magten i området.

Portugals historie

Portugal har gennem tiderne været invaderet af fremmede tropper. Landet har været en af verdens førende kolonimagter. Under diktaturet blev Portugal kaldt for Europas fattiggård. I dag er Portugal et moderne EU-land med gradvist forbedret økonomi efter at ha' indført demokrati i 1976 og modtaget EU-midler siden 1986.

Oldtidens Portugal

For ca. 4000 år siden krydsede ibererne (et nordafrikansk folkeslag) Gibraltarstrædet og slog sig ned på Den Iberiske halvø. Et par tusind år senere kom kelterne nordfra. Fra castros eller citânias (fæstningsagtige landsbyer) forsvarede de sig mod ibererne. I løbet af de følgende århundreder blandede de to folkeslag sig. Nogle af stammerne bosatte sig i Lusitanien i det sydlige Portugal.

Ca. 1000 år f.Kr. oprettede fønikerne handelsforbindelser med Portugal, som havde tin (der bruges til fremstilling af bronze). Ca. 600 f.Kr. oprettede grækerne også handelsstationer langs kysten.

Ca. 100 år f.Kr. overtog romerne herredømmet, og romerriget bragte politisk stabilitet og latinsk kultur til Portugal. Romerne anlagde byer, veje, broer og templer, og gav landet det sprog, som i dag er basis for portugisisk. Med romerne kom også kristendommen til landet.

Med romerrigets fald i 400-tallet kom der germanske folkeslag til Portugal. Måske det forklarer, at der i dag findes portugisere med blå øjne og blondt hår.

Maurerne kom fra Nordafrika - med krumsabler, halvmåneflag og islam. De slog sig ned i den sydlige del af Portugal, som de kaldte Al Gharb (Algarve). De grundlagde provinshovedstaden Silves.

De kristne i Portugal forsøgte i de næste 500 år at fordrive maurerne tilbage til Nordafrika. I 1139 tabte maurerne Slaget ved Ourique, hvorefter anføreren for de sejrende tropper, grev Afonso Henriques (søn af Henrik af Burgund og dronning Theresa) udråbte sig selv til Portugals første konge, Afonso 1.

Portugals anden konge Sancho 1. erobrede ved hjælp af europæiske korsriddere Silves i 1189. På borgen i Silves står der en statue af ham. Sancho 1.'s datter Berengaria blev gift med Valdemar Sejr af Danmark i 1214.

Først da Alfonso 3. erobrede Faro i 1249 lykkedes det at fordrive maurerne fuldstændigt.

I dag vidner de mange hvidkalkede huse med små minareter på tagene om maurernes tilstedeværelse engang. En del af maurernes moskéer og fæstninger blev senere ombygget af de kristne. Mange steder kan man se de forskellige stilarter blandet sammen.

Opdagelsestiden

Henrik Søfareren (1394-1460) var søn af kong João 1. Han sejlede ikke selv, men lagde grunden til Portugals opdagelsesrejser i 14-1500 tallet. I Sagres på den yderste sydvestlige spids af Portugal grundlagde Henrik Søfareren en søfartsskole, hvor de bedste astronomer, skibsbyggere, kartografer og sømænd blev uddannet.

Som leder af den velhavende Kristusorden og guvernør for Algarve kunne Henrik Søfareren finansiere ekspeditioner langs Afrikas vestkyst. Han var opsat på at vide, hvad der var på den anden side af de Kanariske øer og Kap Bojador (det vestlige Sahara).

I 1960 på 500 års dagen for Henrik Søfarerens død blev der rejst et monument for ham ved Tejo-floden. Monumentet er formet som stævnen på en af de karaveller, Vasco da Gama sejlede med på sine opdagelsesrejser. Forrest i skibets front står Henrik Søfareren og kigger efter nye opdagelser, bag ham alle den tids store personligheder, bl.a. kong Manuel 1. med en himmelglobus og digteren Camões med et eksemplar af Os Lusiadas. Foran monumentet er der en kæmpe marmormosaik, som forestiller et kompas og et kort over verden med de opdagelsesrejsendes ruter.

I 1419 indtog portugisiske karaveller Madeira, i 1427 Açorerne, og da Henrik Søfareren døde i 1460 var man i fuld gang med at erobre langs Afrikas vestkyst. Allerede 20 år før hans død solgte portugiserne negerslaver i Europa. Slavehandlen blev forbudt ved lov i 1850.

I 1488 rundede Bartholomeu Diaz "Kap det Gode Håb" (sydspidsen i Afrika), og i 1498 opdagede Vasco da Gama søvejen til Indien. År 1500 opdagede Pedro Alvares Cabral Brasilien, 1501 nåede Corte-Réal til Grønland. I 1520 var portugiseren Magellan den første, som sejlede rundt om hele jorden.

Columbus boede i Lagos i ca. 10 år, men han var italieneren der i 1492 opdagede Amerika for den spanske dronning, og hans monument og gravsted findes i Sevilla.

Havnen i Lissabon blev centrum for den blomstrende handel med guld, elfenben, persiske tæpper, indiske krydderier og tobak. Kolonimagten var på sit højeste under kong Manuel 1. (1495-1521), som blev Europas rigeste regent på kort tid. - De mange opdagelsesrejser var dyre, udbudet af de mange varer trykkede priserne og kongerne havde et overforbrug, så Portugal endte med at gå fallit.

Spansk besættelse

I 1580 overtog Spanien magten, da den spanske kong Filipe 2. lod sig udråbe til kong Filipe 1. af Portugal. 60 år senere lykkedes det for portugisiske adelsmænd at bringe hertugen af Bragança på tronen som kong João 4. Spanien sluttede fred med Portugal i 1688. - Rejserne til Brasilien tilførte Portugal store rigdomme, da man fandt guld og diamanter.

Marquês de Pombal

1. november 1755 ramte et jordskælv Lissabon. Ca. 50.000 mennesker blev dræbt, men Marquês de Pombal gennemførte en hurtig genopbygning. I slutningen af november havde Pombal udarbejdet en moderne byplan med parallelgader, der gik fra flodbredden til Rossio.

Marquês de Pombal (1699-1782) var en fremtrædende minister, som ikke kun er kendt for at stå i spidsen for genopbygningen af Lissabon efter jordskælvet i 1755.  Han genopbyggede også Vila Real de San Antonio efter tidevandsbølgen i 1774, og anlagde pinjeskoven mellem Monte Gordo og Vila Real de San Antonio. Han indførte et nyt videnskabeligt Fakultet på Coimbra Universitetet og førte Portugal ind i Oplysningstiden.

Napoleon invaderer Portugal

Portugal havde tradition for at være loyal overfor England, hvilket Frankrig ønskede at ændre. I 1807 sagde Portugal direkte nej til at erklære England krig, hvorefter Napoleon besatte Portugal. Englænderne hjalp portugiserne mod franskmændene i de næste 3-4 år, men indtil 1820 var Portugal reelt en britisk koloni. Uro og en republikansk bølger præger de næste ca. 100 år.

Monarkiets fald 1910

I 1908 blev kong Carlos 1. og kronprins Luis Filipe dræbt af republikanere under en køretur i Lissabon. Kongens yngste søn Manuel 2. abdicerede efter et oprør i 1910.

Portugal havde store politiske og økonomiske problemer, 45 forskellige regeringer forsøgte at styre Portugal igennem de næste 16 år, uden held. Kupforsøg og politiske snigmord prægede denne periode.

Salazar-diktaturet

António Salazar var professor i økonomi ved universitetet i Coimbra. Han blev tilkaldt af general António Carmona efter et militærkup i 1926, og blev finansminister for at skabe orden i økonomien.

Salazar havde succes, og i 1932 overtog han helt styret og fortsatte det strenge, katolske og autoritære regime. Med hjælp fra det hemmelige politi blev der slået hårdt ned på alle modstandere. Under 2. verdenskrig holdt Portugal sig officielt neutral.

Portugal blev under Salazars styre frigjort fra sin gæld, selv om de led under fattigdom og arbejdsløshed. Landets afhængighed af kolonierne skabte meget uro og mange krige.

Nellike-revolutionen i 1974

Nellike-revolutionen tog navn efter de nelliker, som folk stak i geværmundingerne, da titusinder strømmede ud på gaderne for at fejre diktaturets fald.

Det skete d. 25. april 1974, da "Grãndola, Vila Morena" blev spillet over radioen og kampvogne og tropper rykkede ud fra kasernerne, hvorefter de besatte nøgleposter i Lissabon som tv-stationer og politi-hovedkvarteret. Efter et døgns tid havde soldaterne kontrol med landet.

Det ublodige oprør blev ledet af Antônio de Spinola. I første omgang blev han præsident. Skelsættende forandringer kom, da Portugal i 1986 blev optaget i EU.

Christo Rei

Kristusfiguren blev skabt af Francisco Franco i 1949-59 på opfordring af Salazar og findes på Tejo-flodens sydbred, hvor statuen "kigger" på Lissabon. Monumentet er en slags kopi af Cristo-monumentet i Rio de Janeiro.

Selve statuen er 28 m høj og står på et 85 m højt fundament, der symboliserer de fire verdenshjørner. Der er elevator til toppen, hvor der er et flot udsyn over Lissabon, Tejo-floden og Atlanterhavet.

25. april broen

Den 2278 m lange hængebro over Tejo-floden hed oprindelig Ponte Salazar efter diktatoren, som lod den bygge i 1966. "Når denne bro er færdig, så vil I blive glade for den", sagde Salazar pga. den voldsomme modstand imod broen, som er inspireret af Golden Gate Bridge i San Francisco. Under vejbanen er der endnu en etage med jernbaneforbindelse over Tejo. Broen blev senere omdøbt til 25. april broen til minde om revolutionen i 1974, hvor demokratiet blev genindført i Portugal.

Man må sige, at Salazar havde ret i, at der var behov for en bro over floden Tejo, de voldsomme trafikproblemer nødvendiggjorde nemlig endnu en bro.

I 1998 indviedes den 17,2 km lange Vasco da Gama bro lidt nordligere, i øvrigt verdens længste bro. 

Mens vi sad ved Christo Rei undrede det mig, at der lød en infernalsk larm fra broen. Da vi lidt senere kørte over broen, opdagede jeg hvorfor. Den inderste venstre vejbane var af jern som en slags rist, hvilket gav den høje rumlende lyd, når bilerne kørte i dette spor. Der var i øvrigt 3 spor i hver retning.

Belémtårnet

Belémtårnet blev bygget i 1515-21 som en fæstning midt i flodmundingen på en flad basaltklippe. Dengang nåede floden næsten helt ind til Jerónimosklostret, men i 1800-tallet indvandt man land på nordbredden af Tejo og floden blev smallere.

Belémtårnet er bygget i manuelinsk stil med stenkniplinger, balkoner og små vagttårne. Fra 1580-1828 blev tårnet brugt som statsfængsel.

Jerónimosklostret

Jerónimos-klostret er et monument over Portugals storhedstid på verdenshavene og blev bygget i manuelinsk stil (overgangsstilen mellem gotisk og renæssance). Byggeriet er overvejende finansieret af "peberpenge", dvs. en skat pålagt handlen med krydderier, smykkesten og guld.

Kong Manuel 1. påbegyndte byggeriet i 1502 efter Vasco da Gamas hjemkomst fra sin rejse til Indien. Klostret er opkaldt efter kongens skytshelgen, den hellige Jerónimos af Betlehem.

Hovedindgangen til den 92 m lange Santa Maria-kirke vender ud mod Tejo-floden og har mange småfigurer og maritime motiver. Øverst ses en lille statue af Henrik Søfareren, der kigger ud over kajen, hvorfra hans skibe sejlede.

Indenfor i kirken fortsætter den manuelinske stil. Her finder man søfareren Vasco da Gamas og digteren Luís de Camões's sarkofager.

Vasco da Gamas sarkofag er udsmykket med Kristusordenens kors.

Camões skrev om Vasco da Gamas bedrifter i sit store epos Os Lusiadas. Hans sarkofag er udsmykket med en laurbærkrans, men Camões ligger begravet i en anonym fællesgrav.

I alt findes ca. 30 kongelige sarkofager i kirken, alle anbragt på små marmorelefanter.

Klostergården ved siden af kirken er bygget i to etager med spinkle søjler, snævre arkader og en rislende fontæne, en blanding af gotisk, manuelinsk og renæssance.

Jerónimos-klostret lå tæt på Henrik Søfarerens Monument og Belémtårnet, selve bydelen kaldes også Belém.

São Jorge Borgen

Vi holdt siesta her i området, der var uendelig varmt i solen midt på dagen. Da vi fandt en fortovscafé med ledige pladser i skyggen fik vi frokost (omkring kaffetid). Her smagte vi baccalao, portugisernes nationalret, som kan tilberedes på 300 forskellige måder. Retten bestod af pasta, grøntsager og fisk.

Santa Justa elevatoren

Santa Justa elevatoren blev bygget i 1902 af den franske arkitekt Raul Mesnier du Ponsard, som var elev af Gustave Eiffel (ham der byggede Eiffeltårnet). Tårnet er et jerntårn, pyntet med filigranmønstre.

Elevatoren, som kan rumme 25 personer ad gangen, forbinder to gadeniveauer, idet gaden Largo do Carmo ligger 32 m højere end gaden Rua de Santa Justa.

Fra elevatorens top er der en gangbro ud til Largo do Carmo. Øverst i tårnet er der udsigtsplatform og café.

Santa Justa elevatoren ligger i Lissabons gamle centrum, Baixa, med de retvinklede gader, som var resultatet af Pombals genopbygning af Lissabon efter jordskælvet i 1755.

Her finder man de bedste og dyreste butikker. Flere gader har fået navn efter de specialforretninger, der engang eksisterede. Fx Rua do Ouro (Guldgaden) og Rua de Prata (Sølvgaden).

Praça do Comércio

I dag er der regeringskontorer. Midt på den store plads er der en rytterstatue af kong José 1. Bronzehesten tramper på slanger. Mod nord en triumfbue som fører ud til Rua Augusta og Baixa-kvarteret.

Den 1. februar 1908 blev kong Carlos og hans søn Luis Felipe myrdet, da de var på vej over pladsen, og i 1974 var pladsen ramme om opstanden, der førte til diktaturet fald.

I januar 2001 åbnedes Lissabons velkomstcenter med turistinformation, galleri, restauranter og butikker i det nordvestlige hjørne. I pladsens modsatte hjørne findes Lissabons ældste restaurant Martinho da Arcada.

Et meget komprimeret program i Lissabon

Den ene seværdighed efter den anden, den ene historiske begivenhed efter den anden, og vi så kun en brøkdel af, hvad Lissabon har af seværdigheder.

Der var ikke den statue eller det hus, vi kørte forbi, som ikke havde en eller anden spændende historie. Selv gadelygterne vidnede om Portugals storhedstid, der var nemlig et skib øverst på hver lygtepæl.

Boligpolitik

Vi så også mange forfaldne huse i Lissabon. Det har i mange år været sådan, at så længe det blev i familien, kunne huslejen ikke stige, når en familie flyttede ud og en anden ind. Uden huslejestigninger havde udlejerne meget svært ved at finansiere forbedringer og vedligeholdelse.

Derfor er boligpolitikken ændret, så lejerne nu får valget imellem at blive boende med huslejestigninger eller at kunne opsige lejemålet.

Vasco da Gama broen

Hjemturen gik over Vasco da Gama broen, som med sine 17,2 km er verdens længste bro, indviet i 1998. Den er konstrueret, så den kan modstå et jordskælv, som er 4 gange kraftigere end det i 1755. Forhåbentlig bliver det aldrig en realitet.

Aftensmadstop 1 time før Albufeira

Da vi steg ud af bussen ved 18-tiden var det som at få en virkelig varm føn i hovedet, det blæste meget, og luften var kvælende varmere end jeg nogensinde har oplevet.

Netop her i Alentejo var det varmeste sted i Portugal. Ikke lummert og trykkende, som vi kender det i Danmark, bare den varme vind som mærkes mere end solens stråler.

VM bronzekampen var vigtig at opleve

Vi var bestemt ikke sultne, fik en café doublo i skyggen. Planen var at bestille en pizza ved hjemkomst og derefter se bronzekampen mellem Portugal og Tyskland. Første halvleg kunne vi ikke nå hjem til, derimod hørte vi kampen i radioen i bussen, på portugisisk, som vi aldeles ikke forstod. Jo, navnene genkendte vi, men ellers er portugisisk et sprog, der tales meget hurtigt. Vokaler springes over eller lyder anderledes, - obrigada betyder tak, det lærte jeg lynhurtigt.

"Lær portugisisk i Brasilien", anbefalede John. Dér taler de sproget lidt langsommere, så man har en chance for at lære det.

I Monte Gordo bestilte vi "Take away pizza" og så 2. halvleg hjemme hos John. Desværre tabte Portugal 1-3, men da de endelig scorede deres eneste mål sidst i 2. halvleg, kunne det øjeblikkeligt høres i kvarteret. Stor jubel.

Der er langt fra Monte Gordo til Lissabon

Jeg kunne godt ha' brugt en dag mere i Lissabon, for der var enormt meget spændende at se og opleve. De i alt 10 timers kørsel for at opleve 6 timer i Lissabon på én dag var i overkanten. De mange oplevelser fra bussens vinduer, den ene seværdighed efter den anden, 3 timer på egen hånd i siesta-tiden, hvor man ikke orker ret meget udover at søge skyggen og slappe af. En overnatning og oplevelserne fordelt på to dage ville nok passe bedre til mit behov. Jeg følte, at Monte Gordo ligger for langt østpå i Algarve til at kombinere med en éndagstur til Lissabon, hvis man altså gerne vil fordybe sig i hovedstadens mange spændende seværdigheder.

Selv om der var VARMT, faktisk 42 grader i skyggen, så føltes bilturen behagelig.

Motorvejen mellem Faro og Sevilla blev anlagt i forbindelse med EM i fodbold i Portugal 2004. Nogle af kampene skulle spilles i Sevilla, nærmeste lufthavn var i Faro i Portugal. Derfor opstod behovet for en ordentlig vejforbindelse. I samme anledning byggede man et helt nyt stadion i Faro.

Turen gik over Guadiana-floden, Huelva med store industriområder, hvor det lugtede fælt, og ellers bare den golde motorvej med de smukke blomstrende midterrabatter. Andalusien ligner Alentejo meget, set fra motorvejen, bortset fra midterrabatterne.

Man kører ned i Sevilla, som er bagende varm

Vi kom først forbi tyrefægterarenaen, hvor der ofte er tyrefægtning søndag aften. Arenaen er fra 1700-tallet og en af Spaniens ældste. Her er plads til ca. 12500 tilskuere.

Et utal af smukke og historiske bygninger mødte os herefter, uanset i hvilken retning vi kiggede.

Torre del Oro

Dette maurertårn blev bygget af Almohaderne i 1200 tallet for at beskytte havnen i Sevilla. Der lå et tilsvarende tårn på den anden side af floden, og man kunne spænde en mægtig kæde ud mellem de to tårne for at forhindre skibe i at sejle op ad floden.

Guldet i tårnets navn kan ha' noget at gøre med de forgyldte azulejos, som engang beklædte væggene, eller navnet kan relatere til, at man lossede skattene fra Den nye Verden her.

Tårnet har været kapel, fængsel, krudtlager og havnekontor. I dag er der indrettet et lille søfartsmuseum.

Plaza de España med Palacio Espanol

Plaza de España med det smukke halvcirkelformede palads ligger i Parque Maria Luisa, en park der har fået navn efter prinsesse Maria Luisa de Orleans, som i 1893 skænkede området til Sevilla.

I parken findes plæner og hække, damme og brønde, keramik-fontæner og mindesmærker over kulturpersonligheder fra Sevilla.

Paladset er en blanding af mange stilarter. Hjørnetårnene er inspireret af Giraldaen. Den midterste facade er barok, de øvrige bygninger i renæssancestil. En bro i veneziansk stil med smukke keramikgelændere fører over en kanal, der følger paladsets runding.

På paladsets sokler skildres alle Spaniens provinser med en berømt scene fra deres historie gengivet i store azulejos-billeder (glaserede kakler).

Det er en fantastisk smuk plads, der blev bygget til verdensudstillingen i 1929, som skulle fremme Andalusiens økonomi.

Der var mere end varmt ude i solen, en del af turen rundt foregik inde i den åbne brede gang, hvor man kunne gå hele vejen rundt i halvcirklen.

Santa Cruz bydelen

I den sydlige ende af Barrio de Santa Cruz var der tidligere frugtplantager og grøntsagshaver omkring Reales Alcázares (Sevillas kongelige palads).

Her finder man nu et monument over Columbus, hvor man bl.a. kan se en bronzefigur af skibet Santa Maria, som førte ham til De Vestindiske Øer i 1492.

I parken er der både kokospalmer og appelsintræer. Man kan kende forskel på, om appelsinerne er sure eller søde ved at iagttage bladene på appelsintræerne. Er bladene dobbelte giver det sure appelsiner, enkelte blade give søde.

Vi gik igennem de smalle gader i Santa Cruz, målet var at komme hen til Sevillas berømte katedral. En gåtur som føltes kvælende varm, og samtidig utrolig historisk spændende.

Jeg brugte mange kræfter på at koncentrere mig om seværdighederne og undgå solen, på et tidspunkt kunne jeg mærke det sortnede for mine øjne, selv om jeg gik mest muligt i skyggen og konstant drak en slurk vand.

Det var meget befriende at komme forbi den udendørs aircondition, og sjovt at se tjenerne benytte den på vej ud og ind ad døren.

Real Alcázares

Ved siden af katedralen ligger Real Alcázares, den spanske kongefamilies palads med Mudéjar-gårde og sale, som blev påbegyndt i 1364 af Pedro 1. Senere monarker har bygget til i paladsområdet.

Mudéjar-stilen er en blanding af gotiske og mauriske (arabiske) ornamenter.

Den nuværende kong Juan Carlos benytter stadig paladset.

Sevillas katedral

Sevillas katedral, som er Europas største kristne domkirke, er opført ovenpå en stor moské, som maurerne byggede i slutningen af 1100-tallet, da de gjorde Sevilla til hovedstad.

De nederste to tredjedele af klokketårnet La Giralda samt Patio de los Naranjos er arvestykker fra den oprindelige bygning.

Fra 1248 til 1401 blev moskéen til en kristen katedral, der igennem de næste mange århundreder herefter blev udvidet i forskellige stilarter.

Først var der udvidelser i gotisk stil på vestsiden, dernæst det kongelige kapel og sakristiet i renæssance stil. Senere igen udvidede man med kapeller i barok stil, for til sidst at tilføje tre hovedportaler på sydøstmuren.

I kirken findes et overvældende forgyldt alter Retablo Mayor, og der findes mange kunstværker fx. af Murillo. Kirkerummet er ubeskrivelig stort og storslået.

La Giralda

La Giralda har også gennemgået flere forandringer i tidens løb. Den oprindelige minaret blev færdig i 1198. I 1300-tallet erstattede man de originale muslimske bronzekugler på toppen med kristne symboler. Et par hundrede år senere blev renæssance-klokketårnet bygget til.

På toppen af klokketårnet er der en bronzefigur, som forestiller Troen. Denne vejrhane (giraldillo) har givet La Giralda sit navn.

Christoffer Columbus (1451-1506)

Italieneren som opdagede Amerika for den spanske dronning fik i 1898 en grav i Sevillas katedral.

Mange ville gerne ha' hans aske, således blev hans aske  først overført til Santo Domingo i 1544, dernæst i 1796 til Katedralen i la Habana.  I 1898, da Cuba blev selvstændig, blev asken ført til katedralen i Sevilla.

Det interessante er, at man i katedralen kan læse en masse om de modstridende oplysninger om, hvor Columbus's aske i virkeligheden befinder sig. Forskningen påpeger, at man i virkeligheden ikke ved, hvor hans aske er, fordi "alle" ville ha' æren af den.

Patio de los Naranjos

På maurernes tid vaskede man hænder og fødder, før man gik ind i kirken. Vaskebrønden (fontænen) står midt på den store åbne plads i kirken, prydet med appelsintræer.

Siesta og søndag

På vej tilbage igennem Santa Cruz ledte vi efter en restaurant, hvor vi kunne få tapas, som er små retter mad. De fleste restauranter var ved at lukke, der var ret øde i gaderne, men til sidst lykkedes det os at få tapas i en restaurant ved siden af den P-plads, vi holdt på.

Turen ud af Sevilla gik gennem ensrettede og smalle gader, noget af en oplevelse, og mere behagelig temperatur i bilen med aircondtion. John virkede ret upåvirket af varmen, han er vant til det sydlandske klima. Jeg er sikker på, at jeg ville få endnu mere ud af Sevilla en vinterdag, hvor temperaturen er ca. 20 grader.

VM-finale i fodbold var et must

Var selvfølgelig en begivenhed vi skulle se hjemme hos John i Monte Gordo, med rigtig dansk mad, som han sagde, dvs. go' gammeldags hakkebøf med løg. Vi handlede ind i Ayamonte på hjemvejen (det er billigere i Spanien). Kødet var af en meget bedre kvalitet end vores herhjemme, købt ved en slagter i supermarkedet, og hakket på stedet.

Algarve

Dagen startede ved 8-tiden, hvor vi allerførst skulle køre samme strækning som på Lissabon-turen og samle deltagere op i Tavira og Albufeira. En tur på ca. 1½ time med mulighed for at lægge mærke til nye ting og genkende andre. Især den karakteristiske rødbrune jordfarve kendetegner Algarve.

Silves

Silves ligger ½ times tid nordvest for Albufeira og er kendt for sin maurer-borg og korkproduktion. Byen var maurernes hovedstad indtil deres nederlag i 1200-tallet og var dengang en af arabernes stærkeste forposter. I sin storhedstid var Silves større og mere velhavende end Lissabon.

Borgen i Silves

Borgen i Silves er et imponerende bygningsværk med sine mure af røde sandsten. Herfra er der en flot udsigt over byen, som ligger i en frugtbar dal, fuld af citron-, appelsin- og mandeltræer som maurerne bragte med sig.

Lige ved borgen ligger den pragtfulde katedral fra 1200-tallet. Den blev bygget på ruinerne af maurernes moské, som et håndfast bevis på den kristne erobring af byen.

Borgens cisterne, som fortsat sørger for byens vandforsyning, gjorde at maurerne holdt ud i seks uger, da de blev belejret af kristne korsriddere i 1189.

Det var nemlig her Portugals anden konge Sancho 1. ved hjælp af korsridderne erobrede magten dette år. Han tvang de 30000 indbyggere i byen til at søge tilflugt på borgen. Korsridderne var blevet lovet, som det var skik og brug, at de frit kunne plyndre alt, hvis byen blev erobret.

Først efter måneders belejring og opbrugte vandreserver tilbød araberne at forhandle. Sancho 1. var parat til at slå en handel af, men korsridderne krævede ret til at plyndre. Belejringen endte således i et blodbad, hvor over 6000 blev dræbt.

To år senere vandt maurerne Silves tilbage, for at blive endelig fordrevet i 1249. Arade-floden sandede til, og gentagne jordskælv ødelagde så meget, at kun få bygninger stod tilbage. I slutningen af 1500-tallet var der kun 140 indbyggere tilbage.

Korkmuseet i Silves

På korkmuseet så vi, hvordan man høstede kork og fremstillede propper, både i gamle dage hvor der var flere arbejdsgange, og i nutiden hvor moderne maskiner udfører produktionen i én arbejdsgang.

Portugal er verdens største producent af kork, som er det yderste barklag på kork-egen, et træ der vokser i et bælte fra Lissabon sydover igennem Alentejo til Algarve-kysten. Ca. halvdelen af verdensproduktionen kommer fra Portugal.

I de første 15 år bruger man ikke korken fra kork-egen. Herefter er det bedste at skære korken af hver 9. år. Nogle gør det hver 7. år, men det giver en dårligere kvalitet.

Den første skrælning er ikke så god og bruges mest til garvning og brændsel, men ellers kan man skrælle korken af de næste ca. 150 år. Et gennemsnitstræ kan give ca. 25 kg kork.

Efter høsten lagres korken i store stakke, hvorefter den koges for at blive blødgjort og renset for sit indhold af syrer.

For at man kan vide, hvilket år korken er høstet, skriver man tal på træet. Fx fortæller tallet 6, at der er høstet i år, og næste gang bliver 2015. Når korken er fjernet efterlader det en rød-orange farve på den del af træstammen.

Allerede romerne kendte til kork og brugte det til flydere til fiskenet og svømmebælter. Senere fandt man ud af, at kork er en rigtig dårlig varmeleder, man siger gerne at kork kan ikke brænde. Det er noget af det bedste materiale til at holde på varmen, eller holde varmen ude fra kølerum. Fx bruges der også kork som varmeskjold på amerikanske rumfærgers hjælperaketter.

På korkmuseet var der også en forretning, hvor man kunne købe (dyre) ting lavet af kork, lige fra hatte, lampeskærme, mapper, tasker, punge og pennalhuse.

Marked

Vi var et smut inde i den store markedshal i Silves. Her var der et stort udvalg af friske fisk, frugt og grøntsager. Ved appelsinboden blev John og jeg tilbudt smagsprøver, sikke saftige og søde appelsinerne var.

Mens vi ventede udenfor, fik vi øje på en storkerede, og endelig kunne jeg nå at ta' et fotografi af storken.

Pensionister i Portugal
I Danmark siger man gerne, at livet begynder ved pensionsalderen. I Portugal siger man, at livet slutter på det tidspunkt. Derfor mødes pensionerede mænd hver eneste formiddag på torvet for at udveksle døgnets begivenheder. Imens sørger konen derhjemme for rengøring og madlavning. Sent på eftermiddagen tager de af sted igen, denne gang er konen ofte med.

Fóia og Monchique

I Monchique bjergene vokser der mange eukalyptus, kork-ege, kastanjer, pinjetræer og rodondrendron. Serra de Monchique er af vulkansk oprindelse og ligger på grænsen mellem Alentejo og Algarve.

Skovbrande opstår ofte i dette område, fordi eukalyptustræerne er selvantændende, når solens stråler rammer eukalyptusolien.

Det højeste punkt Fóia

Det højeste punkt er Fóia på 902 m. Her findes en cement-obelisk og nogle radiomaster samt en butik, hvor man kan købe vin og spiritus og ikke mindst et hav af uldtrøjer og uldtæpper. I klart vejr er der en storslået udsigt over Portimão-bugten og Sagres-halvøen.

Her smagte vi medronho-snaps, en snaps som bliver lavet af medronhobær, der kun vokser i Monchique-egnen.

Kurbyen Caldas de Monchique

Caldas de Monchique er en lille bjergby 6 km fra Monchique. Denne lille landsby har siden romertiden været kendt for sine helbredende kilder, der springer med ½ million liter i døgnet med en konstant temperatur på 32 grader.

Tidligere kom portugiserne hertil for at genvinde sundhed og energi. Det siges, at hvis man drikker rigtig meget af dette kildevand, skulle rynkerne også forsvinde. Vandet skulle være godt imod gigt og fordøjelsesproblemer, og det tappes stadig på en fabrik i nærheden og kan købes overalt i Algarve.

Monchique er bjergkædens hovedstad med 4000 indbyggere. Byen ligger 458 m over havet og er kendt for sin medronho-snaps og træhåndværk (især klapstole).

Bussen gjorde ikke holdt, så vi så ikke Igreja Matritz, en kirke fra 1500-tallet med et flot manuelinsk indgangsparti med flettede søjler, der ender i et spir samt Nossa Senhora de Destorro, en gammel franciskanerkloster-ruin fra 1632.

Vinduerne er rammet ind i forskellige betydningsfulde farver

Derimod fik vi historien om vinduer i denne del af Algarve, imens vi kørte forbi de levende eksempler. Man anvender forskellige farver rundt om vinduerne, alt efter hvad man vil signalere at man ønsker sig.

Den rosa farve betyder, at man ønsker sig kærlighed, den gule at man gerne vil rigdom, den blå holder ondskab og ulykke væk (også derfor man har blå lys indenfor) og den grønne betyder, at man ønsker lykke.

Cabo de São Vicente - "verdens ende" ved Sagres

Sagres er den sydvestligste by i Portugal, en lille havneby med kun 2500 indbyggere. 6 km vest for byen ligger Cabo de São Vicente, Europas sydvestligste punkt, som også kaldes for Verdens Ende, fordi man i middelalderen mente, at dette forblæste forbjerg ganske enkelt var verdens ende.

Mellem Sagres og Cabo de São Vicente ligger fortet, hvor Henrik Søfareren grundlagde en søfartsskole. Her blev dygtige søfolk uddannet, og man planlagde de store opdagelsesrejser på dette sted. Bag de solide fæstningsmure ligger et lille kapel, hvor de modige søfolk kunne få åndelig styrke, før de satte kursen mod nye og ukendte horisonter.

Foran Henrik Søfarerens bolig ligger en enorm kompas-skive af sten (43 m i diameter). Den blev brugt i studierne. Efter Henrik Søfarerens død i 1460 mistede Sagres sin betydning, og jordskælvet i 1755 udslettede de sidste rester af det videnskabelige miljø.

Cabo de São Vicente er 60 m høje klipper ud til Atlanterhavet. Her var øde, smukt og så blæste det helt vildt (en varm vind vel at mærke).

I romersk tid blev stedet regnet for helligt og fik senere navnet "Det Hellige Forbjerg" efter legenden om den spanske helgen Sct. Vicente, som skyllede i land her efter at have lidt martyrdøden i Valencia i år 304. Legenden siger, at hans grav blev bevogtet af hengivne ravne, som også fulgte skibet, der i 1173 bragte hans relikvier til Lissabon. Her forsvandt relikvierne under branden efter jordskælvet i 1755. Lissabons byvåben er i dag et skib med en sort ravn for hver agter.

Fyrtårnet ved Cabo de São Vicente er et af verdens mest lysstærke, det kan ses 90 km væk. Ved indgangen til fyrtårnet ligger ruinerne af et kapucinerkloster fra 1500-tallet.

Flere store søslag har fundet sted på havet ud for forbjerget, fx blev 80 engelske og hollandske skibe sænket af franskmændene i 1693, i 1780 slog den britiske admiral Rodney spanierne, og i 1797 jagede englænderne en talmæssigt større spansk flåde på flugt.

Historien om Barcelos-hanen

En ung mand var blevet dømt til døden ved hængning for en forbrydelse, han ikke havde begået. I dette tilfælde kom tvivlen slet ikke den tiltalte til gode. Forgæves svor han sin uskyld. I sin fortvivlelse kastede han sig på knæ og bad til sine to yndlingshelgener, Jomfru Maria og St. Johannes. Derefter fremførte han sit sidste ønske som en bøn om at møde sin dommer endnu en gang. Som skik og brug var, blev ønsket opfyldt. Dommeren modtog den unge mand i sit eget hjem, og serverede tilmed en stegt hane. Endnu en gang svor manden sin uskyld, og antagelig inspireret af sine yndlingshelgener løftede han pludselig højre hånds to sværgefingre og udbrød: "Ærede dommer, ved Jomfru Maria og Den Hellige Johannes, jeg sværger igen på min uskyld. Lyver jeg vil hanen på fadet blive liggende, men taler jeg sandt vil den rejse sig op og gale". Som ved et trylleslag var hanen iført sin tidligere fjerpragt, rejste sig op og galede, så det hørtes over hele Barcelos. Den unge mand blev øjeblikkeligt løsladt.

Ponta de Piedade ved Lagos

Klippeformationerne og grotterne ved Ponta de Piedade lidt øst for Lagos er utrolig smukke og fascinerende. Der er mulighed for en bådudflugt til grotterne.

Lagos

Lagos (22000 indbyggere) hører til Algarves ældste byer og var landsdelens hovedstad fra 1576-1756. Omkring Lagos findes nogle af Portugals bedste sandstrande. Om sommeren er der tyrefægtning hver lørdag. Borgerne i Lagos lever fortsat af fiskeri. Den nye marina i byens østlige ende er den første sikre ankerplads for både, der kommer ind fra Atlanterhavet.

Fønikerne grundlagde Lagos, og i romertiden var byen kendt under navnet Lacóbriga. I 700-tallet erobrede maurerne byen og har efterladt sig fæstningsværker, som blev udvidet i 1500-tallet.

Henrik Søfareren (som tilbragte en stor del af sin tid i Lagos på det, der i dag er Guvernørens Slot) gjorde Lagos til et vigtigt center for flåden, han anlagde et bådebyggeri i den brede bugt, hvor de store flåder kunne repareres imellem togterne. Samtidigt blev de første slaver ført hertil fra Sahara i 1441. Stedet for Europas første slavemarked er markeret af en tavle under buerne i Rua da Senhora da Graça.

Hovedstaden i Nigeria er i øvrigt opkaldt efter Lagos i Portugal. I 1587 forsøgte Sir Francis Drake uden held at erobre Lagos under krigen mellem Spanien og England, og under jordskælvet 1755 jævnedes det meste af Lagos med jorden.

En total dovnedag

Vores sidste dag i Portugal var planlagt som en absolut gennemført dovnedag, en tur til stranden, en strøgtur, god mad og afslapning. Efter Lissabon, Sevilla og Algarve turene med den ene seværdighed efter den anden, de mange timer i en bus / bil, trængte vi til at tulre rundt uden nogen som helst planer.

Rundt i Monte Gordo i mørke for 3 euro

Vi lagde mærke til turist-rundturs-bussen. Plakater vidnede om, at man kunne få en rundtur om aftenen for 3 euro, i åben bus (taget var pillet af). At det foregik om aftenen var forståeligt i denne varme, men at køre rundt i byen, når det var mørkt kunne jeg ikke lige se meningen med. Vel sagtens endnu en måde at tjene penge på turisterne på. - Kalecherne kørte også flittigt hver aften, især mange børnefamilier var på rundtur.

Vi så lidt Tour de France, pakkede kufferterne til næste morgen, hvor vi skulle af sted fra hotellet allerede kl. 4:10, og så skrev jeg små gule sedler om, hvor og hvad vi havde lavet i ugens løb. Kiggede i alle de brochurer, vi havde samlet, læste og tjekkede efter i de medbragte bøger om "Turen går til ...".

Tak og farvel for denne gang

Et brusebad friskede gevaldigt, aftentøjet på og lidt spadseren rundt i Monte Gordo inden vi skulle mødes med John ved 20-tiden. Pludselig var der én som pustede mig i nakken og sagde: "Ssscchhhh" - Det var nok engang John, som var på vej hjem fra arbejde og tilfældigt befandt sig lige i vores nærhed.

Afskedens time nærmede sig, en ny restaurant, denne gang også ved stranden. Det blæste temmelig meget, og jeg foretrak alligevel at sidde udenfor. John bestilte baccalao i tomatsovs, Hans og jeg fik steak, - Hans på husets måde (med spejlæg), jeg på portugisisk måde (med bacon). På forhånd vidste vi ikke, hvori forskellen bestod, men det fandt vi jo ud af. En kanon uge var slut. Unikt at være sammen med og opleve noget af det, som er Johns arbejde og hverdag. Han fortalte inden vores tur, at Portugal havde en spændende historie, det er sandt.

I sikkerhedskontrollen blev jeg checket hele tre gange, det viste sig, at spænderne i mine sandaler var årsagen. Betryggende at enhver detalje checkes en ekstra gang.

Cafeteriet i Faro lufthavn åbnede først et stykke tid efter, vi var ankommet, til gengæld var det meget rent og indbydende. Vi fik vores café doublo, morgenmaden kunne vi spise i flyet. Det føltes længe at skulle vente og fordrive tiden de næste halvanden time.

Europa set fra luften

Jeg var så heldig at have en vinduesplads. Det var fantastisk at opleve starten og se Faro fra luften. Det meste af turen hjem var der klart vejr, og fra 10.972 meters højde havde vi et uforglemmeligt flot udsyn over floder, bjerge, have og byer, vi fløj over. Jeg var så optaget af at kigge på Europa set fra luften, at jeg slet ikke havde tid til at være bange for at flyve!!

I flyet kunne man på skærmene følge med i, hvor vi fløj. En ny funktion som var tilsluttet på en del af turen. Billedet skiftede imellem oversigtskort som her til venstre, og oplysninger om flyvehastighed, højde, afstand til Hamburg, temperaturen inde i flyet, og udenfor samt afstande til større byer, vi fløj hen over. Fx kunne vi se, at der var -52 grader udenfor, jeg troede ikke, der var så koldt!

Portugal var delvist overskyet, især over bjergene. Men vi så Douro-floden og de Cantabriske Bjerge i baskerlandet i Spanien.

Morgenmaden blev serveret over Biscaya-bugten.

Det var så imponerende at se Europa fra luften. Motorvejene og bilerne som små prikker, der bevægede sig meget langsomt. Andre fly som fløj lavere end os.

Efter en spændende, behagelig og oplevelsesrig flyvetur landede vi i Hamburg ved 11-tiden. Her var koldt (ca. 20 grader).