Forside     Rejseoplevelser     Billedserier     Her var vi         

Udrejse 22.12

Fra Billund til Johannesburg Overnatning i Johannesburg Videre til Durban

Gugu, Angelina og Søren

En lang dag i luften

Don Johannesburg

Morgenbuffeten

Søren og Angelina

Gugu og Angelina

Søren og Angelina

Jens og Søren spillede yatzy

Hanne, Angelina og Gugu

Angelina

Gugu, Angelina og Søren

Hanne, Angelina og Doris

Penny & Peter og deres børn

Capetonian hotel

Capetonian hotel

City Sightseeing

Stoppestedet var tæt på

Waterfront og Table Mountain

Cape Town set fra kabelbanen

Kabelbanen til Table Mountain

Kø på Table Mountain

Camps Bay

Lions Head

De 12 Apostle

Camps Bay

Sea Point

Kylling, og det smagte godt

Kirstenbosch Botaniske Have

Imizamo Yethu

Imizamo Yethu

Imizamo Yethu

I et lyskryds gav nogle fra Sightseeing bussen denne mand lidt mad og penge

Clocktower, Waterfront

Nelson Mandela Museum

Cape Town

Robben Island

Robben Island

Guiden på busturen

Mindesmærke i stenbruddet

Rundvisningen startede udenfor

Fængslet på Robben Island

Sektion B

Nelson Mandela og Walter Sisulu

Fængslet på Robben Island

Sektion B's fængselsgård

Fængslet på Robben Island

Fængslet på Robben Island

Short walk to freedom

Vi nyder en øl og udsigten

Roomservice

Hout Bay

Hout Bay

Hout Bay

Hout Bay

Hout Bay

Llandudno

Pollsmoor fængslet

Silvermine

Cape Point

Tovbanen

Cape Point

Udsigten mens vi spiste

Kap Det Gode Håb

Kap Det Gode Håb

Sydafrikansk pingvin

False Bay

Regnvejr sidst på eftermiddagen

Cecil John Rhodes

Roomservice

Formiddagshygge

På vej mod Stellenbosch

Vinmark

Zevenwacht vingård

Vinsmagning på Zevenwacht

Zevenwacht

Saxenburg vingård

Saxenburg vinplantage

Saxenburg

Sommer i Sydafrika

Waterfront

"Den Anker" på Waterfront

Dansende drenge med talent

31. december 2008 - Cape Town

1. januar 2009 - Amsterdam

Jul i Pinetown og turist i Cape Town, juleferien 2008.

Det var vidunderligt at fejre jul sammen med vores sydafrikanske familie og venner, og det var enormt spændende at opleve Cape Town.

Af Hanne Thoms

Christmas surprice

Siden august har Søren ofte nævnt, at "vi ses i juleferien i Sydafrika", et gensidigt stort ønske som ikke lige så ud til at kunne realiseres pga. de dyre flypriser i jule-højsæsonen. Men en uges tid før jul var flyrejserne på udsalg midt om natten på travellink.dk, og det lykkedes os at få en billig flybillet.

Drømmen om Cape Town gik i opfyldelse

Vi ville rigtig gerne opleve Cape Town, når vi nu var i "nærheden" (der er 2 timer med fly fra Durban til Cape Town). Hjemmefra havde vi booket hotel i Cape Town og en tur til Robben Island. Det sidste viste sig at være klogt, for alt var udsolgt til 5. januar, mens vi var der. I øvrigt var hotellet super til at vejlede og hjælpe med at organisere ture rundt omkring.

Sommervejr i Sydafrika er meget omskifteligt

Nu er det sommer i Sydafrika, og det var vidunderligt at opleve varmen (22-26 grader) og den lange dag fra ca. 5 - 21. Dagslyset og den skinnende sol gav nye kræfter, selv om det regnede lidt ind imellem, hvor vi frøs. Vejret er meget omskifteligt, næsten som den danske sommer. Man kan aldrig vide sig sikker, det skifter i løbet af dagen. Så en god idé at ha' varmt tøj med, selv om solen skinner fra en skyfri himmel, og omvendt, kunne smide det varme tøj, når solen bryder igennem. Beskyttende solcreme er et must, for solen står lodret på himlen og brænder mere, end man umiddelbart forventer.

Trick-tyve kan overraske enhver

Der er rigtig meget kriminalitet i Johannesburg, Durban og Pinetown. Ikke så meget i Cape Town. Ikke desto mindre lykkedes det trick-tyve i Cape Town at aflure min pinkode og stjæle mit VisaKort. Heldigvis tog de kun kortet, så jeg kunne omgående ringe til kortstop og få spærret mit kort. Og alt andet lige, så er jeg taknemmelig for, at jeg beholdt alle mine personlige ejendele, mobiltlf., kamera, pung etc. Ved godt, at min danske påklædning og kiggen omkring afslører, at jeg er turist, men episoden kunne også ha' fundet sted i Danmark, man tror bare altid, det ikke sker for en selv.

Hotel Don Johannesburg i Edenvale

Det kostede 100 Rand (kursen er pt. ca. 55) at køre med Taxi Jiata, de holdt lige uden for ankomsthallen. Hotelværelset var en hel lejlighed, meget smagfuldt og luksuriøst indrettet. Det lå i et ikke særlig smukt område lige ud til meget trafikerede veje, men det kunne være lige meget for en enkelt nat. Først blev vi alle tre checket ind i det samme værelse, en fejl der blev rettet, for vi havde booket og betalt for to værelser, ét til Klaus og ét til Jens og mig. Desværre var der ingen mulighed for hverken at købe vand eller vin, så vi måtte nøjes med de få slurke vand, vi havde tilbage i vores medbragte flasker. Man siger godt nok, at vandet fra hanen kan drikkes, men det er tilsat klor og smager bestemt ikke godt.

Fra morgenstunden regnede det i Johannesburg, selv om det ikke var koldt. Morgenbuffeten var rigtig tiltalende og super, dejligt med kaffe, friskpresset appelsinjuice og et godt måltid, inden vi skulle flyve videre til Durban kl. 9. I lufthavnen forsøgte vi check-in i en automat, men det mislykkedes, så vi måtte til skranken ved British Airways. Flyet var lidt forsinket, bagagen kom sent ombord. Efter en flyvetur på 45 minutter landede vi endelig i Durban, hvor solen skinnede fra en overskyet himmel. Det var dejlig varmt, men den høje luftfugtighed var trykkende og ubehagelig.

Bevægende, stor og varm gensynsglæde

Jeg kan stadig se smilene og mærke alle de varme følelser, da Søren og Penny hentede os i Durban lufthavn, og det var mere end vidunderligt at se Gugu og Angelina igen, da vi ankom til Pinetown. Oprinde-ligt ville vi ha' overrasket Søren totalt. Havde planer om at ringe til hans taxaven Dave (vi har nemlig hans visitkort), og så sende en sms til Søren ved ankomst til Pinetown "please open the gate". Et held vi ændre-de mening og fortalte ham, at vi kom i juledagene, og om han ville bede Dave hente os i lufthavnen. For Dave tog på juleferie i England, inden vores ankomst. Så den mulighed var udelukket. Vi var rigtig glade og taknemmelige for, at Penny kunne hente os. Hun tilbød også at køre os til supermarkedet lidt senere, så Jens slap for den lange gåtur. Her havde vi Søren, Gugu og Angelina med.

Angelina fylder 1 år 3. januar

I starten var Angelina meget stille, skulle vænne sig til os igen. Hun kravler, kan rejse sig og gå nogle skridt. Rekorden var 16 skridt, fortalte Søren. Hun kravler baglæns ned fra en lænestol, glider langsomt det sidste stykke, indtil der er fodfæste. Siger en masse uforståeligt, smager på al mad. Suger saften ud af tomaterne, resten på gulvet.

Det føltes ikke som lillejuleaften

Der var ca. 25 grader, meget lummert og en del skyer. Som en typisk sommerdag i Danmark. Kun enkelte juletræer og guirlander i butikkerne. Ikke noget med nisser og julemænd. Ingen travlhed med at gøre alt muligt klar. Penny og Peters børn havde sommerferie, skal starte i skolen igen d. 21. januar.

I Pinetown var der rigtig mange tyverier op mod jul. Også i Peters redskabsskur bag vores lejlighed. Derfor var der sat overvågning op, som skulle tilsluttes, hvis vi forlod huset efter mørkets frembrud. Det havde vi nu ingen intensioner om.

Juleaften var en helt almindelig dag

Overskyet, blæste vildt, koldt, jeg frøs. Gugu skulle på arbejde, Søren skulle passe Angelina. Hun elsker at lege ude, men blev hurtigt træt om formiddagen. Faldt i søvn under formiddagsbadet og sov i 2½ time.

Penny kørte os til Pinecrest indkøbscenter, så vi kunne ordne de sidste juleindkøb. Hun advarede mod tyve, så jeg lod pung, kamera og mobil blive hjemme, havde kontanterne i lommen. Vi aftalte at blive hentet 3 timer senere.

Der var mange i indkøbscentret, men ikke flere end i DK, når der er mylder. Da vi kom til PicknPay (svarer til Bilka), var der rigtig mange, tæt (crowded). Mens Jens stod i kø, fandt jeg de sidste varer. Da vi nærmede os kassen, opdagede jeg, at vi var de eneste hvide i butikken. De sorte og farvede handlede ind den sidste dag før jul. Vi blev hverken skubbet eller forsøgt røvet, følte at Pennys advarsler var vildt overdrevet.

En halv times tid før afhentning nåede vi frem til Mugg & Bean, hvor vi gerne ville sidde udenfor og ha' frokost (selv om det var kaffetid). Køkkenet havde alt for travlt til, at det kunne nås, så vi måtte nøjes med en øl. Penny og Peter dukkede op, og vi havde en dejlig stund sammen, inden vi kørte hjem.

På P-pladsen gik en betjent rundt med skudsikker vest og maskingevær. Sikkerhed i top pga. de mange overfald og tyverier i juletiden. Ikke noget vi mærkede til, heldigvis.

Dagen føltes ikke som den danske juleaften, almindelige gøremål og almindelig mad, som man nu lige tilfældigvis foretrækker, ingen specielle forberedelser, mest som en dansk hverdag. Jens og Søren spillede yatzy, jeg strikkede sokker til Angelina.

.

Julegaver om morgenen

Solskin om morgenen, og meget blæst. Hen ad formiddagen overskyet, men aftagende vind. Morgenmad sammen, derefter gaver. Det var vigtigt for os at opleve, hvordan Gugu plejer at fejre jul, og det er ikke noget med juletræ og julepynt, men gaver om morgenen, samvær med familien og god mad.

Rigtig sjovt at se Angelina pakke gaverne ud. Hun var vild med den første gave, en telefon med masser af lyde. Fik også en legetøjsmobiltelefon, en babydukke, tøj, badehåndklæde, legoklodser mm. Hygge udenfor resten af dagen, tøjvask, spille yatzy, strikke sokkerne til Angelina færdige.

Sidst på eftermiddagen var vi ovre hos Penny og Peter med gaver til dem og børnene. De havde tilbragt dagen i vandlandet i Ushaka Marine World (Durban). Fortalte at deres juletradition var at foretage sig lige det, de havde lyst til.

Pakkeleg om aftenen

Vi spillede om pakker efter aftensmaden, noget Gugu aldrig havde prøvet før, men syntes var rigtig sjovt. Søren havde købt nogle gaver, og jeg medbragte en enkelt gave samt de gaver, jeg havde fået af min søster fra Tyskland (ikke åbnet, så jeg anede ikke hvad der var). Overraskende vandt hver især den rigtige gave, blev vi efterfølgende enige om. Gugu vandt en elektrisk lyskæde med grønne juletræer. Søren vandt zuluspillet, som jeg købte i Cape Town i sommers. Jens vandt sydafrikansk sæbe. Klaus vandt en elefantmaske og en elektrisk peberkværn. Jeg vandt et hæfte, hvor min niece havde malet forsidebilledet.

Gugus mor kom på besøg

Om formiddagen fik vi den glædelige besked, at Gugus mor ville komme på besøg ved frokosttid. Hvor var det dejligt at møde hende igen!

De sidste timer sammen gik alt for hurtigt. Frokost i stuen, vi kunne lige være der, og så eftermiddags-hygge i gårdhaven. Lige inden vi skulle videre til Cape Town kom Penny, Peter og deres tre børn for at sige farvel. "Vi ses igen", blev vores afsked, og det glæder vi os rigtig meget til, uden at vide hvornår næste gang bliver.

Penny og Søren kørte os til lufthavnen i Durban. Vemodigt at skilles, og spændt på de kommende dage i Cape Town. Vejret var ikke det bedste, det lignede noget med regn og torden. Søren fortale senere, at de havde haft tordenvejr om aftenen, vi fløj udenom, men kunne godt se uvejret fra luften.

På Capetonian hotel fik vi en fin modtagelse

Vi ankom til hotellet ved 21-tiden. I receptionen gav de os forskellige brochurer og fortalte, at vi bare skulle sige til, hvis de skulle hjælpe med at arrangere ture. Da jeg spurgte, om rygning på værelset var tilladt, lovede de at komme med et askebæger i løbet af 15 minutter. Men det dukkede aldrig op, så vi brugte en underkop.

Vi fik et luksusværelse på 10. sal, heldigvis med altan. Dejligt at kunne sidde foran den åbne altandør, nyde lidt roomservice og hygge. Vi brugte også lidt tid på at læse alle brochurerne og lægge planer for de næste dage.

Fra vores værelse kunne vi se havnen i det fjerne og Signal Hill spejle sig i vinduerne i Metropolitan lige overfor. På den modsatte side af hotellet var der udendørs borde og stole, hvor man kunne sidde og spise eller bare nyde en kop kaffe og en smøg. Herfra kunne man se Table Mountain. På den store plads overfor hotellet var der bænke og mange skyggefulde træer. Her sad de lokale og fik sig et hvil, men der var også tiggere, som blev viftet væk af hotellets personale.

Allerede fra morgenstunden var Klaus en tur rundt i området nær hotellet, så han kunne fortælle os, at der var en ABSA hæveautomat og et apotek lige rundt om hjørnet. Vi havde brug for kontanter og plaster, inden vi kunne tage på den planlagte tur rundt i Cape Town med City Sightseeing bussen samt en tur op på Table Mountain (som lå på ruten). Desværre blev vi forsinkede, da trick-tyve stjal mit VisaKort. Formiddagen gik med at få spærret kortet i en vis fart, og så ærgrede jeg mig og hang med mulen, for det hele gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at opdage noget, før det var for sent.

Rundt i Cape Town  med City Sightseeing bus

Det kan varmt anbefales at tage på rundtur med en City Sightseeing bus, som kommer forbi de mange seværdigheder i Cape Town og nærmeste omegn. Man får udleveret et par høretelefoner, og kan lytte til guidens beretninger (på engelsk), eller vælge den del fra, hvis man hellere bare vil nyde udsigten. Der er rigtig mange stoppesteder undervejs, og man kan stige på og af, som man har lyst til.

På den røde rute kommer man forbi de forskellige seværdigheder i Cape Town. Akvariet, Clocktower, Waterfront, St. Georges Cathedral, SA Museum, Mount Nelson, Det jødiske Museum, Castle, Gold museum, Jewel Africa, Table Mountain, Camps Bay og Sea Point. Bussen kommer hvert 20. minut dagen lang.

Den blå rute fører uden om Cape Town til Kirstenbosch Botaniske Have, Imizamo Yethu (township) og Hout Bay, dernæst samme tur som den røde rute: Camps Bay, Sea Point og Waterfront. Denne bus kommer hvert 45. minut dagen lang.

Én rute koster 120 Rand (ca. 65 kr.) og gælder for en hel dag. Begge ruter koster 200 Rand (ca. 110 kr.) og gælder i to dage.

Et af stoppestederne lå ved Cape Town International Convention Center, 100 m fra Capetonian hotel (gå over parkeringspladsen, kryds vejen, så lidt til venstre), men vi misforstod, hvor det lå, og fandt det først efter en længere gåtur i den forkerte retning. Vi købte en to-dages billet, så vi kunne ta' den røde rute med ophold på Table Mountain den ene dag, og bruge formiddagen næste dag på den blå rute. Her kunne vi så stige af ved Waterfront, hvor Nelson Mandela Gateway lå (færgen til Robben Island sejler herfra).

Cape Town er en international storby med ca. 3,2 millioner indbyggere

Cape Town kaldes også Mother City, og ligger ved foden af det 1086 m høje Table Mountain (Taffelbjerget).

Bartholomeu Dias, som håbede på gode handler på Afrikas østkyst og gerne ville finde søvejen til Indien, kom til dette område i 1487. Senere (1652) kom hollænderne og dermed de hvide til Sydafrika. De byggede et primitivt fort der, hvor Castle (Borgen) ligger i dag. Otte år senere begyndte hollænderne at importere slaver fra Madagaskar og fjernøstlige områder, fordi der bl.a. manglede hollandske kvinder. Hermed opstod den sydafrikanske blandingsrace Cape Coloured (de farvede). De mange forskellige hudfarver er den dag i dag et kendetegn for Cape Town.

I 1688 flygtede 200 franske huguenotter (calvinister) fra kong Louis d. 14. og slog sig ned i Cape Town. De havde en stor viden om vindyrkning med sig. Senere kom englænderne til området og besejrede hollænderne i starten af 1800-tallet, hvorefter den britiske koloni blev udråbt i 1814. Da slaveriet blev afskaffet i 1833, rejste hollændere længere ind i Sydafrika (det store trek). Cape Town mistede en del af sin status, da man midt i 1800-tallet fandt diamanter og guld i Kimberley og Johannesburg. Åbningen af Suezkanalen i 1869 betød også, at handlen med fjernøsten kom til at foregå ad andre veje end syd om Afrika.

I dag er Cape Town Sydafrikas lovgivende hovedstad. Her findes det nationale parlament og mange offentlige kontorer. Den administrative hovedstad er i Pretoria, den juridiske i Bloemfontein.

Table Mountain i perfekt vejr

Vi var enormt heldige med vejret, solskin og 25 grader, ikke ret meget vind, en skyfri himmel og en kanon udsigt. Noget som der var rig mulighed for at nyde, for køen og ventetiden var lang. Det tog faktisk tre timer, fra vi ankom til kabelbanen, til vi var oppe på Table Mountain. Og det var al ventetiden værd!

På denne årstid kørte kabelbanen uafbrudt fra kl. 8-22. Turen tog ca. fire minutter, og imens drejede kabine-gulvet rundt, så man havde udsigt til alle sider. Der er plads til 65 passager ad gangen.

Klokken var hen ad 15.30, da vi nåede til tops, så vi snakkede en del om, hvor lang ventetid der ville være på nedturen, og hvornår vi skulle stille os i kø. Målet var at nå den næstsidste bus, som kørte 17.50. Hvis det kiksede, var der sidste busafgang kl. 18.35, eller vi kunne ta' en taxi.

Der var fyldt med turister på toppen

Så vi kom hurtigt væk fra hinanden. Klaus ville gerne rundt og se det hele med det samme, Jens og jeg trængte mest til frokost. Det føltes stressende at "skulle skynde sig" at se det hele og samtidigt stå i kø i tide. Området på Table Mountain har ét cafeteria og én souvenir-butik, og køen til kabelbanen var så lang, at den startede ved cafeteriet. Så jeg tænkte, at vi nok skulle finde hinanden igen. Hvis ikke før, så når vi skulle stå i kø på nedturen.

Vi stod også længe i kø for at købe en pragtfuld pizza og rødvin. Fandt et ledigt bord udenfor, et rigtig dejligt sted med god udsigt.

Udsigten fra Table Mountain er storslået

Bagefter nåede jeg endda en tur rundt og fik taget panoramabilleder fra de forskellige verdenshjørner. Der var en storslået udsigt over Cape halvøen, Camps Bay og Cape Town. I det fjerne kunne man se Robben Island, hvor Mandela sad fængslet. Man havde også udsigt til bjergtoppene Signal Hill, Lions Head og De 12 Apostle.

Vi kørte med forskellige busser hjem

Det pinte mig en del, at vi ikke kunne finde Klaus nogen steder. Han var ikke på Table Mountain, heller ikke ved busstoppestedet. Så vi blev nødt til at fortsætte turen alene.

Senere viste det sig, at han havde taget bussen 20 min. før vores. Han havde været i tvivl om tidspunktet, og troede vi allerede var taget af sted igen, for han kunne heller ikke finde os nogen steder. En oplevelse der lærte os at aftale helt tydeligt, hvem der havde brug for hvad, og hvor og hvornår vi skulle mødes igen og fortsætte sammen.

Camps Bay Beach

Camps Bay og Clifton er forstæder syd for Cape Town og ligger ud mod Atlanterhavet. Her er et væld af hoteller, restauranter og flotte (dyre) lejligheder. Stedet hvor de rige nyder at dase, og hvor der er livlig aktivitet på de brede sandstrande. På denne side af Cape halvøen er vandet oftest iskoldt. Når vinden skubber overfladevandet væk fra vestkysten, bliver vandet erstattet af det nederste (kaldes opstrømning), som er det kolde antarktiske vand, og det kan være helt ned til 12 grader om sommeren.

Sea Point

Sea Point er Cape Town's tættest befolkede forstad og ligger mellem Signal Hill og Atlanterhavet, få km vest for centrum. Dette højtliggende område med havudsigt er meget populært, og udenlandske investorer har presset priserne opad. Husene ligger meget tæt op ad hinanden, og i dag bor der mange forskellige etniske, sociale og religiøse grupper i dette kvarter.

En vigtig del af Sea Point er Strandpromenaden, hvor mange enten motionerer eller holder små udflugter.

Roomservice var faktisk at foretrække

Vi var både sultne og trætte, så vi valgte at bestille aftensmad via roomservice. På værelset lå der et omfattende menukort, og der var et varieret udvalg af forskellige billige, varme retter. Vores værelser var incl. morgenmad, men man kunne også godt få både frokost og aftensmad i restauranten, mod betaling. Vi orkede dog ikke at shine os op og bevæge os ned. Slet ikke at finde en spændende restaurant ude i byen. Nød at sidde foran den åbne altandør og slappe af, snakke om dagens mange oplevelser og planlægge næste formiddag (kl. 15 skulle vi til Robben Island). Samtidigt kunne mobiltlf. og kamera lades op. Vi havde i forvejen en adapter til de sydafrikanske stik (fra i sommers). Og så kunne vi også tjekke vejrudsigten alt imens (på TV) ...

Jeg mærkede ikke spor til alle myggene, det gjorde Jens til gengæld. Både i Pinetown og Cape Town fik han mere end rigtig mange myggestik. Heldigvis er der ikke malaria i de områder, vi besøgte. Men det med at sove med åben altandør var ikke godt for Jens.

Efter en dejlig morgenbuffet tog vi med Sightseeing bussen igen. Rart og sådan lidt på hjemmebane at kunne møde "sharp" op på stoppestedet lige ved siden af hotellet. Iklædt sommertøj, medbringende det varme, for vejrudsigten lovede regn.

Kirstenbosch Botaniske Have

Den blå rute førte os udenom Cape Town i et naturskønt område. Første destination var Kirstenbosch Botaniske Have, som er Sydafrikas største og ældste. Her kan man se mere end 5000 forskellige planter, bl.a. Sydafrikas nationalblomst protea og skove af kladrastis-træer. Vi var ikke inde og se, men vegetationen rundt om var tæt og meget frodig.

Imizamo Yethu - en township

Mellem Kirstenbosch og Hout Bay ligger Imizamo Yethu (en township). Her var der mulighed for at blive vist rundt af en guide, noget vi ikke kunne nå, fordi vi skulle til Robben Island.

Området på 18 hektar huser i dag ca. 20 000 mennesker. Flertallet bor i tæt sammenbyggede skure af brædder og bølgeblik, dvs. hver familie bor i ét skur på størrelse med et kollegieværelse. Vores lokalguide Jasmin (på vinlands-turen) fortalte, at der er så pænt og rent i skurene, at man kan spise på gulvet.

Nogle har fået indlagt elektricitet, og betalingen foregår som ved taletidskort til mobiltlf. Andre bruger petroleum til deres komfurer, hvilket medfører mange luftvejssygdomme pga. røgen, tusindvis af brande med mange indebrændte, og rigtig mange børn dør efter at ha’ drukket petroleum, som ofte opbevares i colaflasker eller kopper.

Imizamo Yethu blev grundlagt i starten af 1990’erne som et sted, hvor de sorte havde tilladelse til at bygge hytter eller midlertidige skure. Før dette tidspunkt havde mange af de sorte indbyggere i Hout Bay ikke råd til, eller tilladelse til at købe en byggegrund eller en bolig. Deres eneste valg var at være på udkig efter ledig jord, hvor de kunne bygge et midlertidigt hjem. Dette skete ofte uden tilladelse og forværrede forholdet til de hvide indbyggere.

I 1989 greb kommunen ind, og et lille stykke jord blev byggemodnet med veje, vand og kloakering. Her fik de sorte tilladelse til at bygge midlertidige skure. Området fik navnet Imizamo Yethu Estate. (Imizamo Yethu er Xhosa og betyder ’vores forenede indsats’).

Siden grundlæggelsen er Imizamo Yethu blevet mere end dobbelt så stor, og mange af de midlertidige skure bliver nu erstattet med moderne murstenshuse. For nylig har den irske forretningsmand Niall Mellon bygget mere end 300 nye murstenshuse, og med lovning om endnu flere nye huse. Et stort problem er det dog, at når indbyggerne forlader deres skure og flytter ind i et moderne murstenshus, så stiger deres udgifter til el, vand, varme, husleje, ejendomsskat etc. Noget som de mener, staten skal betale, fordi det er deres idé, at man skal bo "så fint".

De fleste indbyggere i Imizamo Yethu taler Xhosa og stammer oprindeligt fra Transkei i det østlige Cape, hvor mange af dem stadig har familiemedlemmer boende. (Nelson Mandela kom også fra Transkei). Imizamo Yethu kaldes en unik, levende by med en omsorgsfuld og venlig atmosfære. Der er mange forretninger med dagligvarer. Byen er desuden et godt sted for den, der vil forsøge at etablere sin egen forretning, og tjene en ekstra skilling på at sælge næsten hvad som helst.

Imizamo Yethu befinder sig i en spændende udviklingsfase, og er i færd med at bevæge sig væk fra sin status som slumkvarter til i stedet for at være en helt almindelig forstad til Hout Bay. Fremtiden ser meget lysere ud for byens indbyggere, som har kæmpet og arbejdet utrætteligt igennem mange år for at opnå et sted, de kan være stolte af, og hvor de kan nyde at leve, men der ligger stadig et stort arbejde foran dem.

Nelson Mandela Gateway ved Waterfront

Lige siden jeg så en film om Mandela (engang i 1990'erne) har jeg været dybt fascineret af denne mand og hans indsats. Det betød rigtig meget for mig, at det lykkedes os at få billetter til en tur til Robben Island, hvor han sad fængslet i 18 år. Heldigvis havde jeg bestilt billetterne hjemmefra via internet. 180 Rand (ca. 100 kr.) for færge, rundtur på øen i bus og med guide samt 1 times rundvisning i fængslet med en tidligere politisk fange.

Vi vidste, at katamaranfærgen sejlede fra Waterfront, nær Clocktower. Det viste sig at være lige ved siden af hinanden. Her var der også et stort indkøbscenter. Jens manglede cigaretter og spurgte en sikkerheds-vagt om, hvor man kunne købe cigaretter. Det kunne man i apoteket. Ikke til at forstå, vel. Men sandt.

Ved siden af Nelson Mandela Gateway var der et spisested, og her fik vi frokost. Pandekager med kødfyld. Pragtfuldt at sidde udenfor og nyde både maden og vejret. Det havde lige regnet, men nu brød solen lige så langsomt igennem.

I afgangshallen var der indrettet museum med mange plancher og informationer om Nelson Mandela og Robben Island, og allerede 45 minutter før afgang strømmede folk til. Herefter var der sikkerhedstjek (ligesom på flyrejser). Vi kom i god tid, og først i køen betød også den bedste mulighed for at komme til at sidde udenfor på sejlturen.

En vidunderlig udsigt ind over Cape Town

Det var fantastisk at se Cape Town og Table Mountain fra vandet. Et ganske betagende syn. Det blæste godt, og der var lidt søgang på den ca. 25 minutter lange sejltur. Nu forstod vi, hvorfor buschaufføren tidlige på dagen havde nævnt, at "hvis de sejler til Robben Island i dag ...". I blæsevejr indstillede man sejladsen, ligesom kabelbanen heller ikke kører, når det blæser for meget. Og det sker åbenbart af og til.

Lidt om Robben Island

Robben Island ligger 11 km uden for Cape Town og blev under apartheidstyret brugt som fængsel for politiske fanger (farvede og sorte modstandere af det hvide apartheidstyre), bl.a. Nelson Mandela og Walter Sisulu. Selv om øen "ligger tæt" på Cape Town, forhindrede hyppige storme og det hajfyldte farvand enhver flugt.

Siden 1997 har Robben Island været et monument og nationalmuseum, og det er fortrinsvis de ansatte på museet, som bor på øen, hvor der både er boliger, skole, kirke, butikker og sportsanlæg.

Ordet Robben betyder sæl, men der er også mange pingviner på øen. De første europæere kom til Robben Island i 1488, og igennem årene blev øen brugt som forsyningssted for skibe og som fængsel. Det var på Robben Island, at Jan van Riebeck i 1650'erne holdt oprørske khoikhoi-ledere fanget. Senere brugte englænderne øen til spedalske, fattige og sindssyge. Sidst i 1800-tallet byggede man Irishtown ved siden af anløbsbroen. Under 2. verdenskrig var der militærbase på Robben Island. I 1960 overtog fængselsvæsnet Robben Island, og hurtigt opstod Sydafrikas værste fængsel.

Rundt på Robben Island

Vi startede med en bustur rundt på Robben Island. Vores dygtige, unge og sjove guide var ansat på museet. Han boede ikke på Robben Island, men i en township.

Allerførst kom vi fordi kirkegården, hvor de spedalske lå begravet. Herefter kom vi til stenbruddet, hvor fangerne skulle arbejde hver dag fra morgen til aften. De blev sat til at hugge kridt, som bl.a skulle bruges til vejene på Robben Island. Et hårdt, anstrengende og støvet arbejde. Efter apartheids ophør byggede tidligere fanger en lille høj af sten. Denne stenbunke står i dag som et minde om alle trængslerne.

I starten sad de kriminelle og politiske fanger i det samme fængsel og arbejdede sammen i stenbruddet. Da det bl.a. lykkedes de politiske fanger at hverve tilhængere af ANC blandt de kriminelle, blev de kriminelle flyttet til et andet fængsel på Robben Island.

Undervejs på turen gjorde bussen holdt, og her havde vi mulighed for at nyde udsigten over til Cape Town, som syntes så tæt på. Vi fortsatte ind midt på øen og så fæstningsanlæg fra 2. verdenskrig. Fik også at vide, at det er blevet et tilløbsstykke at blive gift på Robben Island.

En tidligere fange viste os rundt i fængslet

Han præsenterede sig, men jeg fik desværre ikke fat i hans navn. Han fortalte rigtig meget om, hvordan han og hans politiske kammerater havde oplevet tiden i fængslet og kæmpet for frihed under apartheid, hvor ANC var forbudt. Politisk aktivitet indenfor ANC blev systematisk straffet med fængsel, og mange afsonede på Robben Island. Dommene lød på terror, forræderi eller sabotage.

Vi blev vist rundt både ude og inde i de forskellige sektioner i fængslet. Bl.a. så vi den sektion, hvor han havde tilbragt mange år (kan ikke huske, hvor længe han var fængslet). Et stort rum med små skabe og køjesenge. Her var stuvet flere sammen, end der var plads til, mange måtte sove på gulvet. Hans plads var i den øverste køje, som han ikke altid benyttede, fordi han efter dagens hårde arbejde i stenbruddet ofte var alt for træt og afkræftet til at kravle op i den. Arbejdet i stenbruddet foregik fra kl. 6 om morgenen til kl. 4 om eftermiddagen. Solens skarpe lys og alt støvet i stenbruddet ødelagde mange fangers øjne.

Madrationerne afhang af hudfarve og afstamning. Dvs. de sorte fik allermindst, farvede og indere større rationer. Hvis man delte maden med hinanden, eller forsøgte at sælge noget af sin mad, blev man straffet. En gang om ugen måtte de få brev fra deres familie, men disse breve var censurerede. Alt ikke godkendt blev simpelthen klippet ud. Noget som resulterede i meget korte breve fra familien, fx "hilsen". Besøg var begrænset til ½ time hvert halve år.

Nelson Mandela (fange nummer 466/64)

Sad fra 1964 i fængsel i 27 år, de første 18 år i celle nr. 4 i sektion B på Robben Island. Herefter blev han ved hjælp af internationalt pres flyttet til Pollsmoor Prison sydvest for Cape Town (Nær ved Silvermine). Hans celle på ca. 2 gange 3 meter var forsynet med et liggeunderlag, tre tynde tæpper, en toiletspand i hjørnet, tre små skabe til personlige ejendele og et lille bord med en bliktallerken og en kop.

I fængslet fortsatte Mandela sammen med de andre politiske fanger kampen for bedre vilkår. Gentagne og årelange klager gav dem bl.a. muligheden for at studere, de fik et "skrivebord" og en skammel at sidde på, bedre måltider og lange bukser i stedet for de korte.

I starten arbejdede Mandela og hans gruppe med at hugge sten i fængselsgården, fylde bunker den ene dag, fjerne dem den næste dag, uden noget formål. Herefter foregik arbejdet hver dag i stenbruddet, hvor de ofte havde held til at sænke tempoet og bruge meget tid på at diskutere politik og andre emner.

Ind imellem skulle de samle tang ved stranden, et arbejde Mandela nød meget, fordi der var en pragtfuld udsigt til Cape Town, og de kunne tilberede smagfulde måltider (fisk, muslinger mm.)

Long walk to freedom

I 1975, tre år før Mandelas 60 års fødselsdag, opfordrede hans nære venner i fængslet ham til at skrive sine livserindringer, som så skulle smugles ud og udgives i udlandet, så offentligheden kunne læse om kampen for frihed og yde mere støtte.

Originalen (et manuskript på 500 sider) blev gravet ned under planterne langs muren i fængselsgården, pakket ind i plastik og gemt i tre tomme cola flasker. En af flaskerne blev et par dage senere fundet af vagterne og destrueret. Heldigvis havde én af de andre fanger en kopi, som det lykkedes ham at smugle med ud, da han blev løsladt i 1976. 

I 1977 blev fangerne fritaget for tvangsarbejde. De måtte nu tilbringe tiden i deres sektion og beskæftige sig med ting, de gerne ville, fx læse, skrive breve, diskutere emner med hinanden. Mandela brugte også en del tid på sine yndlingsinteresser: have og tennis. Han arrangerede tennisturneringer og anlagde en have i fængselsgården. Her dyrkede han bl. a. løg, tomater og chili. Ofte forsynede han vagterne med de bedste tomater og løg.

Da Mandela i marts 1982 fik at vide, at han skulle pakke sine ting og flyttes til et fængsel på fastlandet, var det med blandede følelser, han tog afsked med Robben Island. Ville han nogensinde se øen igen? Han havde boet der i næsten 2 årtier, og selv om stedet ikke var et hjem, så havde han følt sig godt tilpas på øen, trods de hårde tider ind imellem.

I Pollsmoor fængslet indledte Mandela forhandlinger med det hvide styre i Sydafrika om indførelsen af demokrati, forsoning mellem racerne og en fredelig afskaffelse af apartheid. I 1990 blev han endelig løsladt. Han er nu kendt for at sige, at fortiden er historie, man skal se fremad og arbejde for fælles mål. Ved det første frie valg i 1994 blev han valgt som Sydafrikas første sorte præsident.

Short walk to freedom

Da rundvisningen var slut fik guiden rigtig mange "Thank you so much", og hver eneste turist fik et håndtryk og disse ord med på vejen: "Remember to tell the whole world about our struggle for freedom", og så pegede han ned mod havnen og sagde "this is short walk to freedom". Jeg ville så gerne ha' dette håndtryk foreviget, men desværre kom den unge mand i den røde bluse med raske skridt bagfra og gik ind foran. ØV.

En uforglemmelig og tankevækkende rundvisning var slut, en oplevelse der gjorde et dybt indtryk på mig.

Waterfront er en dejlig oase

Klokken var hen ad 19, da vi var tilbage ved Waterfront, et tiltrækkende sted at få aftensmad. Restauranten "Den Anker" havde det bedste menukort og de bedste udendørs siddepladser i solen og med en fantastisk udsigt til Table Mountain indhyllet i skyer på toppen. Men ikke ét eneste bord var ledigt.

Længere henne lå Oyo Restaurant med masser af ledige pladser i skyggen, så i første omgang var det måske en mulighed. Vi nød en øl og udsigten, imens vi studerede deres menukort. Men de havde ikke noget, der kunne friste os.

Bagefter gik vi en tur rundt på Waterfront. Det er et stort område fyldt med mennesker og spisesteder, men optaget alle de steder, vi syntes så mest tiltalende ud. Så det endte med, at vi hyrede en taxi hjem til hotellet. De holdt på stribe ved Clocktower, og det kostede kun 40 Rand. Klaus ville hellere gå, en tur på ca. 15 min. i rask trav. Undervejs kom vi forbi ham og vinkede. Vel hjemme bestilte vi roomservice igen. En steak af svinekød (det mindede nu mere om noget nakkekotelet) og en smukt anrettet salat.

Min morgenstund startede med vejrudsigten, dvs. der skulle komme regn, men kunne man regne med det? I går skulle vejret ha' været dårligere end udsigten for i dag, men bygerne var hurtigt overstået om formiddagen, mens vi sad i læ i Sightseeing bussen. Og hvordan ville det så blive i dag? Noget med at vælge den rigtige påklædning og medbringe det rigtige skiftetøj i rygsækken. Det kan der gå lang tid med at kredse omkring.

En dejlig dag med Cape Escape Tours

Gennem hotellet havde vi bestilt en heldagstur med Cape Escape Tours (fra 8:30 til 17:30) til Hout Bay, Chapmans Peak, Noorhoek, Cape Point og Kap Det Gode Håb, pingvinkolonien i Bolders Beach, Simons Town, Muizenberg og Constantia Valley. Kostede 630 Rand pr. person (ca. 330 kr.). På denne tur var der også en japansk kvinde med, hun boede i øvrigt i Zambia og var på juleferie i Cape Town.

Vores lokale chauffør Audrey var meget snakkesalig og god til at fortælle om alle de områder, vi kom forbi. Han var meget fleksibel, vi behøvede ikke at følge den foreslåede rute. Og så kunne han noget, som stadig undrer mig. Han startede med at gætte på vores profession, og ramte plet.

Hout Bay er både en by, en bugt og en dal

Turen gik først til Hout Bay, hvorfra der var mulighed for at sejle til en lille ø i bugten, hvor der var en sæl-koloni. Vi ville dog hellere slentre rundt på havnen, her var der et spændende marked. Dog ikke specielt billigt, tror priserne var i top pga. højsæsonen. Jens var på udkig efter en hat, der kunne give skygge til hans solbrændte ansigt, og han fandt én.

Hout Bay ligger i en dal ud til Atlanterhavet 20 km syd for Cape Town. På Afrikaans: Houtbaai efter det hollandske ord for Wood Bay. Navnet henviser både til byen, bugten og hele dalen.

Da hollænderne i 1652 etablerede en koloni i Table Bay, havde de brug for en stor mængde tømmer til byggerier og andre formål. Der var ingen store skove i nærheden. Til gengæld kunne man hente det nødvendige træ i dalen på den anden side af Constantia Nek passet (mellem Table Mountain og Constaniaberg). Området, som oprindeligt bestod af to gårde, blev langsomt opdelt i distrikter for at gøre plads til byer. I dag er der 28 forskellige bydele, og i hele området bor der ca. 42000 mennesker i 12000 boliger.

Da Hout Bay har en strand med hvidt sand, er den populær blandt både lokale og turister. Pga. af de store bølger er Hout Bay også populær blandt surfere. Havnen er en af de travleste i Western Cape, med tun-, snoek- og krebseindustri.

Hout Bay er omgivet af bjerge mod nord, øst og vest og Atlanterhavet mod syd. Mod nord ligger Table Mountain National Park, mod nordvest bagsiden af De 12 Apostle (også kendt som Oranjekloof). Mod vest ligger Lions Head, Karbonkelberg, Kapteins Peak og Sentinel. Mod øst Vlakkenberg, Skoorsteenskopberg og Constantiaberg. Mod sydøst er den verdens-berømte Chapman's Peak vej hugget ud i bjergsiden og fører mod Noordhoek.

Tre forskellige veje fører til og fra Hout Bay, alle over bjergpas

Fra nord kan man køre via Camps Bay og Llandudno, over passet mellem Judas Peak (en del af De 12 Apostle) og Little Lions Head. Dette pas er kendt som "Suikerbossie" (den hårdeste bakke i Cape Argus cykelløbet). Eller man kan køre via Constantia over passet Constatia Nek mellem Vlakkenberg og Table Mountain. Fra syd kommer man fra Noordhoek til Hout Bay over Chapmans Peak. En årrække var dette pas lukket pga. stenskred. Nu er vejen betalingsvej.

Silvermine Nature Reserve

Vi kom til at snakke om, at vi godt kunne lide den smukke natur på Cape halvøen, panoramaer og storslåede udsigtspunkter. Derfor valgte Audrey at køre os til Silvermine, hvorfra man kunne se ud over hele halvøen. Undervejs kom vi forbi Pollsmoor fængslet. Det var her Nelson Mandela  var i fængsel efter årene på Robben Island. I dag afsoner de værste forbrydere og kriminelle deres straffe her.

Silvermine Nature Reserve er en bjergkæde beliggende vest for Muizenberg og er en del af Table Mountain National Park. Området er populært til vandreture, udflugter og mountainbike. Klipperne glimter som sølv, og derfor var der mange, som begyndte at grave efter sølv uden at finde noget. Rundt omkring findes talrige små "sølvminer" (deraf navnet Silvermine). 

I området vokser der mange fynbos (lave lynglignende buske) og Sydafrikas nationalblomst protea. Indtil for nylig var der mange fyrretræs-plantager, men den sidste blev fældet i 2000 efter en større brand i området. På den nordlige side af Silvermine byggede man i 1898 et reservoir, som skulle levere vand til Cape Town. Den sydafrikanske flåde har sit hovedsæde på de nedre skråninger, og Silvermine floden er den eneste flod (på Cape halvøen), som ikke løber gennem et udviklet område.

Cape Point er det sydøstlige forbjerg på Cape halvøen

Cape halvøen er den ca. 75 km lange tange fra Cape Town ned til Cape Point og Kap Det Gode Håb, et bjergrigt og meget naturskønt landskab. Den sydlige del af halvøen er ubebygget, naturen uspoleret og et vigtigt hjemsted for havfugle. Her findes bl.a. mange strudse. Området blev i 1938 udnævnt som naturreservat, i 1998 indlemmet i Table Mountain National Park.

Cape Point ligger ca. 2,3 km nordøst for Kap Det Gode Håb. Selv om disse to bjerge er meget kendte, er det sydligste punkt i Afrika dog Kap Agulhus, ca. 150 km mod sydøst.

Den forrevne sandstenshøjderyg, som stiger fra havoverfladen ved Cape Point, deler sig i to toppe. Fra parkeringspladsen fører både en tovbane og en sti op til det højeste punkt 238 m over havets overflade. Her findes det gamle fyrtårn fra 1857. 100 m længere mod syd ligger den laveste bjergtop, og en sti fører også hertil.

I tåget vejr kunne man ikke se det gamle fyrtårn, og når sigtbarheden var god, kunne det ses for tidligt. Når skibene så rundede det østlige punkt, kom de for tæt på kysten.

Derfor byggede man et nyt fyrtårn på et lavere niveau (87 m over havets overflade), så man ikke kan se fyrtårnet fra vest, før skibene er i sikker afstand. Det nye Cape Point fyr, som blev taget i brug i 1919, har med en rækkevidde på 63 km det kraftigste lys på den sydafrikanske kyst.

Cape Point er ofte fejlagtigt omtalt som det sted, hvor den kolde Benguela strøm fra Atlanterhavet og den varme Agulhas strøm fra Det Indiske Ocean mødes. I virkeligheden mødes de to strømme mellem Cape Point og Cape Agulhas, som ligger 150 km længere mod sydøst. Der er imidlertid farlige dønninger, stærk strøm og tidevand ved Cape Point, og i tidens løb er utallige skibe forlist her. Selv om fiskeriet langs kysten er godt, er det meget farligt at fiske fra klipperne. Mange fiskere er i årenes løb blevet skyllet i døden af lunefulde bølger. Nordøst for Cape Point ligger False Bay med den velkendte flådehavn i Simons Town. False Bay er også kendt for sine hvide hajer, som jager Cape sælerne i dette område.

Frokost på Cape Point

Mens vi kørte sydpå bestilte Audrey plads til os i restauranten på Cape Point. Vi skulle sidde udenfor på en lille terrasse, med den skønneste udsigt, man kan forestille sig. Vi valgte at smage strudsekød. Det smagte godt, lidt af både kylling og vildt.

Efter frokosten kørte vi med tovbanen op til det højeste punkt. Det sidste stykke op til fyrtårnet var der en meget stejl trappe. Til gengæld en fantastisk udsigt på toppen. Desværre begyndte det at regne. Jeg ville ellers gerne ha' brugt lidt mere tid på at nyde dette panorama. Inden jeg kom ned og i ly, var jeg gennemblødt. Det var ikke koldt, og jeg havde heldigvis en ekstra trøje med. Fortrød dog at jeg havde ladet paraplyen blive hjemme i Danmark.

Kap Det Gode Håb

Kap Det Gode Håb er det sydvestligste punkt i Afrika og blev en vigtig milepæl, da portugiseren Bartolomeu Dias under sin søgen efter søvejen til Indien i 1488 nåede syd om dette sted i Afrika, hvor man begynder at sejle mod øst i stedet for syd. Oprindeligt kaldte han stedet for "Stormenes Kap". Senere omdøbte John II det til Kap Det Gode Håb.

Selv om det også regnede på Cape Point, føltes det forfærdeligt her. Det blæste vildt og var isnende koldt. Vi havde al den tid til rådighed, vi måtte ønske. Men vi ønskede kun et kort visit, det var simpelthen for koldt i sommertøj, og jeg havde ikke taget jakken med på turen. Til ære for fotografen og et minde om, at vi var her, var lige hvad det kunne blive til.

Pingviner ved Boulders Beach

Boulders Beach ligger i False Bay lige syd for Simons Town, og her er der en lille koloni med sydafrikanske pingviner, også kaldet Jackass pingviner, fordi de skryder som et æsel. De vejer godt tre kilo og lever fortrinsvis af ansjoser og sardiner. Kan blive op til 30 år gamle. De yngler mellem februar og maj. Hunnen lægger to æg. Efter 30 dage brydes ægget, og 3 mdr. senere er ungerne klar til deres første tur i havet.

Under køreturen fra Kap Det Gode Håb til Boulders Beach havde jeg ondt i maven. Min formodning viste sig at være korrekt. Diarré. Så mens de andre kiggede på pingviner, sad jeg længe på toilettet. Bagefter måtte de pænt vente på, at jeg fik en smøg og tog nogle fotos af pingvinerne.

Simons Town, Fish Hoek og Muizenberg i regnvejr

Byerne ligger ved False Bay på den østlige side af Cape halvøen og har togforbindelse til Cape Town. Strækningen er præget af det ene bjerg efter det andet, med stejle skrænter ned til bugten. Masser af bebyggelse på skråningerne. Ind imellem hvide sandstrande. Selv i regnvejr var det betagende smukt, så langt øjet rakte, men pga. regndråberne på ruderne var det næsten umuligt at tage gode billeder, imens vi kørte. Og vejret indbød bestemt ikke til et stop med ophold udenfor.

Simons Town er en landsby med flådebase

Først Royal Navy, nu den sydafrikanske flåde. Den lille havn er beskyttet mod bølgerne af en mole, som blev bygget af tusindvis af store sandstensblokke, som man huggede ud af bjerget ovenfor byen.

Fish Hoek ved Silvermine flodens udmunding

Fish Hoek er berømt for at være et alkoholfrit område. Da de oprindelige ejere solgte deres jord til udvikling, krævede de, at der ikke måtte sælges alkohol her. I dag kan man godt købe alkohol på restauranter og i barer, men ikke i butikkerne.

Muizenberg

Muizenberg var fødestedet for surfing i Sydafrika, her var det første toldsted i Sydafrika, og Rhodes boede her (ham som grundlagde Rhodesia, i dag Zimbabwe).

'Het Posthuys' fra ca. 1742 er en af de ældste bygninger i Sydafrika. Blev bygget af 'Det Hollandske Øst Indiske Kompagni'. Var oprindeligt et toldsted, hvor man opkrævede afgifter fra de landmænd, som solgte deres afgrøder til skibe i bugten ved Simons Town. Bynavnet stammer fra en af de første ansatte, som hed Muys (Muys Zijn Bergh = Muys' bjerg). Senere blev bygningen på skift brugt som politistation, stalde, bordel, hotel og privathus. Er nu restaureret og åbent for offentligheden, indeholder en lille samling af fotografier og genstande fra de tidligere tider i Muizenberg.

Cecil John Rhodes 1853-1902

Cecil John Rhodes var premierminister i Cape kolonien fra 1890 - 1896 og tjente en formue på sydafrikanske diamantminer. Han kom til Sydafrika, da han var 17 år og drømte om at bygge en jernbane fra Cape Town til Cairo. Inden det kunne realiseres måtte englænderne erobre Matebeleland, som var det sidste selvstændige kongerige i Sydafrika. Høvding Lobengula stolede ikke på de hvide handelsmænd og missionærer, og tillod ikke Rhodes at komme ind i landet. Rhodes lovede våben til høvdingen og overtalte ham til at skrive under på en traktat, som Rhodes ikke overholdt. I stedet for overfaldt og dræbte de hvide Lobengula og flere end 1000 af hans mænd, hvorefter landet måtte overgive sig. Derefter etablerede Rhodes en koloni i området, og gav den navnet Rhodesia.

Rhodes blev født i England. Som 16 årig fik han konstateret begyndende tuberkulose. Derfor anbefalede hans læge ham at tage til Sydafrika, fordi det tørre klima ville forbedre hans tilstand. I starten forsøgte Rhodes at tjene penge til en universitetsuddannelse igennem landbruget i Sydafrika. Men netop på dette tidspunkt (1870'erne) havde man fundet masser af diamanter i Kimberley, så Rhodes besluttede sig for at blive diamantjæger lige som sin bror. Efter et par år havde han tjent penge nok til en universitetsuddannelse i England. Her blev hans tuberkulose forværret, så han måtte rejse tilbage til Sydafrika flere gange under sin uddannelse.

Jeg frøs resten af dagen

Den japanske kvinde ville gerne en tur rundt i Kirstenbosch Botaniske Have. Hun kom dog hurtigt tilbage, fordi det regnede. Imens brugte jeg tiden i butikken, hvor de solgte mange spændende (og dyre) ting. Men dejligt at gå rundt inden for.

Jeg frøs rigtig meget, og da vi kom tilbage til hotellet, kunne jeg slet ikke få varmen igen. Sad længe indhyllet i et tæppe, prøvede også med en whisky. Men intet hjalp. Rystede bare af kulde. Havde heller ikke lyst til aftensmad. Og så var der lige diarréen, som meldte sig igen.

Morgenen begyndte med hyppige toiletbesøg, men heldigvis skulle vi først på vintur om eftermiddagen. I rejsebøger og vejledninger kan man læse, at man ikke får diarre af den sydafrikanske mad. Jeg tænkte mest på, om Sydafrika havde nogen effektive piller lige som i Egypten. Det havde de! Lige i nærheden af hotellet lå et apotek, og der kunne jeg få nogen piller, som virkede omgående (Imodium, kostede 31,70 Rand). Resten af formiddagen gik med at nyde solen i anlægget foran hotellet. Her var bænke og dejlige, skyggefulde træer. Et lidt udsat sted at sidde og slappe af, for ind imellem kom tiggere forbi. Men når vi enten ignorerede eller afviste dem, listede de videre.

Vi havde aftalt med Audrey, at vi gerne ville med på Stellenbosch vinruten i eftermiddag, men han dukkede ikke op. Det gjorde derimod hans kollega Jasmin. En fantastisk dygtig lokalguide. Hun fortalte rigtig meget undervejs, mere end jeg kan huske. Turen foregik sammen med en nordmand og et irsk ægtepar. Undervejs snakkede vi rigtig godt sammen.

Stellenbosch vinrute

Dalene i Stellenbosch, Paarl og Franschhoek udgør Cape Wineland, som er den største af de to vigtigste vinregioner i Sydafrika. Stellenbosch er det primære sted for dyrkning og forskning af vindruer, og den verdenskendte og berømte Stellenbosch vinrute blev etableret i 1971. På vinruten kommer man forbi den ene vingård efter den anden.

Stellenbosch er den næstældste by i Western Cape og ligger ved floden Eerste, 50 km øst for Cape Town. Sidst i 1600 tallet flyttede Simon van der Stel til området (han var guvernør i Cape kolonien). Han fandt stedet velegnet til landbrug og vindyrkning og grundlagde byen, som blev opkaldt efter ham. Stellenbosch er også kendt som City of Oaks (eller Eikestad) pga. de mange egetræer langs gaderne. Der er rigtig mange huse i hollandsk Cape-stil.

Stellenbosch er også en universitetsby

Med ca. 25.000 studerende og 10 fakulteter, herunder teknik, handel, videnskab og kunst er Stellenbosch Universitet et af Sydafrikas førende universiteter. Jasmin viste os rundt i universitets-kvarteret, som er ufattelig stort. Vi kom også forbi Oom Samie se Winkel, et gammelt butiksmiljø.

Zevenwacht vingård

Zevenwacht er bare én ud af rigtig mange vingårde på Stellenbosch vinruten. Zevenwacht ligger i meget idylliske omgivelser. De 200 af 500 hektar jord bruges til vindyrkning. Resten er indrettet med hotel, parker, legeplads til børn og fiskeri i søen. Zevenwacht laver også cheddar-oste.

Vi smagte 4 forskellige vine på Zevenwacht

Vi kunne selv vælge, hvilke 4 forskellige vine vi gerne ville smage. Fik udleveret en bestillingsliste med forklaringer, årstal og priser. Der blev også serveret smagsprøver af tre forskellige cheddar-oste.

Zevenblanc  2008

En hvidvin, hvor 77 % af druerne var Sauvignon Blanc, 20 % Semillon og 3 % Novelle. Vinen virkede frisk, men gav os ikke den store smagsoplevelse. En vin der måske ville smage af mere, hvis den nydes til en lys fiskeret.

Sauvignon Blanc 2008

Til denne hvidvin anvendte man udelukkende druer fra 13 år gamle vinstokke. For at sikre at druerne blev holdt kolde, blev de høstet tidligt om morgenen. Vinen blev gæret ved en så lav temperatur som 13 grader. En meget smagfuld vin, der ledte tanken hen på en Chardonnay. Smagen var lidt i retning af grønne æbler og kiwi. Havde en lang eftersmag. En vin vi alle faldt for.

Pinotage 2007

En rødvin der kun blev fremstillet af Pinotage. Druerne blev udelukkende dyrket på gårdens nordlige skråninger. Var den drue, der først var moden. Blev håndplukket og gærede ved 25 grader over 6 dage. Efter den afsluttende gæring fik vinen lov til at hvile i 9 måneder. En rigtig god vin med aroma efter chokolade og/eller kaffe, måske også lakridsrod og vanilje.

Syrah 2005

Denne rødvin var blandet af 95 % Shiraz, 2 % Mourverdré og 3 % Viognier. Shiraz-druerne blev håndhøstet fra et meget koldt Shiraz-vinareal, og gæringen foregik ved 26 grader. En vin med en krydret smag af peber og blommer. Vinen var meget rund og blød, en virkelig velsmagende vin der faldt i alles smag.

Saxenburg vingård

Joachim Sax og hans kone Susanna kom fra Tyskland og bosatte sig i Cape området. I 1693 var Sax en ud af 350 frie landmænd, som fik tildelt jord af guvernør Simon van der Stel. Han plantede herefter vinstokke og byggede den oprindelige herregård i 1701. Fire år senere solgte han gården til Olaff og Albertus Bergh. Navnet Saxenburg stammer fra disse to pionerer.

Vi smagte 5 forskellige vine på Saxenburg

Her kunne vi smage 5 forskellige vine, og fik igen udleveret en bestillingsliste med årstal og priser.  Vinsmagningen foregik udenfor ved et havebord. Det var rigtig dejligt at sidde her.

Grand Vin Blanc

En hvidvin der var blandet af druerne Sauvignon, Chenin og Viognier. En frisk vin med en anelse citrussmag, men ellers lidt tam. Vinen faldt ikke rigtig i vores eller vore rejseledsageres smag. Måske ville smagsoplevelsen være anderledes, hvis vinen blev serveret sammen med en fiskeret.

Chardonnay 2006

Druerne var håndplukkede og vinen var modnet på 20 % nye fade, 40 % anden gangs fyldte fade og 40 % tredje gangs fyldte fade. En dejlig kraftig vin med en smag, der minder om pære, melon og fersken.

Guinea Fowl 2005

Denne rødvin var blandet af Merlot, Carbanet og Shiraz. Gæret i åbne tanke uden tilsætning af svovl efter endt gæring. En vin der med fordel kunne lagre et par år mere. Ellers kraftig og smagfuld. Ville passe fint til vildt eller rødt kød.

Pinotage 2005

Druerne blev maskinpresset og gæret ved 28 grader med en kulturgær. Vinen havde en flot dybrød farve og en god kraftig smag. Ville også passe fint til vildt eller rødt kød.

Shiraz 2005

Kun en del af en egnet vinmark blev anvendt til denne vin. Druerne var udelukkende Shiraz og blev gæret i åbne tanke ved 30 grader. Den mest velsmagende af rødvinene. En varm krydret smag med en anelse smag efter kaffe.

Geparder på Spier vingods

Området er enormt smukt, og et meget besøgt udflugtsmål. Her skulle vi ikke smage vin, men se geparder. For den dristige var der mulighed for at blive lukket ind til dem, godt nok sammen med en dyrepasser, men alligevel på eget ansvar. Ikke noget der fristede mig.

Township øst for Cape Town

Mellem lufthavnen og Cape Town er der et meget stort township område. Jasmin fortalte, at selv om boligerne så faldefærdige ud udefra, så var de meget velholdte og rene indenfor. Der opstod dog tit brande, også med indebrændte børn, mens forældrene var på arbejde. Det offentlige er i fuld sving med at bygge nye moderne boliger på frie arealer ved siden af township området, men beboerne har ikke råd til at betale ejendomsskat, el og varme, fordi de enten er arbejdsløse eller tjener for lidt.

En stille, hyggelig aften

Efter en dejlig eftermiddag i vinlandet sluttede vi med roomservice på hotellet. Vi havde vænnet os til at spise aftensmad foran den åbne altandør, hvor vi kunne nyde udsigten og ryge uforstyrret.

Vi skulle først flyve hjem 1. januar kl. 0.20, så vi havde hele dagen og aftenen til fri disposition. Skulle dog være ude af værelset senest kl. 11. Derfor havde vi i forvejen forhørt os i receptionen og aftalt, at vi kunne få kufferterne opbevaret (gratis), og vi havde også bestilt taxi til lufthavnen kl. 21.

Nytårsaften var en varm sommerdag

Sidst på formiddagen tog vi med taxi til Waterfront. Uden andre planer end at nyde stedet, en god frokost, måske lidt indkøb (souvenirs), og i hvert fald slappe af i solen. Der var mange mennesker på Waterfront. I dagens løb hørte vi kun ét kanonslag, ellers intet. Dagen føltes mest som en dejlig varm sommerdag. Svært at sammenligne med en dansk nytårsaften.

"Den Anker" med panorama og god mad

Der var god plads på "Den Anker", med udsigt til Table Mountain. Så dér tilbragte vi et par timer, først med en øl, siden frokost. Et vidunderligt sted at sidde og bare glo og slappe af. Balsam for sjælen.

Der var mange optrædende

Rundt omkring var der mange forskellige optrædende, lige som vi ser i Danmark, når nogle enten forsøger at tjene en skilling eller promovere sit navn. Nogle små drenge (de var ikke mere end 6-8 år) og deres søster og mor gjorde et dybt indtryk på mig. Moderen spillede på tromme, datteren sang, og drengene dansede. Disse små drenge havde et stort talent. Det var så givende og flot, og de skovlede ind med penge. Vi fandt også mønterne frem til dem.

Midt på eftermiddagen faldt vi i snak med en amerikansk familie. En kvinde, som boede og arbejdede i Cape Town, havde besøg af sin bror og sin søn. De ville gerne fotograferes sammen, det gjorde jeg gerne.

Nytårsdrinks i solen

Resten af tiden sad vi udenfor i "Harries Pancakes", ved siden af Nelson Mandela Gateway. Nød solen og nogle drinks.

Ved 19-tiden tog vi tilbage til hotellet. Der var god tid til at skifte til varmere tøj og få det sidste pakket i kuffert og rygsæk. Sultne var vi ikke på dette tidspunkt. Enten kunne vi købe noget mad i cafeteriet i lufthavnen eller vente med at spise, til der var flymad ved midnatstide. Hotellet havde arrangeret taxi til lufthavnen kl. 21. På det tidspunkt var der rigtig meget trafik. En del skulle fejre nytårsaften på Waterfront.

De sidste timer, inden vi skulle flyve, gik egentlig forbløffende hurtigt. Og så var jeg meget spændt på, om vi ville få raketter at se. Fra boarding gaten var der frit udsyn til lufthavnen udenfor, men så langt øjet rakte, var der bare sort himmel. En mærkelig fornemmelse at vide, at det var nytårsaften, bare ikke noget man kunne høre eller se.

Happy New Year

Mens vi tog plads i flyet lød der over højttaleren et 'Happy New Year' fra kaptajnen og personalet. Ellers intet. Efterfølgende blev der hverken festet eller hujet, ret tamt! Som om alle passagererne blot så frem til en ubekvem nats søvn. Vi gav os tid til at nyde natmaden (bl.a. noget suppe) og et par drinks. Tilstrækkelig til at kunne falde siddende i søvn.

At lande i både Amsterdam og Billund var som at træde ind i en fryseboks. 

At være på sommerferie i den danske juleferie var vidunderligt, og det er bestemt ikke sidste gang, vi kombinerer et familiebesøg i Pinetown (ved Durban) med et ophold i Cape Town. Næste gang har vi planer om, at det skal være på den årstid, hvor der er flest chancer for at se hvaler og hajer...