Forside

Rejseoplevelser

Billedserier

Her var vi

Rejseoplevelser i Dresden og Bastei - oktober 2009

Dresden var uovertruffen smuk om aftenen. Udsigten fra kuplen i Frauenkirche var fantastisk, og Bastei klipperne med klippeborgen Neurathen var vildt spændende og udfordrende.

Af Hanne Thoms

Der var ca. 2 grader & regn og hagl i Dresden

At efterårsferiens kolde og våde vejr i Dresden ikke lige var det allerbedste udgangspunkt, skal dog ikke lægge en dæmper på, at vi havde nogen fantastiske oplevelser. Godt klædt på med den uldne trøje og vinterjakke, paraplyen i lommen og frisk mod, så nåede vi to skønne dage, inden sneen satte en stopper for alt det, vi også havde planer om at se.

Dresden er kanon flot om aftenen

Vi kom igennem Dresden mandag aften ved 20-tiden, forbi alle de smukke og belyste bygninger i den gamle bydel. Mest af alt havde jeg lyst til at stoppe og fotografere, velvidende at mit kamera ikke kan ta' gode billeder i mørke. Men som chauffør skulle jeg også være opmærksom på storbykørsel og de mange sporvogne.

Dresden er fyldt med seværdigheder

Side om side ligger de mange barokke bygninger og fortovscaféer i den gamle bydel Altstadt. En P-kælder under Neumarkt gør det nemt at parkere midt i det unikke scenarie, og derefter kan man fint gå rundt i eget tempo. Eller tage med "hop on - hop off" bussen, som både kommer gennem Altstadt og Neustadt.

Jeg var meget overrasket over, at der var så meget at se, at der var så mange turister i Dresden, men også at byen var så stor og fyldt med kontraster, biler, enormt mange sporvogne og tæt trafik. I myldretiden ved 17-tiden var det simpelthen sneglefart.

Hvis man tror, man kan nå at se Dresden "på et par dage", så tager man gruelig fejl. Der er så mange spændende og interessante bygninger og oplevelser, at man sagtens kan bruge en uges tid, hvis man vil rundt omkring det hele og fordybe sig. En fordel at være til fods i den gamle bydel, seværdighederne ligger tæt ved siden af hinanden. Vi så kun en lille del, der er meget, meget mere. Og så anbefaler jeg en lidt varmere årstid end efterårsferien, så man kan nyde fortovsrestauranterne og fx en sejltur med dampskib.

Basteiklipperne SKAL opleves

De ligger sydøst for Dresden i et område, som også kaldes Sachsiske Schweiz. Der er enormt mange udsigtspunkter, vandrestier, trapper og broer, og midt inde i det hele ligger klippeborgen Neurathen. Fra Panorama-restauranten er der udsigt over Elben, og i det fjerne troner fæstningen Königstein på en bjergtop.

Fra morgenstunden var alt klar til afgang, troede vi da. Hotellet var bestilt via internet, vejrudsigten tjekket, det ville blive koldere end forventet og lidt regnvejr, så kufferterne var pakket med varmt tøj og paraply. Før start skulle vi lige ha' en pære i bilens forlygte skiftet og tanke fuldt op, i banken efter nogle Euro og handle ind i supermarkedet. Realistisk at kunne forlade Christiansfeld kort efter kl. 10. Og med 6½ køretime, dertil de fornødne pauser, kunne vi i bedste fald være fremme i Kreischa, før det blev mørkt. Men Jens kunne ikke finde sit pas, hvor han plejer at ha' det liggende. Måtte en tur hjem til sit eget hus i Esbjerg for at lede, og fandt passet i den kuffert, han brugte i sommerferien. Efter en travl formiddag var vi klar til at køre kl. 11.30. Og jeg insisterede på at køre hele vejen.

Frokostpause ved 14-tiden

Det gik fortrinligt til Hamburg, så var der landevej og meget langsom kørsel. En lastbil lå forrest, og der var ikke rigtig mulighed for at overhale. Langt om længe kom vi ind på motorvejen til Berlin, og ved 14-tiden holdt vi frokostpause i en halv times tid på en motorvejscafé (Schaalsee), som serverede rimelige og fornuftige menuer.

Dårlig motorvej mellem Hamburg og Berlin

Motorvejen mellem Hamburg og Berlin var elendig med mange skader og med et ensformigt landskab, fladt og mange marker. Undervejs gik vore tanker konstant til Jens' søn Claus, som for to år siden mistede livet i en trafikulykke på denne strækning.

Berlin i myldretiden

Ved 17-tiden nåede vi til Berlin, og der var både myldretid og rigtig meget trafik. Det tog en time at komme gennem byen (på motorvejen). Jeg var glad for at slippe for tunnelen under Elben i Hamburg, men måtte sande, at der var endnu flere under Berlin!

Super motorvej fra Berlin til Dresden

En aldeles god motorvej, lidt vejarbejde hist og her, træls det begyndte at blive mørkt og regne, og skulle vi spise aftensmad nu eller senere? I hvert fald tanke. Jeg havde mest brug for en længere pause og aftensmad, Jens ville gerne videre og spise på hotellet, så efter at ha' fyldt benzin på ved 18-tiden og 10 minutters pause, kørte vi videre, stadig med mig bag rattet. Jo, jeg var træt, og stædig, men ville gennemføre!

Dresden var uovertruffen smuk "by night"

Ved 20-tiden kørte vi igennem Dresden, og der var ubeskrivelig smukt, men også meget trafikeret. GPS'en guidede kvikt, sporvognene var alle vegne, mange lyskryds og i det hele taget meget trafik, i mørke og regnvejr. Pludselig kørte vi forbi alle de belyste bygninger i Altstadt. Det var smukkere, end man kan forestille sig. Hvor ville jeg gerne ha' holdt stille og fotograferet, velvidende at mit kamera ikke dur til fotografier i mørke. Men jeg var chaufføren og havde nok at gøre med at passe kørslen.

Da vi endelig ankom til målet, viste det sig, at det var den forkerte Alte Strasse. Vi befandt os i et boligområde i Dresden, men skulle til Kreischa syd for Dresden, ude på landet. Fandt derhen efter ½ times kørsel, og var enige om, at det var heldigt, at vi var kommet ind igennem Dresden og havde set byen med dens unikke belysning, mens det var mørkt.

Hotel Kreischaer Hof

Alle P-pladser ved hotellet i Kreischa var optagede, da vi kom. Mens Jens ventede i bilen, henvendte jeg mig i receptionen. Vi havde booket et værelse, "Jaa, Frau Hanne Thoms", jeg skulle hverken vise pas eller legitimation. Spurgte om det var muligt med et rygerværelse. Det var det, lige ud til p-pladsen endda. Da jeg nævnte, at alle p-pladser var optagede, fik jeg lov til at holde 'lige ved døren' på busholdepladsen, for der kom ikke nogen næste dag. En fin betjening på hotellet og så stod den ellers på aftensmad og hygge (kylling til Jens og ørred til mig).

Hotellet, vi havde valgt, lå i Kreischa og var tre-stjernet, billigt og med morgenmad. 36 Euro pr. person pr. overnatning. Værelset var ganske fornuftigt indrettet, med et rummeligt badeværelse og for en gangs skyld en bruseniche i stedet for badekar. Der kunne godt ha' været bedre stole (de var for lave) og mere plads i selve værelset. Altanen stoppede 30 cm uden for altandøren, til gengæld en dejlig udsigt. Der var få skridt ud til p-pladsen og én etage ned til restauranten. Her kunne man også købe veltilberedt aftensmad, men morgenmadsbuffeten var ikke noget at prale af. Fadene blev ikke fyldt op, så udvalget blev mindre og mindre op ad formiddagen. Det virkede temmelig underligt.

Kreischa ligger syd for Dresden

Kreischa er en kommune med ca. 4500 indbyggere og ligger i Lockwitzbaches dalen mellem de østlige Erzgebirge og Elben. Området har udviklet sig til et kursted i udkanten af Dresden.

Dresden er en tysk storby mellem Berlin og Prag

Vi ville rigtige gerne en tur rundt i Dresden, og i første omgang handlede det om at finde et sted at parkere, og så ta' den derfra. Man kunne parkere i en p-kælder under Neumarkt i den gamle bydel, og derfra kom man lige ud til kunstakademiet og Frauenkirche. Der var mange turister, også dansk-talende.

Dresden ligger ved Elben mellem bjergkæden Erzgebirge og det vulkanske område nær Meißen og er hovedstad i den tyske delstat Sachsen. I mange år var byen residens for Sachsens konger og kurfyrster. I dag er der mange højere læreanstalter, teatre og Semper-operaen, erhvervsvirksomheder som fx Silicon Saxony, forskningsinstitutioner og universiteter i Dresden.

Industrien startede i Erzgebirge, hvor det første europæiske porcelæn blev produceret i 1708. I 1839 fik Dresden sin første jernbane, Dresden-Leipzig-banen. Siden blev byen et jernbaneknudepunkt og har også en lufthavn og en omfattende flodtrafik. En dampskibsrute (åbnede i 1837) er stadig i drift til turistsejlads.

Slaviske folk grundlagde byen Drezdany

I det 6. årh. grundlagde slaviske folk landsbyen Drezdany (senere Dresden). Området blev i det 10. årh. erobret af den tyske kong Henrik 1. (han var hertug i Sachsen fra 912, og blev tysk konge i 919). En borg blev opført i 929 i Meißen, og et par hundrede år senere blev der også bygget en borg i Drezdany for at beskytte et vigtigt vadested ved Elben. På dette sted blev der nogle år efter bygget en stenbro. I 1206 nævnes første gang, at Dresden får købstadsrettigheder. Det var også i denne periode, at den første kirke blev opført, Frauenkirche (oprindeligt Marienkirche, "Zu Unserer Lieben Frauen").

Dresden bliver residensby

I 1485 blev Dresden residensby for Sachsens kurfyrste. Herefter blomstrede byen og blev hovedstad i Sachsen med fæstningsanlæg, kulturel, arkitektonisk og kunstmæssig udvikling. Residensslottet Georgenbau med Stallhof, Zeughaus og Jägerhof er fra denne periode. Efter reformationen i 1500-tallet var Dresden en højborg for den lutherske lære. Under trediveårskrigen (1618-48) blev Dresden hverken plyndret eller ødelagt, men i 1632 døde halvdelen af befolkningen af pest. En brand i 1685 ødelagde det gamle Dresden, kun 23 af 357 huse stod tilbage.

Det barokke Dresden opstod i 1700-tallet

Under kurfyrsterne August den Stærke (i 1697 var han også konge af Polen) og Friedrich August 2. - og efter brandkatastrofen i 1685 opstod det storslåede barokke Dresden. Festpladsen Zwinger blev opført 1710-28, promenaden langs Elben "Den Brülske Terrasse" blev anlagt 1737.

Nabokrige

Preussen mod nord besejrede Sachsen i 1745 i slaget ved Kesseldorf, og Sachsen måtte betale en million thaler i løsepenge. I syvårskrigen (1756-1763) blev Dresden angrebet af preussiske og østrigske styrker og delvist ødelagt.

I 1806 blev Friedrich August 1. konge af Sachsen, og det nye kongerige i Rhinforbundet fik Dresden som hovedstad.

Napoleon ødelagde byens befæstninger, og efter Frankrigs nederlag i 1813 mistede Sachsen sin betydning. Kurfyrsten blev fængslet i Berlin, fordi han støttede Napoleon. Under Wienerkongressen i 1815 måtte han afstå tre femtedele af sit rige til Preussen.

Det tyske rige

Efter Det tyske Riges grundlæggelse i 1871 blev mange nye bygninger opført, bl.a. Semper-operaen i 1878, broen Blaues Wunder i 1893, kunstakademiet i 1895, hovedbanegården i 1898 og det nye rådhus i 1910.

I februar 1945 blev Dresden bombet af de allierede

Den indre by, bl.a. Frauenkirche og Zwinger, blev ødelagt, og et stort antal civile mistede livet. Man diskuterer stadig antallet. Efter krigen var sovjetiske og tyske tropper stationeret i Dresden, flere soldater end i krigstid. Efter Tysklands genforening i 1989 blev mange bygninger genopført i original stil eller restaureret med statsstøtte, bl.a. Frauenkirche (den blev indviet i 2005).

Den danske forfatter Martin Andersen Nexø boede i Dresden

Martin Andersen Nexø blev født i København i 1869 og døde i Dresden 1952. Han er bl.a. kendt for Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn. Året efter sin død blev han udnævnt til Dresdens æresborger. Martin-Andersen-Nexø-gymnasiet i Dresden er opkaldt efter ham.

Stor oversvømmelse i 2002

I august 2002 blev store dele af Dresden oversvømmet. Vandstanden i Elben var højere end nogensinde før. Det resulterede bl.a. i, at Augustusbroen blev vasket ren, dvs. sandstenene blev igen helt lyse, dér hvor vandet havde nået til.

Kunstakademiet i Dresden

Kunstakademiet (nu Hochschule für Bildende Künste) var en af de første bygninger, vi kom forbi, da vi kom op fra P-kælderen. Det ligger ved Den Brülske Terrasse og Frauenkirche.

Akademiet blev grundlagt i 1764 på foranledning af kurfyrste Friedrich Christian, og flyttede senere ind i de nuværende bygninger, som er fra 1887-1894. Glaskuplen er pga. sin form også kendt som citronpresseren.

Siden 1991 er bygningerne blevet restaureret, og ødelagte bygninger (i 1945) er blevet rekonstrueret.

Frauenkirche

Der var mange vagter og en del turister i Frauenkirche. De fleste havde sat sig på bænkene, hvorfra man kunne nyde det storslåede kirkerum med de mange udsmykninger og kuplen højt, højt oppe. "Kein foto" lød det hver gang nogen blitzede. Så jeg brugte alle kneb, blitzen fra.

Den evangelisk-lutherske Frauenkirche på Neumarkt i Dresden har en forgænger, Marienkirche „Zu unserer lieben Frauen“, første gang omtalt i 1366. Da Dresden voksede, og den gamle kirke blev for lille, opstod ideen til den nye Frauenkirche. I 1722 begyndte George Bähr at planlægge det nye byggeri, og i 1726 blev den første grundsten lagt. Allerede i 1734 kunne man indvie Frauenkirche, selv om Stenkuplen, Silbermannorglet og det prægtige stenalter ikke var færdig endnu pga. byggetekniske og finansielle stridigheder.

Først i 1743 var Frauenkirche bygget helt færdig. Derfor nåede hverken George Bähr (døde i 1738) eller kurfyrste August den Stærke (døde i 1733) at opleve fuldførelsen.

Gottfried Silbermanns orgel var en milepæl indenfor byggekunst, og komponisten Johann Sebastian Bach har spillet på det. Udsmykningerne i kuplen blev lavet af Giovanni Battista Grone. Det barokke billedsprog med allegorier af kristne dyder og evangelisterne giver en forbløffende rumvirkning. Stenalteret blev udført af Johann Christian Feige.

Stenkuplen (91 m høj) blev et kendetegn for Dresden, og selv om preusserne bombarderede kirken i 1760, holdt den til det. Til gengæld udbrændte Frauenkirche ved bombningen af Dresden d. 13. februar 1945, og to dage senere styrtede kuplen sammen.

Genopbygningen af Frauenkirche startede i februar 1993, og kirken blev indviet i 2005. Byggesummen på 130 millioner Euro blev finansieret gennem sponsorbreve og salg af souvenirs. I ruinerne lå ca. 8500 sandsten. Disse blev reddet, sorteret og genbrugt (det er alle de mørke sten). Ud fra bl.a. George Bährs originale tegninger og historiske fotografier blev kirken rekonstrueret. 

Det var vildt at være oppe i kuplen

For 8 Euro kunne man komme til tops i Frauenkirche. Der var elevator de første 24 m op, dernæst trapper og gange rundt i kuplen. Det sidste stykke en stejl vindeltrappe. Ingen elevator ned, og man gik op og ned ad forskellige trapper, så strømmen kun gik én vej. Ude i det fri blæste det meget, og der var ikke specielt afskærmet bortset fra det 'lave' gelænder.  Man måtte højst være der i 15 minutter, og her var der også en vagt. Ikke et godt sted at befinde sig med højdeskræk, jeg rystede i hvert fald. I starten holdt jeg mig på midten, men vovede mig til sidst ud til kanten for at ta' nogle fotos ud over Dresden, et ganske unikt panorama, selv om det regnede.

Frokost og videre planer

Da jeg kom ned igen, regnede det stadig, godt vi havde paraplyen med. På den store plads ved Frauenkirche var der en stand, hvor en kvinde uddelte brochurer om byrundtur med bus. Der var forskellige muligheder til hver sin pris. Vi fik en brochure med, ville kigge på den, mens vi spiste frokost i en af de mange restauranter på Neumarkt. Vi valgte at smage gullasch med skorzonerrødder, ikke min livret (så er det sagt). Kødet var bestemt ikke mørt og af det bedste, men skorzonerrødderne smagte godt.

Efter at ha' studeret alle køreplaner og muligheder for en busrundtur, besluttede vi at ta' den til 20 Euro, her var 22 stop undervejs. Lød noget særlig spændende, eller fik vi lyst, kunne vi hoppe af - og på senere igen.

Teaterpladsen, Semperoperaen, Zwinger, Augustusbroen og Fürstenzug var noget af det, jeg gerne ville opleve. Sådan set i gåafstand fra Frauenkirche, men der var for langt at gå for Jens. Da jeg ville hyre en taxa på Neumarkt, rystede taxachaufføren på hovedet. "Der er ikke længere, end I kan gå, spar pengene", sagde han. Men Jens havde brug for at blive kørt de ca. 500 m.

Augustusbroen er meget trafikeret

Augustusbroen forbinder Dresdens to bydele (Altstadt og Neustadt), de ligger på hver sin side af Elben. Broen er meget trafikeret med både biler, sporvogne og gående turister. I tidens løb har den haft flere forskellige navne og udformninger. Fra broen er der en storslået udsigt ind over det barokke Dresden.

Broen er nu en massiv hvælvingebro, som består af stampet beton. Overfladen er blændet med sandsten, og her kunne man bruge nogle af de oprindelige sten. Den 7. maj 1945 (en dag før 2. verdenskrigs slutning) blev en af søjlerne og de tilstødende hvælvinger sprængt af tyske tropper. Genopbygget i næsten uændret form i 1949. Fra 1945-90 blev broen kaldt for Georgij Dimitrov broen. Efter Berlinmurens fald kom den igen til at hedde Augustusbroen. Under den store oversvømmelse i 2002 blev broen midlertidigt spærret, men holdt til strabadserne. De enorme vandmasser vaskede sandstenene hvide, så langt vandet nåede op.

Augustusbroen gennem tiderne

Den første bro på dette sted var bygget af træ og blev i 1118 ødelagt af oversvømmelser og isforhold. Indtil denne bro blev bygget krydsede man Elben på et vadested. I 1119 sørgede markgreve Heinrich 2. for, at en ny bro blev bygget. Den skulle ha' søjler af sten og træbelægning. Efter en længere afbrydelse blev broen endelig bygget færdig som en stenbro (mellem 1173 og 1222). Grundstenen var sammensat af bulks (massive søjler) og byggeriet blev tilskrevet Matthaeus Focius. På samme tid blev det muligt at komme over passene i Erzgebirge sydøst for Dresden, hvilket øgede handlen mellem Bøhmen og Nordtyskland. Augustusbroen var derfor også en vigtig del af handelsruterne mellem Prag og messebyen Leipzig.

Nye oversvømmelser beskadigede broen i 1342 og 1343, så den måtte repareres. I 1344 lavede man en hvælvingebro med 24 søjler og 23 hvælvinger. Broen havde en bredde på 15 yards (13,7 m) og en samlet længde på 800 skridt (over 500 m). Med disse dimensioner var det den længste hvælvingebro i Europa. Konstruktionen var forsynet med en vindebro og i midten en åbning af træ, som kunne brændes af, for at forsvare Dresden. Under kurfyst Moritz blev der i 1534 og 1547 tilføjet 5 søjler og 4 hvælvinger og et nyt brotårn (Schöne Tor) på den gamle byside. I 1670 blev der rejst et 4,5 m højt krucifiks på den 3. søjle.

Under August den Stærke byggede den berømte barokke arkitekt Matthäus Daniel Pöppelmann broen om i 1727-1731, sammen med Johann Gottfried Fehre. Broen var nu 402 m lang med 17 hvælvinger. Med en bredde på 11,04 m mellem brystningerne og en vejbane på 6,8 m havde broen på det tidspunkt en imponerende størrelse og fik navnet Augustusbroen (efter August den Stærke). På samme tid blev både Dresden og den nye kongeby udvidet med fæstninger. Det nuværende Altstadt blev omgivet af voldgrave, og Neustadt af en massiv fæstningsmur. Augustusbroen forbandt de adskilte fæstninger.

I forbindelse med Napoleonskrigene blev en af søjlerne sprængt i 1813, hvorefter de tilstødende hvælvinger styrtede sammen. En oversvømmelse i 1845 udløste, at endnu en søjle væltede, den med krucifikset. I begyndelsen af det 20. årh. var vejbredden for smal og hvælvingerne for små til skibsfarten, hvorefter man opgav at bevare broen i dens oprindelige form, trods dens historiske karakter. Bygningerne Altstädte Wache (Schinkelwache) og Neustädter Wache (Blockhaus) er stadig bevaret. Planerne for en ny bro begyndte i 1902. Opførelsen varede fra 1907-10. Broen blev navngivet Friedrich-August-brücke efter den daværende konge Friedrich August 3.

Elben

Dresden ligger ved floden Elben, som har sit udspring i Tjekkiet og flyder mod nord igennem Tyskland. Floden er ca. 1100 km lang og har sin udmunding i Nordsøen ved Cuxhaven. Mellem 1945 og 1989 var Elben en del af grænsen med Øst- og Vesttyskland. 

Teaterpladsen

Teaterpladsen ligger ved Elben og Augustusbroen. Her er også de mange barokke sandstensbygninger: Semperoperaen, Residensslottet og Hofkirche, lidt længere henne Zwinger. Midt på teaterpladsen er der en rytterstatue fra 1889 af kong Johann af Sachsen. Der var meget trafik, mange sporvogne og holdeplads for bussen (på tysk Stadtrundfarht).

Semperoperaen

Er den Sachsiske Statsopera i Dresden, og har en lang historisk tradition. Arkitekten Gottfried Semper (1803-79) etablerede fra 1838-41 et nyt kongeligt hofteater. Den runde bygning i tidlig italiensk renæssancestil blev berømt for at være et af Europas smukkeste teatre. Friedrich Gutkaes (urmager i Dresden) fik i 1838 til opgave at konstruere et ur, som kunne ses fra alle rækker. Dette ur regnes i dag for et af de mest historisk betydningsfulde.

I september 1869 blev bygningen ødelagt ved en brand. Allerede fire uger efter branden begyndte man at bygge et nyt foreløbigt teater bag ruinerne af det gamle teater (ind mod Zwingermuren). Efter kun seks ugers byggeri blev den simple konstruktion indviet med plads til ca. 1800 tilskuere. I folkemunde blev bygningen kaldt Bræddeskuret. Gottfried Semper måtte i 1849 flygte til udlandet pga. sin deltagelse i maj-opstanden. I mange år havde han forbud mod at vende tilbage til Sachsen. I denne periode skabte han Borgteatret i Wien.

Opførelsen af det 2. kongelige hofteater startede i 1871

Semper var stadig forment adgang i Sachsen. Efter anmodning af befolkningen fra Dresden designede han en ny bygning, som i 1871-78 blev opført på Teaterpladsen under ledelse af hans ældste søn Manfred Semper. En tidligere medarbejder hos urmageren Gutkaes fik til opgave at konstruere et nyt digitalt ur. Det nye teater havde en fantastisk indretning. Over portalen var der en udsmykning i bronze. På vestfacaden det sachsiske våbenskjold, tegnene kærlighed og retfærdighed samt et hoved af Gottfried Semper. Ved siden af indgangen stod der skulpturer af Goethe og Schiller, og i nicherne skulpturer af Shakespeare, Sofokles, Moliere og Euripides.

3. byggeri

Under bombningen af Dresden 13. februar 1945 blev Semperoperaen ødelagt. Genopbygningen startede i 1977, og i 1985 kunne Semperoperaen indvies, dog med færre tilskuerpladser (ca. 1300) og en større scene, men ellers efter Sempers planer. 

Zwinger

Zwinger er en berømt festplads i Dresden og blev genopført efter 2. verdenskrigs ødelæggelser. Det barokke kompleks består af 6 pavilloner forbundet med store gallerier. Blev bestilt af August den Stærke af Sachsen. I anledning af den danske kong Frederik 4.s besøg i Dresden i 1709 var der opført et amfiteater af træ. Dette udvikledes til en af verdens smukkeste festsale under åben himmel. En stor åben gård (107 × 116 m) omsluttet af tre lange, lave bygninger med portpavilloner, der forbinder fire højere hjørnepavilloner.

Navnet Zwinger betyder kennel eller bur og stammer fra placeringen mellem byens tidligere fæstninger.

Zwinger blev bygget mellem 1710 og 1732 efter design af Matthäus Daniel Pöppelmann i samarbejde med billedhuggeren Balthasar Permoser. De mest imponerende bygninger er Rampart Pavillon, som er kronet med en statue af Hercules og Glockenspiel (klokkespil) Pavillon i den modsatte ende af gården. Den sidstnævnte hed oprindelig Stadtpavillon, men navnet blev ændret, da et klokkespil af Meissener-porcelæn blev tilføjet i 1933. Klokkespillet kan høres hvert kvarter.

Hovedindgangen til Zwinger er gennem Kronentor (Kroneporten). Den barokke port er udsmykket med en fantastisk krone. Statuerne i portens nicher repræsenterer de fire årstider. Men denne port var lukket og under restaurering. 

Tæt ved Ramport Pavillon er Nymphenbad, en lille lukket gårdhave med en barok fontæne med talrige statuer af nymfer.

Oprindelig havde Zwinger kun tre fløje og var åben ud mod Elben. Da Semperoperaen blev bygget, blev gårdspladsen lukket ved at tilføje et galleri i renæssancestil. Dette byggeri blev påbegyndt i 1847. Fløjen er kendt som Billedgalleriet. Her findes Gemäldegalerie Alter Meister, et museum med fremragende værker af kendte kunstnere som van Dijck, Vermeer, Rubens, Titian og Raphael (Sixtinske Madonna) samt et Rustkammer med en stor samling af rustninger og våben fra det 15. - 18. årh. Der er flere andre museer i de øvrige fløje. En porcelænssamling og et museum med videnskabelige instrumenter, bl.a. sekstanter, ure og glober.

Fürstenzug

En af Dresdens mest berømte seværdigheder er Fürstenzug mellem Residens-slottet og Frauenkirche, i Augustus Straße. Fürstenzug viser alle regenter af Wettin i et ridderoptog. Udført i kakler, og det meste overlevede bomberne i 1945.

Da jeg stod på Augustusbroen, vidste jeg ikke, at Fürstenzug lå lige foran mig, men det kan jeg se på de fotografier, jeg tog fra broen. Ærgrer mig, for der var ikke længere, end jeg kunne ha' gået derhen, hvis jeg havde vidst det. Bagefter kom vi tæt forbi i taxa, men jeg nåede desværre ikke at ta' fotos. Nåede dog at nyde de smukke udsmykninger i forbifarten.

Residensslottet

Allerede i det 7. årh. var der en vigtig handelsvej på dette sted ved Taschenberg (ikke et bjerg, men ved højvande en sikker bakke ved Elbens bred). Her var det også gunstigt at krydse Elben og et velegnet sted til et beskyttende borganlæg, som opstod omkring 1200. Mellem 1471-74 blev det udvidet til et slot af arkitekten Arnold von Westfalen.

Da Sachsen blev delt mellem brødrene Ernst og Albert omkring 1485, blev Dresden residensby for den albertinske gren af fyrstehuset Wettin. Herefter byggede man midt i det 16. årh. (i ny-renæssancestil) residensslottet Georgenbau samt de tilknyttede bygninger Stallhof, Zeughaus og Jägerhof. Efter en brand i 1701 rekonstruerede August den Stærke en stor del af slottet i barokstil.

I forbindelse med restaureringen (efter ødelæggelserne i 1945) indrettede man et museum med Europas største skatkammer (Das Grüne Gewölbe). Der findes også en udstilling af kobberstik og mønter.

Katedralen Hofkirche

Hofkirche er den største katolske kirke i Sachsen. Den blev bygget 1738-51 af Gaetano Chiaveri og betragtes som et barokt mesterværk i Europa. Sachsen var fødestedet for reformationen og protestantismen, men da August den Stærke ønskede at blive konge af Polen, blev han nødt til at konvertere til katolisismen. I første omgang var et lille kongeligt kapel tilstrækkeligt til katolske tjenester, men da hans søn tog over, beordrede han at bygge en imponerende katolske kirke. Fire krypter indeholder grave af 49 katolske sachsiske regenter.

Hofkirche blev ødelagt under bombningen i 1945, og genopbygget 1945-1968. Siden 1980 sæde for bisperne i Dresden/Meissen.

Brühlsche Terrasse

Brühlsche Terrasse ligger i centrum af den gamle bydel, mellem Augustusbroen og Carolabroen. Her er et væld af fortovscaféer og seværdigheder. Blev i 1739-48 anlagt af greverne Brühl som en privat lysthave på den gamle fæstningsmur. Omkring 1814 blev anlægget frigivet til offentligheden, og den store trappe blev bygget. Under Brühlsche Terrasse ligger kasematterne fra den gamle fæstning.

Tilnavnet Europas Balkon opstod, fordi der er en vidunderlig udsigt fra den ca. 500 m lange terrasse ud over Elben med Augustusbroen og alle de historiske bygninger lige i nærheden.

Sagn og legender om Brülsche Terasse

Ved Bärenzwinger i nærheden af monumentet af Johann Friedrich Böttger kan man beundre fingeraftrykket af August den Stærke i terrassens gelænder. Legenden fortæller, at han personligt har efterladt dette aftryk som tegn på sine uhyre stærke kræfter. Et andet sagn fortæller, at man ind imellem så en hvidklædt kvinde komme ud fra Brühl-paladset. På et bestemt sted styrtede hun sig ud over gelænderet og ned i vandet. Det siges at være grev Brühls elskerinde, operasangerinden Teresa Albuzi-Todeschini, som tog sit eget liv på dette sted, og siden ikke har kunnet finde fred.

Turen rundt med sightseeing bussen

Det var rigtig koldt, mens vi gik rundt i Zwinger, men heldigvis tørvejr, og ind imellem tittede solen frem bag skyerne. Bagefter tog vi med sightseeing-bussen, først rundt i det gamle Dresden. Forbi Hygiejnemuseet og Gläserne Manufaktur (en folkevognsfabrik, hvor murene er lavet af glas, så man kan kigge ind). Dernæst kørte vi langs Elben og kunne se de tre slotte på den anden side af floden. Jeg nåede lige at ta' nogle gode fotos, så satte uvejret ind med blæst og store hagl. Rart at sidde indenfor. I piskende regnvejr gik turen over broen Blaues Wunder, forbi Weisser Hirsch og Pfunds Molkerei, igennem Neustadt og tilbage til Teaterpladsen, hvor vi stod af.

Slottet Albrechtsberg

Er et af de tre slotte på Elbens nordlige side, ca. 3 km øst for centrum. Umiddelbart øst for Albrechtsberg ligger slottene Lingnerschloss og Eckberg.

Albrechtsberg ligner med sine sandstensdækkede mure og 100 værelser en italiensk renæssancevilla. I slottets kronesal afholdes der regelmæssigt koncerter, og slottet bruges også til kongresser. Parken og terrassen ned mod Elben er offentlig tilgængelig, og her kan man se fontæner og vandkunst.

I starten af det 19. årh. var der vinbjerge og skovstrækninger på skrænterne ned mod Elben. I 1803 kom den skotske Lord Earl Jacob Findlater hertil og byggede et bjergpalads, som hørte til de smukkeste i Dresden. Stedet skiftede ejer i 1850 til baroninde Ernestine von Stockhausen, som var gift med prins Albrecht af Preußen (yngste bror til Wilhelm 1., som var konge i Preußen 1861, tysk kejser 1871). Prins Albrecht måtte dog forlade Preußen pga. sit 2. ikke standsmæssige ægteskab med grevinden af Hohenau.

Slottet Albrechtsberg blev i 1850-54 oprettet i preussisk-klassicistisk stil af Adolf Lohse, en elev af Karl Friedrich Schinkel. Den sidste private ejer, grev Wilhelm af Hohenau, solgte i 1925 Albrechtsberg til Dresden, som gjorde parken offentlig i 1930.

Lingnerschloss

Lingnerschloss, tidligere Villa Stockhausen, er det midterste af de tre slotte på Elbens nordside. Slottet og parken er åben for offentligheden. Slottet blev på foranledning af prins Albrecht af Preußen bygget til hans kone (baroninde Ernestine von Stockhausen) i 1850-53 af Adolf Lohse. I klassicistisk stil. Det lå på en tidligere vinmark, som siden er genetableret.

Efter at symaskinefabrikanten Bruno Naumann havde erhvervet slottet i 1891, lykkedes det ham i 1906 af ændre navnet til Lingnerschloss, opkaldt efter beboeren Karl August Lingner, som var blevet velhavende ved at sælge 'Odol' mundvand. Lingner organiserede i 1911 den første internationale hygiejneudstilling i Dresden. Ideen til hygiejnemuseet i Dresden stammer fra ham.

Som særlig attraktion kom der en tovbane fra slottet til dalen ved Elben. Den blev demonteret i 1933. Bjergstationen findes dog stadig. Lingner oprettede også et mausoleum i parken, hvorfra han blev bisat i 1921. Han testamenterede sin ejendom til Dresden, med den betingelse at Lingnerschloss var offentlig tilgængeligt.

Under DDR-tiden blev slottet brugt til kulturelle arrangementer, men desværre gik en del historisk interiør tabt under ombygningen i 1956-57. Siden 1933 har slottet været ubeboet.

I 2002 opstod Förderverein Lingnerschloss, som ville et nyt formål med slottet. I 2004 påbegyndtes restaureringen med en restaurant, café, udstillinger, arrangementer og et bibliotek. Siden har slottet været brugt til videnskabelige og kulturelle arrangementer, og om sommeren bliver terrassen brugt til gastronomiske oplevelser.

Slottet Eckberg

Eckberg er det tredje og østligste slot på Elbens nordside. Det blev bygget 1859-61 af Christian Friedrich Arnold i engelsk nygotisk stil som Villa Souchay, på foranledning af købmanden John Daniel Souchay. Senere kaldte man slottet for Eckberg, fordi det lå på et klippefremspring på skrænten ned til Elben.

Apotekeren Ottomar Heinsius af Magdeburg boede her fra 1926. Han er kendt for opfindelsen af tandpastaen Clorodont, som tilmed er den første tandpasta, der blev solgt på tuber.

Under DDR-tiden var slottet med sit 25 m høje udsigtstårn et ungdomsturisthotel. Efter 1987 blev det indvendige rekonstrueret i dets oprindelige form. I dag vidner Eckberg og den tilhørende have om senromantikken i Dresden. Med en fantastisk udsigt ind over Dresden.

Kaffekrus og garn til sokker

På vej hjem fra Dresden kiggede vi efter supermarkeder. Det første, vi fik øje på, lå i Kreischa, et Diska. Her fandt vi nogen billige kaffekrus, så vi kunne lave en kop Nescafé. Havde nemlig både kaffe og en elkedel med. De havde også noget billigt strømpegarn, 1 Euro pr. nøgle. Og så var vi enige om, at vi en af dagene skulle til Dresden igen, dér var vi slet, slet ikke færdige med alle seværdighederne.

Vi havde en rigtig god aften på hotellet, nød aftensmaden og hyggen. Krondyr, bagt kartoffel og salat, med en sachsisk Spätburgunder rødvin, alt sammen meget velsmagende.

Vi fik morgenmad ved 9-tiden, men ost, groft brød og juice var sluppet op. Mærkeligt at fadene og kanderne ikke blev fyldt op, det kalder jeg ringe service.

De ca. 300 m høje sandstensklipper Bastei og fæstningen Königstein var dagens planer. En tur rundt i Det sachsiske Schweiz.

Mærkelige p-regler ved Bastei

Vi kørte via Pirna og Lohmen til Bastei. På det sidste stykke vej, var der flere p-pladser, hvorfra man skulle gå resten af vejen. Vi fortsatte helt til målet, så Jens ikke skulle gå mere end højst nødvendigt. Jeg skulle så finde en p-plads og gå tilbage til Bastei.

Den nærmeste var optaget, selv om den kun var halv fyldt. Masser af frie pladser. Lang kø, et værre postyr og en masse råben og skælden ud. "Om vi da for fanden ikke kunne flytte os og forstå", sagde p-vagterne. Det kunne vi ikke.

Jeg steg ud af bilen. Spurgte en tysk bilist om, hvad der foregik. Han forklarede, at på denne p-plads måtte der højst holde 90 biler ad gangen. En aftale imellem de to kommuner ved Bastei. Tilfældigt om pladsen var fri eller optaget. Aldrig til at vide. Hver gang nogen forlod pladsen, blev der plads til en ny. Så jeg måtte igennem skoven og helt tilbage til ca. 6 km før Bastei, hvor der var betalings-p-plads og shuttlebus hver halve time. Jeg var heldig, at jeg ankom lige før shuttlebussen kørte, og nåede frem til Bastei hen ad kl. 11.30.

Jens ringede flere gange, kunne ikke forstå, hvor jeg blev af, og det var koldt at vente på Bastei. Heldigvis havde han fundet indenfor i varmen. Da jeg endelig kom, ville han gerne byde på en kop kaffe, men jeg havde mest lyst til en tur rundt i klipperne. Vi aftalte, at jeg skulle tjekke terrænet, om han havde mulighed for at gå strækningen.

Fra starten var der mange trapper og ujævnt, så jeg ringede tilbage, at det ikke var sagen for ham. At det ville ta' mindst en time at gå rundt i rask tempo. Blev enige om, at han nød kaffen og udsigten inde fra panorama-restauranten, mens jeg gik rundt i Bastei. Det bekymrede mig lidt, at så mange gik rundt på smalle metal-broer imellem de høje klipper. Men jeg var også nysgerrig og fulgte strømmen.

Trods det isnende kolde vejr, det begyndte faktisk at sne på et tidspunkt, så var der vildt mange turister. Rigtig mange udsigtspunkter og vandrestier. Et fantastisk panorama fra Basteibroen, Elben med fæstningen Königstein mod syd, Bastei-klipperne mod nord.

Basteibroen

Den nuværende 76,50 m lange sandstenbro med 7 buer fører over den ca. 110 m dybe Mardertelle slugt. For enden af broen lå den tidligere borgport.

I middelalderen var broen af træ. Under et angreb kunne man ved hjælp af katapulter og stenkugler skyde fjenden i sænk. Dette skete tit og rev mange soldater i døden. Derfor fik slugten navnet Mardertelle (Tortur Telle). I 1824 blev der bygget en ny træbro mellem klipperne, og denne bro blev i 1851 erstattet af den nuværende Basteibro.

På broen spurgte jeg en turist, om han ville ta' et foto af mig, gerne med Elben i baggrunden. Det sidste lykkedes nu ikke for ham. 

Det viste sig, at inderst inde i Bastei-klipperne ligger der en klippeborg Felsenburg Neurathen. Og for at komme dertil skulle man både betale 1,5 Euro i entre og over alle disse metal-broer. Op og ned ad trapper.

De andre gik uden at holde fast, lænede sig ud over gelænderet midt på broerne for at nyde udsigten ned.

Stoppede op for at ta' fotos.

Og jeg klamrede mig med begge hænder og hjertebanken. Med at være parat til at forcere en bro, når der var fri bane. Tænkte også på, at jeg måske skulle samme vej tilbage, det skulle man dog ikke!

I starten havde jeg handsker på, men det opgav jeg hurtigt. Det var alt for glat og umuligt at holde fast. De kolde, bare hænder kunne bedre holde fast. Måske jeg en dag vil prøve bjergklatring, for det var alligevel et kick og en stor overvindelse at gennemføre turen rundt i højderne!

Klippeborgen Neurathen

Er den største klippeborg i Sachsiske Schweiz. Bl.a. udhuggede rum, passager og cisternen er bevarede. De første arkæologiske udgravninger fandt sted i 1933-34, og i 1982-84 blev en del af borganlægget rekonstrueret som et friluftsmuseum. Man kan også se en katapult og stenkugler fra middelalderen.

Borgen blev grundlagt i det 13. årh. Første gang den nævnes er d. 29. november 1261. På det tidspunkt var borgen et bøhmisk len. 1361 tilhørte Neurathen Michelsberg-slægten. 1406 købte adelsslægten Duba borgen. 1410 blev Dubas ejendomme delt mellem hans fem sønner, og Benesch af Duba fik Neurathen. Han tog dog først borgen i besiddelse efter sin fars død i 1419.

I 1428 skiftede Neurathen igen ejer, denne gang til Friedrich af Oelsnitz (foged på Königstein). Under hans søn Hans af Oelsnitz blev Neurathen efter 1466 en røver-ridderborg. Kort tid efter blev den belejret af den sachsiske kurfyrstes tropper, som skød den i brand i 1469. Herefter forfaldt Neurathen gradvist. Senere tjente det forfaldne Neurathen som tilflugtssted for befolkningen, når der var krige. En inskription fra 1706 vidner om det: Chrjstoph Hase 1706 war ter Swete in Lante es Kvstete vil Gelt. Bjergtinden Mönch (som bliver brugt til klatring i dag) blev i middelalderen brugt af vagtposterne.

Frokost på Bastei

Efter den spændende tur rundt i Bastei-klipperne fik vi frokost i panorama-restauranten. Hjortekalve-medallioner med kantareller, kartoffel kroketter, bønner, bacon og pære. Det smagte rimeligt, men kødet var ikke så godt, som det vi fik på Hirschhorn i sommers. Udsigten var Königstein i det fjerne, og bagefter ville vi gerne dertil. Ved 14-tiden var vi klar til at gå de 200 m hen til shuttle-bussen. Uheldigvis vrikkede Jens om på sin dårlige fod, så det sidste stykke vej blev en meget pinefuld gåtur. Bussen kom næsten med det samme. Allerede 14.30 var vi fremme på p-pladsen, og kunne fortsætte til Königstein på den anden side af Elben.

Sachsiske Schweiz er en nationalpark

Sachsiske Schweiz er en nationalpark og et bjergrigt område ved Elb-sandstensbjergene i nærheden af Dresden. Området er meget populært blandt bjergbestigere, og har desuden et særpræget dyre- og planteliv.

GPS'en dirigerede os i en forkert retning mod Hohnstein, i stedet for til Bad Schandau. Men jeg skal da lige love for, at vi så kom til at opleve Det Sachsiske Schweiz, en lang, lang serpentinervej af 'de helt vilde'. Herefter var jeg ikke i tvivl om, at vi blev dirigeret tilbage ad samme vej, som vi var kommet om formiddagen. Jeg havde både et kort og kunne genkende landskabet. Vi nåede helt tilbage til Lohmen, inden vi fik vendt. En ommer, og denne gang fulgte vi vejskiltene lige til Königstein.

Fæstningen Königstein

Königstein er en berømt, historisk fæstning på en bjergtop i Sachsiske Schweiz. I nærheden ligger en by med samme navn. Königstein er et enestående bevis på europæisk bygning af fæstninger. Med sine over 750 års historie ser man både byggestile fra sengotikken, renæssancen og den barokke tid. Siden 1955 har det 9,5 hektar store fæstningsanlæg været militær-historisk friluftsmuseum. 

Klokken var 15.30, da vi ankom. Det regnede en del og var isnende koldt. Derfor kørte vi helt op til fæstningen for at undersøge mulighederne. Vidste godt, vi ikke måtte parkere dér. De lukkede kl. 18. Men hvis vi først skulle tilbage til p-huset og med 'tog' op til fæstningen, og derefter gå rundt udenfor i regnvejr, følte vi, at vi ikke ville få nok ud af det. Aftalte at tage hertil igen næste formiddag og ha' god tid rundt på fæstningen. Vejret kunne da kun blive bedre! Troede vi.

Middelalderborgen Königstein

Den ældste skriftlige omtale af en borg går tilbage til 1233. I et dokument fra kong Wenzel 1. af Bøhmen nævnes en "borggreve Gebhard af Stein". Middelalderborgen tilhørte det bøhmiske kongerige. I 1241 omtales Königstein første gang i et dokument om grænserne mellem kongeriget Bøhmen og bisperne i Meißen. Fra Königstein kunne kong Wenzel 1. kontrollere Elb-dalen ved Pirna. En fejde først i 1400-tallet endte med, at Wettinerne i 1408 (de sachsiske hertuger) overtog fæstningen, og i 1459 blev dette retsligt stadfæstet.

Der har også været et kloster fra 1516-24

I 1516 indrettede hertug Georg den Skæggede et kloster på Königstein (Kloster des Lobes der Wunder Mariae". Her boede 12 Celestinermunke og en prior.

Fæstningen udvides i slutningen af 1500-tallet

I 1563 befalede kurfyrste August, at der skulle graves en brønd. Vandforsyningen var en vigtig forudsætning for fæstningsbyggeriet. Den 152,5 m dybe brønd var den dybeste i Sachsen. I 1589 befalede kurfyrste Christian 1., at borgen blev udvidet til fæstning. I de næste fem år opstod bl.a. Porthuset, den gamle kaserne, Christiansburg (Fridrichsburg) og det gamle tøjhus. I de følgende århundreder blev forsvarsanlæggene hele tiden sat i stand, så ingen fjender vovede at angribe fæstningen. Fordi det var umuligt at indtage Königstein, søgte de sachsiske regenter tilflugt bag de tykke mure i urolige tider. Her opbevarede de også kunst- og statsskatte. Den smukke beliggenhed var medvirkende til, at Königstein var et yndet udflugtsmål for hoffet. Og stedet, hvor der blev holdt mange fester.

Statsfængslet på Königstein

I 1591 blev den første statsfange, kansler Dr. Nikolaus Krell, anbragt på Königstein. Andre kendte fanger var Johann Friedrich Böttger 1706/07 (medopfinder af det europæiske porcelæn), Michail Bakunin 1849 (russisk revolutionær) og August Bebel 1874 (grundlæggeren af det tyske socialdemokrati). Indtil 1922 var Königstein det mest frygtede statsfængsel i Sachsen.

Det store vinfad

August den Stærke ønskede at få bygget det største vinfad, og det blev fremstillet i 1725. Rummede 238.000 l vin. Stod indtil 1818 i kælderen i Magdalenenburg. Dermed vandt han over kurfyrsterne fra Pfalz, hvis vinfad (221.726 l) i dag befinder sig på Heidelberg slot.

Krigsfangelejr

Under den tysk-franske krig i 1870 blev Königstein brugt som krigsfangelejr. Under 1. verdenskrig krigsfangelejr for russiske og franske soldater. Under 2. verdenskrig krigsfangelejr for polske fanger, senere franske generaler og officerer. I 1945 overgav besætningen på Königstein kommandoen til de franske krigsfanger, hvorefter en amerikansk særkommando evakuerede fæstningen, og Røde Armé besatte den og indrettede et lazaret.

I 1949 var der ungdomsarbejdslejr, hvor unge med et politisk uacceptabelt standpunkt og de som stod til en krigsstraf, blev opdraget og uddannet.

Oberrathen ved Elben

På vej hjem kørte vi ad dårlige og meget smalle veje til Oberrathen. Byen ligger ved Elben, syd for Bastei. Et meget smukt landskab, og spændende at se Bastei fra den anden side. Oberrathen var større, end man skulle tro, med mange små, kringlede og stejle veje. Havde også en jernbane. Ved det lille færgeleje var der både p-plads, restauranter og vandrestier. Fristede dog ikke spor pga. regnen.

Vi listede videre, gennem Pirna i myldretiden, et stykke med motorvejen mellem Dresden og Prag, dernæst landevejen tilbage til vores hotel i Kreischa. Havde god tid til lidt afslapning inden aftensmaden. Kigge fotos, brochurer og kort, snakke om dagens oplevelser og næste dags forventninger og planer.

Til aftensmad fik vi fisk og salat. Jeg valgte en rødspætte, men den var desværre alt for paneret. Endte med jeg pillede det af. Salaten var rigtig god og velsmagende.  

Det sneede ganske let fra morgenstunden, men inden kl. 9 var det meget tåget, og snevejret tog til. Vi tjekkede vejrudsigten på internet, ikke lovende for de næste dage. Sne, slud og omkring 0 grader i området. Så vi besluttede at afbryde opholdet. Kunne ikke se og opleve det, vi kom efter, for udsynet var lig med ingenting. I snevejr var det også alt for risikabelt at køre på sommerdæk på bjergvejene.

Da vi spiste morgenmad ved 9-tiden, var alle fade fyldte, og blev fyldt op hele tiden. Så lærte hotellet det! Og vi nåede at få glæde af det.

Vi checkede ud ved 10-tiden, og jeg var ret spændt på prisen. For vi havde booket 5 overnatninger via internet, dog ikke betalt på forhånd. Men der var ingen problemer. Vi skulle kun betale for de 3 overnatninger, vi havde haft. De ville dog gerne vide, hvorfor vi pludselig ville hjem. Vejret. Det forstod de godt, og på dette hotel var vi bestemt ikke de eneste, som sluttede ferien før ventet, kunne vi se.

De første mange km sneede det vildt, og vejen var som grøn sæbe. Nord for Leipzig blev sneen til regn, og markerne grønne og brune. Nord for Halle blev himlen lys mod nord, og her var det tørvejr.

Ved 12.30 tiden holdt vi frokostpause nord for Halle. Egentlig skulle vi ha' tanket, men kørte direkte ind på p-pladsen. Og så var der ingen vej tilbage til tanken. Heldigvis fik vi fyldt op på den næste tank.

Med landevej fra Magdeburg til Lüneburg

Nord for Magdeburg kom solen. Det var dejligt. GPS'en anviste en landevej fra Magdeburg til Lüneburg, det forstod jeg ikke. Troede vi skulle med motorvejen over Hannover, men det kom vi ikke. Det gik langsomt fremad med 70-80 km/t, det føltes 'kvælende' og kedeligt. Heller ikke et særlig spændende landskab.

I en eller anden landsby ved landevejen på Lüneburger Heide fandt vi en "steh-café", hvor vi holdt en kort pause og fik en kop kaffe ved 15-tiden. Herefter gik det videre mod nord, og langt om længe nåede vi ud på motorvejen syd for Hamborg.

Kø og vejarbejde

Det gik langsomt fremad på landevejen, men på motorvejen gik trafikken ret hurtigt nærmest i stå. Kø og 7 km/t i en lille times tid før Hamborg. Det viste sig, at en lastbil var havareret og var ved at blive trukket på ret køl af en kran.

Herefter kørte det med pænt tempo, afbrudt af lidt vejarbejde ind imellem, så vi fortsatte og holdt først pause igen ved 19.30 tiden. Et kort stop i grænsebutikken syd for Kruså. Hjemme kl. 20.45, og da var jeg godt køre-træt. En håndmad til aftensmad, orkede ikke at tilberede varm mad.

Lykkelig over at ha' oplevet Dresden og Bastei, og de spændende, gode oplevelser sammen. Skuffet over snevejret. Langt at køre for så få dage.

Og klar til nye udfordringer og rejseoplevelser, hvor det så end bli'r....