2 timers flyforsinkelse i Billund

Efter check in og sikkerhedstjek var vi klar til den sidste smøg i det dejlige rygeområde i Billund lufthavn. Her mødte vi et ungt søskendepar, som også skulle til Dublin med flyet 11.30. Storesøsteren havde dog netop set, at flyet var 2 timer forsinket, det havde vi ikke lige opdaget. Hun fortalte, at man kunne få madpenge ved at henvende sig i informationen.

Øv mht. forsinkelsen, og hvorfor nu lige det? I informationen fik jeg at vide, at det skyldtes en teknisk fejl om morgenen, hvilket forsinkede de efterfølgende afgange, men vi kunne få 115 kr. pr. person til mad. Det rakte til en dejlig kyllingesalat, en kop kaffe og en flaske vand. JO, jeg var lidt nervøs og tænksom mht. flyvningen, men det var virkelig godt flyvevejr og en meget behagelig tur. I det engelske luftrum fik vi tilbudt at kigge ind i cockpittet og snakke med piloterne. Det var spændende! Jeg fik også lov til at ta' fotos.

Dublin er Irlands største by

Ligger på Irlands østkyst ved Liffeys munding og har været hovedstad siden 1922. Byen blev grundlagt som et vikingebosted og har været den vigtigste by i Irland siden middelalderen. I dag er Dublin det økonomiske, administrative og kulturelle centrum for øen. Inden for bygrænsen bor der lidt over ½ mill. indbyggere, med forstæderne er der ca. 1,7 mill. indbyggere.

Vi landede i Dublin kl. 14.30 lokal tid, i solskinsvejr. Inden vi nåede ud af lufthavnen var det blevet regnvejr for en kort stund. Det var nemt at finde en transfer bus i Dublin lufthavn, 6 € pr. person, en lille times kørsel til Dublin city. Her holdt bussen i Temple Bar området, syd for Liffey floden. Ikke langt at gå hen til vores centralt beliggende hotel 'Dublin Citi Hotel' i Dame Street, hvor vi fik et dejligt, hyggeligt og meget lille værelse. Tilmed rygning tilladt! På hotellet lånte vi en adapter til el, og der var en god og hurtig internetforbindelse. Dame Street er et livligt område med masser af biler, busser og taxaer, der er rigtig meget bylarm døgnet rundt. Til gengæld en gade tæt på det hele!

Gåtur i Dublin langs floden Liffey

Efter aftensmaden på hotellet (irsk stuvning) gik vi en tur langs floden Liffey, også kaldet Liffy. Den deler Dublin i Northside, hvor arbejderklassen traditionelt har været bosat, og i den mere velhavende Southside.

Der var den ene efter den anden berømte bro over Liffey. Bl.a. O'Connel Bridge som er den eneste bro i Europa, som er bredere end den er lang. O'Connel Street er samtidig den største hovedgade i Dublin og en af de bredeste i Europa. Nær broen står statuen af nationalisten Daniel O'Connel, og længere oppe ad gaden ser man The Spire, et 121,2 m højt nåle-lignende monument i rustfast stål.

Famine Memorial

Længere mod øst på Custom House Quay, Docklands, var der en samling bronzeskulpturer til minde om den store irske hungersnød i 1845-49, hvor ca. 1 mill. mennesker døde og ca. 2 mill. følte sig tvunget til at emigere til USA. Skulpturerne blev designet og udført i 1997 af Rowan Gillespie, og placeret netop på det sted, hvorfra et af de første skibe 'Perserverance' sejlede til New York på St. Patricks Day (17. marts) i 1846. Kaptajnen William Scott kom fra Shetlandsøerne og havde stor erfaring i at krydse Atlanterhavet. Han kvittede derfor sit kontorjob i New Brunswick. Han var 74 år gammel. Færgebilletten kostede 3 £, og 210 passagerer deltog i den historiske rejse. De ankom til New York d. 18. maj 1846. Mandskabet og alle passagerer overlevede turen.

Levende irsk musik i Temple Bar

Aftenen sluttede med et besøg i pubben Temple Bar. Der var mange mennesker, men alligevel nemt at finde to ledige pladser ved baren, hvor der var en yderst sjov tjener (det hele gik humoristisk hurtigt). Her nød vi også at lytte til levende irsk musik.

Vi fik irsk morgenmad på hotellet 9.30-10.15. Spejlæg, bacon, forskellige pølser og toastbrød til. Pølserne brød jeg mig ikke om, derimod var det noget rigtig godt, tykt bacon.

Planerne var herefter city-sightseeing med hop on/hop of bussen og se St. Patrick's Cathedral, Guiness Storehouse og Kilmainham Gaol. Jens ville gerne køre hele turen først, uden stop. Rundturen varede 1½ time, og det var en meget kold fornøjelse. Eneste dag det blæste vildt "på dansk måde". Jeg nåede forresten lige at få et ganske kort glimt af Dublin Castle, mens vi ventede på bussen. Selv om vi boede ganske tæt på, nåede vi dog ikke at komme derind.

Undervejs lyttede vi til de mange informationer og kom bl.a. forbi Christ Church Cathedral, St. Patricks Cathedral, Guiness Storehouse, museet for moderne kunst, Heuston Station, Kilmainham Gaol, Phoenix Park, Dublin Zoo, Nationalmuseet, Old Jameson Distillery, St. Michans's Crypt, Dublin Writers Museum, James Joyce Museum, O'Connel Street, det arkæologiske museum og voksmuseet. Inden det første stop ved St. Patricks Cathedral fik vi udendørs frokost i en café ved siden af kirken.  

Dublins historie

Nogle forskere mener, at der opstod bebyggelser f.Kr., mens andre mener, at de første beboelser var omkring 140 e.Kr., da geografen Klaudios Ptolemaios skrev om Eblana og indtegnede den på sine kort.

Dublin kristnes

Munke kom efterhånden til og byggede små klostre og kirker, der hvor Liffey og Poodle floderne mødes. På dette sted lå der også en mudret, sort dam dubh-linn. Ca. 448 omvendte St. Patrick mange af indbyggerne til kristendommen, og mange kirker i Irland er opkaldt efter ham.

Nordiske vikinger grundlægger Dublin

Vikinger fra Norden grundlagde Dublin i 841 og byggede fæstninger. Turistkontoret i Suffolk Street (bygningen) siges at ha' rødder tilbage til vikingetiden.

Normannerne erobrer Dublin

Efter en årrække med nordiske konger erobrede normannerne byen i 1171. De byggede Dublin Castle, som var et symbol for det engelske styre af Irland i de næste 700 år. I flere årh. befandt parlamentet sig i Drogheda, men flyttede i 1504 til Dublin i forbindelse med Henrik 7.'s nedkæmpelse af County Kildare.

Dublins storhedstid

Dublin voksede sig større i 1600-tallet, veje, broer og bygninger blev anlagt. I 1700-tallet var byen en kort overgang den næststørste i det britiske imperium (efter London). Nogle af Dublins mest interessante bygninger samt Guiness bryggeriet stammer fra denne periode.

Hungernød i Irland

Kartoffelpesten i 1800-tallet fik store dele af befolkningen til at flytte til Dublin, hvor de boede under kummerlige vilkår og gav anledning til, at store dele af byen blev til slumkvarterer. På dette tidspunkt var Belfasts industri i stor vækst, og omkring år 1900 havde Belfast dobbelt så mange indbyggere som Dublin, og var generelt mere velstående. Hungersnøden i midten af 1800-tallet medførte også, at ca. 1 mill. mennesker i Irland døde og ca. 2 mill. udvandrede til fortrinsvis USA. Dublin var dog stadig centrum for administration og transportknudepunkt for det meste af Irland, men den industrielle revolution indfandt sig ikke rigtig for alvor.

Den irske uafhængighedskrig

I slutningen af 1800-tallet blev Dublin centrum for den irske nationalisme, som kulminerede i påskeoprøret 1916 og medførte omfattende ødelæggelser. Den irske uafhængighedskrig og senere den irske borgerkrig medførte yderligere ødelæggelser og lagde mange, fine bygninger i ruiner.

Republikken Irland

Da republikken Irland blev oprettet i 1922, blev Dublin Irlands hovedstad. Mange af de ødelagte bygninger blev genopbygget, og parlamentet flyttede til Leinster House. Fra 2. verdenskrig til 1960'erne forblev Dublin en umoderne hovedstad, især centrum var uforandret. Dette gjorde byen interessant som baggrund for historiske filmoptagelser, fx 'For mod og tapperhed' (fra 1. verdenskrig) og 'Min venstre fod' (1930'erne). Dette fik senere betydning for en selvstændig irsk filmproduktion.

Dublins økonomi blev efterhånden bedre, og der begyndte at komme moderne arkitektur i byen samtidig med, at man renoverede bygninger mm. fra byens storhedstid. Siden 1997 har Dublin ændret sig markant. Der er nu en omfattende udvikling af private og offentlige bygninger, transport og forretning. I 2003 gennemførte BBC en europæisk undersøgelse blandt beboere i storbyer og byområder, og her viste det sig, at Dublin var den bedste hovedstad at bo i. Det tror jeg gerne, for Dublin har utrolig meget at byde på!

St. Patricks Cathedral i Dublin

St. Patricks Cathedral er hovedkirke for den protestantiske Church of Ireland, og den er også Irlands største kirke. Det siges, at St. Patrick døbte irere ved en brønd, der engang fandtes i parken ved katedralen. Pga. denne forbindelse har der ligget en kirke her siden 400-tallet. I 1191 byggede normannerne en stenkirke, og bygningen i dag stammer fra en genopbygning i starten af 1200-tallet. efter en brand i 1370 genopbyggede ærkebiskop Minot det vestlige tårn, og spiret blev tilføjet i 1749.

Der er mange mindesmærker i katedralen

Rundt omkring i kirken kan man se utallige statuer, grave, mosaikker og mindetavler, hver min sin historie om betydningsfulde irere, lige fra irske regimenter, militære personer, gejstlige til digtere. Katedralen repræsenterer mere end noget andet bygningsværk i Irland det irske folks historie og arv, alle sociale lag fra de tidligste tider til i dag.

Pudsigt nok blev vi ved indgangen spurgt om, på hvilket sprog vi gerne ville ha' den medfølgende guide til kirken (en folder). Da jeg sagde danish, fik jeg straks en folder på dansk. Det havde jeg ikke forventet.

St. Patrick gjorde irerne kristne

Patrick blev født ca. 386, og døde formodentlig 17. marts 493 (nogle mener 465). Man mener også, at han kom fra den engelske hoved-ø, og at hans familie var kristne. 16 år gammel blev han bortført af sørøvere, som solgte ham som slave til høvdingen Milchu i Antrim i Nordirland. Her arbejdede han som hyrde og lærte det keltiske / irske sprog. Med tiden blev han mere og mere optaget af religion.

Da han efter 6 år drømte, at han ville vende hjem, lykkedes det ham at flygte og komme med et skib til det europæiske kontinent. Efter rundrejser i Gallien og Nordromerske provinser vendte han hjem til England, hvor en ny drøm kaldte ham tilbage til Irland som missionær. Efter at ha' levet som munk i årene 412-15 antages det, at han blev uddannet som præst i Gallien eller England.

Legenden fortæller, at Patrick kom tilbage til Irland som biskop i 432. Han havde en hjælpebiskop, en præst, en retskyndig og nogle håndværkere med, og det lykkedes ham at udbrede kristendommen i Irlands nordlige, centrale og vestlige egne. Irland er i øvrigt et af de få vesteuropæiske lande, hvor ingen missionærer led martyrdøden.

I 444 oprettede Patrick sit bispesæde i Armagh (Nordirland), som stadig er Irlands kirkelige hovedstad. Han oprettede også klostre. En af legenderne om Patrick fortæller, at han brugte en trekløver (shamrock) til at illustrere treenigheden. Trekløveren er i dag Irlands nationalsymbol.

I Irland og alle de steder, hvor irske udvandrere har bosat sig (især USA og Canada) fejrer man hvert år St. Patricks dag på hans dødsdag d. 17. marts. Dagen har status som Irlands nationaldag og er både en hyldest til Patrick og den irske kultur. Der holdes store parader, hvor deltagerne har tøj på i den traditionelle grønne, irske farve.

Guinness Storehouse

Guinness er en verdenskendt, mørk øl, som blev udviklet af Arthur Guinness. Øllets dejlige smag og særpræg er baseret på nybrændt ugæret byg. Når den tappes på den rigtige måde i glasset bevirker en nitrogenblanding, at der lægger sig en tyk, cremet skum på overfladen.

Arthur Guinness troede så meget på stout (en mørk øl, som blev udviklet i London i begyndelsen af 1700-tallet), at han indgik et 9000-årigt lejemål til 45 £ pr. år, og byggede St. James's Gate Brewery på den grund hvor bryggeriet stadig ligger. Han havde held med sin produktion og markedsføring, og bryggeriet gik i arv i familien. I årenes løb er bryggeriet udvidet flere gange.

I Guinness Storehouse følger man trin for trin det berømte sorte øls fremstilling, og man kan også se en udstilling om bryggeriets historie og markedsføringsproces. Man starter i stueplan og bevæger sig herefter 7 etager op, for til sidst at nyde en Guinness og den fantastiske udsigt over Dublin fra den runde bar med glasruder.

Nederst introduceres man for de fire ingredienser i Guinness: vand, byg, humle og gær. For at give den perfekte øl (pint), skal de kombineres på en bestemt måde. Dernæst følger man brygge-processen skridt for skridt. Byggen bliver maltet, ristet, kværnet, blandet med varmt vand og mæsket. Denne væske bliver så filtreret og kogt med humle. Til sidst bliver der tilsat gær og fermenteringsprocessen begynder, hvorefter øllet er klar til at blive tappet.

I november 2000 blev bryggeriet åbnet som en turistattraktion. Det 7 etager høje kompleks er indrettet i det oprindelige bryggeri og er designet som en gigant stor Guinness, der ville kunne rumme 14,3 mill. glas Guinness. På de øverste etager kan man benytte rullende trapper eller elevator.

Oprindeligt blev denne del af bryggeriet bygget i 1904 til fermenteringsprocessen, som fandt sted her indtil 1988.

Kilmainham Gaol

Kilmainham Gaol er kendt som det fængsel i Dublin, hvor mange irske frihedskæmpere ventede på deres henrettelse eller bortvisning til Australien. Netop fordi åbningen af fængslet i 1796 og lukningen i 1924 mere eller mindre falder sammen med starten og slutningen på unionen mellem Storbritannien og Irland har fængslet i de mellemliggende år været et spejl af den turbulente historie om de to landes vanskelige forholdt til hinanden. År som var præget af oprør, hungersnød, revolution og borgerkrig med et frygteligt klimaks 1916-23. Mange af Irlands vigtigste, historiske personer sad her. Nogle blev skudt, mens andre blev hængt. 

Fængslet har spillet en stor rolle i Irlands historie, og flere musikvideoer (bl.a. af U2 i 1982) er optaget her, samt fx filmene Michael Collins (1996) og The Italian Job med Michael Caine (1969).

I dag er fængslet indrettet som museum, og man kan kun komme ind og se det med en guide. Den meget interessante rundvisning varer en lille times tid. Vi kom ved 15.30 tiden, og kunne få en tid kl. 16.15. I øvrigt dagens sidste rundvisning, med en meget entusiastisk og informativ guide. Hun fortalte enormt levende, så man ikke havde svært ved at forestille sig noget. Meget tankevækkende og skræmmende beretninger, der gjorde et dybt indtryk på mig.

Først blev vi bænket i fængslets kapel, som var indrettet med lærred og projektor. Her så og hørte vi om hovedtrækkene i fængslet historie. Det blev bygget i 1796 og var på den tid en nyskabelse, fordi en præst ville indføre enkeltceller for at skåne svage fanger. I stedet for ét stort rum fyldt med en del hærdede kriminelle.

Under hungersnøden midt i 1800-tallet skete det af og til, at folk stjal for at komme i fængsel, så kunne de i det mindste få sulten nogenlunde stillet. Især mange børn, unge og kvinder blev fængslet i denne periode.

Ofte blev fanger henrettet ved hængning, datidens underholdning som skete foran hovedindgangen og kunne tiltrække op mod 5000 tilskuere. Kigger man godt efter, kan man se to smalle mursten i buen over porten. Her var oprindeligt bjælkerne til hængningen.

Easter Rising (påskeoprøret) 1916

Inden vi forlod kapellet hørte vi om påskeoprøret (Easter Rising) 24. april 1916, hvor en gruppe frihedskæmpere først besatte hovedpostkontoret i O'Connel Street og efterfølgende flere bygninger i byens centrum. Pádraic Pearse, James Connolly og Eamon de Valera var blandt anførerne. 12 af frihedskæmperne havde forinden forfattet og underskrevet en uafhængighedserklæring af det britiske styre. Den blev læst op.

Herefter opstod der kampe mellem de britiske soldater og de irske frihedskæmpere, men efter 14 dage var slaget tabt. James Connoly og Patrick Pearce overgav sig til briterne, og de øvrige blev anholdt kort tid efter. Alle blev fængslet i Kilmainham Gaol og skudt i fængslets gård mellem 3. og 12. maj 1916 (ved det lille kors på billedet th).

James Connely (5.6.1868-12.5.1916) var blevet hårdt såret under kampene og indlagt i fængslets hospital. En læge udtalte, at han højst havde en dag eller to tilbage, og at han ikke ville kunne stå op for at blive skudt (henrettet). Derfor blev han bundet til en stol og derefter skudt.

Joseph Mary Plunkett (21.11.1887-4.5.1916) var både irsk nationalist, digter og journalist. Han var et af de oprindelige medlemmer af IRB Militærkomiteen, som var ansvarlig for oprøret, og det var stort set hans plan, som blev fulgt. Kort før påskeoprøret var Plunkett indlagt og blev opereret i halskirtlerne. Trods dette deltog han i aktionen, selv om han ikke formåede at være særlig aktiv. Han overgav sig, blev anholdt og kom for en krigsret. Få timer før han skulle henrettes, blev han gift med sin kæreste Grace Gifford i fængslets kapel (lige dér hvor vi sad). Bagefter fik de 10 minutter sammen under overvågning, inden han blev ført til sin celle for en sidste stund.

Grace Gifford blev arresteret og sad i Kilmainham Gaol fra februar til maj 1923. I hendes celle kan man se hendes maleri Madonna and Child. Hun døde i 1955.

Under rundturen så vi først den gamle del af fængslet, derefter den nyere del. Over mange af dørene hang et skilt, så man kunne se, hvem der havde tilbragt de sidste livstimer i cellen, eller i bedste fald blot været indsat i en periode. I den nye afdeling var der også ridset 'cellenavne' i træværket over nogle af dørene fx No sorrender og Carndobach Hotel. 

Besøget sluttede i fængselsgården og henrettelsespladsen, hvor der er mindesmærker for frihedskæmperne. Overfor fængslet findes nyere skulpturer til minde om de henrettede frihedskæmpere i 1916. Påskesøndag hvert år holdes der nu parader i Dublin, hvor man mindes de døde og fejrer uafhængigheden af Storbritannien.

Aftensmad deluxe og VM semifinale 

Lige overfor pubben Temple Bar lå restauranten Schack. Her kunne man sidde udenfor i solen, som endelig var brudt frem. Mest derfor vi valgte at spise aftensmad her, for det var ikke specielt billigt, til gengæld rigtig lækkert og velsmagende. Vi fik både forret (tigerrejer) og hovedret (kylling), og selvfølgelig en Guinness. Det bedste syntes jeg, var deres fantastiske, hjemmebagte brune brød. Den opskrift vil jeg gerne ha' fat i !!

Dagen sluttede med VM semifinale Holland-Uruguay på hotelværelset. Samtidig med at lade kamera og mobiltelefoner op, skrive dagbogsnotater, flytte fotos til computer, tjekke vejrudsigten, e-mails, DK-nyheder og ikke mindst være på forkant med næste dag, Hill of Tara og Newgrange tomb.

Vi havde booket alle vores overnatninger uden morgenmad, fordi der findes rigtig mange gode caféer, hvor det er billigere at købe morgenmaden. I dag prøvede vi en døgn-åben café tæt ved vores hotel. Det var billigt, og vi kunne selv sammensætte menuen. Dejligt med æg og bacon, tomat og ost i stedet for de irske pølser (dem kunne jeg ikke li'). Man betalte pr. vægt.

Ved 10-tiden skulle vi på udflugt med Mary Gibbons, en lokal guide som kører ture til Hill of Tara og Newgrange tomb. Jeg havde booket pr. internet hjemmefra, og man skulle først betale, når turen startede. Opsamlingsstedet var i nærheden af turistkontoret i Suffolk Street, ud for Pizza Hut. Det ligger meget tæt på krydset Suffolk Street/Grafton Street, hvor den berømte Molly Malone statue står. Vi kom i rigelig god tid, så vi kunne nå at se statuen. Det gode var, at der ikke var så mange mennesker på denne tid af dagen. Nemmere at komme til at fotografere.

Molly Malone er en populær sang

Molly Malone, også kendt som Cockles and Mussels, er en populær sang, som har opnået status som en uofficiel irsk nationalmelodi i Dublin. Den handler om en smuk fiskehandler fra det 17. årh. Hun solgte sine varer i Dublins gader, men døde af feber som ganske ung.

Ved siden af Pizza Hut var der en udendørs café, et godt sted at sidde og vente og få en kop kaffe. Pludselig (længe før tid) kom en lille Dr. Livingstone lignende kvinde hen til os og spurgte, om vi var fra Danmark og skulle med på hendes tur. En gestus vi efterfølgende oplevede på alle vores bookede ture. Guiderne var meget opmærksomme og gjorde en stor indsats for, at man blev fundet og kom med på den tur, man havde bestilt.

Hill of Tara

Ligger i Boyne dalen nordvest for Dublin og er umiddelbart bare nogen smukke bakker og landskaber med cirkelformede jordvolde og græsklædte høje. Men netop her var det gamle magtcentrum i Irland, hvor 142 konger siges at ha' regeret i forhistorisk og historisk tid.

I den antikke irske mytologi var dette et helligt sted for de keltiske storkonger. Her mæglede de i konflikter mellem undersåtter, men også mellem mennesker og guder. Det siges også, at St. Patrick kom til Tara for at omvende befolkningen til kristendommen.

Navnet Tara betyder et sted med stor udsigt, og på en klar dag kan man herfra se halvdelen af de 26 counties i Irland. I det fjerne mod nordøst kan man se den hvide kvarts foran Newgrange og mod nord ligger Slane bakken. 

I starten af 1900-tallet kom en gruppe israelitter til Tara, overbevist om at Pagtens Ark var begravet her. De fandt dog kun nogle romerske mønter. Officielle udgravninger i 1950'erne afslørede cirkler af stolpehuller, som vidnede om opførelsen af store bygninger. En ny teori foreslår, at Tara var den antikke hovedstad i det tabte rige Atlantis, som blev til Irland.

Rundt omkring i Hill of Tara er der over 30 synlige monumenter, som har forbindelse til begravelser og ritualer gennem flere tusind år. Man lægger også straks mærke til de mange græsklædte jordvolde, det går op og ned. De tidligste bosættelser var i bondestenalderen, og højene er dateret til ca. 2500 f.Kr. Et kæmpe tempel på 170 m og bestående af over 300 stolper blev for nylig opdaget.

The Mound of the Hostages

The Mound of the Hostages ((Gidslernes høj) er en stenaldergrav fra ca. 2500 f.Kr. Navnet opstod, fordi Tara kongerne tog betydningsfulde personer fra andre kongeriger som gidsel for at sikre sig disse kongerigers underkastelse. En af de legendariske Tara konger blev kaldt Niall of the Nine Hostages, fordi han havde taget gidsler fra alle provinser i Irland og England.

The Stone of Destiny

På toppen af bakken findes Irlands gamle og berømte kroningssten The Stone of Destiny. Oprindelig stod stenen nord for The Mound of the Hostages, men blev flyttet til dens nuværende placering efter slaget ved Tara under den irske revolution i 1798 til minde om de 400 oprørere, som døde her.

Nogle siger, at den ægte sten oprindeligt var Jacobs hovedpude (Gl. Testamente). Den var flad og blev flyttet fra Tara til Skotland af kong Fergus. Herefter fik den navnet Stone of Scone og blev de britiske kongers kroningssten ved Westminster Cathedral. Mange historikere accepterer, at granitstenen på Hill of Tara er den ægte Stone of Destiny, mens andre har argumenteret for, at det er Stone of Scone.

Newgrange

Newgrange er en af de tre store gravhøje i Boyne dalen vest for Drogheda. Det irske navn er Brú na Bóinne, som betyder palæet ved Boyne. Newgrange blev bygget af stenalderfolk ca. 3.200 f.Kr., og er ældre end Stonhenge i England og pyramiderne i Egypten. Gravhøjene Knowth og Dowth ligger i nærheden af Newgrange, og alle tre er optaget på UNESCOS kulturarvsliste.

Adgang til Newgrange og rundvisning med guide sker gennem Brú na Bóinne besøgscenter. Her så vi først en film om gravhøjene. Der var også en restaurant, hvor vi fik frokost inden den videre tur. Noget der skulle gå lidt for hurtigt, fordi Mary Gibbons havde reserveret tid til selve Newgrange, så vi ikke skulle stå i kø. Fra centret var der 7 minutters gang til det sted, shuttle bussen kørte fra. Og den ventede ikke, man fik kun én chance (sagde hun). I øvrigt en smuk gåtur, hvor vi bl.a. krydsede floden Boyne.

Efter alt at dømme var Newgrange et astrologisk, spirituelt, religiøst og vigtigt sted for ceremonier. Man brændte de døde og lagde resterne i store stenskåle i gravkammeret i gravhøjen. Newgrange var sæde for guden Dagda, hans kone Boann og deres søn Aonghus, kærlighedens gud.

Den ovale gravhøj, som er 85 m i diameter og 13,5 m høj, dækker et areal på over en hektar. Nogle af de 97 stenblokke rundt om højen er udsmykket med flotte spiralmønstre. Nogle mener, at dette symboliserer rejsen fra liv til død. Andre mener, at det symboliserer datidens holistiske livssyn. Den 19 m lange indvendige gang fører til et korsformet gravkammer, hvis tag er støttet af konsoller og aldrig har været utæt.

Der er brugt over 200.000 sten til gravhøjen, og nogle af dem vejer over 7 tons. De hentede dem mindst 13 km fra stedet, og ingen ved rigtig, hvordan de transporterede dem til Newgrange. Helt sikkert er, tænker jeg, at de kunne mere for 5000 år siden, end vi forestiller os i dag.

Newgrange er bedst kendt for sollyset i den indvendige gang og gravkammeret ved vintersolhverv. Over indgangen er der en åbning, kaldet en tag-boks. Formålet er at lade sollys trænge ind i gravkammeret på den korteste dag i året, omkring 21. december. Ved daggry, fra d. 19.-23. december, trænger en smal lysstråle ind og når først gulvet i gravkammeret. Efterhånden som solen står højere på himlen, bliver hele gravkammeret oplyst. Denne begivenhed starter ved 9-tiden og varer i 17 minutter. Hensigten var utvivlsomt at markere begyndelsen af det nye år. Desuden kan det have tjent som et stærkt symbol på sejren i livet over døden.

Newgrange blev opdaget i 1699. Da ejeren af området var ved at flytte sten for at bygge en vej, opdagede han indgangen til gravhøjen. Mellem 1962 og 1975 foretog Michael J. O'Kelly udgravninger i Newgrange. I 1967 opdagede han lysfænomenet ved vintersolhverv. Han restaurerede også den hvide kvarts facade, der somme tider er blevet kritiseret for at være for moderne.

Navnet Newgrange er relativt moderne og betyder ny avlsgård (new grange). I det 12. årh. blev området en del af Mellifont kloster og gård. Afsidesliggende gårde blev kaldt granges, deraf navnet Newgrange.

I små hold kunne vi komme ind i gravkammeret. Gangen derind var meget smal, og ved selve indgangen skulle man dukke hovedet. I det meget lille gravkammer blev vi delt i to grupper, som skulle placeres så der var frit udsyn til indgangen. Efter at guiden havde sikret sig, at ingen var bange for mørke, blev alt lys slukket. Total mørke.

Ganske langsomt så vi herefter lysstriben, først længst væk i indgangen, så kom den nærmere og nærmere, ramte gravkammerets gulv. For til sidst at oplyse hele rummet. Selvfølgelig en simulering af, hvad der sker ved vintersolhverv, men meget spændende at opleve.

Der er mulighed for at opleve dette i virkeligheden! Hvert år kan man deltage i en konkurrence om at blive de heldige vindere (blanketter fås i besøgscentret).

En GOD og spændende dag

Jeg kan varmt anbefale turen, den var meget spændende, og Mary Gibbons var en GOD og informativ guide. Vi var tilbage i Dublin ca. 16.30, og det betød, at dagen stadig 'var ung', masser af tid til at nyde solen og det varme vejr inden VM semifinalen mellem Spanien og Tyskland.

Først nød vi solen og en irsk kaffe i Temple Bar området. Så købte jeg en grøn, varm irsk trøje i en forretning, vi tilfældigt kom forbi. Tænkte at vejrudsigten for de kommende dage (regn og lidt køligere) og så det irske tøj ville gi' det bedste resultat. (Og det holdt stik!)

Ja, vi nåede også en stund i pubben Temple Bar. Der var masser af plads på denne tid af dagen, og det viste sig, at midt inde i pubben var der en gårdhave, hvor rygerne kunne slappe af. Herligt at sidde her og nyde en Guinness.

På vores hotel havde de en fortovscafé med storskærm, og det lykkedes os at få en plads her. Vi fik en dejlig kyllingeret til aftensmad og kunne følge fodboldkampen imens. Der var en kanon stemning under semifinalen, og ikke mindst da Spanien vandt. I løbet af få sekunder kom der liv i gaden, folk strømmede ud alle steder fra og gik syngende og skrålende i optog. Video: Spansk jubel i Dublin

Bagefter handlede vi ind til morgenmad næste dag i et døgn-åbent Spar Supermarked nær ved hotellet. Vi skulle nemlig tidligt op og helst forlade hotellet 6.30. Den gode nattesøvn blev desværre forstyrret af fodbold-festlighederne. Der var musik og larm indtil kl. 2.

Vækkeuret ringede kl. 5, tiden var inde til at pakke og rejse til Galway. Jeg kunne tydeligt mærke den manglende nattesøvn. Var rigtig glad for at spise morgenmad på værelset, også dejligt at der var en elkedel og bitte små 'poser' kaffe. Vi havde forresten selv en elkedel med (overflødig på hele turen) og et glas Nescafé (det var godt at ha' at supplere med).

Efter en travl morgenstund var vi klar til at tjekke ud kl. 6.30. I receptionen bad jeg om at låne adapteren til el, mens vi var i Galway. Vi skulle jo tilbage til dette hotel om lørdagen. Det var ikke noget problem, bare jeg ville huske at aflevere den igen. Skulle ikke engang betale depositum, det var service.

Cliffs of Moher ligger på Irlands vestkyst

Hjemmefra havde vi booket en endagstur til Cliffs of Moher med Dublin Tour Company. Det betød at shuttle-bussen mellem Dublin og Galway (returbillet) samt udflugten til Cliffs of Moher var betalt, men man behøvede ikke at køre tilbage den samme dag. Derfor havde vi booket to overnatninger i Galway, det kunne blive til 3 spændende dage på vestkysten.

Bussen til Galway kørte fra Turistkontoret i Dublin, Suffolk Street, kl. 7. Vi var der allerede 6.40 og nød at være i god tid. Turen på 200 km med motorvej tog 2½ time, og fra 8.30-8.45 var der pause på en tankstation i Athlone. Jo længere vestpå vi kom, jo flere stengærder.

Dublin og Galway Tour Company samarbejder

Vi kom til Galway Coach Station kl. 10. Og her stod Galway Tour Company klar til at ta' over. Dem som skulle med på Connemara turen, skulle skifte bus. Vi skulle blive siddende og fortsætte i samme bus, men med en ny chauffør, som også var guiden. Heldigvis var der først en lille pause til at strække benene, toiletbesøg osv.

Guiden Evan (eller hvordan det staves?) voksede op på Inish Mór (Aran Islands). Efter adskillige år i London vendte han tilbage til Galway, hvor han nu er gift og arbejder indenfor turisme. Han havde humor, var sjov og meget informativ. En GOD snakkesalig lokalguide.

Dunguaire Castle

Der var et kort 'kigge og foto stop' ved Dunguaire Castle, som ligger på en meget lav klippe i nærheden af byen Kinvara i Galway bugten. Udsigten var fantastisk, selv om det var overskyet og lavvandet. Man kunne skimte Galway og Burren i det fjerne.

Slottet blev bygget i 1520 af O'Hynes klanen, en familie der måske havde forbindelse med området siden 662. Man tror nemlig, at den legendariske kong Guaire af Connacht engang havde sit slot her, og at han er stamfader til Hynes klanen.

I 1600-tallet overtog Oliver Martin Dunguaire Castle, og det blev i familiens eje indtil begyndelsen af 1900-tallet. Oliver Martin var far til den kendte irske advokat og nationalist Richard Martin Fitz Oliver, som i 1642-43 også var borgmester i Galway.

Den nye ejer i 1900-tallet var kirurgen og digteren Oliver St. John Gogarty. Han gik i gang med at restaurere slottet, det 75 fod høje tårn og forsvarsmurene. Samtidig indrettede han et mødested for de ledende skikkelser i Celtic Revival, bl.a. WB Yeats, George Bernard Shaw, Augusta, Lady Gregory og John Millington Synge.

I 1954 blev Dunguaire Castle overtaget af Christobel Lady Ampthill, som færdiggjorde restaureringen. Senere købte det irske selskab Shannon Development slottet. De administrerer mange historiske turistattraktioner i Irland.

Om sommeren er Dunguaire Castle åben for offentligheden, og hver aften holdes der banket med udklædte kunstnere, som gengiver irsk litteratur og spiller irsk musik. Scener fra filmen North Sea Hijack (1979) blev optaget på Dunguaire Castle.

En af overleveringerne i forbindelse med Dunguaire Castle er, at slotsherren var meget generøs, også efter sin død. Hvis en person står foran porten og stiller et spørgsmål, vil svaret være givet, inden dagen er slut.

Burren er et kalkstensområde

Burren ligger i County Clare syd for Galway bugten og er et kalkstensområde på ca. 250 km2. Det er et af de største karst-landskaber i Europa, dvs. et landskab hvor kalkstensunderlaget når frem til overfladen og er omformet af bl.a. det rindende vand, så det kommer til at ligne terrasser med revner på kryds og tværs.

For over 300 mil. år siden var området havbund, siden blev skaller og skaldyr presset sammen til et kalklag, og gennem de sidste 2 millioner år har gletsjere, istider, havet og jordpladernes bevægelser været med til at skabe Burren. Navnet stammer fra det irske ord Boireann, som betyder stor klippe. En ganske lille del på 15 km2 er blevet udpeget som Burren National Park.

Burrens historiske og arkæologiske steder

Der findes mere end 90 megalitiske (store sten) grave, dysser fx Poulnabrone stendysse, et keltisk højkors i landsbyen Kilfenora, Corcomroe kloster og en række ringforte.

Burren er kendt for sin specielle fauna og flora

Fx findes der arktiske, middelhavs og alpine planter side om side, og over 70 % af Irlands plantearter findes her. Dette giver mulighed for en mangfoldighed af dyr, så man kan sige, at Burren har en rig økologi. Fænomenet hænger sammen med Golfstrømmen, den bløde regn, den sjældne frost og planternes kulholdige underlag. Burren bliver undertiden med rette kaldt for den frugtbare klippe.

Her var bosættelser for 6000 år siden, og landmændene har altid været en integreret del af økosystemet i Burren. Det var landbrugsmetoderne og fældningen af fyrretræs/hassel skovene, som på forunderlig vis understøttede Burrens unikke, verdenskendte flora. Når træerne blev fældet, blev jorden vasket væk i klippesprækkerne, så den nøgne kalksten stod tilbage. Og ved at flytte kvæget til lavlandet om sommeren og højlandet om vinteren gavnede man floraen. Den eneste region i Europa, dette finder sted.

Under counter-guerilla operationer i Burren i 1651-1652 erklærede Edmund Ludlow (en engelsk parlamentariker, som levede fra 1617-92 og er kendt for at være involveret i Charles 1.s henrettelse), at "Burren er et land, hvor der ikke er vand nok til at drukne en mand, træ nok til at hænge en eller jord nok til at begrave ham, og alligevel er deres kvæg meget fede; for den græstørv på to eller tre kvadratfod, som ligger mellem klipperne af kalksten, er meget sød og nærende.

Burren har en også lang tradition for irsk musik, er især kendt for harmonikaen, også kaldet for "West Clare Style".

Frokost i Doolin

Ved 12.30 tiden var der 45 minutters frokostpause i Doolin, og bussen holdt, hvor der var flere muligheder lige fra café til restaurant, ude eller inde. Vi valgte at spise udenfor og nyde det gode vejr (det regnede ikke).

En af de ting jeg lagde mærke til, var vejskiltene overfor restauranten. Der var flere end mange (ca. 40). De stod på begge sider af vejen og pegende i alle retninger. Nogle var på engelsk, andre både på engelsk og irsk (gælisk). Jeg tænkte på, at de mange skilte var mest velegnede for fodgængere, for i farten ville man bestemt ikke kunne nå at orientere sig.

Cliffs of Moher

De mellem 120 og 214 m høje skifer og sandstensklipper tiltrækker tæt på en million besøgende om året. Ved bunden af klipperne er det muligt at se 300 mill. år gamle flodkanaler skære sig igennem. Mere end 30.000 fugle (20 forskellige arter) lever i klipperne.

På en klar dag er der en fantastisk udsigt, hvor man bl.a. kan se Aran Islands. O'Brians runde stentårn midt på klipperne blev bygget af Sir Cornelius O'Brian (en efterkommer af Irlands højkonge Brian Boru) for at imponere kvindelige besøgende. Fra toppen af tårnet er der en storslået udsigt.

Der var betagende smukt, og en rimelig god udsigt, overskyet og lidt diset i horisonten. Man kunne gå to forskellige ruter. Den ene mod syd, hvor der efter et stykke vej var en "afspærring" (opfordring til ikke at gå længere ud). Den anden rute var mod nordvest, hvor tårnet stod.

Det der med opfordringen til ikke at gå videre blev ikke respekteret, heller ikke af mig må jeg tilstå. Det føltes både sikkert og spændende at gå på stien langs afgrunden. Fra tårnet var der endnu bedre udsigt, og skilte der fortalte, hvad man kiggede på. Lige før den afsatte tid var gået, kom regnen. 

Kilfenora domkirke

Kilfenora domkirke er tilegnet St. Fachtna, som grundlagde sit kloster her i 500-tallet. Den oprindelige kirke var sandsynligvis af træ og blev senere erstattet af en stenbygning.

Murrough O'Brien brændte klosterkirken i 1055 og dræbte mange af indbyggerne. Efter reparationer fra 1056-58 blev kirken plyndret i 1079 og brændte ved et uheld i 1100.

Den nuværende struktur er fra sidst i 1100-tallet, med tårn, skib og kor. Under renoveringer midt i 1800-tallet blev skibet og koret adskilt, og skibet blev omdannet til den nuværende kirke. Det gamle kor står i dag som en ruin i forlængelse af kirken, med et glastag over en del af det.

Det siges, at det gamle kor havde blåt egetræsloft med gyldne stjerner. Går man rundt om den nuværende kirke kommer man til en gammel indgang fra 1400-tallet. Her kommer man først ind i et rum med tre, høje og smalle østvendte vinduer. På hver side af vinduerne er der et udhugget portræt af en biskop, hvis højre hånd velsigner, og en kronraget, barhovedet præst, der holder en bog.

De keltiske høj kors

Man mener, at der var 7 høje kors i Kilfenora. Nogle er blevet restaureret og står i dag under glastaget i den gamle ruin. De høje kors er muligvis fremstillet samtidig med, at domkirken blev bygget for at markere Kilfenoras uafhængighed som stift. I 1821 flyttede Dr. Mant det fineste høj kors af dem alle til Killaloe, hvor det nu kan ses i St. Flannan's Cathedral.

Der findes bl.a. et meget enkelt og usædvanligt kors, som sandsynligvis stammer fra 1300 til 1500-tallet. Dette kors har ikke nogen ring, og man ved ikke præcist, hvad det brev brugt til.

The Doorty Cross er samlet af knuste fragmenter. På siden mod vest er et ansigt af Kristus over figurerne af en, som rider på et æsel.

Den anden side, mod øst, er mere interessant, fordi den viser St. Peter velsigne to mindre figurer, hvis arme er sammenkædet. Den ene har en typisk irsk bispestav og formodes at være biskop. Den anden holder en T-formet stav og kan være en abbed. Dette kunne symbolisere forandringen fra kloster til stift. I så fald er korset fra 1152 og er lavet for at mindes, at Kilfenora blev et stift det år.

Poulnabrone stendysse

Er en af de bedst kendte irske stendysser. Også den mest fotograferede pga. dens beliggenhed tæt ved vejen. Poulnabrone betyder Sorgernes hul. Indgangen vender mod nord og er næsten 2 m høj. Den tynde dæksten er 3½ m lang og 2 m bred og hælder bagud. I området findes ca. 70 lignende stendysser.

Stendyssen er dateret til ca. 2500 f.Kr. og blev udgravet i 1986. Man fandt resterne af 16-22 voksne og 6 børn, bl.a. en nyfødt baby. Kun en af de voksne har levet over 40 år, resten har været under 30, da de døde.

En analyse af knoglerne viste, at de har levet et hårdt fysisk liv og spist en grov kost. Knoglerne blev befriet for kød på naturlig måde (fx ved begravelse), inden de blev flyttet ind i gravkammeret.

I gravkammeret fandt man også en række gravgaver, fx en poleret stenøkse, to skiveformede stenperler, et perforeret vedhæng af ben, noget af en ben-nål, to kvarts krystaller, pilespidser og skrabere af flint og over 60 potteskår.

Ballyalban ringfort (fairy fort)

Der findes mange ringforte i Burren. De fleste med kalkstens-volde, enkelte med jordvolde. Disse ringforte stammer fra den tidlige middelalder. Voldene gav læ og sikkerhed for de familier, der boede indenfor voldene. Husene blev overvejende bygget af forgængeligt materiale, så som træ, pilefletning og halm. Indgangen gennem volden vendte som regel mod øst.

Barryalban ringfort er omkranset af høje træer og har en jordvold, hvor trærødderne på en del af volden er synlige. Der var meget, meget stille og lunt indenfor volden. Fortet kaldes i dag for Ballyalban fairy fort, som man tror er beboet af små mænd med orange skæg og grønne hatte.

Turen sluttede ved 18-tiden, og fra Galway Coach Station skulle vi bare rundt om hjørnet og 50 m henne af gaden lå Eyre Square Hotel. Meget centralt beliggende, men også forholdsvis dyrt (selv om det var det billigste, jeg kunne finde). Til gengæld fik vi et dejligt, roligt, stort og rummeligt værelse på 1. sal. Der var kun trådløst internet i opholdsstuen ved receptionen, men det virkede upåklageligt og hurtigt på vores værelse. Free hotspot.

Ved 20-tiden fik vi en super middag på en kinesisk restaurant, der lå skråt overfor hotellet. Lige ved siden af var der en pub, men vi var for trætte til at gå derind. Nød at sidde på hotelværelset, her var nemlig både sofabord og gode lænestole.

Hjemmefra havde vi bestilt en tur til Connemara og Inish Mór (Aran Islands) med lokalguiden Michael Faherty. Jeg havde både mailet og snakket med ham i tlf. Turen startede kl. 9.45 fra Galway Coach Station.

Derfor havde vi god tid til at nyde morgenmaden på hotellet. En lidt speciel oplevelse. Med et stort smil fik vi nemlig ordre på at blive siddende og lade os betjene, selv om noget af morgenmaden stod på et ta' selv bord. Vi var også uenige om prisen. Jeg vidste, vi havde booket værelse uden morgenmad, men det troede servitricen ikke på. Hun tjekkede og sagde, at vi havde betalt for den ene, og derfor kun skulle betale for den anden nu. Og sådan blev det.

Den planlagte Connemara & Inish Mór tur var aflyst pga. dødsfald

Allerede 9.15 var vi på Galway Coach Station, så vi havde god tid til at finde Faherty. Der var mange guider og flere rejseselskaber i ventesalen, hver især med reklameskilte. Der var mulighed for bare at møde op og købe en billet til deres Cliffs of Moher og Connemara ture. Men jeg kunne ikke finde Faherty i blandt dem.

Jeg spurgte en tilfældig guide om, hvor jeg kunne finde Michael Faherty. Han fortalte, at Michaels onkel var død, så alle hans ture var aflyst i denne uge. Ikke noget vi havde fået besked om. Men heldigvis havde vi kun reserveret 2 pladser, ikke betalt.

Guiderne og informationskontoret hjalp os videre

Vi ville stadig gerne både til Inish Mór og til Connemara. Da jeg fortalte, at vi havde en overnatning mere og skulle med shuttle-bussen til Dublin lørdag aften ved 18-tiden, og også gerne ville fordybe os i Galway city om lørdagen, foreslog guiden os at ændre vore planer. Dvs. droppe Galway city, tage til Inish Mór ved 12-tiden, og Connemara med Galway Tour Company om lørdagen.

Han bad mig om at henvende mig i informationen, de ville hjælpe med at arrangere det hele. Her blev jeg betjent af en meget venlig og imødekommende ung kvinde. Hun fortalte, at kl. 12 kørte der en bus til Rossaveal færgehavn. Færgen sejlede kl. 13. Så ville vi kunne være på Inish Mór fra 14-tiden indtil sidste færge sejlede tilbage ved 18.30 tiden. Billetterne kunne vi købe i en forretning skråt over for Galway Coach Station. Og Connemara-turen kunne vi bare møde op til næste dag, der var altid plads og muligheder, den behøvede vi ikke bestille eller købe på forhånd.

Lidt om Galway

Galway ligger ved floden Corrib i Vest Irland, og i Galway og omegn var der i 2006 ca. 72.000 indbyggere. Byen er Irlands femtestørste, og den tredjestørste i Republikken Irland.

Året rundt har Galway et mildt og fugtigt klima. Derfor vokser her både palmer og figentræer. Det regner ofte, men man oplever yderst sjældent frost og sne. I det hele taget er Irland slet ikke forberedt på vintervejr. De har ikke et lager af salt og sand, så da det for en gangs skyld frøs og sneede sidste vinter, gik alting i stå. Galway er også kendt som Irlands kulturelle hjerte. Her er mange festivaler og fester.

I 1124 blev der bygget et fort ved Corribs udmunding, og en lille by voksede op omkring dette fort. Senere bosatte købmandsfamilier sig i Galway, som i middelalderen blev den vigtigste irske havn omkring handel med Spanien og Frankrig.

I det 16. og 17. årh. forblev Galway for det meste loyale overfor den engelske krone. Men i 1642 under Tre kongerigers krig allierede Galway sig med katolikkerne i Kilkenny. Dette resulterede i, at Cromwell erobrede Galway efter 9 mdr.'s belejring. I slutningen af 1600-tallet støttede byen jakobitterne og blev fanget af Williamites efter en meget kort belejring og ikke længe efter slaget ved Aughrim i 1691.

De store familier blev ruineret, og herefter kom hungersnøden i 1840-45. Galway var længe om at komme sig og blomstrede først igen i slutningen af 1900-tallet.

John F Kennedy mindesmærket i Galway

Det var faktisk rigtig dejligt pludselig at ha' et par timer i Galway, tid til at gå lidt rundt. Bl.a. så vi John F Kennedy mindesmærket på vej til busstoppestedet.

Et eller andet sted havde jeg læst noget om, at man kunne spise ombord på færgen, fandt dog aldrig ud af hvor det skulle være. Så vi var meget sultne, da vi ankom til Inish Mór, en frokost var et stort must. Den lod dog vente på sig en stund.

Hestevognstur på Inish Mór

Jeg havde også læst noget om, at der på Inish Mór holdt den ene minibus efter den anden i havnen. Det skulle være ret nemt at komme med på en rundtur for 7-10 € pr. person. Og ganske rigtigt, der holdt enormt mange minibusser parat, da færgen lagde til i Kilronan.

Med følelsen af at alting løser sig, gik vi i land. Jeg havde ikke gået ret mange skridt, før jeg blev kontaktet af en lokal mand, som spurgte, om vi gerne ville en tur rundt på øen. Jo, det var jo det, vi kom for. Da jeg nævnte, at vi gerne ville se fortet Dún Aengus, men også trængte til frokost allerførst, sagde han, at det kunne han fint imødekomme.

Sulten, nysgerrig og spændte på oplevelser fulgte vi trop, dvs. Jens var lidt kvikkere, for hvad var prisen? Den havde jeg jo ikke lige spurgt ind til. Det viste sig, at Mike (som denne lokalguide hed), tilbød rundture med hestevogn, en gammeldags irsk gig, og prisen var 50 € i alt. Dér fik jeg kolde fødder, men Jens mente, det ville blive en unik oplevelse, og det blev det!

Inish Mór er den største af de tre Aran øer

Mike bor på Inish Mór og fortalte rigtig meget om øen, som er ca. 14 km lang og 4 km bred og mest består af øde kalkstensklipper. Men også en særpræget blanding af gammelt og nyt. De mange moderne bygninger, de mange ruiner af gamle kirker og klostre (Inish Mór var et vigtigt sted for de første kristne i Irland), og på de åbne arealer små marker omgivet af stengærder.

Alt vi kom forbi, vidste Mike noget om. Hestevognsturen passede helt til øens natur, man kunne nå at se og snakke om. Øen har en almindelig skole og en skole som tilbyder kurser i gælisk (irsk). Her kommer der mange unge for at lære det svære gæliske sprog, som bruger 3 gange så mange ord for at sige tingene. Øens beboere kan både snakke gælisk (irsk) og engelsk. Mike mente, at det var nødvendigt at kunne verdenssproget engelsk og ha' en uddannelse, så man også kunne begå sig andre steder, end på øen.

Inish Mór fik sin elforsyning via et søkabel, og de havde også internet. Der var omkring 437 forskellige vilde blomster på øen, nogle af dem sjældne.

Det tog en times tid at komme ud til fortet Dún Aengus, en strækning på ca. 6 km fra havnen. Her var der cafeteria og en butik, som solgte de berømte Aran sweatre (jeg nåede at købe én). Vi fik kun en time til at spise frokost og kigge på fortet, for Mike ville gerne tilbage kl. 16, pga. det lovede regnvejr. Derfor blev det kun til en hurtig kop kaffe og en sandwich, så var der mest mulig tid til fortet.

Dún Aengus er et mystisk stenfort

Der var 15-20 minutters gang ud til fortet, som ligger yderst på den ca. 100 m høje klippe. I starten en grusvej, dernæst ujævnt terræn med græs og sten. Det sidste stykke gik det stejlt op ad antikke trappetrin.

Man ved ikke, hvornår Dún Aengus blev bygget, eller af hvem. Nogle forskere tror, at fortet er fra 1000 f.Kr. eller før, mens andre mener, det er fra jernalderen. Sandsynligvis blev det bygget som et ringfort flere hundrede meter fra kysten, men adskillige års erosion af kysten har resulteret i, at der nu kun er halvcirklen tilbage helt ud til klippeafgrunden. Den 6 m høje ringmur er restaureret og genopbygget.

Dún Aengus har ingen vandforsyning og ingen beviser på beboelse. Man tror, det blev brugt til religiøse ceremonier og ritualer. Dún betyder fort, og navnet Aengus (Aonghas) stammer fra en af de gamle irske guder.

Der var ingen afskærmning ud til klippekanten, hvor en ung mand lå på maven for at fotografere. Ikke noget jeg turde. Der var også meget ujævnt og lidt glat, fordi det var begyndt at regne lige så stille. Med at se sig godt for og træde varsomt.

Vi ville gerne ha' haft ½ time mere til rådighed. Følte det skulle gå for hurtigt. Der var ikke tid til at sætte sig og nyde udsigten ud over havet og Inish Mór. På den anden side, så buldrede det ude over havet, og regnen satte sine første våde spor.

Inden vi tog med Mike og hestevognen tilbage til havnen i Kilronan, gav jeg mig dog tid til et besøg i butikken, der solgte håndstrikkede Aran sweatre. De var meget dyre, jeg gav 120 € for en med krave og lommer (jeg ville ha' en). Det sjove var, at mønstrene til forveksling lignede en af mine hjemmestrikkede sweatre. Jeg vidste bare ikke, at det var Aran mønster.

Kysttur i regnvejr

"Det gælder om at være forberedt på regnvejr", sagde Mike. Og så trak han i regntøj og fandt tæpper frem, både til sæderne og til at lægge over vores ben. Resten måtte paraplyerne klare.

Hesten skred ud nogle gange på tilbagevejen, som foregik langs kysten. Den ene gang var det vist paraplyerne, som kom i dens synsfelt. De andre gange gled den, når den uheldigvis trådte i hestemøg. Det gjorde mig noget nervøs. På et tidspunkt bad Mike om, at Jens overtog tømmerne, så han kunne tænde den cigaret, Jens havde budt ham. Jeg kunne mærke, at de to havde helt styr på hesten og vognen, så jeg faldt til ro igen.

Mike fortalte, at badestranden havde blåt flag. Vi kom også forbi det strandområde, hvor sælerne holder til, men så desværre ikke nogen.

Tid til en Guinness i Kilronan

I nærheden af havnen var der en restaurant, som havde en udendørs, overdækket terrasse, lige et sted med god udsigt, hvor vi gerne ville nyde en Guinness, inden færgen sejlede 1½ times tid senere. Det viste sig, at de netop kl. 17 havde stoppet for udskænkning af spiritus, vi kunne få en kop kaffe. Eftersom klokken kun var få minutter over, prøvede jeg at forhandle med dem, og det lykkedes os at få lov til at købe en Guinness. Hvor var det dejligt at sidde under markisen, lytte til den tiltagende regn, snakke om de spændende oplevelser på Inish Mór og nyde den velsmagende Guinness.

Vi blev VÅDE

Det regnede rigtig meget, da vi skulle ned til færgen. Paraplyen var ikke nok. Mange havde søgt ly i en tom, åben container ved færgelejet. Det så ret sjovt ud, og var uden tvivl den bedste løsning. Regnen piskede ned og kom skråt ind, i løbet af kort tid var mine sko og strømper sjaskvåde. Det blev ikke bedre af, at færgen var forsinket. Men der fandt vi en god overdækket plads udenfor, tørt, ingen vind, et super sted at sidde.

En time med duggede ruder

Bussen fra Rossaveal til Galway havde duggede ruder, aircondition virkede ikke. Chaufføren måtte hele tiden tørre frontruden med papir. Det var en hård tur for ham. Det havde han ikke prøvet før, sagde han, da vi kom til Galway. Men han kørte sikkert og godt, må ha' været meget anstrengende.

I Galway handlede vi ind i et supermarked. Det velsmagende brune brød og noget pålæg. Vi orkede ikke at gå ud at spise om aftenen i det våde vejr, spiste brød m/pålæg på hotelværelset. Der stod også et elektrisk tørrestativ. Nu vidste vi hvorfor! Vi hængte alt vådt til tørre, både tøj, tasker og sko.

En dejlig, men også travl morgenstund. Masser af god tid og våde ejendele, som skulle tørres og pakkes. Det var godt, at vi havde et forråd, så vi kunne spise morgenmad på værelset, mens alt det våde tørrede.

Ca. 9.45 mødte vi op på Galway Coach Station og her købte vi en Connemara tur med Galway Tour Company. Fordi det var tur nr. 2 med dem, fik vi hver 5 € rabat. Guiden hed Mike, og han var lidt af en sjov drillepind. Stillede mange spørgsmål, som han selvfølgelig var den eneste, som kendte svaret på.

Ross Errily klosterruin

Turen gik først til den interessante klosterruin Ross Errily Abbey, kendt som det mest omfattende og bedst bevarede franciskaner-kloster i Irland fra det 15. årh.

Vejen dertil var en ganske smal vej, og det jeg husker bedst var informationerne i klostrets oprindelige køkken. Her var der nemlig både en ovn og et stort kar med et rør ud, og hvad kom der lige ind gennem dette rør? Guiden Mike stillede mange spørgsmål. Ingen gættede præcist, hvad det handlede om. - Fisk! - I karret var der altid frisk forsyning af fisk.

Der var også mange gravpladser, oprettet under klostrets eksistens og efter at det blev lukket.

Den engelske reformation fik munkene på Ross Errily kloster til at protestere højlydt imod Henry 8.'s brud med Rom. Dette fik engelske myndigheder til at arrestere, forvise og dræbe et ukendt antal munke. Noget som gentog sig i resten af den tid, klostret eksisterede.

Under Elisabeth 1. blev klostret konfiskeret og overdraget til jarlen af Clanrickarde Richard Burgh, som var en efterkommer af dem, som havde grundlagt klostret. Derfor gav han klostret tilbage til franciskaner-munkene. I 1572 blev der gravet en grøft og bygget en mur omkring klostret.

Allerede i 1584 konfiskerede den engelske krone igen klostret og gav det denne gang til en engelsk adelsmand, som smed munkene ud og plyndrede bygningerne. To år senere købte jarlen af Clanrickarde klostret tilbage og gav det nok engang til franciskaner-munkene.

Ved udgangen af det 16. årh. blev munkene igen forvist, og klostret blev brugt som garsinon under ni års krigen. Efter krigens ophør sørgede den nye jarl af Clanrickarde for, at munkene kunne vende tilbage. 8 år senere i 1612 beordrede den protestantiske ærkebiskop William Daniel, at munkene blev udvist og klostrets altre revet ned. Forinden advarede han dog munkene, så de kunne nå at evakuere klostrets mest værdifulde ting.

I 1626 vendte 6 præster og 2 brødre tilbage til Ross Errily, men under Cromwell sluttede den engelske tolerance af katolikker i Irland. Klostret fungerede en kort overgang som tilflugtssted for de katolske præster, der flygtede fra Cromwells styrker fra andre dele af landet.

Da Cromwells styrker i 1656 nåede frem til Ross Errily, var de 140 franciskanere flygtet. Soldaterne ødelagde kors og ikoner, og undersøgte gravpladser for værdier. Legenden fortæller, at munkene nåede at fjerne kirkeklokken og sænke den i Black River, hvor den skulle ligge den dag i dag.

I 1660 blev Charles 2. konge. Hans tolerance resulterede i, at munkene atter kunne bo i klostret og genopbygge det i 1664. Nye stridigheder opstod dog, og midt i 1700-tallet var det den lokale adelsmand Lord St. George, som ejede klostret. En ny straffelov gjorde, at han risikerede fængsel på livstid ved at støtte og lade de katolske munke bo på Ross Errily.

En hævngerrig familie, som havde tabt en retssag til St. George, meldte ham til myndighederne. Men inden de nåede frem, var munkene blevet evakueret, og St. George havde kalket klostret hvidt inden i, ansat en gruppe vævere og stillet deres væve op i klostret. Herefter kom munkene ikke tilbage til Ross Errily.

Formiddagspause i landsbyen Cong

Der var ½ times pause i Cong, som ligger på en landtange mellem søerne Lough Corrib og Lough Mask. Rundt om byen er der en masse vandløb, så den faktisk ligger på en ø. Der er også underjordiske vandløb, som forbinder de to søer. I 1850'erne byggede man en kanal mellem Corrib og Mask, men det blev en fiasko, fordi den ikke kunne holde vand pga. kalkstens-terrænet. Derfor kaldes den også for "den tørre kanal" og bruges i dag til dræning.

Cong er meget kendt for filmen "The Quiet Man", som i 1952 blev optaget i dette område, med John Wayne i hovedrollen. I dag findes der et "The Quiet Man" museum i Cong. Der var mulighed for kigge ind, men ikke noget vi havde lyst til.

Et af Irlands fineste hoteller, middelalderslottet Ashford Castle, ligger i Cong. Her tilbragte den berømte brygger Arthur Guiness en stor del af sin tid, bl.a. med vandreture og kunst. Han brugte også en betydelig sum på slottets udvikling.

I Cong findes også en klosterruin (Cong Abbey), som blev bygget i 1120 af Turlach O'Conner (højkonge i Irland). Her levede der augustinermunke, indtil Henry 8. satte en stopper for det.

Bjergkørsel i det enormt smukke Connemara

De næste par timer kørte vi rundt i bjergene i Connemara. Der var bjergtagende smukt, meget snoede og smalle veje, skal opleves. Undervejs var der korte stop, hvor vi kunne fotografere disse fascinerende, grønne landskaber og store, blå søer.

Ind imellem var der enkelte får på vejen, men ikke så mange som jeg havde troet, og selvfølgelig blev de kaldt for dræberfår. Alle får havde forskellige farver (en malet plet), så fåreavlerne kunne kende deres får, når de skulle hjem og klippes.

Vi kom også forbi et sted, hvor hyrde-hundehvalpe blev trænet i at genne får. Her holdt bussen stille, så vi kunne se, hvordan det foregik. Desværre sad vi i den side af bussen, som vendte væk fra scenariet, så vi måtte nøjes med Mikes spændende fortællinger og "se, er det ikke fascinerende". Der ville jeg gerne ha' været ud!

Hist og her var der ruiner af små huse, og Mike fortalte, at der i sådan et lille hus fx havde levet en familie med op til 20 børn. Åh, ja, tænkte jeg, de har nok ikke alle været hjemmeboende på én gang!

Han fortalte også, at der på et tidspunkt blev indført en ny skattelov, hvor man skulle betale for alt det lys som kom ind gennem vinduerne. Dette gjorde irerne kreative, de murede vinduerne til og ændrede indgangsdøren til en halvdør. På den måde kunne de undgå skatten og alligevel få lidt dagslys ind, når halvdelen af døren stod åben.

På en bjergskråning var der bygget en lang mur, til ingen verdens nytte. Eneste formål med denne malplacerede mur havde været at holde pøblen beskæftiget, undertrykke dem.

Til sidst på denne del af turen var der stop ved en lille fold med Connemara ponyer. Mike skulle lige hilse på sine gode venner og havde en godbid med til dem.

Connemara ponyen er en stærk og robust pony med oprindelse i Irland. Nogle mener, at den udviklede sig fra skandinaviske ponyer, som vikingerne havde med til Irland. Legenden siger derimod, at den er en krydsning af irske og spanske ponyer. Opstået efter at den spanske armada stødte på grund ud for Irlands kyst i 1588.

Kylemore Abbey

Kylemore Abbey er både et slot, et nonnekloster og en kostskole for piger. I dag er det beboet af nonner fra Benediktinerordenen. De kom hertil i 1920, efter at deres kloster i Ypres i Belgien blev ødelagt under 1. verdenskrig. Nonnerne åbnede en nu verdensberømt kostskole for piger, og de begyndte at restaurere klostret, kapellet og haven i den oprindelige stil og glans.

Mitchell Henry byggede Kylemore slot

Først var der en jagthytte på dette sted. Men da finansmanden og politikeren Mitchell Henry og hans kone Margaret i 1850 var på bryllupsrejse i Connemara, blev Margaret så fascineret af dette sted, at Mitchell Henry købte de ca. 6000 hektar jord og byggede et slot til hende.

Ægteparret fik ni børn og nød deres lykkelige og ubekymrede liv i Kylemore. Men i 1874 fik Margaret dysenteri under en rejse til Egypten. Hun døde 16 dage efter i en alder af 45 år, og blev herefter stedt til hvile i et mausoleum på Kylemore. Til minde om Margaret byggede Mitchell Henry mellem 1877 og 1881 en nygotisk kirke øst for slottet.

Mitchell Henry flyttede senere til England, hvor han døde 84 år gammel i 1910. Hans aske blev bragt tilbage til Kylemore og lagt ved siden af hans kone Margaret.

Regnvejrsoplevelser

Vi kom ved 14-tiden og havde et par timer til rådighed, hvor vi kunne besøge slottet, den flotte victorianske have (1½ km til den ene side) og kapellet (½ km på den anden side af slottet). Tæt på parkeringspladsen var der både butik, restaurant og shuttlebus til haven.

Vejret var lunt og overskyet, velegnet til at starte med havebesøg og den medbragte mad. I den victorianske have fandt vi en bænk med en herlig udsigt over haven. Et godt sted at nyde frokosten. Lige da vi havde gjort klar til at spise, kom regnen. Først ganske stille, og lidt besværligt at spise under en paraply. Bagefter gik jeg en tur rundt i haven, som var fantastisk smuk og spændende indrettet.

Da vi kom tilbage til p-pladsen tog regnen til, den piskede ned med en vinkel på ca. 45 grader. Absolut ikke nogen fornøjelse og helt umuligt at undgå at blive sjaskvåde, da vi skyndte os hen til slottet. Her var der rigtig mange, som havde søgt ly lige inden for døren. I stueetagen og på første sal var mange rum indrettet som museum, så man fik et godt indtryk af alt det storslåede.

Kirken valgte vi fra. En tørvejrsdag ville det være interessant og dejligt at gå hen og se, men ikke i denne piskende regn.

Fra Kylemore til Galway - og mere regnvejr

På hjemturen kom vi forbi flere seværdigheder, bl.a. en meget lille by, bare et par huse på den ene side af vejen og et monument på den anden side. Kan ikke huske navnet. Vi kom også forbi broen, som de kalder The Quiet Man Bridge (pga. filmoptagelserne). Ikke til at fotografere i regnvejr, men foto lykkedes, da vejen var oversvømmet.

Ventetid i Galway

I Galway skulle vi vente længe, inden bussen var klar til at køre til Dublin. Cliffs of Moher turen var forsinket, og chaufførerne ventede pænt, alle skulle med. På et tidspunkt ændrede de strategi. En bus blev fyldt op og startede ved 19-tiden. Så måtte Cliffs-turisterne (som skulle tilbage til Dublin) med den næste bus.

NON-stop til Dublin og ankomst 21.30 efter 2½ times uafbrudt kørsel. Tror nok jeg sov meget af tiden.

I Dublin var det lige som at være hjemme igen, samme hotel, dog et andet endnu bedre værelse, for der var både stol og skrivebord. Vi valgte at spise sen aftensmad i en døgnåben café ved siden af vores hotel i Dame Street. Her kunne man selv sammensætte menuen, og betalte for madens vægt.

Vi havde stadig brød, ost og pålæg tilovers og valgte at spise det til morgenmad. Det med morgenmad på værelset i eget tempo var en rigtig god ide. Vi kunne sove lidt længere og havde mere tid og ro til alle "vågne op og gøre klar" aktiviteter. På værelset var der i forvejen en elkande og både te og kaffebreve.

Wild Wicklow turen (som jeg havde booket hjemmefra pr. internet) startede ved ti-tiden fra turistkontoret i Suffolk Street. Den unge guide hed Steve og var kanon dygtig og informativ, den bedste på hele vores Irlandstur. Han havde humor, men forlangte også, at vi hørte efter, når han fortalte, ikke noget med at småsnakke i baggrunden. Der var rigtig mange korte pauser og stop på turen, god tid til formiddagskaffe, frokost og besøget i Glendalough.

James Joyce's museum i Dun Laoghaire

Første stop var ca. 11 km sydøst for Dublin ved James Joyce's museum og Forty Foot Beach i byen Dun Laoghaire. Her var der forresten mange ældre ude at svømme. Stedet kaldes også for Irlands riviera og er meget besøgt.

James Joyce (1882-1941) er en berømt irsk forfatter, som især er kendt for at bruge en særlig fortælleteknik, de indre monologer. Hans mest kendte værk Ulysses udkom i 1922, på hans fødselsdag d. 2. februar. Han blev født i en fattig familie i Dublin og sendt på kostskole hos jesuitterne som 6 årig. Fra 1893-97 gik han på Belvedere College i Dublin, dernæst begyndte han på universitetet i Dublin.

I 1904 tilbragte James Joyce 6 dage i et værelse i Martello tårnet (et rundt tårn med massive mure, bygget som forsvar mod Napoleons angreb) ved Forty Foot Beach, nu indrettet som museum. Her skrev han det første kapitel i Ulysses. Romanen følger to mænd i Dublin i løbet af d. 16. juni 1904. Forfatterspiren Stephen Dedalus og annonceagenten Leopold Bloom. Derfor har denne dag fået navnet Bloomsday, og fejres hvert år af Joyce's fans.

Vi var ikke inde i museet, hvor der er en samling af breve, fotografier, de første udgaver, personlige ejendele og elementer i forbindelse med Dublin i Ulysses.

Byen Dun Laoghaire har haft mange navne

Ordet Dun betyder fort. Laoghaire var højkonge i Irland, før vikingernes ankomst. Da englænderne kom til Irland ændrede de navnet til Dunlary (Dunleary), fordi det var nemmere at udtale. I 1821 blev navnet ændret til Kingstown for at ære den engelske konge George 4., som havde været på besøg i byen. I 1921 (et år før Irlands uafhængighed) vandt det gamle irske navn Dun Laoghaire ved en afstemning.

Herefter gik turen videre til et stort indkøbscenter i Avoca. Masser af fristelser og spændende ting. Vi valgte at nyde en kop kaffe i solen på en udendørs terrasse. Dejligt!

Wicklow Mountains SKAL SES

Så kom turen rundt i Wicklow Mountains, som ligger syd for Dublin. Et af de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set. Også stedet hvor modstandere af den engelske krone søgte tilflugt i 1700-tallet. Egentlig er det kun bakker, fortalte Steve, ikke høje nok til at blive kaldt bjerge. Gad vide hvor det skiller, for de to højeste bjerge er Lugnaquilla på 926 m og Mullaghcleevaun på 847 m. Vi så Liffey flodens udspring, moseområder hvor de gravede tørv, de meget jernholdige røde vandløb, og ikke mindst stedet hvor scener fra filmen Braveheart blev optaget. Jeg kan godt forstå, at Mel Gibson valgte disse omgivelser!

Sally Gap er ufattelig smuk

Sally Gap ligger i Wicklow Mountains. Er et af de to pas fra øst til vest. Med en fantastisk udsigt fra den smalle bjergvej, hvorfra man kan se det meget mørke vand i Lough Tay.

På den nordlige side af Lough Tay er der hvidt strandsand. Dette hænger sammen med, at Guinness familien ejede en del af området omkring Lough Tay, og de importerede strandsandet, så det oppefra kunne ligne skummet på deres øl.

Da vi kom tilbage til bussen, havde Steve skænket en Jameson whisky til alle dem, som gerne ville ha'. Det kunne nu altså også ha' været fedt at sidde på bjergskråningen og nyde en Guinness, når nu landskabet i den grad mindede om.

Lige inden Glendalough var der frokostpause på Lynham's of Laragh. Vi fik et stort stykke skinke med kartoffelmos kugler, ærter og gulerødder til. Bagefter nød vi vores Guinness ude på terrassen, som vendte ned mod en lille flod. Her var rislende lyde og rigtig dejligt at holde siesta.

Glendalough

Glendalough er en dal i County Wicklow, og navnet kommer af det irske Gleann Dá Loch, som betyder "Bjergkløften mellem de to søer".

Det var her vikingeskibet Skuldelev 2 (kan ses på Vikingemuseet i Roskilde) blev bygget i 1042, og man brugte egetræ fra Glendalough dalen.

Stedet er dog mest kendt for det kloster, som blev grundlagt her i 500-tallet af eremit præsten St. Kevin.

Kevin var en efterkommer af en af de herskende familier i Leinster. Mens han studerede, besøgte han Glendalough. Senere vendte han tilbage sammen med en lille gruppe munke og grundlagde et kloster der, hvor to floder løb sammen. Han blev kendt som en hellig mand og fik mange tilhængere, inden han døde ca. 618.

Glendalough blomstrede de næste 600 år. I sin storhedstid omfattede klostret værksteder, skrivestuer, gæstehuse, en skadestue, avlsbygninger og boliger til både munke og mange lægmænd.

I 1111 blev Glendalough udpeget som et af de to stifter i Nord Leinster. Omkring 1131 blev "Bogen om Glendalough" skrevet.

St. Laurence O'Toole (1128-1180), abbed i Glendalough, var kendt for at være hellig og gæstfri. I 1162 blev han udnævnt til ærkebiskop i Dublin, men kom af og til tilbage til Glendalough for at nyde ensomheden ved St. Kevins Bed ved den inderste sø (Upper Lake).

1214 blev stifterne Glendalough og Dublin forenet, hvorefter Glendalough's kulturelle og kirkelige status blev mindre.

1398 ødelagde engelske tropper Glendalough og efterlod det som ruin. Men det fortsatte som lokal kirke og et sted for pilgrimme.

Vi fik 1½ time til at se Glendalough. Først fortalte Steve om stedet, derefter kunne man i eget tempo gå rundt og se de forskellige bygninger, ruiner og keltiske kors. Jeg var også en tur ude ved den inderste sø (Upper Lake). Her er scener fra filmen Braveheart optaget.

Indgangsporten til Glendalough klosterby

Porten var oprindelig i to etager med to fine granitbuer. Konstruktionen tyder på, at der også oprindeligt har været et tag af træ.

Inde i porten er der på vest væggen en sten med et indhugget kors, som symboliserede, at nu var man kommet til et fristed. Dette var grænsen, når man søgte tilflugt.

Belægningen på vejen ind til klosterbyen er delvist bevaret, mens der er meget lidt tilbage af ydermurene.

Det runde tårn

Det runde tårn er ca. 30 m højt og bygget af glimmer skifer. Indgangen er placeret 3,5 m oppe. Det koniske tag blev genopbygget i 1876, med de oprindelige sten. Tårnet havde oprindeligt 6 træetager forbundet med stiger. På de første fire etager over indgangen var der et lille vindue, mens øverste etage havde fire vinduer.

Det runde tårn fungerede både som vartegn og klokketårn, men blev også brugt til at opbevare skatte og søge tilflugt under angreb.

St. Kevins Kirke

Denne stenkirke havde oprindeligt kun et skib med indgang i vestgavlen og et lille rundt vindue i østgavlen. Det stejle tag er bygget af sten, som lapper over hinanden. Mod vest ender taget i et miniature rundt tårn. Indvendigt støttes taget af en halvcirkelformet hvælving, og kirken havde også en første sal af træ.

Domkirken

Domkirken er den største og mest imponerende af bygningerne og blev bygget af flere omgange.

Det nuværende skib er fra den tidligste periode. Den store glimmersten, som ses højt oppe over vestdøren, blev genbrugt fra en tidligere kirke. Koret og sakristiet er fra sidst i 1100-tallet og først i 1200-tallet. Den nordlige indgang til skibet er også fra denne tid.

Under det sydlige vindue i koret er der et vægskab og et bassin, som blev brugt til at vaske de hellige kar. Få meter syd for domkirken står et kors af lokal granit, almindeligvis kendt som St. Kevin's kors. 

Præsternes hus

Præsternes hus er en lille romansk bygning med en dekorativ bue i den østlige ende. Den er rekonstrueret, næsten udelukkende med de oprindelige sten.

Navnet opstod, fordi man i en periode begravede præsterne her. Det oprindelige formål med bygningen kendes ikke, men måske blev huset brugt til at opbevare relikvier af St. Kevin?

VM finale på storskærm

Vi var så heldige at få en plads lige foran storskærmen på hotellets udendørs fortovscafé. Et dejligt sted at se fodbold og spise aftensmad. Jeg bestilte en Molly Malone salat (fordi jeg var nysgerrig). Den var skrabet, masser af salat med ganske få rejer og muslinger, men smagte rigtig godt. Jens fik en kalkunret.

Hotellets personale var klædt i røde spanske trøjer, ingen tvivl om at de holdt med Spanien, og en fantastisk jubel og stemning, da de vandt. Under kampen faldt vi i snak med to piger, irske Ashley fra Athlone og tyske Katerina fra München. Ashley boede nu i Dublin for at studere statskundskab, og havde arbejde ved siden af, for at kunne betale sin uddannelse.

Vi nød at ha' mere tid om morgenen, så det blev igen morgenmad (selfcatering) på værelset, nemmere og hurtigere end at skulle vente på irsk servering og vente på regningen eller ud af huset for at finde et godt morgenmadssted.

Dagens opsamlingssted var turistkontoret i Dublin, Suffolk Street, ved 8-tiden. Hjemmefra havde vi booket en 3 dages tur (2 overnatninger) til Nordirland med Paddywagon tours. Mens vi ventede på bussen kom Ashley gående forbi, hun var på vej til sit arbejde i O'Neill's, en bar og restaurant, som ligger lige overfor turistkontoret. Dejligt lige at hilses.

Planen var, at vi først skulle have været til Belfast, dernæst Derry. Men rejseselskabet valgte den modsatte rute pga. urolighederne i Belfast i forbindelse med 12. juli og festlighederne (som kan være voldelige). Protestanterne og tilhængerne af UK fejrer hvert år d. 12. juli slaget ved Boyne, hvor katolikkerne og irerne tabte i 1690.

Phoenix Park i Dublin

Efter en tur rundt i Dublin gik turen videre til Phoenix Park, som med sine ca. 700 hektar er dobbelt så stor som Central Park i New York. Vi kom bl.a. forbi Wellington obelisken og "Det hvide Hus", hvor præsidenten bor.

Første stop var ved det store hvide kors i Phoenix Park. Dette kors blev rejst i anledning af pave Paul d. 2.'s besøg d. 29.9. 1979, hvor over en million mennesker deltog i en friluftsmesse. Korset er 116 fod høj og blev bygget med ståldragere. Efter flere forgæves forsøg blev det rejst kun 14 dage før pavens ankomst.

På parkeringspladsen skulle vi bagefter stå i rundkreds og præsenteres for hinanden. Der var 64 med på turen. Nogle på 3 dages tur, andre på 6 dages tur, men alle var fælles om de første to dage i Nordirland. Der var mange canadiere og australier, de andre kom fra Taiwan, England, Portugal, Belgien, Tyskland og Brasilien.

Guiden hed Martin (kaldet Fitz). Vi følte, han var lidt tam at høre på, ikke så informativ og begejstret som de andre vi havde haft.

Ærkebispen og martyren Oliver Plunkett

Oliver Plunkett (1625 - 1681) var romersk katolsk ærkebiskop i Armagh og for hele Irland. Han fastholdt sine opgaver i Irland, selv om han blev forfulgt af englænderne. Dette endte med, at han blev arresteret og dømt for landsforræderi.

Hans henrettelse i London er noget af en makaber historie, bestemt ikke noget jeg bryder mig om at skrive om. Fitz fortalte, at først blev Oliver Plunkett hængt, men ikke så han døde af det. Dernæst skar de hans testikler af og klaskede dem i hovedet på ham, for at nedværdige ham. Til sidst blev han delt i fire dele og udstillet til skræk og advarsel.

I første omgang blev han begravet i London i to tin bokse, ved siden af fem jesuitter. To år senere blev resterne gravet op og flyttet til et benediktinerkloster i Lamspringe i nærheden af Hildesheim i Tyskland.

Hovedet blev bragt til Rom, derfra til Armagh, og til sidst til St. Peters Kirken i Drogheda, hvor det har hvilet i en glasmontre siden 29. juni 1921.

De fleste af hans kropsdele hviler i dag i Downside Abbey, et benediktinerkloster i England, og enkelte kropsdele er stadig i Lamspringe i Tyskland. Nogle relikvier blev bragt til Irland i maj 1975, mens andre befinder sig i England, Frankrig, Tyskland, USA og Australien.

I 1997 blev Oliver Plunkett udnævnt til skytshelgen for fred og forsoning i Irland.

Jeg fandt det fuldstændig absurd og makabert at stå gratis i kø for at se et afhugget hoved i St. Peters Kirken i Drogheda. Ikke noget man kan forberede sig på, før man står der. Og absolut ikke nogen rar oplevelse! Stilheden sagde meget, en oplevelse der gjorde et dybt indtryk på mig, for han så bestemt ikke fredfyldt ud. Hovedet bliver nu bevaret med gasarter, gad vide hvordan de har opbevaret / bevaret hovedet undervejs?

De keltiske kors i Monasterboice

Lidt nord for Drogheda ligger ruinerne af klostret Monasterboice. På den store kirkegård er der mange keltiske kors ved siden af ruinerne af to kirker, et af de højeste runde tårn i Irland og to af de højeste og flotteste højkors.

Det siges, at Monasterboice blev grundlagt sidst i det 5. årh. af St. Patricks efterfølger, som hed St. Buithe (død 520). Man ved, at det også var et vigtigt, helligt sted før den tid. Legenden fortæller, at St. Buithe steg direkte til himmels via en stige, som blev sænket ned til ham.

Området blev besat af vikinger i 968. Men de blev alle udvist af Donal, den irske højkonge i Tara. St. Buithes kloster var et vigtigt spirituelt og læringscenter, indtil cistercienserne kom til Mellifont Abbey i 1142. Herefter gik det tilbage for dem.

Muirdach's Kors

I nærheden af indgangen står det 5,5 m høje Muirdach's Kors, som er fra starten af 900-tallet. En inskription fortæller, at dette kors blev lavet til abbeden Muirdach. Man har ikke identificeret alle billedudsmykningerne, men temaerne er fra Biblen.

Vest Korset

Dette kors er tyndere, og står i nærheden af det runde tårn. Det er 6,5 m højt og dermed Irlands højeste keltiske kors. Stammer også fra starten af 900-tallet, men er mere vejrbidt end Muirdach's Kors. Blandt scenerne på siden mod øst er David, som dræber en løve og en bjørn, Isak bliver ofret, David med Goliats hoved og David som knæler for Samuel. På korsets side mod vest ses scener fra Jesu liv og sidste dage.

Det runde tårn

Monasterboices runde tårn er over 30 m højt og havde fire eller flere etager forbundet med stiger. Det blev som de andre runde tårne i Irland brugt som klokketårn, udsigtstårn, tilflugtssted for munke og til opbevaring af værdier under vikingernes angreb. Optegnelser indikerer, at det indvendige gik op i flammer i 1097, og mange værdifulde manuskripter og andre skatte blev ødelagt.

Frokost i Monaghan

Monaghan ligger lige syd for grænsen til Nordirland. Normalt ikke et sted Paddywagon plejer at spise, så Martin kunne ikke fortælle os, hvor det var bedst at gå hen. Men vi ville ikke kunne nå til Omagh, inden de holdt siesta og køkkenet var lukket. Her plejede de ellers at holde frokostpause på turen fra Derry til Dublin. Men nu foregik det jo modsat pga. 12.7.

Pudsigt nok var "dagens ret" i Monaghan stort set den samme som dagen før i Glendalough. Skinke eller kalkun, kartoffelmos kugler, store ærter og gulerødder. Så meget man ville ha'. Vi blev enige om, at dette nok var traditionel irsk mad. Det smagte ganske udmærket, men mættede temmelig meget og lå tungt i maven.

Vi sluttede med en kop kaffe i cafeteriets rygerum, et lille afsides rum under fri himmel. Bedre end ingenting, blev vi enige om.

Derry eller Londonderry

Der er ingen paskontrol og intet stop ved den "usynlige" grænse mellem Irland og Nordirland. Eneste forskel er, at den gule stribe i vejkanten bliver hvid i Nordirland.

Men man opdager alligevel hurtigt, at man er i Nordirland, når man kigger på vejskiltene. For det første er alle skilte kun på engelsk. For det andet er de meget uenige mht. byen Derrys navn. De irske tilhængere (nationalister) kalder byen for Derry, engelske tilhængere (unionister) for Londonderry. På vej mod Derry så vi gentagne gange, at London var streget over.

Mange steder var der fest og store forsamlinger, hvor de fejrede 12. juli. Her var der også kødannelse. Jo længere nordpå, vi kom, jo mere overskyet blev det. Og sidst på eftermiddagen kom regnen, men heldigvis kun imens vi kørte i bus.

Byen Derry ligger ved floden Foyle i Nordirland, og den er øens fjerdestørste by, efter Dublin, Belfast og Cork. Navnet stammer fra det irske Doire, som betyder "en lille egelund". Byen har en meget spændende historie, men inden byvandringen på de historiske mure og med lokal guide, skulle vi først indkvarteres forskellige steder.

Vi boede på B&B

Langt de fleste skulle bo på hostel (sovesale og køjesenge), og en lille flok (incl. os) skulle overnatte på B&B. Disse bygninger lå ca. 1 km fra hinanden. Vi fik et rigtig dejligt værelse i stueetagen på Aberfoyle B&B, god service, masser af plads og trådløst internet. Lidt tid til indkvartering, inden byvandringen startede ved 17.30 tiden fra det sted, hvor Paddywagons hostel lå, og der skulle vi selv finde hen til (var nemt nok).

Udlændinge tror, at DK er verdens bedste land

Mens vi ventede på den lokale guide, faldt jeg i snak med de portugisiske deltagere. Lige nu boede og arbejdede de i London. Og så kom udtalelsen igen (som jeg også hørte for to år siden i Sydafrika), at Danmark er verdens bedste land at bo i. Noget som igen gav mig stof til eftertanke. Hvad er så attraktivt i Danmark, som danskerne slet ikke lægger mærke til?

Portugiseren nævnte, at de skal selv betale for alt, men ikke via skatter. Skolegang, uddannelse, læge, sygehus, veje, bare for at nævne nogen af de ting, han sagde. Han var misundelig på det danske system, hvor en hel del er indregnet i skatten, og han ville gerne betale en højere skat og være sikret og ha' "gratis" adgang til.

Får mig også til at tænke på den unge pige Ashley fra Athlone i Irland. Hun var nødt til at ta' sin uddannelse med afbrydelser, for man skulle selv betale alt, både undervisningen og bøgerne. Derfor var hun nødt til at holde studiepauser med jævne mellemrum, altså tjene til sin videre uddannelse.

Byvandring på de historiske mure i Derry

Derry er den eneste by i Irland, som har en komplet velbevaret bymur. Den blev bygget rundt om den indre by mellem 1613 og 1618 som forsvar mod engelske og skotske indvandrere og er ca. 1½ km i omkreds og 3,6-10,5 m bred. Fæstningsværket modstod flere belejringer, bl.a. en i 1689, som varede i 105 dage. Byens kælenavn The Maiden City stammer fra denne begivenhed. 

Der er fire originale byporte, Bishop's Gate, Ferryquay Gate, Butcher Gate og Shipquay Gate. Senere byggede man Magazine Gate, Castle Gate og New Gate.

Her findes også Europas største samling af kanoner. I 2005 blev 24 bevarede kanoner restaureret af eksperter, og de står nu rundt omkring på bymuren.

Seán Keenan kæmpede for frihed

Vi forlod bymuren på et sted, hvor der er en storslået udsigt over Derry. Herfra fører en trappe ned til Seán Keenans mindekors på Fahan Street i Bogside området i Derry.

Seán Keenan var en irsk republikaner fra Derry og levede fra 1914-93. Spillede en stor rolle for et frit Derry. Tre gange blev han interneret uden retssag (1940-45, 1957-61 og 1971/72), og han tilbragte i alt 15 år i fængsel uden at være dømt for lovovertrædelser.

I marts 1972 blev Seán Keenan prøveløsladt for at deltage i sin søns begravelse. Sønnen Colm var med i modstandskampen og var blevet skudt af den britiske hær. Sidst i 1980'erne blev Seán Keenan æres vicepræsident til sin død for Republican Sinn Féin. Nu mindes man ham hvert år i marts måned.

Bloody sunday 30.1.1972

Den blodige søndag fandt sted i Bogside området i Derry d. 30. januar 1972 og afspejler et af de voldsomste sammenstød mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Denne dag demonstrerede katolikkerne i Derry ulovligt for at få flere rettigheder.

Derfor sendte den britiske hær faldskærmssoldater til Derry for at kontrollere og anholde de demonstranter, der var voldelige. De britiske soldater mente, at de var blevet beskudt og skød efterfølgende på tilfældige demonstranter. Mange blev såret, 13 blev dræbt, og én døde ½ år senere af sine kvæstelser.

Det siges, at de civile demonstranter ikke bar våben og derfor heller ikke skød mod de britiske soldater. En konflikt som resulterede i, at IRA efterfølgende stod for en masse attentater mod engelske politikere. Den blodige søndags hændelser blev nærmere undersøgt og udgivet i rapporten "Widgerykommisionen" af engelske politikere og militærtjenestemænd. Og 20 år senere genoptaget af Tony Blair, fordi rapporten var partisk med de britiske soldater.

Men katolikkerne husker stadig alt og føler sig i den grad uretfærdigt behandlet. Ved mindestenen for de unge, uskyldigt dræbte er der et billede med foto af dem, og teksten HOPE FOR TRUTH taler for sig selv!

En dejlig aften i Derry

Byvandringen sluttede kl. 19, og ved 20-tiden var vi klar til at tænke på aftensmad. Guiden havde fortalt, at der var barbeque på Paddywagons hostel kl. 19, men man skulle selv medbringe drikkevarer. Han nævnte også, hvor der var indkøbsmuligheder. Dernæst anbefalede han, at alle kom med på Paeder O'Donnels pub.

Vi orkede ikke at "rende efter drikkelse og gå så langt frem og tilbage". Valgte at spise alene sammen og mødes på pubben bagefter. Spurgte ejeren af vores B&B om, hvor der var et godt spisested tæt ved Paeder O'Donnels pub, og om han ville bestille en taxa til os. Han kendte et godt sted Flaming Jacks Restaurant 100 m fra pubben, og vi var så heldige at få et gratis lift derind med én af hans ansatte eller bekendte. Et rigtig dejligt sted og god mad. Havde derefter nogle hyggelige timer på pubben sammen med de andre, inden vi tog en taxa tilbage til B&B, og det var faktisk billigt, ca. 50 kr.

Ved 8-tiden blev der serveret lækker irsk morgenmad på B&B i Derry. Det var ejeren selv, som stod for køkkenet og serveringen, og det var han god til. Han var meget opmærksom på gæsternes ønsker, og vi følte os bare så godt tilpas. Et sted vi varmt kan anbefale at overnatte! Også rigtig dejligt at få en morgensnak med de andre i dette lille intime rum.

Politistationerne var beskyttede med hegn

Turen langs Irlands nordkyst startede ved 9-tiden. Og noget af det første, vi kom forbi, var en indhegnet politistation. Egentlig så jeg godt fænomenet inde i Derry på gåturen fra B&B til Paddywagons hostel. Der var også en politistation, indhegnet og med vagter, men jeg turde ikke ta' et foto, fordi vagten stod der. Nemmere inde fra en bus.

Dunlace Castle

På vej til Giants Causeway fik vi også et kort glimt af ruinerne af Dunluce Castle, som ligger helt ud til kysten på en klippeskrænt. En bro forbinder slottet med fastlandet. I vikingetiden og middelalderen var der en stærk fæstning her, men efter slaget ved Boyne i 1690 forfaldt slottet og materialerne blev brugt til nye bygninger andre steder.

Bushmills og whisky

3 km syd for Giants Causeway ligger landsbyen Bushmills. Her blev verdens ældste destilleri Old Bushmills Distillery grundlagt i 1608 med licens udstedt af kong James 1. Firmaet Bushmills blev grundlagt i 1784, og sortimentet omfatter i dag Bushmills Original, Black Bush og 10, 12, 16 og 21 år gamle Bushmills Single Malts.

Giant's Causeway er forunderlig

Giant's Causeway er en flere kilometer lang strækning på Nordirlands kyst, hvor man kan se et helt unikt naturfænomen. Her er tusindvis af 6 kantede basaltsøjler i mange forskellige højder.

Efter et vulkanudbrud for 50-60 millioner år siden blev disse søjler dannet ved langsom nedkøling af lavaen, måske mod vandkanten eller istidens gletcherrand. Skiftevis afkøling og opvarmning har udvidet og trukket sammen i lavaen, så de 6 kantede formationer er blevet dannet.

Fra parkeringspladsen fører en trappe op til et område med caféer, toiletter og turisme. Herfra kan man gå den 1 km lange strækning ned til herlighederne (det gjorde jeg), eller gå den 3 km lange tur over klipperne, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt.

Her er også et busstoppested, hvor en bus hvert 5. minut kører til Giant's Causeway for 1 € pr. person. For enden af vejen, hvor bussen holder lige foran målet, er der en lang bænk. En attraktion som virkelig tilgodeser gangbesværede, så de også kan se det særprægede og unikke landskab.

At klatre rundt på disse søjler var en helt fantastisk oplevelse. Længere op og længere ud, og holde øje med andre på vej, gi' plads til at komme forbi, hvor var det vådt og glat, hvor var det sikkert at træde.

Frokost i Ballintoy 

Der var frokostpause på "The Fullerton Arms" i den lille landsby Ballintoy, som ligger mellem Giants Causeway og Carrick-A-Rede Rope Bridge. Overfor denne restaurant var der en café med nogle helt specielle og flotte træfigurer over døren. Den ene en soldat, som sigter med sit gevær. Den anden en krigsveteran i en kørestol.

I restauranten blev vi betjent på en helt ny måde. Først stod vi i lang kø for at bestille menuen (kylling, salat og pommes frites). Dertil en Guiness, som vi fik med det samme. Plus et kulørt nummer, dvs. alle fik forskellige farver, men numrene var næsten ens.

Tjenerne ville herefter komme med maden, og dér gjaldt det om at høre efter, når de råbte farve og nummer. Blå 2, grøn 2 etc. Det gik kvikt, men virkede temmelig forvirrende, især fordi det var svært at høre under al den naturlige snakken, der var. Og vi sad fordelt i flere forskellige lokaler.

Carrick-A-Rede Rope Bridge

Carrick-A-Rede er gælisk og betyder klippen i vejen. Vejen er søvejen for den atlantiske laks på dens rejse mod vest forbi øen Carrick.

For over 350 år siden lavede fiskere en hængebro 30 m over havets overflade mellem fastlandet og øen Carrick, så de fik adgang til det bedste sted at fange den vandrende laks.

I dag er der næsten ingen laks tilbage på dette sted. Den 20 m lange hængebro er derfor mest af alt en turistattraktion, med lidt under 250.000 besøgende i 2009. Den nuværende hængebro med brædder af Douglas gran er fra 2008 og kostede over 16000 £.

Der er aldrig faldet nogen ned fra broen, men det er tit sket, at bange turister ikke har kunnet gennemføre tilbageturen over hængebroen, så de måtte sejles ind til fastlandet.

Fra parkeringspladsen er der ca. 1 km at gå ud til hængebroen. Undervejs er der den smukkeste udsigt, man kan forestille sig. Udsigtsplatforme og hvilesteder. Og det går op og ned, uanset om det er på vejen derud eller tilbage. Til sidst med en del stejle stentrapper.

Ved hængebroen står man i kø, og på begge sider er der vagter med walkie talkie. Fra fastlandet er der en meget stejl ståltrappe ned til hængebroen, og her må man pænt vente, når folk skal fotografere eller ikke tør gå og stopper op midt på broen.

Jeg havde min egen strategi, ikke noget med at gå ud på broen, før jeg vidste, at dem foran ville gå hurtigt over. Ville ikke risikere at skulle stå midt på broen og vente. Der var i øvrigt en kanon flot udsigt, både ned til havet og til alle klipperne. Og så blæste det helt vildt på broen, den gyngede vældigt til siderne.

Vores guide havde fortalt, at det ikke var prisen værd, kostede 5,40 £ at få lov til at gå over broen. Jeg synes, det var alle pengene værd, virkelig et kick og en overvindelse af de helt store. Øen Carrick var smuk, men egentligt bare en meget lille klippeø, som lignede fastlandet.

Det tog lidt tid, før vi kunne komme tilbage fra øen. En kvinde var meget længe om at gå over hængebroen, hun var meget bange, rystede og måtte ha' støtte af vagten.

Europa Hotel i Belfast

Vi kom forbi det kendte Europa Hotel i Belfast. Her har berømtheder, premierministre og præsidenter overnattet, bl.a. Bill Clinton under hans besøg i 1995 og 1998. Hotellet ligger ved siden af Grand Opera House, tæt på byens centrum, og det har 240 værelser fordelt på 12 etager.

Under urolighederne i Belfast boede mange af journalisterne på dette hotel, som blev kendt som Europas mest bombede hotel. Mellem 1970 og 1994 blev hotellet beskadiget af IRA bomber 33 gange, deraf tilnavnet The Hardboard Hotel.

B&B i Belfast var under al kritik

Indkvarteringen sidst på eftermiddagen var præget af meget forvirring, fordi informationerne var sparsomme og blev givet alt for hurtigt. Dem på 6-dages turen skulle straks af sted på Black Cap Tour (taxatur med lokalguide hvor man bl.a. ser Fredsmuren og de dystre politiske gavlmalerier i Belfast). Os på 3-dages turen skulle indkvarteres og selv finde ud af, hvad vi ville bruge resten af dagen til. Vores taxatur ville finde sted næste formiddag.

Guiden havde travlt, han skulle til Dublin for at få en knust rude i sidedøren repareret. Nogen havde kastet en sten igennem ruden inden denne Nordtur. Han ville komme igen næste morgen og hente dem på 6 dages turen, mens en anden bus ville hente os på 3 dages turen ved 12-tiden.

Inden vi blev vist op til vores værelse i bygningen overfor Paddywagons hostel, spurgte vi receptionisten om, hvor der blev serveret morgenmad. Ikke nogen steder. Det skulle man bestille aftenen før, så ville han sætte en yoghurt og noget frugt i en plastikbakke i køleskabet. Ikke det vi forbandt med Bed & Breakfast!

B&B værelserne var en brandfælde

Vi fik et lille, bitte værelse med bad på 2. sal. Til gengæld var der for enden af gangen et stort og rummeligt fælles køkken alrum, med alle moderne hjælpemidler, vaskemaskine, opvaskemaskine, køleskab, fjernsyn, strygejern etc .

MEN! - Der skulle bruges 4 forskellige nøgler for at komme ind og ud. Yderdøren, inderdøren, trappedøren og værelsesdøren. Jeg var meget utryg ved at sove der, og værelset var så lille, at man knap kunne komme rundt.

Det blev en oplevelsesrig aften i Belfast

Lige rundt om hjørnet lå Café Doorsteps, hvor vi sad længe og nød en kop kaffe udenfor. Valgte så at gå en tur den modsatte vej, forbi universitetsbygningerne. Det lignede på afstand, at der var restauranter i den retning. Og ganske rigtigt, efter ca. 1 km var der et væld af spisemuligheder, meget af det var fast food, men der var også en indisk restaurant. Her fik vi dejlig, velsmagende indisk aftensmad.

På tilbagevejen havde vi et par sjove oplevelser. To kvinder stod på en stige på fortovet og plukkede kirsebær. Vi faldt i snak med dem, og fik en smagsprøve.

Lidt efter mødte vi fire børn, de tiggede cigaretter, da de så vi røg. "Jeg har ikke flere, og I er ikke gamle nok til at ryge", sagde jeg. Det mente de nu nok, de var, og Jens forbarmede sig og gav dem nogle. Han burde jo ha' ladet være, men det var alligevel tankevækkende at se deres smil og taknemmelighed. Bagefter forduftede de lige så stille. Om de selv ville ryge cigaretterne eller sælge dem vides ikke. Kun at cigaretter koster ca. det dobbelte i Irland.

Fik dejlig morgenmad på en caféen Doorsteps ved siden af B&B, men den skulle vi jo selv betale (vi ville altså ikke nøjes med yoghurt og "plastik-frugt").

Ved 9-tiden kørte 6 dages turen til Dublin i en ny bus sammen med guiden Martin, og os på 3 dages turen skulle opleve Belfast. Vi skulle tjekke ud inden kl. 9, men kunne få bagagen opbevaret i et vaskerum på Paddywagons hostel, mens vi var på Black Cap Tour mellem kl. 10 og ca. 11.30. Bagefter ville der komme en bus og køre os til Titanic's dok og Belfast centrum nogle timer, inden vi skulle tilbage til Dublin, hvor turen sluttede.

Lidt om Belfast og alle konflikterne

Siden 1921 har Belfast været hovedstad i Nordirland, som hører med til England (UK). En konsekvens af magtkampene igennem mere end 800 år mellem Irland og England, og som endte med en deling af selve øen Irland. Størsteparten blev til republikken Irland, der overvejende er katolsk og Nordirland som overvejende er protestantisk.

Netop konflikterne imellem den romersk katolske og irske befolkning og den protestantiske og engelske befolkning har siden skabt mange vanskeligheder og sammenstød af voldelig karakter. Skulle Nordirland være en del af Republikken Irland eller høre under England? Man omtaler ofte parterne som republikanere og loyalister eller nationalister og unionister.

Det hele startede i 1169, da den engelske konge Henrik 2. besatte Irland. Formålet var at hjælpe paven med at gøre irerne kristne. En del af erobrerne bosatte sig i Irland og giftede sig ind i irske familier. Men den engelske konge kunne ikke bevare herredømmet, fordi erobrerne (The Old English) nu levede deres eget liv på borge og havde magten over hver deres område. Hadet af irerne og mistroet af englænderne.

Reformationen blev gennemført i England i 1529-36. Året efter vedtog Henrik 8., at den også skulle gælde i Irland. Men dette resulterede i, at den katolske tro nu blev irernes samlingspunkt imod de protestantiske englændere, som angreb Irland adskillige gange under både Henrik 8., Elisabeth 1. og Oliver Cromwell.

Da de to største jarler i Ulster flygtede i 1607 beslaglagde englænderne deres jord, og begyndte at sælge den til englændere og skotter. Et projekt som mislykkedes, fordi de engelske godsejere foretrak billig, irsk arbejdskraft.

I 1652 blev der vedtaget en ny lov, som gav 75 % af Irland til protestanterne. Resten blev et reservat til de irere, som nægtede at lade sig reformere. En række straffelove (The penal laws) forhindrede irerne i at ha' politisk og økonomisk indflydelse.

Protestanterne vandt et vigtigt slag i 1690 ved floden Boyne. Det var den engelske konge Vilhelm 3., som vandt over sin katolske rival Jacob 2. En sejr som siden 1796 er blevet fejret af nordirske protestanter hvert år d. 12. juli.

Efter at protestanterne i 1782 dannede et selvstændigt irsk parlament, var der oprør i Belfast i 1798 i en måneds tid. Herefter blev Det Irske Parlament afskaffet, og i 1801 blev Irland en del af England (UK) med en protestantisk statskirke og begrænsede rettigheder til katolikkerne.

Under hungersnøden i 1850'erne udvandrede mere end 6 mil. irere til USA, Canada, Australien og England. En del af dem støttede katolikkerne og sendte penge til dem. Derfor kunne katolikkerne nu købe våben til at forsvare sig med og kæmpe for et frit Irland. Det britiske Underhus vedtog i 1912, at Irland fik hjemmestyre, men det var protestanterne i Nordirland meget imod. Planerne om hjemmestyre blev dog ikke gennemført, fordi det britiske Overhus havde mandat til at forsinke loven i to år. Herefter kom 1. verdenskrig.

En gruppe af irske frivillige (IRB, Det Irske Broderskab) udnyttede krigen til at kæmpe for Irlands uafhængighed. De gjorde oprør i Dublin i påsken 1916 og udråbte Irland som selvstændig republik. 15 af lederne blev efterfølgende pågrebet og skudt i Kilmainham Gaol. Michael Collins slap med fængsel og stiftede senere det kartolske parti Sinn Féin. Et parti som i 1918 fik 70 % af stemmerne i de katolske dele af Irland.

Under den irske uafhængighedskrig fra 1919-21 kæmpede de irske frivillige (som nu kaldte sig IRA, den irske republikanske hær) mod de protestantiske nordirere. En krig som var præget af kidnapninger, baghold, snigmord og bombeattentater mod protestanterne, som til gengæld brændte katolikkernes huse. Borgerkrigen endte med, at Irland blev delt i 1922. I følge en ny traktat skulle Irland og Nordirland ha' hver deres eget parlament. En en ny borgerkrig (1922-23) startede, fordi IRA ikke ville aflægge troskabsed til England.

The Troubles

Handler om konflikterne fra 1968 til 1998, som sluttede med en fredsaftale. Den 22. maj 1998 var der afstemning i både Republikken Irland og Nordirland, hvor flertallet begge steder stemte for opgivelsen af Republikken Irlands krav om at få Nordirland.

Protestantiske demonstranter angreb i 1968 katolske kvarterer i Derry og Belfast. IRA genopstod for at beskytte katolikkerne. Sammen med Sinn Féin stillede de på ny krav til England om, at Nordirland skulle høre med til Irland.

Dette blev starten på en ny borgerkrig, hvor England sendte soldater til Nordirland, og IRA svarede igen med aktioner. Især i 1970'erne kæmpede begge parter om magten med bombning, mord og vold rundt omkring i gaderne i Belfast.

Fx affyrede IRA 22 bomber i Belfast centrum i 1972, kendt som Bloody Friday,  hvor 9 mennesker blev dræbt af modstanderne som en gengældelsesaktion. De fleste af ofrene var romersk katolske uden tilknytning til IRA.

På Shankill Road blev en berygtet gruppe i 1972 kendt som Shankillslagterne. Over 1500 mennesker blev dræbt mellem 1969 og 2001 pga. politisk vold.

Black Cap Tour i Belfast

Vi var ca. 10, som skulle med på denne taxatur, hvor vi skulle se de mange politiske gavlmalerier, fredslinjerne mellem den katolske Falls Road i det vestlige Belfast og den protestantiske Shankhill Road, og mindesmærkerne for de sultestrejkende i 1981.

Turen foregik i 2 gammeldags engelske taxaer, de såkaldte Black Caps, selv om den ene var sort og den anden rød. Her sidder man overfor hinanden på bagsædet, lige som i en gammeldags togkupé. Vi sad sammen med nogle fra Brasilien og Taiwan.

De 2 ældre, lokale chauffører var meget, meget informative. Mange stop undervejs og god tid til at snakke med dem, kigge og fotografere. En tur der gjorde et dybt og alvorligt indtryk på mig! Meget, meget spændende! Det regnede, men ikke noget der generede. Paraply igen, igen...

Den ene taxa-chauffør fortalte mig, at hvis jeg havde været i Belfast d. 12.7. med min grønne irske trøje på "you would have been in trouble, because of the word IRELAND". De ville have troet, at jeg var katolik og tilhænger af den irske republik. Oprørerne havde fx i de seneste år brændt 6 af Paddywagons grønne busser, bare fordi ordet Paddy er et irsk symbol.

Mærkeligt at høre, for overalt oplevede vi altså kun imødekommenhed og venlighed. Der var ikke på noget tidspunkt noget som helst farligt ved at gå frit rundt i Nordirland, hverken i Derry d. 12.7 eller i Belfast dagene efter.

Gavlmalerierne i Shankhill

Første stop var i det protestantiske arbejderkvarter i Shankhill, hvor den ene gavl efter den anden byder på imponerende politiske malerier. Også kaldet Belfast murals.

Malerierne i Shankhill afspejler i den grad nordirernes tilhørsforhold til England og deres kamp for at bevare denne position. Et af de bedste malerier var af soldaten, som peger med sit gevær. Uanset hvor vi stod, så pegede han direkte på os.

Shankhill kvarteret er klemt inde mellem to store katolske arbejderkvarterer. Det ene ved Falls Road, det andet ved Ardoyne. Derfor har Shankhill gennem årene været udgangspunktet for adskillige angreb mod katolikkerne og fra katolikkernes side. Mange loyalistiske paramilitære grupper har deres base her, fx UDA og UVF.

Fredslinjerne mellem katolikker og protestanter

Næste stop var ved en af de høje fredsmure imellem katolikkernes og protestanternes boligkvarterer. Bygget som beskyttelse mod hinanden, og med en port som blev lukket hver nat, og når der var uroligheder. Her var det praksis at skrive sin autograf, og taxachaufførerne havde en tusch med...

Der er i dag ca. 35 fredsmure i Belfast. Det mærkelige er, at selv om de fleste i dag ikke bryder sig om dem, de burde ikke længere være nødvendige, så er de sidste 20 fredsmure bygget efter 1998, og der er stadig ulmende konflikter.

I disse kvarterer har busserne to stoppesteder med 200 meters mellemrum, fortalte taxachaufføren. Et hvor katolikkerne stiger på og sætter sig i den ene ende, og et hvor protestanterne stiger på og sætter sig i den anden ende.

Da jeg spurgte om, hvordan man kunne se forskel på katolikker og protestanter, sagde taxachaufføren, at alle kendte alle. Men jeg ville vide, hvordan de ville tolke mig, hvis jeg skulle med sådan en bus. Så ville de spørge til det irske flags farver. Hvis jeg svarede "hvid, grøn og orange" var jeg irsk og katolik. Hvis jeg svarede "hvid, grøn og gylden" var jeg engelsk og protestant.

Mindesmærker på Falls Road

I 1981 var der mange fængslede katolikker, som sultestrejkede, og døde af det. En af dem var Bobby Sands (1954-1981). Han var medlem af en udbrydergruppe af det oprindelige IRA og blev arresteret for våbenbesiddelse i 1972. Efter sin løsladelse i 1976 blev han mistænkt for at deltage i flere voldelige episoder, og i 1977 blev han igen arresteret for våbenbesiddelse. Denne gang blev han idømt 14 års fængsel.

I fængslet Long Kesh skrev han bl.a. journalistisk materiale og blev i 1980 valgt som leder af de andre indsatte IRA fanger. Han krævede nu, at IRA fangerne blev behandlet som politiske fanger i stedet for almindelige indsatte. For at gøre verden opmærksom på dette krav gik Bobby Sands og mange andre i sultestrejke.

Da et nordirsk parlamentsmedlem kort efter døde, stillede Bobby Sands op til det ekstraordinære valg, opfordret og støttet af sine egne. Han blev således valgt som nyt parlamentsmedlem, mens han sad i fængsel og sultestrejkede. Dette medførte dog, at der allerede samme år blev vedtaget en ny lov, så indsatte ikke kunne vælges.

Efter 66 dages sultestrejke døde Bobby Sands. Herefter var der ugelang opstand i Nordirland, og ca. 100.000 gik i procession til hans begravelse. I tiden efter døde yderligere ni andre sultestrejkende medfanger.

Bobby Sands betragtes nu som en martyr for IRA og andre oprørere. Der er både skrevet sange og lavet film om ham, bl.a. Hunger fra 2008. Taxachaufføren udtalte i forbindelse hermed, at der i dag bliver gjort en stor indsats for at uddanne nye unge irske martyrer. Holder de aldrig op, tænkte jeg.

Titanic's dok er STOR

Ved 12-tiden var Paddywagon klar med en bus til os på 3 dages turen. Den nye guide Yvonne var GOD. Vi skulle se Titanic's dok, dernæst 1½ time på egen hånd i centrum, inden turen gik tilbage til Dublin.

Titanic blev bygget på Harland & Wolf skibsværft i Belfast for ca. 100 år siden og var den tids største dampdrevne skib. Titanic var ca. 269 m lang, ca. 28 m bred, vejede ca. 46,3 ton og havde i alt 9 dæk. Skibet havde 3 skruer og kunne sejle op til 42 km/t. På sin jomfrurejse til USA sejlede det ind i et isbjerg og sank 2 timer og 48 minutter senere, natten mellem 14. og 15. april 1912. 1517 af de 2223 passagerer omkom.

I årene før blev det lidt lettere søsterskib Olympic bygget i samme dok, og erfaringerne blev brugt på Titanic. Samtidig skiftedes de også til at være i dokken.

Undersøgelser offentliggjort i 2008 har dog vist, at man under bygningen af Titanic ikke levede op til de kvalitetskrav, som konstruktørerne havde opstillet. De kvalificerede leverandører kunne ikke følge med, fordi byggetempoet blev forceret. Derfor brugte man kun stålnagler til de mest krævende samlinger og skrøbelige jernnagler til resten. Det var også svært at finde nok erfarne og specialuddannede nittere til arbejdet.

En del skibsarbejdere mistede livet under bygningen af Titanic. Den sidste var James Dobbis, som ikke nåede væk i tide under Titanics søsætning, da han skulle fjerne de træbjælker, som holdt skibet fast, inden det kunne sejle. Han blev ramt af bjælkerne og døde senere af sine kvæstelser.

I besøgscentret kunne man se film og plancher om Titanic. Købe en masse Titanic souvenirs. Og så var der også café. Der er også mulighed for at bestille en guidet rundtur, kl. 11 og 14. Ikke noget vi gjorde. Men hørte tilfældigvis med på sidelinjen...

Belfast centrum

Vi blev sat af bussen lige ved siden af City Hall (rådhuset), og havde 1½ time til frokost og sightseeing. Fik forklaret hvor Belfast City Center lå, det ville vi gerne se, inden vi skulle hjem. Var dog lidt uenige om retningen, da vi stod på gaden. Efter at ha' kredset foran City Hall og drøftet, endte det med, at vi valgte at spise frokost først.

Fandt den dejlige fortovscafé OSCARS i nærheden, hvor vi fik en cappuccino, røget laks og salat serveret på det velsmagende brune brød. Et vidunderligt sted at holde siesta. Nåede også at finde Belfast City Center. Det er enormt STORT, med glastag og en helt speciel konstruktion. Mange butikker side om side.....

Faldt i søvn under busturen fra Belfast til Dublin, men vågnede ind imellem og lige på det sted, hvor vi krydsede grænsen. Det er her den inderste gule eller hvide stribe fortæller, hvor man er. Hvid i Nordirland, gul i Irland.

Celtic Whisky Shop i Dublin

Vi kom til Dublin ved 17-tiden, og trods kufferter og bagage insisterede jeg på, at vi gik de ca. 500 m fra stoppestedet ved Molly Malone til whisky butikken for enden af Dawson Street. Så kunne vi ta' en taxa til hotellet bagefter. Ville være sikker på at nå denne oplevelse, whiskysmagning og købe nogle gode flasker med hjem, som ikke kan fås i DK.

Vi smagte flere forskellige, og den bedste var en 12 års Connemara, single malt, med en eftersmag af egetræ, vanilje, honning og tørv. Og den måtte vi bare ha'!

Vi fik ikke lov til at betale for aftensmaden

Aftensmaden blev på en mexicansk restaurant i Temple Bar kvarteret. Et ret dyrt sted, hvor maden til gengæld var fremragende. Det var service'en dog langt fra. Tjeneren startede med at spilde rødvin på min hvide T-shirt, og da jeg brokkede mig over det, beklagede hun uheldet. Ikke godt nok, tænkte jeg. Men vores klager blev ikke rigtig hørt, bare et undskyldende smil.

Da vi bad om regningen, trak det ud, den kom ikke. Efter flere forespørgsler uden nogen regning, gik Jens ud for at ryge. Jeg bad yderligere tre gange om regningen, uden held. Så mistede jeg tålmodigheden. Hvor mange gange skal man be' om at betale, og hvor længe skal man sidde og vente? Ja, jeg gik. I første omgang ud for at ryge. Ingen reagerede på det. Og så tænkte jeg bare, at det går lige op, en middag for en ødelagt T-shirt. Fik hurtigt øjenkontakt med Jens, gav ham et tegn mod vores hotel. Rundt om hjørnet og væk var jeg.

Egentlig var det ærgerligt og træls, for vi ville så gerne ha' sluttet af på pubben Temple Bar, men fandt det bedst at blive væk fra kvarteret. Men måske det i virkeligheden var bevidst fra restaurantens side, at de undlod at komme med regningen. Det vælger jeg at tro!

Samlede herefter mod til at gå i supermarkedet i den modsatte retning og handle ind til morgenmad næste dag.

Hjemmefra havde vi booket og betalt for en endagstur med Paddywagon til Cork og Blarney Castle, for vi ville også gerne opleve lidt af Sydirland. Afgang fra Dublins turistkontor i Suffolk Street kl. 7.45 og hjemkomst ved 20-tiden. Så var der også mange muligheder om aftenen i Dublin, spise ude, gå på pub, hvile ud etc.

Paddywagon gav GOD service

Vi var der i rigtig god tid, men der kom ingen! Efter ½ times venten kom der en Paddywagon guide, som efterlyste nogen "til Blarney". Vi skulle ta' hen til deres hovedkontor på 5 Beresford Place Lower Gardiner Street, ca. 2 km væk. Tog en taxa dertil, 6 €, og på kontoret var de lettede over at se os. Shuttle bussen kørte derfra 7.45, ikke fra Suffolk Street, som de havde skrevet, da vi bookede hjemme fra DK.

De havde sendt os en mail aftenen før. Den havde vi ikke set. Det viste sig, (da vi kom hjem til DK) at den var sendt til Jens, men han brugte ikke internet onsdag. Det gjorde jeg godt nok, men jeg havde ikke fået nogen mail. Paddywagons kontordame Amy var dog meget hjælpsom, skaffede os en ny busbillet til Cork, afgang kl. 9, og hun fulgte os til stoppestedet. Paddywagon betalte både for en taxa til stoppestedet og busbilletten. Ingen ekstra udgifter til os.

En lang og "dræbende" bustur fra kl. 9-13

Vi ville så ankomme en time senere end planlagt, men Amy havde ringet til guiden Michael i Cork og fortalt ham, at han skulle vente på os. Og da vi kom, blev vi modtaget med et stort smil. De øvrige 5 deltagere på "Blarney turen" havde ikke ventet på os. De havde allerede om morgenen fået besked på, at turen startede lidt senere.

Dér følte jeg, at Paddywagon (og de andre lokale irske rejseselskaber) virkelig gjorde en indsats for at finde og få alle tilmeldte med. Og hvor var det dejligt, da vi steg ud af Dublin-Cork bussen, at Michael bad os om at give os tid (til en smøg), når vi nu havde kørt så langt.

Busturen fra Dublin til Cork var i øvrigt "dræbende" lang. 4 timer, igennem alle de små byer. 15 minutters pause midtvejs. Der ventede os en lige så lang hjemtur! Det vidste vi bare ikke på forhånd. Havde noget at gøre med at vi fik en anden busbillet end den sædvanlige. Havde vi vidst det på forhånd, havde vi ikke booket turen uden overnatning i Cork.

Havnebyen Cobh var Titanics sidste havn

Turen gik først til havnebyen Cobh, som er den sidste havn Titanic lagde til i før sit forlis i 1912. Her steg 123 passagerer bord, 44 af dem overlevede. Ved havnen kan man se et mindesmærke.

Cobh siges også at være den næststørste naturhavn i verden. Det var herfra, at 2,5 mill. irere udvandrede mellem 1848 og 1950. Efter dronning Victorias besøg blev byen kaldt for Queenstown fra 1849-1922. Fik sit oprindelige navn tilbage, da republikken Irland blev oprettet i 1922.

Domkirken St. Colman Cathedral troner højt over byen, og man lægger også mærke til, at en hel række af huse er bygget i forskellige niveauer i forlængelse af hinanden.

Vi fik en times tid på egen hånd og valgte at bruge mest tid på frokost og siesta. Fandt en dejlig, lille og hyggelig havnerestaurant, hvor vi fik en velsmagende laksesalat og nød den lokale øl, en Murphys. Ligner og smager ligesom Guinness.

BlarneyCastle

Blarney Castle ligger i landsbyen Blarney ca. 8 km nordvest for Cork og blev bygget i 1446 af en af Irlands store høvdinge, Cormac MacCarthy. Oprindelig var her en bygning af træ fra det 10. årh. Afløst af en stenbygning ca. 1210.

Resterne af borgen indeholder bl.a. små fangehuller og et mordhul, hvor MacCarthy slægten kunne smide sten og kogende vand ned over fjender, som forsøgte at trænge ind i borgen.

The Blarney Stone (Kyssestenen)

Borgen er en stor attraktion pga. den berømte kyssesten øverst i tårnet. Hvis man gerne vil beriges med veltalenhedens gaver, skal man lægge sig ned på et lille tæppe med overkroppen ud over den lodrette mur, bøje nakken bagud og nedad og kysse stenen. Et gitter sørger for, man ikke falder ned. Der er håndtag at a' fat i, og der er også en hjælper til stede.

Legenden siger, at det var Jacobs stenpude, som blev bragt til Irland af profeten Jeremiah. Her blev den et orakel for de irske konger. Senere blev stenen flyttet til Skotland, hvor den tjente som profetisk kraft i forbindelse med den kongelige rækkefølge, en slags skæbnens sten. Da kong MacCarthy af Munster i 1314 sendte 4000 mand til Bannockburn i Skotland for at støtte Robert the Bruce imod englænderne, blev skotterne så taknemmelige, at de gav halvdelen af den berømte sten tilbage.

Andre siger, at stenen blev bragt tilbage til Irland af korsfarere. At det var den sten, som David havde gemt sig bag, da han flygtede fra Saul. Enkelte mener, det var den sten, der kom kildevand fra, da Moses slog på den.

Og så er der også lige dem, som tror på, at en gammel kone, som blev reddet fra at drukne, lovede sin redningsmand, at hvis han kyssede stenen, ville han blive i stand til at overtale enhver til det, han ønskede.

Rundt i Blarney Castle

Selvfølgelig skulle jeg en tur op i tårnet, og helt bestemt med det formål af kysse denne berømte sten. På de forskellige etager kunne man gå ud og rundt i alle mulige forskellige rum. Der var sat skilte op, som fortalte om, hvad rummene blev brugt til i sin tid.

Jeg var meget imponeret af selve vindeltrappen, lavet af hele sten, den ene overlappede den næste. Men også meget smalt og til små fødder.

Øverst kunne man kigge ned i den indre borg, hvor alle etageadskillelser var væk. Der var langt ned! Til gengæld kunne man gå hele vejen rundt på den ydre mur. Storslået udsigt til alle sider, og den berømte kyssesten at prøve eller passere.

Ja, jeg holdt mig tilbage, skulle lige se, hvordan det foregik. Trods hjælper og gitter og sikkerheden i top, så havde jeg bestemt ikke lyst til at kysse en sten, som "alverden" lige havde kysset. Og det med at ligge med hele overkroppen ud i det fri (beskyttet af gitter nedenunder) ville jeg bare ikke, dér satte jeg grænsen!

Jens sad på en bænk nedenfor og ventede på at skyde "årets foto", mens jeg lå og bøjede bagud og nedad for at kysse denne berømte sten. Det skete bare ikke. Næ, jeg skal ikke ha' en ny chance, for det gør jeg bare ikke. Så må min veltalenhed nøjes med det, jeg kan.

Igen, igen regnvejrseftermiddag

Vi gik lidt rundt på fæstningsmuren. I dette område er der i dag anlagt små bede med giftige planter. Neden for muren var der nogle huler, men der var meget mudret og mange vandpytter. Og igen, igen kom regnen.

Bagefter var jeg en tur i Blarneys supermarked. Det ligger i nærheden af borgen, og supermarkedet havde et meget stort sortiment. Her handlede jeg ind til aftensmaden (i bussen hjem). Var også i en souvenirbutik, hvor jeg købte bluser til nogle af vores børnebørn.

Cork

Cork ligger i det sydøstlige Irland ved Lee floden og er med sine ca. 120.000 indbyggere en af de vigtigste storbyer i Irland.  Cork har en meget dyb havn, og er en af verdens dybeste naturhavne med kajer og docks langs bredden af Lee på byens østlige side.

Cork blev grundlagt i 500-tallet af St. Finbarr. I starten af 900-taller bosatte vikinger sig i Cork og grundlagde en handelshavn. Der har været en bymur rundt om Cork, og enkelte mure og porte er stadig bevaret. I middelalderen boede der ca. 2000 i Cork, som var en forpost for den gamle engelske kultur midt i det talrige, fjendtlige gæliske landområde. Den kommunale regering blev domineret af 12-15 købmandsfamilier, som handlede med Europa. De eksporterede især uld og huder og importerede salt, jern og vin.

Da den sorte død kom til Cork midt i 1300-tallet, døde næsten halvdelen af byens borgere af byldepest. I 1491 forsøgte Perkin Warbeck at rekruttere støtte til et komplet imod den engelske kong Henry 7. Corks borgmester og andre vigtige borgere drog med Warbeck til England. Her brød oprøret sammen, og alle blev taget til fange og henrettet. Cork omtales derfor ofte som "oprørets by".

I 1577 omtales Cork som en by, der er så tynget af onde naboer (irske fredløse), at de tilser deres porte hver time. De stoler ikke på naboerne udefra og gifter sig kun med nogen fra byen. Således er alle i byen nært beslægtede.

Under den irske uafhængighedskrig startede englænderne en række brande, så centrum i Cork udbrændte. Byens borgere var også vidner til voldsomme kampe mellem irske guerillaer og engelske styrker.

Vi nåede ikke at se noget af byen, selv om vi havde en time til rådighed fra kl. 18-19, inden bussen kørte tilbage til Dublin. Blev sat af i centrum nær stoppestedet Cork-Dublin ved Lee floden, men det øsregnede. I stedet for sightseeing nød vi at sidde og kigge udenfor på en overdækket fortovscafé med varmeanlæg. Her fik vi en øl, den lokale og velsmagende Murphys. Meget afslappende, lunt og tørt, imens folk hastede forbi under paraplyerne.

Hjemturen fra Cork til Dublin var lang, igen 4 timer med stop i alle de små byer undervejs. Heldigvis kunne vi krydre busturen med medbragt aftensmad. Og vidste jo, hvor der var pause og frisk luft midtvejs. Blev sat af i Dublin ved O'Connel Street, hjemme på hotellet kl. ca. 23.30, godt TRÆTTE!

Enige om, at det var for langt at køre "for så lidt". Man ville få mere ud af det med en overnatning og tid til at fordybe sig i byen Cork. Og selvfølgelig var vi glade for, at vi både havde oplevet noget af Irland i øst, vest, nord og syd.

Vi skulle med Shuttlebussen til lufthavnen ved 10-tiden. Den kørte fra O'Connel Street, alt for langt at gå med al bagagen. Derfor tog vi en taxa fra hotellet. Chaufføren spurgte, om vi havde betalt for busbilletterne. Næ, det havde vi ikke. Han sagde, at han kunne køre os til lufthavnen for næsten det samme beløb (taxa til stoppestedet 6 € og bus til lufthavnen 12 € = 18 €), så sparede vi at skifte køretøj. Det lød tiltalende. Turen kom til at koste 18,9 €, så det er ikke dyrere med taxa.

Således kom vi til lufthavnen i mere end god tid. Busturen til lufthavnen ta'r en times tid, med taxa tog det kun et kvarter.

Efter check in, nød vi solen udenfor i en times tid. Dernæst sikkerhedstjek, hvorefter der viste sig at være rigtig mange butikker og caféer. Så vi købte lidt mere whisky med hjem. Fik en kop kaffe og medbragt frokost ved boarding gate. Havde en behagelig flyvetur hjem, tog kun 1½ time. Landede i Billund ca. 15.40 (lokal tid).

Handlede ind på vej hjem, nu skulle køleskabet jo fyldes op igen. Og kom hjem til en overraskelse. Det havde min datter Lene allerede gjort :-)