Rejseoplevelser i Dublin

Vi nød gensynet med Dublin og alt det, vi ikke nåede sidste sommer på vores Irlands-tur. Tutankhamon udstillingen i RDS Industries Hall var en af de helt store oplevelser!

Af Hanne Thoms

Dublin SKAL opleves til fods

Det var enormt dejligt at have 4 dage og god tid til at slentre rundt i Dublins forskellige kvarterer. At gå rundt i byen gav en helt anden dimension og fornemmelse af at være til stede og opleve. At ha' været der før og være stedkendt, gav mere tid til fordybelse, hvor vi lige fik lyst til at stoppe op og kigge nærmere på.

Sidste sommer valgte vi at rejse Irland rundt

I Dublin havde vi fokus på Famine Memorial ved floden Liffy, Molly Malone, pubben Temple Bar og hop on/hop off bustur med stop ved St. Patricks Cathedral, Guinness Storehouse og Kilmainham Gaol. Desuden en tur til Newgrange, Wicklow, Cliffs of Moher, Aran Islands, Connemara, Derry, Giant's Causeway, Robebridge, Belfast og Blarney Castle i Cork.

Der er meget mere at opleve i Dublin

Nu ville vi gerne koncentrere os om nogle af de øvrige spændende seværdigheder. Voksmuseet, Dublin Castle, Christ Church, Old Jameson Destillery, Grafton Street og O'Connel Street. Derfor valgte vi at bo på Citi Hotel (ligesom sidste sommer), for det ligger meget centralt og tæt på meget af det, vi ønskede at fordybe os i. Korte afstande at gå, mange seværdigheder, butikker, caféer og spisesteder.

Dublins gader er fyldt med busser og taxaer

Busstoppestederne i centrum ligger tæt på hinanden. Der er mange forskellige ruter, og der kommer som regel en bus hver 10. - 20. minut. Der er bybusser, busser der kører til lufthavnen, og så alle de mange forskellige tour-busser.

Uanset i hvilken retning, man kigger, er der lange køer af både holdende og kørende taxaer. Hvis man har brug for en taxa, står man bare stille på fortovet, rækker hånden i vejret, og i løbet af 10 sekunder holder en taxa ind til siden. Det er ret effektivt, og man kan få en god snak med chaufføren, gode tips og spændende, nyttige oplysninger.  

Tutankhamon udstillingen er guld værd

Det var helt tilfældigt, at vi hjemmefra fandt ud af, at der var Tutankhamon udstilling i RDS Industries Hall i Dublin. En udstilling som først startede d. 18.2.2011 på vores hjemrejsedag, og varer i knap ½ år. Læs mere her: http://www.kingtutdublin.ie/home 

Heldigvis kunne man bestille preview billetter til d. 16.2. (via ticketmaster), til under halv pris (7,5 €), så det gjorde vi. Var spændte på, hvad vi fik for pengene, men blev meget glade og overraskede. Billetterne gav adgang til hele udstillingen i 1 time. Vi kom i god tid og fik lov til at komme før ind og bruge ubegrænset tid, fordi der ikke var ret mange besøgende (ellers får man kun ½ time). Tilmed måtte man fotografere uden blitz.

En kold dansk overskyet morgenstund med lidt snefygning enkelte steder på vej til Billund, men egentlig ikke glatte veje. Flyet var lidt forsinket, men efter en behagelig og rolig flyvetur på 1 time og 45 minutter landede vi i det lidt lunere Dublin kl. 11:25 lokal tid.

Vi tog en taxa til hotellet, det var overraskende dyrt, dobbelt pris i forhold til sidste sommer. Chaufføren var meget snakkesalig, fortalte en masse om ting, vi godt vidste i forvejen.

På Citi Hotel fik vi et varmt gensyn med receptionisten, dejligt at han spontant kunne genkende os. Vi kunne først tjekke ind efter kl. 14, det vidste vi godt. Vigtigt for os at få bagagen opbevaret, så vi havde eftermiddagen fri.

Frokost på Shack i Temple Bar

Restauranten Shack ligger lige overfor pubben Temple Bar, og det var dejligt at nyde deres velsmagende lakseanretning, det dejlige brune brød og en Guinness. Bagefter slentrede vi hen ad gaden og mindedes sidste års oplevelser.

The National Wax Museum Plus

Voksmuseet ligger i Temple Bar kvarteret, for enden af gaden Foster Place, en blind sidegade til Dame Street, mod nord (mod floden Liffy). Det er nemt at finde. Rigtig sjovt og spændende at besøge, og ikke mindst med lidt gys og gru!

Det koster 10 € pr. person at se udstillingen, som er fordelt på 4 etager med rigtig mange trapper, mange forskellige små rum og mange smalle gange. Fra hvert rum viser pile videre frem.

Det er tilladt at fotografere, men lidt svært, fordi mange af rummene er meget mørke.

Højdepunkter fra Irlands historie

Først så vi voksfigurer af de forskellige berømte irske forfattere, vikingerne i Irland, middelalderen og den irske mytologi, slaget ved Boyne, hungersnøden i 1800-tallet og den irske uafhængighedskrig. Imponerende så livagtige alle så ud.

Gys og gru rummet

Dernæst et "skræmmende" rum med indslag fra flere forskellige film, bl.a. med Buffalo Bill, Dracula og Hannibal Lector. Her bevægede personerne sig, når man flyttede sig i rummet, og der blev rusket i tremmerne bag ved.

Børnenes eventyrverden

Her kunne man bl.a. se the Simpsons, Harry Potter og julemanden. Der var også mulighed for, at børn kunne kravle igennem en tunnel.

Berømte irere

I det næstsidste rum var der voksfigurer af forskellige 'bedste fra Irland' - fx musikere, sportsfolk. Her stod jeg stille og kiggede, indtil en kvindelig besøgende skreg, da jeg bevægede mig. Rigtig sjovt. Jeg var ikke en voksfigur, bare turist og besøgende.

Musikere og filmlegender i den store hal

Det sidste rum repræsenterede film og musik gennem tiderne, bl.a. U2, Phil Lynott, Liam Neeson, Michael Jackson og Elvis Presley.

Citi Hotel i Dame Street ligger centralt i Dublin

Selv om hotellet ligger i en stærkt befærdet gade med larm døgnet rundt, og værelserne er meget små, så var vi ikke i tvivl om, at dér skulle vi bo igen. Tæt på det meste, og med en rigtig god service. 

Vi følte os meget velkomne, især dejligt at receptionisten spontant genkendte os, stort smil. Også dejligt, da vi kom igen ved 15.30-tiden, klar til check in, at vi vidste, hotellet havde el-kedel og hårtørrer. Fik et askebæger med og lånte en adapter til deres el-stik.

Spurgte også til deres gratis Wi-Fi password, som var det samme som i sommers. Men så enkelt var det ikke! Vi kunne logge på internet i 2 sekunder, så blev forbindelsen afbrudt igen. Receptionen sørgede for, at der kom en tekniker for at hjælpe, men uden resultat. Vi opgav at komme på nettet. Skulle ha' brugt det til at bestille en billet til Malahide Castle og få 20 % rabat, men måske i morgen?

Gågaden i Grafton Street

Efter en kop kaffe, alt det internet-bøvl og lidt afslapning valgte vi at kigge på sko i Grafton Street, som ligger 5 minutters gang fra Citi Hotel. Jens manglede nye sko, og der var mange forretninger med et pænt udvalg. Det lykkedes ham at finde nogle gode sko, faktisk billigere end herhjemme. Gågaden var fyldt med mennesker denne kølige eftermiddag, og rundt omkring var det tydeligt, at det var Valentine's Day, masser af blomster at købe.

Tapas på Citi Hotel

Vi valgte at spise aftensmad på Citi Hotel, og havde kig på flere forskellige menuér. Så det endte med tapas, 3 små retter (de var meget store og mættende).

1. Traditionel irsk steak & Guinness Pie, små stk. mørt kød med butterdejstop, chips og salat.

2. Homestyle Cottage Pie, millionbøf, kartoffelmos, gulerodstern, cheddar og salat.

3. Roasted Gaelic Phesant, kartoffelmos, fasan, bacon, rød currant jus (smagte fantastisk).

Bagefter handlede vi i Spar i Dame Street. En af de mange døgnåbne butikker tæt på hotellet. Købte brød og pålæg til morgenmad på værelset næste dag. Det foretrak vi, selv om der er masser af steder, hvor man kan spise morgenmad, også på vores hotel. Men dér har de ikke "ta' selv morgenbord", man skal bestille en morgenmadsmenu og sidde og vente på servering.

Prøvede igen med internet - bøvl - på i 2 sekunder - virkede derefter ikke.

En lun regnvejrsdag fra morgenstunden, dernæst silende regn midt på dagen og tørvejr sidst på dagen.

Vi vågnede ved 8-tiden, nød morgenmaden på værelset. Der var både el-kedel og kaffe/te.

Prøvede igen med internet - bøvl - virkede ikke. Ved 10:30 tiden gik vi hen til Dublin Castle, som ligger i Dame Street (skråt overfor vores hotel).

Dublin Castle er et besøg værd

Vi deltog i en meget spændende, guidet rundvisning fra 11:40 - 12:20. Kostede 4,5 € pr. person. Der var meget FLOT inde på slottet, en skam at det var forbudt at fotografere.

Dublin Castle ligger på et strategisk og vigtigt sted ved floden Liffey. Der har måske oprindeligt ligget et gælisk ringfort på dette sted. Senere byggede vikingerne en fæstning, som man kan se resterne af i kælderen.

Slottet blev bygget i det 13. årh., og er blevet genopbygget mange gange siden det 17. årh. De mange forskellige bygninger vidner derfor om hver sin tidsalder og byggestil.

Igennem 700 år (indtil 1922) blev Dublin Castle brugt som kongelig residens og sæde for den britiske administration i Irland. Her blev de irske kronjuveler også opbevaret, indtil de blev stjålet i 1907, og ikke blev fundet igen. Slottet blev også brugt af parlamentet, forskellige domstole, og har også været militærgarnison.

Irlands statholder, også kendt som Irlands vicekonge, havde en lejlighed her, som blev regnet som nogle af de flotteste rum i Dublin. I dag bruges de bl.a. ved indsættelse af landets præsident.

Under den irske uafhængighedskrig fungerede slottet også som midlertidigt 'hospital'. Det var her James Connely blev bragt til, da han blev såret under kampene ved postkontoret i O'Connel Street.

Efter rundvisningen fik vi frokost i caféen på Dublin Castle. Salat, ris og stuvet kylling i Guinness sauce, smagte himmelsk. Der var mulighed for at sidde udenfor i en overdækket lille gårdhave, og lunt nok.

Egentlig havde vi planer om at gå hen til Christ Church, som ligger i samme gade og ca. 5 minutters gang fra Dublin Castle, men det opgav vi pga. den silende regn. Tog i stedet den grønne Citi Tour Bus til Old Jameson Destillery, en køretur på 45 min.

Old Jameson Destillery

Ligger i Bow Street nord for Liffey. Her blev den verdensberømte Jameson whisky produceret fra 1780 - 1971. I dag finder destilleringen sted i Cork. De gamle fabriksbygninger i Dublin bliver nu brugt til guidede rundvisninger á 16 €, varer ca. 45 minutter. Her kan man følge, hvordan whiskyen bliver produceret samt få en lille smagsprøve. Der er også indrettet café og butik.

John Jameson blev født i Scotland d. 5. oktober 1740. Han var advokat i Alloa og giftede sig med Margaret Haig. Hendes brødre grundlagde firmaet Haig Scotch Whisky og havde forbindelse til familien Steins, som var interesserede i Dublin.

Jameson flyttede til Dublin og etablerede sit destilleri i Bow Street i 1780. Det siges, at han blev mere irsk end irerne selv. Han var meget perfektionistisk og overtalte bønderne til at fremstille den bedst egnede byg til whiskyfremstilling, og han udviklede destillations-kunsten. Hurtigt blev hans whisky kendt som en af de fineste irske whiskys, og Jameson er i dag den mest solgte irske whisky på verdensplan, med et årligt salg på over 31 mill. flasker.

Fremstilling af Jameson Irish whisky

Der bruges 3 ingredienser: Maltet byg, umaltet byg og vand.

Byg indeholder ikke gæringsdygtig sukker, kun stivelse. Men hvis man snyder byg til at tro, det er forår, vil det spire og producere sukker, som er nødvendigt for at kunne lave alkohol. Efter nogle få dages tørring, vil alkoholmængden under brygningen og fermenteringen blive meget større end normalt. Byg, som har gennem-gået denne maltningsproces, kaldes maltet byg.

Præcise mængder af maltet og umaltet byg kværnes og blandes for at skabe den mel, som kaldes 'grist' (knust malt). Dette blandes så med varmt vand, og under mæskningen opløses sukkeret og danner en stærk, sød væske (maltafkog), som bliver pumpet over i vaskefade, hvor gæringen varer i 3 dage.

Whiskyen destilleres og modnes herefter i 3 forskellige slags tønder. Spanske sherry tønder, amerikanske Bourbon tønder og portvinstønder. Til sidst blandes alt, og giver en sødlig, blød smag med en undertone af nødder og træ.

Trinity College er STORT

Trinity College ligger overfor statuen af Molly Malone. Her var der busstoppested, og jeg ville gerne se, hvad der gemte sig bag hovedindgangen. Det blev en ganske overvældende oplevelse.

Jeg havde bestemt ikke forestillet mig, at der var så mange, store bygninger i forskellige byggestile, flere grønne områder og ikke mindst ufattelig mange studerende på vej frem og tilbage, sådan en helt almindelig tirsdag kl. 17.

Trinity College blev grundlagt i 1592 af Elisabeth 1.

På dette sted lå der tidligere et augustinsk kloster.

Indtil 1970'erne var det kun for protestanter, men nu har katolikker også adgang. Der er i dag ca. 15.000 studerende. Først i 1904 fik kvinder lov til at blive optaget på Trinity College med alle rettigheder. Biblioteket på Trinity College er det største i Irland. Her findes ca. 5 mill. bøger, incl. manuskripter, kort og musik. The Book of Kells er den mest berømte bog i det gamle bibliotek.

Man kunne gå igennem nogle moderne bygninger og komme ud på Nassau Street. Efter et foto-stop ved Molly Malone var jeg et smut inde på turistkontoret. De havde ingen bøger om Dublin Castle, til gengæld min yndlingsparaply med irske motiver.

O'Neills restaurant og pub

Ligger på Suffolk Street, skråt overfor turistkontoret. Her arbejder Ashley, som vi mødte sidste sommer. Vi var meget heldige, hun var på arbejde, og det lykkedes os at blive ekspederet af hende og få en kort snak. Hun havde fri kl. 18, men kunne desværre ikke mødes over en drink bagefter, fordi hun havde så meget at ordne, inden hun næste morgen skulle på en uges ferie i Barcelona. Noget hun glædede sig rigtig meget til, især efter de sidste ugers regn i Irland.

På 1. sal var der et delvist overdækket rygerum. Her nød vi en irsk kaffe.

Shack restaurant i Temple Bar

En rigtig hyggelig restaurant med en intim atmosfære og enormt velsmagende mad. Lå tæt på vores hotel. Måske lidt dyrt, men afgjort prisen værd. Og så elsker jeg deres hjemmebagte brune brød. Så dér skulle vi selvfølgelig ha' aftensmad.

Vi fik en kyllingeret med en dejlig krydret sauce. Det smagte himmelsk. Og da Jens forinden takkede nej til brød i ventetiden, insisterede jeg på det brune brød som forret. Det er verdens bedste brød!

Fra morgenstunden TØRVEJR, en lun solskinsdag med blå himmel, senere overskyet og let regn om aftenen.

Morgenstund og morgenmad i eget tempo på værelset. Virkelig en nydelse at ha' go' tid til at vågne og gøre klar. Afprøve internet igen, virkede stadig ikke.

Ved 9:30 tiden gik vi hen til Christ Church, som ligger mod vest i forlængelse af Dame Street. En gåtur på ca. 5 min.

Kirken ligger i det gamle vikingeområde. Her er fliserne i fortovene præget af mange vikingemotiver, og bybilledet bar også præg af det kommende valg i Irland, den ene plakat efter den anden var hængt op.

Overfor kirken var der en skulptur til minde om årtusindskiftet i 2000, tilegnet den glæde, som børn bør opleve overalt i verden i det 3. årtusind.

Christ Church er fra vikingetiden

Det kostede 6 € pr. voksen at se kirken, som havde vejledende brochurer på rigtig mange forskellige sprog, dejligt at blive guidet på dansk.

Christ Church blev bygget omkring 1038, og i 1172 fik kirken sin nuværende skikkelse med den nye katedral for ærkebiskop Laurence O'Toole (senere helgen) og den normanniske ridder Richard de Clare ('Strongbow').

Ærkebiskop Laurence O'Toole begyndte at reformere de keltiske traditioner efter europæisk mønster. Kannikkerne blev munke af Sankt Augustus, og liturgien fulgte engelsk kirkeskik. I 1530'erne fortsatte den engelske påvirkning, da Henrik d. 8. brød med Rom. Den irske kirke måtte nødtvungent følge trop. Den sidste augustinske prior Robert Paynswick blev den første domprovst. 

Gennemgribende restaureringer har fundet sted i 1358, 1562, 1829-31, 1871-78 og 1980-82. I dag er kirkens primære formål en kristen gudstjeneste, hvor alle trosretninger er velkomne.

Under Christ Church er der en spændende krypt

Krypten er fra 1170'erne og en af de største middelalderlige krypter i både Storbritannien og Irland. Den er meget stor, ligger under både midterskibet og koret, hvilket er en sjældenhed.

De mange groft tilhuggede søjler bærer hele katedralens og midtertårnets vægt. I krypten findes mange historiske mindemærker, som aldrig lå i vejen for andre, og derfor er velbevarede. Hernede er der også café, butik og toiletter.

Gåtur i det gamle vikingeområde

Ved siden af Christ Church ligger vikingemuseet Dublinia, sikkert også meget interessant, men vi ville hellere nyde en gåtur i det gamle vikingeområde, især nyde det gode solskinsvejr og lægge mærke til alle de små detaljer undervejs til O'Connel Street, som var næste mål.

En smuk og særpræget bro forbinder Christ Church med The Synod Hall. Oprindeligt den gamle St. Michaels Church fra 12. årh. Broen ligner en slags byport, hvilket den ikke er. Blev tilføjet, da Christ Church blev genopbygget i 1870'erne, og man kan tydeligt se de forskellige stilarter.

Det eneste, der i dag er tilbage af St. Michaels Church, er tårnet, hvorfra der siges at være en god udsigt over Dublin. Det må vi tilbage og finde ud af en anden gang.

På vej ned mod Liffey kom vi forbi det ene vikinge-mindesmærke efter det andet. Der var mange fortovsfliser med vikingemotiver, en stor skulptur som lignede en egetræsstamme og et vikingeskib af jern, med bænke i midten.

Ha' Penny Bridge har mange navne

Den smukke, buede gangbro over floden Liffey er lavet af støbejern. Den blev bygget af John Windsor fra den engelske by Shropshire og åbnet i 1816.

Broen hed oprindeligt Wellington Bridge, opkaldt efter greven af Wellington. Det officielle navn i dag er Liffey Bridge, men broen er også kendt som Metalbroen.

Øgenavnet Ha' Penny Bridge opstod, fordi man skulle betale en halv penny for at gå over broen. Tolden blev afskaffet i 1919, men navnet hænger ved.  

O' Connel Street

Mellem Ha' Penny Bridge og O' Connel Street kom vi igennem nogle meget små gader med mange spændende butikker, bl.a. en taskeforretning indrettet i en stor garage. Her var der et stort udvalg af enormt billige tasker, rygsække og kufferter.

Min egen rygsæk gik i stykker på flyveturen, fordi jeg proppede for meget håndbagage i den. Men her var muligheden for at købe en ny for 15 €, en kraftig, god og endnu mere rummelig rygsæk, tilmed med mange lommer og adskilte rum.

Vinkelret på O' Connel Street ligger gågaden Henry Street, med et væld af store butikker med dyre varer. Jeg synes dog, at det var mere spændende og charmerende i Grafton Street.

Det var ikke statuerne af Charles Stuart Parnell (1846-91), James Larkin (1867-1943) og Daniel O' Connel (1775-1847) vi var interesserede i at se, heller ikke The Spire. Derimod at slentre op og ned ad O' Connel Street og nyde den travle atmosfære. Selv om O' Connel Street er meget befærdet, er det rimelig nemt og hurtigt at krydse vejen, og man vænner sig lynhurtigt til de mange mennesker og køretøjer.

Mens Jens sad i solen på en fortovscafé og nød en kop kaffe, var jeg et smut i den enormt store boghandel Eason. Der ville jeg se, om jeg kunne købe en bog om Dublin Castle. En sådan fandtes desværre ikke.

Da jeg kom ud på gaden igen, var der demonstration. Sygeplejerske studerende fra hele Irland gik i optog op ad O' Connel Street. De var utilfredse med, at regeringen ville indføre en ny lov, så de ikke skulle ha' løn i deres praktikperiode. Deres motto var: NO PAY - NO WAY. Det hele forløb meget fredeligt, og imens måtte de mange busser, taxaer og biler vente.

Frokosten fik vi på cafeteriet Kylemore. Irsk Stroganoff med gule ris, hvidkål og gulerødder.

Tutankhamon udstilling i Dublin

Det var helt tilfældigt, at vi hjemmefra fandt ud af, at der var Tutankhamon udstilling i RDS Industries Hall i Dublin. En udstilling (kopier) som først startede d. 18.2.2011 på vores hjemrejsedag, og varer i knap ½ år. Noget som Jens brændende ønskede at opleve.

Læs mere her: http://www.kingtutdublin.ie/home 

Heldigvis kunne man bestille preview billetter til onsdag d. 16.2. (via ticketmaster), til under halv pris (7,5 €), så det gjorde vi. Var spændte på, hvad vi fik for pengene, men blev meget glade og overraskede. Billetterne gav adgang til hele udstillingen i 1 time. Vi kom i god tid og fik lov til at komme før ind og bruge ubegrænset tid, fordi der ikke var ret mange besøgende (ellers får man kun ½ time). Tilmed måtte man fotografere uden blitz.

Med bus til RDS Industries Hall

Allerede 13.25 tog vi en bus (linje 7) fra Upper O' Connel Street til RDS Industries Hall, en strækning på ca. 4 km. Kostede kun 1,65 € pr. person. Vi var meget i tvivl om, hvornår vi skulle af, ikke til at vide eller se, hvis man ikke er stedkendt. Da vi fornemmede, at vi var ved at nærme os, spurgte vi en af de øvrige passagerer, og det var godt, for RDS var faktisk et af de næste stop.

Det var vigtigt for os at komme i god tid, for vi anede ikke hvor Box Office lå, og dér skulle vi hente vores forudbestilte billetter. Det viste sig dog at være ganske enkelt, for i en tilstødende bygning var der billetkontor, og de havde billetterne klar!

Først nød vi at sidde og vente udenfor, men efter ½ time begyndte jeg at fryse lidt og ville gerne finde et sted indenfor, hvor vi kunne vente på, at klokken blev 15. Vores billet gav nemlig adgang fra kl. 15-16. Der var ikke ret mange besøgende, så vi behøvede ikke at vente. Blev opfordret til at gå ind med det samme og bruge al den tid, vi ønskede. Det skulle ikke siges to gange.

En UNIK udstilling som skal ses

Der var både information via høretelefoner og film om det antikke Egypten, Kongernes Dal i Luxor og Howard Carter, som i 1923 fandt Tutankhamons grav, velbevaret og uden at gravrøvere havde været der først.

Der var også mange plakater med informationer, store malerier med hieroglyffer, Rosetta-stenen (samme tekst skrevet med tre forskellige alfabeter), og ikke mindst en udstilling med gravkammeret og alle skattene.

Ved udgangen mulighed for at købe souvenirs og bøger. Der var i øvrigt rigtig meget spændende undervisningsmateriale for børn, altså på engelsk!

For 5 år siden var jeg både inde og se Tutankhamons gravkammer i Kongernes Dal i Luxor, og alle hans skatte på det Egyptiske Museum i Cairo. Dengang foregik det i 'rask' tempo, og man måtte ikke fotografere. Se www.ht-1.dk/egypten

Derfor nød jeg nu at ha' mere tid til fordybelse, og jeg var imponeret over, at man i Dublin ikke kunne se forskel på, om det var kopier eller den ægte vare.

Lidt om Tutankhamon

Tut-Ankh-Amon var kun ca. 7 år, da han blev konge. Ved fødslen fik han navnet Tut-Ankh-Aten efter sin far Akhenaten (oprindeligt Amenophis 4), også kaldet "kætterkongen", fordi han afskaffede alle de kendte egyptiske guder og gudinder - han skiftede fra Amon til Aten. Efter Akhenatens død gik man tilbage til de gamle guder (Amon), derfor blev Aten skiftet ud med Amon i Tut-Anks's navn. Lidt forvirrende .....ja!!

Tut-Ankh-Amon døde ca. 19 år gammel, og man mener, at hans gravkammer på det tidspunkt slet ikke var bygget færdigt, derfor er det ikke særlig stort. Stensarkofagen og den yderste mumiekiste med Tutankhamons medtagede mumie står i gravkammeret, mens alle hans mange skatte kan ses på Det Egyptiske Museum i Cairo.

I de seneste år har der været forsket meget i Tutankhamons oprindelse og død. DNA prøver viser, at hans mor ikke var hans fars førstekone Nefertiti, men én af hans fars søstre. Pga. indavl var Tutankhamon sandsynligvis svagelig, og han havde en klumpfod. Yderst tvivlsomt, at han skulle ha' deltaget i felttog og være blevet dødeligt såret der. Prøverne viser også, at han led af malaria, hvilket kan ha' været dødsårsagen. Jeg tænker: "Hvad man ikke alt kan finde ud af ca. 3500 år efter...."

Celtic Whisky Shop i Dawson Street

Vi kunne sagtens ha' taget den billige linje 7 (bus) tilbage til Dublins centrum, især fordi der var stoppested lige uden for RDS Industries Hall. Men vi valgte en taxa for at spare tid, selv om det var meget dyrere. Ville nemlig gerne handle ind i Celtic Whisky Shop i Dawson Street, og ha' god tid til prøvesmagning.

Det var en sjov oplevelse. Den mindste tøven resulterede i en ny smagsprøve, tror vi smagte 4 forskellige.

Den ene (en Connemara, Turf Mór, peated single malt irish whisky), havde en alkoholprocent på 58,2 og en meget røget smag. Ekspedienten anbefalede os at blande et par dråber vand i. Det tog den røgede smag. En whisky, vi absolut også måtte ha' med hjem.

Og fordi vi var så gode kunder, fik vi to helt specielle whiskyglas, hvor navnet Connemara er indgraveret.

En dejlig aften på Citi Hotel

På vej tilbage til hotellet mødte vi receptionisten fra Citi Hotel ud for turistkontoret. Tror han var på vej hjem. Han ville vide, om vores internetproblem havde løst sig, men det havde det ikke. Vi fortalte ham, at vi var glade for at bo på hotellet, men hvis den seng, jeg sov i, havde været min egen, ville jeg ha' købt en ny, for madrassen var udtjent.

Straks vendte han om, og gik med os tilbage til hotellet, så vi kunne få et andet værelse. I første omgang valgte han det bedste værelse, som lå på 3. sal. Men deres elevator var ude af drift denne dag, så det blev i stedet for værelse 101 på 1. sal. Et værelse vi kendte fra sidste sommer, og vi kunne huske, at dér virkede internettet. Så det var okay med os. Men internettet virkede nu alligevel ikke i første omgang.

Vi bestilte og fik en irsk kaffe leveret på værelset, så vi kunne slappe af i for rygende omgivelser. Listede senere nedenunder og fik aftensmad i hotellets restaurant. Vi var ikke i tvivl om, at det skulle være Roasted Gaelic Phesant (kartoffelmos, fasan, bacon, rød currant jus), som vi havde smagt den første aften.

Internet lykkedes i 15 vigtige minutter

Tilbage på værelset forsøgte vi nok engang at komme på internet. Og det lykkedes i de ca. 15 min, det varede at bestille en Malahide tur til næste dag og få 20 % rabat (hvis man bestilte over nettet).

Jeg havde kun lige trykket på betal, hvorefter bekræftelsen viste sig på skærmen, og så virkede internettet ikke længere. Bekræftelsen skulle udskrives og medbringes næste dag, hvorefter man ville få billetterne.

Heldigvis havde jeg min USB-nøgle med og kunne gemme dokumentet dér. I receptionen var de meget hjælpsomme, da jeg bad om en udskrift.

En meget diset dag med lidt støvregn midt på dagen, ellers tørvejr.

Vi tilbragte formiddagen på hotelværelset. Jens havde brug for at hvile sin dårlige fod, så jeg læste videre i Slagtebænk Dybbøl. En fantastisk spændende bog om slaget ved Dybbøl 1864, barsk og ikke for sarte sjæle. Havde den med til flyveturen, nåede en hel del sider på vej til Dublin, og nu ville jeg simpelthen bare nå at læse den færdig inden ankomst i Billund.

Ved middagstid tog vi en taxa til 59 Upper O' Connel Street. Her skulle vi hente billetterne til Malahide turen, og bussen startede fra samme sted.

Lige i nærheden ligger Flanagans Restaurant. Et enormt godt spisested med hurtig service. Der var både mange kunder og rigtig mange tjenere. Her fik vi en lækker steak med pebersauce. Og vi lagde mærke til, at det irske køkken bruger gulerødder og kartofler på mange kreative måder som fast tilbehør til næsten enhver ret.

Kartoflerne fås som hjemmelavede chips, mos, små tern eller kogte i forskellige størrelser. Men gulerødderne er faktisk det mest interessante. I skiver i sammenkogte retter, i små tern som tilbehør, og denne dag som en farvestrålende gulerodsmos. Ingen ret uden gulerødder, noget vi også husker fra i sommers rundt omkring i Irland.

Noget af det mest velsmagende er irernes fantastiske salater. De forstår at blande de rå grøntsager med en krydret dressing, så det både knaser sprødt i munden og smelter på tungen.

Vi var fire deltagere på tur i en dobbeltdækker

På Malahide turen føltes det ret underligt at sidde 4 personer både øverst og forrest i en dobbeltdækker, og der kom ikke flere. Et ungt brasiliansk par og os. Dér var jeg meget nervøs for, at turen ville blive aflyst. Men chaufføren bød os velkommen, vi kunne frit vælge og skifte pladser undervejs. Bedst at sidde til venstre, sagde han, dér var den flotteste udsigt, hvis ellers vejret ikke var så diset.

Jeg beundrede chaufførens energi, sange og fortællelyst, det må ha' været svært at at tale til så få, holde gejsten oppe, men det synes jeg, at han klarede fint. Og det skulle vise sig, at han fik nok at se til undervejs, selv om vi kun var fire.

Da vi kom til P-pladsen ved Malahide Castle, opstod der forvirring

De unge brasilianere havde travlt med at kigge og fotografere, og Jens skyndte sig ind i skoven, som lå i den modsatte retning. Han skulle på toilettet, og havde set et skilt pege i den retning.

Der var bestilt tid til en guidet rundtur på slottet, og chaufføren havde lidt travlt med at få os med videre. Skulle vi vente på Jens eller begynde at gå? Jeg regnede dog med, at Jens ville følge skiltene, når han kom tilbage fra skoven, så vi begyndte at gå mod slottet. Chaufføren var meget rolig og forsikrede, at han bagefter ville gå tilbage til P-pladsen og kigge efter Jens, vise ham vejen, hvis han ikke selv dukkede op indenfor kort tid.

Brasilianerne og jeg fik besked på at vente ved billetkontoret, men brasilianerne fik øje på en åben dør, som førte ud til en meget smuk slotsplads, og væk var de, igen for at kigge, nyde og fotografere.

Det endte med, at jeg blev bedt om at gå op på 1. sal og vente i det første rum, en meget smuk egetræsstue, hvor al fotografering var forbudt. Jeg luskede mig dog til et foto uden blitz. I ventetiden ville chaufføren finde de andre tre, så vi kunne starte rundturen samlet. Dér stod jeg, helt alene og med frisk erindring om chaufførens fortællinger om spøgelser på slottet. Jeg hverken så eller mærkede noget spøgelsesagtigt!

Brasilianerne kom langt om længe, og derefter også guiden på slottet. Ganske kort bød hun velkommen, og så gik hun. Resten foregik pr. elektronisk guide. Ind i det næste rum, og så startede den usynlige fortæller. I øvrigt et fantastisk flot interiør. En skam, at det var forbudt at fotografere. Undervejs dukkede Jens op, han mødte chaufføren ved bagindgangen og blev vist frem til os.

Lidt om Malahide Castle

Malahide Castle er et af ​​de ældste og mest historiske slotte i Irland. Igennem næsten 800 år (fFrom 1185 until 1975, it was the home of the Talbot family.ra 1185-1975) gik slottet i arv i Talbot familien.

I 1973 døde den daværende barnløse ejer Lord Milo Talbot, og hans ugifte søster Rose Talbot arvede slottet. Hun var i 60'erne og også barnløs. For bl.a. at kunne finansiere arveafgifterne, solgte hun i 1975 Malahide Castle til den irske stat, som nu har indrettet et museum i det gamle slot.

En del interiør, især møblerne, blev solgt sammen med slottet, hvilket medførte betydelige offentlige kontroverser, men private og statslige parter var i stand til at hente noget af det tilbage, så slottet i dag giver et godt indtryk af Talbot familiens indretning. En del af slottets portrætter er lånt ud af National Galleriet.

Rose Talbot flyttede derefter til Fingal i Tasmanien, til en ejendom på ca. 30.000 hektar. Denne ejendom er den næststørste i Tasmanien og har været i familiens eje siden 1824.

Rose Talbot døde i en alder af 93 år i 2009.

Hammund Mac Turkill blev den sidste vikingekonge i Dublin, som havde kontrollen over Malahide. Under den anglo-normanniske invasion i 1169 overtog den engelske konge magten. Ridderen Richard Talbot ledsagede i 1174 den engelske kong Henrik 2. til Irland, og Talbot fik i 1185 overdraget 'jord og havn i Malahide'. Strongbow fik overdraget resterne af Leinster.

De ældste dele af Malahide Castle kan dateres tilbage til det 12. årh., og det var hjem for Talbot familien i næsten 800 år. Eneste undtagelse var perioden fra 1649-1660, da Oliver Cromwell under erobringen af Irland gav slottet til Miles Corbet. Efter Cromwells død blev Miles Corbet hængt og Malahide Castle blev givet tilbage til Talbot familien. Bygningerne blev især udvidet under den engelske kong Edward 4., og tårnene blev tilføjet i 1765.

Malahide Castle overlevede både de alvorlige tab under slaget ved Boyne, da fjorten familiemedlemmer mistede livet på én dag, og straffelovene (Penal Laws), selv om familien forblev romersk-katolske indtil 1774.

Malahide Castle har ry for at være hjemsøgt af 5 spøgelser

1. Miles Corbet, som efter Cromwells død blev hængt og parteret. Først viser han sig i fuld rustning, dernæst falder han sammen i fire dele.

2. Sir Walter Hussey, som blev dræbt med et spyd i en duel mod sin rival, hvorefter hans unge brud Lady Maud Pinkett straks giftede sig med rivalen.

3. Lady Maud Pinkett, senere i livet en rappenskralde, som løb rundt på slottet og kaldte på sin 3. mand, en komiker ved navn Puck, som sandsynligvis blev myrdet pga. dårlig komedie.

4. Puck, som svor på, at han ville hjemsøge slottet. Han spøger dog ikke længere, som om han forsvandt, da møblerne blev solgt.

5. White Lady, som ethvert slot har. På Malahide Castle er det et anonymt portræt, som engang hang i gildesalen.

Skiltene var misvisende

"Det var skiltene", sagde Jens bagefter, "de var forvirrende og misvisende". Og det kunne jeg godt se, da vi kom tilbage til P-pladsen. Indgangsskiltet til Malahide Castle pegede i en anden retning end den direkte og korteste vej. Man ville åbenbart ha' de besøgende ind gennem den store park, en noget længere gåtur.

Igen ventetid ved afgang, for brasilianerne kom ikke til aftalt tid. De havde mere end go' tid og måtte hentes af chaufføren, så vi kunne komme videre.

Diset og lavvandet langs østkysten

Fra Malahide kørte vi langs østkysten mod syd. Så langt øjet rakte, var der meget lavvandet, og man kunne se de mange formationer på havbunden, lige fra sand til mudder og klipper. En meget øde, bakket og fascinerende kyststrækning, slet ikke fladt som vi kender vadehavsnaturen i Danmark. Og uden tvivl ville det ha' været endnu smukkere i klart vejr.

Bynavnet Howth udtales [Haud]

Byen ligger på en lille halvø 15 km nordøst for Dublin. Oprindelig en lille fiskerlandsby, som med sin rivende udvikling nu er blevet en forstad til Dublin med både fiskeri- og lysthavn, og med op til 5 meters forskel på ebbe og flod.

Howth Castle er kendt som et af de slotte i Irland, som har været mest besat, og film som Last of The High Kings og Boy Eats Girl er optaget her.

Navnet Howth betyder hoved og stammer fra de nordiske vikinger, som kom til området i 819.

Fra det 14. årh. var Howth en vigtig handelsby, og i det 18. årh. blev byen valgt som stedet for postforsendelser med skibe. Man diskuterede dog, om dette også var det bedste sted, eller om Dún Laoghaire (syd for Dublin) ville være bedre.

I det 19. årh. blev havnen i Howth bygget, og i juni 1914 blev 900 rifler til de irske frivillige oprørere bragt i land her. En stor del af disse rifler blev brugt mod briterne under Easter Rising i 1916. 

Demonstration imod Gadaffi

Ved godt 17-tiden sluttede vores Malahide tur. Bussen stoppede i O' Connel Street. Her var der en fredelig demonstration ud for General Postoffice. De libyske demonstranter smilede venligt og var meget imødekommende, da jeg stoppede op for at fotografere dem. Kan det siges tydeligere, at de allerede her bad om hjælp? At de forsøgte at råbe den internationale verden op og gøre opmærksom på trængslerne i Libyen.

En stille aften på hotellet

Var bagefter et smut i Spar og købe morgenmad til næste dag. Derefter aftensmad på Citi Hotel og afslapning på værelset resten af aftenen.

Tørt og overskyet.

Efter at ha' checket ud kl. 8.45 tog vi en taxa (8 €) til 59 Upper O' Connel Street, derfra Airlink Express bussen ud til lufthavnen. Turen tog kun 20 min. og kostede 6 € pr. person.

Vi havde god tid i lufthavnen, og især tid til at nyde det lune forårsvejr udenfor. Efter en behagelig og hurtig flyvetur (1½ time) fra Dublin til Billund, kom vi hjem til frost og sne.