Forside          Rejseoplevelser          Billedserier          Her var vi

Rejseoplevelser i Andalusien

Vidunderligt at gense Andalusien og spændende at opleve de bjergrige egne rundt om Sierra Nevada. Imponerende stort i Real Alcazar i Sevilla, og en sand fornøjelse med 18 grader og sol fra en skyfri himmel den dag.

Af Hanne Thoms

En uge med kulde og regn

I løbet af dagen skiftevis regn, sol og blæst, alt efter hvor vi befandt os. De fleste dage 10-12 grader, men det føltes faktisk varmere udenfor. Måske fordi vi havde vintertøjet med. Heldigvis også paraplyerne, dem fik vi brug for i ny og næ.

I Nerja og Torremolinos var hotelværelserne rigtig kolde. Klinkegulve og iskolde badeværelser. Dér frøs jeg om natten, selv om der var ekstra tæpper. De andre steder var der lunt og behageligt. Sidst på ugen blev det varmere, tørvejr og solskin. Især det gode vejr i Sevilla om fredagen og Malaga lufthavn om lørdagen gav os følelsen af forår, lys, varme og ikke mindst ferie.

Vi valgte en rundtur denne gang

Vi ville gerne besøge nogle af de steder, vi ikke havde været før. Finde andre spændende oplevelser og seværdigheder end maurernes spor (men de er altså alle steder i Andalusien, hvor vi mindst ventede det!). Vi var især interesserede i områderne øst og nordøst for Malaga samt Sevilla.

Hjemmefra havde vi lejet en bil hos Europcar. Hentede og afleverede bilen i Malaga lufthavn, nemt at finde, og det gik rigtig hurtigt med både at få den og aflevere igen. Hotellerne havde vi også booket på forhånd.

Når man kører fra sted til sted, og overnatter på et nyt hotel hver nat, sparer man en masse køretid. De fleste af vores hoteller lå "afsides", men nær ved vores valgte rute. Meget velegnede til overnatning. Gratis p-plads ved hotellet og med restaurant. Således kunne vi bedre udnytte hele dagen til oplevelser, og det var dejligt at sætte sig til bords og nyde rødvin til aftensmaden, fordi vi ikke skulle køre bagefter. Men lidt træls at hotellernes menukort ikke bød på de mest smagfulde og spændende retter. Til gengæld fandt vi de kulinariske oplevelser til frokost.

Det var rigtig dejligt, at vi først skulle flyve fra Billund kl. 9. Var friske efter en god nats søvn og glædede os meget til nye ferieoplevelser, selv om vi vidste, det ville blive en kold uge med regnvejr. Flyveturen var perfekt og meget rolig, og skønt at nyde solen over skyerne. Og så nåede jeg at læse halvdelen af en kanon god bog Fange af Solens Rige (resten på hjemvejen). Den kan varmt anbefales.

Vi landede ved 12.30 tiden, og efter en times tid havde vi hentet vores VW Polo hos Europcar i lufthavnen. En helt ny bil, der kun havde kørt 13 km.

Første mål var P-Alcazaba i Malagas centrum

Her havde vi en aftale om at mødes med en bekendt kl. 15 og drikke en kop kaffe sammen. Håbede vi kunne nå at få frokost inden. Men selv om vi nåede til Malaga allerede kl. 14, så tog det et par timer at finde frem.

Lige ved og næsten, og rigtig ærgerligt, at det ikke lykkedes til tiden. Et er at vide, hvor det ligger, noget andet at finde derhen, for GPS'en ventede på signal netop hver gang, vi havde brug for kørselsvejledning.

Det regnede og var omkring 12 grader. Men endelig kl. 16.30 kunne vi nyde at få udendørs frokost på en fortovscafé nær ved Picasso museet. Der var overdækket, og vi var varmt klædt på.

Efter en gåtur rundt om katedralen (med paraply) fortsatte vi til hotel Los Arcos i Nerja, en by som ligger en times kørsel øst for Malaga. Her var alle hotellerne skiltet, nemt at finde frem.

Hotel Los Arcos i Nerja

En sand fornøjelse at det stadig var lyst, da vi ankom ved 19-tiden. Fik et stort, dejligt værelse med havudsigt og balkon. Klinkegulvet var koldt, der var ingen radiatorer eller klimaanlæg, og ingen varme på badeværelset. Sikkert skønt om sommeren.

Hotellet havde en god lille café, hvor man kun kunne få tapas. Deres restaurant holdt ferie, mens vi var der. I caféen kunne man også benytte gratis WIFI (trådløst internet). Vi var flere, som sad der hele aftenen, og vi nød den spanske afslappede atmosfære.

Heldigvis var der ekstra tæpper på værelset. Jeg frøs om natten, og rart at hylle sig lunt ind på balkonen, når vi skulle ha' "frisk luft".

Morgenstunden tilbragte vi på balkonen. Det var overskyet og blæsende, men tørvejr, og ganske langsomt blev det lyst hen ad kl. 8, lidt senere end herhjemme på denne årstid. Vi nød den smukke udsigt og en kop kaffe inden morgenbadet. Havde selv elkedel og Nescafé med. Fra vores balkon kunne vi se ud over byen, Sierra Almijara bjergkæden og havet. Balsam for sjælen at sidde og kigge på. Så vi var først klar til morgenmad kl. 9.30.

I caféen var der mini-morgenbuffet, dvs. ikke så mange valgmuligheder. Toast, sprøde (hårde) boller, ost, skinke og spegepølse, tomat, marmelader, kolde spejlæg, frugt og juice. Men rigeligt til at blive mætte.

Balcon de Europa i Nerja

Midt i Nerja ligger Balcon de Europa med en panoramisk restaurant og en fantastisk udsigt. Lige i nærheden er der P-kælder, og promenaden har et væld af fortovscaféer, barer og hoteller. I dette område ligger kirken El Salvador også, opført i traditionel barok-mudejar stil. Oprindelig blev der i 1487 bygget en fæstning på dette sted. Til minde om dette står der nu to gamle kanoner på toppen af klipperne og en statue af kong Alfonso d. 12., som besøgte Nerja efter jordskælvet i 1884 og navngav Balcon de Europa.

Det blæste meget, var rigtig koldt. Og ubeskrivelig smukt i alle retninger. Op og ned langs kysten. Bjergene inde i landet. Et sted jeg gerne vil tilbringe mere tid en varm sommerdag!

Drypstenshulerne i Nerja (Cueva de Nerja)

For 5 millioner siden fik utallige vanddryp indflydelse på klipperne og stenene og skabte drypstenshulerne, hvor der for 30.000 år siden levede fortidsmennesker (Cro-Magnon). De sidste 3.000 år har der sandsynligvis ikke boet mennesker i hulerne.

Ved en tilfældighed blev hulerne opdaget i 1959 af nogle drenge fra Maro. De var på flagermusjagt og sad ved en brønd, hvor de ved solnedgang kunne se flagermusene flyve ud. Drengene var nysgerrige og klemte sig ned gennem en smal åbning. Længere inde fandt de hulerne, hvor der lå skeletter og lerkrukker. Herefter tog huleforskere, arkæologer og geologer over.

Selve drypstenshulen er 4832 m lang med en højde op til 70 m. Turister har dog kun adgang til de lavere gallerier, som har trapper, gangstier og belysning. Hulerne er tørre året rundt og har en konstant temperatur på ca. 20 grader. Er åbne fra 10-14 og igen fra 16-18.30 (om sommeren til kl. 20)

Der er ingen guide, man går selv rundt i eget tempo. Undervejs er der opstillet informationstavler. Vi brugte en times tid i hulerne. Prisen var 8 Euro pr. voksen, og det var tilladt at fotografere uden blitz. Vagterne rundt omkring påtalte, hvis nogen blitzede, men man blev ikke bedt om at slette, bare huske.. "no flash".

Seværdigheden er meget kommerciel, både i hulerne (hvor der afholdes koncerter, balletter og flamenco dans med plads til ca. 100 tilskuere) og udenfor hvor der er cafeteria, restaurant og souvenirbutik.

Sala del Belén (Betlehemssalen)

Den første sal, man kommer ned til, er Sala del Belén, ca. 75 m bred og 20 m høj. Her er mange imponerende søjler fra gulv til loft.

Sala del la Cascade

Den næste sal er Sala del la Cascade. Det er her, der afholdes koncerter, balletter og flamenco dans. I centrum kan man se en kæmpesøjle på over 15 m, og fra loftet hænger der store stalaktitter.

Sala de los Fantasmas (Fantomsalen)

Efter scenen kommer man til Fantomsalen. Salen har fået dette navn, fordi mange af drypstenene ligner spøgelser. En tilfældig dynge væltede klipper gør, at salen ender i en flaskehals.

Sala de Cataclismo (Syndflodssalen)

Syndflodssalen er en af de mest storslåede grotter i verden. Den er over 100 m lang, 50 m bred og mere end 30 m høj. I midten er der en gigantisk søjle, 32 m høj og 13 x 7 m ved bunden. Den er optaget i Guiness Book of Records som verdens største. For 800.000 år siden flyttede et jordskælv nogle stalaktitter, som nu er hulens gulv. Det laveste punkt i hele grottesystemet.

Los Organos (Orglet)

Orglet er et repos, hvor de riflede søjler siges at kunne afgive forskellige musikalske lyde, når man slår på dem. Vi afprøvede det nu ikke. Til sidst kommer man til en bro, som fører over en stor væltet klippe. Den næste passage leder op til de øvre og nyere gallerier, hvor der ikke er offentlig adgang. Her findes bl.a. de ca. 30.000 år gamle hulemalerier.

Vejen tilbage til udgangen ligger parallelt med vejen ind. Der var rigtig mange besøgende, også dansk-talende. Selv om der er malet pile i gangretningen, kan man godt selv bestemme, hvilken vej man går, højre eller venstre rundt.

Frokost med havudsigt

I restauranten var der en udendørs terrasse, hvor man kunne sidde med udsigt over Middelhavet. Vidunderligt panorama og et dejligt sted at holde siesta. Maden var meget velsmagende og spændende. Selv om det blæste lidt, kunne man fint sidde udendørs og nyde solen, som nu tittede frem.

Inden vi kørte videre, ville vi ha' kigget på bøger i souvenirbutikken, men der var lukket mellem 14 og 16. Vi kunne godt ha' nået det inden frokosten, men dér ville vi ikke risikere, at restauranten lukkede "for næsen af os".

Bjergbyen Frigiliana

Ca. 7 km nord for Nerja ligger den hvide bjergby Frigiliana ved foden af Sierra de Enmedio, som er en sydlig forlængelse af Sierra Almijara bjergkæden. Vi kan varmt anbefale at besøge Frigiliana, som er utrolig smuk og særpræget, og flere gange er blevet kåret som Spaniens smukkeste og mest velbevarede by.

Frigiliana består af en gammel maurisk og middelalderlig del og en nyere del, som er tilpasset den oprindelige arkitektoniske stil. I den gamle del er der smalle, stejle og snoede gader. Nogle steder med trapper. 12 mosaikker af kunstneren Pilar Garcia Millan fortæller om landsbyens historie. På det højeste punkt i byen findes resterne af en maurisk fæstning, Lizar.

Fra byens udsigtspunkt er der en storslået udsigt ud over bjergene, og kigger man ned, ser man byens stadion. Bygget på den stejle skråning, med kunstigt græs og med høje net rundt om banen.

Under Nasride kongedømmet i Granada levede Frigiliana af at dyrke olie, rosiner, figner og silke. Da den katolske konge i 1485 overtog magten, forsøgte han at omvende befolkningen i Frigiliana til kristendommen, men de kristne accepterede dem ikke. Under et oprør i hele kongeriget Granada i 1568 blev over 7000 maurere dræbt. Siden hen organiserede Frigiliana sig politisk, socialt og økonomisk. Indbyggertallet voksede, og trods et stort jordskælv i 1884 og pest i vinmarkerne er Frigiliana i dag en velfungerende by med egne traditioner og vaner.

Fra Frigiliana kan man følge de små bjergveje og køre til Torrox (ligger ved landevejen mellem Malaga og Nerja). En langsom og meget, meget spændende køretur. Panoramaet er fantastisk, vejen rigtig hullet og dårlig. Det med autoværn er noget med 5 m på udsatte steder. Så er det lige om man rammer dér!

Undervejs gjorde vi holdt for at nyde dette storslåede landskab. Lagde mærke til at der var tæt befolket på bjergskråningerne.

Byen Maro og akvadukten

Maro er en lille by et par km øst for Nerja. Byens rødder går tilbage til den romerske periode, hvilket ruinerne af en gammel romersk by (Detunda) vidner om. Man har bl.a. fundet resterne af en romersk hærvej. I udkanten af byen kom vi forbi en del temmelig store plastik drivhuse. I dette område dyrkes der tomater og halvtropiske frugter som mango og papaya. Området omkring Nerja har også Europas største produktion af avocado.

Mellem Nerja og Maro ligger den imponerende akvadukt, El Acueducto del Aguila (Ørnens akvadukt). Den ligger lige ud til landevej N340 og blev bygget i det 19. årh. Akvadukten har fem etager med murstensbuer, og facaden vender ind mod landskabet (den gamle landevej lå på den anden side). Facaden er dekoreret med spidse hesteskobuer, som minder om mudéjarstil (arabisk stil). Øverst ses nogle tempeltårne.

Akvadukten blev bygget for at forsyne sukkerfabrikken i San Joaquin (tæt ved Nerja) med vand. Her havde man helt tilbage i det 16. årh. en lang tradition for at dyrke sukkerrør og bygge møller og fabrikker.

Vi fandt en dejlig café i Maro, hvor vi kunne parkere lige overfor, sidde udenfor og få en kop kaffe. De andre gæster på caféen var spansk-talende. Vi forstod intet af al deres snakken, men det lignede, at de mødtes for at få en go' snak. En rigtig hyggelig og afslappet stemning.

Ved siden af denne café var der en dansk tandlæge. Sjovt nok at lægge mærke til hans danske navn på det store reklameskilt. Erik Gadegaard yder dansk tandpleje til spanske priser. Læs mere på www.dentadanes.com

Kysten fra Nerja til Almunecar

Egentlig var denne strækning en del af mandagens tur (på motorvejen). Da vi fandt ud af, at man kunne køre med den gamle landevej langs kysten, besluttede vi os for at udnytte de lyse aftentimer til denne tur.

Kystvejen var utrolig smuk med snoede veje og bjergkørsel, op, ned, broer og tunneler. Det ene storslåede panorama efter det andet. Bjergene til den ene side og stejle skrænter ned til Middelhavet. Mange steder kunne man se den parallelle motorvej. Køreturen og landskabet i sig selv var en spændende seværdighed.

Vi sluttede dagen med aftenhygge i caféen på Los Arcos. Tapas, rødvin og WIFI (trådløst internet). Enormt afslappende, hyggeligt og varmt (de havde tændt en gasovn). Et hotel jeg gerne vil vende tilbage til.

Lige bag ved os sad nogle danskere, kunne vi høre. Men snakkede ikke med dem før næste morgen.

Inden sengetid skulle vi lige nyde den sidste "friske luft" på vores balkon. Det blev dagens første regndråber. Et ømt syn indhyllet i tæppe og senere gemt under en paraply. Men ih, hvor vi nød det og havde det sjovt.

Efter morgenhygge på balkonen og morgenmad kl. 9.30 faldt vi i snak med danskerne fra aftenen før. "Parle vous français", spurgte de, da vi mødte dem uden for vores værelse. "Nej, vi snakker dansk",  svarede jeg. Vidste jo de var danske. Og morede mig lidt over, at min sønderjyske dialekt måske klinger lidt fransk. Eller også havde vi snakket så stille, at de slet ikke havde lagt mærke til, at vi var danske. De havde en lejlighed i Alicante og skulle besøge nogle venner i Marbella og derefter videre til Sevilla. Fortalte at januar måned havde været med strålende vejr. Helt atypisk med det kolde vejr i februar og al den regn. Og så anbefalede de os at besøge Salobrena, en bjergby mellem Nerja og Almeria.

Vi så Salobrena fra motorvejen

Vores planer var en tur rundt på borgen Alcazaba i Almeria, så vi nøjedes med at nyde synet af den smukke bjergby Salobrena ved Middelhavet, mens vi kørte forbi på motorvejen. Salobrena siges at være en af Costa del Sol's bedst bevarede hemmeligheder. Her er gode strande og en ægte spansk atmosfære. Den storslåede mauriske borg fra det 10 årh. Det glæder vi os til at opleve næste gang, vi tager til Andalusien. For vi vil rigtig gerne der ned igen.

Almeria er verdens største drivhus

Aldrig før har jeg set så mange og så store drivhuse af plastik som mellem Motril og Almeria. Hver eneste plet blev brugt. Så langt øjet rakte var der enorme hvide drivhuse af plastik. Side om side i byerne, på de flade kystområder og på alle bjergskråningerne. Rigtig mange var hårdt medtaget af vejr og vind, så temmelig grimme og faldefærdige ud.

Drivhusområdet er på ca. 25.500 hektar. 80 % af arealet udnyttes til at dyrke peberfrugt, tomat og agurk, resten til bl.a. melon, aubergine, squash, pralbønner og vandmeloner. Der produceres ca. 3 mil. tons grøntsager, hvoraf 2/3 bliver eksporteret til Mellem- og Nordeuropa, USA og Rusland fra september-juni. Det svarer til ca. 1,4 mia. Euro om året i afregningspriser. Omkring 1/3 af arbejdskraften kommer udefra, flest fra Marokko, men også en del fra Rumænien, Ecuador og Litauen.

Almeria blev grundlagt af maurerne

Almeria ligger i et bjergrigt ørkenlandskab i det sydøstlige Spanien. Maurerne grundlagde byen i 955 for at styrke kontrollen over Middelhavet, og det arabiske navn var Al-Mariyah, som betyder havets spejl. Dette vidner fæstningen Alcazaba i høj grad om.

Ud over at være turistmål er området kendt for indspilning af westernfilm (i Tabernas) og de mange hvide plastik drivhuse. Der dyrkes også appelsiner, druer, bomuld, tobak og oliven i kunstvandede oaser. Ved kysten udvindes der salt, og i bjergene brydes der marmor, jern- og blymalm. Og så er der den kendte fodboldklub UD Almeria.

Det subtropiske klima, som påvirkes af varme vinde fra Afrika, gør Almeria til et af Europas tørreste områder med en årlig gennemsnitstemperatur på 19 grader. Ikke det vi oplevede. Imens vi var i Almeria var det 10-12 grader og regnvejr.

Alcazaba i Almeria var Spaniens største fæstning

Alcazaba i Almeria er det største fæstningsanlæg, som maurerne byggede i Spanien. Området dækkede over 25.000 m2. Abd-erRahmán III startede byggeriet i 955, og det blev færdigt i det 11. årh. under Hayrán. Efter den kristne erobring i 1489 blev fæstningen reformeret af de katolske konger og Carlos I.

Alcazaba består af tre forskellige områder

I det første var der boliger og bade, i sin tid et kompakt område med plads til ca. 20.000. Her fandtes også Saliente Bastionen, La Vela muren og klokken i Santa Maria la Mayor kirken (der blev ringet med klokken, når bønderne i området måtte vande, eller når der var pirater i sigte). I dag er der indrettet haver her. 

Det andet område indeholdt paladserne. Los Aljibes (kaliffernes vandcisterner) er det bedst bevarede. Andre seværdigheder er Mudejar kapellet, badene og et typisk muslimsk hjem, som er blevet genopbygget på dets fundamenter. Her lå oprindeligt Almotaçin paladset.

I det tredje område findes ruinerne af et slot bygget af Ferdinand og Isabella, da de indtog Almeria i 1489. Interiøret er lagt ud rundt omkring på paradepladsen. Hovedelementerne i dette område er tårnene Keep, Noria del Viento og Pólvora, som i 1989 blev udnævnt som monument af den andalusiske regering.

Alcazaba er åben hele året, undtagen mandage, 25. dec. og 1. januar. Der er gratis adgang med EU pas. Det med mandage havde jeg desværre overset. Vi opgav dog at forsøge næste dag, fordi det stadig øsregnede, og mandag havde vi brugt så mange timer på først af finde P-pladsen (det lykkedes), men indgangen forblev et uløst mysterium. Der holdt mange parkerede biler på den mudrede P-plads, og vi undrede os over, hvor alle de folk gik hen. Fandt aldrig ud af det. Dér stod vi midt i det hele, omgivet af Alcazabas tykke, høje, lange mure til de tre sider, og på den fjerde side slumkvarteret, der også ligger i dette område. En mandag i regnvejr og mudder.

Jens så en hel masse eksotiske dyr bag en indhegning, dem nåede jeg ikke at lægge til. Efter en køretur rundt om Alcazaba (slumkvarter med smalle og stejle gader, også tiggere) opgav vi at finde indgangen til Alcazaba og fandt i stedet for en pragtfuld kinesisk restaurant, hvor vi fik alle tiders middag (øst for stadion i Almeria). Udefra lignede det ikke noget særligt, men vi var sultne og kunne parkere lige ved indgangen. I det øjeblik vi trådte indenfor, blev vi mødt af det smukkeste syn, man kan forestille sig. Maden og betjeningen var aldeles super. En kulinarisk oplevelse jeg aldrig glemmer. Dér vil jeg gerne spise igen!

Mini Hollywood i Tabernas

Ca. 30 km nord for Almeria mellem Sierra de los Filabres mod nord og Sierra de Alhamilla mod syd-sydøst ligger Tabernas ørkenen, som er et beskyttet vildnis område på over 280 km2. Bjergkæderne isolerer ørkenen fra de fugtige vinde fra Middelhavet, så der falder meget lidt nedbør her. Samtidig er der en årlig gennemsnitstemperatur på 18 grader og op til 3000 solskinstimer.

Jorden består overvejende af mergel og sandsten, med meget lidt vegetation. Når det regner er det som regel i form af skybrud, der opretholder luftfugtigheden, og erosioner former det karakteristiske månelignende landskab.

Mini Hollywood og Texas Hollywood er to forskellige filmstudier med ca. 3 km's afstand. På grund af ligheder med den nordamerikanske ørken, det nordlige Afrika og den arabiske ørken er der siden 1950'erne indspillet mange film og westerns her, bl.a. A Fistful of Dollars, The Magnificent Seven og The Good, the Bad and the Ugly.

Filmstudierne er også turistattraktioner

I Mini Hollywood er der en Western by, hvor man kan opleve bankrøveri, skyderier og can-can. Her er også et filmmuseum, et vognmuseum, hesteudlejning, legeplads, swimmingpool, restaurant, Salon Bar og souvenirbutik.

Endvidere er der zoologisk have med fx næsehorn, giraffer, tigre, nordafrikanske gazeller, fugle, frøer og mange forskellige insekter. En del af dyrene kan ses til fods, resten i bil.

I Texas Hollywood er der en Western by, et fort, en mexicansk by og en indianerlejr med tipier.

For 17 euro kan man se begge attraktioner

Mini Hollywood ligger lige ved landevejen mellem motorvejen og Tabernas og har kun åbent i weekenden om vinteren, og lukket om mandagen i sommerperioden. Det vidste vi godt på forhånd, men vi var kun interesseret i at se området og ørkenen, så det var lige meget. Og 17 euro syntes vi var alt for dyrt.

Texas Hollywood har åbent hver dag. For at komme hertil skal man køre via et gammelt flodleje på en ujævn, grusvej. Der var temmelig smadret og vådt, da vi kørte dertil, men en spændende køretur, som gav os en fornemmelse af at være midt i ørkenen og westernmiljøet.

Lige ved siden af det luksuriøse Citymar Gran Hotel i Almeria var der en P-kælder, hvor man kunne parkere for 16 euro pr. døgn. Eneste mulighed i dette område. Til gengæld var der gratis trådløst internet på hotellet, også på værelserne.

Vi fik et dejligt værelse på 4. sal, med balkon og havudsigt. Maden i restauranten var dyr, ikke særlig mange retter at vælge imellem, mest fast food.

Fra morgenstunden var det silende regnvejr. Alligevel dejligt at nyde udsigten fra den overdækkede balkon og følge trafikkens gang. Til højre kunne vi se havnen og færge til Marokko. Lige ud for hotellet var der en rundkørsel med 4 vejbaner, i midten et stort og smukt anlæg med flere forskellige springvand, og lidt længere fremme en benzintank. Således kunne vi sidde og planlægge i hvilken bane vi skulle placere os for at komme ind til tanken, når vi skulle videre efter morgenmaden.

Inden vi forlod Almeria fandt vi Lidl og fik handlet lidt ind, Nescafé, vand og vin. Vi fulgte herefter motorvejen mod Granada, den fører rundt om Sierra Nevada. Jo længere vi kom mod nordvest, jo bedre blev vejret.

Andasol er et soldrevet kraftværk

I nærheden af La Calahorra, 20 km syd for Guadix, var der rigtig mange solfangere. Jens var meget nysgerrig og forlod motorvejen. "Jeg vil se dem", sagde han.

Han nød at kigge nærmere på de nyopførte soldrevne kraftværker, hvor solfangerne var opført som parabolske trug. Solar Millennium var de første, som udviklede dette i Europa.

Tæt ved hinanden ligger de to kraftværker, Andasol 1 og Andasol 2. De blev taget i brug i 2008 og 2009. Med en elproduktion på omkring 150 GWh om året og et areal på 510.000 m2 (70 fodboldbaner) er det verdens største solenerginalæg. Et tredje i nærheden er nu under udførelse og forventes færdigt om et års tid. Så kan man forsyne op til 200.000 mennesker med solenergi.

Hvert kraftanlæg har en el-effekt på 50 MW og opererer med termisk lagring. En fyldt termisk beholder kan fortsætte med at køre turbinerne i ca. 7,5 time, selv om det regner eller solen er gået ned. Varmebeholderne består af to 14 m høje tanke med en diameter på 36 m. Disse indeholder 28500 tons flydende salt.

Spanien producerer meget solenergi

Spanien er verdens fjerdestørste producent af solenergi. 80 % eksporteres til Tyskland. I 2009 dækkede solenergien 2,8 % af elforbruget. Spanien er med sine mange solskinstimer et af de mest velegnede europæiske lande til udvikling af solenergi. Den spanske regerings mål er, at 12 % af den primære energi i 2010 kommer fra vedvarende energi, med en installeret produktionskapacitet på 3000 MW fra solenergi.

La Calahorra

Ved landsbyen La Calahorra for foden af Sierra Nevada ligger et smukt renæssesanceslot, det første der blev bygget i Andalusien. Rodrigo de Mendoza (søn af kardinal Mendoza) lod slottet bygge til sin brud mellem 1509 og 1512, på ruinerne af en maurisk borg, og han brugte italienske arkitekter og håndværkere. Udvendigt minder slottet om en middelalderborg, men tårnene i hjørnerne er runde. Murene er af kvadersten og røde pga. støvet fra Alquife minerne, som ligger lige i nærheden. Slottet er åbent om onsdagen, og i borgen kan man se en renæssancegård i to etager, med trappe og søjler udhugget i Carrara marmor.

Huleboligerne i Guadix 

Guadix ligger for foden af den nordlige side af Sierra Nevada. Her lå tidligere en maurisk borg, og byen er omgivet af gamle mure. 

Katedralen i Guadix har tre arkitektoniske stilarter (gotik, renæssance og barok). Byen er berømt for sin keramik, især de rigt udsmykkede terracotta vaser (Jarra Accittanas), som bruges til gæsternes blomstergaver ved et bryllup.

Men det mest interessante er huleboligerne i Barrio Troglodyte (den nordlige del af byen), hvor op mod halvdelen af befolkningen bor.

På hver en bakketop ligger en skinnende hvid facade med en hoveddør og måske et vindue eller to. Rigtig mange hvide skorstene rager tilfældigt op og vidner om en bolig under jorden.

Huleboligerne har en temperatur på ca. 20 grader året rundt og er en god løsning på sommerens hedebølger, og de er alt andet end primitive! Gas og vandrør i hulerne er dog forbudt ved lov, så mange har deres køkken og badeværelse yderst (i fri luft) og værelser under jorden.

Nogle af huleboligerne er indrettet til udlejning og overnatning. Det kunne have været rigtig sjovt at prøve en overnatning her, men jeg syntes, det var alt for dyrt.

De ca. 4000 huleboliger, som er udhugget gennem århundreder, er den største koncentration af beboede huler i Europa. Det hele startede, da de kristne i 1400-tallet fordrev maurerne, som flygtede ud i bjergene, hvor de byggede huler, som de gemte sig i. 

Vi fandt en lille cafe ved siden af museet, og her holdt vi siesta og fik vi en dejlig frokost. Igen det dér med at vælge, museum eller frokost. Og uden mad og drikke, dur helten ikke.

Fra vores siddeplads kunne man se ud i køkkenet gennem en åbning, og i selve caféen var der ellers kun de lokale, som kom for at få en øl og en snak. Meget hyggeligt at opleve. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne forstå spansk.

I lokalet hang der en collage med mange fotografier. Vi spurgte indehaveren, om det var familie. Det var det ikke, men fotos fra en fjernsynsudsendelse om stedet.

Sierra Nevada

Efter en tur rundt i området med huleboligerne fortsatte vi turen mod Granada med en storslået udsigt til Sierra Nevadas sneklædte tinder. Temperaturen faldt helt ned til 6,5 grader, og på en kort strækning var der tilmed sne på markerne.  

Sierra Nevada er den snedækkede bjergkæde fra øst til vest mellem Almeria og Granada, og nogle steder når de stejle bjergsider helt ned til Middelhavet (fx ved Almeria). Med toppene Mulhacén (3482 m), Pico del Veleta (3397 m) og Alcazaba (3392 m) er bjergkæden den højeste på den Iberiske halvø. 

Da den afrikanske kontinentplade forskød sig nordpå og ind under Europas sydkant, blev bjergkæden dannet. Området oplever jordskælv flere gange om året, fordi denne bevægelse stadig foregår.

Costa tropical er det meget milde lokalklima, som skyldes bjergkædens retning og beliggenhed nær ved Middelhavet. Dette klima er velegnet til dyrkning af sydfrugter. Det centrale område i Sierra Nevada blev i 1999 fredet som nationalpark.

Granada er en smuk historisk by

Granada har fået sit navn fra granatæblet, som er symbol på frugtbarhed og kærlighed. Derfor kan man ofte se denne frugt i keramik fra byen, som ligger mellem de to højdedrag La Alhambra og Albaicin, som er adskilt af Darro floden. Granada kaldes også for en af de smukkeste byer i Spanien. Byen var maurernes sidste bastion, da Boabdil i 1492 måtte forlade Spanien efter nederlag til Ferdinand og Isabella.

Fæstningen og kongeborgen Alhambra, som blev opført mellem 1248 og 1350, er Spaniens mest berømte bygningsværk fra maurertiden og ligger på La Alhambra. I 2008 var vi ganske kort i Granada, rundt på Alhambra og inde og se Nasridernes palads.

Klik her og læs mere.

Albaicin er den gamle mauriske bydel

Denne gang ville vi gerne opleve den antikke bydel Albaicin og udsigtspunktet på Placeta de San Nicolas, hvorfra der er en flot udsigt til Alhambra. 

Albaicin blev oprindelig grundlagt af romerne, men det er de smukke arabiske kvarterer fra maurertiden, som i dag kendetegner bydelen. De meget smalle, snoede og brostensbelagte gader med originale, små mauriske huse og lukkede haver gav os følelsen af en helt speciel atmosfære.

Historikerne er ikke helt sikre på, hvorfra navnet Albaicin kommer. En del af dem hælder til den logiske forklaring, at navnet opstod, da de kristne i det 13. årh. fordrev maurerne i byen Baeza i det nordlige Andalusien. Maurerne flygtede sydpå og slog sig ned udenfor Granadas fæstning. De gav stedet navnet al-bayazzin (et sted for folk fra Baeza).

Lidt om moriscos og Carmenes

Under maurerne var Albaicin en labyrint af gyder, og de kristne blev meget forbavsede over de små huse, da de opdagede og overtog byen i det 16. årh. En del maurere flygtede fra Albaicin, og de kristne ville nu bruge deres område til at bygge små paladser i. De maurere, som ikke flygtede, blev tvunget til at konvertere til kristendommen, og blev kaldt for moriscos. Det var nemt at hyre dem til at bygge huse i maurisk stil, med lukkede haver fyldt med appelsin- og citrontræer samt et centralt springvand. Denne nye type boliger blev af moriscos kaldt for en karm, det arabiske ord for parcel eller have. Senere blev det til Carmen/Carmenes.

Carrera del Darro

Et af mine store ønsker var at komme ind og se de arabiske bade El Bañuelo fra 1000-tallet. Bygningen ligger på Carrera del Darro, en temmelig smal gade langs med Darro floden, hvorfra der også er udsigt op til Alhambra. Nemt nok at finde og køre langsomt forbi, men ikke så enkelt at finde en p-plads. Heller ikke en gade man holder stille i ret længe for at kigge sig omkring. Der er simpelthen alt for smalt, trangt og samtidig meget trafikeret.

I første omgang forsøgte vi herefter at finde ud af Albaicin igen, med det resultat at vi kom ind i endnu smallere gader. Til sidst mente Jens ikke, at der var plads til vores bil, selv om der kørte en varevogn foran. "Den er altså noget smallere end vores", sagde han og bakkede for at vende om. Meget plads var der ikke, men buler og skrammer undgik vi heldigvis.

Mirador de San Nicolas

Pludselig kom vi tilfældigt forbi et skilt, som viste mod udsigtspunktet på Placeta de San Nicolas, og dér var rigtig mange og gode parkeringsmuligheder. Et super godt og gratis sted at parkere, en kanon udsigt, og en trappe der førte ned til Albaicin-kvarteret. Vi gik en tur heroppe og nød det fantastiske panorama ud over Granada, Alhambra og Albaicin.

Overnatning lidt nord for Granada

Hotellet Villa Blanca i Albolete lidt nord for Granada var nemt at finde. Lige ved motorvejen mellem Granada og Jaén. Og noget af en oplevelse, da vi skulle ha' aftensmad dér. På menukortet var der ingen priser, og tjeneren kunne ikke engelsk. En af gæsterne kunne både spansk og engelsk og var vores tolk. Menuen, vi havde kig på, kostede 11 euro.

Vi bestilte mad og en flaske rødvin, var spændte på regningen. Den var på 11 euro! Det viste sig, at uanset hvad man bestilte, så var den samlede pris 11 euro. Her erfarede vi, at det ville ha' været rigtig fordelagtigt at kunne forstå og snakke spansk.