Forside

Rejseoplevelser

Billedserier

Her var vi

Rejseoplevelser i Andalusien

Det var vildt udfordrende at køre rundt i bjergene og i de smalle gader i byerne, og det var overvældende at se Mezquita'en i Cordoba.

Af Hanne Thoms

En god årstid til sightseeing i Andalusien

Der var 15-20 grader i den uge, vi var der, blæst og lidt køligt ved kysten, varmt og lunt længere inde i landet. En varm trøje eller jakke var der ofte brug for, men også mange timer hvor vi nød solen, lyset og sydens varme i kortærmede bluser. Perfekt vejr at køre rundt i, tilpas og behageligt under de mange gåture og rigtig dejligt at kunne nyde frokosten i solen på en fortovscafé uden at smelte. Om morgenen blev det først lyst ved 8-tiden, til gengæld varede dagen helt til kl. 19. En stor fornøjelse med de lune aftener med næsten samme temperatur som om dagen, og ikke noget med dug.

Andalusien har en storslået natur

Udsynet rækker vidt og bredt, det ene vildt fascinerende panorama afløser det næste. Bjergene med små hvide landsbyer på skråningerne, enormt store olivenplantager og grønne vinmarker, og de store byer som ligger nede i 'en gryde'. Man kan virkelig se langt omkring og fristes ofte til at gøre stop og nyde udsigten.

Spanierne er meget opmærksomme og imødekommende

Og så snakker de både meget og lynhurtigt. En del kan kommunikere på engelsk eller tysk, men fagter og 1-ords-sætninger på spansk har lige så god virkning. Vi oplevede mange venlige, opmærksomme og hensynsfulde spaniere. Fx spurgte en spansk kunde, om Jens ville ha' en cigaret, da de ikke solgte cigaretter på tankstationen, hvor vi lige havde tanket diesel.

Vi skulle vælge blandt alle seværdighederne

Hjemmefra havde vi sat os grundigt ind i alle seværdighederne i Andalusien, lejet en bil for en uge igennem Europcar, med levering på hotellet kort efter vores ankomst.

Konstant måtte vi sætte målene lavere, for alting tog længere tid at finde end beregnet. Det var også vigtigt for os at ha' god tid om morgenen og tid til at nyde frokost og siesta. Også at finde en P-plads tæt på destinationerne.

Selv med GPS og stor opmærksomhed lykkedes det os rigtig mange gange at køre forkert og få en ommer. Ind gennem de smalleste og ensrettede gader. Genkendelsens glæde var stor, når vi fandt den rigtige vej i tredje forsøg.

GPS-signalet kom ofte forsinket. Andre gange lå afkørslerne i rundkørslerne så tæt på hinanden, at vi havde gjort klogt i at ta' tre runder for at orientere os. Nogen gange brugte vi kun skiltene og landkort til at guide os frem.

Maurerne og romerne har sat deres spor

De mauriske fæstningsanlæg, borge og paladser og de romerske broer var imponerende bygningsværker, som tager pusten fra en, både fysisk og åndeligt.

Mezquita'en i Cordoba gjorde størst indtryk på mig, de 850 søjler i et uoverskuelig stort kirkerum med ufattelig mange kapeller, altre, relieffer belagt med bladguld, vildt store malerier mm. Det skal ses!!

Gåturen fra Malagas Alcazaba op til Gibralfaro er meget stejl og anstrengende, og alle bestræbelserne værd, når man står på toppen og skuer ud over hele Malaga.

Nasridernes palads i Alhambra (Granada) har en fantastisk udsmykning og arkitektur, men man får kun ½ time til rådighed her.

De romerske broer i Cordoba og Ronda syner ikke af noget særligt, når man bevæger sig hen over dem. Her gælder det om at finde udsigtspunktet, og i Ronda bliver man ganske overvældet, når man ser den enorme bro, den dybe Tajo-slugt og de hængende huse.

Drypstenshuler, sherry og Picasso

Rundvisningen med olielamper og hulemalerierne i Cueva de la Pileta (vest for Ronda) var et af ugens højdepunkter. Jerez de la Frontera er hovedstaden for sherryproduktion, omgivet af kalkrige marker med vinstokke i lange baner. Et besøg på en bodega med rundvisning og vinsmagning kan varmt anbefales. Picasso-museet i Malaga en interessant oplevelse, hvor der findes mange fortovs-caféer lige i nærheden. Gibraltar er unik. Med bjergkørsel (det er vildt), tæt trafik i byens smalle gader, drypstenshule og belejringstunneler, de haleløse aber og toldfri indkøbsmuligheder.

Motorvejene i Andalusien er gode

Mange af motorvejene er ret nye, de er rigtig gode at køre på, ikke specielt trafikerede, og især den tunge trafik er minimal. Hastighedsgrænsen er 120 km/t, lavere i bjergene og gennem tunneler (som der er mange af), fint skiltet hele tiden, og spanierne kører hensynsfuldt og opmærksomt.

På strækningen mellem Malaga og Gibraltar er der betalingsmotorvej, som det er en fordel at bruge, hvis man vil hurtigt frem, ellers forlænges køretiden betydeligt med både tæt trafik, bykørsel og hastighedsgrænser helt ned til 40 km/t mange steder. Mellem Malaga og Cordoba er man i gang med at bygge en ny motorvej. En del af den er allerede taget i brug.

Vi glædede os meget til sol, lys, varme og spændende oplevelser

Lige siden jul havde vi brugt meget tid på at undersøge, sætte os ind i, vælge og planlægge vinterferien i Andalusien, hvor Malaga skulle være udgangspunktet. Vi valgte at rejse med Spies, fordi det passede bedst med datoerne fra lørdag til lørdag. Og Torremolinos ligger tæt på Malaga. Spies tilbyder nogen udflugter, som vi i første omgang havde kig på, men hen ad vejen fandt vi ud af, at der var så meget andet, vi også gerne ville se. Derfor lejede vi en bil hjemmefra, gennem Europcar. Fik den leveret på hotellet kort efter ankomst. Så kunne vi selv bestemme hele ugen. 

Fra Billund til Torremolinos lørdag morgen

Lidt drøjt at skulle op midt om natten for at flyve kl. 7:15, dejligt at ankomme allerede ved middagstid og ha' en hel eftermiddag og aften allerede den første dag. Flyveturen var yderst behagelig, den roligste landing jeg nogensinde har prøvet, man kunne slet ikke mærke, da landingshjulene rørte jorden. Og så var vi heldige, der var ledige pladser ved nødudgangen, hvor man for 195 kr. kunne få et sæde med ekstra benplads. Det ville jeg gerne betale for!

En kold fornøjelse ventede os

Det blæste helt vildt, solen skinnede godt nok fra en næsten skyfri himmel, der var 15 grader, men jeg frøs. Mest fordi jeg ikke havde taget mine højhalsede, langærmede bluser og min uldne trøje med. Vi fandt dog et sted med læ nede ved stranden og sad og nød solen og udsigten. Her var der også en fortovscafé, hvor vi fik frokost. Osede rundt i butikkerne på strandpromenaden. Jeg købte et par billige travesko, vi købte et landkort, vand og Nescafé. Havde en lille ½ liters elkande med hjemmefra, men havde glemt at ta' kaffe med (der er ingen steder, de laver kaffe, som vi gør).

Rundt i Torremolinos på egen hånd

Vi snakkede om at køre en lille tur, enten ind til Malaga eller til Mijas. Se os lidt om og udnytte resten af eftermiddagen, indtil det bliver mørkt ved 19-tiden. Dejligt at tænke på den længere dag, hvor man kan være ude. Jens skulle dog lige ha' en lille blund først, og efter en halv time opgav jeg at prøve på at vække ham. I stedet for gik jeg en lang tur, op til centrum i Torremolinos. Der var mange flotte udsigtspunkter, mange åbne butikker. Men jeg fandt ikke en varm sweater, jeg kunne li'. Ellers havde jeg købt én.

En dyr og velsmagende løsning

Dagen sluttede med sen aftensmad i hotellets restaurant, vi orkede ikke at finde et godt sted ude i byen. Det var særdeles dyrt (21 Euro pr. person excl. vinen). Der var buffet med rigtig mange slags salater, fisk og kødretter, kager og frugter. Vi havde kun booket med morgenmad, fordi vi gerne ville være frit stillede resten af dagen. Men når nu ikke kræfterne rakte til at gå ud, skal det siges, at maden på hotellet var velsmagende, og der var rigeligt.

"Sikke mange pensionister" var det første, vi lagde mærke til under morgenmaden i hotellets restaurant. Især rigtig mange engelske og tyske. Nogle af dem sad senere udenfor eller i opholdsstuen og læste. Der var meget få yngre og børnefamilier. Morgenbuffeten mindede mest om en blanding af spansk og engelsk, de mange forskellige slags brød og oste, tomater og salater, æg på mange forskellige måder, skinke, bacon og et væld af pølser, pandekager med sirup og diverse wienerbrød. Yoghurt og müesli, frugter og mange slags juice. Te, kakao og kaffe med mælk. Men ikke noget der lignede almindelig sort, dansk kaffe.

Midt på formiddagen var vi klar til at køre til Malaga

Her ville vi gerne se Alcazaba og Gibralfaro, tyrefægterarenaen oppefra, Det Romerske Teater, Picasso-museet og Malagas Catedral. Dertil en frokost på en fortovscafé og finde en P-plads nærmest muligt. På Paseo de la Farola var der gode parkerings-muligheder og overkommelig gåafstand til de ting, vi ville se. Gaden ligger i havneområdet, vinkelret på Paseo del Parque (nedenfor Alcazaba). Tæt på målet tog vi den forkerte afkørsel. Det betød ½ times kørsel mod øst og tilbage igen, tæt trafik og skærpet opmærksomhed, da vi kunne genkende rundkørslen.

Malagas historie

Malaga ligger i det sydlige Andalusien i Spanien ved floden Guadalmedinas udmunding og blev grundlagt af fønikerne, som byggede en fæstning på det sted, hvor Alcazaba ligger. Roms sejr over Karthago i 206 f. Kr. gjorde Malaga til en vigtig havn for Roms handel med Byzans, og den blev optaget som handelspartner i Romerriget.

Maurerne erobrede byen i 711 og kaldte den for et paradis på jord. Byen blomstrede under Nasriderne (maurisk herskerslægt, der fra 1237-1492 boede i Granada). Malagas prægtige bygninger stammer fra denne periode. Det var også i denne periode, at Malaga var den vigtigste havneby på den spanske sydkyst og forbindelsesled til Marokko. Herfra blev alle kystens varer transporteret til Granada.

I 1487 blev Malaga generobret af de kristne og måtte overgive sig til Kong Ferdinand og Dronning Isabella og deres hær på 60.000 mand, efter at de havde forsvaret byen i ca. fire måneder. Herefter blev maurerne dømt til slaveri med den konsekvens, at Malaga mistede dygtige landmænd, håndværkere og købmænd, og således fik økonomisk tilbagegang.

I begyndelsen af 1500- og 1600-tallet havde handlen med Amerika stor betydning for Malagas erhvervsliv. I dag er Malaga et af Sydspaniens vigtigste erhvervscentre med vinhandel, olivenproduktion, sukkerfabrikation, sæbe- og tekstilindustri. Byen eksporterer især mandler, kork, svovl og salt. Malaga er også kendt for at være kunstnernes by og Picassos fødested. I 2003 åbnede Picasso-museet i Malaga, en af de største turistattraktioner i Spanien.

Plaza de Toros

Lige neden for Gibralfaro ligger tyrefægterarenaen (fra 1874) med plads til 14.000 tilskuere. Under den spanske borgerkrig blev mange af Francos modstandere henrettet i arenaen.

Castillo de Gibralfaro

Efter en lang og anstrengende gåtur op af bjergskråningen til Gibralfaro, opdagede vi, at man kan køre helt derop, men blev enige om at så ville vi være gået glip af den enorme udsigt undervejs og oplevelsen ved at forcere alle de stejle passager, hvor der tilmed var lidt glat. Man skulle virkelig passe godt på sig selv, så man ikke gled.

Ruinerne af maurerborgen fra 1300-tallet er forbundet med fæstningen Alcazaba med parallelle volde. På toppen er der en fantastisk udsigt over Malaga, i alle retninger. Her er også indrettet et lille museum, hvor man bl.a. kan se en model af hele fæstningsanlægget.

Malagas Alcazaba

Vi søgte lidt efter indgangen til Alcazaba, var ikke skiltet på stien ned fra Gibralfaro. Vi fandt den helt nede ved Plaza Aduana, hvor Det Romerske Teater ligger lige til venstre for indgangen til Alcazaba.

Alcazaba blev bygget af berberne fra 700- til 1000-tallet på ruinerne af et ældre fæstningsanlæg. Senere byggede Nasriderne Alcazaba om til en kongelig by i stil med Alhambra. Sammen med Gibralfaro blev det Spaniens mægtigste fæstningssystem under maurerne. Anlægget var tilgængeligt ad gange, der snoede sig op fra byen og var beskyttet af en todelt murkrans. Bag de tykke mure findes et væld af ruiner, tårne, patioer og blomstrende haver. I det arkæologiske museum kan man se fønikiske, romerske og mauriske skulpturer og mosaikker.

Det Romerske Teater

Blev fundet i 1951 og er kun delvist udgravet. Teatret er fra tiden omkring kejser Augustus og har engang været beklædt med marmor, som senere blev brugt til andre bygninger.

Catedral de la Encarnatión

Domkirken var desværre lukket, så vi måtte nøjes med at nyde den flotte bygning udefra. Det i sig selv var et ganske fantastisk syn.

Allerede i 1528 begyndte man at opføre den smukke domkirke dér, hvor den gamle moské Aljama havde ligget. Sammen med flere andre arkitekter lavede Diego de Siloë tegningerne, men de kunne ikke blive enige og arbejdet trak ud. Til sidst overtog Diego de Vergara ledelsen af byggeriet, og øst-koret kunne indvies i 1588.

Det er forunderligt at tænke på, at byggeriet varede i flere hundrede år. Et jordskælv i 1680 resulterede i store skader, så færdiggørelsen blev yderligere forsinket. Først i 1722 blev vest-facaden med tre høje indgangsportaler tilføjet. Og i 1765 opgav man at bygge et halvfærdigt tårn færdig (det andet tårn), fordi pengene slap op. Dette har givet domkirken øgenavnet La Manquita, som betyder den énarmede.

Domkirken siges at være utrolig smuk indvendig, med tre lige høje skibe på 48 m og et stærkt lys. Rigt udsmykkede korintiske søjlebundter og kuppel-hvælvinger. Rigtig mange malerier og skulpturer. Korstole fra 1600-tallet af ceder-, lærke- og valnøddetræ, alt sammen udsmykket med relieffer og 1 m høje helgenfigurer under Coro (de to fantastiske orgler med mere end 4000 piber).  

Fortovscafé, dejlig mad, siesta og sol

Vi tjekkede Picasso-museets åbningstider (de lukkede først kl. 20 om søndagen), inden vi satte os godt tilrette på en fortovscafé lige i nærheden af museet. Og det var vidunderligt med al den sol og den spanske mad. Èt af de øjeblikke hvor tiden står stille. En spansk gademusikant troppede op, spillede et par numre på sin guitar, hvorefter der blev samlet penge ind. Dér hvor man tjekker sin pung og tæller småpenge. Vi lyttede til hans samtale med andre spaniere, uden at forstå noget, måske et enkelt ord ind imellem, og hvor ville vi gerne lære spansk.

Picasso-museet

Jeg har altid forbundet Picasso med det ekstremt abstrakte og fordrejede. Det var meget overraskende at se alle hans tidlige skitser og malerier, der var temmelig naturtro. I sine unge dage malede han faktisk rigtig mange portrætter, som var virkelig vellykkede og vellignende. Dem kunne jeg godt li'.

Museet ligger i Buinavista Palace, en stor bygning fra 1600-tallet. Her findes over 200 af Picassos værker. Ikke langt herfra ligger Plaza de la Merced, hvor han blev født (der var vi ikke). Museet er i flere etager, inddelt i de forskellige tidsaldre og genrer. I læsesalen var der rigtig mange bøger at bladre i, og internet hvor man kunne søge eksakt.

At man ikke må fotografere i museet, kan ikke komme bag på nogen. Skjulte kameraer i loftet og sikkerhedsvagter overalt gør sit til at forhindre. Gennemlysning af håndtasker inden man kommer ind hjælper også. Nu havde jeg ingen intensioner om at fotografere inde i museet, for der var mange muligheder lige overfor, hvor en butik solgte både postkort og reproduktioner i forskellige størrelser. Og den slags gågadefotos er der endnu ikke klausul på.

Pablo Picasso

Blev født 25. oktober 1881 i Malaga, Spanien, døde 8. april 1973 i Mougins, Frankrig. I sit lange liv malede han i mange forskellige stilarter og lavede også keramik, grafik og skulpturer. Perioden 1901-04 kendetegnes af depressive malerier (den blå periode), herefter en periode med mange cirkusbilleder i rosa. Så kom kubismen og surrealismen, og i 1930'erne og 40'erne den ekspressive periode med hans protest mod krig.

Picassos maleri af tyske flys bombning af Guernica 26. april 1937 under Den Spanske Borgerkrig anses for at være det mest berømte værk. Der er lavet en animeret kortfilm over Guernica, som kan ses på youtube.

Maleriet Garçon à la Pipe (1905) blev i 2004 solgt som verdens hidtil dyreste for 104 millioner $, siden overgået af Gustav Klimts maleri Portræt af Adele Bloch-Bauer, som blev solgt for 135 millioner $ i 2006.

Paseo del Parque

Den meget trafikerede vej lige nedenfor Alcazaba og Gibralfaro, dér hvor rådhuset også ligger, en fantastisk flot bygning. På promenaden er der mange bænke, små områder med mindesmærker og monumenter med kakler. Også et "Gad vide hvad det er?" - et monument af metal formet som en bue.

Efter en oplevelsesrig dag i Malaga var næste opgave at finde ud af, hvor vi skulle spise aftensmad. Vi valgte en af restauranterne på strandpromenaden i Torremolinos. Bestilte en steak og Faustina rødvin. Her måtte man også ryge indenfor, det var dejligt at kunne sidde længe over det sidste glas vin og få en smøg. Tilmed kostede maden kun det halve af, hvad de forlangte på hotellet, og så var det hyggeligt at opleve den spanske atmosfære.

Vi kom først af sted fra Torremolinos ved 10:30 tiden. Kan ikke rigtig huske, hvorfor det blev så sent, måske vi bare dryssede og tog os god tid til at vågne, spise morgenmad og blive klar? Sove længe, i hvert fald til vi vågnede af os selv, det var jo ferie. Nyde en kop Nescafé på altanen, i nattøj og med hotellets vidunderlige uldne tæppe omkring. En snak om dagens planer. Morgenbadet og dernæst morgenmad i hotellets restaurant inden 9:30. Den ene ½ time tager nemt den næste, når man bare nyder morgenstunden uden at skulle skynde sig. Og det blev først lyst kl. 8, lidt senere end hjemme i DK.

Betalingsvejene er hurtige

Mellem Torremolinos og Gibraltar kan man vælge betalingsvej eller gratis kørevej. Fordelen ved at betale for at køre på motorvejen er, at det kun tager "den halve tid", og det var ikke specielt dyrt. Tre gange undervejs skulle vi betale. Første gang 3,60 Euro, anden gang 2,45 Euro og sidste gang 1, 70 Euro. Når man kører ind på betalings-motorvejen, er det tydeligt skiltet i så god tid, at man har chancen for at vælge fra og ta' den langsommere, mere trafikerede hovedvej.

Længe før Gibraltar kunne vi i horisonten skimte en stor klippe, som ragede højt op. Havde vi fulgt vejskiltene, var vi uden tvivl ankommet noget før. Men vi havde programmeret GPS'en til en P-plads lige før grænsen til Gibraltar, fordi vi troede, det nok var klogest at ta' det sidste stykke vej med bus eller til fods (hvis der ikke var for langt). Denne strategi førte os ind igennem La Linea, med smalle, ensrettede gader og meget trafik. På et tidspunkt havde vi atter frit udsyn og kunne se Gibraltar ganske tæt på. Holdt ind til siden, orienterede os på landkortet og via vejskiltene, og valgte så at køre derover. Lige før grænsen tog jeg et foto ud af vinduet. Den gik ikke! Den engelske grænsevagt forlangte at se billedet på mit kamera og beordrede mig til at slette det.

Lidt om Gibraltar

Gibraltar har en strategisk beliggenhed ved indsejlingen til Middelhavet og har derfor siden fønikernes tid været meget eftertragtet af stormagterne og af stor betydning for både arabere og kristne. Den mauriske besættelse af Spanien startede i Gibraltar (711), og omvendt begyndte den spanske tilbageerobring også her (i 1400-tallet). I 711 kaldte den mauriske hærfører Tarik-ibn-Zeyad klippen for Tariks klippe (Gibel Tarik), deraf navnet Gibraltar. I 1704 blev Gibraltar erobret af en engelsk/hollandsk hær, og i 1713 indlemmet under Storbritannien i henhold til Utrechttraktaten. 1830 blev Gibraltar formelt en britisk kronkoloni. Indbyggerne fik i 1967 og 2002 mulighed for at stemme om deres tilhørsforhold, flertallet valgte at høre til England. På det 20 km lange og 425 m høje areal bor næsten 30.000 mennesker, som taler engelsk, spansk og så deres egen dialekt Ilanito, en blanding af de to sprog. En overgang (under Franco) var der bygget en mur, så man hverken kunne komme til eller fra Gibraltar fra Spaniens side. I denne periode måtte man rejse via Tanger i Marokko, hvis man ville en tur til Gibraltar (altså sejle dertil fra Marokko). Gibraltar har status som frihandelsområde. Cigaretter, spiritus, kameraer og radioer kan købes til nogle af de laveste priser i Europa. Fx købte jeg 1 karton Prince light til 15 Euro.

Strandlejligheder og klipper på østkysten

I første omgang blev det til køren rundt på østkysten i Gibraltar. En smal vej med vejarbejde hist og her, strandlejligheder og høje klipper. Vi var spændte på, hvor langt vi kunne komme, for øen er 20 km lang, selv om den på afstand syner meget mindre. Måske vi kunne køre hele vejen rundt? Det kunne vi dog ikke, og måtte samme vej tilbage. Der var egentlig ikke meget trafik, til gengæld rigtig meget flot natur at kigge på.

"Det er vildt" at køre op til Upper Rock

Så kom turen til vestkysten, og her var der skiltet mod Upper Rock og Europe Point. Vi vidste, at både St. Michaels Cave, Great Siege Tunnels og aberne var på klippetoppen, så den vej kørte vi. Noget af det, vi også gerne ville prøve, var tovbanen, måske vi kom til den undervejs? Men inden vi så os om, så gik det altså bare stejlt opad! I bil. Der var ingen vej tilbage, kun fremad på den smalle vej med mange skarpe sving.

Inden vi overhovedet kom til en tovbane-station var der stoppested, hvor man skulle betale entre til St. Michaels Cave, Great Siege Tunnels og Apes' Den. Herefter kunne vi fortsætte i højderne ad smalle bjergveje, noget af en udfordring og et kick, følte jeg. "Det er vildt", sagde jeg mange gange.

Aberne sad ganske uforstyrrede rundt omkring. Vi så dem på vejen, på stenkanterne, udenfor cafeteriet ved St. Michaels Cave, de var der bare.

Inden vi gik ind i St. Michaels Cave spiste vi frokost på den lille restaurant på stedet. De havde et aldeles tiltalende spisekort, som vi studerede længe. Da vi bestilte, viste det sig, at der var to muligheder, husets suppe eller husets paella. Sikke et held vi lige havde snakket om, at vi gerne ville smage en paella.

St. Michaels Cave

Drypstenshulen er den største på Gibraltar (der findes over 100). For 40.000 år siden boede her neandertalere. Romerne kendte til hulens eksistens, og i lang tid troede man, at den var bundløs. En blanding af farver og stalagmitter gør hulen utrolig flot. Under 2. verdenskrig blev hulen brugt som bombesikkert militærhospital. I dag arrangeres der klassiske koncerter i hulen.

Jeg synes, at hulen var ret lille, ganske flot, og mest af alt med et kommercielt signal.

Great Siege Tunnels

Under den spanske belejring i 1779-83 huggede briterne med håndkraft 50 km tunneler ud på det nordlige område af klippen. Hermed blev det muligt at montere kanoner, og i belejringstunnelerne findes både soldaterbarakker, skydeskår og lagerrum.

Man kunne gå ½ km ind i tunnelen, hvor der var mange nicher og udstillinger. De åbne skydeskår gav både god udsigt mod nord (der er mere end langt ned), og så blæste det vildt.

På vej ud mødte vi en nybagt familie. Jeg kiggede rigtig meget på den lille bitte nyfødte baby, som faderen bar på. "Did you buy a ticket to see her?, var hans spontane reaktion. Vi snakkedes ganske kort, datteren var kun 14 dage, og Jens anbefalede den stolte far at passe godt på datteren, for det blæste rigtig meget inde i tunnelerne.

Under nedkørslen fra belejringstunnelerne kom vi forbi den mauriske borg, hvor kun et yngre forsvarstårn fra 1333 står tilbage i dag.

Europa Point og langs vestkysten

Herefter ville vi køre en tur langs vestkysten og se 100 tons kanonen og Europa Point. Uheldigvis tog vi den forkerte afkørsel, og det kom til at koste en times kø, for vi var nu på vej ud af Gibraltar, uden mulighed for at vende om før La Linea. I første omgang var vi ikke klar over, hvorfor der var så lang en kø, men vi opdagede jo, at det var pga. tjek for toldfrie varer.

Vi kom tilbage til Gibraltar og fulgte skiltene. Selv om vi var tæt på 100 tons kanonen, og det var godt nok skiltet, lykkedes det os ikke at finde et sted at parkere, så vi kunne se den. Turen fra grænsen og ud til sydspidsen var meget længere, end vi havde forestillet os. Smalle gader og tæt trafik igennem byen, hvor der er bebygget på hver en mulig plet. Der var også meget nybyggeri i gang, bl.a. på en klippetop.

Europa Point er Gibraltars sydligste punkt

Her står der et fyrtårn, ca. 50 m over havets overflade. Det blev bygget i 1838 og kan ses i en afstand af 37 km. På den flade sydspids findes også en stor moské, som den saudiarabiske kongefamilie hjalp med at få bygget til de muslimer, der bor på Gibraltar. En fin og meget blæsende oplevelse at holde ved Europa Point, masser af plads og udsigt. Vi kunne tydeligt se Afrikas kyst i det fjerne.

Gågaden Main Street

For en gangs skyld var vi heldige og fandt et parkeringshus, hvorfra der var direkte udgang til Main Street. Lidt af en tilfældighed. Fra parkeringshuset var der elevator ned til en slags storcenter, hvorfra man kunne komme direkte ud på gågaden. I centret var der også billetautomater, og her skulle man købe sin P-billet for at kunne forlade parkeringshuset.

Jeg købte en dejlig varm rullekravesweater, for det var koldere i Andalusien, end jeg havde troet hjemmefra. Jeg havde kun Euro at betale med, hvilket ekspedienten frarådede mig, for de gav kun penge tilbage i engelske pund. Til gengæld ikke noget problem at betale med VisaKort.

Vi kunne godt ha' brugt meget mere tid i gågaden, men klokken var henad 18, og nu vidste vi jo, at det ville ta' en times tid at komme over grænsen. Dertil ca. 1½ time tilbage til Torremolinos. Vel hjemme på hotellet igen ved 20:30 tiden havde vi ikke overskud til at gå ud og spise, valgte igen den dyre hotelmad. Om aftenen snakkede vi om, at når man kører rundt, var det måske en fordel at overnatte på destinationerne, så man ikke skal køre så meget frem og tilbage.

Den hurtigste vej til Jerez de la Frontera var at køre med motorvejen næsten til La Linea, derefter motorvejen mod Sevilla, en tur på ca. 2½ time. Vi kørte forkert ud af Torremolinos, igen en af alle de gange, hvor GPS-signalet kom for sent. Så i stedet for at komme ud til motorvejen, kom vi ind på kystvejen mellem Torremolinos og Marbella. En smuk, men meget trafikeret vej, og med rigtig mange lyskryds og hastighedsgrænser ned til 40 km/t. Omkring Fuengirola kunne vi endelig komme på motorvejen. Og så gik det glidende helt til Jerez. - I det sydligste Andalusien så vi mange storke, men det lykkede mig ikke at fotografere én i farten.

Jerez de la Frontera er Sherry'ens hovedstad

For 3000 år siden indførte fønikerne vinen i Jerez området. Senere eksporterede grækerne og romerne vin ud mod Atlanterhavet. Det var dog engelske købmænd, der grundlagde den moderne sherry-industri. De opdagede, at klimaet, de lokale druer og den kalkholdige jord gav fine vine.

Bodegas betyder vinbrug

Sherryen produceres i vinbrug, også kaldet bodegas. Og dem er der rigtig mange af i Jerez de la Frontera. Fx er Sandeman og John Harvey kendte navne. På mange bodegas tilbydes rundvisning og sherrysmagning. Rundt omkring i byen er der skiltet til de forskellige bodegas. Så er det lige med at beslutte, hvilken man gerne vil besøge.

Andre seværdigheder i Jerez de la Frontera

Jerez de la Frontera er også kendt for sin rytterskole, et museum med nogle af Europas flotteste ure og et 1700-tals palæ, hvor man via udstillinger og shows kan fordybe sig i flamenco. Byen har selvfølgelig en tyrefægterarena, et museum viser sherryens historie i området, og der findes også en del gamle og spændende kirker.

Rundvisning og sherrysmagning på Sandeman

I 1790 lånte skotten George Sandeman 300 £ af sin far, så han kunne bygge en vinkælder i London med speciale i Sherry og Portvin. Virksomheden voksede de næste 200 år med egne vingårde. Portvin fra Portugal og Sherry fra Spanien. Sandeman´s logo - Don´en - er et af verdens første logo´er og blev tegnet i 1928 af George Massiot Brown. Don er en portugisisk students sorte kappe og en bredskygget spansk caballero´s hat. Sandeman døde i 1841, men forretningen går i dag videre i samme ånd under efterfølgere af Sandeman familien.

Vi ville gerne ha' været ind på museet lige overfor Sandeman, men glemte at tjekke deres åbningstider (de lukkede kl. 15). Klokken var henad 14, da vi kom forbi, og på det tidspunkt var jeg mest interesseret i rundvisningen på Sandeman før noget andet. Dér kunne vi få en rundtur 14.15, efterfulgt af sherrysmagning og tapas.

Under rundvisningen blev vi noget skuffede. Den spanske guide snakkede så hurtigt og ukorrekt engelsk, at end ikke de deltagende englændere forstod ret meget. Den video vi skulle se om sherryens historie virkede ikke. Tapas'en var pølse- og osteskiver med chips til. Først smagte vi en tør sherry, dernæst en mellem, til sidst en cream. Jeg kunne bedst li' den mellem. Som kompensation for den manglende video fik vi tilbudt at smage en ekstra sherry (vi ville hellere ha' set videoen). Den sherry vi fik var en Sandeman "Royal Ambrosante" 20 year (500 ml), hvor den yngste vin er 20 år og den ældste er over 100 år. Den smagte rigtig godt.

Sådan laves Sherry (den korte version)

I starten af september høstes druerne. Palomino (som giver en tør sherry) bringes til presning hurtigst muligt, så den bevares frisk. Pedro Ximénez (som er fyldigere og mere sød) tørres først i solen, så sukkerindholdet koncentreres inden presningen. Man bruger cylindriske, rustfri kar til at fjerne stilkene og presse druerne. Det foregår gerne om natten, hvor det ikke er så varmt. Flor er en gær, som kan dannes på overfladen af en ung vin i gærringskarret, hvor den forhindrer iltning og giver en fin smag. Vinen bliver en fino, hvis der udvikles flor. Alkoholprocenten hæves fra omkring 11 til 18 for oloroso og 15,5 for fino, når man tilsætter druesprit som forstærkning. Solera-systemet går ud på, at kvaliteten altid er ens. Tønderne med sherry stables med det ældste nederst og det yngste øverst. Den yngste vin blandes med den ældre nedenunder, så vinen får samme karakter. Der noteres på hver tønde.

Nogle af de forskellige Sherry-typer

Fino er en meget tør og helt lys, strågul vin, der er udviklet under sit lag af flor. Den har en alkoholprocent på 15-18 %.

Manzanilla er en lys og meget tør fino-type. Det siges, at man kan smage saltet og joden fra Atlantens brænding ved byen Sanlúcar de Barrameda. I dette distrikt laves vinen i soleras, der kan have op til fjorten etager af fade, og hvor flor'en (pga. klimaet) er kraftigere. Vinen indeholder 15-19 % alkohol.

Amontillado er en tør fino, der har lagret i flere år, hvor flor'en efterhånden er forsvundet af sig selv. Herved iltes vinen lidt mere og får en ravgylden farve og en duft af hasselnødder. Den har en let, blød og afrundet smag og holder 16-22 %.
 

Oloroso danner basis for alle de søde sherry-typer. Vinen har en intens mahogni-farve og en meget blød og aromatisk smag. Oloroso er ikke udviklet under flor, men forstærkes med druesprit til mellem 17 og 22 %, så vinen kan holde sig. Det er en tør, mørk vin, men samtidig den blødeste af alle typerne. Den findes i mange varianter fra let, tør til sødlig.
Oloroso betyder duftende, men i virkeligheden dufter vinen ikke så meget som en fino. Til gengæld kan den holde sig i to måneder, efter at flasken er åbnet.

Medium sherry er sødet Amontillado eller Oloroso. Den indeholder 15-22 % alkohol.

Cream og Brown sherry er søde blandinger af fx oloroso og vin af tørrede Pedro Ximénez-druer med lidt karamel-farve. Måske også Mosto Apagado, dvs. ugæret most, hvor gæringen er standset ved tilsætning af alkohol. De bedste søde sherry'er er sødet med vin fra Pedro Ximénez. Cream og Brown er stærke hedvine med 18-20 % alkohol. Disse typer blev oprindelig udviklet specielt til det britiske marked.

Pedro Ximénez og Moscatel er meget søde dessertvine, som laves af de nævnte druer.

Den hvide bjergby Medina-Sidonia

På vej hjem fra Jerez de la Frontera kom vi forbi Medina-Sidonia, som ligger på toppen af et kegleformet bjerg og kan ses på lang afstand. Alfonso 10. erobrede i 1264 byen tilbage fra maurerne, og i 1400-tallet etablerede Guzmán-familien sig som hertuger af Medina-Sidonia for at forsvare området. Familien blev rig ved investeringer i Amerika, og Medina-Sidonia blev et af Spaniens vigtigste hertugdømmer. Nogle af byens middelaldermure står stadig midt imellem alle nutidens huse.

Det var noget af en udfordring at køre rundt i de smalle og ensrettede gader, især fordi vi kunne se middelaldermurene uden at finde vejen frem til dem. Vi fandt en P-plads, hvorfra der ikke var ret langt til torvet, som stort set var mennesketomt, og så blæste det vildt meget.

Vi fandt også en købmandsbutik med en parkeringsplads ("parkeringshus" uden tag, og med bomme). Mens Jens handlede ind, gik jeg en lille tur for at se, om jeg kunne finde oplysninger om byen. En trappe førte op til en plads, hvor der var en informationstavle. Ved at køre en bestemt vej igennem byen, kunne man følge Monument-ruten.

Nu var det bare ikke lige så nemt at komme ned fra parkeringspladsen. Da vi holdt ved bommen (og der var altså stejlt), viste det sig, at købmandsbutikken skulle stregkode på regningen, som skulle aflæses ved "spærringen" for at bommen kunne gå op. Det fortalte en venlig spansk kvinde os, hun holdt lige bagved os og kunne heldigvis snakke engelsk. Så vi måtte bakke op igen og tilbage til forretningen for at hente hjælp. Det hjalp ikke os, at alting stod beskrevet på spansk i forretningen, men en ekspedient fulgte med ud og sørgede for, at bommen gik op.

Herefter lykkedes det at finde Monument-ruten, som førte os forbi byens flotte kirke. Den blev påbegyndt i 1400-tallet på fundamenterne af en borg. I kirken kan man bl.a. se et retablo med smukt udskårne paneler.

Vi var oppe i god tid, for om tirsdagen havde vi fået receptionen på Don Pedro til at hjælpe os med at ringe til Alhambra og bestille billetter. Vi skule være der fra kl. 14 til 18, og kunne komme ind i Nasride-paladset kl. 14.30 - 15.00. Hvis vi ikke var der til tiden, var pengene spildt (13 Euro pr. person). Så allerede lidt før kl. 10 var vi klar til turen og glædede os vildt. Forventede at kunne nå frem ved 12-tiden og ha' rigtig god tid til at finde rundt.

Bilen holdt tæt op ad en hæk, så jeg ventede pænt med at åbne døren. Jens åbnede alle dørene og bagagerummet med den elektroniske nøgle, lagde nøglerne i jakkelommen, jakken i bagagerummet sammen med sin rygsæk, hvori bl.a. hans pas lå. Jeg lagde mit skiftetøj i bagagerummet og beholdt heldigvis resten af min bagage i hånden. Så lukkede Jens bagagerummet og ville åbne fordøren.

"Smæk", sagde det, og alt var automatisk låst i løbet af ganske få sekunder. Nu var der ingen tid at spilde. Vi var overbeviste om, at Europcar havde en ekstra nøgle, som de kunne levere i en fart. Vi bad receptionen ringe til Europcar, som ikke havde en ekstra nøgle.

De anbefalede os at slå en rude i stykker i stedet for. Det kunne vi ikke få os selv til. Alternativet var at vente et par dage, indtil der kunne skaffes en ny nøgle fra Madrid.

Efter mange og lange samtaler og overvejelser besluttede vi at få Europcar til at hjælpe os med at slå en rude i stykker. Udlejeren kom kl. 12 og forsøgte først at slå den mindste siderude i stykker, men den var af plast. Så ringede han for at høre om, hvilken rude, der kunne knuses. Det kunne den ved førersædet.

Der gik lidt tid med at børste alle glasskårene af sædet, og bagefter blev vi kørt ind til Europcar i lufthavnen i Malaga, hvor vi fik en ny bil.

På vej til Alhambra

Kl. 13.20 kunne vi endelig komme af sted. Selv om vi ikke kunne nå Alhambra til tiden, kørte vi alligevel til Granada. Så måtte vi se det, vi kunne nå, velvidende at Nasride-paladset ikke var opnåeligt.

Frem for alt burde vi ha' givet os tid til at spise frokost, inden vi tog af sted. Men jeg var så fokuseret på at udnytte tiden pga. forsinkelsen, så det med at spise måtte vente, til vi kom til Alhambra. Et æble undervejs var alt, hvad vi fik. En disposition som senere på dagen viste sig at være fatal for mit vedkommende (jeg gik totalt sukkerkold, og det var meget ubehageligt).

Landskabet mellem Malaga og Granada var meget smukt med enormt store olivenplantager og bjerge i horisonten. Der var betalingsfri motorvej hele vejen, og turen tog 2 timer. I Granada var der skiltet til Alhambra ude på motorvejen. Jeg havde en forventning om, at man på lang afstand kunne se Alhambra på en bjergtop, det synes jeg ikke var tilfældet. Pludselig var vi der bare.

Parkeringspladsen var meget stor, og der var ca. 500 m hen til billetautomaterne. Her indløste vi de forudbestilte billetter, dvs. man skal putte sit VisaKort i automaten, som spytter billetterne ud.

I nærheden var der også en billetluge, hvor man kunne købe billetter. Vi spurgte, om det var muligt at købe en ny tid til Nasride-paladset, og det var der. Men kun som samlet pakke (Alhambra, Generalife og Nasride-paladset). Altså skulle vi betale fuld pris nok engang. Denne gang var beløbet 12 Euro, det koster åbenbart 1 Euro at forudbestille. Noget som slet ikke havde været nødvendigt på denne årstid. Så lærte vi det!

Klokken var på dette tidspunkt 15.45, og vi skulle være i Nasride-paladset kl. 16.00. Der var 500 m at gå op ad bakke, og bestemt ikke tid til at tænke på mad, hvis det skulle lykkes at nå frem i tide. Vi glædede os rigtig meget til at slappe af med et godt måltid mad bagefter, og måske vi kunne nå at se lidt mere af Alhambra.

Lidt om Granada

Engang var Granada et lille, ubemærket samfund, men udviklede sig under de 800 år med maurisk styre til et kulturcenter med stor respekt i den arabiske verden. I 1237 blev Granada indtaget af Nasriden Mohammed 1. Året efter indlemmede han Almeria og Malaga, og Granada blev hovedstaden i dette nye rige. Nasriderne var en maurisk herskerslægt, som havde herredømmet i 250 år. I denne periode havde Granada økonomisk fremgang og blomstrede indenfor islamisk kunst og kultur. Den sidste sultan (Boabdil) blev tvunget på flugt i 1492 af kongeparret Isabella og Ferdinand, som nåede deres mål at forene Spanien politisk.

Den arabiske kongeborg Alhambra

Alhambra blev opført mellem 1248 og 1350, og består af helligdomme, paladser, haver og fæstningsværker. Navnet kommer af det arabiske Qalat al-Hamra, som betyder Den Røde Borg. De fire hovedattraktioner på Alhambra er:

Generalife

Ligger et par hundrede m nord for selve Alhambra anlægget og er maurerkongernes sommerpalads. Her findes et lille slot med et smukt haveanlæg.

Alcazaba

En militær fæstning, som stammer fra det 9. årh. Anlægget blev genopført af Muhammed 3.  i det 13. årh. Han brugte det som sin personlige residens. Fra tårnet ”Torre de la Vela” er der en pragtfuld udsigt over Granada.

Carlos d. 5.'s Palads

Kejseren (konge i Kastilien og habsburgsk kejser) byggede og overdrog paladset til Pedro Machuca, elev af Miguel Angel, i det 16. årh. Det er bygget i italiensk renæssance-stil med en firkantet facade og en rund patio.

Palacios Nazaries

Udefra er det svært at få øje på det mauriske palæ, fordi Carlos d. 5. fjernede hoved-indgangen for at få plads til sit palads. Derfor går man ind ad en sideindgang, hvorefter der er det ene rum efter det andet, udsmykket fra gulv til loft. Væggene er dekoreret overalt, kuplerne mange meter over jorden er flere steder med stuk, formet som drypsten. Stuk-dekorationer præger også mange af væggene.

Der er også fantastisk flotte gårdhaver. Mest kendt er Løvegården, hvor 124 søjler omkranser en fontæne omgivet af løver og den elegante Myrtegård.

Så var kræfterne opbrugt

Efter ½ time i Nasridernes paladser (og de var flotte og det hele værd), kunne vi ikke finde et spisested, som havde åbent, og vi var mere end sultne. Ville rigtig gerne ha' været ind omkring Alcazaba, mens vi var der. Var også klar over, at Alhambra området er enormt stort. Mente vi var kommet forbi en restaurant på vejen op, og besluttede at prøve den. Men nej!!

På det tidspunkt gik jeg sukkerkold. Jeg kunne næsten ikke flytte mine ben, havde kun vand med, og forsøgte at købe en cola i de to automater, jeg kom forbi undervejs. Småpengene havde jeg, men cola var der ikke noget af. Jeg blev mere og mere dårlig, og så er sølle 500 m langt at gå. Jeg var ligeglad med mad, skulle bare ha' en cola i en vis fart. Udenfor byen holdt Jens ind på en tankstation, så jeg kunne få en cola, og ½ halv time efter hjalp det ganske langsomt, kræfterne og energien vendte tilbage.

Vel hjemme på hotellet gik jeg straks ned til købmanden og købte et par cola og en pakke kiks til næste dag. Tænkte ikke på, at druesukker sikkert også ville være godt at ha' med, og det fylder ikke så meget. Herefter gik jeg i seng, stadig uden mad, jeg kunne kun tænke på at sove. Jens måtte gå alene ned og spise, men han havde en banan og et æble med til mig, da han kom igen.

Der skulle ikke mangle proviant i dag

Under morgenmaden på hotellet tillod jeg mig at lave en lille madpakke til os, friskbagt grovbrød med skinke og ost. Brugte nogle af hotellets servietter til at pakke dem ind i, og så ellers diskret ned i håndtasken. Vi forsynede os også med frisk frugt.

Turen gik først med motorvejen til Marbella, herefter skulle vi nordpå mod Ronda, hvor vi gerne ville se drypstenshulen Cueva de la Pileta (ca. 30 km sydvest for Ronda), dernæst ville vi gerne bruge resten af eftermiddagen rundt i Ronda.

Det var vildt at køre i bjergene

Jeg troede, at hele ruten til Ronda var mere flad, sådan som landskabet så ud, da vi nærmede os Ronda. Men overraskende hurtigt ventede der os 45 km's bjergkørsel, da vi kørte nordpå. Fantastisk flot udsigt, fin vej at køre på, men Jens kunne godt mærke i armene, at han skulle dreje og dreje hele tiden.

For hver 100-200 m var der et sving, ofte følte jeg, at vi styrede mod den blå luft. Hastighedsgrænserne var mellem 40 km/t og 80 km/t, og det skiftede lige så hurtigt, som vejen svingede.

Der var en del lastbiler, som kørte godt til. De skulle ikke ha' mange meter vej ligeud, før de overhalede os på vej op over bjerget. Undervejs holdt vi pause, så vi kunne nyde den storslåede udsigt.

Ved Cueva de la Pileta så der lukket ud

I den nordlige udkant af Ronda drejede vi til venstre mod Benaoján, dernæst sydpå, og ved 12.30 tiden kom vi til Cueva de la Pileta. Vi vidste, der var åbent mellem kl. 10 og 13, og igen fra kl. 16-17, hvor man kunne få en guidet rundvisning i hulen. På P-pladsen holdt der flere biler, et godt tegn.

Stien op til hulens indgang var meget stejl, og ikke mindst med en fantastisk udsigt over hele dalen. Indgangen var lukket, ingen betjening ved billetlugen i den lille hytte ved siden af. Til gengæld ventede nogle engelske turister udenfor. De havde bestemt sig for at vente til kl. 13 og se, om ikke der var en chance dér, for de mente bestemt, at der måtte være en gruppe inde i hulen.

Belært af vores manglende kulinariske oplevelser dagen i forvejen på Alhambra-turen fandt vi det klogest at vente med rundvisning til kl. 16, så der var god tid til at spise frokost og holde siesta. Nu kendte vi vejen, og kunne i mellemtiden se os omkring i Ronda, det vi kunne nå. Det var også vigtigt for os at vende næsen mod Torremolinos, inden det blev mørkt, så vi kunne se at køre i bjergene. Inden vi kørte tilbage mod Ronda nød vi udsigten fra parkeringspladsen og vores medbragte håndmad, så mente vi bedre at kunne klare os, indtil vi fandt en spændende restaurant et eller andet sted.

Lidt om Ronda

Ronda er omgivet af Serrania de Ronda bjergene og ligger nordvest for Malaga. En 160 meter dyb og op til 90 meter bred slugt ved navn Tajo over floden Guadalevin deler byen i den ældre mauriske bykerne La Ciudad og bydelen Mercadillo (anlagt af de kristne). Husene på begge sider af klipperne ligger helt ud til kanten af de lodrette klippevægge. Man kalder dem casas colgadad (hængende huse).

Ronda har været bebygget siden år 5000 f. Kr. Først af kelterne, som kaldte bebyggelsen for Arunda, siden af romerne og vestgoterne. I 700-tallet indtog maurerne byen og beholdt herredømmet helt op til 1485, da Ferdinand 2. indtog byen, som herefter oplevede fred og økonomisk fremgang med det resultat, at der i 1700-tallet kunne begyndes på et omfattende barokbyggeri.

I området omkring Ronda har man fundet nogle af de ældste spor af menneskelig beboelse i Europa. De kan føres tilbage til ca. år 20.000 f. Kr., og findes i Cueva de la Pileta 30 km sydvest for Ronda.  

La Maestranza
Rondas tyrefægterarena La Maestranza er fra 1785 og en af de ældste og traditionsrige i Spanien. Arenaen omgives af arkaderækker i to etager med toscanske søjler og har plads til 5.000 mennesker.

Casa del Rey Moro er et palads fra 1700-tallet

Det blev bygget på fundamenterne af et maurisk palæ. En trappe bag huset, der delvis er overdækket af hvælvinger, er hugget ud i klippen. Trappen fører ad 365 trin ned til floden og La Mina, en kilde i klipperne. Under maurernes kampe med de kristne blev de kristne fanger tvunget til at hente vandet hele vejen op. Det spanske ordsprog "Gud bevare mig for Rondas vandkrukker" stammer herfra. En stejl vej fører fra Casa del Rey Moro ned til Arco de Cristo, en maurisk port fra 1300-tallet. Herfra fører en trappe ned til den gamle mauriske bro, Puente Arabe. Broen er meget velbevaret med hesteskoformede buer, og herfra er der en flot udsigt gennem kløften mod Puente Nuevo. For enden af broen ligger de arabiske bade, der kan føres tilbage til 1200 tallet.

Puerta de Almocabar fra 1200- tallet var Rondas vigtigste byport

Det var herigennem, de kristne i 1485 indtog Ronda. Side om side ligger renæssance-byporten Puerta de Carlos og resterne af den gamle bymur.

I nærheden findes Rondas domkirke Santa Maria La Mayor. Den blev opført i slutningen af 1400-tallet, med et stort, kvadratiske klokketårn med en ottekantet tårnopsats gennembrudt af runde vinduer. I indgangspartiet kan man se en hvælvingsrest med geometriske båndmønstre og hesteskobuer, som stammer fra den gamle moskes mihrab fra slutningen af 1200-tallet.

Puente Nuevo
Rondas vartegn Puente Nuevo fra 1700-tallet rejser sig på mægtige piller over Guadalevins slugt, og er broen mellem de to bydele. Det akvæduktlignende bygningsværk har én nedre og tre øvre buer, hvorfra der er en pragtfuld udsigt mod Tajo-kløftens bund. I rummet over den høje midterbue indrettede man dengang et flugtsikkert fængsel. Under den spanske borgerkrig blev nationalistiske sympatisører skubbet i døden herfra. Det er denne begivenhed, Ernest Hemingway skildrer i "Hvem ringer klokkerne for?"

Første gang vi kom forbi tyrefægterarenaen (lige før broen) vidste vi ikke, at vi var så tæt på. Der var en stor P-plads med bomme og billetluge, og biler i kø. Troede det var til tyrefægterarenaen, og der ville vi ikke ind, så vi fortsatte og opdagede hurtigt, at nu kørte vi over den berømte bro.

Man kan altså ikke bare sådan stoppe og blokere for trafikken, slet ikke vende om midt i det hele, så vi tog en rundtur i den gamle bydel (uden helt at vide det), for vi fulgte bare vejen fremad. Jeg fotograferede ivrigt undervejs, den ene gamle bygning efter den anden, så kunne jeg altid bagefter finde ud af, hvad vi var kommet forbi og havde set, som vi havde et ønske om hjemmefra.

JO, vi havde et fint bykort med. Bare svært at holde fokus på kortet samtidig med at nyde udsigten og det vi kom forbi. Vi blev enige om at ta' runden én gang til, måske det ville lykkes at finde en P-plads tæt på broen. Anden gang vi kom forbi tyrefægterarenaen var der fyldt op. Og alle andre muligheder var også optagede. Så fik vi nok en rundtur i den gamle bydel. Fint nok at vide, hvad jeg skulle kigge efter og prøve at fotografere i forbifarten, når det nu var umuligt at komme til at holde stille.

Da vi kørte tilbage mod broen igen, måtte vi vælge (vi ville jo videre til Cueva de la Pileta og være der før kl. 16), så lige før broen blev jeg sat af med ordene: "Jeg kører en runde på 10 minutter, så skal du være klar her." Der var smukt og storslået. Hvor ville jeg ønske, vi begge havde set det sammen. De hængende huse på klippen, den enorme kløft og hele brokonstruktionen. Også at vi havde haft tid til at kigge nærmere på Casa del Rey Moro. Frokosten fik vi bagefter i Benaoján, en dejlig salatblanding. Ikke så meget tid, men vi nåede det!

Cueva de la Pileta

Jeg synes, det var en af de største oplevelser på turen. Vi blev vist rundt af et medlem af familien Bullón, som ejer hulen, og det var ganske overvældende at befinde sig i den gamle, privatejede drypstenshule, hvor der ikke var elektrisk lys.

I hulens indgang var der indrettet til billetsalg, og en disk med diverse postkort og bøger. Man kunne købe ½ eller 1 times rundvisning. Her kunne vi også lægge vores tasker og jakker (der var dejlig varmt). Døren med gitter ville være låst under rundvisningen. Vi fik udleveret en petroleumslampe til deling, guiden havde også én. Han fortalte, at de første petroleums-lamper havde de købt i Danmark, det var det eneste sted, man kunne købe dem.

Drypstenshulen med hulemalerier blev opdaget i 1905 af José Bullón Lobato, og er siden gået i arv i familien. Der er hulemalerier fra flere tidsaldre. De ældste er ca. 25.000 år gamle og blev lavet af Cro-Magnon mennesker, som brugte et rødligt farvestof. Senere (for ca. 10.000 år siden) brugte man sort farvestof. Malerierne forstiller bl.a. heste, geder, fisk, en sæl. Der var også nogle kalendere.

Cueva de la Pileta er ca. 500 m lang og er opdelt i mange huler i forskellige niveauer. Mange steder var der indhuggede trappetrin og snævre passager, hvor det godt kunne være glat. Guiden var meget opmærksom på det og advarede os konstant, så vi kunne gå på listesko.

Der var også store sale med højt til loftet, og små søer med helt klart vand. Undervejs så vi en masse fantastiske drypstensfigurer, hvor guiden fortalte, at det tager 100 år for en figur at vokse 1 cm. I en af de større huler fik vi at vide, at vi befandt os på 1. sal. Under os var der en hule, som var 40 m høj. Han trampede i gulvet, så vi kunne høre, at det rungede.

Guiden gav sig tid til at snakke om alskens emner, ikke kun hulen. Han havde fx læst om, at Danmark var førende indenfor viden og uddannelse. Vi snakkede også om det disede vejr og årsagen til det. Han fortalte, at når der er sydvestenvind, kommer der meget sand. "Fra Sahara", tilføjede Jens, og det var rigtigt. En vinter, hvor det var særlig slemt, var sneen i Paris endda farvet rød af sandet. Da vi nævnte, at vi havde valgt at rejse rundt i Andalusien "i den kolde årstid" (hvor der kun er 15-20 grader), nævnte han, at sidste år havde de varmerekord i Cordoba (49 grader). Den højeste temperatur nogensinde i Cordoba, som er målt i den tid, der er registreret.

Efter 1 times rundvisning vendte vi næsen hjemad. Og det var lige så vildt at køre tilbage gennem bjergene, utrolig flot og fascinerende. Vi valgte at spise på hotellet, hvor der var ekstra pyntet op i forbindelse med Valentines Day.

Der er gang i motorvejsbyggeriet nord for Antequera og ind til Cordoba. Nogle steder var den nye motorvej helt færdig og taget i brug, andre steder kørte vi ved siden af den. På en kortere strækning midtvejs var der bare helt almindelig og meget trafikeret landevej.

Efter de store bjergkæder nord for Malaga kom vi til de endeløse olivenlunde. Så langt øjet rakte var der olivenlunde på bakkerne, og i nærheden af Cordoba blev det mere fladt med grønne, opdyrkede marker.

Cordoba ligger nede i en gryde (lidt ligesom Sevilla), så jeg kunne levende forestille mig, hvor varmt det må være om sommeren. Denne dag var temperaturen også den højeste, vi oplevede i ugens løb. 20 grader, og det føltes bare vidunderligt.

Vi vidste, at der var en P-plads mellem Den Romerske Bro og Mezquitaen, så vi programmerede GPS'en, og fandt også frem, men der var optaget overalt.  Efter et par runder forsøgte vi at finde en sidegade med ledige P-pladser, og det bragte os ind igennem den gamle bydel med mange smalle gader og mange flotte bygninger, uden held.

I stedet for besluttede vi at prøve at finde en P-plads syd for floden Guadalquivir, ikke så langt fra Den Romerske Bro. Her var masser af plads, ca. 500 m hen til broen, og masser af bænke på promenaden, hvorfra der var en storslået udsigt.

Lidt om Cordoba

Cordoba er på mange måder Andalusiens historiske hovedstad. Først hovedstad i den romerske provins og senere dominerede maurerne i mere end 300 år.

I 711 faldt vestgoternes kongerige i Spanien, da den arabiske hærfører Tariq ben Ziyad satte over Strædet fra Nordafrika ved Gibraltar. Maurerne havde en tolerant religionspolitik, så de arabiske fyrster, arabere og berbersoldater, islamiske kolonister, mange kristne og en stadigt voksende jødisk befolkning levede sammen side om side.

I det 10. årh. var Cordoba den største by i Middelhavsområdet under Abd ar-Rahman d. 3. Det siges, at Cordoba havde 300 moskeer, 300 offentlige badeanstalter, 50 hospitaler, 80 offentlige skoler, 20 offentlige biblioteker og 17 højere læreanstalter. Landbruget blomstrede, og handelen stortrivedes.  I 929 blev riget ophøjet til Kalifat. Paladset blev et kulturelt og politisk kraftcenter. Det tiltrak ikke alene mange videnskabsmænd, lærde og kunstnere, men også mægtige riger som Byzans, Normannerriget og Frankerriget. Da Abd ar-Rahmed d. 3. døde i en alder af 73 år i 961, efterlod han sig et stort livsværk.

Puente Romano

Puente Romano er en 240 meter lang bro over floden Guadalquivir. Broen hviler på 16 buer og blev opført allerede på Kejser Augustus’ tid som en del af Via Augusto, den vigtigste trafikforbindelse til Baetica. Her fandt mange kampe sted, fordi det var den eneste vej ind i byen.

Trods mange ombygninger igennem tiden hviler broen stadig på de gamle fundamenter. Midt på broen findes en statue af ærkeenglen Gabriel, Cordobas skytsengel. Den blev opstillet i 1651 efter en pestepidemi.

Fra broen kan man se ned på ruinerne af de gamle arabiske møller og den gamle vandmølle La Albolafias genopbyggede øsehjul, der forsynede haverne i Alcázar med vand.

Broporten hedder Puerta Puente og rejser sig for enden af broen ind mod byen, en portal opført i stil med en romers triumfbue med Castiliens våben. Den blev opført i 1571 af Hernan Ruiz III på Filip II’s bestilling.

Torre de La Calahorra ligger over for den gamle by ved sydenden af broen og er en imponerende fæstningsbygning med takker foroven (det kan man bare ikke se, fordi den er under restaurering). Den blev bygget som forsvar i 1300-tallet. Her viser et spændende, lille museum livet, kulturen og filosofien i 900-tallets Cordoba gennem modeller og audiovisuelle shows.

Det var utrolig dejligt at slentre over broen, nyde solen, varmen og den smukke udsigt. Vi fandt senere ud af, at vi kunne være gået direkte op til Mezquitaen, hvis vi havde fulgt passagen ved Puerta Romano, men vi var ikke klar over, at det faktisk var sydenden af Mezquita, vi kunne se. I stedet fulgte vi skiltene til venstre mod Mezquita og kom dermed også forbi Alcázar de los Reyes Christianos, som vi ville gemme til sidst på dagen. 

Mezquitaen i Cordoba er STOR

Cordobas store moské ligger i den gamle bydel. Udefra ser den ikke ud af noget særligt, men den er større og mere storslået end man kan forestille sig. Det er svært på forhånd at forestille sig den pragt og de ufatteligt mange udsmykninger, der findes inde i denne kolossalt store og rektangulære bygning.

Man skal ha' rigtig god tid til at se Mezquitaen, for der er så mange imponerende altre, kapeller og udsmykninger, at man ganske enkelt taber pusten, og ikke rigtig ved, hvor man skal begynde og slutte. Selv om foldere guider én rundt, er det nemt at miste orienteringen mellem de endeløse søjlerækker, hvor man hvert øjeblik overvældes af et nyt kunstværk, uanset i hvilken retning man kigger.

Mezquitaen er en blanding af en moské og en katolsk katedral

Først byggede romerne et tempel på dette sted. På disse fundamenter rejste vestgoterne siden hen en kristen basilika til ære for den Hellige Vincentius. Da maurerne i 711 gjorde Cordoba til deres hovedstad, manglede de en bedesal til deres menighed og omdannede først den ene halvdel af San Vincente Kirken til moské, senere også den anden halvdel.

Abd ar-Rahman 1. begyndte byggeriet af en ny moske omkring år 785. I de næste århundreder udvidede man i mange forskellige arkitektoniske former.

I 900-tallet byggede Al-Hakam 2. til, - bl.a. den rigt udsmykkede mihrab (bedeniche) og en maqsura (kaliffens privatrum).

Mezquitaen var i sin tid den største efter Mekka

Mezquitaen breder sig over mere end to hektar, og moskéen måler 175 x 128 meter. Bygningerne omkranser en smuk brolagt gård Patio de los Naranjos med appelsintræer, palmer og fontæner, som oprindelig blev brugt til at vaske fødder og hænder i før bønnen.

En anonym kilde fra 1300-1400 tallet skriver, at der ikke i hele den islamiske verden skal have eksisteret noget, der kunne måle sig med Mezquitaen mht. betydning, størrelse, pragt eller perfektion.

Når man træder ind i Mezquitaen, bliver man overvældet af de 850 søjler af marmor, granit og jaspis, som støtter bedesalens hestesko- og takkebuer. I begge arkader er der brugt røde tegl- og lyse sandsten i buerne. For at udligne forskellene i søjlernes længde anbragte man nogle søjler på en basis, og andre forsænkede man i gulvet. Støtterne er stillet symmetrisk op, og buekonstruktionerne i to etager giver et indtryk af, at rummet åbner sig opad i flere lag.

Under Carlos d. 5. opførte de kristne i 1523 en domkirke midt inde i moskéen. 150 søjler blev fjernet for at give plads til byggeriet, som er en blanding af gotik, renæssance og barok. Over domkirken blev der bygget en kuppel, og udenfor kan man se et kirketårn, som er rejst over den oprindelige moskés minaret.

Siesta og frokost i åben gårdhave

Efter en times tid i Mezquitaen var vi fyldte med indtryk og trængte til frokost. Sad først lidt i Patio de los Naranjos og nød alt det storslåede. Jeg ville gerne spise udenfor i solen, og vi fandt en restaurant med åben gårdhave (intet tag) lige overfor Mezquitaen. Rigtig dejligt at nyde solen, og lige før det blev for varmt. Frem for alt med følelsen af ferie, og at tingenes lykkedes "af sig selv" denne dag.

Da vi kom til Alcázar de los Reyes Christianos var der lukket, dvs. de åbnede igen kl. 16.30, så det var kun et kvarter, vi skulle vente. Der var masser af bænke på den store plads uden for paladset, hvor palmer og appelsintræer var en fryd for øjet.

Det med entré (4 Euro) glippede, måske fordi vi utilsigtet kom til at gå ind samtidig med en større gruppe. I hvert fald var der ingen, der ville se billetter eller bad os om at købe, så lidt forundrede fortsatte vi bare.

Alcázar de los Reyes Christianos

Det store fæstningspalads ligger lige i nærheden af Den romerske bro og Mezquitaen. I 1328 fik Alfonso d. 11. sin residens opført i den mauriske fæstnings haver.

Når Fernando d. 2. og Isabel kom til Cordoba under deres felttog for at erobre området fra maurerne, boede de i dette palads. Fæstningen blev senere brugt af Inkvisitionen og derefter som fængsel.

I mosaiksalen findes der nogle imponerende romerske mosaikker på væggene, og i gangen lige udenfor en romersk sarkofag fra 200-tallet. I paladsets underste etage kan man se ruiner af badene fra den arabiske tid. 

Haven er fantastisk flot anlagt med flere fiskedamme (med karper i) og fontæner. Træerne klippet til som søjler, og buske formet som krukker.

Paseo de los Reyes flankeres af statuer af alle de konger, der har boet i Alcázar. For enden af promenaden er der en lille plads med statuer af Fernando d, 2., Isabel og Columbus, der flere gange har aflagt beretning til Isabel her.

Restaurante Avenida i Torremolinos

Et rigtig godt spisested, som vi først opdagede den sidste aften. Og de havde tilmed spisekort på dansk. Restauranten lå i en sidegade til hotellet, og det viste sig, at her kom mange spaniere for at spise ved 22-tiden, mens vi også var der. Der var en fantastisk spansk atmosfære (de snakker meget og højt). Vi fik henholdsvis søtunge og mørbrad, utrolig store og velsmagende portioner.

Kl. 8.55 var der transfer fra supermarkedet SOL, som lå tæt på hotellet. Det betød god tid til morgenmad og få pakket det sidste. Vi var de første, der blev samlet op og fik således den lange rute, rundt i Torremolinos til de forskellige hoteller.

Malaga lufthavn var kaotisk

Malaga lufthavn er under ombygning, det var syn for sagen, da vi denne morgen kom dertil. Et virvar af kraner og byggerier. Der var masser af tid, så vi stod lidt udenfor og fik en smøg, inden vi gik til check in. Der var mange skranker og mange mennesker, men ikke nogen vi kendte. Umiddelbart kunne vi ikke se på nogen tavler, hvor check in til Billund var, så vi stillede os i en kø, men der skete ikke rigtig noget. Skiftede til en anden kø, hvor det bevægede sig fremad. Men da det blev vores tur, viste det sig, at dette ikke var check in til Sterling, som vi skulle flyve med. Ekspeditricen vidste ikke, hvor vores skranke var, vi skulle finde hovedkontoret og spørge der.

Så vi måtte tilbage til hovedindgangen, hvor vi fik at vide, at check in til Billund var helt nede i den anden ende, og der var langt, længere end øjet rakte! Vel fremme kunne vi ikke få vores boardingpas, fordi vi havde to kufferter med (hver 1 kuffert). Vi skulle betale ekstra for at komme hjem. Og kunne kun få boardingpasset udleveret på hovedkontoret. Det fattede vi ikke, men blev nødt til at gå hele vejen tilbage igen. Nu viste det sig, at der var begået en fejl, vi skulle selvfølgelig ikke betale for hver at ha' 1 kuffert med, som vejede mindre end tilladt. Da jeg spurgte, hvilken gate der var boarding fra, kunne de ikke sige noget, før det var så vidt. Det skulle vi selv holde øje med. Det svar købte jeg ikke, så de mente det var fra B42. (Det var det også). Nok engang igennem hele lufthavnen og en etage ned, hvor der undervejs manglede skiltning de fleste steder. Rigtig mange gik forkert. Hernede spurgte jeg til, hvor der var et rygerum og fik svaret: "Ovenpå helt henne for enden". Op igen, finde en kiosk der solgte vand og finde rygerummet. Jeg nåede det hele, men sikke langt der var mellem check in og boarding gate. Og sikke dårligt alting var skiltet.

Vi sad på forreste række
Vi havde ikke så travlt med at komme op i flyet, for tilfældigvis skulle vi sidde på forreste række i venstre side. Det betød, at vi havde flere meter benplads og kunne følge med i stewardessens aktiviteter. Et super sted at sidde. Hjemturen var meget behagelig, solskin og flot udsigt over Europa. Noget af et koldt gys at forlade flyet og mærke det danske vintervejr med bidende kulde.

En oplevelsesrig og uforglemmelig uge i Andalusien var slut, og vi høstede masser af nye erfaringer i forbindelse med selv at tilrettelægge rejsen.