Forsiden

1 egyptisk pund (ca. 1 kr.)

Banken i El Gouna

Henrik vejleder de nyankomne

Supermarkedet i El Gouna

En dromedar .....

Rihana Resort

Marinaen i El Gouna

Udsigten fra vores balkon

Her køber man udflugterne

Hurghada

Der er meget byggeri i gang

Fortovs-læggerne holder pause

Ørkenen mellem Rødehavet og Cairo med en unik skyformation

Fåremarked langs motorvejen

Byggeri i udkanten af Cairo

Cairo

Pyramiderne ses ikke pga. smog

Vaskebrønden

Klokketårnet

Livets nøgle (papyrus)

Giza pyramiderne

Sfinksen

Indgang til Keops gravkammer

Hotel Meridien i Cairo

Meridien tv. - pyramiden anes svagt til højre i horisonten

Cairo

Cairo

Boghandlen

Cairo

Cairo

El Hussein moskéen

Fredag er helligdag

Khan El Khalli bazaren

Myldretid i Cairo

Væveren på Rihana Resort

Frokost kl. 14 på Tabasco

1300 servietter skal foldes

"Happy New Year"

Et imponerende arrangement

Safaga, hvor konvojen samles

Muslimer på vej til Mekka

Rødehavsbjergene

De første marker dukker op

Nildalen ved Qena

Butikker ved Karnaktemplet

Karnak-templet

Ramses 2. med datter ved foden

Hypostylhallen (søjlehallen)

Hieroglyffer på én af murene

Thoth og Horus

Den Hellige Sø

Kaleche = taxa

Luxor-templet

Indgangen til Luxor-templet

Abu el-Haggag-moskéen

Vodafone (telefoner)

Krydderier

Vestbredden med landbrug

Vestbredden ved Kongernes dal

Kongernes Dal

Nye udgravninger er i gang

Spandene tømmes for sand

Tutankhamons guldmaske

Landskabet mod øst

En af statuerne

Hatshepsuts dødetempel

Båden vi sejlede med ...

Bazaren i Luxor

Bazaren i Luxor

Kufferterne bringes til bussen

Klar til afgang

Rejseoplevelser i Egypten  

Af Hanne Thoms

Egypten er fuld af kontraster

Egypten er et enormt spændende og fascinerende land at besøge. Fyldt med rigtig mange kontraster og en stor og veldokumenteret historie. Pyramiderne, templerne og ikke mindst gravkamrene i Kongernes dal giver mig en følelse af dyb respekt og beundring. Det undrer mig meget, at egypterne engang for tusinder af år siden var så langt fremme og så dygtige, når der i dag mildest talt ser faldefærdigt ud rigtig mange steder.

Et sikkert land og uden lommetyve

Som turist i landet oplevede jeg både sikkerhed og venlighed. Lokalbefolkningen kunne aldrig finde på at stjæle, tværtimod. Men selvfølgelig skulle man være opmærksom på turisterne og passe på sine ting i al almindelighed.

Det kan være køligt om aftenen

En times tid før solnedgang (og her om vinteren er det allerede ved kaffetid) kan man mærke, at temperaturen falder ganske pludseligt. Lange bukser, sko og strømper, og en varm sweater er nødvendig, til gengæld er der ikke dug og den "klamme" fornemmelse, som vi kender i Danmark i de lune sommeraftener. Helt afgørende er, om det blæser, og det gjorde det en del i El Gouna. Det overraskede mig, at solen stod lavt på himlen, og at vi frøs lidt om aftenen de første dage.

At prutte om prisen

Jeg oplevede stor irritation overfor den sælgende lokalbefolkning. Alle vegne hvor der kom turister, var der også små bazarer, pågående sælgere og tiggende børn. Det bliver man meget hurtigt træt af og lærer at ignorere og sno sig udenom. Det gælder om at kigge på varer, imens man skynder sig hovedrystende videre, og hvis man er interesseret i at købe, skal man afsætte god tid til forhandling. Egypterne sælger aldrig med tab, og deres "I have a special price for you" er blot et udspil. Som hovedregel skal man højest betale 10 % af deres forlangende, gerne endnu mindre. Man skal være meget opmærksom på, om det er falske eller ægte varer. Og selvfølgelig skal man gøre op med sig selv, hvad man er villig til at betale, hvis man vil ha' varen. Det handler om, at begge parter er tilfredse. Jeg tror, at egypterne kunne tjene mange penge på turisterne, hvis de satte en fast pris på varerne og gav os tid & ro til at kigge og udsøge. De kunne sagtens sætte en fast pris med stor fortjeneste, det ville stadig være billigt for os. Sådan nogen som mig, der ikke orker alt det prutteri, ville i hvert fald købe noget mere, hvis jeg kendte den endelige pris og kunne få lov til at udsøge i fred og ro.

Når et hus er færdigt, skal man nemlig betale ejendomsskat. Efterhånden som egypterne får råd til og brug for, bygger de en etage mere på huset, og man kan se, at der er forberedt til udvidelser. Selv om mange huse ser faldefærdige ud, har rigtig mange en parabol på taget.

Affald overalt

Der lå i stakkevis i ørkenen, i de små bifloder til Nilen og rundt omkring i gaderne mellem forretningerne.

Trafikken er et kapitel for sig

Det gælder om at komme fremad, hvad enten det er bilister, fodgængere, cyklister eller egyptere ridende på et æsel. Det med færdselsretning kan man ikke regne med, selv på motorvejen færdedes lokalbefolkningen imod strømmen, godt nok inde i højre side af vejen. Egypterne bruger deres helt egne køre-regler. Dyt og vink fortæller, hvad de agter at gøre. De kører hurtigt, og de er dygtige chauffører! Vi var meget forundrede over, at vi ikke så eller oplevede trafikuheld. Konstant krydser fodgængere gaden, jo også på motorvejen. Det foregår i et langsomt og ubekymret tempo. "Inshallah" (om Gud vil), så går det godt. Eller "Malesh" (Gud ville ikke). Om natten kører de uden lys. Kun når der kommer modkørende blænder de op for det lange lys.

Egyptiske pund

De egyptiske pengesedler er meget bløde, lasede og fyldte med bakterier. En god måde at opbevare dem på, var at stoppe dem i lommen. De fylder ikke meget, og det var gavnligt altid at ha' småpenge på sig til vand og toiletbesøg. Det er vigtigt at vaske hænder før man spiser, når man har rørt ved sedlerne.

Man skulle som regel betale 1 pund for et toiletbesøg (selvfølgelig ikke på hotellerne). Til gengæld fik man så udleveret 4 stk. toiletpapir og 1 stk. til at tørre hænder med.

Vandet er fuldt af bakterier

Drikkevandet er ikke rent, dog kan man vaske sig og bruge det til at børste tænder med. I forretningerne koster 0,75 l vand 1 pund, og i bussen kunne vi købe vand for 2,50 pund. Deres Sakara øl er meget velsmagende, vin derimod ufattelig dyrt, så det købte vi ikke.

Indflyvningen over Hurghada var utrolig smuk. Det blå Rødehav og den brune, golde ørken var et ganske anderledes syn end snestormen herhjemme. I lufthavnen ventede busserne ude ved flyet, og varmen strømmede os i møde. Heldigvis havde jeg nået at skifte til bare tæer og sandaler, inden vi landede.

Hurghada lufthavn ligner mest af alt en beduin lejr. Store telte, faldefærdige bygninger, og en følelse af kaos var mit første indtryk. Masser af guider stod linet op i rad og række, hver især med deres skilte som fortalte hvilket rejseselskab, de repræsenterede. Og så var det bare med at følge strømmen i et raskt tempo til check-out. "Jalla, jalla" lød det fra de egyptiske sikkerhedsvagter, det betyder: "Skynd dig".

Det var min første flyvetur, og ganske uerfaren kunne jeg ikke finde min kuffert på det rullende bånd. Det så ud som om, at båndet kørte ud af bygningen. Et kort øjeblik troede jeg, at chancen var forpasset, indtil det gik op for mig, at båndet kom ind igen ....  Jeg ville så gerne ha' fotograferet det, men det måtte man ikke.

Udenfor lufthavnsbygningen stod de forskellige guider igen på rad og række og fortalte, hvilken vej vi skulle gå for at komme hen til busserne.

Rihana Resort 

Var et rigtig godt sted at bo. Der var checkpoint både ved indkørslen til El Gouna by, og igen ved hotellet. Det gav en følelse af tryghed, at alle og enhver ikke uden videre kunne køre eller gå ind til hotellet. For det første var vejen spærret, og sikkerhedsvagter kontrollerede de bilister, som ville passere. For det andet sad der sikkerhedsvagter med pistol ved selve indgangen til hotellet.

I receptionen kiggede de en ekstra gang på vores navne og spurgte om vi kendte nogen. Da jeg fortalte, at guiden John var min søn, resulterede det i beskeden: "Give them the nicest room". Således fik vi et skønt værelse med udsigt over lagunen mod nordøst. Da John senere så vores værelse, udtalte han, at det var et af de bedste værelser at få.

Vi ankom til hotellet omkring kl. 14.45 egyptisk tid (de er 1 time foran DK). Allerede 15.15 skulle alle de nyankomne turister mødes med guiden Henrik, som ville vise rundt og give en masse praktiske oplysninger, hvilket foregik på svensk.

En dag præget af ventetid

John skulle køre en anden transfer den eftermiddag og ville først komme til Rihana Resort om aftenen. Det var jo ham, vi var kommet for at besøge og være sammen med, selv om han også skulle passe sit arbejde, imens vi var der. Han havde været i Egypten siden efteråret og kendte det hele. Så vi overlod til ham at bestemme aftenens forløb. Ventetiden kunne vi bruge til at sove lidt i.

Endelig aftensmad kl. 20.30

Kicki og John havde én af StarTours servicevogne den aften, og vi kørte ud til marinaen. Dér fandt vi langt om længe en restaurant, hvor der var et ledigt bord med plads til syv. Der var nemlig to andre guider, som også skulle spise sammen med os. Jeg kan huske, jeg fik nogle velsmagende bitte små forårsruller til forret, og så den herlige Sakara øl. Vi sad inde, for det var koldt udenfor.

I løbet af aftenen var der meget underholdning, bl.a. egyptisk folklore, grandprix og tombola. En ganske anderledes måde at fejre nytårsaften på. Ikke én eneste raket! Vores aften sluttede allerede kl. 23, for vi skulle op næste morgen kl. 4 og af sted til Luxor. Således kom vi sovende ind i det nye år.

På vej til Luxor

4.30 kom bussen, og vi var de første, som blev hentet. Fint nok, for 35 skulle med på 2 dages-turen til Luxor, og så kunne vi få en god plads. John havde fortalt, at turen varede 6 timer, ligesom til Cairo, selv om der var kortere. Men vi blev hentet først, og skulle samle resten op, både i El Gouna og Hurghada. Klokken 7 skulle vi være fremme i Safaga, hvor konvojen starter.

Det var umuligt at sove i bussen denne morgenstund, for to ældre kvinder var mere end morgenfriske, de knævrede højlydt og uafbrudt om "ingenting", alle deres familierelationer og afdøde. 2 timer i træk fra El Gouna til Safaga. Det var bare for meget. Da de begyndte at snakke om onkel Frank, kunne Hans ikke dy sig længere. Med ret så irriteret stemme sagde han ganske højt: "Nu skal onkel Frank vel ikke med på den her tur", hvilket gav ro for en stund.

Inden vi kørte ind på P-pladsen i Safaga, hvor alle busserne samles for at køre i konvoj, var der registrering. Et bord var stillet op i vejkanten, og dér sad en egypter og skrev ned, hvor mange passagerer der var med i bussen. En anden så til, at alt foregik rigtigt.

Man skal køre i konvoj mellem Safaga og Luxor, og der er afgang tre gange om dagen. Omkring 60 busser plejer at samles i konvojen og følges ad til Luxor, denne morgen var der kun 25.

I den ene ende af P-pladsen samledes muslimerne for at valfarte til Mekka. Vi så kun mænd i køen.

Ved 8-tiden nåede vi frem til vores morgenmads-stop, et sted midt i ørkenen på den vestlige side af Rødehavsbjergene. Her kunne vi spise vores medbragte morgenmadpakke fra hotellet. Det viste sig at være lidt tilfældigt, hvad der var puttet i posen. Vi havde alle en flaske vand, brød med ost, en pakke smør, en banan og en appelsin. Hans havde også fået et æg med, Klaus havde tre brød, og jeg havde en slags sandkage.

Imens vi spiste havde den lokale sælger travlt med at falbyde tørklæder, han gik fra den ene til den anden, Ved vores bord viklede han tørklædet om Klaus's hoved. Men han ville ikke købe noget. Da vi kørte, pakkede sælgeren det hele sammen igen.

På den videre tur så vi midt i ørkenen noget der lignede en bodega med stråtag, borde og bænke og elektrisk kogegrej.

Nildalen

I nærheden af Qena forandrede landskabet sig, det var ganske tydeligt, at vi var i Nildalen. Der dukkede marker op, alting blev grønnere og grønnere. Mange steder var man i gang med at høste, og brugte traktorer og lastbiler. Andre steder foregik arbejdet med håndkraft.

Gårdene så primitive ud, for det meste lave bygninger med stueetage og strå på taget. Alligevel var der forbløffende mange, som også havde en parabol på taget.

Qena lignede enhver anden egyptisk storby, mange højhuskvarterer og tæt bebyggelse. Flere steder var sidevejene spærret, imens konvojen kørte forbi. Politiet holdt der, og der var sat spærrepinde op.

Mellem Qena og Luxor er der ca. 60 km. Nildalen er meget frodig, og her dyrker man både grøntsager og sukkerrør.

Luxor ligger på østbredden af Nilen i det Øvre Egypten og har omkring 360.000 indbyggere. I oldtiden hed byen Theben. Luxor er kendt for sine templer Karnak-templet og Luxor-templet, samt gravområdet på vestbredden: Kongernes Dal, Dronningernes Dal, Memnon-kolosserne og Hatshepsuts dødetempel..

Karnaktemplet

Frokost og papyrusinstituttet i Luxor

Efter en god pause og frokost i Luxor på et hotel lige ned til Nilen, fortsatte turen med et besøg på papyrusinstituttet i Luxor. Igen hørte vi om, hvordan man fremstiller papyrus, og så på forretningens mange papyrus-billeder. Udenfor var det næsten mere interessant, dér holdt rigtig mange kalecher, som bliver brugt som taxa.

Ved kaffetid ankom vi til Iberotel. Vi skulle bo på 4. sal med en vidunderlig udsigt over Nilen. I horisonten kunne vi se Kongernes dal på vestbredden. Vi sad på altanen en times tid og nød dette panorama, det var skønt bare at glo.

Luxor-templet

Et besøg i Luxor-templet var ikke automatisk med i turen. Men Kicki skulle guide sit selskab rundt dér, og vi var inviteret med (for egen regning). Der var ikke længere, end at vi kunne gå derhen fra hotellet, selv om den ene kaleche efter den anden tilbød sig med "I have a special price for you". Efterhånden forstod jeg godt, at man bliver irriteret over ikke at kunne gå i fred. Heldigvis var Luxor-templet ikke så stort og uoverskueligt som Karnak.

Det meste af det 260 m lange Luxor-tempel er bygget af de to konger Amenophis 3. og Ramses 2. Flere andre konger tilføjede nyt, især Tutankhamon, Horemheb og Aleksander den Store. Luxor-templet er også viet til den thebanske gudetriade Amon, Mut og Khons og dannede rammen om festlighederne under Opet-festen, som er den kongelige foryngelsesfest. Karnak-templet og Luxor-templet var forbundet med en sfinx-allé, og én gang om året førte man Amons statue i procession fra Karnak til Luxor.

Ved indgangen står en 25 m høj obelisk. En tilsvarende, som stod i den modsatte side, blev i 1829 foræret til Muhammad Ali Pasha, som gav den i takkegave til Frankrig for klokketårnet i Alabastermoskéen i Cairo. Obelisken står nu på Concorde-pladsen i Paris.

Abu el-Haggag moskéen er fra 1200-tallet. Døråbningen ses mange meter oppe, og viser gadeniveauet, da den blev bygget. Siden har man gravet ud og tømt templet for sand.

Abu el-Haggag døde i 1243 og blev gravsat i Luxor. Han regnes blandt Øvreegyptens største sheiker. Hvert år, to uger før ramadanen, holdes en fem dage lang religiøs folkefest (mulid) til minde om ham. Både føres i procession gennem Luxors gader, næsten som under Opet-festen i det gamle Egypten.

(Det vil jeg gerne opleve engang .....)

En aften i Luxor

Efter Luxor-templet skulle vi et smut ned på én af Nil-krydstogt-bådene, hvor Kicki var guide. Hun skulle skifte til privat tøj, og derefter skulle vi alle fem ud at spise et eller andet sted i byen. At krydse den trafikerede hovedgade var ikke noget, jeg brød mig om. Man blev nødt til at vove sig ud mellem bilerne skridt for skridt.

Nil-bådene lå tæt og side om side. Man kunne gå fra den ene videre til den næste, og på hver båd stod en vagt ved indgangen. Vi skulle til den yderste. Hver båd var et flydende hotel med reception, spisested og værelser. Det viste sig, at vi kom på et gunstigt tidspunkt, for vi skulle lægge fra land et kvarters tid, så én af de andre både kunne sejle ud, den skulle til Aswan. Det var en god oplevelse at få en mini-tur på Nilen i mørke. Luxor var rigtig flot med alle sine lys.

Alle forretninger har åbent om aftenen, så først gik vi lidt rundt i byen. John skulle forny sit kort til mobilen. I Vodafone kunne han ikke få det rigtige kort, til gengæld havde de det i forretningen overfor. Der var beskidt i de små gader, mange taxaer tilbød os at køre. Gående, cyklister, æselkærrer og ikke mindst kalecher fyldte godt. I moskéen var der aftenbøn for åben dør.

Til sidst hyrede vi en taxa. Inden turen aftalte Kicki en pris. Hvis ikke man aftaler prisen på forhånd, risikerer man at blive kørt rundt i én uendelighed og kommer til at bøde et større beløb. Taxaen var møjbeskidt, ingen nakkestøtter og ingen sikkerhedsseler, og den kørte stærkt. Efter en god middag og et kvarters søvn vågnede jeg og skulle kaste op. Turistmaven igen, igen! Nok en pille og mange små mundfulde vand hjalp dog. Herefter mærkede jeg ikke mere til dårlig mave.

Øst- og vestbredden

Øst- og vestbredden af Nilen er to vidt forskellige verdener, det var de også i oldtiden. Dengang havde man de levendes by med de store gudetempler på østbredden, og de dødes by med faraonernes dybe klippegrave på vestbredden.

På østbredden var hundredvis af mennesker ansat i templerne, hvor der var aktivitet fra morgen til aften. Farao boede i byen flere gange om året, især ved religiøse fester. Man boede i huse af soltørret lersten, og i de smalle gader var der mange små forretninger og værksteder. Der var støvet, varmt og hektisk - ligesom i dag.

På vestbredden havde håndværkerne travlt med at udhugge gravkamre i klipperne til faraonerne, deres familie og embedsmænd, samt opføre templer til minde om faraonerne. Håndværkerne og kunstnere, som udhuggede og dekorerede gravene til kongerne, boede i landsbyen Deir el-Medina i en lille dal mellem bjergene. I deres fritid anlagde de også grave til sig selv. Dem kan man se som små huller i klipperne.

Alle begivenheder blev noteret på potteskår, stenflager eller papyrus, derfor ved vi i dag så meget om livet på vestbredden i oldtidens Egypten. Selv om vagter holdt udkig med gravrøvere, blev der plyndret meget allerede i oldtiden.

Landsbyen Qurna ligger ovenpå de gamle grave, og før i tiden solgte de lokale ud af gravgodset. I dag tjener mange af familierne penge ved at fremstille og sælge alabastvarer til turisterne, der er mange alabast-fabrikker omkring landsbyen.

Kongernes Dal

Inden man kommer til Kongernes Dal ses de to 18 m høje Memnonkolosser. Disse statuer flankerede indgangen til Amenophis 3.s dødetempel. Det var sandsynligvis dødebyens mest imponerende bygningsværk, men det meste af templet er vasket bort af Nilens årlige oversvømmelser.

Selv om statuerne bærer navnet Memnon-kolosserne, forestiller de Amenophis. Navnet stammer fra en gammel myte, hvor det fortælles, at ca. 27 e. Kr. var der et jordskælv, som gav en revne i den nordlige statue. Der lød herefter en pibende lyd fra statuen, og man mente, at Memnon hilste på sin mor Eos (morgenrøden), når hun viste sig på morgenhimlen. Knap 200 år senere blev revnen repareret, og lydene stoppede. På statuens sokler er der "grafitti", som blev lavet i antikken.

Der findes to store gravområder i to bjergdale, nemlig Kongernes Dal og Dronningernes Dal. Her er konger og dronninger fra især Ny Rige (1550-1070 f. Kr.) begravet. Man valgte stedet pga. den pyramideformede top, da man mente, at man så var nærmere guderne.

Klippegravene ligger tæt (der er omkring 64), og der er hele tiden nye udgravninger igang. Det skifter lidt, hvilke grave man kan komme ind og se, en måde at skåne gravkamrene på. Der er også lidt for enhver smag, de nemt tilgængelige (for de dovne), hvor gangen indtil gravkammeret er kort, og besværlige og stejle gange for den med Indiana Jones i blodet.

Kendetegnende for gravkamrene er de mange farvestrålende dekorationer og indskrifter. Man taber mælet, så flot er det lavet. Desværre forbudt at fotografere i gravkamrene!!

Vi var inde og se fire gravkamre i Kongernes Dal. Billetten gav adgang til frit at vælge 3 gravkamre, og hver gang man skulle ind, blev et hjørne revet af billetten. I et af gravkamrene var der en egypter, som fortalte om alle billederne på væggene. Han ville dog ha' penge for det, så jeg stak ham 1 pund.

Man skulle betale ekstra for at komme ind i Tutankhamons gravkammer, det var ret dyrt, 70 egyptiske pund. Den høje pris var for at beskytte gravkammeret mod alt for mange besøgende.

Tut-Ankh-Amon var kun ca. 7 år, da han blev konge. Ved fødslen fik han navnet Tut-Ankh-Aten efter Akhenaten (oprindeligt Amenophis 4), også kaldet "kætterkongen", fordi han afskaffede alle de kendte egyptiske guder og gudinder - han skiftede fra Amon til Aten. Efter Akhenatens død gik man tilbage til de gamle guder (Amon), derfor blev Aten skiftet ud med Amon i Tut-Anks's navn. Lidt forvirrende .....ja!!

Tut-Ankh-Amon døde ca. 18 år gammel, og man mener, at hans gravkammer på det tidspunkt slet ikke var færdigt, derfor er det ikke særlig stort. Stensarkofagen og den yderste mumiekiste med Tutankhamons medtagede mumie står i gravkammeret, mens alle hans mange skatte kan ses på Det Egyptiske Museum i Cairo.

Hatshepsuts dødetempel - Deir el-Bahari

Ligger lige på den anden side af Kongernes Dal, dvs. man kan godt gå over bjerget ad små stier. Templet er bygget ind i bjergsiden, et imponerende terrasseanlæg, der er forbundet med skrånende ramper og med mange søjler og statuer. På oldegyptisk kaldes det "Det mest strålende af alle".

Hatshepsut var farao i det 18. dynasti og datter af Tuthmosis 1. og Ahmose. Hun var en af Egyptens få kvindelige faraoer og udråbte sig selv efter sin far, fordi alle hendes ægte brødre var døde. Hun blev gift med sin halvbror Tuthmosis 2.

Det siges, at Hatshepsut klædte sig som en mand, hun bar et falsk skæg, og at hun lod sine bejlere dræbe og begrave i dødetemplet. Den nyeste forskning antyder, at hendes søn Senmut er identisk med Biblens Moses.

Hatshepsut havde en stedsøn, Tuthmosis 3. som hadede hende. Da hun døde, ødelagde han meget af det, hun havde fået lavet.

Jeg synes, der er mange forskellige modstridende årstal og beretninger om Hatshepsuts liv og gerninger, hvilket fascinerer mig, gør mig endnu mere nysgerrig. De meget smukke og velbevarede indskrifter og hieroglyffer fascinerede mig også meget. Jeg kunne godt tænke mig at vide endnu mere og lære alle tegnenes betydning.

Rundt omkring på bjergets sider så man mange små huller. Det er håndværkernes egne gravkamre, som de lavede til sig selv. 

I 1997 blev 60 turister dræbt på tempelpladsen ved et terrorangreb. Siden er sikkerheden blevet øget i Egypten, så turismen har de bedste vilkår i dag. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale at opleve antikkens Egypten og det egyptiske folk i dag.

Sejltur på Nilen