.

Familien

Aftenhygge på Capetonian
De sidste
timer sammen gik alt for hurtigt. Frokost i stuen, vi
kunne lige være der, og så eftermiddags-hygge i
gårdhaven. Lige inden vi skulle videre til Cape Town kom
Penny, Peter og deres tre børn for at sige farvel. "Vi
ses igen", blev vores afsked, og det glæder vi os rigtig
meget til, uden at vide hvornår næste gang bliver.
Penny og
Søren kørte os til lufthavnen i Durban. Vemodigt at
skilles, og spændt på de kommende dage i Cape Town.
Vejret var ikke det bedste, det lignede noget med regn
og torden. Søren fortale senere, at de havde haft
tordenvejr om aftenen, vi fløj udenom, men kunne godt se
uvejret fra luften.
På Capetonian hotel fik vi en
fin modtagelse
Vi ankom til
hotellet ved 21-tiden. I receptionen gav de os
forskellige brochurer og fortalte, at vi bare skulle
sige til, hvis de skulle hjælpe med at arrangere ture.
Da jeg spurgte, om rygning på værelset var tilladt,
lovede de at komme med et askebæger i løbet af 15
minutter. Men det dukkede aldrig op, så vi brugte en
underkop.
Vi fik et
luksusværelse på 10. sal, heldigvis med altan. Dejligt
at kunne sidde foran den åbne altandør, nyde lidt
roomservice og hygge. Vi brugte også lidt tid på at læse
alle brochurerne og lægge planer for de næste dage.

Table Mountain i baggrunden
Fra vores værelse kunne vi se havnen i det fjerne og
Signal Hill spejle sig i vinduerne i Metropolitan lige
overfor. På den modsatte side af hotellet var der
udendørs borde og stole, hvor man kunne sidde og spise
eller bare nyde en kop kaffe og en smøg. Herfra kunne
man se Table Mountain. På den store plads overfor
hotellet var der bænke og mange skyggefulde træer. Her
sad de lokale og fik sig et hvil, men der var også
tiggere, som blev viftet væk af hotellets personale.
Allerede fra
morgenstunden var Klaus en tur rundt i området nær
hotellet, så han kunne fortælle os, at der var en ABSA
hæveautomat og et apotek lige rundt om hjørnet. Vi havde
brug for kontanter og plaster, inden vi kunne tage på
den planlagte tur rundt i Cape Town med City Sightseeing
bussen samt en tur op på Table Mountain (som lå på
ruten). Desværre blev vi forsinkede, da trick-tyve stjal
mit VisaKort. Formiddagen gik med at få spærret kortet i
en vis fart, og så ærgrede jeg mig og hang med mulen,
for det hele gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at opdage
noget, før det var for sent.

City Sightseeing

Rundt i Cape Town
Rundt
i Cape Town
med City
Sightseeing bus
Det kan
varmt anbefales at tage på rundtur med en City
Sightseeing bus, som kommer forbi de mange seværdigheder
i Cape Town og nærmeste omegn. Man får udleveret et par
høretelefoner, og kan lytte til guidens beretninger (på
engelsk), eller vælge den del fra, hvis man hellere bare
vil nyde udsigten. Der er rigtig mange stoppesteder
undervejs, og man kan stige på og af, som man har lyst
til.
På den røde
rute kommer man forbi de forskellige seværdigheder i
Cape Town. Akvariet, Clocktower, Waterfront, St. Georges
Cathedral, SA Museum, Mount Nelson, Det jødiske Museum,
Castle, Gold museum, Jewel Africa, Table Mountain,
Camps Bay og Sea Point. Bussen kommer hvert 20. minut
dagen lang.
Den blå rute
fører uden om Cape Town til Kirstenbosch Botaniske Have,
Imizamo Yethu (township)
og Hout Bay, dernæst samme tur som den røde rute: Camps
Bay, Sea Point og Waterfront. Denne bus kommer hvert 45.
minut dagen lang.
Én rute
koster 120 Rand (ca. 65 kr.) og gælder for en hel dag.
Begge ruter koster 200 Rand (ca. 110 kr.) og gælder i to
dage.
Et af
stoppestederne lå ved Cape Town International Convention
Center, 100 m fra Capetonian hotel (gå over
parkeringspladsen, kryds vejen, så lidt til venstre),
men vi misforstod, hvor det lå, og fandt det først efter
en længere gåtur i den forkerte retning. Vi købte en
to-dages billet, så vi kunne ta' den røde rute med
ophold på Table Mountain den ene dag, og bruge
formiddagen næste dag på den blå rute. Her kunne vi så
stige af ved Waterfront, hvor Nelson Mandela Gateway lå
(færgen til Robben Island sejler herfra).
Cape Town er en international storby med ca. 3,2
millioner indbyggere
Cape Town
kaldes også Mother City, og ligger ved foden af det 1086
m høje Table Mountain (Taffelbjerget).

Cape Town
Bartholomeu
Dias, som håbede på gode handler på Afrikas østkyst og
gerne ville finde søvejen til Indien, kom til dette
område i 1487. Senere (1652) kom hollænderne og dermed
de hvide til Sydafrika. De byggede et primitivt fort
der, hvor Castle (Borgen) ligger i dag. Otte år senere
begyndte hollænderne at importere slaver fra Madagaskar
og fjernøstlige områder, fordi der bl.a. manglede
hollandske kvinder. Hermed opstod den sydafrikanske
blandingsrace Cape Coloured (de farvede). De mange
forskellige hudfarver er den dag i dag et kendetegn for
Cape Town.
I 1688
flygtede 200 franske huguenotter (calvinister) fra kong
Louis d. 14. og slog sig ned i Cape Town. De havde en
stor viden om vindyrkning med sig. Senere kom
englænderne til området og besejrede hollænderne i
starten af 1800-tallet, hvorefter den britiske koloni
blev udråbt i 1814. Da slaveriet blev afskaffet i 1833,
rejste hollændere længere ind i Sydafrika (det store
trek). Cape Town mistede en del af sin status, da man
midt i 1800-tallet fandt diamanter og guld i Kimberley
og Johannesburg. Åbningen af Suezkanalen i 1869 betød
også, at handlen med fjernøsten kom til at foregå ad
andre veje end syd om Afrika.
I dag er
Cape Town Sydafrikas lovgivende hovedstad. Her findes
det nationale parlament og mange offentlige kontorer.
Den administrative hovedstad er i Pretoria, den
juridiske i Bloemfontein.

Lang kø ved kabelbanen

Kabelbanen

Der var mange turister

Cape Town

Camps Bay

Sea Point

Afslappende roomservice
Table Mountain i perfekt
vejr
Vi var
enormt heldige med vejret, solskin og 25 grader, ikke
ret meget vind, en skyfri himmel og en kanon udsigt.
Noget som der var rig mulighed for at nyde, for køen og
ventetiden var lang. Det tog faktisk tre timer, fra vi
ankom til kabelbanen, til vi var oppe på Table Mountain.
Og det var al ventetiden værd!
På denne
årstid kørte kabelbanen uafbrudt fra kl. 8-22. Turen tog
ca. fire minutter, og imens drejede kabine-gulvet rundt,
så man havde udsigt til alle sider. Der er plads til 65
passager ad gangen.
Klokken var
hen ad 15.30, da vi nåede til tops, så vi snakkede en
del om, hvor lang ventetid der ville være på nedturen,
og hvornår vi skulle stille os i kø. Målet var at nå den
næstsidste bus, som kørte 17.50. Hvis det kiksede, var
der sidste busafgang kl. 18.35, eller vi kunne ta' en
taxi.
Der var
fyldt med turister på toppen
Så vi kom
hurtigt væk fra hinanden. Klaus ville gerne rundt og se
det hele med det samme, Jens og jeg trængte mest til
frokost. Det føltes stressende at "skulle skynde sig" at
se det hele og samtidigt stå i kø i tide. Området på
Table Mountain har ét cafeteria og én souvenir-butik, og
køen til kabelbanen var så lang, at den startede ved
cafeteriet. Så jeg tænkte, at vi nok skulle finde
hinanden igen. Hvis ikke før, så når vi skulle stå i kø
på nedturen.
Vi stod også
længe i kø for at købe en pragtfuld pizza og rødvin.
Fandt et ledigt bord udenfor, et rigtig dejligt sted med
god udsigt.
Udsigten fra Table Mountain er storslået
Bagefter
nåede jeg endda en tur rundt og fik taget
panoramabilleder fra de forskellige verdenshjørner. Der
var en storslået udsigt over Cape halvøen, Camps Bay og
Cape Town. I det fjerne kunne man se Robben Island, hvor
Mandela sad fængslet. Man havde også udsigt til
bjergtoppene Signal Hill, Lions Head og De 12 Apostle.
Vi kørte med forskellige busser hjem
Det pinte
mig en del, at vi ikke kunne finde Klaus nogen steder.
Han var ikke på Table Mountain, heller ikke ved
busstoppestedet. Så vi blev nødt til at fortsætte turen
alene.
Senere viste
det sig, at han havde taget bussen 20 min. før vores.
Han havde været i tvivl om tidspunktet, og troede vi
allerede var taget af sted igen, for han kunne heller
ikke finde os nogen steder. En oplevelse der lærte os at
aftale helt tydeligt, hvem der havde brug for hvad, og
hvor og hvornår vi skulle mødes igen og fortsætte
sammen.
Camps Bay Beach
Camps Bay og
Clifton er forstæder syd for Cape Town og ligger ud mod
Atlanterhavet. Her er et væld af hoteller, restauranter
og flotte (dyre) lejligheder. Stedet hvor de rige nyder
at dase, og hvor der er livlig aktivitet på de brede
sandstrande. På denne side af Cape halvøen er vandet
oftest iskoldt. Når vinden skubber overfladevandet væk
fra vestkysten, bliver vandet erstattet af det nederste
(kaldes opstrømning), som er det kolde antarktiske vand,
og det kan være helt ned til 12 grader om sommeren.
Sea Point
Sea Point er
Cape Town's tættest befolkede forstad og ligger mellem
Signal Hill og Atlanterhavet, få km vest for centrum.
Dette højtliggende område med havudsigt er meget
populært, og udenlandske investorer har presset priserne
opad. Husene ligger meget tæt op ad hinanden, og i dag
bor der mange forskellige etniske, sociale og religiøse
grupper i dette kvarter.
En vigtig
del af Sea Point er Strandpromenaden, hvor mange enten
motionerer eller holder små udflugter.
Roomservice var faktisk at foretrække
Vi var både
sultne og trætte, så vi valgte at bestille aftensmad via
roomservice. På værelset lå der et omfattende menukort,
og der var et varieret udvalg af forskellige billige,
varme retter. Vores værelser var incl. morgenmad, men
man kunne også godt få både frokost og aftensmad i
restauranten, mod betaling. Vi orkede dog ikke at shine
os op og bevæge os ned. Slet ikke at finde en spændende
restaurant ude i byen. Nød at sidde foran den åbne
altandør og slappe af, snakke om dagens mange oplevelser
og planlægge næste formiddag (kl. 15 skulle vi til
Robben Island). Samtidigt kunne mobiltlf. og kamera
lades op. Vi havde i forvejen en adapter til de
sydafrikanske stik (fra i sommers). Og så kunne vi også
tjekke vejrudsigten alt imens (på TV) ...
Jeg mærkede
ikke spor til alle myggene, det gjorde Jens til gengæld.
Både i Pinetown og Cape Town fik han mere end rigtig
mange myggestik. Heldigvis er der ikke malaria i de
områder, vi besøgte. Men det med at sove med åben
altandør var ikke godt for Jens.
Efter en
dejlig morgenbuffet tog vi med Sightseeing bussen igen.
Rart og sådan lidt på hjemmebane at kunne møde "sharp"
op på stoppestedet lige ved siden af hotellet. Iklædt
sommertøj, medbringende det varme, for vejrudsigten
lovede regn.

Silver-tree

Imizamo Yethu
Kirstenbosch Botaniske Have
Den blå rute
førte os udenom Cape Town i et naturskønt område. Første
destination var Kirstenbosch Botaniske Have, som er
Sydafrikas største og ældste. Her kan man se mere end
5000 forskellige planter, bl.a. Sydafrikas
nationalblomst protea og skove af kladrastis-træer. Vi
var ikke inde og se, men vegetationen rundt om var tæt
og meget frodig.
Imizamo Yethu -
en township
Mellem Kirstenbosch og Hout Bay ligger Imizamo Yethu (en
township). Her var der mulighed for at blive vist rundt
af en guide, noget vi ikke kunne nå, fordi vi skulle til
Robben Island.
Området på
18 hektar huser i dag ca. 20 000 mennesker. Flertallet
bor i tæt sammenbyggede skure af brædder og bølgeblik,
dvs. hver familie bor i ét skur på størrelse med et
kollegieværelse. Vores lokalguide Jasmin (på
vinlands-turen) fortalte, at der er så pænt og rent i
skurene, at man kan spise på gulvet.
Nogle har
fået indlagt elektricitet, og betalingen foregår som ved
taletidskort til mobiltlf. Andre bruger petroleum til
deres komfurer, hvilket medfører mange luftvejssygdomme
pga. røgen, tusindvis af brande med mange indebrændte,
og rigtig mange børn dør efter at ha drukket petroleum,
som ofte opbevares i colaflasker eller kopper.
Imizamo
Yethu blev grundlagt i starten af 1990erne som et sted,
hvor de sorte havde tilladelse til at bygge hytter eller
midlertidige skure. Før dette tidspunkt havde mange af
de sorte indbyggere i Hout Bay ikke råd til, eller
tilladelse til at købe en byggegrund eller en bolig.
Deres eneste valg var at være på udkig efter ledig jord,
hvor de kunne bygge et midlertidigt hjem. Dette skete
ofte uden tilladelse og forværrede forholdet til de
hvide indbyggere.
I 1989 greb
kommunen ind, og et lille stykke jord blev byggemodnet
med veje, vand og kloakering. Her fik de sorte
tilladelse til at bygge midlertidige skure. Området fik
navnet Imizamo Yethu Estate. (Imizamo Yethu er Xhosa og
betyder vores forenede indsats).
Siden
grundlæggelsen er Imizamo Yethu blevet mere end dobbelt
så stor, og mange af de midlertidige skure bliver nu
erstattet med moderne murstenshuse. For nylig har den
irske forretningsmand Niall Mellon bygget mere end 300
nye murstenshuse, og med lovning om endnu flere nye
huse. Et stort problem er det dog, at når indbyggerne
forlader deres skure og flytter ind i et moderne
murstenshus, så stiger deres udgifter til el, vand,
varme, husleje, ejendomsskat etc. Noget som de mener,
staten skal betale, fordi det er deres idé, at man skal
bo "så fint".
De fleste
indbyggere i Imizamo Yethu taler Xhosa og stammer
oprindeligt fra Transkei i det østlige Cape, hvor mange
af dem stadig har familiemedlemmer boende.
(Nelson Mandela kom også fra
Transkei). Imizamo Yethu kaldes en unik, levende
by med en omsorgsfuld og venlig atmosfære. Der er mange
forretninger med dagligvarer. Byen er desuden et godt
sted for den, der vil forsøge at etablere sin egen
forretning, og tjene en ekstra skilling på at sælge
næsten hvad som helst.
Imizamo
Yethu befinder sig i en spændende udviklingsfase, og er
i færd med at bevæge sig væk fra sin status som
slumkvarter til i stedet for at være en helt almindelig
forstad til Hout Bay. Fremtiden ser meget lysere ud for
byens indbyggere, som har kæmpet og arbejdet utrætteligt
igennem mange år for at opnå et sted, de kan være stolte
af, og hvor de kan nyde at leve, men der ligger stadig
et stort arbejde foran dem.
Nelson Mandela Gateway ved
Waterfront

God tid til frokost

Nelson Mandela Gateway

Nelson Mandela Gateway

På vej til Robben Island

Robben Island

Kirkegården
for spedalske

Cape Town i horisonten

Sovesalen

Menukort for sorte, farvede og indere, de sorte fik mindst

Mandelas celle på Robben Island

Sektion B's fængselsgård

Cape Town i horisonten

Sektion B's fængselsgård

Thank you

Remember to tell the
whole world about our struggle for freedom

Waterfront og Table Mountain
Lige siden
jeg så en film om Mandela (engang i 1990'erne) har jeg
været dybt fascineret af denne mand og hans indsats. Det
betød rigtig meget for mig, at det lykkedes os at få
billetter til en tur til Robben Island, hvor han sad
fængslet i 18 år. Heldigvis havde jeg bestilt
billetterne hjemmefra via internet. 180 Rand (ca. 100
kr.) for færge, rundtur på øen i bus og med guide samt 1
times rundvisning i fængslet med en tidligere politisk
fange.
Vi vidste,
at katamaranfærgen sejlede fra Waterfront, nær
Clocktower. Det viste sig at være lige ved siden af
hinanden. Her var der også et stort indkøbscenter. Jens
manglede cigaretter og spurgte en sikkerheds-vagt om,
hvor man kunne købe cigaretter. Det kunne man i
apoteket. Ikke til at forstå, vel. Men sandt.
Ved siden af
Nelson Mandela Gateway var der et spisested, og her fik
vi frokost. Pandekager med kødfyld. Pragtfuldt at sidde
udenfor og nyde både maden og vejret. Det havde lige
regnet, men nu brød solen lige så langsomt igennem.
I
afgangshallen var der indrettet museum med mange
plancher og informationer om Nelson Mandela og Robben
Island, og allerede 45 minutter før afgang strømmede
folk til. Herefter var der sikkerhedstjek (ligesom på
flyrejser). Vi kom i god tid, og først i køen betød også
den bedste mulighed for at komme til at sidde udenfor på
sejlturen.
En vidunderlig udsigt ind over Cape Town
Det var
fantastisk at se Cape Town og Table Mountain fra vandet.
Et ganske betagende syn. Det blæste godt, og der var
lidt søgang på den ca. 25 minutter lange sejltur. Nu
forstod vi, hvorfor buschaufføren tidlige på dagen havde
nævnt, at "hvis de sejler til Robben Island i dag ...".
I blæsevejr indstillede man sejladsen, ligesom
kabelbanen heller ikke kører, når det blæser for meget.
Og det sker åbenbart af og til.
Lidt om Robben Island
Robben
Island ligger 11 km uden for Cape Town og blev under
apartheidstyret brugt som fængsel for politiske fanger
(farvede og sorte modstandere af det hvide
apartheidstyre), bl.a. Nelson Mandela og Walter Sisulu.
Selv om øen "ligger tæt" på Cape Town, forhindrede
hyppige storme og det hajfyldte farvand enhver flugt.
Siden 1997
har Robben Island været
et monument og nationalmuseum, og det er
fortrinsvis de ansatte på museet, som bor på øen, hvor
der både er boliger, skole, kirke, butikker og
sportsanlæg.
Ordet Robben
betyder sæl, men der er også mange pingviner på øen.
De
første europæere kom til Robben Island i 1488, og
igennem årene blev øen brugt som forsyningssted for
skibe og som fængsel. Det
var på Robben Island, at Jan van Riebeck i 1650'erne
holdt oprørske khoikhoi-ledere fanget. Senere brugte
englænderne øen til spedalske, fattige og sindssyge.
Sidst i 1800-tallet byggede man Irishtown ved siden af
anløbsbroen. Under 2. verdenskrig var der militærbase på
Robben Island. I 1960 overtog fængselsvæsnet Robben
Island, og hurtigt opstod Sydafrikas værste fængsel.
Rundt på Robben Island
Vi startede
med en bustur rundt på Robben Island. Vores dygtige,
unge og sjove guide var ansat på museet. Han boede ikke
på Robben Island, men i en township.
Allerførst
kom vi fordi kirkegården, hvor de spedalske lå begravet.
Herefter kom vi til stenbruddet, hvor fangerne skulle
arbejde hver dag fra morgen til aften. De blev sat til
at hugge kridt, som bl.a skulle bruges til vejene på
Robben Island. Et hårdt, anstrengende og støvet arbejde. Efter
apartheids ophør byggede tidligere fanger en lille høj
af sten. Denne stenbunke står i dag som et minde om alle
trængslerne.
I starten
sad de kriminelle og politiske fanger i det samme
fængsel og arbejdede sammen i stenbruddet. Da det bl.a.
lykkedes de politiske fanger at hverve tilhængere af ANC
blandt de kriminelle, blev de kriminelle flyttet til et
andet fængsel på Robben Island.
Undervejs på
turen gjorde bussen holdt, og her havde vi mulighed for
at nyde udsigten over til Cape Town, som syntes så tæt
på. Vi fortsatte
ind midt på øen og så fæstningsanlæg fra 2.
verdenskrig. Fik også at vide, at det er blevet et
tilløbsstykke at blive gift på Robben Island.
En tidligere fange viste os
rundt i fængslet
Han
præsenterede sig, men jeg fik desværre ikke fat i hans
navn. Han fortalte rigtig meget om,
hvordan han og hans politiske kammerater havde oplevet tiden i
fængslet og kæmpet for frihed under apartheid, hvor ANC
var forbudt. Politisk aktivitet indenfor ANC blev
systematisk straffet med fængsel, og mange afsonede på Robben Island.
Dommene lød på terror, forræderi eller sabotage.
Vi blev vist
rundt både ude og inde i de forskellige sektioner i
fængslet. Bl.a. så vi den sektion, hvor han havde
tilbragt mange år (kan ikke huske, hvor længe han var
fængslet). Et stort rum med små skabe og køjesenge. Her
var stuvet flere sammen, end der var plads til, mange måtte sove på
gulvet. Hans plads var i den øverste køje, som han ikke
altid benyttede, fordi han efter dagens hårde arbejde i
stenbruddet ofte var alt for træt og afkræftet til at
kravle op i den. Arbejdet i
stenbruddet foregik fra kl. 6 om morgenen til kl. 4 om
eftermiddagen. Solens skarpe lys og alt støvet i
stenbruddet ødelagde mange fangers øjne.
Madrationerne afhang af hudfarve og afstamning. Dvs. de
sorte fik allermindst, farvede og indere større
rationer. Hvis man delte maden med hinanden, eller
forsøgte at sælge noget af sin mad, blev man straffet. En gang om
ugen måtte de få brev fra deres familie, men disse breve
var censurerede. Alt ikke godkendt blev simpelthen
klippet ud. Noget som resulterede i meget korte breve
fra familien, fx "hilsen". Besøg var begrænset til œ
time hvert halve år.
Nelson
Mandela (fange nummer 466/64)
Sad fra 1964 i fængsel i
27 år, de første 18 år i celle nr. 4 i sektion B på
Robben Island. Herefter blev han ved hjælp af
internationalt pres flyttet til Pollsmoor Prison sydvest
for Cape Town (Nær ved Silvermine). Hans celle
på ca. 2 gange 3 meter var forsynet med et
liggeunderlag, tre tynde tæpper, en toiletspand i hjørnet, tre små skabe
til personlige ejendele og et lille bord med en
bliktallerken og en kop.
I fængslet
fortsatte Mandela sammen med de andre politiske fanger
kampen for bedre vilkår. Gentagne og årelange klager gav
dem bl.a. muligheden for at studere, de fik et
"skrivebord" og en skammel at sidde på, bedre måltider
og lange bukser i stedet for de korte.
I starten
arbejdede Mandela og hans gruppe med at hugge sten i
fængselsgården, fylde bunker den ene dag, fjerne dem den
næste dag, uden noget formål. Herefter foregik arbejdet
hver dag i stenbruddet, hvor de ofte havde held til at
sænke tempoet og bruge meget tid på at diskutere politik
og andre emner.
Ind imellem skulle de samle tang
ved stranden, et
arbejde Mandela nød meget, fordi der var en pragtfuld udsigt
til Cape Town, og de kunne tilberede smagfulde måltider
(fisk, muslinger mm.)
Long walk to freedom
I 1975, tre
år før Mandelas 60 års fødselsdag, opfordrede hans nære
venner i fængslet ham til at skrive sine
livserindringer, som så skulle smugles ud og udgives i
udlandet, så offentligheden kunne læse om kampen for
frihed og yde mere støtte.
Originalen (et
manuskript på 500 sider) blev gravet ned under planterne
langs muren i fængselsgården, pakket ind i plastik og
gemt i
tre tomme cola flasker. En af flaskerne blev et par dage
senere fundet af
vagterne og destrueret. Heldigvis havde én af de andre
fanger en kopi, som det lykkedes ham at smugle med ud,
da han blev løsladt i 1976.
I 1977 blev
fangerne fritaget for tvangsarbejde. De måtte nu
tilbringe tiden i deres sektion og beskæftige sig med
ting, de gerne ville, fx læse, skrive breve, diskutere
emner med hinanden. Mandela brugte også en del tid på
sine yndlingsinteresser: have og tennis. Han arrangerede
tennisturneringer og anlagde en have i fængselsgården.
Her dyrkede han bl. a. løg, tomater og chili. Ofte
forsynede han vagterne med de bedste tomater og løg.
Da Mandela i
marts 1982 fik at vide, at han skulle pakke sine ting og
flyttes til et fængsel på fastlandet, var det med
blandede følelser, han tog afsked med Robben Island.
Ville han nogensinde se øen igen? Han havde boet der i
næsten 2 årtier, og selv om stedet ikke var et hjem, så
havde han følt sig godt tilpas på øen, trods de hårde
tider ind imellem.
I Pollsmoor
fængslet
indledte Mandela forhandlinger med det hvide styre i
Sydafrika om indførelsen af demokrati, forsoning mellem
racerne og en fredelig afskaffelse af apartheid. I 1990
blev han endelig løsladt. Han er nu kendt for at sige,
at fortiden er historie, man skal se fremad og arbejde
for fælles mål. Ved det første frie valg i 1994 blev han
valgt som Sydafrikas første sorte præsident.
Short walk to freedom
Da
rundvisningen var slut fik guiden rigtig mange "Thank
you so much", og hver eneste turist fik et håndtryk
og disse ord med på vejen: "Remember to tell the
whole world about our struggle for freedom", og så
pegede han ned mod havnen og sagde "this is short
walk to freedom". Jeg ville så gerne ha' dette håndtryk
foreviget, men desværre kom den unge mand i den røde
bluse med raske skridt bagfra og gik ind foran. ØV.
En
uforglemmelig og tankevækkende rundvisning var slut, en
oplevelse der gjorde et dybt indtryk på mig.
Waterfront er en dejlig oase
Klokken var
hen ad 19, da vi var tilbage ved Waterfront, et
tiltrækkende sted at få aftensmad. Restauranten "Den
Anker" havde det bedste menukort og de bedste udendørs
siddepladser i solen og med en fantastisk udsigt til
Table Mountain indhyllet i skyer på toppen. Men ikke ét
eneste bord var ledigt.
Længere
henne lå Oyo Restaurant med masser af ledige pladser i
skyggen, så i første omgang var det måske en mulighed.
Vi nød en øl og udsigten, imens vi studerede deres
menukort. Men de havde ikke noget, der kunne friste os.
Bagefter gik
vi en tur rundt på Waterfront. Det er et stort område
fyldt med mennesker og spisesteder, men optaget alle de
steder, vi syntes så mest tiltalende ud. Så det endte
med, at vi hyrede en taxi hjem til hotellet. De holdt på
stribe ved Clocktower, og det kostede kun 40 Rand. Klaus
ville hellere gå, en tur på ca. 15 min. i rask trav.
Undervejs kom vi forbi ham og vinkede. Vel hjemme
bestilte vi roomservice igen. En steak af svinekød (det
mindede nu mere om noget nakkekotelet) og en smukt
anrettet salat.
Min morgenstund startede med vejrudsigten, dvs. der
skulle komme regn, men kunne man regne med det? I går
skulle vejret ha' været dårligere end udsigten for i
dag, men bygerne var hurtigt overstået om formiddagen,
mens vi sad i læ i Sightseeing bussen. Og hvordan ville
det så blive i dag? Noget med at vælge den rigtige
påklædning og medbringe det rigtige skiftetøj i
rygsækken. Det kan der gå lang tid med at kredse
omkring.

Audrey og den japanske kvinde

Dejligt med skygge

Der er mange skove i Hout Bay

Hout Bay
En dejlig dag med Cape Escape Tours
Gennem
hotellet havde vi bestilt en heldagstur med Cape Escape
Tours (fra 8:30 til
17:30) til Hout Bay, Chapmans Peak, Noorhoek, Cape Point
og Kap Det Gode Håb, pingvinkolonien i Bolders Beach,
Simons Town, Muizenberg og Constantia Valley. Kostede 630
Rand pr. person (ca. 330 kr.). På denne tur var der også
en japansk kvinde med, hun boede i øvrigt i Zambia og
var på juleferie i Cape Town.
Vores lokale
chauffør Audrey var meget snakkesalig og god til
at fortælle om alle de områder, vi kom forbi. Han var
meget fleksibel, vi behøvede ikke at følge den
foreslåede rute. Og så
kunne han noget, som stadig undrer mig. Han startede med
at gætte på vores profession, og ramte plet.
Hout Bay er både en by, en bugt og en dal
Turen gik
først til Hout Bay, hvorfra der var mulighed for at
sejle til en lille ø i bugten, hvor der var en
sæl-koloni. Vi ville dog hellere slentre rundt på
havnen, her var der et spændende marked. Dog ikke
specielt billigt, tror priserne var i top pga.
højsæsonen. Jens var på udkig efter en hat, der kunne
give skygge til hans solbrændte ansigt, og han fandt én.
Hout Bay
ligger i en dal ud til Atlanterhavet 20 km syd for Cape
Town. På Afrikaans: Houtbaai efter det hollandske ord
for Wood Bay. Navnet henviser både til byen, bugten og
hele dalen.
Da
hollænderne i 1652 etablerede en koloni i Table Bay,
havde de brug for en stor mængde tømmer til
byggerier og andre formål. Der var ingen store skove i
nærheden. Til gengæld kunne man
hente det nødvendige træ i dalen på den
anden side af Constantia Nek passet (mellem
Table Mountain og Constaniaberg). Området, som
oprindeligt bestod af to gårde, blev langsomt opdelt i
distrikter for at gøre plads til byer. I dag er der 28
forskellige bydele, og i hele området bor der ca. 42000
mennesker i 12000 boliger.
Da Hout Bay
har en strand med hvidt sand, er den populær blandt både
lokale og turister. Pga. af de store bølger er Hout Bay
også populær blandt surfere. Havnen er en
af de travleste i Western Cape, med tun-, snoek- og
krebseindustri.
Hout Bay er
omgivet af bjerge mod nord, øst og vest og Atlanterhavet
mod syd. Mod nord ligger Table Mountain National Park,
mod nordvest bagsiden af De 12 Apostle (også kendt som
Oranjekloof). Mod vest ligger Lions Head, Karbonkelberg,
Kapteins Peak og Sentinel. Mod øst Vlakkenberg,
Skoorsteenskopberg og Constantiaberg. Mod sydøst er den verdens-berømte Chapman's Peak
vej hugget ud i bjergsiden og fører
mod Noordhoek.
Tre
forskellige veje fører til og fra Hout Bay, alle over
bjergpas
Fra nord kan
man køre via
Camps Bay og Llandudno, over passet mellem Judas Peak
(en del af De 12 Apostle) og Little Lions Head. Dette
pas er kendt som "Suikerbossie" (den hårdeste bakke i
Cape Argus cykelløbet). Eller man kan køre via
Constantia over passet Constatia Nek mellem
Vlakkenberg og Table Mountain. Fra syd kommer man fra
Noordhoek til Hout Bay over Chapmans
Peak. En årrække var dette pas lukket pga. stenskred. Nu er vejen
betalingsvej.

Udsigten mod syd fra Silvermine
Silvermine Nature Reserve
Vi
kom til at snakke om, at vi godt kunne lide den smukke
natur på Cape halvøen, panoramaer og storslåede
udsigtspunkter. Derfor valgte Audrey at køre os til
Silvermine, hvorfra man kunne se ud over hele halvøen.
Undervejs kom vi forbi Pollsmoor fængslet. Det var her
Nelson Mandela var i fængsel efter årene på Robben
Island. I dag afsoner de værste forbrydere og kriminelle
deres straffe her.
Silvermine Nature Reserve er en bjergkæde beliggende
vest for Muizenberg og er en del af Table Mountain
National Park. Området er populært til vandreture,
udflugter og mountainbike.
Klipperne glimter som sølv, og
derfor var der mange, som begyndte at grave efter sølv
uden at finde noget. Rundt omkring findes talrige små
"sølvminer" (deraf navnet Silvermine).
I området vokser der mange fynbos (lave lynglignende
buske)
og Sydafrikas nationalblomst protea. Indtil for nylig
var der mange fyrretræs-plantager, men den sidste blev
fældet i 2000 efter en større brand i området. På
den nordlige side af Silvermine byggede man i 1898 et
reservoir, som skulle levere vand til Cape Town. Den
sydafrikanske flåde har sit hovedsæde på de nedre
skråninger, og Silvermine floden er den eneste flod (på
Cape halvøen), som ikke løber gennem et udviklet område.
Cape
Point er det sydøstlige forbjerg på Cape
halvøen
Cape
halvøen er den ca. 75 km lange tange fra Cape Town ned
til Cape Point og Kap Det Gode Håb, et bjergrigt og
meget naturskønt landskab.
Den
sydlige del af halvøen er
ubebygget, naturen uspoleret og et vigtigt hjemsted for
havfugle. Her findes bl.a. mange strudse. Området blev i
1938 udnævnt som naturreservat, i 1998 indlemmet i Table
Mountain National Park.

Den sydlige del af Cape halvøen

Det gamle fyrtårn på Cape Point
Cape
Point
ligger ca. 2,3 km nordøst for Kap Det Gode
Håb. Selv om disse to bjerge er meget kendte, er det
sydligste punkt i Afrika dog Kap Agulhus, ca. 150 km mod
sydøst.
Den
forrevne sandstenshøjderyg, som stiger fra havoverfladen
ved Cape Point, deler sig i to toppe. Fra
parkeringspladsen fører både en tovbane og en sti op til
det højeste punkt 238 m over havets overflade. Her
findes det gamle fyrtårn fra 1857. 100 m længere mod syd
ligger den laveste bjergtop, og en sti fører også
hertil.
I
tåget vejr kunne man ikke se det gamle fyrtårn, og når
sigtbarheden var god, kunne det ses for tidligt. Når
skibene så rundede det østlige punkt, kom de for tæt på
kysten.
Derfor byggede man et nyt fyrtårn på et lavere
niveau (87 m over havets overflade), så man ikke kan se
fyrtårnet fra vest, før skibene er i sikker afstand. Det
nye Cape Point fyr, som blev taget i brug i 1919, har
med en rækkevidde på 63 km det kraftigste lys på den
sydafrikanske kyst.
Cape
Point er ofte fejlagtigt omtalt som det sted, hvor den
kolde Benguela strøm fra Atlanterhavet og den varme
Agulhas strøm fra Det Indiske Ocean mødes. I
virkeligheden mødes de to strømme mellem Cape Point og
Cape Agulhas, som ligger 150 km længere mod sydøst. Der
er imidlertid farlige dønninger, stærk strøm og tidevand
ved Cape Point, og i tidens
løb er utallige skibe forlist her. Selv
om fiskeriet langs kysten er godt, er det meget farligt
at fiske fra klipperne. Mange fiskere er i årenes løb
blevet skyllet i døden af lunefulde bølger.
Nordøst for Cape Point ligger False Bay med den
velkendte flådehavn i Simons Town. False Bay er også
kendt for sine hvide hajer, som jager Cape sælerne i
dette område.
Frokost på Cape Point

Vi får strudsekød
Mens vi
kørte sydpå bestilte Audrey plads til os i restauranten
på Cape Point. Vi skulle sidde udenfor på en lille
terrasse, med den skønneste udsigt, man kan forestille
sig. Vi valgte at smage strudsekød. Det smagte godt,
lidt af både kylling og vildt.
Efter
frokosten kørte vi med tovbanen op til det højeste
punkt. Det sidste stykke op til fyrtårnet var der en
meget stejl trappe. Til gengæld en fantastisk udsigt på
toppen. Desværre begyndte det at regne. Jeg ville ellers
gerne ha' brugt lidt mere tid på at nyde dette panorama.
Inden jeg kom ned og i ly, var jeg gennemblødt. Det var
ikke koldt, og jeg havde heldigvis en ekstra trøje med.
Fortrød dog at jeg havde ladet paraplyen blive hjemme i
Danmark.

Regn, blæst og kulde 29.12 2008

Pingvin-kolonien
Kap Det
Gode Håb
Kap
Det Gode Håb er det sydvestligste punkt i Afrika og blev en vigtig milepæl, da portugiseren
Bartolomeu Dias under sin søgen efter søvejen til Indien
i 1488 nåede syd om dette sted i Afrika, hvor man
begynder at sejle mod øst i stedet for syd. Oprindeligt
kaldte han stedet for "Stormenes Kap". Senere omdøbte
John II det til Kap Det Gode Håb.
Selv om det
også regnede på Cape Point, føltes det forfærdeligt her.
Det blæste vildt og var isnende koldt. Vi havde al den
tid til rådighed, vi måtte ønske. Men vi ønskede kun et
kort visit, det var simpelthen for koldt i sommertøj, og
jeg havde ikke taget jakken med på turen.
Til ære for fotografen og et minde om, at vi var her,
var lige hvad det kunne blive til.
Pingviner ved Boulders Beach
Boulders
Beach ligger i False Bay lige syd for Simons Town, og
her er der en lille koloni med sydafrikanske pingviner,
også kaldet Jackass pingviner, fordi de skryder som et
æsel. De vejer godt tre kilo og lever fortrinsvis af
ansjoser og sardiner. Kan blive op til 30 år gamle. De
yngler mellem februar og maj. Hunnen lægger to æg. Efter
30 dage brydes ægget, og 3 mdr. senere er ungerne klar
til deres første tur i havet.
Under
køreturen fra Kap Det Gode Håb til Boulders Beach havde
jeg ondt i maven. Min formodning viste sig at være
korrekt. Diarré. Så mens de andre kiggede på pingviner,
sad jeg længe på toilettet. Bagefter måtte de pænt vente
på, at jeg fik en smøg og tog nogle fotos af
pingvinerne.
Simons Town, Fish Hoek og
Muizenberg i regnvejr
Byerne
ligger ved False Bay på den østlige side af Cape halvøen
og har togforbindelse til Cape Town. Strækningen er
præget af det ene bjerg efter det andet, med stejle
skrænter ned til bugten. Masser af bebyggelse på
skråningerne. Ind imellem hvide sandstrande. Selv i
regnvejr var det betagende smukt, så langt øjet rakte,
men pga. regndråberne på ruderne var det næsten umuligt
at tage gode billeder, imens vi kørte. Og vejret indbød
bestemt ikke til et stop med ophold udenfor.

Simons Town
Simons
Town er en landsby med flådebase
Først Royal
Navy, nu den sydafrikanske flåde.
Den lille havn er beskyttet mod bølgerne af en mole, som
blev bygget af tusindvis af store sandstensblokke, som
man huggede ud af bjerget ovenfor byen.
Fish Hoek ved Silvermine flodens udmunding
Fish Hoek er
berømt for at være et alkoholfrit område. Da de
oprindelige ejere solgte deres jord til udvikling,
krævede de, at der ikke måtte sælges alkohol her. I dag
kan man godt købe alkohol på restauranter og i barer,
men ikke i butikkerne.
Muizenberg
Muizenberg
var fødestedet for surfing i Sydafrika,
her var det første toldsted i Sydafrika, og Rhodes boede
her (ham som grundlagde Rhodesia, i dag Zimbabwe).
'Het
Posthuys' fra ca. 1742 er en af de ældste bygninger
i Sydafrika. Blev bygget af 'Det Hollandske Øst Indiske
Kompagni'. Var oprindeligt et toldsted, hvor man
opkrævede afgifter fra de landmænd, som solgte deres
afgrøder til skibe i bugten ved Simons Town. Bynavnet
stammer fra en af de første ansatte, som hed Muys (Muys
Zijn Bergh = Muys' bjerg). Senere blev bygningen på
skift brugt som politistation, stalde, bordel, hotel og privathus. Er nu restaureret og åbent for
offentligheden, indeholder en lille samling af
fotografier og genstande fra de tidligere tider i
Muizenberg.
Cecil John Rhodes
1853-1902
Cecil John
Rhodes var
premierminister i Cape kolonien
fra 1890 - 1896 og tjente en formue på
sydafrikanske
diamantminer. Han kom til
Sydafrika, da han var 17 år og drømte om at bygge en
jernbane fra Cape Town til Cairo. Inden det kunne
realiseres måtte englænderne erobre Matebeleland, som
var det sidste selvstændige
kongerige i Sydafrika. Høvding
Lobengula stolede ikke på de hvide handelsmænd og
missionærer, og tillod ikke Rhodes at komme ind i
landet. Rhodes lovede våben til høvdingen og overtalte
ham til at skrive
under på en traktat, som Rhodes
ikke overholdt. I stedet for overfaldt og dræbte de
hvide Lobengula og flere end 1000 af hans mænd,
hvorefter landet måtte overgive sig. Derefter
etablerede Rhodes en koloni i
området, og gav den navnet Rhodesia.
Rhodes blev
født i England. Som 16 årig fik han konstateret
begyndende tuberkulose. Derfor anbefalede hans læge ham
at tage til Sydafrika, fordi det tørre klima ville
forbedre hans tilstand. I starten forsøgte Rhodes at
tjene penge til en universitetsuddannelse igennem
landbruget i Sydafrika. Men netop på dette tidspunkt
(1870'erne) havde man fundet
masser af diamanter i Kimberley, så Rhodes
besluttede sig for at blive diamantjæger lige som
sin bror. Efter et par år havde han tjent penge nok til
en universitetsuddannelse i England. Her blev hans
tuberkulose forværret, så han måtte rejse tilbage til
Sydafrika flere gange under sin uddannelse.
Jeg
frøs
resten af
dagen
Den japanske
kvinde ville gerne en tur rundt i Kirstenbosch Botaniske
Have. Hun kom dog hurtigt tilbage, fordi det regnede.
Imens brugte jeg tiden i butikken, hvor de solgte mange
spændende (og dyre) ting. Men dejligt at gå rundt inden
for.
Jeg frøs
rigtig meget, og da vi kom tilbage til hotellet, kunne
jeg slet ikke få varmen igen. Sad længe indhyllet i et
tæppe, prøvede også med en whisky. Men intet hjalp.
Rystede bare af kulde. Havde heller ikke lyst til
aftensmad. Og så var der lige diarréen, som meldte sig
igen.
|
Tirsdag 30. december 2008 |
Morgenen
begyndte med hyppige toiletbesøg, men heldigvis skulle
vi først på vintur om eftermiddagen. I rejsebøger og
vejledninger kan man læse, at man ikke får diarre af den
sydafrikanske mad. Jeg tænkte mest på, om Sydafrika
havde nogen effektive piller lige som i Egypten. Det
havde de! Lige i nærheden af hotellet lå et apotek, og
der kunne jeg få nogen piller, som virkede omgående
(Imodium, kostede 31,70 Rand). Resten af
formiddagen gik med at nyde solen i anlægget foran
hotellet. Her var bænke og dejlige, skyggefulde træer.
Et lidt udsat sted at sidde og slappe af, for ind
imellem kom tiggere forbi. Men når vi enten ignorerede
eller afviste dem, listede de videre.
Vi
havde aftalt med Audrey, at vi gerne ville med på
Stellenbosch vinruten i eftermiddag, men han dukkede ikke op. Det
gjorde derimod hans kollega Jasmin. En fantastisk dygtig
lokalguide. Hun fortalte rigtig meget undervejs, mere
end jeg kan huske. Turen foregik sammen med en nordmand
og et irsk ægtepar. Undervejs snakkede vi rigtig godt
sammen.

Stellenbosch vinrute

Oom
Samie se Winkel

Vinmarker ved Zevenwacht

Vinsmagning på Zevenwacht

Rundvisning i vinkælderen

Vinsmagning på Saxenburg

Vinsmagning på Saxenburg
Stellenbosch
vinrute
Dalene i Stellenbosch, Paarl og Franschhoek
udgør Cape Wineland, som er den største af
de to vigtigste vinregioner i Sydafrika.
Stellenbosch er det primære sted for
dyrkning og forskning af vindruer, og den
verdenskendte og berømte
Stellenbosch vinrute blev etableret i 1971.
På vinruten kommer man forbi den ene vingård
efter den anden.
Stellenbosch er den næstældste by
i Western Cape og ligger ved floden Eerste,
50 km øst for Cape Town. Sidst i 1600 tallet
flyttede Simon van der Stel til området (han
var guvernør i Cape kolonien). Han fandt
stedet velegnet til landbrug og vindyrkning
og grundlagde byen, som blev opkaldt efter
ham. Stellenbosch er også kendt som City of
Oaks (eller Eikestad) pga. de mange egetræer
langs gaderne. Der er rigtig mange huse i
hollandsk Cape-stil.
Stellenbosch er også en universitetsby
Med ca. 25.000 studerende og 10 fakulteter,
herunder teknik, handel, videnskab og kunst
er Stellenbosch Universitet et af Sydafrikas
førende universiteter. Jasmin viste os rundt
i universitets-kvarteret, som er ufattelig
stort.
Vi kom også forbi Oom Samie se Winkel, et
gammelt butiksmiljø.
Zevenwacht vingård
Zevenwacht er bare én ud af rigtig mange
vingårde på Stellenbosch vinruten.
Zevenwacht ligger i meget idylliske
omgivelser. De 200 af 500 hektar jord bruges
til vindyrkning. Resten er indrettet med
hotel, parker, legeplads til børn og fiskeri
i søen. Zevenwacht laver også cheddar-oste.
Vi smagte 4 forskellige vine på Zevenwacht
Vi kunne selv vælge, hvilke 4 forskellige vine
vi gerne ville smage. Fik
udleveret en bestillingsliste med
forklaringer, årstal og priser. Der blev
også serveret smagsprøver af tre forskellige
cheddar-oste.
Zevenblanc 2008
En hvidvin, hvor 77 % af druerne var
Sauvignon Blanc, 20 % Semillon og 3 %
Novelle.
Vinen virkede frisk, men gav os ikke den store smagsoplevelse. En vin
der måske ville smage af mere, hvis den
nydes til en lys fiskeret.
Sauvignon Blanc 2008
Til denne hvidvin anvendte
man udelukkende druer fra 13 år gamle
vinstokke. For at sikre at druerne blev
holdt kolde, blev de høstet tidligt om
morgenen. Vinen blev gæret ved en så lav
temperatur som 13 grader.
En meget smagfuld vin, der ledte tanken hen på en Chardonnay. Smagen
var lidt i retning af grønne æbler og kiwi.
Havde en lang eftersmag. En vin vi alle
faldt for.
Pinotage 2007
En rødvin der kun blev fremstillet af
Pinotage.
Druerne blev udelukkende dyrket på gårdens nordlige skråninger. Var den
drue, der først var moden. Blev håndplukket
og gærede ved 25 grader over 6 dage. Efter
den afsluttende gæring fik vinen lov til at
hvile i 9 måneder. En rigtig god vin med
aroma efter chokolade og/eller kaffe, måske
også lakridsrod og vanilje.
Syrah 2005
Denne rødvin var blandet af
95 % Shiraz, 2 % Mourverdré og 3 % Viognier. Shiraz-druerne blev
håndhøstet fra et meget koldt
Shiraz-vinareal, og gæringen foregik ved 26
grader. En vin med en krydret smag af peber
og blommer. Vinen var meget rund og blød, en
virkelig velsmagende vin der faldt i alles
smag.
Saxenburg vingård
Joachim Sax og hans kone Susanna kom fra
Tyskland og bosatte sig i Cape området. I
1693 var Sax en ud af 350 frie landmænd, som
fik tildelt jord af guvernør Simon van der
Stel. Han plantede herefter vinstokke og
byggede den oprindelige herregård i 1701.
Fire år senere solgte han gården til Olaff
og Albertus Bergh. Navnet Saxenburg stammer
fra disse to pionerer.
Vi smagte 5 forskellige vine på Saxenburg
Her kunne vi smage 5 forskellige vine, og
fik igen udleveret en bestillingsliste med årstal og priser. Vinsmagningen foregik
udenfor ved et havebord. Det var rigtig
dejligt at sidde her.
Grand Vin Blanc
En hvidvin der var blandet af druerne
Sauvignon, Chenin og Viognier.
En frisk vin med en anelse citrussmag, men ellers lidt
tam. Vinen faldt ikke rigtig i vores eller vore
rejseledsageres smag. Måske ville smagsoplevelsen være
anderledes, hvis vinen blev serveret sammen med en
fiskeret.
Chardonnay 2006
Druerne var håndplukkede og vinen var modnet på 20 % nye
fade, 40 % anden gangs fyldte fade og 40 % tredje gangs fyldte
fade.
En dejlig kraftig vin med en smag, der minder om pære, melon
og fersken.
Guinea Fowl 2005
Denne rødvin var blandet af
Merlot, Carbanet og Shiraz. Gæret
i åbne tanke uden tilsætning af
svovl efter endt gæring.
En vin der med fordel kunne lagre et par år mere. Ellers kraftig og
smagfuld. Ville passe fint til vildt eller rødt kød.
Pinotage 2005
Druerne blev maskinpresset og gæret ved 28
grader med en kulturgær.
Vinen havde en flot dybrød farve og en god kraftig smag.
Ville også passe fint til vildt eller rødt kød.
Shiraz 2005
Kun en del af en egnet vinmark blev anvendt til
denne vin. Druerne var udelukkende Shiraz og blev gæret i
åbne tanke ved 30 grader.
Den mest velsmagende af rødvinene. En varm krydret smag med en anelse
smag efter kaffe.

Gepard

Township øst for Cape Town
Geparder på Spier
vingods
Området er enormt smukt, og et meget besøgt
udflugtsmål. Her skulle vi ikke smage vin,
men se geparder. For den dristige var der
mulighed for at blive lukket ind til dem,
godt nok sammen med en dyrepasser, men
alligevel på eget ansvar. Ikke noget der
fristede mig.
Township øst for Cape Town
Mellem lufthavnen og Cape Town er der et
meget stort township område. Jasmin
fortalte, at selv om boligerne så
faldefærdige ud udefra, så var de meget
velholdte og rene indenfor. Der opstod dog
tit brande, også med indebrændte børn, mens
forældrene var på arbejde. Det offentlige er
i fuld sving med at bygge nye moderne
boliger på frie arealer ved siden af
township området, men beboerne har ikke råd
til at betale ejendomsskat, el og varme,
fordi de enten er arbejdsløse eller tjener
for lidt.
En stille, hyggelig aften
Efter en dejlig eftermiddag i vinlandet
sluttede vi med roomservice på hotellet. Vi
havde vænnet os til at spise aftensmad
foran den åbne altandør, hvor vi kunne nyde
udsigten og ryge uforstyrret.

Signal Hill i baggrunden

Musikanter på Waterfront

Et pragtfuldt nytårsvejr
Vi skulle
først flyve hjem 1. januar kl. 0.20, så vi havde hele
dagen og aftenen til fri disposition. Skulle dog være
ude af værelset senest kl. 11. Derfor havde vi i
forvejen forhørt os i receptionen og aftalt, at vi kunne
få kufferterne opbevaret (gratis), og vi havde også
bestilt taxi til lufthavnen kl. 21.
Nytårsaften var en varm sommerdag
Sidst på
formiddagen tog vi med taxi til Waterfront. Uden andre
planer end at nyde stedet, en god frokost, måske lidt
indkøb (souvenirs), og i hvert fald slappe af i solen.
Der var mange mennesker på Waterfront. I dagens løb
hørte vi kun ét kanonslag, ellers intet. Dagen føltes mest
som en dejlig varm sommerdag. Svært at sammenligne med
en dansk nytårsaften.
"Den Anker" med panorama og god mad
Der var god
plads på "Den Anker", med udsigt til Table Mountain. Så
dér tilbragte vi et par timer, først med en øl, siden
frokost. Et vidunderligt sted at sidde og bare glo og
slappe af. Balsam for sjælen.
Der var mange optrædende
Rundt
omkring var der mange forskellige optrædende, lige som vi ser i Danmark,
når nogle enten forsøger at tjene en skilling eller
promovere sit navn. Nogle små drenge (de var ikke mere
end 6-8 år) og deres søster og mor gjorde et dybt indtryk
på mig. Moderen spillede på tromme, datteren sang, og
drengene dansede. Disse små drenge havde et stort
talent. Det var så givende og flot, og de
skovlede ind med penge. Vi fandt også mønterne frem
til dem.
Midt på
eftermiddagen faldt vi i snak med en amerikansk familie.
En kvinde, som boede og arbejdede i Cape Town, havde
besøg af sin bror og sin søn. De ville gerne
fotograferes sammen, det gjorde jeg gerne.
Nytårsdrinks i solen
Resten af
tiden sad vi udenfor i "Harries Pancakes", ved siden af
Nelson Mandela Gateway. Nød solen og nogle drinks.
Ved 19-tiden
tog vi tilbage til hotellet. Der var god tid til at
skifte til varmere tøj og få det sidste pakket i kuffert
og rygsæk. Sultne var vi ikke på dette tidspunkt. Enten
kunne vi købe noget mad i cafeteriet i lufthavnen eller
vente med at spise, til der var flymad ved midnatstide.
Hotellet havde arrangeret taxi til lufthavnen kl. 21. På
det tidspunkt var der rigtig meget trafik. En del skulle
fejre nytårsaften på Waterfront.
De sidste timer, inden
vi skulle flyve, gik egentlig forbløffende hurtigt. Og
så var jeg meget spændt på, om vi ville få raketter at se.
Fra boarding gaten var der frit udsyn til lufthavnen
udenfor, men så langt øjet rakte, var der bare sort
himmel. En mærkelig
fornemmelse at vide, at det var nytårsaften, bare ikke
noget man kunne høre eller se.

En kold fornøjelse at skrabe is
Happy New Year
Mens vi tog plads i
flyet lød der over højttaleren et 'Happy New Year' fra kaptajnen og personalet.
Ellers intet. Efterfølgende blev der hverken festet
eller hujet, ret tamt! Som om alle passagererne blot så
frem til en ubekvem nats søvn. Vi gav os tid til at nyde
natmaden (bl.a. noget suppe) og et par drinks.
Tilstrækkelig til at kunne falde siddende i søvn.
At lande i
både Amsterdam og Billund var som at træde ind i en
fryseboks.
At være på
sommerferie i den danske juleferie var vidunderligt, og
det er bestemt ikke sidste gang, vi kombinerer et
familiebesøg i Pinetown (ved Durban) med et ophold i
Cape Town. Næste gang har vi planer om, at det skal være
på den årstid, hvor der er flest chancer for at se
hvaler og hajer...