Forside       Her var vi       Rejseoplevelser       Billedserier                                          

Udrejse

Udrejse

London

Thames Barrier Cruise

Colliers Hotel

Citysightseeing i London

Tower of London

Tower Bridge

St. Pauls Cathedral

Westminster Abbey

London Eye

Surrey

William IV Pub i West Horsley

Landsbyen Shere

Abinger Hammer Clock

Silent Pool

Sydvest-England

Stonehenge

Durdle Door

Dartmoor

Postbridge

Tavistock

Buckfast Abbey

Exeter

Glastonbury Tor

De romerske bade i Bath

Bath Abbey

Oxford- og Warwickshire

Warwick Castle

Stratford-upon-Avon

Christ Church, Oxford

Wales

Cardiff

Lidt om Wales

Kulminen Big Pit

Brecon Beacons Nationalpark

Brecon Cathedral

Caerleon og romerne

Tintern Abbey & Mill

Raglan Castle

Poeten Dylan Thomas

Swansea og Mumbles

Gravpladsen i Parc le Breos

Rhossili strandklipper

Weobley Castle Ruin

Cardiff Castle

Hjemrejse

Hjemrejse

Cyprus Mangal i London

 

Vi fløj med Ryan Air

 

Colliers Hotel i London

 

 

Thames Barrier

 

Thames Barrier

 

Greenwich

 

Cully Sark

 

Westminster Station

 

 

Eget badeværelse på Colliers

 

Drømmer om æg og bacon...

 

Trafalgar Square

 

London 2012

 

Tower of London

 

Tower of London

 

White Tower

 

Queen's House fra 16. årh.

 

Middle Tower fra 1300-tallet er stadig hovedindgangen til Tower

 

Tower of London

 

Yeoman Warder (Beefeater)

 

Tower Bridge

 

Westminster

 

God plads i toget til Woking

 

Geoff og Jens

 

The King William IV

 

Gentlemen: Sit down & Stand up

 

Kirken i Shere

 

Bønne-træet

 

Abinger Hammer

 

På vej til Silent Pool

 

Et væltet træ ved Silent Pool

 

Silent Pool

 

Silent Pool

 

Silent Pool

 

Silent Pool

 

Surrey

 

Aftensmad i Ottershaw

 

Stonehenge i baggrunden

 

Stonehenge

 

Stonehenge - Heel Stone

 

Katedralen i Salisbury

 

Frokost i Lulworth Cove

 

Durdle Door

 

Jurassic kysten

 

Park View

 

Skyfri himmel i Exeter

 

Dartmoor

 

Dartmoor

 

Postbridge

 

Tavistock Pannier Market

 

Dartmeet

 

Dartmeet

 

Buckfast Abbey

 

Buckfast Abbey

 

Katedralen i Exeter

 

Det blev til cappuccino i solen

 

Exeter Cathedral

 

Exeter

 

Havnefronten i Exeter

 

Middelalderbro i Exeter

 

Udendørs "pub" på vores B&B

 

Kludetræ og stenalter

 

Græssende geder

 

Glastonbury Tor

 

Glastonbury Tor

 

Glastonbury

 

Bath

 

De romerske bade

 

De romerske bade

 

De romerske bade

 

Bath Abbey

 

Højalteret i Bath Abbey

 

Bath Abbey

 

Mellem Bath og London

 

Dejlig aftensmad

 

Colliers Hotel, London

 

Temple Bar

 

Den gamle byport

 

St. Paul's Cathedral

 

St. Paul's Cathedral

 

Stone Gallery

 

London set fra Stone Gallery

 

St. Paul (Paulus)

 

Kinesisk restaurant

 

Queen's Theatre

 

Warwick Castle

 

Warwick Castle

 

Warwick Castle

 

Warwick Castle

 

Katapulten

 

Shakespeares fødehjem

 

Shakespeares fødehjem

 

Shakespeares fødehjem

 

Datidens klinkegulv

 

Shakespeares fødehjem

 

Christ Church, Oxford

 

Great Hall

 

London

 

Klar til afgang

 

Paddington Station

 

Toget til Cardiff

 

Maldron Hotel

 

Spansk Tapas

 

Vores morgenudsigt

 

Wales

 

Informationstavle

 

Big Pit

 

Big Pit

 

Sikkerhedsudstyr

 

Big Pit

 

Big Pit

 

Brecon Beacon Nationalpark

 

Brecon Beacon Nationalpark

 

St. Mary's Church

 

Kirke tv. og cafeteria th.

 

Brecon Cathedral

 

Brecon Cathedral

 

Polterabend i Cardiff

 

Ambulance

 

Den romerske hjelm er TUNG

 

Adrian ved hovedindgangen

 

Amfiteatret i Caerleon

 

Romerske sko

 

Romere ......

 

Museet i Caerleon - gravsten

 

Tintern Abbey

 

Tintern Abbey

 

Tintern Abbey Mill

 

Gangbroen over floden Wye

 

Raglan Castle

 

Voldgraven

 

Raglan Castle

 

Cardiff

 

The Dylan Thomas Centre

 

Dylan Thomas

 

Verdens første passagertog

 

Swansea Bay

 

Swansea Bay

 

Gåtur langs kysten

 

Parc le Breos

 

Parc le Breos

 

Rhossili

 

Worms Head

 

Rhossili

 

Udstilling på Weobley Castle

 

Aftensmad i Cardiff

 

Cardiff Castle

 

Cardiff

 

Cardiff i øsende regnvejr

 

Cardiff Castle

 

Cardiff Castle

 

Cardiff Castle

 

Cardiff Castle

 

Cardiff

 

Pierhead Clock

 

Aftensmad i London

 

Westminster Abbey

 

Klostergang i Westminster Abbey

 

Westminster Abbey

 

Westminster Abbey

 

Westminster Abbey

 

Palace of Westminster

 

Westminster Bridge

 

Promenade langs Themsen

 

London Eye

 

Kø ved London Eye

 

London Eye

 

London Eye

 

Indisk aftensmad

 

Morgenmad i Stansted

 

Stansted lufthavn og lang kø

 

 

Rejseoplevelser i England & Wales

 

En enormt spændende tur med mange naturskønne oplevelser i Sydvest England og Wales, krydret med historiske steder. Også et værdifuldt besøg hos vore engelske venner, som vi mødte i Skotland sidste sommer. 

 

Af Hanne Thoms   

 

London 2012

London stod allerede i OL's tegn

Da vi i foråret besluttede os for at holde sommerferie i England og Wales de første 2 uger i juli, tænkte vi ikke på, at det måske var 'bad timing' mht. det forestående OL i London. Heldigvis mærkede vi ikke noget til det.

 

Lagde dog mærke til alle reklamer og forberedelser i London. Der var allerede sat skilte op i den yderste kørebane, som i OL-perioden var reserveret til OL-transport. Mange steder var gaderne udsmykket med de forskellige landes flag, og nogle taxaer var malet med OL motiver.

 

 

Masser af fodgængere i London

 

Frokost i Rhossili, Wales

London er en HEKTISK & TRAVL by

Der var ubeskrivelig meget trafik i London. Busser, taxaer og biler. Ikke til at vide, hvor lang tid en tur med taxa ville ta' (og dermed koste), for det afhang både af lyskurverne, vejarbejde og myldretid.

 

Hvor man end vendte blikket hen, så man rigtig mange slentrende turister. Og endnu flere fortravlede lokale, der hastede af sted til og fra togstationer og busser. Mange snakkede i mobil, mens de gik med raske skridt. Et virvar af mennesker og køretøjer. En larm uden lige.

 

Idyl i Sydvest-England og Wales

Exeter og Cardiff var charmerende og idylliske byer at bo i. Her var der overskuelige og spændende gågader fyldt med et hav af forretninger og fortovscaféer, hvor man kunne slappe af uden larm fra biler.

 

Landskabet var fyldt med mange udsigtspunkter med vidunderlige panoramaer. Balsam for sjælen, så langt øjet rakte, og fascinerende scenarier til vandreture.

 

Vejret var ikke så ringe endda

De fleste dage kom der byger på et uforudsigeligt tidspunkt. Men sjovt nok var vi heldige alle de gange, naturoplevelserne fandt sted. Tørvejr, enten strålende solskin eller forbipasserende skyer. Dette var i høj grad med til at gi' en optimal nydelse i den smukke natur. 

 

Billige flybilletter afgjorde rejsetidspunktet

I påskeferien tjekkede vi flybilletter til England/Wales, fordi vi begge havde et stort ønske om at komme til Wales i sommerferien. Det billigste var returbilletter fra Billund til Stansted med Ryan Air, til en samlet pris på 1075 kr. pr. person. Så dem bookede vi.

 

Først herefter begyndte vi at planlægge turen. Jeg ville også gerne opleve London, når vi nu landede i nærheden, men vores program blev dog anderledes skruet sammen end oprindelig ønsket. De valgte fly-datoer stemte nemlig ikke overens med udbuddet af rundture i hele Wales. Derfor blev turen en blanding af London i flere omgange, med afstikkere til Sydvest- og Midtengland samt Wales.     

 

ONSDAG 4. JULI 2012 - Thames Barrier og Greenwich

 

En dyr lærestreg i Billund

Vi tog hjemmefra i sidste øjeblik midt om natten, skulle flyve fra Billund kl. 6.30 (dansk tid). Havde tjekket ind pr. internet og regnede med, at alt ville gå hurtigt. For første gang havde jeg ikke vejet min kuffert inden afgang, og det kom til at koste ekstra. Med Ryan Air må man kun medbringe max 15 kg, jeg havde 2 kg for meget med. Hvis jeg havde tænkt på det i forvejen, kunne de ekstra kg sagtens ha' været i min håndbagage. Dér må man ha' 10 kg med, og min vejede kun 3,7 kg.

 

Den ekstra udgift var ikke det værste. Det stjal af den sparsomme tid at skulle tilbage til informationskontoret og vente på deres langsommelige betjening. Så efter en hektisk morgenstund nåede vi til gaten, hvor de allerede var i gang med boarding.

 

Terravison var billigste transferbus til London

Landede i regnvejr i Stansted 6.45 (lokal tid), og havde på forhånd booket lufthavnsbus til London pr. internet. Terravision var billigst, 14 £ pr. person for en returbillet. Pudsigt nok har de ikke trukket pengene, måske fordi de glemte at bippe stregkoden på min medbragte reservation. Jeg tænker, at hermed udlignes kuffertens overvægt.

 

Turen til Victoria Station i London var angivet til at vare ca. 75 min. men det tog præcis to timer. Først var der trafikuheld på motorvejen og lange køer. Senere ramte vi ind i morgen myldretiden i London, det er mellem 9 og 11. Dér snegler man sig af sted.

 

Efter den korte gåtur fra Victoria Station til Colliers Hotel på Warwick Way, fik vi bagagen opbevaret i deres morgenmadslokale. Kunne først tjekke ind efter kl. 14, og ville udnytte dagen til en sejltur på Themsen.

 

Thames Barrier Cruise

Westminster Pier

 

Thames Barrier

 

Frokost i Greenwich

 

Fodgængertunnel under Themsen

 

Westminster Station

 

Colliers Hotel

 

Colliers Hotel

 

Vi tog en taxa til Westminster Pier, hvorfra sejlturene startede. Det småregnede lidt uden at genere synderligt. Det var ganske fornøjeligt at se London fra vandet og høre guiden fortælle om, hvad vi sejlede forbi. Under den timelange sejltur til Thames Barrier klarede vejret tilmed op.

 

Themsen er påvirket af Nordsøens tidevand. Dette har resulteret i en stormflodssikring, som kaldes Thames Barrier. Forskellen på flod og ebbe er normalt 4-7,5 m ved London Bridge, og oversvømmelse af områder ved den nedre del af Themsen og London har været et stort problem igennem tiderne.

 

Thames Barrier omfatter ni moler i floden med store maskinhuse. Herfra kan mellemliggende porte ved stormflodsfare drejes 90° fra en horisontal placering på flodbunden til en vertikal dæmning på 20 m højde. Denne bevægelige floddæmning er 555 m lang med største gennemsejlingsbredde mellem molerne på 61 m.

 

Frokost og solvejr i Greenwich

På tilbageturen gik vi i land i Greenwich. Det var ved at være kaffetid, og vi var godt sultne. Ved anløbsbroen lå en italiensk restaurant, og der fik vi en meget super og velsmagende ørred salat.

 

Bagefter så vi udstillingen i besøgscentret lige overfor, kiggede på handelsskibet Cutty Sark fra 1869 og nød den strålende sol. Jeg var også nysgerrig efter at se, hvad der gemte sig i en rund bygning, som lignede et lille kapel. Det viste sig at være nedgangen til en fodgængertunnel under Themsen.

 

Greenwich er kendt for sin maritime historie og for at lægge navn til længdegraden 0, der er udgangspunktet for klokken over hele verden. I det 15. årh. fik stedet kongeslottet The Palaca of Placentia. Her blev mange fra House of Tudor født, bl.a. Henry VIII og Elisabeth I. Slottet forfaldt under den engelske borgerkrig og blev senere genopbygget.

 

Fra 1873-1998 blev bygningerne brugt til militær uddannelse, hvorefter Greenwich Foundation overfor dem. De historiske værelser er nu offentlig tilgængelige, mens resten af bygningerne University of Greenwich og Trinity college of Music.

 

Med metro fra Westminster til Victoria

Ved Westminster Pier ligger undergrundsbanen Westminster Station, og herfra kørte der tog til Victoria Station. Det gik meget hurtigt, ventetiden var også kort, for der ankom et tog ca. hver 3. minut.

 

Det pudsige var, at billetterne kostede det samme som en taxa direkte til vores hotel ville ha' gjort.

 

Her måtte vi gøre op med os selv, om vi fremover ville direkte til målet med taxa, eller om vi ville de lange gåture på stationerne og bagefter vandre videre til vores destination, mens vi oplevede kvarterets pulserende byliv og atmosfære undervejs.

 

På vejen tilbage til hotellet handlede vi ind, så vi kunne spise vores aftensmad på hotelværelset. Vi kunne godt mærke, vi havde været oppe siden kl. 3 om morgenen og trængte til at få sovet. 

 

Vi valgte et "billigt", centralt hotel i London

Vi skulle bo på Colliers Hotel, B&B med 1 *, booket via booking.com. Beliggende på Warwick Way i det forholdsvis rolige Pimlico kvarter, 5-10 minutters gang fra Victoria Station. Med både restauranter og supermarkeder på samme gade og i nærheden.

 

Jeg var på forhånd velvidende om, at værelserne var små. Havde dog ikke forestillet mig, at de var SÅ små og trange.

 

Vi havde en dobbeltseng (som kun var tilgængelig fra den ene side), et smalt skrivebord uden stol, et meget smalt garderobeskab, en hårtørrer og eget badeværelse. Det sidste var et komisk kapitel for sig selv.

 

Badeværelset var på størrelse med et mini klædeskab, sådan ca. 1 x 0,7 m. Håndvasken var mini og rakte alligevel ind over toilettet. Brusenichen var ca. 40 cm bred. Man skulle sno sig for at komme til.

 

Der var ingen el-kande, til gengæld lynhurtigt og gratis internet. Hotellet havde døgnåben reception, blev passet af nogle meget reserverede indere, som Jens besluttede sig for at tø op ved at snakke med dem hver dag fremover.

 

Vi drøftede at finde et bedre hotel, men her havde vi et billigt værelse, ku' sove og få et bad.

 

TORSDAG 5. JULI 2012 - Tower of London og Tower Bridge

 

Morgenmadsbuffet på Colliers

 

Victoria Station

 

Picadilly

Colliers Hotel var incl. interkontinental morgenmad, som blev serveret mellem kl. 8 og 9 i et lille, bitte og trangt morgenmads-rum i kælderen.

 

Vi blev meget skuffede, da vi så, hvad menuen indebar. Kaffe/te, appelsinjuice, mælk, cornflakes, toast, smør og marmelade.

 

Noget som fik os til at planlægge indkøb af eget supplement til morgenmaden, fx brunt brød, skinke, ost, tomat og frugt. Eller finde en café tæt på, hvor vi kunne få rigtig engelsk morgenmad med bacon og æg.

 

Citysightseeing i London - hop on / hop of

Dagens planer var en køretur med hop on - hop of bussen (den røde rute). Stå af ved St. Pauls Cathedral, dernæst videre til Tower of London (og Tower Bridge).

 

Ved Victoria Station, ca. 800 m fra vores hotel, kunne vi købe billetter, og de var meget dyre. 26 £ pr. person for 24 timer. Om det var London-priser, eller pga. OL, fandt vi aldrig ud af.

 

Undervejs kom vi forbi rigtig mange berømte steder i London, bl.a. Hyde Park og Speakers Corner, Marble Arch, Madame Tussauds, Piccadilly Circus, Trafalgar Square, Downing Street, London Eye, St. Pauls Cathedral, Tower bridge og Tower of London, Shakespeares Globe, Big Ben, Westminster Abbey og Buckingham Palace.

 

Og vi fik lige så mange rigtig gode informationer, som jeg bare ikke kan huske i detaljer. Kun at der bor ca. 11 mill. mennesker i London, og det er dobbelt så mange som i Danmark. Ikke så sært, jeg følte mig i en stor og overvældende travl og menneskefyldt by.

 

Naivt nok troede vi, at bussen automatisk stoppede ved de destinationer, der var nævnt i brochuren. Men sådan var det ikke i London, dér skulle man trykke på en stop-knap, som ikke var synlig fra vores siddeplads.

 

Det betød, at bussen slet ikke holdt ved St. Pauls Cathedral, for ingen ville af. Undtagen os der ikke havde trykket stop. Det fik os til at være mere årvågne og sørge for at få trykket stop ved Tower of London. Så lærte vi det.

 

Tower of London er STOR

Tower of London

 

Frokost på Tower

 

Tower of London

 

Tower of London

 

Tower of London

 

Tower of London

 

Tower of London er et gammelt kongeslot og en fæstning ved Themsens nordlige bred. Navnet er en forkortelse af Her Majesty's Royal Palace and Fortress.

 

Den ca. 900 år gamle fæstning blev udvidet mange gange i årenes løb og brugt til mange forskellige formål, såsom et befæstet palads for monarken, fængsel, torturkammer, henrettelsessted og til opbevaring af kronjuvelerne.

 

Uden for Tower var der en stor plads med flere caféer. Her fik vi en stor kop kaffe og nød det dejlige solskinsvejr.

 

Ved indgangen til Tower blev alle tasker visiteret, og mine cigaretter blev konfiskeret af vagten. Dette forstod jeg ikke og protesterede højlydt. Det viste sig, at vagten var en drillepind, og hun morede sig meget over min reaktion.

 

Området var meget større, end jeg troede. Der gik ikke lang tid, før jeg følte, at her kunne man sagtens bruge en hel dag, hvis man skulle ha' god tid til at fordybe sig i alt.

 

På den anden side var det også så overvældende, at jeg efter nogle timer ikke kunne rumme flere indtryk. Så vi fandt en lille fortovscafé i det inderste af Tower, holdt siesta og nød en sen frokost.

 

Bagefter kom vi forbi et sted mellem de to ringmure, hvor der blev opført teater. Det handlede om en kvinde, der forsøgte at forsvare sin mand over for kongens dom.

 

Tower var oprindelig et lille træfort

Tower blev grundlagt som et lille træfort af Vilhelm Erobreren efter hans sejr i 1066. Han beordrede senere, at det skulle rives ned. I stedet for skulle der bygges noget mere solidt. Det tog ca. 20 år at opføre White Tower med en lille borggård og en enkelt ringmur.

 

Tower blev udvidet i 1100-tallet

Mens Richard Løvehjerte var på korstog i slutningen af 1100-tallet, blev Tower udvidet med en dobbelt så stor borggård og en ringmur med tårne. Den gamle romerske bymur mod øst indgik i anlægget, og der blev gravet en voldgrav uden for muren.

 

Tower blev kongepalads i 1200-tallet

I 1200-tallet blev Tower for første gang et kongeligt palads under Henrik 3. (1216-1272). Han opførte nye kongelige lejligheder mellem White Tower og Themsen samt en dyrepark til underholdning inden for murene.

 

Siden blev arealet udvidet og fordoblet. White Tower kom til at ligge i midten og blev omgivet af en massiv ringmur. Tower blev brugt som kongepalads, indtil Oliver Cromwell rev nogle af bygningerne ned i 1600-tallet.

 

I slutningen af 1200-tallet fik Tower omtrent den størrelse, det har i dag. Der blev bygget en ekstra ringmur, som omgav den indre mur, så man havde et dobbelt forsvarsanlæg. Voldgraven blev fyldt op, og der blev gravet en ny voldgrav uden for den nye mur, som har fem tårne mod floden.

 

Området mellem de to mure kaldes den ydre borggård. Den nye hovedport mod nord blev befæstet med tre runde bastioner. Man begyndte også at bruge Tower som fængsel, royal skatkammer og til møntslagning.

 

Tower blev en turistattraktion i 1669

Et nyt afsnit i Towers historie begyndte med restaurering i 1660, hvor man også oprustede med artilleri. I 1669 blev slottet åbnet for besøgende, som kunne se kronjuvelerne og de historiske våben.

 

Et par hundrede år senere opfordrede prins Albert (Dronning Victorias mand) til, at Tower blev lavet om til et nationalt monument. Dette fik han støtte til. Man restaurerede og genopbyggede til middelalderens struktur, og arsenalbygningerne blev revet ned. Omkring år 1900 havde Tower ½ million besøgende hvert år.

 

I dag er tallet steget til over 2 mill. besøgende om året. Især kronjuvelerne er meget eftertrakterede. For at undgå en alt for lang kø, er der nu etableret et rullende fortov forbi dem.

 

Mindst 6 ravne hører til Tower

Ravnene er en af de mest berømte sider af Tower. Legenden fortæller, at Charles II fik at vide, at hvis ravnene forlod Tower, betød det, at kongedømmet og fæstningen ville falde. For en sikkerheds skyld holder dyrepasseren et skarpt øje med Towers ravne.

 

Yeoman Warders (Beefeaters)

Tower of London har 35 Yeoman Warders (vagter), og deres oprindelige funktion var at være monarkens personlige livvagter og fangevogtere. Nu fungerer de som turistguider og har ceremonielle opgaver.

 

Det er pensionerede officerer fra hæren og marinen, som får disse ærefulde stillinger.  Til daglig bærer de en mørkeblå uniform med røde striber og monarkens monogram i rødt. Under statsceremonier og monarkens besøg i Tower bærer de traditionelle røde uniformer med guldstriber, sådan som det var tradition i Tudor-tiden.

 

Tower Bridge

 

Tower Bridge

 

Tower Bridge

 

Tower Bridge ligger ved Tower of London

Tower Bridge er 265 m lang og har en klapbro. Den blev bygget sidst i 1800-tallet, fordi der opstod et behov for en bro på dette sted pga. den voksende menneske mængde i det østlige London. Lovgivningen krævede på dette tidspunkt, at broen blev bygget i victoriansk gotisk stil, så den harmonerede med Tower of London. 

 

Høje skibe som ønsker at sejle under broen, skal anmelde det et døgn før. Tidligere åbnedes broen 50 gange om dagen, nu sker det ca. 1000 gange om året.

 

Da vi gik over broen, undrede det mig, at de olympiske ringe ikke hang nede. Jeg spurgte en vagt om, hvordan det kunne være. Han forklarede, at når et skib skulle passere og broen klappes op, så var det nødvendigt først at hæve de olympiske ringe, så broen kunne åbnes optimalt. Han viste os en oversigt over dagens bookede "luk broen op" og sagde "det sker lige om lidt - op og ned i dag."

 

I samme øjeblik lød advarselshornet. Rødt lys for bilerne, og da alle fodgængere havde passeret broen, blev der lukket for passage. Det var rigtig spændende at opleve dette på tæt hold.

 

Mættede med indtryk tog vi tilbage til Victoria Station. Her hentede vi de hjemmefra reserverede togbilletter til næste dag. 

 

Bagefter fandt vi to ledige udendørs pladser på pubben Shakespeare, og nød en pint. Handlede ind på vej til hotellet (til morgenmad). Derefter aftensmad på Cyprus Mangal, samme gade som vores hotel. Et fantastisk spisested med græsk og tyrkisk mad.

 

Efter aftensmaden havde vi rygepause uden for, og en ung mand spurgte os, om vi havde spist der, om det var godt. Vi kunne varmt anbefale stedet og faldt i snak. Han var skotte og meget åben.

 

FREDAG 6. JULI 2012 - County Surrey

 

Efter morgenmaden tog vi en taxa til Waterloo Station. Herfra skulle vi med tog til Woking hvor Margaret og Geoff ville hente os. Det tog 25 min., og vi var meget spændte og glædede os vildt meget til at se dem igen. Mødte dem på turen til Orkneyøerne sidste år, og når vi nu var i London i år, var det vigtigt for os at se dem igen, hvis de havde tid, og det havde de heldigvis.

 

Dejligt at møde Margaret og Geoff igen

Ottershaw

De var på Woking Station til aftalt tid, og jeg må indrømme, at jeg var rørt af glæde. Fra første øjeblik gik snakken livligt, og første destination var deres hjem. Her fik vi kaffe/te og lagde planer for dagen.

 

De havde forskellige forslag, opleve lokale seværdigheder eller Windsor Castle. Vi ville gerne det lokale islæt, og det viste sig at være meget indholdsrigt.

 

Margaret og Geoff bor i Ottershaw, som ligger ca. 32 km sydvest for London. Byen har en købmand, men de større indkøb foregår i Guildford. Der er også to pub’s – the Otter (som også er en restaurant) og den altid populære Castle. Et andet godt spisested er the Spicy Cottage Restaurant (kendt som ”the Spicy”).  

 

Et betydningsfuldt vartegn er byens Christ Church, som var en gave fra Sir Thomas Edward Colebrooke (1813-1890). Han kom til Ottershaw i 1859, og afsatte tilstrækkelig af sin jord til at bygge en kirke, kirkegård og præstegård. Han betalte selv alle byggeomkostningerne og donerede herefter 100 £ til kirken hvert år.

 

Ottershaw er også kendt for deres mange vilde papegøjer, som holder til i dette område, og Mc Laren har hovedkvarter her.

 

Frokost på en pub i Surrey

Frokost på en traditionel pub

Vi skulle spise frokost i landsbyen West Horsley, på The King William IV”, som er en traditionel engelsk pub. De serverer bl.a. lokale fadøl fra Surrey, men brygger ikke længere selv..

 

I 1830 købte den lokale møller Edmund Collins 2 hytter ved siden af hinanden, så der både var plads til en bolig til hans familie og et sted til at brygge øl.

 

Som møller havde han allerede adgang til ingredienserne, og han profiterede af en ny lov, som tillod enhver at få licens til at brygge øl og sælge det fra deres hjem.

 

Denne lov var en reaktion på, at englænderne drak for meget Gin. Regeringen støttede, at det var meget sundere at drikke det gammeldags engelske øl.

 

Edmund Collins og hans døtre bryggede øllet bag i hytten og solgte det til tørstige forbipasserende fra et vindue forrest i hytten. Efter stor fremgang overtog en af hans svigersønner forretningen. I 1910 blev stedet udvidet med et ”Tea Room”, som dengang var mode for cyklende turister.

 

Rundt i landsbyen Shere

Shere

 

Shere

 

Abinger Hammer Clock

 

Silent Pool - kildevand

 

Silent Pool

 

Shere ligger i nærheden af Guildford og er en lille landsby med mange engelske traditioner.

 

I landsbyens centrum er der en klynge af gamle huse, butikker, tehuse, et kunstgalleri, et museum, to pub's og en normannisk kirke. Åen Tillingbourne løber gennem landsbyen.

 

Shere er også et sogn med i alt ca. 3300 indbyggere, og består af landsbyerne Shere, Gomshall, Holmbury, St. Mary og Peaslake.

 

Selv om det småregnede, da vi kom, ville vi gerne gå en lille tur i byen, se de gamle huse og den gamle kirke fra det 12. - 14. årh. Den blev bygget af jernstens-murbrokker og sandstens-støttepiller. Kirken blev restaureret i 1895.

 

Den lille kirke havde et spændende, gammelt interiør og mange moderne tiltag. Der var bl.a. en udstilling af digte, som skolens elever havde lavet. Og et træ med bønner på. Ved siden af træet var der små sedler, så enhver besøgende kunne skrive en bøn og hænge den på træet. 

 

Da vi kom ud fra kirken, skinnede solen, og det klarede op. Kirkegården bestod kun af gamle gravsten og højkors. Hvor landsbyens nye kirkegård ligger, fandt vi ikke ud af.

 

På vej tilbage til bilen kom vi forbi skolen og museet, som havde lukket.

 

Abinger Hammer Clock

Abinger Hammer er en anden lille landsby i nærheden af Guildford. Åen Tillingbourne løber også gennem denne landsby, som har et kombineret postkontor og købmandsbutik.

 

På hovedgaden findes et hus med en udhængende klokke, hvorpå der også er et portræt af figuren "Jack the Blacksmith", som slår timeslagene med sin hammer.

 

Klokken bærer mottoet: "By me you know how fast to go".

 

Klokken blev foræret til minde om den første Lord Farrer af Abinger Hall (han døde i 1899), og den repræsenterer jernindustrien og Surreys industrielle rolle før i tiden.

 

Silent Pool

Silent Pool er en sø med krystalklart kildevand og ligger ved foden af bakkerne North Downs i nærheden af Guildford. Vandet kommer fra en kilde i Downs kridtlag. Naturlig filtrering gør vandet helt klart med en blå grøn farve.

 

Mens Margaret og Jens sad ved søens bred og fik en god snak, gik Geoff og jeg ind til kildens udspring. Der var meget stille på dette sted, og det klare vand var ubeskrivelig smukt.

 

Geoff fortalte, at træernes pollen støvede vandet i søen til, så det ikke var så klart og gennemsigtigt her. Det kunne man tydeligt se.

 

En sti førte hele vejen rundt om søen, men et væltet træ spærrede, så vi måtte tilbage ad samme vej, som vi var kommet.

 

Fra det sted, hvor det væltede træ lå, kunne vi se Margaret og Jens, men ikke høre dem. Vi var dog ikke i tvivl om, hvem der talte og hvem der lyttede, det fortalte deres armbevægelser os. 

 

En legende om Silent Pool

I det 19. årh. blev det populært at besøge Silent Pool, og i 1858 skabte Martin Tupper nogle legender. Han hævdede, at en berømt biskop fra Canterbury (Stephen Langton) i det 13. årh blev født i Friday Street, en lille landsby i nærheden.

 

I Tuppers fantasi blev Stephen forældreløs, da hans far døde under et korstog, og hans mor døde kort efter. Som ung var Stephen god til at synge og blev adopteret af nogle munke, som sørgede for hans uddannelse.

 

Da Stephens stemme gik i overgang, mistede han sin gode sangstemme, og munkene så ikke længere noget værdifuldt i ham. Som 18-årig boede Stephen sammen med sin tante i Albury, og han blev forelsket i sin kusine Alice.

 

En sommeraften, mens det unge par gik tur i skoven mellem St Martha’s Chapel og Silent Pool, blev de overfaldet af nogle bøller ledet af ingen mindre end Prince John, den senere Kong John. Alice blev ført bort, mens Stephen blev gennemtæsket. Da han kom til sig selv, troede han, at Alice var død og i sin fortvivlelse besluttede han i en fart at vie sit liv til kirken. I mellemtiden slap Alice væk fra John. Hun troede, at Stephen var død og blev nonne.

 

Nogle år senere tog ung kvinde ved navn Emma nøgenbad i Silent Pool. Prince John hørte om dette, og red hen for at se det med egne øjne. Da han ankom, hang Emma på en gren og dyppede tæerne i vandet. Emma så John og hans mænd og prøvede at flygte ud i søen. John forfulgte hende til hest, og til sidst kunne Emma ikke længere bunde og sank til bunds. Hendes bror døde også, da han prøvede at redde hende.

 

Stephen Langton hørte om denne tragedie, og vidste nu også, at Alice var nonne og aldrig kunne blive hans. Hans had til Kong John betød, at han ledede en gruppe baroner, som tvang Kong John til at underskrive Magna Carta i 1215. Legenden slutter med, at det naturligvis er Emma, som nu spøger ved Silent Pool.

 

Legenden i en anden version

En skovarbejder boede i skoven ved Silent Pool sammen med sin elskede datter og søn. En dag gik hans unge, smukke datter Emma ned til søen for at bade. Da hun hørte en rytter nærme sig, kunne hun ikke nå i land og klæde sig på. I stedet for gik hun ud til det dybeste sted i søen, så vandet dækkede hendes nøgne krop.

 

Den fremmede rytter ankom til søbredden, og da han så den smukke unge kvinde, prøvede han at lokke hende op af vandet. Emma blev skræmt og vadede længere og længere ud i søen. Den fremmede blev vred, og han red ud i søen efter den skrigende unge pige.

 

Emmas bror arbejdede i skoven og hørte hendes skrig. Han skyndte sig ned til søen for at hjælpe hende. Desperat forsøgte han at slæbe hende i land, men han kunne knap nok selv svømme. Vandet opslugte dem begge, og de druknede i den dybe sø. Den fremmede galoperede væk og forsvandt ind i skoven.

 

Skovarbejderen søgte konstant efter sine elskede børn, indtil han en eftermiddag fandt dem, og trak dem op af vandet. Man tror, at den fremmede rytter var Prince John, som var kendt for sine onde gerninger.

 

Den unge piges spøgelse hjemsøger stadig søen i dag. Nogen har set den blege figur flyde i vandoverfladen, andre har hørt hendes dødsskrig og indtrængende bøn om hjælp.

 

Forfatteren Agathe Christie og Silent Pool

I 1926 brugte Agathe Christie Silent Pool til at skabe et kortvarigt mysterium. Den 3. december 1926 forlod Archie Christie sin kone for at leve sammen med Nancy Neele. Samme aften skrev Agathe Christie et brev til Deputy Chief Constable of Surrey og hævdede, at hendes liv var i fare. Hun efterlod sin sovende datter og kørte hjemmefra.

 

Senere blev hendes bil fundet på parkeringspladsen ved Silent Pool. Bilen var forladt, tilfrosset og med tændte lygter. En stor eftersøgning med hundredvis af betjente blev sat i gang. Ugen efter forfatterens forsvinden sluttede 15.000 frivillige sig til eftersøgningen. Archie Christie blev mistænkt for evt. mord og blev bevogtet af politiet.

 

En uge senere blev Agathe Christie fundet på Hydro Hotel i Harrogate. Hun hævdede, at hun havde haft hukommelsestab. Agathe Christie havde brug for at komme sig over denne episode, men i hendes kaotiske tilstand virkede det som om, at hun havde ønsket at skabe et mord mysterium, hvor Archie Christie var hovedmistænkt.

 

Aftensmad i Ottershaw

Vi hilste også på Margaret og Geoffs to døtre. Anna (som bor i Swansea, Wales) boede midlertidigt hos dem, fordi hun havde været ude for et uheld på cykel. Hun gik stadig med krykker, men var heldigvis i god bedring. Hjemmeboende Emily skulle i byen kort efter, at hun kom hjem.

 

Margaret lavede en fantastisk velsmagende aftensmad, og hun ville ikke ha' køkkenhjælp. Imens hyggede Jens og Geoff sig foran computeren, og jeg læste i nogle bøger, Margaret viste mig.

 

Bagefter kørte de os til stationen i Woking, hvor vi skulle sige farvel. Håber sådan vi får dem at se igen. Fra Waterloo station i London tog vi en taxa til vores hotel.

 

LØRDAG 7. JULI 2012 - Sydvest-England, Stonehenge og Durdle Door

 

Vi ville gerne ha' været på en tur helt til Land's End, men den tur fandt sted samtidig med de mulige guidede ture i Wales, og dem prioriterede vi højest. Derfor valgte vi en 3-dages tur til Sydvest-England (2 overnatninger i Exeter) med Rabbie's.

 

Turen startede fra Victoria Station. Skulle foregå i en minibus med plads til 16 deltagere, og dem glædede vi os meget til at møde. Vi undrede os noget over, at der ikke var andre, som stod i kø ved bussens holdeplads. Men det havde en naturlig forklaring. Vi var kun 3, som skulle med, David, Jens og mig. En lidt flad fornemmelse, må jeg indrømme.

 

David var en meget sympatisk mand, som var direktør i et informationsbureau. Han rejste meget rundt for at undersøge, hvad der var sjovt og underholdende rundt omkring i England. Dette skrev han så om på hjemmesiden http://www.whatsgoodtodo.com. Vi fik også hans visitkort og et af hans kataloger, så vi kunne se, hvad og hvordan.

 

Første stop var ved Stonehenge, og der var vejret bestemt ikke med os. Det regnede og blæste meget, hvilket gjorde rundturen til lidt af en prøvelse. Jeg troede også, at Stonehenge var meget større. I hvert fald var jeg mere imponeret sidste år på Orkneyøerne, da vi så Stones of Stenness & Ring of Brodgar. 

 

Stonehenge er en ca. 4300 år gammel stencirkel

Stonehenge

 

Stonehenge

 

Stonehenge ligger i nærheden af Salisbury, ca. 140 km sydvest for London og er en dobbelt stencirkel.

 

Den inderste cirkel er bygget af lokale sten, mens de store ydersten (som vejer mange tons) er fragtet til Stonehenge fra et stenbrud i Preseli bjergene i Wales.

 

De oprejste ca. 4 m høje sten kaldes sarsens og danner en kreds med en diameter på ca. 33 m. Der er ca. 1½ m mellem hver sten. I sin tid var der 30 af disse sten med overliggere af sandsten, som kom fra Avebury i nærheden.

 

I den indre kreds er stenene meget mindre og uden overliggere. Det er dem, som kommer fra Wales. Den hesteskoformede inderste kreds består af de største sten, hvor den største er 7 m høj og vejer 45 tons.

 

Stonehenges akse er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Men ingen ved præcist, hvad formålet med stencirklerne var. Der findes mange forskellige teorier. En nyere teori er, at Stonehenge var et center for helbredelse.

 

Salisbury har Englands højeste spir på 123 m

På vej videre kom vi igennem Salisbury, som i dag er en by med ca. 45.000 indbyggere.

 

For ca. 1000 år siden byggede normannerne en borg og en kirke her, og stedet kaldtes Sarum. Da forholdet mellem de gejstlige og militæret på borgen blev dårligere, besluttede man at grundlægge en ny by, New Sarum.

 

En legende fortæller, at man i 1200-tallet skød en pil fra borgen, og dér hvor den ramte, skulle der bygges en katedral. Pilen ramte imidlertid en hjort, som løb 3 km videre, inden den faldt om.

 

Her blev katedralen så opført, og Salisbury grundlagt. Katedralens spir på 123 m blev tilføjet senere, og katedralen har også Englands ældste mekaniske ur, som er fra 1386.

 

Durdle Door er en kalkstensklippe

Sydvest England

 

Jurassic kysten

 

På vej tilbage fra Durdle Door

 

Indisk aftensmad

 

Næste destination var Durdle Door, som ligger ved Lulworth Cove i det sydlige Dorset. Det regnede rigtig meget, og vel ankommet fortalte vores guide, at den vej, vi lige havde kørt, nu var lukket pga. oversvømmelse. Der var vi heldige.

 

Efter en dejlig frokost klarede vejret op, og det var tørt, da vi skulle se Durdle Door. Der var mulighed for at gå dertil over en bakketop. Men vi valgte køreturen til at komme tættest på, hvis nu regnen satte ind igen, men den udeblev i de afgørende øjeblikke.

 

Durdle Door ligger på Jurassic kysten og er en kalkstens klippe med en naturlig bue. Som guiden forklarede, så lignede det en dinosaur, der dyppede sit hoved i vandet. I klippen over buen kan man se flere huller, som er forsteninger af, hvor der groede koglepalmer for 147 millioner år siden. Navnet Durdle kommer fra det angelsaksiske ord 'thirl', som betyder en åbning.

 

Klippen består af fire forskellige typer sten. Hver især blev formet under vandet og hævede sig, da kontinenterne stødte sammen. Den hårde Portland sten blev nedbrudt af havet og skabte Durdle Door som sammen med mindre sten i vandet viser, hvor kystlinjen var for 10.000 år siden. Blødere klipper bagved blev vasket væk af havet og har efterladt kridt klipper, der nu er udsat for erosion.

 

Selv om vejret var ustadigt, var stedet alligevel en populær attraktion. Udsigten ved Durdle Door var fantastisk betagende. Der var også en sandstrand, hvor enkelte morede sig med at soppe, mens andre havde en konkurrence i mudder glidning på græs-skrænten ved parkeringspladsen.

 

Herefter fortsatte turen videre til Exeter, og regnen kom igen, mens vi kørte. Mange steder kunne vi se, at markerne var oversvømmet og floderne var også gået over deres bredder.

 

Overnatning i Exeter

I Exeter var det blevet tørvejr, da vi skulle ud af bussen. Vi skulle bo på et rigtig dejligt sted i nærheden af byens centrum, B&B Park View, en overnatning Rabbie's havde sørget for. Gæstehuset er familiedrevet, og personalet var meget flinke og behjælpelige. Vores værelse på 1. sal var dejlig stort og rent, og ikke mindst med et rummeligt badeværelse. Der var også elkedel, så vi kunne lave en kop kaffe, samt fri internet.

 

Byens centrum med mange gode restauranter lå 10 minutters gang fra Park View. Her fandt vi en indisk restaurant og fik et velsmagende aftensmåltid.

 

SØNDAG 8. JULI 2012 - Sydvest-England, Dartmoor, Tavistock og Exeter

 

Dejlig morgenmad

 

Dartmoor

 

Tåge på toppen i Dartmoor

 

Postbridge

 

 

 

Tavistock sognekirke

 

Clapper bridge i Dartmeet

 

Det var vidunderligt og en stor nydelse at spise morgenmad på Park View. Der var rigtig mange valgmuligheder, og der var ikke lang ventetid på den veltilberedte mad.

 

Efter morgenmaden havde vi god til, for guiden ville først hente os kl. 10, hvor vi skulle til Dartmoor Nationalpark.

 

Jeg benyttede ventetiden til at gå en lille tur og nyde den dejlige solskinsmorgen. Overfor Park View var der en park. Her blev der luftet hunde denne søndag morgen.

 

Rundt om hjørnet kom man ned til centrum. I en rundkørsel stod et klokketårn. Men det smukkeste var absolut den blå, skyfri himmel.

 

Køreturen gennem Dartmoor Nationalpark

Området var ubeskrivelig smukt og fyldt med det ene panorama efter det andet. Både de smalle veje med hegn og træer, der nogle gange hang ind over vejen, og de fantastiske udsigtspunkter.

 

I dette område gik der også mange får på vejen, og de havde bestemt ikke travlt. På græsarealerne var der også vilde ponyer.

 

Dartmoor er med sine 625 km2 det største granitområde i England. En stor del af området er fyldt med tørv. Navnet kommer fra floden Dart, som starter med en østlig og vestlig flod, som mødes i Dartmeet.

 

Det højeste punkt High Willhays er 621 m.

 

Der falder mere regn i Dartmoor end i det omkringliggende lavland. Tørven er med til hurtigt at absorbere regnen, så området er sjældent tørt, men fyldt med farlige moser.

 

Bl.a. forfatterne Agathe Christie og Arthur Conan Doyle blev inspireret af Dartmoor. Da vi kørte forbi Dartmoor fængsel blev det pludselig enormt tåget, og vi blev mindet om Hunden fra Baskerville.

 

Postbridge er en clapper bro

Midt i Dartmoor er der en clapper bro over East Dart River. Den ligger kun 20 m fra vejens nuværende bro, som blev bygget i 1780'erne. I floden er der tre stabler af sten, hvorpå der er lagt ca. 4 m lange og 2 m brede flade sten. Hver af disse sten vejer over 8 tons. Det er stadig muligt at gå over denne bro.

 

Clapper broer er meget kendte i Dartmoor, fordi der er så mange små floder her. De blev bygget i middelalderen, og der findes i alt 30 af dem.

 

Vi holdt en dejlig formiddagspause her, nød naturen, det gode vejr, og det rislende vand. Et velegnet sted at nyde en medbragt frokost, men det skulle nu vi ikke.

 

Tavistock er en markedsby

Formålet med middagspause i denne by var at besøge deres marked, men det havde lukket om søndagen. Jeg blev noget skuffet og følte, at det skulle guiden ha' haft lidt bedre tjek på.

 

Det blev en lidt stresset og mærkelig frokostpause, for umiddelbart var der ikke nogle gode spisesteder i centrum. Det endte med, at vi købte nogle sandwich og sad på en bænk og spiste. Havde ellers set frem til en kulinarisk oplevelse, men det lykkedes ikke for os.

 

Tavistock er også den by, som Sir Francis Drake kom fra. Han blev født i ca. 1540 og var forkæmper for Dronning Elisabeth 1., den første englænder til at sejle ud i verden og en af de engelske officerer i den afgørende sejr over den spanske Armada i 1588.

 

Endnu en clapper bro i Dartmeet

I Dartmeet så vi resterne af en anden clapper bro. Et meget idyllisk sted. Her skete der også noget spændende, som optog mig meget.

 

En ung cyklist forcerede stenene på sin cykel, og jeg optog det på video. Jeg synes, det var både nervepirrende og godt gået. Bagefter snakkede jeg med ham, og spurgte om han nogen gange var kommet til skade. Han havde brækket sine håndled og ankel flere gange, men det kunne ikke afholde ham fra denne sport.

 

 

Buckfast Abbey er et benediktinerkloster

Buckfast Abbey

 

Buckfast Abbey

 

Centrum i Exeter

 

Katedralen tømmes for inventar

 

Stolene køres til opbevaring

 

Waterfront i Exeter

 

Butts Ferry er grøn

 

Middelalderbro i Exeter

 

Udendørs "pub" på vores B&B

 

Klosteret ligger i Devon og er fra 1018. Det hørte under cistercienserordenen fra 1147, og i middelalderen blev klosteret rigt via fiskeri og handel med fåreuld.

 

To abbeder og mange munke døde under Den sorte Død. Til sidst var der kun 14 munke tilbage på Buckfast.

 

I 1539 blev klosteret opløst ved en kendelse af kong Henry VIII. Munkene blev tvunget til at forlade klosteret, som herefter blev plyndret og ødelagt.

 

I 1882 flyttede der atter munke ind på stedet. Det var seks benediktinermunke, som var forvist fra Frankrig. De levede i ruinerne og startede en genopbygning af klosterkirken, som blev færdig i 1937.

 

Buckfast Abbey er nu selvbærende med en gård, hvor der dyrkes vin, grøntsager og bier, svin og kvæg. De har en restaurant og en butik, der sælger bivoks, bøger, souvenirs og deres egen Buckfast Tonic Wine, som munkene begyndte at fremstille i 1890'erne, efter en fransk opskrift.

 

Der var mange besøgende på klosteret, og mulighed for at deltage i gudstjenesten, som netop skulle til at begynde, mens vi var der.

 

Exeter er en dejlig by

Allerede ved 16-tiden var vi tilbage i Exeter, hvor vi blev sat af i byens centrum. Resten af dagen var nu til fri disposition. Vores guide informerede os om, hvilke seværdigheder, der var. Så kunne vi selv vælge, hvad vi ville se.

 

Allerførst ville vi dog finde en købmand og kiggede os omkring. Fik øje på en Sainsbury lidt henne ad gaden. Jeg mente, indkøbene kunne vente, så vi ikke skulle bære rundt på varerne resten af dagen. Jens mente, at de måske lukkede tidligt på en søndag i sådan en "mindre" by, og han skulle nok bære rygsækken. Det endte med, at jeg tjekkede butikkens åbningstider, mens Jens hvilede sin ømme fod. Det var heldigt, han fik mig overtalt, for Sainsbury lukkede kl. 16.30.

 

Nu var tiden inde til at finde en fortovscafé, hvor vi kunne sidde i solen og nyde en cappuccino eller pint, hvad der nu viste sig muligt. Vi fandt et dejligt sted lige over for Exeter Cathedral og var enige om, at vi bagefter ville ind og se den.

 

Exeter Cathedral skulle restaureres

Vi kunne se, at mange var henne og kigge ved døren ind til katedralen, men de gik hurtigt videre. Måske var der slet ikke åbent? Jeg var nysgerrig og gik over for at tjekke. Det viste sig, at katedralen var lukket pga. restaurering. En masse håndværkere var ved at bære alt inventaret ud. Det skulle opbevares i containere, som stod på den store plads foran katedralen.

 

Exeter Cathedral er en anglikansk katedral og sæde for biskoppen i Exeter. Den nuværende bygning stod færdig omkring år 1400. Katedralen har flere bemærkelsesværdige tiltag, bl.a. et astronomisk ur, det længste hvælvede loft i England og 50 nådestole (en lille træhylde på undersiden af et klapsæde i en kirke, så det ikke er så anstrengende at stå op under en lang bøn).

 

Ærgerligt, at vi ikke kunne komme ind og se katedralen, men heldigvis fik jeg lov til at kigge ind bag tremmerne for døren og ta' nogle fotografier. Bagefter gik vi en tur rundt om kirken, et hyggeligt kvarter med mange gamle og smukke huse.

 

Vi blev enige om at gå ned til havnefronten ved floden Exe. Her var der mange restauranter og en dejlig afslappende udsigt over floden. Et godt sted at nyde både pint og aftensmad (i nævnte rækkefølge).

 

Butts Ferry

Butts ferry er en håndbetjent kabeltrukket færge for fodgængere, der ønsker at krydse floden Exe ved havnefronten. Denne færgeoverfart har eksisteret siden 1641. Navnet er dog nyere, idet færgen er opkaldt efter George Butt, som kæmpede for at holde overfarten åben, da byrådet i 1971 forsøgte at lukke den.

 

Færgen er nu lavet af aluminium og er 8,2 m lang. Den trækkes manuelt over floden ved hjælp af et 46 m langt kabel. Mens vi sad ved havnefronten, var den ikke i brug. Tæt på var der i øvrigt en gangbro over floden.

 

Der var en middelalder bro i Exeter

Da vi skulle hjem til vores B&B, ville Jens helst ha' haft en taxa, men der kom ikke lige nogen forbi i starten. Vi kunne selvfølgelig ha' bedt restauranten ringe efter én, men valgte at begynde at gå til centrum. Her vidste vi nemlig, hvor taxaernes holdeplads var.

 

Vejen til centrum gik imidlertid stejlt opad. Her ville Jens ikke gå. Derfor valgte vi en anden rute, der var mere jævn og ikke så stejl. Det viste sig også, at vejen var meget længere.

 

Dette førte os tilfældigt forbi resterne af en bro fra middelalderen. Et velegnet sted at holde pause og lægge planer. For Jens kunne ikke gå mere denne dag. Han havde vildt ondt i foden.

 

Vi havde heldigvis et bykort med, og jeg foreslog, at han skulle vente, mens jeg gik til centrum, hyrede en taxa og hentede ham. Men Jens var stædig og fortsatte lidt endnu, indtil han måtte give op. Jeg fortsatte alene, og det gik stejlt opad det sidste stykke vej til centrum. Desværre ville der gå ½ time, inden der var en ledig taxa, fik jeg at vide. Bestilte den og sms'ede denne besked til Jens.

 

Ved ikke hvor han fik kræfterne fra, men han trodsede smerterne og ankom samtidig med taxaen, hvorefter vi blev kørt det sidste stykke vej til Park View B&B.

 

Efter alle disse strabadser havde vi virkelig brug for noget til at dulme. Det blev udenfor, hvor vi sad op af husmuren og hyggede os på denne meget lune sommeraften.

 

MANDAG 9. JULI 2012 - Sydvest-England, Glastonbury Tor og Bath

 

Glastonbury Tor

 

Fantastisk udsigt fra hvilebænken

 

Vejen op var meget stejlt

 

Smuk natur i alle retninger

Efter en dejlig morgenstund fortsatte vi nordpå til Glastonbury Tor, som er en 158 m høj, hellig bakke med et St. Michaels tårn på toppen. Dette tårn er resterne af en middelalder kirke, som blev ødelagt under et jordskælv i 1275.

 

Vores guide viste os forkert på vej, så vi kom til at gå en lang omvej til toppen. Det blev oplevelsen faktisk kun bedre af.

 

Da vi endelig kom til indgangen, så vi allerførst et træ med tøjstrimler. Her var der også et lille alter med et stearinlys, hvor nogen som stod og bad. Sådanne kludetræer havde vi også i Danmark i gamle dage. Måske de også her bandt sygdomme og dårligdomme til træet i håbet om at blive raske?

 

Turen til toppen var opdelt i terrasser og stien belagt med fliser, på de stejle steder var der trappetrin. Man kan fint beskrive det som en sti med rigtig mange serpentinersving. Undervejs var der opstillet bænke, hvor man kunne få sig et hvil eller nyde den storslåede udsigt. De mange geder gik frit omkring, nogle på stien, andre græssede på skråningerne. Det betød, at man skulle passe på ikke at træde i gedelort.

 

Tårnet på toppen var meget mindre, end det så ud nede fra. Det gav også en underlig fornemmelse at stå på denne hellige bakke med alle dens myter. Her ville ingen fjende kunne angribe uden at blive opdaget med det samme.

 

Der var en fantastisk udsigt til alle sider. De mange oversvømmede marker vidnede om, at den engelske sommer i år var meget våd. Til sidst gik vi en anden vej ned, og fik således oplevet hele Glastonbury Tor.

 

I stenalderen var Glastonbury Tor et helligt sted

Man ved, at der fandtes tidligere bosættelser i dette område. På bakketoppen har man fundet en begravet stenalderøkse, som sandsynligvis var en offergave. Udgravninger viser, at bakken er blevet brugt til hellige formål.

 

Enkelte fund tyder på, at romerne har haft et landbrugscenter her. Da de forlod stedet, flyttede keltere i midten af 400-tallet ind i små hytter. Det var formentlig keltiske eneboere, som brugte Glastonbury Tor som tilflugtssted (under St. Patrick), men kan også have været en lille garnison for de keltiske konger.

 

Middelalderen

Alt på Glastonbury Tor blev jævnet i 900 eller 1000-tallet, så man kunne bygge en stor stenkirke. Efter at kirken blev ødelagt under et jordskælv i 1275, blev kirken genopbygget i 1323, dog noget mindre. Kirken eksisterede indtil 1539, da abbeden døde under Henry VIII. Herefter blev kirken brugt som stenbrud. Det eneste der nu er tilbage, er tårnet.

 

Der er mange myter om Glastonbury Tor

Myterne om Glastonbury Tor er meget usædvanlige. Stedet er bl.a. blevet kaldt for det magiske bjerg, hjemstedet for underverdenens herre og feernes konge Gwyn ap Nudd, et spirituelt slot, De Dødes Land, druidernes indvielsessted til voksenlivet, et center for frugtbarhedsritualer og kong Arthurs fort.

 

Munken Caradoc fra Llancarfan har nedskrevet beretningen om, hvordan kong Arthur reddede dronning Guinevere. Hun blev kidnappet af kong Melwas af Somerset og holdt som fange på Glastonbury Tor. Kong Arthur kom for at redde hende, og med sig havde han soldater fra Devon og Cornwall. De blev dog forhindret af det våde område. Der blev arrangeret et møde mellem Arthur og Melwas, og det endte med, at Guinevere blev frigivet. Udgravninger peger på, at der har været et fort her i denne periode.

 

Tunneller og vandveje

Under Glastonbury Tor findes der flere tunneller og underjordiske kilder. Indtil 1960'erne blev en af disse tunnelindgange brugt til jazz sessioner. Den mest berømte fortælling handler om en tunnel fra klostret til Tor. På et tidspunkt gik 30 munke ind i tunnellen, men kun tre vendte tilbage. To af dem var nu sindssyge og den sidste stum. Man tror også, at der ligger et skjult druide tempel eller en druide hule under Tor.

 

Bath

Bath

 

De romerske bade

 

De romerske bade

 

De romerske bade

 

Bath Abbey

 

Der var mange mindetavler

 

Turen gik nu videre til Bath, hvor der var frokostpause og 2½ time til fri disposition. Bath har ca. 80.000 indbyggere og er mest kendt for de romerske bade, som har givet byen dens nuværende navn.

 

Bath blev grundlagt af romerne som en badeby og fik navnet Aquae Sulis. I middelalderen var Bath et vigtigt center for uldindustrien. Der er mange sandstenshuse i Bath, og jeg synes, de falder i rigtig god stil med de romerske bade.

 

Vi fandt en dejlig fortovsrestaurant tæt på de romerske bade. Menuerne var vildt dyre, så vi valgte en forret. Fik laks og ørred med lidt salat og brød til. Kan ikke påstå vi blev mætte, men det smagte himmelsk.

 

De romerske bade i Bath

Badene er en stor turistattraktion og ligger under gadeniveau. Bygningerne over gadeniveau er fra 1800-tallet. De fire hovedpunkter er den hellige kilde, det romerske tempel, det romerske badehus og museet.

 

Varme kilder

Det vand som bobler op af jorden i badene er faldet som regn i de nærliggende Mendip bakker. Her siver det ned gennem kalkstenslag til en dybde på mellem 2700 m og 4300 m, hvor geotermisk energi opvarmer vandet til mellem 64 og 96 grader. Under tryk stiger det opvarmede vand op til overfladen langs revner i kalken.

 

Det første tempel på dette sted med varme kilder blev bygget af keltere. Det blev indviet til gudinden Sulis, som romerne identificerede med Minerva.

 

I 60-70 e.Kr. byggede romerne et tempel og badekomplekset blev gradvist opbygget gennem de næste 300 år.

 

I det 2. årh. var der både hede, varme og kolde bade, som lå i en træbygning. Efter den romerske tilbagetrækning i 400-tallet gik badene i forfald og blev til sidst ødelagt af tilsanding og oversvømmelse.

 

Museet rummer genstande fra den romerske periode, bl.a. mere end 12.000 romerske mønter som blev kastet i den hellige kilde.

 

Man har også fundet ca. 130 forbandelsestavler. Dette var tavler, hvorpå der var skrevet en forbandelse mod dem, som havde stjålet ens tøj, penge eller lignende. 

 

I slutningen af det 19. årh. blev der lavet stenbuster af de romerske kejsere og guvernører. Disse buster er placeret, så de kigger ud over det store bad. 

 

Bath Abbey (klosterkirke)

Ved indgangen til Bath klosterkirke stod en kvinde og delte informationsfoldere ud, og de fandtes på mange forskellige sprog. Jeg bad om en på engelsk, for det er yderst sjældent, de findes på dansk i udlandet. Hun ville dog vide, hvor jeg kom fra, og med et stort og stolt smil gav hun mig én på dansk.

 

Folderen indledes med et sjovt velkommen

Herefter anbefales man at kigge på det store vindue i klosterkirkens øst ende, fordi det indeholder 56 scener fra Jesu liv. Og så følger der ellers en humoristisk beretning om Jesus.

 

Jesus blev født for ca. 2000 år siden i Betlehem, en upåagtet by i Palæstina. I sine første 30 år boede og arbejdede han i et almindeligt hjem. I de næste 3 år vandrede han rundt og underviste folk om Gud og helbredte syge ved Genesarat søens bredder. Han kaldte 12 almindelige mænd til at være sine disciple.

 

Han havde ingen penge. Han skrev ingen bøger. Han rådede ikke over nogen hær. Han udøvede ikke politisk magt. I løbet af sit liv rejste han ikke længere end 300 km i nogen retning. Han blev korsfæstet i en alder af 33 år. I dag tilbeder næsten 2 milliarder mennesker over hele verden Jesus som guddommelig - som Guds søn.

 

Bath Abbeys historie

Bath Abbey startede som et benediktinerkloster og er i dag en sognekirke. Den hedder The Abbey Church of Saint Peter and Saint Paul, i daglig tale kaldet Bath Abbey.

 

Mellem 300 og 350 boede der kristne i Bath, og i 676 blev der grundlagt et nonnekloster. Knap hundrede år senere fik St. Petersmunkene et landområde ved Bath og byggede et kloster. I 973 kronedes Edgar som den første egentlige konge i Bath Abbey.

 

I 1090'erne flyttede den normanniske biskop John de Villula sit sæde fra Wells til Bath, hvor han grundlagde en ny katedral. Denne lå i ruiner 400 år senere, og derfor blev klosterkirken taget i brug som erstatning.

 

1539 blev Bath Abbey lukket. Grunden blev solgt og bygningerne blev temmelig ødelagte. 30 år senere fik Bath tilbudt de ødelagte klosterbygninger som sognekirke. Herefter blev kirken repareret og fik lagt tag på igen.

 

I 1860'erne betalte sognepræst Kemble for en større restaurering, men under 2. verdenskrig blev Bath bombet og kirken blev beskadiget. En ny restaurering fandt sted i 1990'erne.

 

Vi kunne godt ha' brugt mere tid i Bath

Der var en dejlig atmosfære i denne by, og vi kunne sagtens ha' brugt lidt flere timer til at fordybe os og bare nyde at kigge. På pladsen mellem de romerske bade og klosterkirken optrådte musikanter, noget som på denne solskinseftermiddags gav en dejlig stemning.

 

Hjemturen til London var drøj

Det tog 3½ time at køre fra Bath til London. For det første var en af indkørselsvejene til London lukket pga. vejarbejde, det øgede trafikken på de andre veje. For det andet var det myldretid, da vi kom til London. Vores guide var rigtig god til at udfylde ventetiden under den lange kørsel med alle mulige informationer, både om det vi kom forbi, men også andet.

 

Han fortalte os fx om Londons taxachauffører. Han beundrede dem og mente, at de var de dygtigste i hele verden. Deres hjerne indeholdt alle Londons gadenavne (og det er MANGE). Det tog mellem tre og fem år at læse til taxachauffør i London og få licens.

 

Pimlico kvarter i London

Det var nemt og hurtigt at gå fra Victoria Coach Station til Colliers Hotel på Warwick Way, og her fik vi denne gang et dejligt "stort" værelse, også med et lidt større badeværelse. Men kun for én nat, fik vi at vide. Næste dag skulle der udføres reparationer i dette værelse.

 

Resten af aftenen gik med indkøb i Tesco og aftensmad på Cyprus Mangal, og dejligt de kunne genkende os. På vej tilbage til hotellet kom vi forbi et udlejningsbureau og kiggede priser på huse og lejligheder i London. Priserne i £ var næsten som i danske kroner, - så er det lige man skal gange med ca. 9,45. Kort sagt, dyrere end dyrt.

 

TIRSDAG 10. JULI 2012 - St. Paul's Cathedral og Les Miserables

 

Vi sov "længe" denne morgen og kom først til morgenmad 8.45. Vi havde selvfølgelig eget brød og pålæg med og kom lidt i sidste øjeblik, fordi der kun blev serveret morgenmad mellem kl. 8 og 9, men vi havde ikke så travlt denne dag. Dagen skulle nydes ved St. Paul's Cathedral, og om aftenen skulle vi i Queen's Theatre og se Les Miserables.

 

Colliers Hotel, London

 

St. Paul's Cathedral

 

 

Mens vi var ved at gøre klar til afgang ved 10-tiden, blev vi ringet op af receptionen. Vi skulle skifte værelse. Det viste sig at have en meget snæver indgang. Selve værelset var lidt større, med to vinduer og god gulvplads ved skrivebordet. Men for smalt der, hvor sengen stod, og badeværelset var igen det dér 1½ m2 "skab".

 

En dyr tur med taxa pga. tæt trafik

Omkring 10.30 tog vi en taxa til St. Pauls Cathedral, og det blev en dyr fornøjelse. Rødt lys, vejarbejde og myldretid tog sin tid, alt imens taxameteret tikkede. Chaufføren var faktisk ked af situationen, blev ved med at sige "I am so sorry". Da vi skulle hjem gled trafikken uden problemer, og samme rute kostede kun det halve.

 

Formiddags siesta

På pladsen ved St. Pauls Cathedral var der en fortovscafé. Her startede vi med en kop kaffe og nyde solen, udsigten og omgivelserne. Vi vidste, at der sandsynligvis ville komme regn senere på dagen, det meldte vejrudsigten i hveret fald (og det holdt stik).

 

Temple Bar en en gammel byport

Temple Bar er den eneste tilbageværende byport i London. Den blev bygget i 1672 for at erstatte en tidligere faldefærdig træport, som havde overlevet den store brand i London i 1666.

 

Byporten var oprindelig placeret i vejkrydset ved Fleet Street og the Strand, men blev pga. voksende trafikale problemer fjernet i 1878, sten for sten. Meningen var, at den skulle rejses igen et eller andet sted i London, hvor der var plads til det.

 

Selv om mange havde en stærk tilknytning til Temple Bar, fandt man ikke en ny plads til den. I 1887 erhvervede bryggeren Sir Henry Meux stenene og genopbyggede byporten som indgang til hans ejendom ved Theobalds Park i Hertfordshire.

 

Med årene blev der begået hærværk på byporten, og dens tilstand blev forringet. Derfor købte fonden Temple Bar Trust (stiftet i 1976 af Sir Hugh Wontner) stenene for at rejse byporten et sted i London. Efter en lang kampagne, hjulpet af donationer, fandt man stedet ved St. Paul's Cathedral. I 2001 accepterede en domstol, at byporten var en gave fra Temple Bar Trust, og at London skulle betale alle omkostningerne i forbindelse med rekonstruktionen. Dette arbejde startede med det samme og blev fuldført i 2004.

 

St. Paul's Cathedral

St. Paul's Cathedral ligger på "Ludgate Hill" i Londons centrum og er en anglikansk domkirke, som er sæde for biskoppen af London. Den nuværende bygning blev påbegyndt sidst i 1600-tallet og er den femte St. Paul's Cathedral på dette sted.

 

Henrik 8. grundlagde den anglikanske kirke

Da Henrik 8. ville skilles fra sin kone, fik han afslag fra paven. Som modtræk grundlagde han den anglikanske kirke, hvor skilsmisser blev tilladt. Da katolicismen blev afskaffet, blev Henrik 8. kirkens overhoved. Han brugte denne magt til at overtage klostrenes rigdomme, og brugte dem herefter på at føre krig mod Frankrig.

 

St. Paul's Cathedral er overvældende STOR OG SMUK

St. Paul's Cathedral er bygget af Portland sten i sen renæssancestil og er den næststørste kirke i Storbritannien. Domkirken er 111 m høj, og var den højeste bygning i London indtil 1962. Skibet har tre små kapeller i to tilstødende sideskibe. Det vigtigste rum i domkirken findes under den indvendige kuppel, som hæver sig 108,4 m fra domkirkens gulv.

 

Kuplen, som er inspireret af Peterskirken i Rom, er blandt de højeste i verden. Her findes tre gallerier, som man har mulighed for at gå op til, det indvendige Whispering Gallery og de to udvendige Stone Gallery og Golden Gallery. I den udleverede informationsfolder kunne man læse, hvor mange trappetrin der var til hvert af disse gallerier.

 

Forbudt at tage fotos indenfor

Det var desværre forbudt at fotografere indendørs i domkirken, hvilket jeg respekterede.

Men jeg lagde også mærke til, at vagterne overhovedet ikke reagerede på de enkelte, som alligevel tog fotos. Derfor besluttede jeg mig for at filme lidt, mens herrekoret sang:

 

 

Whispering Gallery var storslået

Efter 257 behagelige trappetrin (ikke stejle, og meget brede trin) når man til det indvendige Whispering Gallery, som ligger 30 m over domkirkens gulv. Her var der en storslået udsigt, både ned i det store kirkerum og op i den enormt smukke kuppel, der med sine flotte malerier var et kapitel for sig.

 

Jeg følte mig meget utilpas på den smalle balkon, som gik hele vejen rundt. Selv om der var bænke, hvor man kunne sidde og beundre scenariet. En sikkerhedsvagt fortalte mig, at dette var det "værste" galleri, hvis man havde højdeskræk. Hun opfordrede mig til at fortsætte højere op, fordi Stone Gallery var omgivet af høje stenmure, og der ville man automatisk føle sig mere beskyttet og sikker. Hun havde ret!

 

Stone Gallery var en stor oplevelse

Der var nu 119 trappetrin op til Stone Gallery, som ligger 53 m over domkirkens gulv. Her havde jeg ingen kvaler ved at vandre frit rundt. Jeg følte mig sikker og nød udsigten ud over London.

 

Herfra og til toppen Golden Gallery var der yderligere 32 m at forcere, dvs. 152 trappetrin mere. Denne trappe var meget trang og stejl, og et skilt fortalte, at man ikke havde mulighed for at fortryde, hvis man begyndte at gå op. Der var ikke plads til at passere hinanden, så man skulle helt til tops for at gå ned ad en anden trappe. Jeg havde hverken "gode ben" eller lyst til denne stejle og trange oplevelse og luskede slukøret ned.

 

Krypten i St. Paul's Cathedral

St. Paul's Cathedral har også en krypt med over 200 mindesmærker. Samtidig er der en boghandel, cafeteria og restaurant (men de havde lukket midt på eftermiddagen).

 

Frokost og siesta i regnvejr

Derfor besluttede vi at finde et sted i nærheden, gerne en fortovsrestaurant. Den fandt vi i gården bag den gamle byport Temple Bar. Her kunne man sidde under kæmpestore parasoller, og vi havde kun lige sat os og bestil frokost, da der kom et voldsomt skybrud. Meget hyggeligt at sidde i ly og kigge på de våde omgivelser. 

 

Efter en tur rundt om domkirken, da det atter klarede op, var tiden inde til at tage tilbage til hotellet og skifte til "teater-tøj". Pludselig sagde Jens: "Så er det NU", og han fangede straks en taxa. Et øjeblik efter styrtregnede det igen, men vi sad tørt indenfor i taxaen.

 

Les Miserables var en STOR oplevelse

Queen's Theatre

 

Regnvejr

Vi satsede på, at der var spisemuligheder i nærheden af Queen's Theatre, og det var der. Da vi ankom med taxa ved 18-tiden, kunne vi se, at man allerede kunne hente de reserverede billetter i box-office, som lå i indgangen til teatret. Det gav os både ro og mere tid til at nyde aftensmaden på den kinesiske restaurant lige overfor. Her var der et vidunderligt ta' selv bord for 6,5 £ pr. person.

 

Forestillingen Les Miserables startede kl. 19.30 og var formidabel, den bedste musical jeg nogensinde har set. Skuespillerne var enormt dygtige, og stykket var iscenesat med mange spændende kulisser. Geronimo Rauch (som spillede hovedpersonen Jean Valjean) havde en helt unik sangstemme. Der blev klappet længe og meget, da han sang Bring him home.

 

Det sjove er, at jeg så Les Miserables i Varde for ca. 10 år siden, dengang på dansk. Men denne gang, hvor det var på engelsk, forstod jeg det hele. Englænderne var meget dygtigere og tydelige i deres fremføring.

 

Bagefter var det meget svært at hyre en taxa. Det var nemlig begyndt at regne igen. Der kom rigtig mange taxaer forbi, hvor vi stod. Kun enkelte var ledige, men de så ikke, vi havde hånden i vejret. Efter 1 time gik vi ind ad en sidegade, hvor der var en spillebule. Måske dette sted ville bringe held? Jens bad mig også gå 20 m foran og holde hånden i vejret. Taxaerne reagerede måske mere på enlige kvinder. Som sagt, så gjort - og en ledig taxa stoppede få øjeblikke senere. Endelig kunne vi komme tilbage til hotellet. 

 

ONSDAG 11. JULI 2012 - Warwick Castle, Stratford-upon-Avon og Oxford

 

Dejlig morgenstund

 

Warwick Castle

 

Skomageren (voksfigur)

 

Tomme stole

 

Warwick Castle

 

 

Shakespeares fødehjem

 

Shakespeares fødehjem

 

Handskemager værkstedet

Dagen startede med solskin, og det var dejligt at nyde morgenstunden udenfor. Ved 8.30 tiden tog vi en taxa til Victoria Coach Station. Herfra skulle vi på en 1 dages tur til Oxford, Stratford-upon-Avon og Warwick Castle.

 

Der var ufattelig mange gates, og det var meget forvirrende og svært at finde ud af, fra hvilken gate bussen kørte. Tilmed var den et kvarter forsinket.

 

Guiden Norma var en underlig, lidt kold type. Hun havde meget travlt med at fortælle alt det, hun syntes var vigtigt, uden at bekymre sig om de 29 deltageres velbefindende og eventuelle nysgerrige spørgsmål. Desuden hastede hun af sted i et meget forceret tempo, og der var alt for lidt tid til seværdighederne.

 

Warwick Castle er en middelalderborg

Første destination var Warwick Castle, som ligger 2 timers kørsel nordvest for London. Da vi ankom, begyndte det desværre at regne. Heldigvis var det kun let regn.

 

Jeg havde ikke forestillet mig, at Warwick Castle var så stort, som det var. Heller ikke at de havde så meget forskelligt at byde på.

 

Entrebilletten gav adgang til det ca. 45 m høje Guy's Tower og en tur rundt på fæstningsmurene, borgens værksteder og gemakker. Mod ekstra betaling kunne man besøge fangehullet og The Princess Tower. Udenfor var der desuden forskellige opvisninger på bestemte tidspunkter, fx ridderturneringer og falke-show.

 

Helt sikkert et meget spændende sted for alle aldre. Vi fik 1 time til rådighed, og det rakte bestemt ikke. Jeg følte hele tiden, at jeg skulle skynde mig. Nåede rundt i borgens gemakker og værksteder, så var tiden stort set gået.

 

I værkstederne var der opstillet voksfigurer, som viste, hvordan arbejdet foregik i riddertiden. Dette syntes jeg var meget spændende at se. I en af stuerne i slottets gemakker var der lavet en mindeplads for de engelske soldater, som har mistet livet i Afghanistan. Hver dræbt soldat blev mindet med en tom stol.

 

Warwick Castle's historie

Warwick Castle ligger ved floden Avon og blev bygget i 1068 af Vilhelm Erobreren. Det blev brugt som forsvarsværk, men i 1600-tallet omdannede Sir Fulke Greville det til et landsted, som var i denne families eje indtil 1978.

 

Fra 1088 tilhørte slottet greven af Warwick og fungerede som et symbol på hans magt. I 1153 blev slottet taget af Henry af Anjou (den senere Henry II). slottet har også været brugt som fængsel, bl.a. sad kong Edward IV i fængsel her i 1400-tallet. Igennem tiderne blev slottet forbedret og udvidet.

 

Katapulten ved Warwick Castle

I juni 2005 fik Warwick Castle en af verden største belejringsmaskiner. Den er placeret ved bredden af floden Avon, som løber neden for slottet.

 

Katapulten er 18 m høj, vejer 22 tons og er fremstillet af mere end 300 stykker egetræ. Katapulten blev fremstillet i Wiltshire. Det tager otte mænd ½ time at lade den til affyring, og den kan slynge op til 150 kg ad gangen til en højde på 25 m og i en afstand af op til 300 m.   

 

Stratford-upon-Avon

Denne by var Shakespeares fødeby, og vi skulle først se hans fødehjem og derefter have frokost. Guiden Norma havde ufattelig travlt med at få os ind i huset. Vi var ellers flere, som gerne ville fotografere og 'smage' på stedet, men det måtte vente.

 

Huset var meget større, end jeg havde forestillet mig. Det havde to etager og var møbleret og udsmykket, som det var traditionelt i 1500-tallet.

 

Man fik virkelig en fornemmelse af, hvordan det var at have levet her. Og ingen tvivl om, at det handlede om en velhavende families hus.    

 

William Shakespeare (1564-1616) var en berømt engelsk skuespiller, digter og dramatiker. Han blev født i Stratford-upon-Avon, men man kender ikke hans fødselsdag. I kirkebogen er kun hans dåbsdag registreret til 26. april 1564.

 

Shakespeares far, John Shakespeare, var en velhavende handskemager og medlem af byrådet, og hans mor, Mary Arden, var datter af en velhavende godsejer fra omegnen.

 

Shakespeare voksede op i Stratford-upon-Avon, hvor han sandsynligvis gik i skole på King’s New School en kvart mil fra hans bopæl. Her lærte han også latin.

 

I en alder af 18 år giftede han sig ved en kirkelig dispensation med den 8 år ældre Anne Hathaway, og de fik tre børn. Susanna blev født 6 mdr. efter brylluppet, og to år senere kom der tvillinger, Hamnet og Judith. Hamnet døde af ukendte årsager i en alder af 11 år.

 

Efter tvillingernes fødsel rejste Shakespeare i 1585 til London. Her fik han en succesrig karriere som forfatter, skuespiller og medejer af et spilleselskab kaldet Lord Chamberlain’s Men, senere kendt som King’s Men.

 

Der findes kun få dokumenter om hans liv, og derfor har eftertiden spekuleret i hans fysiske udseende, hans seksualitet og religiøse overbevisninger. Også om hans værker er skrevet af ham selv eller andre.

 

Shakespeare producerede de fleste af hans kendte værker mellem 1589 og 1613. Han skrev hovedsageligt tragedier indtil omkring 1608, herunder Hamlet, Kong Lear, Othello og Macbeth, som betragtes som nogle af de fineste værker i det engelske sprog. I sin sidste fase skrev han tragikomedier (også kendt som romancer), og han samarbejdede med andre dramatikere.

 

Hans skuespil er fortsat meget populære i dag og bliver hele tiden undersøgt, udført og genfortolket i forskellige kulturelle og politiske sammenhænge i hele verden.

 

I 1599 var Shakespeare med i et partnerskab, som byggede deres eget teater Globe på den sydlige bred af Themsen i London. Registreringer af Shakespeares køb af fast ejendom og investeringer viser, at partnerskabet gjorde ham til en velhavende mand. I 1597 købte han det næststørste hus i Stratford (New Place), og i 1605 investerede han i en del af sognets tiende i Stratford.

 

Shakespeare trak sig tilbage til Stratford omkring 1613 og døde tre år senere, 52 år gammel. Han blev begravet i koret i Holy Trinity Church to dage efter hans død. En gravskrift på stenpladen, der dækker hans grav indeholder en forbandelse mod at flytte hans knogler. Dette blev omhyggeligt respekteret og undgået under restaurering af kirken i 2008.

 

Frokost overfor Shakespeares fødehjem

Shakespeares fødehjem ligger ud til en gågade med mange forretninger og restauranter, så det var nemt at finde et godt spisested.

 

Pudsigt nok kom vi også forbi en butik, der solgte juleting. Udstillingen i deres vindue hed selvfølgelig Merry Christmas.

 

Christ Church, Oxford

Christ Church, Oxford

 

Great Hall

 

Christ Church, Oxford

 

Christ Church i Oxford er en unik forening af et universitet og en katedral. Universitetet er et af de største i Oxford og har ca. 430 universitets studerende og ca. 215 på videregående uddannelse. Alle studerer, bor og spiser på universitetet.

 

Universitetet er åbent for besøgende, og i en folder er der indtegnet den rute, man bedes følge. Fra tid til anden er dele af universitetet lukket for offentligheden.

 

Området er meget stort og overvældende at se. Også her følte jeg, at det gik alt for stærkt. Guiden Norma gik forrest i et forceret tempo, og det var med at følge med, hvis man ikke ville blive væk fra gruppen.

 

Great Hall er spisesalen

Det var en stor oplevelse at få lov til at gå igennem den store spisesal. Her var personalet ved at dække borde til aftensmad, alt imens enormt mange besøgende gik op og ned mellem de lange rækker af borde.

 

Der var smukke mosaik vinduer, og væggene var rigt udsmykket med portrætter af berømte studerende og medlemmer. Over høj-bordet hang portrættet af universitetets grundlægger Henrik VIII.

 

Efter den hastige rundtur var der pause i en halv time, hvor man kunne forlyste sig i en gågade, shoppe eller sidde på fortovscafé. Jeg ville hellere ha' haft mere tid til at fordybe mig undervejs i Christ Church.

 

Let aftensmad i London

Vi var tilbage i London ved 19-tiden og blev sat af ved Victoria Station. Her fandt vi en dejlig fortovsrestaurant i nærheden og bestilte let aftensmad. Jens fik små tærter, og jeg fik små fiskefrikadeller. Undervejs tilbage til Colliers Hotel handlede vi ind, både til morgenmaden og proviant til næste dags togtur til Cardiff.

 

TORSDAG 12. JULI 2012 - London-Cardiff

 

Vi havde ikke købt togbilletter fra London til Cardiff hjemmefra. Måske man kunne spare lidt ved at købe via internet, men vi ville ikke være afhænge af et bestemt tidspunkt. Dagen var ene og alene afsat til togturen, og hvad der ellers måtte melde sig.

 

Med tog fra London til Cardiff

Det var lidt svært at finde ud af, hvilken station i London toget havde afgang fra. Internetsøgninger viste, at man kunne køre fra Charing Cross, så vi tog en taxa dertil. På stationen købte vi billetterne i informationen og fik god vejledning. Således var udturen bare på et eller andet tidspunkt inden kl. 15, og billetten til hjemturen udløb først 11. august (selv om vi skulle tilbage til London d. 16. juli.

 

Lange gange i undergrunden

 

Herefter blev vi spurgt, om vi havde billetter til undergrundsbanen. Toget afgik nemlig fra Paddington. Det var en streg i regningen, for fra Colliers Hotel var der lige langt til Charing Cross og Paddington. Vi kunne ha' sparet både penge og tid. Ikke mindst de endeløse lange gange i undergrunden.

 

I undergrundstoget var jeg meget fokuseret på at komme af det rigtige sted og være parat i god tid. Det var nemlig min oplevelse, at toget kun holdt ganske kort tid, og vi havde både hver sin rygsæk og kuffert at slæbe på. Kort ført Paddington rejste jeg mig op, tog min kuffert og stod af toget, da det holdt.

 

"Skulle du ikke ha' din rygsæk med?", spurgte Jens ude på perronen. Han havde heldigvis set, at jeg havde glemt den, og havde taget den med ud. Jeg blev både meget glad og taknemmelig, men også svedt ved tanken om, hvordan vi skulle ha' fået den igen, hvis han ikke havde været kvik.

 

Udenfor Paddington nød vi først det dejlige solskinsvejr et stykke tid (der var varslet regn i Cardiff). Vi spiste også en medbragt håndmad, inden vi tog med toget kl. 12.45. Turen til Cardiff var meget behagelig og varede 2 timer.

 

Lidt om Cardiff

Cardiff er med et indbyggertal på ca. 340.000 den største by i Wales og ligger på sydkysten. Det er en vigtig havneby, som tidligere var udskibningsby mht. kul fra de walisiske kulminer. Den Walisiske Nationalforsamling har sæde i Cardiff. Byen blev i 2011 rangeret som nr. 6 i verden på National Geographic's liste over alternative destinationer for turister.

 

Maldron Hotel i Cardiff

I Cardiff styrtregnede det. Vi vidste, at Maldron Hotel lå tæt på stationen, men ikke i hvilken retning vi skulle gå. Blev enige om at ta' en taxa, også pga. den kraftige regn. Chaufføren nægtede i første omgang, for som han sagde: "Det er lige rundt om hjørnet." Vi insisterede på at blive kørt og måtte sande, at det var en ultra kort tur.

 

Siesta på Maldron

 

Klar til London 2012

 

Maldron Hotel er et helt nyt og moderne 3* hotel fra maj 2011 og ligger lige midt i hjertet af Cardiff. Det har 11 etager og 216 værelser. Her fik vi imod vores forventninger et vidunderligt stort rygerværelse med udsigt til Cardiff Millennium og i det fjerne Cardiff Castle.

 

Ved det høje vindue (som desværre ikke kunne åbnes) var der et bord og 2 stole, så man kunne sidde og nyde udsigten. Balsam for sjælen, og vi glædede os meget over at skulle bo her de næste fire dage.

 

På værelset var der selvfølgelig elkande og te/kaffebreve, så vi startede med indendørs siesta og lægge planer for resten af dagen. Ved 17.30 tiden blev vi enige om at se os lidt omkring i Cardiff centrum, selv om det stadig regnede og var lidt køligt.

 

Cardiff centrum

På gågaden var der gjort klar med storskærm og siddepladser til det kommende OL 2012 i London. Mange af sidegaderne til gågaden var overdækkede og her lå den ene forretning efter den anden, bl.a. en LEGO forretning. Ind imellem også restauranter. Vi ville gerne spise udenfor, men pga. regn og kulde var der ingen fortovsrestauranter, som ville servere udenfor (trods markiser der gav ly). Så vi måtte tage til takke med at sidde indendørs og nyde spansk Tapas.

 

FREDAG 13. JULI 2012 - Mines & Mountains

 

Dejlig morgenmad

Det var en fantastisk fornøjelse at sætte sig til bords i hotellets restaurant, hvor der var et stort morgen ta' selv bord. Vi nød også at kunne vælge vores morgenmads-livretter uden at skulle vente på servering.

 

På tur med See Wales

Hjemmefra havde vi booket tre endagsture med See Wales. De foregik i en minibus med plads til max. 15 deltagere. Turene startede kl. 9 fra Cardiff National Museum, som lå et par km fra hotellet. Derfor fik vi hotellet til at bestille en taxa til kl. 8.40. Det fungerede rigtig fint.

 

Chaufføren & guiden Peter var unik, meget vidende, humoristisk og behagelig. Frem for alt interesserede han sig for sine deltagere og havde ikke på noget tidspunkt travlt med at forcere noget. Hans allerførste spørgsmål i bussen var, om der var nogen som skulle nå et tog, en bus eller et fly, når vi kom tilbage. Det var der ikke, og så meddelte han, at turen sluttede, når vi kom tilbage til Cardiff, for han hadede at stresse.

 

Lidt om Wales

Herefter fortalte han, at der bor ca. 3 millioner mennesker i Wales, og at de 2 millioner bor mellem Newport, Cardiff og Swansea. Til gengæld var der 15 millioner får (incl. lam). Da vi kørte ud af Cardiff, nævnte han, at byen havde rigtig mange studerende fra hele verden.

 

Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch

I bussen hang der også et skilt med verdens længste bynavn. Det forsøgte han at udtale, så godt han kunne og forklarede også, hvad det betød: St Marys Church in a Dell of White Hazel Trees, near the Rapid Whirlpool, by the Read Cave of the Church of St. Tysilio. Ordet Llan (udtales slan) betyder kirke, og resten er en præcis beskrivelse af stedet.

 

I øvrigt står alle stednavne og informationer i Wales på både engelsk og walisisk, som er et keltisk sprog. Ca. 28 % af befolkningen taler walisisk, og de bor overvejende i det vestlige Wales, som ligesom England, Skotland og Nordirland er en del af Storbritannien.

 

Der var rigtig mange borgruiner i Wales, og de vidnede om romertiden og middelalderens mange kampe om magten. Men Peter holdt mere af at vandre i den smukke walisiske natur.

 

Kulminen Big Pit SKAL opleves 90 m under jorden

Big Pit er en tidligere kulmine i Blaenavon, som ligger 1 times kørsel nord for Cardiff. Den blev lukket i 1980, og er nu indrettet som museum. Der er også mulighed for at få en guidet tur ned i minen, som befinder sig 90 m under jorden.

 

Big Pit

 

Sikkerhedsudstyr

 

Vores guide var tidligere kulminearbejder

Derfor kunne han fortælle rigtig meget om, hvordan det var og foregik. Fx var det i baderummet, at man kunne se, hvem der var nye minearbejdere. De var generte og skulle vænne sig til, at minearbejderne var nødt til at skrubbe hinandens rygge rene for kulstøv.

 

Han fortalte også, at hvis nogen kom til skade i minen, var falckmandskabet forment adgang. Det var alt for risikabelt at sende dem ned i minen, fordi de ikke vidste noget om, hvordan de skulle håndtere eventuelle farer.

 

I sådanne tilfælde måtte lægerne vente oppe på landjorden, og minearbejderne var tvunget til at hjælpe hinanden frem til elevatoren og op.

 

Mange sikkerhedsforanstaltninger

I selve minen var det forbudt at fotografere, men ikke kun det. Man måtte hverken ha' tasker, ure, mobil eller andet elektronik med derned. Det skyldtes risikoen for, at batterierne kunne antænde metangas og forårsage en eksplosion. De havde derfor et skab til opbevaring.

 

Hver deltager blev iført det samme udstyr som minearbejderne, dvs. en sikkerhedshjelm, en pandelampe, et bælte, et batteri (helt lukket system) og et nødanlæg, som man kunne ånde igennem, hvis det blev nødvendigt. Det så ret komisk og sejt ud, og jeg følte mig helt tryg ved situationen.

 

I grupper på ca. 20 blev vi stuvet sammen i elevatoren, som tog ca. 5 min. om at nå de 90 m ned i minen. Hver gruppe var ledsaget af to guider i orange dragter. De var tidligere minearbejdere.

 

Af sikkerhedsmæssige grunde skulle der gå en guide forrest og en som bagtrop. I vores gruppe var Peter derfor den ene af guiderne, fordi han var tidligere minearbejder.

 

I 1800-tallet brugte man børnearbejdere

Rundturen i minen varede en times tid, og undervejs rundt i minen var der stop forskellige steder, hvor der blev fortalt og vist, hvordan det hele foregik i 1800-tallet. De havde fx en tråd, der skulle slås på for at sende et signal, når vognene med kul og de tømte vogne skulle fragtes frem og tilbage. Så skulle en ventilationsport åbnes, og kun èn port måtte være åben ad gangen. Dette arbejde blev passet af drenge og piger i alderen 5-11 år, som regel minearbejdernes børn. Deres arbejdsdag var op til 14 timer om dagen.

 

Disse børn havde hver sin fakkel, så de kunne se. Hvis lyset i en fakkel blæste ud, havde de håbet om at barnet ved den næste port stadig havde lys i sin fakkel og kunne hjælpe med at få den slukkede fakkel tændt igen. Ellers måtte de arbejde videre i mørke. For at opleve hvor mørkt det var i minegangen uden lys, blev vi alle bedt om at slukke vores pandelampe. Der blev gysende, uhyggelig, kulsort mørkt.

 

Der hvor kullet blev brudt, var gangene så lave, at minearbejderne skulle ligge på langs, når de svingede hammeren. Her var det ofte børn i alderen 14-17 år, som dagen lang (fra kl. 6-18) på kravlende bare fødder skulle trække de fyldte kurve frem det det sted, hvor kullet kunne transporteres videre i vogne. 

 

Heste var også minearbejdere

Vi hørte også om, at de havde heste til at trække kulvognene. Hestene blev sammen med minearbejderne transporteret ned med elevatoren. I minen var der indrettet båse til hestene, hvor de kunne fodres og sove.

 

Hestene kom kun op fra minen én gang om året i 14 dage, når minearbejderne havde ferie. Så fik de bind for øjnene de første dage, så de kunne vænne sig langsomt til dagslyset igen.

 

Bagefter så vi film om, hvordan arbejdet foregik i mere moderne tid, og de forskellige maskiner var udstillet i lokalerne.

 

Brecon Beacons Nationalpark

Brecon Beacons er en bjergkæde i det sydlige Wales. Der er seks store sandstenstoppe, som varierer i højde fra ca. 700-900 m. Navnet Brecon Beacons siges at stamme fra den gamle praksis med at tænde signal brande (beacons) på bjergtoppe for at advare om fjenders angreb. Eller i moderne tider for at fejre kroninger eller Millennium.

 

Brecon Beacon Nationalpark blev oprettet i 1957 og er på 1344 km2. Det meste af Nationalparken er græsbevokset hede med walisiske bjergponyer og walisiske bjergfår. Der er spredte skove og græsmarker i dalene. 

 

Brecon Beacon Nationalpark

 

Kirke tv. og cafeteria th.

 

St. Mary's Church i Brecon

 

 

 

 

The Battle of Rorke's Drift. 1879

 

 

På grund af den afsides beliggenhed og det barske vejr i højlandet, bliver Nationalparken også brugt til militær træning af britiske specialstyrker. Peter fortalte, at de blev sat af ude i terrænet med et kort og et kompas, og så skulle de selv finde hjem. Han havde prøvet det engang, og det havde været en nem opgave for ham, fordi han var vokset op og meget kendt i området.

 

Midt i Nationalparken holdt vi på et fantastisk udsigtspunkt og nød scenariet, og Peter havde også en fin fornemmelse for vores behov, da vi passerede en meget smal bro over en flod. Han spurgte, om nogen gerne ville ud og se og fotografere. Det ville jeg gerne.

 

Siesta og frokost i Brecon

Brecon ligger midt i den nordlige del af Nationalparken, og her var der 1½ times pause til frokost og fri disposition. Vi blev sat af midt i centrum, og Peter fortalte om forskellige muligheder, og hvor vi kunne finde ham, hvis vi fik behov for det.

 

Der var en kirke lige om hjørnet, og den havde et cafeteria med gode spisemuligheder. Det lød vældig interessant og anderledes, så der ville vi hen. Cafeteriet, som hedder Tower Café, startede i 2011 for at yde økonomisk støtte til kirken.

 

Det blev en ganske særlig oplevelse at sidde i sognekirken St. Mary's Church og spise en kulinarisk velsmagende frokost med udsigt til selve kirkerummet. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før. Kirke og café ud i et, i det samme rum.

 

Der var også en udstilling, og i et hjørne holdt nogle kvinder møde. De havde en masse legetøj med, hvis nu der kom nogen med små børn. De pakkede det meste sammen og tog det med, da mødet var slut.

 

Bagefter fandt vi en fortovscafé, hvor vi kunne nyde en stor kop kaffe og det dejlige solskinsvejr. Holde siesta. Fra vores siddeplads kunne vi se over til stedet, hvor See Wales bussen ville holde ved 15-tiden.

 

Brecon Cathedral

Vores guide Peter kom i god tid, men havde alt andet end travlt med at fortsætte turen. Han gav sig god tid til at snakke med alle deltagere, og fortalte også lidt om næste destination Brecon Cathedral, hvor der bl.a. var et mindesmærke fra englændernes krig mod zuluerne i Sydafrika. Peter Lester havde lavet en model til sit barnebarn af The Battle of Rorke's Drift, januar 1879.

 

Netop fordi vi var i Sydafrika i 2008 og lærte en masse om zuluerne, følte jeg, at det var pudsigt at skulle opleve dem igen i en kirke i Wales.

 

Læs mere om zuluernes kamp mod englænderne

 

Man mener, der var en keltisk kirke, inden benediktinerne grundlage en kirke i 1093. Da klostrene blev opløst i 1500-tallet (pga. reformationen), blev kirken til en sognekirke. I 1923 blev stiftet Swansea og Brecon dannet, og blev sæde for biskopperne her.

 

Kaffepause med panorama

 

The City Arms, Cardiff

 

I en bygning ved siden af kirken var der et lille museum. Her hang der bl.a. en kirkeklokke, som vi fik lov til at ringe med.

 

Brecon Nationalpark Visitor Centre

Her så vi først en udstilling indenfor, og bagefter var der pause i baghaven, som vendte ud mod det smukkeste landskab, man kan forestille sig. Man kunne også mærke Peters begejstring, og det smittede.

 

Ved 18-tiden kom vi tilbage til Cardiff og blev sat af ved Cardiff Castle. Man kunne godt gå ind på den åbne plads, men ellers var alt lukket. Vi snakkede om, at vi gerne ville bruge mandag her.

 

Fra Cardiff Castle var der 800 m gågade til vores hotel, og undervejs kom vi forbi en pub i solen. Den lå i en sidegade ved Millennium Stadion, og der var rigtig mange unge mennesker udenfor, og så os to "gamle".

 

Lidt længere fremme fandt vi en italiensk restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Her lagde vi mærke til, at mange unge piger fejrede polterabend i Cardiff (henparty). De var ens og flot klædt ud.

 

Vi lagde også meget mærke til alle de walisiske skilte og beskrivelser. Kunne godt tænke os en oversættelse af beskrivelsen af ordet ambulance.

 

LØRDAG 14. JULI 2012 - Roman & Ruins

 

Under udgravninger i 1926-27 fandt man mange ruiner og genstande fra romertiden i Caerleon, bl.a. resterne af et amfiteater, romerske bade og legionærbarakker.

 

Caerleon er en by nordøst for Newport i Wales. Her havde romerne en legionær fæstning, som siges at have være en af de største og vigtigste i Europa. Den blev grundlagt omkring 75 e. Kr. som hovedkvarter for Legio II Augusta. Stedet lå i et fladt område, hvor skibe kunne komme med forsyninger via floden Usk.

 

Først byggede man forsvarsværkerne af træ, men omkring år 100 skiftede man træet ud med sten. Området var ca. 20,5 hektar stort og bestod i ca. 200 hundrede år. Rundt om fæstningen blomstrede civile bosættelser.

 

Politiske og økonomiske problemer i det 3. årh. resulterede i, at tropperne blev omgrupperet og en gradvis opløsning af det vestlige romerske rige. Herefter blev mange af de romerske bygninger i Caerleon ødelagt.

 

Amfiteatret i Caerleon

 

Amfiteatret i Caerleon

 

Det romerske amfiteater i Caerleon

Amfiteatret er det eneste helt udgravede i Storbritannien og ligger på et stort græsareal i udkanten af Caerleon. Det blev bygget omkring 90 e. kr. og lå lige uden for fæstningen.

 

Arenaen var 56 x 41 m og tribunen 9 m høj. Siddepladserne var bygget af træ, og der var plads til ca. 6000 tilskuere.

 

I dag er der kun det allernederste tilbage, og her vokser der nu græs på murstenene.

 

Der var to store hovedindgange. Disse blev brugt, når spillene begyndte. Så kom gladiatorerne ind i procession og hilste på kejseren, generalen eller en prominent besøgende, som sad i en boks over en af sideindgangene.

 

6 mindre indgange var placeret rundt om arenaen, og disse gav tilskuerne adgang til deres pladser. Når gladiatorerne eller dyr skulle optræde, brugte de også disse indgange.

 

Vores guide Adrian var en meget levende og dygtig fortæller, og kunne godt li' lidt sjov.

 

Da vi kom til hovedindgangen, viste han os, hvordan en ægte gladiator løb ind i arenaen med armene i vejret til hyldest. Og vi skulle forestille os den store jubel og klapsalve, som lød i dette øjeblik.

 

De romerske bade i Caerleon

Indenfor den romerske fæstning i Caerleon var der romerske bade, som man bedst kan sammenligne med et stort badeland og fitnesscenter. Det var både offentligt og til soldaterne. Her kunne man bade, styrketræne, spille bold, gamble, møde venner, gå til massør & købe mad, vin og øl.

 

Badene i Caerleon var i brug til ca. 230-40, blev nogenlunde vedligeholdt indtil 270, hvorefter de blev opgivet.

 

De romerske bade i Caerleon

 

Romerske mønter

En soldat fra Legio II Augusta startede med at klæde sig af og låse sit tøj inde i et skab, som blev overvåget af slaver. Herefter tog han et koldt bad og smurte sin krop med olie.

 

Efter en tur i det varme og hede bad blev sved og olie skrabet af. Derefter måske endnu et koldt bad, inden påklædning og de øvrige aktiviteter, alt efter behov og lyst.

 

I rummet med badene var der også en udstilling med mange forskellige genstande fra romertiden. Sko, tasker og forskellige redskaber. Adrian opfordrede os også til at prøve hjelmene.

 

Det var meget sjovt at prøve at bære en romersk hjelm, den var godt nok TUNG og gnavede på baghovedet. Var meget ubehagelig og klodset at ha' på.

 

Det romerske legionær museum i Caerleon

Fra badene skulle vi gå hen til museet, som lå 100 m henne ad gaden. Her så vi endnu flere genstande fra romertiden.

 

Jeg var især imponeret over mønterne, som var præget med portrætter af de forskellige regenter. Gad vide hvordan de kunne afbilde så præcist for 2000 år siden?

 

Caerleon er også et af de steder, som forbindes med kong Arthurs Camelot. De tidligste forfattere, som skrev legenden om Arthur, nævner at hans hovedstad var Caerleon. Jeg kender ikke det rigtige svar.

 

Tintern Abbey

Tintern Abbey

 

Tintern Abbey

 

Tintern Abbey Mill

 

Festival i Tintern Abbey Mill

 

Raglan Castle

 

Raglan Castle

 

Raglan Castle

 

Cardiff

 

Tintern Abbey ligger ved floden Wye og var et cistercienserkloster, som blev grundlagt i 1131 af en lille gruppe munke fra det franske kloster l'Aumone.

 

I starten boede munkene i en bygning af træ. Senere byggede de en beskeden stenkirke. I det 13. årh. blev klostret udvidet, og omkring 1269 begyndte de at bygge den gotiske kirke, som man kan se resterne af i dag. Kirken blev indviet i 1301.

 

Efter reformationen overtog Henry VIII klostret i 1536. Få måneder senere blev det skænket til jarlen af Worcester, Henry Somerset. Han fik til opgave at udstykke jord, og hurtigt blev området fyldt med hytter og jernindustri.

 

Tintern Abbey blev glemt, indtil digtere og andre romantiske kunstnere sidst i det 18. århundrede søgte efter et storslået sted.

 

Efter 1876 resulterede jernbanen i, at der kom endnu flere turister til Tintern. I 1901 købte kongehuset Tintern, og gik i gang med at konservere stedet.

 

Tintern Abbey Mill

Tintern Abbey Mill ligger i et naturskønt område ved floden Wye og i nærheden af klosteret. Stedet er også kendt som Wye Valley Centre. Rundt omkring den gamle vandmølle er der nu en masse butikker, en café og en restaurant.

 

Før i tiden blev vandmøllen brugt af Tintern Abbey. I starten var der en kornmølle, senere har der sandsynligvis været en uldfabrik. Optegnelser fra 1820'erne viser, at man gik tilbage til majs, hvorefter man skiftede til et savværk, som lukkede i 1970'erne.

 

I disse dejlige omgivelser havde vi et par timers frokostpause. Restauranten havde udendørs borde og bænke, og her nød vi det fantastiske solskinsvejr og en meget velsmagende frokost.

 

Denne weekend var der også festival her. Derfor var der flere forskellige sangere, som optrådte. En stor fornøjelse at lytte til walisisk musik.

 

Efter frokosten kiggede vi os lidt omkring i området og gik til sidst en tur hen til floden Wye, et rigtig smukt sted. Fra træbroen over floden kunne man se Tintern Abbey, som lå tættere på, end jeg havde troet.

 

På den anden side af broen var der en sti langs med floden. Guiden Adrian fortalte, at dette var et yndet udflugtsmål. Vi så mange, som var ude at gå tur her.

 

Raglan Castle

Ved 14-tiden fortsatte vi mod nordøst til Raglan Castle, som blev grundlagt omkring 1435 af krigsveteranen Sir William ap Thomas. Han havde deltaget i krigen mod Frankrig og var blevet velhavende som lokal agent i syd-øst Wales for hertugen af York.

 

Sir William startede med at bygge et stort tårn med en voldgrav uden om. Der skulle kun være adgang til tårnet inde fra selve slottet.

 

Efter Sir Williams død i 1445 overtog hans søn William Herbert jobbet som bygherre. Men han blev kort tid efter involveret i statsanliggender og blev Kong Edward IV's vigtigste støtte i Wales. I 1461 blev han udnævnt til baron Herbert af Raglan, og i 1468 blev han jarl af Pembroke.

 

Omkring 1460 fortsatte William Herbert med at bygge Raglan Castle, men arbejdet stoppede brat, da han blev henrettet i 1469 efter slaget ved Edgecote. Mindre bygningsarbejde fortsatte, men det var først, da Henry Somerset (jarlen af Worcester) overtog slottet, at det blev bygget færdigt i de næste fire generationer.

 

I 1642 udbrød der borgerkrig mellem Charles I og parlamentet. Den 5. jarl af Worcester holdt med kongen. Han bevilligede tropper og mange penge til kongens disposition, men det hjalp ikke. I 1646 blev slottet belejret af parlamentets tropper. Efter 10 uger overgav Raglan Castle sig til Sir Thomas Fairfax.

 

Herefter begyndte man at ødelægge slottet, og periodevis blev det også udplyndret indtil 1756.

 

I 1938 kom Raglan Castle under the Commissioners of HM Works beskyttelse og blev herefter offentligt for besøgende.

 

Lørdag aften i Cardiff

Mætte af at se på ruiner nød vi køreturen tilbage til Cardiff, hvor vi ankom ved 17-tiden. Inden det igen blev regnvejr, nåede vi at nyde en pint på en fortovscafé på gågaden.

 

Da regnen kom, kunne vi liste over på den anden side af gaden, hvor der var en kinesisk restaurant med ta' selv bord. Her kunne man for 8,99 £ spise så meget, man kunne have, og der var 34 forskellige retter at vælge imellem.

 

Det var ikke vejr til at opholde sig udendørs denne aften, så det blev til en god film på vores hotelværelse.

 

SØNDAG 15. JULI 2012 - Golden Gower

 

I dag skulle vi igen på tur med See Wales og guiden Peter. Noget vi glædede os rigtig meget til. Det var dejligt at kunne sige 'hej igen' og vide, at vi var i de bedste hænder.

 

Poeten Dylan Thomas

Turen gik allerførst til Swansea, hvor vi skulle besøge museet for den berømte walisiske poet Dylan Thomas. Han blev født i Swansea i 1914. Som middelmådig studerende forlod han skolen i en alder af 16 år og blev journalist for en kort tid. Selv om mange af hans værker blev trykt, mens han var teenager, var det offentliggørelsen af "Lyset bryder, hvor solen ikke skinner", som fangede den litterære verden i 1934.

 

Mens han boede i London, mødte han Caitlin MacNamara, som han giftede sig med i 1937. Deres forhold var præget af alkoholisme og var gensidigt ødelæggende.

 

Selv om Dylan Thomas blev værdsat som en populær digter, havde han svært ved at tjene til livets ophold som forfatter. Hans radiooptagelser for BBC sidst i 1940'erne gjorde ham lidt mere kendt, og i 1950'erne rejste han til Amerika, hvor han blev berømt. Alligevel tog hans drikkeri og utilregnelige opførsel til.

 

I 1953, da Dylan Thomas for fjerde gang var i New York, blev han alvorligt syg og døde kort efter. Han blev begravet i Laughame i Wales.

 

På museet kunne man se plancher og læse om hans liv og høre nogle af hans digte, men det var ikke noget, der fangede min interesse. Jeg var mere interesseret i gå rundt udenfor, hvor der var lystbådehavn og dejlige panoramaer. 

 

Verdens første passagertog i Swansea

Den 25. marts 1807 blev en hestetrukket jernbanevogn indviet til at transportere mennesker i Mumbles, som ligger langs med Swansea bugten. Disse togpassagerer var ganske uvidende om, at de var pionerer. Datoen og stedet er officielt anerkendt som begyndelsen på verdens første jernbane passager tjeneste.

 

Det hele startede i juli 1804 i Swansea Bush Inn. Lokale investorer, som var ansvarlige for stenbrud og minedrift i Mumbles, var samlet for at diskutere etableringen af en jernbane mellem Mumbles og dokkerne i Swansea.

 

Det oprindelige forslag var at bygge en kanal langs forstranden af Swansea Bay, men det blev mødt med stor modstand fra begge parter. Til gengæld var man enige om, at en ny jernbane ville tilgodese transporten af mineraler og kalksten uden at true en allerede etableret virksomhed. Hidtil var dette foregået med tungt lastede skibe på tværs af Swansea Bay, og det var både farligt og tidskrævende.

 

Jernbanen blev færdig i 1806, og Benjamin French (en af investorerne) havde en vision. Han foreslog, at én af vognene skulle fragte passagerer. Dette var et originalt koncept, fordi jernbaneteknologien var helt ny. Benjamin French blev ikke berømt, men han var effektiv og betragtes som gudfader til alle togpassagerer. Han betalte 20 £ om året til selskabet for at sikre passagerlinjen og udarbejdede også køreplaner.

 

Der kunne være 16 passagerer i togvognen, som kørte to gange om dagen. Turen kostede 1 shilling, det er ca. 7 cent. Det første navn var Oystermouth Railway, senere kendt som Mumbles Train.

 

I 1825 blev der bygget en vej langs kystlinjen, og man mistede interessen for Mumbles Train. Den hestetrukne togvogn stoppede, men blev genoptaget i 1855. På dette tidspunkt var det blevet moderne at ta' en dagtur til stranden.

 

Det første damplokomotiv blev brugt på Mumbles linjen i 1877, og i 1896 var det helt slut med hestetrukne tog. I 1954 nåede man at fejre 150 års jubilæum for den første jernbane i Swansea. Mumbles linjen blev dog lukket i 1960 , og jernbanesporene blev fjernet. I dag er der kun græsareal tilbage.

 

Gåtur langs kysten ved Swansea

 

Parc le Breos

 

Udsigtspunkt på halvøen Gower

 

Rhossili

 

Worms Head i baggrunden

 

Rhossili

 

Weobley Castle

 

Ved Weobley Castle

 

Gåtur langs kysten vest for Swansea

Vi gik fra Langland Bay til Caswell Bay, et fantastisk og smukt område, hvor vi hele tiden måtte stoppe op og nyde udsigten. I starten var der en asfalteret sti, som herefter blev afløst af grusvej.

 

Peter fulgte os det første stykke vej og fortalte os, hvor langt vi skulle gå, og dér ville han og bussen vente på os.

 

I Caswell Bay var der mange surfere og strandgæster, men ingen var ude at bade, mens vi var der. Hvis man ville bade skulle det foregå indenfor et bestemt område, som var afmærket med flag. Her var der nemlig livreddere til stede.

 

Gravpladsen i Parc le Breos

Parc le Breos var i middelalderen en stor dyrehave midt på den sydlige halvø Gower. Parken ligger 13 km vest for Swansea og 20 minutters gang fra Three Cliffs Bay.

 

Her findes nu en afslappet og uformel familiedrevet gård, som har B & B. Gården avler egne grøntsager og bær, holder høns og har bistader samt en ørreddam.

 

Midt i den store lysning i skoven findes også en neolitisk gravplads, og det var den, vi kom for at se. Udgravninger, fund af huler og dateringer viser, at der har boet mennesker i dette område lige siden mellemistiden, og det er ca. 30.000 år siden. Men så gammel er gravpladsen i Parc le Breos ikke.

 

Gravkammeret i Parc le Breos blev bygget i løbet af bondestenalderen for ca. 5500 år siden. I midten er der en passage, hvorfra der er adgang til små stenkamre. her har man fundet resterne af ca. 40 mænd, kvinder og børn.

 

Udsigtspunkt på Gower halvøen

På vej vestpå til Rhossili stoppede Peter ved endnu et udsigtspunkt. Igen et fantastisk smukt panorama. I det fjerne kunne man se stranden og klipperne, i forgrunden gik der mange får og græssede.

 

Rhossili - længst mod vest på halvøen Gower

I Rhossili havde vi to timers frokostpause i den smukkeste natur, man kan forestille sig.

 

Vi fandt en restaurant med udendørs siddepladser og nød frokosten og havudsigten. Desværre blæste det temmelig meget. Maden blev meget hurtig kold, og jeg frøs også en smule.  

 

Fra vores siddeplads kunne vi også se de mange paraglidere, som lettede fra klipperne ned mod stranden.

 

Efter frokosten gik jeg ud til det vestligste punkt Worms Head, en tur på 20 min. hver vej. Når det er lavvande, kan man gå ud på Worms Head, som er nogle små klipper, der rager op af vandet. Ved højvande er de omringet af vand og ligner nogle meget små klippeøer.

 

Lige før Worms Head var der en informationstavle. Her kunne man se, hvornår det var sikkert at gå derud, så man også kunne nå i land igen inden højvande. Da jeg var der 14.42, var det allerede højvande.

 

Undervejs var der mange vilde heste, som stod ganske stille og græssede. De lod sig bestemt ikke forstyrre af de mange turister, som vandrede forbi. På skrænterne var der også rigtig mange får.

 

Jeg kunne sagtens ha' brugt resten af eftermiddagen på dette sted. Der var helt fantastisk smukt.

 

Ville gerne ha' haft mere tid ved Worms Head, sidde helt nede ved vandet, gå rundt på klipperne og bare nyde disse dejlige omgivelser. Kunne også ha' været sjovt at komme til Worms Head, hvis det havde været lavvande.

 

Ville også gerne ha' været en tur ned til stranden, som lå i den modsatte retning. En sti og trapper førte 1½ km stejlt nedad, så jeg vidste, at det kunne jeg ikke nå.

 

Weobley Castle ruin

Weobley Castle ruin ligger på et kalkstensplateau og er en af de bedst bevarede befæstede herregårde i Wales. Ligger i nærheden af landsbyen Leason på den nordlige del af halvøen Gower.

 

Fra slotsruinerne er der udsigt ud over strandengene ved Llanrhidian og Loughors flodmunding.

 

Slottet stammer fra 1300 tallet og blev sandsynligvis grundlagt af David de la Bere. I starten af 1400 tallet blev det angrebet og beskadiget af Owain Glyndwr's tilhængere.

 

En del af slottet er i god stand, især køkken og hall. På 1. sal er et af rummet indrettet med en udstilling om halvøen Gower.

 

Fyrtårn til salg for 1 £

Peter fortalte, at vi kunne købe et billigt fyrtårn på dette sted. 1 £ for en etværelses lejlighed, uden vand og toilet. Og så kunne man gå ud til fyrtårnet, når der var lavvande.

 

Aftensmad i Cardiff

Efter en dejlig søndag med masser af solskin og skønne oplevelser i naturen var vi tilbage i Cardiff kl. ca. 17. På en fortovsrestaurant lige overfor vores hotel fik vi tidlig aftensmad inden aftenhygge på værelset.

 

MANDAG 16. JULI 2012 - Cardiff Castle og Cardiff-London

 

Vi havde et stort ønske om at bruge hele dagen i Cardiff, bl.a. en citysightseeing tur med ophold på havnen, nyde en frokost ved vandet og derefter en tur rundt på Cardiff Castle. Meningen var, at vi ville vente længst muligt med at tage toget til London. Derfor fik vi vores kufferter opbevaret på hotellet, da vi tjekkede ud.

 

Der var kraftig blæst og heldagsregn i Cardiff

Men vejrguderne ville det ganske anderledes. Det regnede fra morgenstunden og blev kun værre i løbet af dagen. Det blæste også mere og mere, så man ikke kunne ha' paraplyen slået op, uden at den "blæste væk".

 

Skulpturen "All Hands" er fra 2001

"All Hands" er en skulptur, som er lavet af Brian Fell. Den står i Cardiff foran Marriott Hotel i krydset ved St. Mary's Street og Custom House Street. Skulpturen er over 3 m høj og forestiller to store knyttede hænder, som knuger et stykke reb. Den er placeret netop her, hvor Glamorganshire Canal tidligere lå. Hænderne repræsenterer de fysiske anstrengelser, som kanalarbejderne var udsat for, når de skulle bruge tunge reb til at trække deres både langs med den travle kanal.

 

Cardiff Havn

 

Cardiff Castle

 

Cardiff Castle

 

Cardiff Castle

 

 

Bustur rundt i Cardiff

Vi var de to eneste ombord på citysightseeing bussen, som startede ved Cardiff Castle. Det gode var, at billetten var billigere end i London og tilmed gjaldt i 2 dage. Det dårlige var, at vi blev nødt til at sidde indenfor, hvor man stort set intet kunne se ud af de duggede og regnvåde vinduer.

 

Der var en guide med i bussen, og han fortalte ufattelig meget om Cardiff. Så meget, at jeg følte han snakkede i én uendelighed uden pauser. Jeg kunne ikke nå at rumme alle hans informationer.

 

Pga. det dårlige vejr opgav vi at stå af ved havnen, dette var dagen til indendørs aktiviteter. Måske vi kunne få nogle gode timer på Cardiff Castle i stedet for.

 

Cardiff Castle

Her kunne vi heldigvis sidde udenfor under en stor parasol og nyde en kop kaffe. Bagefter var vi en tur rundt i museet, hvor der var udstillet effekter fra alle de mange forskellige krige.

 

Vi var også ude at gå på borgmuren, hvor alle landes flag hang på rad og række i anledning af OL 2012 i London. Men regnen og blæsten tog til, så vi opgav at vandre tværs over borgpladsen for at se gemakkerne.

 

Cardiff Castle er ca. 2000 gammel

I løbet af 2000 års historie har Cardiff Castle været en romersk garnison, en normannisk fæstning og en gotisk eventyrverden i de victorianske tider.

 

Romerne ca. 55 - 400 e. Kr.

Arkæologiske udgravninger fra 1970'erne tyder på, at det romerske fort i Cardiff sandsynligvis blev grundlagt i slutningen af 50'erne e. Kr., under kejser Nero. Det lå på et strategisk sted med let adgang til havet, og var det første af fire forter med hver sin størrelse. Rester af den romerske mur kan stadig ses.

 

Normannerne 1091 - 1216

Robert Fitzhamon (normannisk Lord of Gloucester) kom op at skændes med de walisiske prinser. Dette endte med, at han i 1091 besejrede Prince Iestyn ap Gwrgan af Glamorgan. Han så den strategiske værdi og byggede en ny fæstning på det sted, hvor romernes fort oprindelig lå.

 

Den nye fæstning blev placeret på en høj, der var 40 m høj og omgivet af en voldgrav. Pladsen var opdelt i indre og ydre afdelinger, adskilt af en stor stenmur. I middelalderen blev fæstningsværket udvidet, også med boliger.

 

Bute familien

Slottet blev ejet af mange forskellige adelsslægter indtil 1766, da Bute familien overtog det. Under den 2. Marquess af Bute blev Cardiff verdens største kul eksporterende havn.

 

Hans søn John (den 3. Marquess af Bute) arvede slottet og formuen, og i 1860'erne blev han anset for at være verdens rigeste mand. Fra 1866 hyrede han arkitekten William Burges til at omdanne slottets boliger.

 

Udover de gotiske tårne skabte han overdådige rum med mange vægmalerier, farvet glas, marmor, forgyldninger og træudskæringer. Hvert værelse fik sit eget tema, fx haver fra Middelhavet, italienske og arabiske udsmykninger.

 

Da den 3. Marquess af Bute i 1900 døde i en alder af 53, havde han forvandlet slottet til et walisisk Victorian Camelot, som nu har stor international betydning.

 

Trods en enorm arveafgift på ejendommen afsluttede den 4. Marquess af Bute mange af sin fars restaurerings projekter, herunder genopbygningen af den romerske mur. Bute familien blev boende på slottet indtil 1930'erne, hvorefter de i 1947 besluttede at give slottet og Bute Park til byen Cardiff.

 

I 25 år var slottet hjemsted for National College of Music and Drama, og siden 1974 har Cardiff Castle været en af Wales' mest populære attraktioner.

 

Cardiff Marked og frokost

Cardiff Marked

 

På vej tilbage til hotellet var vi inde og se et marked, hvor man kunne købe alt muligt, både mad og ting & sager.

 

Jeg var overrasket over, hvor dyre paraplyerne var. De billigste kostede 6,5 £, de dyreste 69 £. Til gengæld købte jeg en billig og let sportstaske til 12 £, fordi hanken i min kuffert var gået i stykker. Regnede med at min bagage så ikke vejede for meget på hjemturen med Ryan Air.

 

Til sidst spiste vi frokost på den kinesiske restaurant. Menuen var næsten den samme som om aftenen, lidt færre retter og derfor lidt billigere.

 

The Pierhead Clock

Et historisk ur fra 1897 baseret på Big Ben har siden november 2011 været en del af Cardiff centrum. Uret befinder sig i en glasmontre, som står på gågaden St. Mary Street. Det befandt sig oprindeligt i Pierhead Building i Cardiff Bay, men blev solgt til en samler i USA i 1970'erne. I 2004 kom uret tilbage til Cardiff og blev restaureret.

 

Mekanismen i uret er næsten identisk med den i Big Ben, vejer ca. 454 kg og skal trækkes manuelt op en gang om ugen. Tre kopier af aber spiller klokkespil hver time. Aberne blev designet til et af værelserne på Cardiff Castle i forbindelse med Charles Darwins teori om evolution.

 

Cardiff - London

Cardiff Station og hotellet th.

 

Efter at ha' hentet vores bagage på hotellet ved kaffetid gik vi hen til banegården, som lå lige rundt om hjørnet. Vi skulle under en bro, hvor det blæste helt vildt og regnede ned gennem sprækkerne. Trods den korte afstand lykkedes det os at blive godt våde.

 

Der kørte tog til London hver halve time, og vi skulle ikke nå et bestemt. Derfor sad vi først lidt udenfor under et halvtag og tog afsked med Cardiff.

 

Valgte toget med afgang 16.25, og de to timers køretur gik mest med at kigge ud af vinduet. I nærheden af London kom vi forbi et atomkraftværk. Og i London var det heldigvis tørvejr.

 

Vi skulle bo på Colliers Hotel igen, og det var dejligt at være stedkendt. Denne gang fik vi et lille værelse på 1. sal, men med eget mini badeværelse. Aftensmaden fik vi på Cypres Mangal, dejligt de kunne kende os. Vi delte en stor portion, hvor der var mange slags kød samt salat til, en ret tjeneren anbefalede.

 

TIRSDAG 17. JULI 2012 - Westminster Abbey og London Eye

 

Ved 10-tiden tog vi en taxa til Westminster Abbey, som vi gerne ville ind og se. Resten af dagen havde vi ikke planlagt, men den bød på mange sjove, gode og spontane oplevelser.

 

Der var enormt mange mennesker i Westminster kvarteret, både turister og fortravlede lokale, der hastede af sted på fortovet. Larmen fra de mange biler, busser og taxaer blandede sig med vores hyggelige og langsomme tempo. Vi skulle bare tulre og nyde atmosfæren, bygningerne, området og solskinsvejret.

 

Westminster Abbey

Ved billetlugen til Westminster Abbey skulle Jens for første gang dokumentere, at han var senior (det giver rabat at være over 60).

 

"You are not 60", sagde den engelske dame til ham. Han viste sit kørekort, men det kunne hun ikke finde ud af at læse. CPR nummeret "var bare nogle tal", hun ville se et bevis på hans fødselsdag.

 

Så måtte Jens til at forklare og lære hende, hvad et CPR nummer oplyser om. Først rystede hun på hovedet, men til sidst overgav hun sig med et stort smil.

 

Bagefter var Jens ikke til at skyde igennem, har sikkert været ganske dejligt at blive anklaget for at se meget yngre ud. 

 

Westminster Abbey er enorm STOR og FLOT

Uden en visuel guide ville jeg fare vild. Så det var godt, vi fik en tegning, hvor der var indtegnet en anbefalet rute, vi skulle gå. Der var også mulighed for at købe en audio guide, men det valgte vi fra. Jeg vidste, at så længe kunne jeg ikke lytte til så mange informationer, som der så ud til at være. I stedet for købte jeg en bog om Westminster Abbey. I den er der heldigvis mange fotografier, for det var forbudt at fotografere indenfor.

 

Vi kom igennem det ene rum og kapel efter det andet, hvor der var storslåede gravsteder til minde om de engelske regenter og andre berømtheder igennem tiderne. Og der var mere end mange!

 

Midt i Westminster Abbey var der en café, her fik vi en kop kaffe og kunne kigge ud i klostergården, som ligger midt inde i det hele.

 

Westminster Abbey

 

I et ottekantet afsnit kaldet Chapter House var der en udstilling af store begivenheder i Westminster Abbey, bl.a. kroningen af Elisabeth 2. i 1953, prinsesse Dianas begravelse i 1997 og Queen Mothers begravelse i 2002.

 

I dette rum kunne jeg mærke undergrundsbanen og blev lidt svimmel. Det rystede hver gang et tog kørte nedenunder, som om der var jordskælv.

 

Dronning Elisabeths kronregalier er udstillet i Westminster Abbeys museum, og i haven længst væk er der en planteudsmykning, som hylder hendes 60 års jubilæum som regent.

 

Legender om Westminster Abbey

Ingen ved præcis, hvornår den første kirke blev bygget her, men det var sandsynligvis for ca. 1000 år siden. På dette tidspunkt var området et sumpet og ugæstfrit sted i udkanten af London.

 

Der er flere legender, som hævder, at Westminster Abbey er ældre end St. Pauls Cathedral. En af dem fortæller, at kong Sebert fra øst Saxon grundlagde kirken i 604. Han døde i 616. Munkene i det 14 årh. troede måske, at det var kong Seberts knogler, de fandt og begravede i højalteret. I 2003 fandt arkæologer dog det sted, de tror er kongens gravplads, og den ligger i Essex.

 

En anden legende fortæller, at biskoppen i London i 960 købte 12 benediktinermunke fra Glastonbury til at grundlægge et kloster i Westminster.

 

I det 11. årh. grundlagde kong Edward sin kirke på dette sted, og siden kender man historien. Edward blev født omkring 1005, men blev fordrevet fra England af danskerne. Det siges, at mens han levede i eksil i Normandiet, lovede han, at hvis han fik sit kongerige igen, ville han drage på pilgrimsrejse til Rom.

 

Da han måske gjorde krav på tronen igen i 1042, var der så meget ufred, at han blev anbefalet ikke at foretage denne rejse. Paven frikendte ham fra hans løfte på betingelse af, at han byggede eller restaurerede en kirke til ære for St. Peter.

 

Edwards kloster blev indviet d. 28. dec. 1065, men han var selv for syg til at deltage. Han døde 5 dage senere og blev begravet foran højalteret. Bayeux tapetet skildrer hans lig, som bliver båret ind i klosteret til begravelsen. Man kan også se, hvordan hele klosteret så ud. Med et centralt tårn, søjler og buer. En af håndværkerne placerer en vejrhane på taget, hvilket betyder, at byggeriet er afsluttet. Arkæologiske fund viser, at Edwards kirke havde omtrent samme størrelse som nu.

 

Efter Edwards død voksede rygtet om, at han var en hellig mand. Der skete mirakler ved hans grav, og i 1161 blev han ophøjet til helgen.

 

Kong Henry 3. (1207-72) besluttede at bygge en større helligdom til minde om Edward. Arbejdet startede i 1245, men Henry 3. døde før, det blev færdigt. Byggeriet stod stille i lang tid og fortsatte først ca. 125 år senere med økonomisk støtte fra rige velgørende, Richard II og Henry V.

 

Westminster Abbey bliver en domkirke i få år

Da Henrik 8. i 1500-tallet ville skilles fra sin første kone Catherine af Aragon, fik han afslag fra paven. Som modtræk grundlagde han den anglikanske kirke, hvor skilsmisser blev tilladt. Da katolicismen blev afskaffet, udnævnte Henrik 8. sig selv til kirkens øverste i England. Han opløste klostrene og inddrog deres ejendomme.

 

Denne skæbne led Westminster Abbey ikke. Måske fordi her var tale om det sted, hvor de kongelige blev kronet. I hvert fald blev klostret nu grundlagt som en anglikansk domkirke med en biskop og en domprovst.

 

Westminster Abbey bliver igen et romersk katolsk kloster 1553-58

Dette varede dog ikke ved. Under dronning Mary blev Westminster Abbey igen et romersk katolsk kloster i 1553, og munkene vendte tilbage.  

 

Westminster Abbey bliver atter en kirke 

De ti martyrer

 

Promenade langs Themsen

 

Udsigten fra fortovsrestauranten

Da Elisabeth 1. kom til magten i 1558, skete der igen forandringer. Nu blev klostret igen en kirke The Collegiate Church of St. Peter in Westminster. Igen med domprovst og kapitel.

 

Men ikke under en biskop, som de fleste kirker, men en kirke under dronningen. Sådan er det stadig i dag. Mest kendt som a Royal Peculiar (en særlig kongelig måde, eller en kongelig besynderlighed).

 

Siden midten af 1500-tallet er kirken fra tid til anden blevet restaureret, et arbejde som blev fuldført i 1995. Tre år senere blev nye statuer af 10 martyrer fra det 20. årh. tilføjet på vest-siden af kirken.

 

Gåtur til Themsen

På vej ned til Themsen kom vi forbi Palace of Westminster og Big Ben. Vi kiggede forgæves efter et godt spisested og vidste, at ved Westminster Pier var der ingen fortovscaféer. Fra broen kunne vi se den modsatte flodbred og London Eye. Det lignede, at der var en promenade med spisemuligheder. Og det var der heldigvis.

 

Frokost ved Themsen til lyden af Big Ben

Klokken var hen ad 14, og vi var meget sultne. Så vi satte os ved det første ledige bord (en italiensk fortovscafé). Man skulle selv gå ind og bestille maden, som derefter blev bragt ud til os.

 

Ved nabobordet havde gæsterne lige rejst sig, og der gik kun ganske kort tid, inden fuglene invaderede madresterne. Det var meget underholdende. Også dejligt at nyde udsigten over Themsen og lytte til Big Ben, som slog hvert kvarter.

 

Kl. 15 var vi klar til at ta' en video af Big Bens timeslag. Men netop på det tidspunkt begyndte en helikopter at kredse over Westminster, så lyden af Big Ben druknede i larmen.

 

Kanon udsigt fra London Eye

Jens ville gerne en tur op i London Eye, som lå ca. 100 m fra det sted, vi spiste frokost. Men allerede hjemmefra havde jeg fortalt ham, at jeg under ingen omstændigheder skulle prøve den attraktion. Han måtte gerne, men uden mig. Han mente dog, at vi godt kunne gå hen og kigge på London Eye, når vi nu var så tæt på.

 

London Eye blev indviet nytårsaften 1999 i forbindelse med millennium festlighederne. Det er verdens største pariserhjul (135 m højt) med 32 lukkede gondoler, som hver kan rumme 25 mennesker. Rundturen varer 25 minutter, og fra toppen kan man i klart vejr se 30 kilometer væk.

 

London Eye

 

London Eye

 

London Eye

 

Indisk restaurant i Pimlico

 

Kun et øjeblik stod vi og kiggede på herlighederne. Jeg var mest optaget af, hvordan man kom ind i og ud af gondolerne i farten, for pariserhjulet kørte non stop, men selvfølgelig meget langsomt. Der var vagter til at åbne og lukke dørene. Og mens den tomme gondol flyttede sig de næste 5 m, kunne vagterne nå at gå ind i kabinen og lave sikkerhedstjek, inden næste hold blev lukket ind.

 

Ingen tid til betænkeligheder, for Jens styrede direkte mod billetlugen med raske skridt. Der var enorm lang kø, men alligevel tog det "ingen tid", før han havde købt to billetter. Jeg tror, der var mindst 10 åbne skranker (dér kunne lufthavnene lære noget!).

 

Det gik glidende med at blive lukket ind i gondolen, men vi var ikke mere end 15-20. Der var god plads til alle, og i starten fandt jeg min plads på bænken i midten. Det med at stå helt ude ved ruderne, skulle jeg bestemt ikke prøve, selv om man kunne ta' de bedste fotos her. Vinduerne buede ud af, som at kigge gennem glas gulv forneden. Både fascinerende og skræmmende. Heldigvis var bunden uigennemsigtig, det hjalp mig en del.

 

Udsigten var kanon, og jo højere vi kom op, jo mere nysgerrig blev jeg. Vende mig rundt, forlade bænken, genkende London fra oven, fotografere. Jens ville gerne ha' mig til at stå helt ude ved vinduet, så han kunne ta' et panoramabillede. Det krævede mere overvindelse, end jeg magtede. Det kunne jeg ikke slappe af til.

 

Jeg var lettet, da vi atter havde fast grund under fødderne. Men så var det, jeg igen mærkede undergrunden (metroen). Waterloo Station ligger tæt på London Eye, og jeg kunne mærke rystelser, når et tog kørte neden under. London i mange lag og planer, tænkte jeg.

 

Perfekt aften nær vores hotel

På Westminsterbroen forsøgte vi at hyre en forbipasserende taxa, dvs. én som læssede passagerer af, og dermed holdt stille. I første omgang forklarede chaufføren, at hans område ikke var at køre til Victoria kvarteret. Men så skiftede han mening og ville alligevel godt køre os "hjem".

 

Vi bad om at blive sat af ved supermarkedet Tesco på Warwick Way. Vi forventede, at han vidste, hvor det var, og det gjorde han. Der skulle vi nemlig købe engelsk te med hjem til min nabo.

 

Herfra fik vi øje på en ny gade med flere fortovsrestauranter. Valget faldt på en indisk, hvor vi nød at spise, hygge og nyde vores sidste engelske sommerferieaften. Det viste sig at være nemmere at få en udendørs plads ved 18-19 tiden, starte med en drink og senere aftensmad.

 

ONSDAG 18. JULI 2012 - Hjemrejse

 

Vi skulle flyve fra Stansted kl. 7.30 og skulle derfor op midt om natten. Dagen i forvejen havde vi tjekket, hvorfra transfer bussen havde afgang fra Victoria Station kl. 4.20. Vi kom i god tid, men det viste sig, at stedet ikke passede. Heldigvis kom chaufføren og fortalte, hvor vi skulle gå hen og stige på. Turen fra London til Stansted tog kun 1 time, der var ikke særlig meget trafik så tidligt på dagen. Derfor havde vi god tid til at spise tidlig morgenmad og nyde morgenstunden udenfor inden tjek ind.

 

Stansted er en stressende lufthavn

Først kl. 6 blev det oplyst på informationstavlerne, hvor vi skulle tjekke ind. Man skulle tro, det var i god tid, men Stansted er STOR, og der var enorm lang kø. Det tog ½ time at få bagagen afleveret, og et kvarters tid at komme igennem sikkerhedstjek.

 

Herefter var der igen ventetid, inden informationstavlerne viste, hvilken gate, vi skulle gå til. Med oplysninger om, at der var ca. 12 minutters gang i rask tempo. Og da vi endelig nåede gaten, var køen lang og intet klar, selv om det var efter det tidspunkt, hvor der på billetten stod, at gaten var lukket. Ret forvirrende og stressende.

 

Vi snakkede med en dansker, som var vant til at flyve med Ryan Air, og han tog det ganske roligt. Hans erfaring var, at man altid kunne komme i sidste øjeblik og stadig være i god tid. Vi oplevede herefter, at trods alle køer og ventetid, så lettede flyet til forventet tid.

 

Hvor havde vi parkeret bilen?

Efter knap en times behagelig flyvning, landede vi i Billund. Jeg vidste godt, at jeg havde forlagt min P-billet til Billund lufthavn, men regnede med at det løste sig. Jeg havde jo flybilletterne og kunne sikkert få en ny P-billet. I parkeringshuset var der et kontor, hvor man kunne henvende sig, blive guidet og betale.

 

Så var spørgsmålet lige, hvor havde jeg parkeret bilen? Denne gang var det ikke P-huset, men længst væk på 'marken', noget med K eller M, men til hvilken side af midtergangen? Der gik en ½ time, inden jeg fandt bilen. Dagens motion og imens måtte Jens vente ved hovedindgangen. Næste gang tager jeg et foto og skriver data ned, så vi kan komme hurtigere hjem

   

 


Hanne Thoms, DK 6070 Christiansfeld, © Copyright 2012